Russisk sikkerhedspolitik i Centralasien

Den kolde krig er stadig relevant, når man vil analysere og forsøge at forstå russisk sikkerhedspolitik. Det er almindeligt anerkendt, at enden på den kolde krig og den bipolære verdensorden skyldes sammenbruddet af den ene af de to poler, Sovjetunionen. Det er lige så almindeligt at anse den Russiske Føderation som Sovjetunionens arvtager. Og den Russiske Føderation arvede da også store dele af det sovjetiske bohave – fra broderparten af de væbnede styrker og det atomare arsenal over størstedelen af embedsapparatet til det permanente sæde i FNs sikkerhedsråd. Men Rusland arvede også rollen som taberen af den kolde krig. Når vi fortæller historien om, hvorledes enden på den kolde krig førte til et nyt internationalt system med femten nye stater i det post-sovjetiske område, er det således oftest historien om Rusland og fjorten nye, uafhængige stater – uafhængige fra Rusland, underforstået.

Foto: Forsvaret.dk

Rusland må til stadighed slås med den sovjetiske arv og det faktum, at landet har mistet en stor del af det territorium, som det besad også før sovjettiden. Rusland står med en uklar identitet og notorisk mistænksomme naboer. Store dele af verden opfatter stadig russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik som nærmest definitorisk negativ og illegitim – ”national interesse” har i samme sætning som ”Rusland” en negativ klang. Men Rusland har vel lov og ret til at føre udenrigs- og sikkerhedspolitik som enhver anden international aktør? Og man kan vel med ret forvente, at vi, når vi udfordrer og sætter spørgsmålstegn ved denne politik, gør os den ulejlighed at forsøge at forstå denne politik i dens egen kontekst og på dens egne vilkår – præcist som vi gør i f.t. alle andre internationale aktører?[3]

Denne artikel vil behandle russisk sikkerhedspolitik i Centralasien. For at forstå denne må vi imidlertid først en tur op i helikopteren for at se på den overordnede russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, der på sin vis er betinget af bl.a. tabet af Centralasien. Allerførst vil vi se lidt på det teoretiske fundament for argumentet i artiklen[4].

Sikkerhedspolitik som sikkerhedsliggørelse

Artiklen er teoretisk funderet på den såkaldte Københavnerskole[5], specielt en ”hegelianisering” (forklaret nedenfor) af teorien om sikkerhedsliggørelse, der er den centrale teori i skolen[6]. For skolen kan sikkerhedspolitik ikke reduceres til en simpel opgørelse af objektive kapabiliteter hos det internationale systems aktører – altså at A har 20 kampvogne, 5 kampfly og 3 orlogsskibe, medens B har 35 kampvogne, 10 kampfly og 5 orlogsskibe, og at B derfor er en trussel mod A. Sikkerhedspolitik er en social praksis, hvor en sikkerhedsliggørende aktør i et sprogligt argument udpeger en eksistentiel trussel mod et objekt for sikkerhed, hvilket retfærdiggør brugen af ekstraordinære midler – hvis publikum vel at bemærke accepterer sikkerhedsliggørelsen.

“A security issue is posited (by a securitising actor) as a threat to the survival of some referent object (nation, state, the liberal international economic order, the rain forests) which is claimed to have a right to survive, and since a question of survival necessarily involves a point of no return where it will be too late to act, it is not defensible to leave this issue to normal politics and the securitising actor therefore claims a right to use extra-ordinary means or break normal rules – for reasons of security”[7].

Sikkerhedspolitik er altså en social konstruktion[8]. I denne konstruktion spiller objektive styrkeforhold naturligvis en rolle, men også aktørernes fortolkninger af hinandens hensigter ud fra bl.a. historisk læring er en væsentlig faktor. Med en sådan forståelse af sikkerhedspolitik kan A sagtens ende med at udpege C som en langt større trussel end B, selvom C kun har 5 kampvogne, 2 kampfly og slet ingen orlogsskibe – for eksempel fordi C har et radikalt anderledes ideologisk fundament end både A og B.

Til denne forståelse af sikkerhed har den ene af artiklens forfattere tidligere føjet et andet aspekt, nemlig det, at den sikkerhedsliggørende aktør, der sikkerhedsliggør en trussel på vegne af et objekt for sikkerhed, ved at pege på en trussel også siger en masse om sig selv og det objekt, som han sikkerhedsliggør på vegne af – i eksemplet definerer A sig i retning af B bort fra C.

Inspirationen til denne videreudvikling kommer fra Hegel, der påpeger, at vi gennem vore objektiviseringer (dvs. den måde hvorpå vi vælger at ”sætte os selv til skue” – lige fra vores valg af hus og bil over partner til det, vi siger) faktisk også opbygger vores egen identitet. For Hegel drejer det sig om anerkendelse, som er det vigtigste af vore behov[9]. Gennem vore ord og handlinger udstiller og kommunikerer vi vores identitet for at få den anerkendt. Et banalt eksempel er, at vi, når vi klæder os på en bestemt måde, søger omverdenens anerkendelse af vores identitet – for eksempel kan soldaten sende klare signaler om sin holdning til tjenesten gennem måden hvorpå han bærer sin uniform. Og hvis en befalingsmand er usikker på sin identitet som befalingsmand, eller på, om andre anerkender ham som en god befalingsmand, kan han vælge at pege fingre af en kollega, fordi ”man sgu’ da ikke kan gå rundt med sådan nogle sjofle støvler!” – underforstået, at han jo selv aldrig kunne drømme om at bryde normen om, at befalingsmænd bør være ulasteligt uniformeret. Ved at udpege og opnå enighed om kollegaens påklædning som en trussel mod ”korrekt uniformering” (objektet for sikkerhed) har befalingsmanden (den sikkerhedsliggørende aktør) formået at sige en masse om ”korrekt uniformering” og gjort sig selv til en af dens repræsentanter.

Når USA således sikkerhedsliggør truslen fra slyngelstater og international terrorisme, siger USA, dels at slyngelstaterne og terrorismen er en trussel mod USA, men også at de er en trussel mod USA, fordi USA er så forskellig fra dem, at de tilsyneladende ser en grund til at true USA's sikkerhed. Nu er det de færreste, som er i tvivl om, at USA mere sikkerhedsliggør slyngelstaterne og terrorismen, fordi amerikanerne faktisk opfatter slyngelstaterne og terrorismen som en trussel mod verden, end fordi de har et behov for at sætte sig selv i kontrast til dem som en ”anti-slyngelstat”. Men for andre stater, hvis identitet er knapt så veldefineret som den amerikanske, kan den identitetsreproducerende og/eller –skabende effekt være nok så væsentlig en forklaringsfaktor bag sikkerhedspolitikken.

Rusland i det gode selskab

Og dermed er vi tilbage ved Rusland[10]. For når Rusland deltager i sikkerhedsliggørelsen af slyngelstaterne og den internationale terrorisme, definerer Rusland sig også ind i det objekt for sikkerhed som sikkerhedsliggørelsen refererer tilbage til – ”anti-slyngelstaterne” – det vil sige det gode selskab af vestlige demokratier og hangarounds – og ikke mindst denne eksklusive klubs normer og idealer. Som Putin udtrykte det i sin udtalelse efter terroristangrebet på USA den 11. september 2001:

“Today the United States of America faced an unprecedented act of aggression by international terrorism. First of all, I would like to offer my deep regrets to all who were injured and to the families of the victims. Today’s events in the United States go beyond the limits of national boundaries. It is an outrageous challenge to the whole of mankind, at least, to the civilised mankind. What happened today once again proved that Russia’s call for joining efforts of the international community against terrorism, the plague of the 21st century, was as important as ever. Russia knows what terrorism is from its own experience. Therefore, we understand the feelings of the American people better than others, and speaking on behalf of the Russian people, I would like to say that we are with you, we share your sorrow. We support you”[11].

Vi anerkender fuldt den sympati denne erklæring er udtryk for, men bemærker også, hvordan Putin sikkerhedsliggør terrorisme på vegne af et objekt, der defineres som den civiliserede menneskehed, og hvordan Rusland placeres side om side med USA som de lande, der må føre an i kampen, fordi Rusland og USA jo står over for de samme trusler (i hvert tilfælde når det er Rusland, som definerer dem). I samme uge, hvor NATOs artikel 5 blev bragt til anvendelse, lykkedes det Rusland at sidestille sig selv med NATO, idet NATO og Ruslands Permanent Joint Council i en udtalelse af 13. september 2001 bl.a. skrev:

“NATO and Russia are united in their resolve not to let those responsible for such an inhuman act to go unpunished. NATO and Russia call on the entire international community to unite in the struggle against terrorism”[12]. (Og for nu at komplicere tingene yderligere er præcist denne internationale anerkendelse ikke anerkendt af dele af den russiske opposition, der ikke nærer de store ønsker om at være i stue med NATO).

Russisk sikkerhedspolitik skal også sikre russisk stormagtsstatus

Kun een ting kan slå at blive sidestillet med NATO – det er at deltage i det storpolitiske spil, der i skrivende stund udspiller sig om FN og NATOs splittelse over Irak. Ikke fordi Rusland har en langsigtet interesse i hverken et splittet FN eller NATO, snarere fordi Rusland simpelthen opfattes som en betydende aktør i spillet. Det er således ganske interessant at observere, at det er Rusland og Frankrig, to lande der ligner hinanden meget, når det kommer til faldende stormagtsstatus og stædig kamp for at forblive talt med blandt stormagterne, der leder an i sikkerhedsliggørelsen af amerikansk unilateralisme som en trussel mod FNs sikkerhedsråds forrang – en forrang der tilfældigvis er ganske opportun for to lande, der bygger meget af deres stormagtsidentitet på netop deres permanente sæde og vetoret i selvsamme sikkerhedsråd. Med andre ord er multipolaritet for disse lande lig med stormagtsstatus. Men Rusland spiller højt spil, idet man nok vil spille sin rolle i den aktuelle konflikt, men kun så længe man ikke sætter forholdet til USA over styr:

”As for the Russians, the idea of splitting NATO and encouraging a largely pacifist Germany at the heart of Europe would have been a dream had the cold war still been on. ... Hitherto Mr Putin has been aiming for strategic co-operation with America. Throwing in his lot with France and Germany risks recreating antagonisms that the Russians have spent years carefully trying to end”[13].

Det må også forventes at Rusland vil gå meget langt for at undgå, at USA og Storbritannien m.fl. ignorerer sikkerhedsrådet og angriber Irak uden yderligere FN mandat (ud over den seneste resolution 1441), idet et sådant angreb ville true med at undergrave FN og sikkerhedsrådets autoritet og fremtidige relevans i lignende konflikter. Og det ville set med russiske øjne være en katastrofe, idet man derved ville miste den status, der følger med det permanente sæde.

Hvis vi et øjeblik vender tilbage til eksemplet ovenfor med befalingsmanden, viser det nemlig også en anden vigtig sammenhæng mellem objektet for sikkerheds identitet og sikkerhedsliggørelser: Ligesom identiteten kan reproduceres gennem sikkerhedsliggørelser, må sikkerhedsliggørelserne også overholde de begrænsninger, der ligger i objektets identitet. Den ovenstående bemærkning fra befalingsmanden får kun den tilsigtede effekt, hvis den falder i en kontekst, hvor ”korrekt uniformering” faktisk indbefatter topgejlede støvler. Faldt bemærkningen derimod i felten midt i en kampøvelse, ville den få den stik modsatte effekt – for hvilken befalingsmand er det, som render rundt og teer sig som en pyntedukke, mens fjenden angriber? Man kan komme galt af sted, hvis man ikke overholder de regler, der er underforstået, når man sikkerhedsliggør på vegne af et givent objekt for sikkerhed.

Således står der for Rusland og landets beslutningstagere endnu mere på spil end blot at blive opfattet som one of the good guys. Gennem generationer har millioner af russere på godt og ondt overbevist sig selv og hinanden (og i varierende grad andre) om, at de er en stormagt af de territorialt store af slagsen – om end i varierende ideologiske gevandter. Som sammenfattet af Dmitri Trenin:

“For centuries, Russia saw itself as a world unto itself, a new (“third”) Rome, a self-contained and largely self-sustained universe… Territorial politics, from geographical expansion to tight border controls, was key both to the vaunted Russian Idea (which was basically that of a universal empire), Russia’s perceived mission in the world, and the political and economic organisation of the Russian state. After 1945, the steady territorial expansion of the world socialist system was elevated to the level of law of history”[14].

Hvor vigtig denne selvopfattelse er, kan illustreres ved at se på, hvordan den russiske selvopfattelse, der i dag præger den politiske elite, er opstået. Analytisk kan den ses som værende fremkommet dialektisk siden Gorbatjov indledte sit reformprogram i Sovjetunionen. Uden at skulle genfortælle en fortærsket historie, opdagede Gorbatjov for sent, at de liberale og nationalistiske kræfter, som hans politik havde sluppet løs, ville rive Sovjetstaten i om end ikke tusind, så i hvert fald femten stykker. Også de russiske liberale demokrater, som benyttede den Russiske Føderations rettigheder som et middel til at bryde partiets magtmonopol,

“…to the very end remained oblivious to the implications of the assertion of Russian sovereignty [and] very few were aware that by following such a course they were invariably furthering the disintegration of the USSR and with it the historic Russian state”[15].

De russiske liberale demokrater ville bryde et magtmonopol, men havde end ikke fantasi til at forestille sig, at det ville betyde sammenbruddet af USSR – hvilket i sig selv er et stærkt vidnesbyrd om styrken af imperiet i den russiske selvopfattelse.

Sammenbruddet blev imidlertid en realitet, og den klæbede til de russiske liberale demokrater. Da de samtidig fortsatte Gorbatjovs udenrigspolitiske linje med den såkaldte Kosyrev-doktrin, der søgte partnerskab med USA og af mangen en russer oplevedes som ydmygende over for Rusland, slog reaktionen, antitesen, ind: Den eurasiske position. Denne position kan bl.a. ses som en fortsættelse af en russisk nationalisme, som fødtes under Khrusjtjov, og nærmest blev statsbærende under Breshnev. Under Gorbatjov havde den været pacificeret, idet nationalisterne afskyede hans indledende omfavnelse af de liberale, men siden blev trængt af de selvsamme liberales brug af elementer af nationalismen i deres kamp mod Gorbatjov. Den genopblussede nationalisme var en reaktion mod, at den russiske selvopfattelse, som de liberale, vestvendte kræfter var eksponenter for, ignorerede den dybtliggende russiske idé om det russiske imperium. Den eurasiske position var et miskmask af nationalistiske kræfter – fra de såkaldte statister over de kommunistiske nationalister til nativisterne. Vi skal undlade at beskrive dem nærmere, blot understrege, at de var forenede af overbevisningen om, at essensen i den russiske idé er at negere vesten, og at Rusland er en særegen civilisation – og de henviser i denne forbindelse ofte til den Ortodokse kirke, til Ruslands militære magt og til at Rusland har krav på status som stormagt.

Syntesen, som er fremkommet på baggrund af ovenstående liberale, vestvendte tese og den eurasiske antitese, er en centrum-pragmatisk selvopfattelse. Positionens eksponenter mener, at Rusland finder sin sikkerhed i gode relationer med vesten, men de fastholder den russiske historie (pånær dens mest ekstreme manifestationer) og bygger således på de begreber om en russisk civilisation og imperium, der ligger dybt i den russiske selvopfattelse. Ivar Neumann bemærker således, at efter det ”europæiske øjeblik”, som han kalder den vestvendte tese, afsluttedes i efteråret 1992, har hovedtrenden i den russiske diskurs (dvs. debatten, sprogbrugen og semantikken i denne debat) været en indsnævring omkring ideerne om Rusland som en stormagt med en flertydig status som en eurasisk stat[16]. Et helt håndgribeligt eksempel på, at man griber tilbage til narrativer (fortællinger) om russisk storhed, er den bevidste brug af Sovjet-nostalgi, som f.eks. genoplivningen af de stolte festligheder på Den’ Pobedy (Sejrsdagen over det fascistiske Tyskland) – f.eks. den store militærparade på den Røde Plads – og tilbagegangen til at benytte melodien fra Gimn Sovetskogo Sojusa (Sovjetunionens nationalsang) i den russiske nationalsang.

Uanset den Russiske Føderations øjeblikkelige status på et objektivt stormagtsbarometer (det være sig målt efter militær, politisk, økonomisk, social eller hvilken som helst anden standard, og det være sig operationaliserbart eller ej) er Ruslands selvopfattelse af Rusland som en stormagt en idé, der bliver virkelig gennem dens konsekvenser: Siden det er en helt afgørende del af den russiske selvopfattelse, at Rusland er en stormagt, er det et implicit mål i alt, hvad Rusland siger og gør på den internationale scene, at opnå anerkendelse af denne status. Den russiske selvopfattelse kræver altså, at “…Russia’s foreign policy must reflect Russia’s great-power status…”[17], hvorfor de russiske sikkerhedsliggørelser må vise tilbage til en stormagtsstatus, som dermed reproduceres af international anerkendelse af sikkerhedsliggørelserne.

Det centrale budskab er, at hverken Putin eller nogen anden russisk præsident kan lave om på dette fra den ene dag til den anden – det er et vilkår for deres ageren på den internationale scene[18]. Naturligvis har beslutningstagerne et stort handlerum (ingen strukturdeterminisme her), men der er grænser – og at Rusland skulle være andet end en stormagt er at overskride en af dem. Og skulle nogle politiske beslutningstagere læse med, er dette et godt sted at gøre en note i marginen, for ville vesten er- og anerkende dette faktum, og sørge for, at spille med på denne melodi i f.t. de russiske beslutningstageres bagland, kunne Rusland i langt højere grad indtage rollen som partner.

Men lad os gå lidt tættere på den russiske sikkerhedspolitik, der altså ud over at varetage den russiske sikkerhed også har til formål at reproducere Ruslands identitet som stormagt gennem international anerkendelse. Et godt udgangspunkt er lidt dybere overvejelser over, hvad stormagtsstatus egentlig er? Lad os tage udgangspunkt i nedenstående figur:

 I figuren optræder tre slags magter: Regionale magter (hvide), stormagter (grå) og supermagter (sorte). Endvidere er fire slags sikkerhedskomplekser illustreret: Regionale sikkerhedskomplekser, stormagtskomplekser, superkomplekser og det globale sikkerhedskompleks. Dette er ikke stedet for en detaljeret beskrivelse af teorien om regionale sikkerhedskonstellationer, som er et andet af Københavnerskolens centrale elementer (se også artiklen af Işıl Kazan og temasektionens afsluttende artikel ved Ole Wæver)[19]. Kernen i teorien er, at en enheds geografiske placering i det internationale system har betydning, idet styrken af trusler ofte varierer med afstand og geografi. En regional sikkerhedskonstellation har sikkerhedsinteraktion på fire niveauer: (1) internt i regionens enheder, (2) internt i regionen mellem dens enheder, (3) mellem to eller flere regioner og (4) mellem regionen og en eller flere ekstra-regionale enheder. Regionale sikkerhedskonstellationer kan herefter antage en af tre former – enten er den ustruktureret, hvilket f.eks. skyldes at enhederne er for svage til at udgøre trusler mod hinanden (niveau 1 dominerer), overlejret eller “nedfrosset” under globale magters sikkerhedsdynamikker som f.eks. Europa var det under den kolde krig (niveau 4 dominerer) eller den udgør et regionalt sikkerhedskompleks, der er en gruppe enheder bundet sammen af et net af sikkerhedsliggørelser, der er tættere end de sikkerhedsliggørelser, der rækker ud af regionen (niveau 2 dominerer). Hvis man forestiller sig alle enheder i det internationale system på et kort og alle sikkerhedsliggørelser optegnet, er hypotesen altså, at der vil fremtræde regioner, hvor antallet af interne sikkerhedsliggørelser får dem til at træde frem som regionale sikkerhedskomplekser.

Der hvor vi engang fandt Sovjetunionen finder vi i dag det post-sovjetiske regionale sikkerhedskompleks, der er centreret om Rusland, der som den dominerede magt i regionen binder fire sub-komplekser sammen – det baltiske, det vestlige SNG, det kaukasiske og det centralasiatiske sub-kompleks.

Udgør Rusland så en supermagt, en stormagt eller en regional magt? Som tidligere antydet, kan Københavnerskolen ikke ontologisk konsistent gribe til nogen objektiv definition (det vil sige, at siden den opfatter sikkerhed som noget konstrueret, må resten af dens verdensopfattelse nødvendigvis også være konstruktivistisk). Regionale magter er magter, som begrænset til deres egen region definerer polariteten i regionen. Det er med andre ord kun enheder i regionen, der tager dem med i deres sikkerhedsovervejelser. Supermagter, derimod, er ikke bundet af deres geografiske placering, idet enheder overalt i systemet tager dem med i deres regionale sikkerhedsovervejelser, og alle stormagterne tager dem ligeledes med i deres globale sikkerhedsovervejelser. Supermagter er, med andre ord, frigjorte fra geografien. Ind i mellem de regionale magter og de geografisk frigjorte supermagter finder vi stormagterne. De er så stærke, at enheder i flere naboregioner tager dem med i deres sikkerhedsovervejelser, ligesom andre, geografisk nærliggende stormagter tager dem med i deres globale overvejelser. Men fjerntliggende regioner og stormagter giver dem ikke speciel opmærksomhed i deres sikkerhedsovervejelser. Stormagter er, med andre ord, geografisk bundne, men er store nok til at blive taget alvorligt i flere regioner. På denne baggrund er det klart, at Rusland er en stormagt, som bliver taget med i sikkerhedsovervejelserne i de regioner, der grænser op til det post-sovjetiske kompleks – men nogen supermagt er man ikke.

Vender vi tilbage til figuren ovenfor, ses det, at regionale sikkerhedskomplekser kan have regionale magter alene, en enkelt stormagt, eller to eller flere stormagter i sit net af sikkerhedsliggørelser. I det øjeblikkelige internationale system er sikkerhedskomplekset centreret rundt om EU og sikkerhedskomplekset centreret rundt om Rusland bundet sammen i et super-kompleks (primært på grund af Ukraine, idet det ukrainske territorium og folk af historiske grunde er vigtigt for den russiske identitet, mens en suveræn ukrainsk stat er vigtig for det internationale samfund og EU i særdeleshed – Ukraine forbinder derfor de to komplekser sikkerhedsmæssigt). Super-komplekset har potentialet til at smelte sammen i et stormagtskompleks – enten i form af en fremtidig konflikt eller i form af et sikkerhedsregime, der regulerer sikkerhedsliggørelserne over bl.a. Ukraine.

Hvad er den russiske sikkerhedspolitik i dette system? Som allerede beskrevet, er det et selvstændigt mål at reproducere sin status som stormagt. Ikke alene er det et mål, det er en nødvendighed for enhver magthaver i Rusland, idet enhver anden politik ikke vil kunne accepteres i Rusland, jævnfør de ovenstående diskussioner. Dette mål forfølges i videst muligt omfang i det storpolitiske spil i det globale sikkerhedskompleks. Hvis læseren vender tilbage til citaterne ovenfor, hvor Rusland definerer sig ind i den civilisation, der er truet af den internationale terrorisme, ses det også, at Rusland ikke kun bliver en del af det gode selskab, men også at Rusland opnår status, idet man udtaler sig som den ene af to parter, hvor den anden er selveste NATO. Vi skal her ikke komme ind på øvrige eksempler, kun nævne, at Rusland naturligvis også udnytter sine atomvåben i dette spil, idet Rusland og USA her er i en liga for sig. Det er således interessant, at Rusland fra at være voldsom modstander af missilforsvar nu begynder at give sig – øjensynligt fordi man godt ved, at man ikke kan stoppe det, så hvorfor ikke indgå som partner? Med et operativt missilforsvar findes der kun to reelle atommagter, nemlig de to, der kan affyre så mange våben, at missilforsvaret ikke kan kapere dem alle på en gang – hvilket vil sige Rusland og USA[20].

Centralasien og Rusland

Men for at kunne underbygge sin stormagtsstatus er det også nødvendigt for Rusland at fastholde sin indflydelse i det post-sovjettiske sikkerhedskompleks, idet man som stormagt som minimum må dominere sikkerhedsmæssigt i den region, man er beliggende i. I Centralasien forfølger Rusland dette mål ved at føre en form for del og hersk politik, hvor man holder de lokale eliter fast i et afhængighedsforhold til Rusland – enten fordi de modtager støtte, eller fordi de kun forbliver ved magten, så længe Rusland undlader at støtte deres modstandere. Den sikkerhedspolitiske indblanding retfærdiggøres med sikkerhedsliggørelser, der i nogle tilfælde er mest begrundede i de trusler der sikkerhedsliggøres, i andre mest i den tilbagevirkende effekt på den russiske identitet som dominerende stormagt i komplekset.

Terrorangrebet mod USA d. 11. september 2001 havde, hvor paradoksalt det end kan lyde, sine positive sider i de centralasiatiske lande. De blev pludseligt interessante for den øvrige verden i kampen mod terrorisme. Og republikkerne var ikke sene til at udnytte chancen. USA manglede flybaser, hvorfra dets egne og allierede fly kunne operere i aktionerne over Afghanistan. Her kunne de centralasiatiske lande stille deres sovjetiskbyggede militære infrastruktur til rådighed. Med Ruslands billigelse fik antiterrorkoalitionen i løbet af få uger adgang til baser i Tadsjikistan, Usbekistan og Kyrgystan. Flybaserne blev moderniseret for amerikanske dollars og tilstedeværelsen af flere tusinde vestlige soldater i både Usbekistan og Kyrgystan gav håb hos de lokale regeringer om en kærkommen indsprøjtning til den trængte økonomi.

For Rusland havde terrorangrebet også en positiv effekt. Verdens øjne blev nu vendt mod truslen fra islamisk ekstremisme. Et symbol på hele den vestlige verden og alle de værdier den står for, World Trade Center, var blevet offer for et usselt terrorangreb, udført af en islamisk organisation, der tidligere havde erklæret som sit væsentligste mål at forhindre den amerikansk eller vestligt dominerede sekularisering af den ganske klode. Det var kun ret og rimeligt at forsvare sig mod denne organisation. Den havde i princippet udført et angreb, ikke kun på USA, men på alle de lande, hvis samfundsstruktur i større eller mindre grad repræsenteres af verdens største økonomiske og militære magt. Rusland var ikke sen til at erklære sig som et af disse lande, som et medlem - og et aktivt medlem endda - af antiterrorkoalitionen. Rusland havde vigtige kapaciteter at tilbyde i denne kamp. I forhold til Centralasien kunne Rusland tilbyde sin billigelse af amerikansk troppetilstedeværelse i Centralasien. Få år tilbage havde det været utænkeligt, at et sådant skridt var blevet accepteret i Moskva, men situationen var en anden i kampen mod terror. Nu kunne Rusland opnå to ting. At få hele verden til at anerkende islamisk ekstremisme som en trussel - det var sket af sig selv i kraft af angrebet, og Rusland meldte sig naturligt som medlem i koalitionen. Og at få muligheden for at yde et bidrag i kampen. Godt nok ikke et troppebidrag - det tillod de smertelige erfaringer fra Afghanistankrigen ikke - men at deltage som et aktivt medlem i koalitionen og dermed komme til at optræde sammen med alle de lande, Rusland har brug for til at anerkende islamisk ekstremisme som en trussel.

Det har ellers været småt med positivt nyt siden Kasakhstan, Kyrgystan, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan fik deres selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Der er godt med potentiale til religiøse, politiske og etniske konflikter i området. Den ekstreme udgave af islam er en faktor, som ingen af de siddende regeringer kan sidde overhørig. Taleban og siden Al-Qaida er fra deres positioner i Afghanistan blevet opfattet som en konstant trussel af de centralasiatiske lande og Rusland. Internt i Centralasien har man et område som Ferganadalen, der ligger i et grænseområde, med den største del i Usbekistan og resten i Kyrgystan og Tadsjikistan. I området er der over 100 forskellige nationaliteter og det er her den religiøse ekstremisme i Centralasien har sin rod. Den væsentligste ekstremistiske islamiske organisation i regionen, Islamic Movement of Uzbekistan (IMU), stammer herfra. I alle landene gør regeringerne hvad de kan for at holde for at holde organisationer som IMU nede, hvilket betyder, at de kun er i stand til at operere illegalt. Følgelig har de ingen politisk indflydelse, og det er begrænset, hvilke aktioner de har kunnet gennemføre.

I et enkelt tilfælde, nemlig Tadsjikistan, har konfliktpotentialet udviklet sig til en omfattende væbnet konflikt med væsentlig russisk deltagelse[21]. I perioden 1992-1997 var Tadsjikistan tæt på at gå i opløsning som følge af den borgerkrig, der udspillede sig mellem regeringstropperne og den forenede opposition. Værst gik det for sig i 1992 og 1993, hvor titusinder blev dræbt og endnu flere måtte flygte til nabolandene eller Rusland. Oppositionen, der bestod af en islamisk gruppering og en række klaner, som følte sig tilsidesat af regeringen, kæmpede forgæves mod de russisk-støttede regeringstropper. Med mægling fra FN og især Rusland lykkedes det i 1997 at nå frem til en fredsaftale, som fortsat holder. Oppositionens styrker blev indlemmet i regeringshæren, og der blev dannet en regering med repræsentation fra alle dele af oppositionen.

Tadsjikistan har under og efter borgerkrigen været en urokkelig partner for Rusland i Centralasien. Præsident Rakhmonov kan takke de russiske tropper for, at han og hans skiftende regeringer ikke blev væltet af oppositionen og som følge heraf er Tadsjikistan fortsat meget loyal over for Rusland og dets tilstedeværelse i landet. Den russiske infanteri-division og de russiske grænsesoldater er fortsat i landet og sikrer Rusland kontrol med en af SNGs mest ustabile ydre grænser.

Samtidigt har Rusland sikret sig status som subkompleksets politimand. Det har kostet penge, det har kostet tab af menneskeliv, og det har været en lang, sej kamp at nå til en fredsslutning, men det er lykkedes, og Rusland har dermed fået slået sit navn fast som det land, der kan sikre en fredelig afslutning på subkompleksets væbnede konflikter.

Historisk set har man ikke gjort meget ud af demokrati og overholdelse af menneskerettigheder i Centralasien, og den tradition holdes fortsat i hævd. Ingen af landene kan siges at have indført demokrati og borgerrettigheder fuldt ud[22]. Usbekistan og især Turkmenistan har siden deres selvstændighed i 1991 haft et autoritært styre, som ikke har tålt nogen opposition, og en præsident, som næsten efter forgodtbefindende har forlænget sin egen embedsperiode. I Turkmenistan har præsident Saparmurad Nijasov tildelt sig selv titlen Turkmenbasji - lederen af det turkmenske folk - og gjort sig selv til præsident på livstid, mens Islam Karimov i Usbekistan sidste år forlængede sin anden embedsperiode med fem år til 2007. På det tidspunkt vil han have været præsident i 15 år.

De to lande er samtidigt dem, der holder størst afstand til Rusland. Turkmenistan holder sig konsekvent ude af samarbejdet med Rusland på det multilaterale plan – læs: SNG og alle de samarbejdsfora, som er opstået i dets ramme - og forsøger at klare sig selv i kraft af landets store gasressourcer (hvilket i øvrigt ikke går særligt godt). Usbekistan har ikke meldt sig fuldstændigt ud af samarbejdet, men er påpasselig med at knytte sig for tæt til Rusland. Et stykke tid forsøgte man sig med GUUAM som alternativ til SNG, men måtte erkende, at det ikke gav noget resultat. Som følge heraf er Usbekistan nu igen ude af GUUAM-samarbejdet og i SNG går landet varsomt for ikke at blive for afhængig af Rusland. Således er Usbekistan ikke medlem af den kollektive sikkerhedsaftale og deltager heller ikke i fælles øvelser med de andre lande.

I Turkmenistan og Usbekistan tåler man kun opposition i meget begrænset omfang. Man taler sågar i Turkmenistan om, at Nijasov gennemfører udrensninger blandt politikere og embedsfolk. Som en anden Stalin, omend i et helt andet format, lader han domstolene anklage folk for diverse økonomiske forbrydelser. Ifølge oppositionen er anklagerne fabrikerede, hvilket deres indhold også indikerer. Anklagerne lyder typisk på korruption og embedsmisbrug - paradoksalt i et land og en region, hvor omfanget af korruption er legendarisk og en indgroet del af folks hverdag. Kasakhstan holder sig heller ikke tilbage med arrestation af oppositionens repræsentanter. Det internationale samfund har ikke undladt at reagere. Turkmenistan har oplevet at få støtten fra de internationale økonomiske organisationer stillet i bero, og USA har fortsat sin kritik af det manglende demokrati i Usbekistan, også efter at de to lande har fået fælles interesser med amerikansk tilstedeværelse på flybasen i landets sydlige del. Kritikken har dog ikke ført til mærkbare forbedringer. Samkvemmet mellem vesten og Centralasien er begrænset, og det samme er påvirkningsmulighederne udefra.

Kyrgystan og Kasakhstan har tidligere været duksene i den centralasiatiske klasses demokratilektioner. Landene var de første til at indføre økonomiske og politiske reformer efter vestligt forbillede, men de gode takter fra 90´erne har ikke kunnet blive ved. Værst ser det ud for præsident Askar Alijev i Kyrgystan. Han har i løbet af de seneste par år været udsat for et stigende pres fra oppositionen, som blandt sine krav har inkluderet ønsket om præsidentens afgang. Svaret har været en blanding af stok og gulerod. Prominente oppositionspolitikere er blevet løsladt fra deres politiske fangenskab, og en kommission til revidering af grundloven er blevet sammenkaldt. Dette har dog ikke kunnet tilfredsstille oppositionen, som har gennemført sultestrejker og protestmarcher med stadig større antal deltagere. Presset har været så stort, at premierministeren har advaret befolkningen mod at føre landet ud i borgerkrig

De to lande er næst efter Tadsjikistan de mest tro over for Rusland. Kasakhstans troskab er den væsentligste, landets størrelse taget i betragtning. Inden for det sikkerhedspolitiske område er Kasakhstan helt på Ruslands side. Kasakhstan er en aktiv deltager i SNG og den kollektive sikkerhedsaftale - også kaldet Tasjkentaftalen. Det har bl.a. resulteret i kasakhisk deltagelse i en række militære øvelser sammen med styrker fra Rusland og andre af de seks lande, der er med i aftalen (udover Kasakhstan og Rusland er det Hviderusland, Armenien, Kyrgystan og Tadsjikistan). På det økonomiske område kniber det mere med at gå i fælles takt med den nordlige nabo. Med sin olie og gas så Kasakhstan gerne alternativer til transporten gennem Rusland. En rute vestover gennem Transkaukasus og Tyrkiet kunne være en mulighed. En anden kunne være gennem Centralasien og Afghanistan videre til det asiatiske marked. Indtil videre er ingen af alternativerne blevet til noget og den kasakhiske olie og gas transporteres fortsat gennem russiske rørledninger.

Kyrgystan er noget mindre end Kasakhstan og også af noget mindre betydning sikkerhedspolitisk for Rusland. Alligevel er det ikke uden betydning for Rusland, hvad der foregår i landet. Der er russiske militære installationer i Kyrgystan, landet grænser op til Kina, og når Kyrgystan er truet af intern splittelse, føler Rusland sig kaldet til at reagere. Under urolighederne sidste år var sekretæren for Ruslands Sikkerhedsråd, Vladimir Rusjajlo, på besøg i Kyrgystan. Her bebudede han, at Rusland ville gøre alt, der stod i dets magt for at få fuld kontrol over situationen igen:

”Russian special services know the names of the people who organized the unrest in Ak-Suu District....we will give the utmost assistance to Kyrgyzstan in its efforts to stabilize the situation”[23].

Sikkerhedspolitiske trusler mod Rusland i Centralasien …

Som ovennævnte afsnit viser, er der et vældigt konfliktpotentiale i Centralasien. Noget af det udvikler sig til reelle konflikter, andet holdes i ro gennem politiske initiativer eller simpelthen ved undertrykkelse af konflikterne, som det er tilfældet med de yderligtgående religiøse bevægelser. Set fra Ruslands side er flere ting interessante. For det første - vil truslerne have relevans for Rusland? Vil de trusler, som findes i subkomplekset, kunne ramme Rusland? Hvis ja, så må Rusland, som et ansvarligt land, der tager statens og borgernes sikkerhed alvorligt, reagere herpå. For det andet - hvordan skal man reagere? Skal man bruge diplomatiske midler, økonomiske, militære, skal man gå enegang, bygge koalitioner eller hvad skal man gøre? For det tredje - hvordan sikkerhedsliggøres truslen? Her drejer det sig om at overbevise omverdenen om, at truslen er reel for Rusland, og at det er legitimt, at Rusland reagerer på den. Og for det fjerde - får Rusland underbygget sin stormagtsstatus gennem sikkerhedsliggørelsen? I dette afsnit ser vi på, hvilke trusler, Rusland står overfor i Centralasien, og med hvilke midler Moskva reagerer på dem, mens vi i næste afsnit ser på, hvordan truslerne sikkerhedsliggøres af Rusland.

I vores definition af trusler bruger vi følgende opdeling: økonomiske, økologiske, militære, politiske, societale og trusler, der vedrører identitet[24]. Der vil dog være en del, der ikke vil blive behandlet, idet vi kun tager dem med, som umiddelbart vil kunne føre til en truende eller reel væbnet konflikt mellem to eller flere parter. Disse parter kunne være lande, men behøver ikke at være det, regionens konfliktpotentiale taget i betragtning. Det kan også være borgerkrig, religiøse gruppers væbnede opstand, e.a. Eksempler på trusler, der ikke vil blive behandlet, er landenes dårlige økonomi, den sociale ulighed eller Aralsøens udtørring. Disse problemer kan nok give regionens befolkning og politiske ledere grå hår i hovedet, men vil ikke kunne føre til væbnet konflikt som det ser ud i dag. Og Rusland forsøger heller ikke at gøre dem til trusler. M.a.o. sikkerhedsliggøres de ikke.

Den interne ustabilitet i landene er naturligvis en trussel for landene selv, men også for Rusland, tydeligst markeret med den russiske deltagelse i borgerkrigen i Tadsjikistan. Grænsetropperne og 201. Motoriserede Infanteridivision var forblevet i landet efter Sovjetunionens sammenbrud. Styrkerne overgik til Rusland, som valgte ikke at lade den trække tilbage i modsætning til de fleste andre russiske tropper i de tidligere sovjetrepublikker. Divisionen var officielt neutral under borgerkrigen, men reelt støttede den regeringstropperne, selvom det aldrig blev erkendt fra officiel russisk side. Det var også Rusland, som kunne vride armen rundt på regeringens forhandlere, da fredsprocessen blev gennemført, og de russiske grænsetropper gjorde hvad de kunne for at holde forstærkninger, der blev overført til oppositionen fra Afghanistan, væk.

Uroen det seneste år i Kyrgystan har også bekymret Rusland, markeret ved sekretær for Sikkerhedsrådet Vladimir Rusjajlos advarende ord til oppositionen (citeret ovenfor). Mulighederne for russisk militær indblanding i konflikten har dog ikke været til stede som den var i Tadsjikistan, eftersom der ikke er et større antal russiske tropper stationeret i landet. Rusland har derfor været begrænset til at udnytte sin politiske indflydelse i Kyrgystan, hvilket også betyder en del. Moskva kan hjælpe Bisjkek til at holde oppositionen i ave, hvilket Rusjajlos udtalelse viser med fuld tydelighed. Med kirgisisk billigelse er den russiske efterretningstjeneste aktiv i Kyrgystan med henblik på at få identificeret og passificeret oppositionen. Dette arbejde er russerne tydeligvis bedre til at udføre end den kirgisiske efterretningstjeneste. Hvad angår påvirkningsmuligheder over for det officielle Kyrgystan har Rusland gode muligheder i form af det omfattende bilaterale samarbejde og i kraft af Kyrgystans aktive medvirken i alle russisk-initierede samarbejdsfora og -initiativer i SNG og Centralasien.

Den islamiske ekstremisme ses også som en fælles trussel mod Centralasien og Rusland, markeret ved oprettelsen af SNGs antiterrorcenter, som er beliggende i Kyrgystans hovedstad Bisjkek. Alle centralasiatiske lande undertrykker de religiøse bevægelser, som kunne udvikle sig til trusler for regionens stabilitet. At den ekstreme islam også er en trussel for Rusland kan man se ved at dreje blikket væk fra Centralasien og over på Tjetjenien. Interessant er det at se, hvordan de oprørske tjetjenere beskrives af det officielle Rusland. I enhver russisk avis kan man læse officielle udtalelser om de oprørske tjetjenere og det grænseoverskridende element i deres kamp. Den omtales som international terrorisme og som religiøs ekstremisme. Retorikken ved angreb på grænsestyrkernes positioner i Tadsjikistan har været parallel hermed (se næste afsnit).

Under borgerkrigen i Tadsjikistan brugte oppositionsstyrkerne Afghanistan som udgangspunkt for træning og operationer, hvorfor oppositionen hyppigt foretog angreb på de russiske grænsetroppers positioner eller trængte over grænsen til Tadsjikistan. I dag, små seks år efter fredsslutningen i Tadsjikistan, er der stadig ikke fredeligt ved grænsen. Nu er det narkosmugling, som udgør en trussel for Rusland og Centralasien. Bl.a. af den grund bevogter russiske grænsetropper fortsat den tadsjikisk-afghanske grænse.

Efter de amerikanske styrkers stationering på baserne i Centralasien kan man diskutere, om Rusland ser amerikanerne som en trussel. Fra officielt hold lyder det, at amerikanerne er velkomne og nødvendige i kampen mod Al-Qaida. Men der er forbehold. Russerne understreger, at amerikanerne kun er der for en kort periode. Så snart operationen er tilendebragt ønsker man dem hjem igen. Spørgsmålet er så, hvornår det sker. Fra andre sider af den russiske offentlighed har der lydt større kritik af USAs tilstedeværelse, f.eks. som det formuleres af den pensionerede chef for Generalstabens internationale afdeling, generaloberst Leonid Ivasjov:

“...the Americans and their allies are essentially trying to gain military-political control over this very important region of the world, and ultimately over all of Eurasia. They will use Afghanistan as a staging ground to increase their influence and exert heavy pressure on all the Central Asian countries. Russia´s influence on development in the region will steadily weaken, and I think our country will ultimately be squeezed out of Central Asia. The Americans have long sought to establish a foothold in Afghanistan, a key Asian country...”[25]

Således må vi konkludere, at de tre væsentligste trusler, som Rusland står over for i Centralsasien, er international terrorisme - for russerne er det det samme som islamisk ekstremisme - intern ustabilitet i landene samt de transparente grænser til Afghanistan. Om den amerikanske tilstedeværelse vil udvikle sig til en trussel, må tiden vise. For tiden opfattes den ikke sådan.

Midlerne, der bruges mod truslerne, er både politiske, økonomiske og militære. Groft sagt kan man sige, at de militære bruges, hvor der er mulighed for det, nemlig der, hvor Rusland har en militær tilstedeværelse. Det er samtidigt også der, hvor der har været brug for det, både set fra landets og fra Ruslands side. Eventuelle konspirationsteorier skal vi ikke diskutere her, men blot nævne, at Rusland andre steder er blevet beskyldt for at puste til ilden i områder, hvor de kunne have en interesse i en konflikt. En konflikt, som de selv kunne regulere og dermed lægge et pres på den lokale regering for at imødekomme russiske krav. Der har været teorier om noget sådant i forhold til de russiske styrker i f.eks. Moldova og Georgien, men os bekendt ikke i Tadsjikistan[26].

Rusland har dermed en unik position i subkomplekset, som ikke kan matches af andre lande, hverken fra Centralasien eller andre steder i verden. Der er russiske militære styrker i subkomplekset, de er blevet brugt til at skaffe fred - den kom godt nok først efter mange år og efter tabet af mange menneskeliv, men den kom - de står ved et af landenes grænser og forsøger at dæmme op for den værste transparens, og der er en række politiske initiativer, mest i SNG-regi, som giver Rusland en vis indflydelse.

... og Ruslands sikkerhedsliggørelse af dem

Verdens kamp mod terror efter 11. september 2001 har gjort det nemmere for Rusland at berettige sin politik i Centralasien. Næsten alle lande er involverede i kampen mod den verdensomspændende terrortrussel, som Al-Qaida udgør, og Rusland bliver derfor endnu et medlem i klubben, når det proklamerer, at den islamiske trussel, som udgår fra Centralasien, også er en trussel mod Rusland. Kampen mod terroren er blevet et mantra, som mangen en sikkerhedspolitisk handling kan retfærdiggøres med.

For verden er det nyt, men ikke for Rusland, der lige siden Sovjetunionens sammenbrud har bergrundet sin sikkerhedspolitik i Centralasien med faren for religiøs ekstremisme. Det bedste eksempel herpå er det russiske engagement i Tadsjikistan. Se f.eks. følgende udtalelser fra forskellige russiske politikere fra slutningen af 90´erne[27]:

Jevgenij Ambartsumov, præsident for Den Russiske Føderations Komité For Internationale Anliggender, som svar på spørgsmålet om, hvorfor Rusland ikke trækker sig ud af Tadsjikistan: “Hvor skulle vi tage hen? Hvis vi trækker os tilbage til den kasakhisk-kirgisiske grænse, vil Tadsjikistan blive offer for islamisterne”.

Guvernør i Krasnojarsk, Aleksandr Lebed: “En sejr for Taliban vil betyde, at islamisk ekstremisme vil erobre Ruslands underliv”.

Præsident Boris Jeltsin: “(Vi vil) rejse en barriere mod Taliban og holde dem fra at bevæge sig mod nord...vi vil holde dem tilbage”.

Symptomatisk nok har Rusland også fået friere tøjler i Tjetjenien efter terrorangrebet i New York. Vesten anerkender det russiske argument om, at det ikke er en borgerkrig, der foregår, men en kamp mod terrorister. At der er en vis grad af taktik i vestens ændrede holdning er en anden sag. Rusland er en vigtig allieret i kampen mod terror. Hvis man påny kom med hård kritik af forholdene i Tjetjenien, kunne det betyde et tab af denne partner.

Også vesten nyder godt af at være medlem af samme antiterrorklub som Rusland. Tilladelsen til at stationere styrker i Centralasien kom meget hurtigt fra Rusland efter angrebet mod World Trade Center. Ikke at Rusland formelt skulle godkende beslutningen - det var op til de enkelte lande. Men et Rusland, der havde sat sig imod tilstedeværelsen af amerikanere, ville være alt andet end ideelt for vesten, dels fordi Rusland har en betydelig indflydelse på dele af Centralasien, dels fordi en bred koalition gør kampen mod terror nemmere.

Regionale fora er en anden måde at sikerhedsliggøre trusler på. Dette instrument benyttes også af Rusland. Man bruger SNG og fora inden for SNG som aftalen om kollektiv sikkerhed og det Euroasiatiske Økonomiske Fællesskab. Der er også det multilaterale samarbejde med Kina i Shanghai-forumet med deltagelse af alle centralasiatiske lande på nær Turkmenistan. I dette forum har man bl.a. diskuteret muligheden for fælles terrorbekæmpelse i Centralasien.

Disse foras effektivitet lader dog meget tilbage at ønske. SNG er blevet betegnet som en snakkeklub, hvis relevans kun sikres af, at topmøderne bruges som ramme for bilaterale møder. Samarbejdet er begrænset og de eneste områder, hvor der sker noget, er de subfora, der er blevet dannet inden for SNG, tydeligst markeret med Rusland-Hviderusland Unionen.

Aftalen om kollektiv sikkerhed har haft en vis berettigelse. Den har dannet en koalition mellem Rusland og de lande, som først og fremmest har knyttet deres sikkerhed til Rusland, nemlig Kyrgystan, Tadsjikistan og Kasakhstan (og de øvrige ikke-centralasiatiske lande Hviderusland og Armenien). Det er ikke de militære ressourcer, som medlemslandene råder over, der giver Rusland en militær effekt ved aftalen. Først og fremmest ligger den militære værdi i, at Rusland har fået mulighed for at stationere styrker i landene og opretholde militære installationer, f.eks. radarstationer, som er en vigtig del af Ruslands luftforsvar. Desuden danner aftalen grundlag for fælles øvelser, og i relation til Centralasien har man etableret en centralasiatisk udrykningsstyrke på 1500 mand og et antiterrorcenter. Politisk giver aftalen en række partnere i strategisk vigtige retninger, hvilket altid er brugbart, omend ikke omkostningsfrit.

Tasjkentaftalen skal dog ikke sammenlignes med en alliance som NATO, hverken hvad angår militær styrke eller evne til at operere sammen på tværs af grænser. Der er ingen fælles kommandostrukturer inden for den kollektive sikkerhedsaftale, og skulle et land blive angrebet, vil det ikke være muligt at danne en koalition af styrker med væsentlig deltagelse fra andre lande end Rusland. Alligevel har Tasjkentaftalen og de øvrige regionale fora en vis betydning for Rusland og dets evne til at øve indflydelse på det sikkerhedspolitiske landskab. Foraene giver anerkendelse fra omverdenen, de kan bringe fælles politisk fodslag mellem de deltagende lande, og de skaber mulighed for et fremtidigt tættere samarbejde.

Med de regionale fora lægges der afstand til den russiske politik i Centralasien i sidste årti, hvor der i højere grad var tale om russisk enegang. Det var tilfældet i Tadsjikistan, hvor man godt nok etablerede en fredsbevarende styrke i SNG-regi. Men den blev aldrig rigtig multinational, idet nogle lande ikke stillede med de aftalte styrker og andre hurtigt trak dem tilbage. Dermed stod Rusland og skulle løse opgaven alene med de fordele og ulemper, der er i det. Det legitime i tilstedeværelsen havde været nemmere at forfægte, hvis de andre lande havde været med. Koalitioner giver altid legitimitet, jvf. USAs forsøg for tiden med at skabe en koalition imod Irak. Det lykkedes ikke for Rusland i Tadsjikistan, og dermed var Moskva udsat for mistænkeliggørelse fra omverdenen, som kunne anklage landet for at føre imperial politik i Centralasien.

En meget brugt, men også meget farlig måde at sikkerhedsliggøre truslerne i Centralasien på, er definitionen af regionen som Ruslands eksklusive interessesfære som en del af det nære udland[28]. I diverse sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske koncepter og forsvarsdoktriner op igennem 90´erne er SNG blevet defineret som Ruslands eksklusive interessesfære ud fra en begrundelse om, at der er en direkte sammenhæng mellem udviklingen i disse lande og Ruslands sikkerhed. Andre argumenter, man har brugt, er landenes betydning for Ruslands økonomi, de historiske og kulturelle bånd til Rusland og tilstedeværelsen af en russisk diaspora.

Begrebet eksklusiv interessesfære er farligt at bruge, for hvordan overbeviser man omverdenen om, at de skal anerkende Ruslands særlige position i området, specielt i dag, hvor Rusland kun er en skygge af sig selv i sovjettiden og før? Her kan man se dels på regionen selv, dels på resten af verden. Regionen er ikke nødvendigvis interesseret i russisk indblanding. Transkaukasus er et godt eksempel herpå - i tilfældet Georgien har der været permanente spektakler med Rusland angående de russiske baser i landet og de fredsbevarende styrker i Abkhasien. I Centralasien har protesten mod Ruslands indblanding ikke været så stor. En af grundene er, at de steder, hvor Rusland har stor indflydelse, er landene selv interesseret i det - det gælder først og fremmest Tadsjikistan, men også Kasakhstan og Kyrgystan.

Så er der resten af verden. Hvis den notorisk ikke er interesseret i regionen og i øvrigt ikke kan se andre grunde til at anfægte Ruslands position, så er det principielt omkostningsfrit at erklære en region for sin eksklusive interessesfære. Omverdenen kan sågar have en interesse i, at Rusland spiller en særlig rolle, for så er der i det mindste nogen til at tage sig af sikkerheden. I tilfældet Tadsjikistan er de fleste enige om, at landet kunne være brudt sammen uden den russiske indblanding. Men vil omverdenen også have indflydelse i regionen, så kan det give problemer. Den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktivitet i SNG har i mange år bekymret høgene i russisk forsvars- og sikkerhedspolitik, og er blevet opfattet som et forsøg på at trænge Rusland væk[29]. I Rusland benytter man sig i høj grad af en traditionel geopolitisk tilgang til sikkerhedspolitiske problemstillinger[30].

Forholdet mellem to aktører, f.eks. Rusland og USA og deres gøren og laden i SNG, ses som et nulsumspil, hvor den enes gevinst er lig med den andens tab. For Rusland er den amerikanske - og NATOs - succes i SNG-området op gennem 90´erne derfor blevet opfattet som et tilbageslag for Moskva.

USAs tilstedeværelse i Centralasien burde ud fra denne geopolitiske tankegang give anledning til bekymring i Rusland. Og det gør det også. Men sålænge tilstedeværelsen er koblet til den fælles kamp mod islamisk ekstremisme er man rolig i Moskva. De amerikanske bombetogter mod Afghanistan er til det fælles bedste. Men bruges baserne som udgangspunkt for en permanent og måske udvidet tilstedeværelse, er vi tilbage ved geopolitikken igen og til en vis grad også ved nulsumspillet.

Vi kan således konkludere, at Rusland benytter forskellige metoder til at sikkerhedsliggøre truslerne: kampen mod terror, regionale fora og en definition af subkomplekset som en eksklusiv russisk interessesfære. Først- og sidstnævnte har vist sig at være de mest effektive, men kan samtidig også vise sig at komme til at kollidere, hvis den internationale koalition mod terrortruslen går i stykker, eller hvis Rusland får en opfattelse af, at amerikanernes tilstedeværelse i Centralasien ikke længere kun er koblet til kampen mod terrorisme. De regionale fora har ikke vist megen effektivitet endnu, men kan være starten på et tættere samarbejde mellem landene og dermed en større konsensus om, hvilke trusler, der er, og hvad, man skal gøre med dem.

Der er naturligvis ingen tvivl om, at Rusland har mistet status i Centralasien siden Sovjetunionens opløsning. Men det er lykkedes at stoppe rutsjeturen og få sig placeret som en afgørende aktør, der tages med i betragtning af alle lande, når der tages sikkerhedspolitiske beslutninger. Tadsjikistan, Kyrgystan og Kasakhstan er helt på Ruslands side i sikkerhedspolitiske spørgsmål og har givet Rusland afgørende indflydelse på landenes dispositioner, markeret med deltagelsen i den kollektive sikkerhedsaftale, stationeringen af tropper i Tadsjikistan og tilstedeværelsen af russiske militære installationer i Kyrgystan.

Situationen efter 11. september har været en fordel på kort sigt, fordi resten af verden nu står sammen med Rusland i definitionen af islamisk ekstremisme som en trussel. Rusland har været villig til at se stort på, at andre magter - USA - har placeret sig i subkomplekset, som hidtil har været eksklusiv russisk interessesfære. Det har Moskva indvilliget i af hensyn til alliancen med vesten. Hvordan det vil gå på lang sigt vil afhænge af, i hvilken grad Ruslands fortsat opfatter amerikanernes tilstedeværelse som koblet til kampen mod terror.

Konklusion: Stormagt gennem Centralasien

Sammenbruddet af Sovjetunionen og tabet af bl.a. Centralasien fik store konsekvenser for den russiske identitet. I 1990’erne så vi et Rusland, der i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik først søgte mod vest med den såkaldte Kosyrev-doktrin, derpå blev kraftigt selvhævdende og med Putin nu synes at have fundet sit leje i en position, hvor man på den ene side mener, at Rusland skal finde sin sikkerhed i et godt forhold til vesten, men også at Rusland har sin egen arv og historie, som skal respekteres. En del af denne historie er den imperiale arv.

Rusland ser således sig selv som en stormagt og forsøger i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik at opnå det internationale samfunds anerkendelse af denne status. Det er værd at bemærke, at denne selvopfattelse ikke er en abstraktion på eliteniveau, men derimod en idé, der gennemsyrer samfundet og det russiske verdensbillede. Putin & Co. agerer derfor under et strukturelt pres, når de utrætteligt forsøger at positionere Rusland som en af verdens stormagter. Vi kan synes om den eller ej, men den russiske selvopfattelse er en idé, som vi er nødt til at forholde os til, idet den bliver virkelig i sine konsekvenser i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Rusland er kernen i et centreret sikkerhedskompleks, der består af fire sub-komplekser. Inter-regionalt er dette post-sovjetiske sikkerhedskompleks bundet sammen med EU-komplekset i et superkompleks. Over de regionale sikkerhedskomplekser svæver det globale sikkerhedskompleks, hvori stormagterne (defineret ved anerkendt rolle i mere end et regionalt sikkerhedskompleks) og den eneste tilbageværende supermagt (defineret ved anerkendt global reach) kæmper om anerkendelse.

I dette sikkerhedslandskab forsøger Rusland i det storpolitiske spil at definere sig ind i det gode selskab bl.a. gennem sin deltagelse i den internationale koalition mod terrorisme, men udnytter samtidigt enhver chance for at få anerkendelse af sin status som stormagt ved at deltage i sikkerhedsliggørelsen af en unipolær verden – men ikke USA som sådant (fordi, underforstået, Rusland vil være en af polerne i en multipolær verden). En nødvendig forudsætning for anerkendelse som stormagt er, at Rusland anerkendes som den absolut dominerende sikkerhedspolitiske aktør i det post-sovjetiske område – herunder altså også Centralasien.

Centralasien udgør et sub-kompleks i det post-sovjetiske sikkerhedskompleks. Sub-komplekset er kendetegnet af svage stater med få (magt)midler til rådighed. Svagest står Tadsjikistan, som indtil for nylig var på kanten af sammenbrud, men også Kyrgystan har været truet af intern splittelse. Her har Rusland været en velkommen støtte, idet andre lande eller organisationer hverken har haft evne eller vilje til at blande sig.

De væsentligste trusler, som Rusland står over for i Centralasien er intern ustabilitet i landene, islamisk ekstremisme og usikre grænser, in casu Tadsjikistans grænse til Afghanistan. Alle disse trusler er Rusland med til at dæmme op for med politiske, økonomiske og militære midler. Nogle gange som eneste aktør, andre gange i samarbejde med andre på bilateralt eller multilateralt plan.

Truslerne sikkerhedsliggøres af Rusland gennem regionale fora, ved sammen med resten af verden at deltage i antiterrorkoalitionen og ved at erklære Centralasien som sin eksklusive interessesfære. De mest effektive midler til sikkerhedsliggørelse har været de to sidstnævnte, der dog risikerer at kollidere, hvis den amerikansk ledede militære tilstedeværelse i Centralasien ikke længere kan kobles til kampen mod terror og følgelig af Rusland opfattes som en trussel mod dets position i subregionen.

Konklusionen er således, at Rusland stadig er den absolut dominerende sikkerhedsaktør i Centralasien, og at den russiske bjørn indtil videre er lykkedes i sit mål om at leve livet som anerkendt stormagt – bl.a. gennem sin politik i Centralasien.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf


[1] Thomas Christensen er cand.scient.pol. og kaptajnløjtnant af reserven (sprogofficer med russisk). Han har i 1998-99 arbejdet som assistent for daværende forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Moskva. Under de efterfølgende kandidatstudier ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet fokusede han på sikkerhedspolitisk teori og russisk sikkerhedspolitik og var i samme periode ansat som student ved Forsvarsministeriets International Afdeling. Han arbejder i dag som Strategy Development Manager i en international koncern. Alle synspunkter i denne artikel er udtryk for forfatterens egen, private opfattelse.

[2] Henrik Lyse Hansen er cand.mag. og premierløjtnant af reserven (sprogofficer med russisk). Han har arbejdet som vagtmester på Den Danske Ambassade i Moskva og som OSCE-attache på Den Danske Ambassade i Kyiv.  Han har skrevet en række artikler om Rusland og russisk politik for Weekendavisen. Indtil fornylig har han været lektor i russisk ved Center for Specialuddannelse under Forsvarsakademiet. Alle synspunkter i denne artikel er udtryk for forfatterens egen, private opfattelse.

[3] Det er f.eks. helt almindeligt at operere med forklarende variable som amerikansk selvforståelse og bestemte gruppers indflydelse i det amerikanske politiske system, når man vil forklare og forstå amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Sådanne variable gør os ikke enige i den amerikanske politik, men de opfattes som legitime forklaringsfaktorer. Konkrete eksempler er f.eks. amerikansk ekceptionalisme eller amerikansk tro på liberalismen.

[4] Argumentet og specielt den teoretiske del af denne artikel læner sig kraftigt op ad Thomas Christensen (2002), Russian security policy according to a Hegelianised Copenhagen School, Speciale indleveret ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet (tilgængeligt på http://www.dossier.dk/­thesis). Den empiriske behandling af Centralasien er i denne artikel mere udførlig og er blevet ført op til dato af Henrik Lyse Hansen.

[5] Københavnerskolen er blevet udviklet gennem 1990-erne. Vores fremstilling bygger på følgende kilder: Barry Buzan (1991). People, States and Fear, 2nd edition, London: Harvester Wheatsheaf; Barry Buzan, Ole Wæver & Jaap de Wilde (1998). Security. A New Framework for Analysis, Boulder CO: Lynne Rienner; Barry Buzan & Ole Wæver. Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge: Cambridge University Press 2003 (da bogen endnu ikke er udkommet, refererer vi til et udkast fra juli 2000); Ole Wæver, Barry Buzan, Morten Kelstrup, & Pierre Lemaitre (1993) Identity, Migration, and the New Security Agenda in Europe, London: Pinter Publishers ltd.; Ole Wæver (1993) “Europe since 1945: crisis to renewal” i Jan van der Dussen and Kevin Wilson (eds.) The History of the Idea of Europe, The Open University; Ole Wæver (1995) “What is security? – the securityness of security” i Birthe Hansen (ed.) European Security – 2000, Copenhagen: Copenhagen Political Press; Ole Wæver (1996) “European security identities” iJournal of Common Market Studies, Vol. 34 (1); Ole Wæver (1998) “Insecurity, security, and asecurity in the West European non-war community” i Emanuel Adler and Michael Barnett (eds.) Security Communities, Cambridge: Cambridge University Press; Ole Wæver (2000) “The EU as a Security Actor: Reflections from a Pessimistic Constructivist on Post-sovereign Security Orders” i Morten Kelstrup and Michael C. Williams (eds.): International Relations Theory and The Politics of European Integration: Power, Security and Community, London: Routledge; seminaret Regional Sikkerhed ved Ole Wæver ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet i efteråret 1999; og på forelæsningen “Status på Københavnerskolen” ved Ole Wæver på COPRI den 18. november 1999.

[6] Skolen består af tre elementer, nemlig den nævnte teori om sikkerhedsliggørelse, teorien om sikkerhedens fem sektorer og teorien om regionale sikkerhedskonstellationer. Det kan endvidere diskuteres om de diskursive læsninger af identitet skal ses som en del af den samme skole eller som et separat projekt. Ole Wæver angiver imidlertid, at de diskursive læsninger er “enabled by the suggested “Copernican turn” in the concept of security” (Wæver, “What is security? – the securityness of security”, 222), hvormed menes teorien om sikkerhedsliggørelse, hvorfor de diskursive læsninger af identitet kan og bør ses som et fjerde element i Københavnerskolen.

[7] Buzan & Wæver, Regions and Powers, Del I, kapitel 1, sektion 5.

[8] For en gennemgang af Københavnerskolens realistiske konstruktivistiske ontologi, se Christensen 2002, pp. 9ff.

[9] Inspirationen fra Hegel er nærmere gennemgået i Christensen 2002, pp.11f.

[10] Artiklen bygger på den vidensbase som forfatterne har opbygget gennem deres interesse for Rusland og russisk politik, en vidensbase som bygger på et betydeligt antal artikler og bøger om Rusland. De vigtigere generelle baggrundskilder for denne artikel er: Et interview med Dmitri Trenin på Carnegie Moscow Centre i Moskva i maj 2001; Dmitri Trenin (2001) The End of Eurasia: Russia on the Border Between Geopolitics and Globalization, Moscow: Carnegie Moscow Centre; EastWest Institutes projekt “Eurasia in the 21st Century: The Total Security Environment” (Alexei Arbatov; Karl Kaiser; Robert Legvold (red.) (1999) Russia and the West: The 21st Century Security Environment, London: M.E. Sharpe; Rajan Menon; Yuri E. Fedorov; Ghia Nodia (red.) (1999) Russia, the Caucasus, and Central Asia: The 21st Century Security Environment, London: M.E. Sharpe; Gilbert Rozman; Mikhail G. Nosov; Koji Watanabe (red.) (1999) Russia and East Asia: The 21st Century Security Environment, London: M.E. Sharpe); Ilya Prizel (1998)National Identity and Foreign Policy. Nationalism and Leadership in Poland, Russia, and Ukraine, Cambridge: Cambridge University Press; Roy Allison & Christoph Bluth (1998) (eds.) Security Dilemmas in Russia and Eurasia, London: The Royal Institute of International Affairs; Lionel Kochan & John Keep (1997) The Making of Modern Russia, London: Penguin books; James H. Billington (1970) The Icon and the Axe. An Interpretative History of Russian Culture, New York: Vintage Books; William E. Odom (1998) The Collapse of the Soviet Military, Yale: Yale University Press. Vi tillader os at henvise til vore respektive specialer for en fuldstændig liste over kilder: Henrik Lyse Hansen (1999)Russisk intervention i væbnede konflikter i det nære udland, Speciale indleveret ved Slavisk Institut, Aarhus Universitet og Thomas Christensen (2002), Russian security policy according to a Hegelianised Copenhagen School, Speciale indleveret ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet (tilgængeligt på http://www.dossier.dk/thesis).

[11] rbcnews.com. Vore fremhævninger.

[12] “The NATO-Russia Permanent Joint Council, meeting in extraordinary session at Ambassadorial level on 13 September 2001, expressed its anger and indignation at the barbaric acts committed against the people of the United States of America. The deepest sympathies of Allies and Russia lie with the victims and their families. While Allies and Russia have suffered from terrorist attacks against civilians, the horrific scale of the attacks of 11 September is without precedent in modern history. NATO and Russia are united in their resolve not to let those responsible for such an inhuman act to go unpunished. NATO and Russia call on the entire international community to unite in the struggle against terrorism. NATO and Russia will intensify their co-operation under the Founding Act to defeat this scourge” (NATO Press Release, 13. september 2001).

[13] The Economist, February 15th 2003: Place your bets: Europe’s leaders are all gambling for high stakes over Iraq.

[14] Trenin, op.cit., p. 18, fremhævelser i original.

[15] Prizel, op.cit., p. 216.

[16] Med Neumann’s egne ord: “…the major development since the passing of the ‘European moment’ …in Russia some time in the autumn of 1992 has been a contraction of the scope of discourse around the ideas of Russia as a great power, with an ambiguous status as a Eurasian state” (Neumann, Iver B. (1997) “The Geopolitics of Delineating ‘Russia’ and ‘Europe’: The Creation of the ‘Other’ in European and Russian Tradition” in Tunander, Ola, Pavel Baev and Victoria Ingrid Einagel (eds.) Geopolitics in Post-Wall Europe, London: SAGE Publications, p. 149). Han fortsætter senere: “The idea of Russia as a world unto itself, having its very own geographical and cultural space walled up between ‘Europe’ and ‘Asia’, is rapidly being authorised by the speeches and statements of foreign ministers and intellectuals, as well as by voter behaviour”.

[17] Prizel, op.cit., p. 278.

[18] For en diskussion af struktur-aktør debatten og en gennemgang af Hegels bud på en løsning, se Christensen 2002, pp. 10ff.

[19] For en gennemgang, se Christensen 2002, pp. 22ff. Den største samlede fremstilling bliver Buzan og Wæver, Regions, op.cit.

[20] The Economist observerer således: “Russia still has a sizeable nuclear stockpile, and could doubtless fire off enough missiles to overwhelm any anti-missile shield, at least in its infancy. Thus Russia can negotiate from a position of confidence, knowing its deterrent has plenty of life in it yet. If anything, Russia would like to save money by reducing its nuclear arsenal. But China has fewer warheads. The same technology that could be used to knock a few North Korean missiles out of the sky could presumably be upgraded to undermine China’s deterrent without too much trouble” (July 23, 2001: Arms and the man).

[21] For en gennemgang af konfliktens kronologi fra slutningen af 1980´erne til 1999 se Lyse Hansen 1999.

[22] For en gennemgang af politiske og økonomiske reformer i Centralasien igennem 90´erne, se Gregory Gleason: Foreign policy and domestic reform in Central Asia, Central Asian Survey, 2001, 20(2), pp. 167-182.

[23] Current Digest of The Post-Soviet Press (herefter Current Digest), vol. 54, no. 25 (2002), p. 18.

[24] For definitioner og diskussion, se Chrisetensen 2002, pp. 18ff.

[25] Current Digest, vol. 53, no. 51(2001), p. 20.

[26] Lyse Hansen 1999.

[27] Lyse Hansen 1999.

[28] Lyse Hansen 1999.

[29] Current Digest, vol. 54, no. 1 (2002), pp. 1-4; vol. 54, no. 3 (2002), pp.6-7.

[30] K. E. Sorokin: Geopolitika sovremennosti i geostrategija Rossii (Moderne geopolitik og Ruslands geostrategi), Moskva, 1996.

 

Litteraturliste

Del: