Samarbejde i et paradis på standby

Malene N. Simonsen, sprogofficer (russisk 2000‐2003, serbisk), Udsendt til UNMIL, Liberia, 02 NOV  2008 ‐ 02 DEC 2009 som Military Observer, G5 CIMIC Plans Officer, UNMIL  Military Gender Officer

Is this a security check point?
”Is this a security check point?”, spørger vi de to tiårige drenge som står ved et  reb udspændt tværs over den hullede jordvej. ”No, it’s purely economical”,  svarer de. Da vi tydeligvis arbejder i FN, kan drengene dog ikke kræve ’smallsmall’ fra os, men må skuffede lade os passere. Heldigvis har drengene hverken  våben eller er på stoffer, for efter etableringen af en FN‐mission i 2003, har der  været fred i Liberia på Afrikas vestkyst. UNMIL (United Nations Mission in  Liberia) er en Artikel 7 mission som det danske forsvar har støttet siden 2003  med to militære observatører, i det hjemlige system nok mere kendt under  benævnelsen FN‐observatører. Liberia var plaget af krig i tolv år, men FNs  fredsskabende mission har haft succes. Eneste store undtagelse er at den  generelle sikkerhed for piger og kvinder fortsat er lav, især voldtægt er en  social epidemi. Der er fortsat over 10.000 FN‐soldater i landet. Hertil kommer  lidt over hundrede militære observatører, nogle tusind politifolk og en masse  civilt ansatte fra hele verden. UNMIL er en såkaldt ’integrated mission’ hvilket  betyder, at civile, militært ansatte og politifolk skal arbejde tæt sammen. Vi  sidder sammen i UNMILs hovedkvarter hvor vi skal dele informationer og  planlægge – sammen. Som man kan tænke sig, så kræver det diplomatisk sans  og tålmodighed når folk fra hele verden med henholdsvis militærmæssig,  politimæssig og civil skoling skal arbejde sammen i hverdagen. Efter at have  været udsendt 13 måneder til UNMIL har jeg fået indblik i to overordnede  kulturer: den i Liberia og den i UNMIL. For selvom de to kulturer holder til på  nøjagtig det samme geografiske område, så er der en verden til forskel mellem  livet inde i FNs beskyttede bolig og livet uden for murene.   
 

“Assallam u Aleikum, do you govorite Aglais, mein Sir?”  ─ Kulturen i UNMIL 
Efter ankomsten til missionen blev jeg som militær observatør sendt ud på et  team site der ligger midt inde i Liberia, nær byen Gbarnga hvor et af Charles  Taylors blodige oprør havde rod. Ude på team sitet var mine officerskolleger  fra Nigeria, Mali, Benin, Zimbabwe, Malaysia, Pakistan, Etiopien, Ghana, og så  havde vi en major fra Rumænien, senere afløst af en amerikansk kaptajn. Som  observatør kører man rundt på patruljer i bushen to og to i Nissan Patrols for at  monitere udviklinger i sikkerhedssituationen. Det er ganske spændende, men  kan også være frustrerende i de tilfælde hvor ens makker nærmest ikke taler  engelsk. Arbejdssproget i UNMIL er officielt engelsk, og der er derfor to  engelskprøver for alle observatører som ankommer til missionen. Alligevel er  niveauet meget svingende. Den gennemsnitlige danske måde at tale engelsk  på er meget anvendelig i UNMIL, for alle kollegerne forstår en. Andre har  sværere ved at blive forstået: De få amerikanere vi har her i missionen skal fx  anstrenge sig for at tale langsomt og tydeligt for at blive forstået. I UNMIL taler  vi hverken britisk eller amerikansk – vi taler UN English. For at fremme  forståelsen, ja for overhovedet at muliggøre et samarbejde, må alle anstrenge  sig til deres yderste og anvende alle de sprog de kender for at få  kommunikationen og dermed missionen til at lykkes. Smil og til dels fagter er  heldigvis rimelig bredt anvendelige, men som officer er man bedre klædt på til  FN‐diplomatiets sproglige udfordringer, jo bedre kendskab man har til en  variation af sprog og kulturer. Når det er vanskeligt at kommunikere med den  officer som man kører rundt med på patrulje i et fremmed land, så må man  bede til Gud om at man er på rette vej, at man kan passere den rådne træbro i  live, og at man kan skrive en nogenlunde korrekt rapport efter endt patrulje.  Jeg er ikke religiøs, men det er de kolleger jeg har arbejdet sammen med i  UNMIL, med undtagelse af en peruaner, en svensker og en russer, alle tre civile.  Alle mine officerskolleger har været religiøse – kristne eller muslimer. På mit  team site skulle folk kontinuerligt bede eller indflette Gud i officielle e‐mails.  Mange gange har mine kolleger i dyb alvor sagt til mig ”I will pray for you so  that God will help you”, fx efter jeg havde udtalt bekymring over et eller andet  arbejdsmæssigt eller privat. Så skal man lige finde en grimasse der kan passe  og fremtvinge et tak. 

Efter et antal måneder på team sitet blev jeg hentet ind til UNMILs  hovedkvarter (HQ) i hovedstaden, Monrovia, for at arbejde i G5 CIMIC (Civil  Military Coordination). Flertallet af mine kolleger blev dermed fra Nigeria,  Ghana, Etiopien, Pakistan og Bangladesh, for det er dem der er UNMILs TCCs  (troop contributing countries) og dermed dem som jeg skulle samarbejde med  angående CIMIC‐aktiviteter. Jeg har også haft en del samarbejde med  støttende enheder fra Jordan, Ukraine, Kina og Nepal. Blandt observatører og stabsofficerer er der et par håndfulde officerer fra Europa og USA, mens alle  TCCs bortset fra Ukraine er asiatiske og afrikanske. I hovedkvarteret er  engelsk‐niveauet bedre end på de enkelte team sites, men hos TCCs svinger  det noget, da de tit taler deres eget sprog internt i enhederne. Enhver der har  arbejdet i en multinational organisation, kan sætte sig ind i de massive  udfordringer ved multi‐lingualt og multikulturelt samarbejde i dén skala. At det  overhovedet kan lade sig gøre at holde fred internt i missionen er  imponerende, og at vi dertil også kan holde fred i Liberia er opløftende og giver  mig håb for FN som idé og organisation. En dansk officer der er egnet til at  arbejde i en FN‐mission, vil have gavn af at besidde karakteristika såsom  diplomatisk sans, overbærenhed, tålmodighed, gode færdigheder inden for  kulturforståelse, sprogkendskab, især engelsk, og må desuden være modig og  have personlig styrke. I fald man er kvinde, skal man have lidt ekstra robusthed  fordi ens kolleger ofte kommer fra kulturer der ikke anerkender kvinder på  arbejdspladsen, herunder heller ikke kvindelige officerer. Men med smil, styrke  og et godt eksempel får man hurtigt beundrere. Dem skal man så også  håndtere på en måde der er acceptabel, ikke udgør en sikkerhedsrisiko for en  selv, men heller ikke udløser ansigtstab. Det er virkelig en balancegang. Hvis  man er positivt indstillet og har et lyst sind parret med gode sociale  egenskaber, så kommer man dog langt. Situationsfornemmelse, skepsis, evner  for mægling, forhandling og samtale med civilbefolkningen er en  nødvendighed. Vi går i uniform og kører rundt i de hvide FN‐køretøjer, men det  tillades ikke observatører at bære våben.   

 

 ”You all hello! How are you, my man?” - Kulturen i Liberia
Det fælles sprog i Liberia er en særlig form for engelsk kaldet Liberia English  (udtales Labewia Engli) der er en blanding af sydstatsamerikansk og ca.  seksten forskellige stammesprog. Jeg forstår sådan nogenlunde liberianernes  engelsk, og de forstår ofte mit. Tricket er at gentage det som modparten har  sagt, indtil en fælles forståelse er opnået. Nogle observatør team sites får  tildelt lokale tolke som kan forstå det lokale stammesprog, men med sprogøre  kan officeren godt klare sig uden tolk de fleste steder. Liberianerne er meget  religiøse, enten kristne eller muslimer, men man lever i fred med hinanden.  Underliggende er der fortsat en fælles, stærk tro på magi og ’juju’ (voodoo). I  Liberia er der hekse, forbandelser og ritualer med menneskeorganer.  Liberianerne formår at skjule det meste af dette for os internationale; de ved at  flere af os hverken kan eller vil forstå dem på dette område. Det er fx længe  siden vi havde heksebrændinger i Europa, men for kort tid siden var to børn ved  at blive slået ihjel i det nordlige Liberia idet de blev beskyldt for at være hekse. 

Magi er ikke noget man spøger med, overhovedet. Flere af mine kolleger tror  også på magi: Jeg er i mindretal med min danske, irreligiøse og  naturvidenskabelig tilgang; jeg er en mærkelig en, man har ondt af mig, og jeg  står alene på det område. Derfor kan det være en fordel ikke at tage emnet ’tro  og magi’ op, hverken med kolleger eller med lokalbefolkningen. 

Her går solen ned hver dag kl. 19:00, året rundt. Og den står op kl. 07:00.  Om natten er her sort som blæk, for strøm får man kun hvis man har råd til en  generator og brændstof til den. Det er der kun få der har – enkelte rige, fx os  der arbejder i UNMIL. Når man flyver hen over landet om natten, er det lige så  sort som at flyve over et hav. Her er det bare ikke hav, men vild jungle man  krydser hen over. Tid er på mange måder ikke‐eksisterende, og har man  ’travlt’, så er man svag. De mennesker som bor her, er på grund af deres  naturlige farve godt beskyttet mod solens farlige stråler, så mange liberianere  ser unge ud længe: uden rynker. Og de gamle dør jo inden de rigtig kan nå at  gå rundt og være gamle. Tiden ude i landsbyerne går ikke. Tiden er der. Mange  ved ikke hvor gamle de er, for hvad forskel gør det? Det kan godt være at jeg  har et ur, men liberianerne har tiden. Man kan 'høste' året rundt: Man rækker  bare hånden ud efter nærmeste papaya‐træ. Bølgerne skyller evigt ind mod  den ubrugte, smukke sandstrand. De frodige grønne træer står altid som  plastictræer og strutter med bladene, kun levendegjort i det halve år med  regntid hvor vandet plasker ned i tove. Her i Vestafrika huserer alle verdens  farligste sygdomme, især malaria som dræber mange hvert år, også  internationalt FN‐personel. Alligevel er der en let stemning over både  lokalbefolkningen og UNMIL, måske er det den eneste måde at overleve  mentalt. På mange måder minder Liberia mig om et paradis på standby –  nogen har ødelagt uret. 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.4_2010.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.