Sanningen om Ubåtsfrågan. Et försök till analys

Anmeldt af Michael Clemmesen

Bengt Gustafsson. Udgivet af Santérus, Stockholm 2010. 389 sider. Pris ved køb fra forlaget: 319 SKR.

Foto: Den norske inspektionsundervandsbåd VÆDDEREN i periskopdybde.

Det skete dels i 2005 i den danske presse som reaktion på, at DIIS beretning om Danmark under den kolde krig videreformidlede den norskansatte svenske fredsforsker Ola Tunanders konspirationsteorier. Tunander havde bl.a. skrevet, og gentager stadig, at krænkelserne i alt væsentligt var lavet af vestlige undervandsbåde, og at dette skete i samarbejde med de ledende svenske søofficerer, der der igennem undergravede den svenske regerings afbalancerede neutralitetspolitik. Gustafsson fremlagde samme år i samlet form sin argumentation om begivenhederne i pjecen Ubåtsfrågan – sanningen finns i betragterens öga.

Senere har den energiske general arbejdet på at løse en indtil videre næsten umulig opgave: At opbygge et troværdigt billede af den sovjetiske krigsplanlægning mod Finland og Den skandinaviske Halvø i Leningrad Militærdistrikt og TVD Nordvest. I denne planlægning rådede man blandt andet over den ene af de delflåder, som den sovjetiske Østersøflåde etablerede i krig. I den anden delflåde indgik også de polske og østtyske krigsmariner. Rekonstruktionen er i meget høj grad vanskeliggjort af planlægningens rent sovjetiske karakter. Der indgik her i modsætning til længere mod syd ikke styrker fra lande, der senere er blevet medlem af NATO, og hvor man derfor relativt frit kan søge oplysninger i arkiver og hos overlevende aktører fra perioden. Denne analyse er genoptrykt i denne bogs afsluttende del, og den er en del af grundlaget for den første del.

Gustafsson starter med at citere André Gide, at man skal tro dem, der søger sandheden, men betvivle dem, som finder den, det vil sige Tunander og hans meningsfæller. Selv gør han næsten overdrevent beskedent klart, at han kun kan analysere og sandsynliggøre, ikke endeligt konkludere. Dette sidste må overlades til fremtidige forskere, der kombinerer distance til perioden med den fulde kildeadgang, der blev ham nægtet.

Generalen har under sine undersøgelser udnyttet det forhold, at de afgørende krænkelser skete før hans egen embedsperiode som forsvarschef. Han er ikke bundet af tavshedspligt, fordi han dengang ikke blev orienteret af de kolleger og politikere, der vidste noget. Samtidig har det den fordel, at han kender periodens nøglepersonligheder, og medens han ikke har fået adgang til den svenske efterretningstjenestes arkiver om sagen, bliver det ved læsningen klart, at mange af de overlevende svenske aktører i stor udstrækning har bidraget med deres viden. Gustafsson har så med et meget stort overblik kritisk sammenholdt deres udsagn med information fra samtaler med baltiske tidligere sovjetofficerer og kolleger i Vesten samt informationerne fra det omfattende skriftlige grundlag fra de tidligere undersøgelser af krænkelserne og den relevante litteratur.

Ved arbejdets begyndelse havde han stillet sig spørgsmålet at besvare tre spørgsmål. For det første om der overhovedet er sikkerhed for, at der fandt krænkelser sted dybt inde på svensk farvand. For det andet hvem der var ansvarlig. Det tredje spørgsmål er, om ”U137”-krænkelsen ved Karlskrona i efteråret 1981 var forsætligt. Spørgsmålene analyseres og behandles så grundigt, som det er nødvendigt for at give et logisk og velunderbygget svar.

Dette gør, at langt den største indsats er blevet lagt på at diskutere nationalitetsspørgsmålet. Herunder gør Gustafsson læseren den tjeneste, at han dels beskriver rødderne i 2. Verdenskrig til Sveriges senere kombination af en formel neutralitetspolitik og en diskret integration i det vestlige forsvarssamarbejde under hele den kolde krig. Han supplerer gennem sine interviews det billede, der i det sidste par årtier er skabt og tegnet af samarbejdet med Vesten. Således gør han det sandsynligt, at det maritime samspil diskret fortsatte, efter at det var blevet afbrudt på alle andre områder.

Indirekte er det emne, generalen behandler i bogen, langtidsvirkningen af det at være neutral på det liberalt tænkende menneske. At det ikke er et specielt svensk problem, blev anmelderen først klar over under et samarbejde med hollandske historikere om en sammenlignende analyse af nordeuropæiske, neutrale småstater under 1. Verdenskrig. Hollænderne så stadig neutralitetsperioden som et ideal. Senere fulgte min indsats for at opnå en forståelse af de norske og danske politiske eliters syn i mellemkrigstiden på, hvad der havde holdt deres lande uden for Verdenskrigen.

Hos det liberale menneske opstår og fastlåses den opfattelse, at neutralitet ikke blot er en pragmatisk udenrigspolitisk ramme, der skal hindre, at krigens ødelæggelser når småstaten. Det bliver til en hellig dyd, som man bilder sig ind har en moralsk afskrækkende virkning, der gør stormagternes strategiske overvejelser og behov irrelevante. Neutraliteten skal beskyttes betingelsesløst mod forurening selv i situationer, hvor konflikten er mellem et umenneskeligt totalitært system på den ene side og beslægtede liberale demokratier, hvis overlevelse småstaten er afhængig af, på den anden. At engagere sig i én side i en konflikt mellem to andre er både uhensigtsmæssigt og forkasteligt.

I Sverige kom via de sidste tyve års forskning en ubehagelig blottelse af, at landets neutralitet mellem den amerikanske kapitalistiske imperialisme og den lidt vel undertrykkende realiserede socialisme havde været en grumset løgn. Som i 1. og 2. Verdenskrig havde man også i den kolde krig ført pragmatisk, umoralsk dobbeltpolitik. Det var umuligt at se i øjnene for en progressiv liberal, at man blot havde været opportunistisk selvtjenende helligt beskyttet af den relativt gode side uden at vise denne side solidaritet. Det kunne ikke accepteres og måtte bortforklares som højreorienteredes og militæres manipulation, forræderi og konspiration, specielt mod den europæiske tredje vejs ledende bannerfører: Olof Palme. Dette er den reelle ramme for striden om sandheden om de dybe ubådskrænkelser, hvor Gustafsson kommer med flere nye mulige forklaringer på baggrund og motiverne for, at Sovjetunionen gennemførte undervandsoperationer i de nordiske kystfarvande, men specielt i de svenske.

Jeg kan kun anbefale bogen varmt til alle, der fortsat ønsker at søge sandheden om Nordens situation under den kolde krig. Dem, der allerede har valgt sandheden, er næppe bogens målgruppe. Gustafsson skriver i et klart og for medskandinaven let læseligt svensk, og han behandler alle dem, som han gennem sin analyse må være uenige med, med den modne gentlemans fairness.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.3_2010.pdf

Del: