Russiske holdninger til spørgsmål i forbindelse med europæisk sikkerhed og stabilitet

Generaloberst V.A. Bogdanchikovs forelæsning på Forsvarsakademiet den
31. oktober 2001. Generalobersten gør tjeneste i forsvarsministeriet i Moskva.

Foto: Forsvaret.dk

Mine damer og herrer
Først og fremmet vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed for invitationen til at tale til Dem og til at delagtiggøre Dem i hovedpunkter i Den Russiske føderations holdninger til europæisk sikkerheds- og stabilitetspolitik.
I dag er spørgsmålet om denne så aktuelt som nogensinde, fordi den internationale situation udvikler sig dynamisk og fordi der fremkommer en ny generation af udfordringer, risici og trusler mod sikkerheden. Dette forpligter os til med nye øjne at se på de grundlæggende problemer for opretholdelsen af fred og sikkerhed på det europæiske kontinent.
Jeg vil straks understrege, at en hvilken som helst stats syn på sikkerhedspolitik altid har været og altid vil være genstand for den allerhøjeste opmærksomhed fra den internationale offentlighed, politikere, specialister og militærfolk.
Hvis det drejer sig om et sikkerhedssystem som helhed, f.eks. et sikkerhedssystem for hele verdenssamfundet, for enkelte regioner eller grupper af lande, så skal det efter vores inderste overbevisning fungere således, at det omfatter hele komplekset af indbyrdes forbundne problemer: fra en stats militære sikkerhed til sikring af menneskerettigheder, økologiske og økonomiske forhold.
Vi er dybt overbevist om, at en sikkerhedsmekanisme i den nye situation skal have et arsenal af alle nødvendige aktionsmidler: forebyggelse og afværgelse af kriser og konflikter, fredsstøttende aktiviteter, genopbygningsaktiviteter efter en konflikt, beskyttelse af hver enkelt borgers frihedsrettigheder. Og samtidig skal den baseres på respekt for loven, på markedsøkonomi og på social solidaritet.
Den Russiske føderation er altid først og fremmest gået ind for politiske, politisk- juridiske, økonomiske og andre fredelige metoder til fremme af sikkerheden i forskellige egne af verden.
Herom vidner principperne i Ruslands sikkerheds- og forsvarspolitik, således som de er afspejlet i vort lands Nationale sikkerhedskoncept og i dets Militærdoktrin. Under udarbejdelsen af disse dokumenter har vi taget hensyn til både de indre faktorer, som truer Ruslands sikkerhed, og de ydre, de internationale, herunder de europæiske.
Af disse finder vi følgende væsentlige:
 
•      en realistisk vurdering af udfordringer og trusler mod den nationale sikkerhed;
•      en  prioritering  af  fredelige  politiske  midler  til  forebyggelse  af  væbnede konflikter og håndtering af krisesituationer;
•      en opretholdelse af det militære potentiale på et niveau, som er tilstrækkeligt til at kunne afvise en aggression udefra;
•      en opstilling af styrker, som modsvarer de reelle trusler uden at virke truende på nabolandene;
•      en udvikling af et tæt samarbejde  med andre lande og med internationale organisationer i fredens, stabilitetens og den kollektive kriseløsnings interesse.
 
Hvis vi nu vender os mod den aktuelle udvikling i verdens-situationen, så ser vi, at etableringen af en ny verdensorden på det geopolitiske plan endnu til dato ikke er tilendebragt. På skellet mellem årtusinderne har denne proces taget form af, at de enkelte lande og grupper af stater aktivt søger deres plads i det moderne verdenssamfunds koordinatsystem.
Denne proces er mangesidet, men to modstående tendenser skiller sig ud: på den ene side en enkelt pols stræben efter dominans i verdenspolitikken; på den anden side dannelsen af en multipolær verden, baseret på folkenes og nationernes ligeret, på hensynet til og sikringen af staternes nationale interesser, på respekt for og overholdelse af folkerettens grundprincipper.
I dag er De og jeg vidner til en opblussen af en hel række nye arnesteder for spænding, og samtidig foregår der i en række af verdens regioner en militærpolitisk rivalisering, eller ligefrem en kamp mellem enkelte lande eller grupper af stater.
Der er store problemer med udbredelsen af masseødelæggelses-våben og midler til deres levering. Der er sket en voldsom vækst af truslen fra den internationale terrorisme, som har forbundet sig tæt med aggressiv separatisme, national  og religiøs intolerance, organiseret kriminalitet. Og herunder har kriminelle miljøer og internationale terrorister været de første til at høste frugterne af den såkaldte "globalisering" under dække af høje idealer, oftest af religiøs art. De seneste begivenheder i USA er et klart bevis herpå.
De ved, at Rusland fast og konsekvent går ind for den helt nødvendige etablering af en verdensorden, baseret på multipolaritet, og ikke en verden styret fra et kraftcenter. Men en holdbar multipolaritet er ikke sammensat af forskellige indbyrdes konkurrerende poler. Det skal være blokke som danner grundsten for fremtidens verdensorden. Det skal være blokke, som er solidt forbundne af folkerettens normer og principper. Jo større enighed der er mellem dem, jo mere solid, stabil og forudsigelig vil verden blive.
I vore holdninger til forsvars- og sikkerhedspolitik indgår følgende faktorer:
For det første at trusselsbilledet mod Ruslands sikkerhed er væsentligt ændret. Der er fremkommet trusler i forbindelse med de ukonventionelle, helt nye former for informationsmæssig, teknologisk og økonomisk ekspansion, og med væksten i den internationale terrorisme. For det andet at der er fremkommet helt nye midler til væbnet kamp, hvilket har medført en afgørende ændring af selve krigens og den væbnede konflikts karakter. Udbredelsen af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben er ved at antage en ukontrollerbar karakter.
For det tredje at Ruslands økonomiske, demografiske og dermed også militære muligheder er væsentligt ændrede.

Hvad angår de forsvarsmæssige aspekter i Ruslands europæiske politik så består de fundamentalt i følgende:
Den Russiske føderation er en europæisk stat og en af deltagerne i skabelsen af det 21. århundredes europæiske sikkerhedssystem.
Det absolutte flertal af Ruslands befolkning bor i Europa. De seneste århundreders mest ødelæggende krige kom til os derfra. Rusland har deltaget og deltager fortsat i skabelsen af en ny "efterkrigstidens verdensorden". Igennem den fælleseuropæiske proces har man i Europa udformet demokratiske og perspektivrige principper for sikkerhedspolitisk samarbejde og gensidig støtte.
Vi går ind for at man sikrer lige sikkerhedspolitiske muligheder for alle europæiske stater, uanset om de deltager eller ikke deltager i militærpolitiske alliancer.
Rusland anser det for nødvendigt at beskære det militære potentiales rolle i det kollektive sikkerhedssystem på det europæiske kontinent og at øge den præventive og stabiliserende rolle, som ligger i det internationale politiske potentiale og i det multilaterale samarbejde.
Efter vores mening bør Europa udarbejde sin egen strategi til afværgelse af kriser og langt dristigere skabe subregionale zoner for stabilitet og tillid.
Og hvad foregår der så i dag i de europæiske sikkerhedsstrukturer?
Mange af de nøgleinstitutioner, som i dag virker i det europæiske rum, er under transformation. Næsten alt hvad der har indflydelse på sikkerheden er under transformation. Slutresultatet vil i mangt og meget afhænge af politiske beslutninger. Alt er indbyrdes forbundet, og derfor vil store sikkerhedspolitiske beslutninger i OSCE, NATO og EU have direkte betydning for Ruslands nationale sikkerhedsinteresser.
For øjeblikket ser vi en vesteuropæisk institution – WEU – praktisk talt forsvinde som faktor i dannelsen af et militærpolitisk rum.
En anden institution – Den Europæiske Union – bevæger sig i retning af større integration på det militærpolitiske område, søger at påtage sig større ansvar for gennemførelsen af fredsstøttende operationer. For første gang inddrages også neutrale lande i en integreret militær planlægning.
En tredje institution – NATO – har ingen hast med at frasige sig sit primære militære formål og tilstræber en udvidelse af sin militære indsættelsessfære.
Jeg tror at vi alle er lettede over at den "kolde krig" er lagt bag os. Og man må håbe at det er for evigt. For effektivt at reagere på de nye udfordringer og trusler har vi brug for en omgående forenet indsats fra hele det internationale samfund. Vi er dybt overbevist om at ikke en eneste af dagens europæiske eller euroatlantiske strukturer alene kan påtage sig det fulde ansvar for hele det europæiske kontinents samlede problemkompleks.
Det største potentiale for løsning af disse opgaver har uden tvivl Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE). Dens potentiale kunne suppleres organisk med de muligheder, som ligger i andre organisationer i den euroatlantiske region: Den Europæiske Union, Europarådet, NATO, SNG. De har hver deres noget snævrere "ansvarsområde" og deres instrumentarium. Det vil være nødvendigt at udarbejde en formel for deres effektive deltagelse i dette fælleseuropæiske system. Det drejer sig ikke om at underordne disse organisationer under OSCE, men netop om at etablere et samvirke. Det er på dette grundlag vi ser Rusland have en rolle i de fremvoksende europæiske sikkerhedsstrukturer.
Det betyder, at grundlaget for de mellemstatslige relationer i Europa fortsat vil være respekt for staternes suveræne ligeberettigelse, deres territoriale integritet og uantastede grænser. Det vil være ikke-anvendelse af magt eller trussel herom, fredelig bilæggelse af konflikter, ikke-indblanding i indre anliggender, overholdelse af menneskerettighederne.
Det er på disse principper man skal bygge europæisk sikkerhed og stabilitet mange år frem i tiden, men det er vigtigt, at de nøje overholdes.
Det nugældende Europæiske sikkerhedscharter er faktisk en adfærdskodeks for stater og organisationer i Europa – en kompliceret pakke kompromis-baserede aftaler, hvis overholdelse vi anser for en af OSCEs hovedopgaver i det nærmeste perspektiv.
Den Russiske føderations kurs mod et strategisk partnerskab med Den Europæiske Union er uændret.
Som De ved har der her i oktober fundet et ordinært topmøde sted mellem Rusland og EU. Det var et vigtigt, indholdsrigt og meget frugtbart møde. Der blev aftalt dokumenter, som fører mod en udvidelse af dialogen og samarbejdet mellem vort land og Den Europæiske union. Det er vigtigt at konstatere, at hverken Den Russiske føderation eller Den Europæiske union i deres diskussioner om vanskelige internationale problemer udviser blok-tænkning. Både Rusland og EU står overfor en øget indsats mod transnationale trusler som ekstremisme og terrorisme, organiseret kriminalitet, illegal handel med narkotika og mennesker, våbensmugling og hvidvask af indtægter fra kriminel virksomhed.
Realiseringen af et sådant samarbejde vil være et væsentligt bidrag til styrkelsen af den fælles sikkerhed.
Vi følger opmærksomt og – skal det siges – med positiv interesse udviklingen i EU's "forsvarsdimension". Vi mener at vi har mulighed for at samarbejde i spørgsmål om styrkelse af freden, sikkerheden og stabiliteten i verden, om forebyggelse og forhindring af konflikter og om styring af kriser.
Vi går ind for, at udviklingen af militærpolitiske institutioner på basis af EU bliver transparent og fremmer skabelsen af et fælles europæisk sikkerhedsrum.

Om vore relationer til NATO
Objektivt er NATO en vigtig faktor for sikkerheden i Europa, omend naturligvis ikke den eneste. Men eftersom denne organisation er en slags "lukket klub", kan den efter vores mening ikke gøre krav på at være grundpillen for europæisk sikkerhed.
Ja, NATO er et væsentligt element i europæisk sikkerhed. Derfor har vi forholdt os seriøst til organisationen og gør det fortsat. For øjeblikket søger vi at udbygge samarbejdet med NATO på en måde der giver det ny værdi og – hvad der er det vigtigste – gør det ligeværdigt og tilgodeser begge parters interesser. Vi går ind for at NATO såvel som alle andre militære koalitioner handler på grundlag af folkeretten og med anerkendelse af FNs sikkerhedsråd som det organ der tager beslutning om magtanvendelse.
Relationerne mellem Rusland og NATO har i de seneste år på forskellige etaper udviklet sig med forskellig hastighed. Den Grundlæggende akt, som vi har undertegnet, er et kompliceret kompromis, der i det store og hele har gjort det muligt at få relationerne ind i et konstruktivt spor. Dette dokument gør det i princippet muligt at arbejde for et Europa uden skillelinier. Men der er langt endnu. Og desværre må vi konstatere, at NATO ikke altid og ikke fuldtud opfylder en hel række af de principper der er indeholdt i dokumentet.
For os er hovedspørgsmålet om NATO er rede til at overholde de for alle gældende folkeretlige normer og FNs charter med den særlige rolle det tildeler Sikkerhedsrådet?
Højt prioriteret i vore relationer til NATO er stadig spørgsmålet om samarbejde i peacekeeping og terrorismebekæmpelse med udgangspunkt i erfaringerne fra de seneste år. Rusland er åbent over for et militært samarbejde med NATO på praktisk talt alle områder. Men man må ikke glemme, at et samarbejde mellem Rusland og NATO kun giver resultat, hvis den politiske beslutning tages i fællesskab og under hensyntagen til begge parters interesser.
 
Nogle ord om et europæisk antimissilforsvar
Når vi taler om et fælleseuropæisk antimissilforsvar, mener vi, at dette system skal oprettes i hele Europas interesse. Det skal ske på grundlag af systemer og teknologi, som ikke er i strid med internationale juridiske aftaler. Vi er rede til et sådant samarbejde, eftersom Rusland har et stort erfaringsgrundlag i etablering af den slags systemer og endvidere har forsøgsområder til afprøvning af antiraketforsvarssystemer i alle mulige indsættelsesformer.
Hermed ønsker vi ikke at pådutte Europa konkrete systemer, og vi har ikke til hensigt "egenhændigt" at forsvare Europa. Ej heller skal man betragte vore forslag som Ruslands indirekte anerkendelse af at der faktisk eksisterer en missiltrussel og af at sådanne udelukkende skal bekæmpes med militære metoder.
Langt højere prioriterer vi politiske og diplomatiske metoder i arbejdet med problematiske stater og vi opfordrer alle interesserede stater til at forene kræfterne for at modvirke eventuelle trusler, som er fremkaldt af udbredelsen af ikke- strategiske ballistiske missiler. Jeg kan ikke lade være med at minde Dem om begivenhederne i USA 11 SEP. De viste den reelle fare ved en terrorisme, som ikke blot er en udfordring for et enkelt land, men for hele det internationale samfund. Der er sikkert i dag mange, som vil medgive , at verdenssamfundet havde "overset" problemet med de nye trusler.
Som internationalt fænomen er terrorismen allestedsnærværende. Derfor skal man ikke forfalde til yderligheder og forbinde den med en bestemt nation eller religion. Man skal ikke forveksle terrorisme med islam. Det er uklogt at isolere sig i kampen mod terrorismen. Og det er urimeligt at postulere en modsætning mellem "de civiliserede lande" og resten af verden. Det har Rusland vist i mange år, og vi har en vis erfaring i kampen mod dette forfærdelige onde.
En effektiv bekæmpelse af terrorismen forudsætter et intensiveret internationalt samarbejde på grundlag af folkerettens principper og normer, inklusive FNs charter. Det er i denne forbindelse vigtigt at opnå, at alle stater tilslutter sig universelle antiterroristiske konventioner.
Det er på tide at organisere et antiterroristisk samarbejde i praksis. Det er vi rede til. Det kan dreje sig om en tillidsfuld udveksling  af  informationer  med henblik på at forhindre terrorhandlinger og om at yde hinanden hjælp inden for vore retssystemer for at sikre, at terrorister ikke unddrager sig deres ansvar.
Særlig betydning ville det have at lukke kanalerne for finansiering af organisationer og enkeltpersoner, som måtte være involveret i terroristisk virksomhed. I de europæiske lande kender man adskillige "velgørende fonde", "informations- og analyse centre" og lignende strukturer, ved hvis hjælp terrorens Internationale søger at løse sine finansielle opgaver og hverve nye tilhængere.
At bringe den slags virksomhed til ophør – ikke blot i ord, men også i gerning – det vil være kriteriet for, om myndighederne i forskellige lande vil være rede til at modarbejde den internationale terrorisme i alle dens former.
Afsluttende vil jeg gerne endnu engang understrege, at en praktisk gennemførelse af modellen for et fælles sikkerhedsrum vil bidrage til opbygningen af et sandt forenet Europa.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.5_2001.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.