Russisk-amerikanske forsvars- og sikkerhedsrelationer

Det er stadig uvist, hvilke af de internationale relationers aktører, der vil blive hovedpoler (centre) i den nye, globale sikkerhedsstruktur. Og ingen kan sige med nøjagtighed, hvor længe overgangsperioden frem mod en ny ”postunipolær” orden vil vare ved, og for så vidt heller ikke, hvilken form den vil antage. Bliver den ”multipolær” eller helt uden poler, og som det primære, bliver det nye system mon mere holdbart end den unipolære, eller endda den bipolære verden.

Foto: Forsvaret.dk

Det er til gengæld indlysende, at inden for et overskueligt sigt vil USA og Rusland være systemskabende elementer i den globale sikkerhed. Det er væsentligt, at de russisk-amerikanske relationer ikke blot er produkter af nutidens tendenser og globale udviklingsproblemer, men at de to lande selv skaber dem. Vigtigst er, at de to stater i dag har ansvaret for at opretholde den militærstrategiske balance og dermed for at sikre freden.

Den sidste tids ændringer i det russisk-amerikanske forhold omfatter foreløbig kun deklarative og aftalemæssige aspekter af et muligt samarbejde, men ikke desto mindre er det et vigtigt fremskridt, eftersom praktiske tiltag kan forventes at følge efter under forudsætning af gensidig vilje dertil og under hensyntagen til hinandens interessee.

 Den globale udvikling: aktuelle tendenser og problemer
Etableringen af et nyt globalt system er præget af to tendenser, som gensidigt udelukker hinanden: samling via globalisering og splittelse gennem regionalisering.

Det må forventes, at disse to tendenser støder sammen i kampen om adgang til klodens fælles ressourcer (i amerikansk terminologi kaldet global commons), dvs. landjorden, vandområder (have og oceaner), luftrum og i de seneste år også til rummet og cyberspace. Dog er den mest aktuelle tendens for tiden den styrkede kamp om adgang til naturens ressourcer (fossile brændstoffer, forekomster af jern og andre metaller, herunder ædelmetaller, ferskvand, skove, agerjord mv.). Det er der en god grund til, nemlig den ulige fordeling af naturressourcerne på kloden. F.eks. har Kina med en befolkning på mere end 1,3 mia. mennesker svarende til en fjerdedel af jordens befolkning kun adgang til 8% af verdens ferskvandsbeholdninger. Kinas nabo, Rusland, har i alt 2,3% (ca. 143 mill. indbyggere) af verdens befolkning, til gengæld har Rusland betydelig større naturressourcer, i følge forskellige beregninger mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle verdens reserver.

Forskydningen af den globale økonomiske magt fører til regionalisering ikke alene af de økonomiske, men også de politiske relationer. EU og NATO stræber mod global rækkevidde. Shanghajsamarbejdsorganisationen (SCO) og BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) har i 2009 sat fart i udviklingen. Den Kollektive Sikkerhedsaftaleorganisation (CSTO) erklærer sig med stigende sikkerhed rede til at ligeværdigt samarbejde med NATO.

Det mest markante ved den globale udvikling i 2009 har dog været USA's erkendelse af den unipolære verdensordens endeligt, en verdensorden, som har eksisteret siden Sovjetunionens sammenbrud. Ideologisk er dette kommet til udtryk ved, at præsident Barrack Obamas administration har afstået fra forgængeren George W. Bush konceptuelle stræben efter global dominans. Barrack Obama erklærede således under sin tale den 23. september ved FNs 64. Generalforsamling: ”Intet land kan eller bør stræbe efter at dominere over andre. Ingen verdensorden, som sætter et land eller en gruppe af lande over alle andre, vil kunne holde.”

Der er dog endnu langt til, at USA tager mærkbare skridt frem mod at afstå fra ambitionen om et ensidigt, globalt førerskab. Men den omstændighed, at det efter G20-landenes topmøde i Pittsburgh i september 2009 bliver G20, og ikke G7 (USA med allierede) eller G8 (hvor Rusland står alene), som skal træffe afgørende økonomiske beslutninger af betydning for menneskehedens fremtid, giver anledning til en vis optimisme.

Globaliseringen, som de seneste tyve år er steget betydeligt i tempo og har indbragt de førende lande i verden store overskud, udløste i 2007 først en finanskrise, som et år senere udviklede sig til en global økonomisk krise af et omfang, som ikke er set siden 2. Verdenskrig.

Krisen er ikke ovre i 2009, men det forlyder, at lavpunktet for den økonomiske nedtur er passeret. Ifølge beregninger foretaget af analytikere i det internationale institut for strategisk forskning IISS i London var USA's vækst i BNP i 2007 2,8%, i 2008 1,1%. I 2009 forudses et fald med 2,8%, medens det i 2010 forventes uforandret.

Af de fire BRIK-lande får Rusland det sværeste år i 2009, hvilket også får indvirkning på næste år: 2007 +8,1%, 2008 +5,6%, 2009 -6% og 2010 +0,5%. Visse russiske økonomer antager, at det russiske BNP i 2010 kan vokse 1-1,5%. Så lave tal hænger hovedsagelig sammen med reduktionen i udvinding og eksport af energikilder. I de første 8 måneder af 2009 faldt gasudvindingen med 19,1%, mens eksporten faldt med 31,7% og gasforbruget på hjemmemarkedet faldt med 8,8%. Ifølge det russiske Ministerium for Økonomisk Udvikling, vil gasbranchen først i 2013 nå op på at udvinde den samme mængde, som før krisen, hvilket deusden har forbindelse med de internationale konjunkturer.

Det forholder sig beklageligvis sådan, at krig historisk set har været den mest effektive måde at få adgang til fremmede territorier. Krig har bevaret denne status helt til vor tid, hvilket stimulerer militariseringen af de globale processer. Dette kommer på den ene side til udtryk gennem fortsættelse af væbnede konflikter i områder, som er rige på naturressourcer (primært omkring olie- og gasreserverne i området ved den Persiske Golf), og på den anden side gennem en række landes vedvarende våbenkapløb og forsøg på at få adgang til militære teknologier, herunder først og fremmest til raket- og atomteknologi. Dette kan ikke undgå at fremme spredning af masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler til disse.

På den måde er USA og Rusland i de sidste år kommet til at figurere som de største leverandører af våben og materiel til markederne rundt om i verden, og de udkæmper samtidig en forbitret kamp om adgangen til dem.

Ifølge den seneste årsrapport fra USA's kongres’ forskningstjeneste om ”Leverancer af konventionelle våbensystemer til udviklingslande 2001-2008” var USA i 2008 den ubestridte leder i konkurrencen om omfanget af indgåede kontrakter om levering af våben. Dette gjaldt ikke alene våben til udviklingslandene (29,6 mia. USD eller 70,1%),  hvor man lagde stor afstand til Rusland, som indtog en andenplads (3,3 mia. USD eller 7,8%), men også salg til verdens øvrige lande, hvor USA stod for 37,8 mia. USD eller 64,8% af alle kontrakter i verden.

De seneste fire år (2005-8) har USA og Rusland domineret inden for våbenhandel med udviklingslandene. Omfanget af kontrakter om våbenleverancer indgået med disse lande udgjorde 91,4 mia. USD svarende til 59,6% af alle kontrakter i verden. USA's andel heraf udgjorde 36,7% (56,3 mia. USD), og Ruslands 22,9% (35,1 mia. USD). Til sammenligning var USA's andel af verdens samlede kontrakter i de samme år 42,6%, Ruslands 16,3%, Kinas 2,9%, medens de vesteuropæiske lande stod for 22,4%.

Det må endvidere tages i betragtning, at amerikanerne i kriseårene har øget deres våbenhandel, mens russerne omvendt har stigende vanskeligheder med at finde nye samarbejdspartnere. Som nævnt var omfanget af russiske kontrakter med udviklingslandene i 2008 3,3 mia. USD, medens Rusland året før i 2007 indgik kontrakter til et samlet beløb på 10,4 mia. USD med de samme lande.

Samtidig ser man en direkte modsat tendens i de to landes militærudgifter. USA har været nødt til stort set at fastfryse sit forsvarsbudget på niveauet for 2007-8 (godt 600 mia. USD) med løfter om delvis at reducere det efter 2010. Rusland har derimod til hensigt i planerne for det føderale budget for 2010 med et underskud på næsten 8% officielt at øge militærudgifterne med tilsvarende 8% til 36 mia. USD (i 2008 udgjorde væksten i udgifterne til forsvaret over 20%). Dog gør den høje inflation og voksende priser på våben og materiel det umuligt at tale om en egentlig forøgelse af Ruslands militære potentiale.

Vore dages væbnede konflikter ændrer karakter, idet betydningen af kampen på informations- og ideologisiden vokser som følge af nye informationsteknologier. Menneskets rolle i krig forandres. Fra at være agerende kriger og soldat er han blot blevet til en lille del af hele kampsituationen. I dag udkæmpes asymmetriske kamphandlinger primært blandt den fredelige civilbefolkning, uanset om der er tale om urbaniseret terræn eller bjerge og ørken.

Man kommer ikke udenom endnu to globale tendenser, som også har indflydelse på relationerne mellem stater. Den ene hænger sammen med demografiske processer og migrationsstrømme, den anden med, at uddannelse og viden bliver til et effektivt instrument til at skabe økonomisk udvikling. På begge felter befinder USA og Rusland sig i diametralt modsatte lejre.

Prognoser siger, at USA om 30-40 år vil være det eneste højtudviklede land i verden, som til den tid fortsat vil have naturlig befolkningstilvækst, og hvor befolkningens gennemsnitsalder er under 40 år. For Ruslands vedkommende forudses til gengæld, at befolkningstallet i bedste fald vil være uforandret, men dens gennemsnitsalder vil blive væsentligt højere og antallet af pensionister større, og i værste fald et drastisk fald i befolkningstallet til næsten det halve. Rusland forsøger at vende disse prognoser, således oversteg fødselstallet i september 2009 for første gang i 15 år dødeligheden.

De samtidigt virkende integrations- og desintegrationsfaktorer for den globale udvikling kan ikke undgå at fremme udviklingen af andre globale tendenser og samtidig skabe nye. De alvorligste blandt dem ser i dag ud til at være følgende:

  • styring af globaliseringsprocesserne (i informationsmæssig, finansmæssig, økonomisk og migrationsmæssig henseende);
  • forøgelse af effektiviteten i bekæmpelsen af den internationale terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og raketteknologier;
  • udtømmelse af de fossile brændstoffer og andre naturrigdomme;
  • bevarelse af et miljø, som mennesket kan færdes i (kampen mod klimaændringer, økologiske katastrofer, bevarelsen af flora og fauna);
  • bekæmpelse af fattigdom og pandemier;
  • hindring af brug af militære midler til at løse sociale konflikter.

Selv en flygtig gennemgang af problemkataloget er nok til at se, at ingen af de opremsede globale problemer på nuværende tidspunkt rammer Ruslands og USA's vitale interesser direkte, men samtidig kan ingen af dem løses uden disse landes deltagelse. Hvordan er det så gået til, at forholdet mellem Rusland og USA i slutningen af 2008 befandt sig på et lavpunkt, efter at et nyt Rusland for næsten tyve år siden kom til på den internationale scene?

De væsentligste faktorer af betydning for udviklingen af det russisk-amerikanske forhold i 2009
Til hovedfaktorer med indflydelse på Ruslands og USA's relationer på sikkerhedsområdet kan regnes: status for 2008 (herunder valg af nye præsidenter i begge lande, samt resultater og følger af Ruslands væbnede styrkers peace enforcement operation mod Georgien), den historiske arv i de bilaterale relationer i almindelighed, NATOs jubilæumstopmøde, udkommet af de pågående militæroperationer i Afghanistan og Irak, den globale finans- og økonomiske krise, udviklingen af Irans atomprogram, USA's beslutning om at justere planerne for opstillingen af et amerikansk missilforsvarssystem og resultaterne af personlige møder mellem præsident Medvedev og præsident Obama i april, juli, september og november 2009.

Det skal straks siges, at temperaturen i de bilaterale relationer i løbet af det år, der er gået siden femdagskrigen i Kaukasus, er faldet stort set fra et nulpunkt, som kunne sammenlignes med indledningen på en ny kold krig, til en temperatur, som det er for tidligt at kalde normal, men som man kan leve med.

USA mener, at de største problemer i det bilaterale forhold har rod i Ruslands ”neoimperialistiske bestræbelser”, i hvad der skulle være en russisk følelse af såret stolthed, skam og hævnlyst for ydmygelserne i de første år efter Sovjetunionens sammenbrud. Men det, som irriterer amerikanerne mest er russernes hårdnakkede modstand mod at lade sig lede af de værdier, som amerikanerne forsøger på med magt at udbrede til hele verden. Følgen af, at parterne ser hinanden sådan, er en følelse af gensidig mistillid og en forventning om, at den anden part bør tage det første forsonende skridt. Dette kunne måske tilskrives arven fra den bipolære verdensorden, men forklaringen er nok en anden.

Indtil for nylig havde USA ikke noget behov for et reelt - og ikke bare deklarativt - strategisk partnerskab med Rusland. Et sådant behov kan i dag alene tilskrives gensidig økonomisk afhængighed. Formindskelse af truslen om atomkrig og reduktion af de nukleare beholdninger er ganske vist utvivlsomt vigtige mål for amerikanerne, eftersom Rusland er det eneste land, der er i stand til at udslette USA. Men hvem anser det i dag for en seriøs mulighed, at Rusland skulle rette et nukleart ”first strike” mod USA?

Kina er ikke i stand til at udslette USA i en duel på nukleare missiler, og USA lægger netop op til Kina om at overveje en ny ”bipolaritet”. Dette skyldes, at Kinas guld- og valutareserver i dag overstiger 2.000 mia. USD, samtidig med at det kinesiske forbrugermarked ikke kan undgå at tiltrække sig den eksportorienterede amerikanske økonomis opmærksomhed. Samhandlen oversteg i 2008 400 mia. USD med et plus i Kinas favør på 266 mia. USD. Dette skal sammenlignes med, at omfanget af den russisk-amerikanske samhandel, som ganske vist blev tredoblet i 2008, i alt udgjorde 36 mia. USD. I det første halvår af 2009 faldt samhandlen mellem USA og Rusland væsentligt. På listen over investorer i russisk økonomi indtager USA en ottendeplads.

USA beskylder fortsat Rusland for antiamerikansk indstilling og for at undertrykke de omkringliggende lande ved at erklære dem for særlig interessesfære (det er i den sammenhæng værd at spørge, hvilken status Mexico har i forhold til USA). USA beskylder endvidere Rusland for at forsøge at påvirke den politiske udvikling i nabolandene, for at udøve energichikane mod dem og for i det hele taget at stræbe mod reetablering af det sovjetiske imperium.

Rusland har også sine indvendinger mod USA. De overordnede vedrører USA's stræben mod at påtvinge verden den amerikanske model for global udvikling og den overdrevne ideologisering af de internationale relationer ved kunstigt at forsøge at opdele menneskeheden i tilhængere og modstandere af en ny ”ekstremistisk ideologi, terrorismen”, som amerikanerne sidestiller med nazismen og kommunismen.

Rusland er dog mere bekymret over de konkrete, amerikanske tiltag, som udgør en reel trussel mod Ruslands nationale sikkerhed. Her tænkes på indledningen af militære konflikter i Eurasien (Afghanistan, Irak), truslen om anvendelse af militær magt mod Ruslands naboer (Iran, Nordkorea), intentionen om at svække det russiske, nukleare potentiale ved etableringen af et globalt missilforsvarssystem, udbredelsen af NATOs militære infrastruktur og organisationens fortsatte udvidelse i retning af Ruslands grænser, støtten til antirussiske holdninger hos dele af ledelsen og befolkningen i nogle af de tidligere sovjetrepublikker, samt at man provokerer enkelte af disse til at anvende militær magt til løsning af konflikter.

Både USA og Rusland har taget skridt, som trods erklæringer fra lederne af begge lande om ønske om at forbedre de gensidige relationer, på ingen måde kan anses for venligtsindede.

På NATO-topmødet i april 2009 bekræftede man muligheden for, at Ukraine og Georgien i fremtiden kan optages i alliancen og afviste i praksis den russiske præsident Medvedevs initiativ til etablering af en ny sikkerhedsstruktur i det europæiske område.

Men ikke desto mindre har USA brug for Rusland som partner, i hvert fald på mellemlangt sigt. Dette hænger sammen med, at USA i dag bestræber sig på som det vigtigste få tilendebragt den militære fase af konflikten i ”Store Mellemøsten”, og hertil har USA brug for tid, ressourcer, nye partnere og allierede. Tilstrækkelige forudsætninger herfor vil være, at kunne reducere antallet af amerikanske styrker til det mindst mulige inden for de tidsfrister, som den amerikanske administration har lovet og en tilsvarende nedgang i antallet af tab af personel, at fjerne Irans potentielle nukleare rakettrussel mod USA's allierede i den arabiske verden og mod Israel, og at eksportstrømmen af energiressourcer fra regionen igen bliver stabiliseret.

Barrack Obama har lovet at indstille USA's militærs deltagelse i kamphandlinger på irakisk territorium inden september 2010 og at trække samtlige styrker ud af landet inden udgangen af 2011 (altså netop inden starten på den næste præsidentvalgkampagne i USA), hvilket dog er vanskeligt at tro.

Situationen i Afghanistan er meget alvorligt. Tabene vokser i takt med forøgelsen af antallet af amerikanske styrker i landet. I den tid Barrack Obama har været ved magten er antallet af amerikanske styrker i Afghanistan vokset med 22.000 og nærmer sig nu 70.000 mand. Kravene fra Pentagons ledelse om at forøge koalitionsstyrken til et samlet tal på 120.000 lyder højere og højere. (Det er bemærkelsesværdigt, at et af argumenterne, som man bygger netop dette antal på er, at det var netop størrelsen på de sovjetiske styrker i Afghanistan i 1980’erne. Blot var det dengang amerikanerne, som bevæbnede muhajedinerne).

Det er oplagt ikke i Ruslands interesse, at talebanbevægelsen vender tilbage til magten i Afghanistan og at konflikten breder sig til de centralasiatiske lande. Det er formentlig med dette i tankerne, at Rusland i starten af 2009 gav tilladelse til at transportere containergods til koalitionsstyrkerne gennem russisk territorium. I juli indgik man aftale om anvendelse af russisk luftrum. Ifølge aftalen mellem de to regeringer om transit af våben, materiel og personel gennem Rusland i forbindelse med de amerikanske styrkers deltagelse i indsatsen for at skabe sikkerhed, stabilitet og genopbygning af Afghanistan er USA helt fritaget for at betale transitafgifter. Amerikanske flystyrker har tilladelse til at gennemføre 4.500 flights årligt, hvilket gør det muligt at forsyne tropperne i Afghanistan mere effektivt og samtidig spare den amerikanske statskasse for 133 mill. dollar. Det er heller ikke i Ruslands interesse at den afghanske konflikt skal udvides til Pakistan, idet det vil skabe nye trusler mod den nukleare ikke-spredningsordning, som i forvejen har svære vilkår.

Der er ingen tvivl om, at Iraks og Afghanistans (og til en vis grad også Pakistans) problemer ikke kan løses effektivt uden Irans deltagelse. Men forinden skal Irans eget nukleare problem løses. I denne sammenhæng kan Ruslands assistance vise sig meget nyttig. Ikke-spredning af A-våben er en for USA nyttig dagsorden for relationerne til Rusland, som på sin side er interesseret i en forlængelse af START-aftalen. Amerikanske skeptikere udtaler, at USA ikke har brug for en ny aftale, da antallet af russiske strategiske våben alligevel vil blive reduceret kraftigt med tiden, efterhånden som de opstillede ballistiske missilers levetid udløber. Men som vi dog har konstateret, har Barrack Obamas administration kun givet sig selv tre år til at forlade den irakiske blindgyde. Ydermere skal der inden for samme tidsrum findes en løsning på den afghanske konflikt. Uden en sådan vil NATOs fremtid være særdeles uvis.

Rusland og USA har i 2009 i forståelse for hinandens motiver satset på nedrustningsområdet som det lokomotiv, der skal trække de bilaterale relationer ud af farezonen. Efter den russiske og amerikanske præsidents møde i London i april blev det klart, at begge parter må komme hinanden i møde for at opnå enighed.

Den 6. juli i år har parterne på et møde i Moskva afstemt et dokument benævnt ”Gensidig forståelse vedrørende fortsat reduktion og begrænsning af offensive, strategiske våben”, hvori man bekræftede hensigten om i nærmeste fremtid at indgå en ny, juridisk bindende aftale til erstatning for den nugældende START-aftale. Det blev besluttet, at begge parter vil reducere og begrænse deres offensive, strategiske våben, således at  lofterne syv år efter aftalens ikrafttræden og videre frem kommer til at udgøre 500-1100 strategiske fremføringsmidler og 1500-1675 dertil hørende sprænghoveder”.

De afgørende forskelle i parternes synspunkter vedrørende en ny aftale handler om forholdet mellem offensive og defensive strategiske potentialer. Rusland forbandt spørgsmålet om antallet af fremføringsmidler og sprænghoveder uløseligt med de videre planer for USA's missilforsvarssystem i Europa.

Den 17. september bekendtgjorde USA's præsident planer om ændringer i opbygningen af missilforsvarssystemet. Fra amerikansk side forsøgte man uden dog at ændre egne strategiske prioriteter at fjerne det største problem fra agendaen for de russisk-amerikanske relationer, nemlig det tredje stillingsområde bestående af en radar i Tjekkiet og en antimissilstillinger i Polen. Dette skete en uge før FNs topmøde for medlemsstater af Sikkerhedsrådet om nuklear nedrustning og ikke-spredning den 24. september i New York, hvor opmærksomheden uundgåeligt blev rettet mod Irans atomprogram.

Det er stadig vanskeligt at sige, hvordan Irans indstilling vil blive påvirket af topmødet, men at Ruslands holdning til spørgsmålet set i lyset af de russisk-amerikanske relationer blev afklaret, er tydeligt. Ruslands præsident Medvedev erklærede under et møde med præsident Obama den 24. september: ’Vores opgave består i at skabe et system af stimuli, som gør det muligt på den ene side at løse spørgsmålet om Irans fredelige udnyttelse af atomenergien, og på den anden side ikke at tillade udvikling af kernevåben. Derfor bør vi, som ansvarsbevidste medlemmer af verdenssamfundet og to mægtige kernevåbenmagter, give klare signaler om dette (…).  Hvad angår forskellige former for sanktioner, er Ruslands enkle holdning, at sanktioner sjældent fører til produktive resultater, men kan i visse tilfælde være uundgåelige’. Dette synspunkt gentog han i november i år i Singapore.

Relationerne mellem de nuværende præsidenter for Rusland og USA er faldet positivt ud. Dog er gode relationer mellem USA og Ruslands ledere ikke noget usædvanligt i nyere tid. Lignende relationer havde også præsidenterne Boris Jeltsin og Bill Clinton (18 møder), samt Vladimir Putin og George Bush (27 møder). Men om det gode forhold mellem Medvedev og Obama kan omsættes i et strategisk partnerskab mellem de to lande i tredje forsøg, er der ingen der tør spå om endnu. At dømme efter antallet og arten af arbejdsgrupper, som indgår i den bilaterale Præsidentkommission, som blev oprettet i juli i år, er der alle muligheder for, at det kan lykkes. Kommissionen vil behandle spørgsmål om atomkraft og nuklear sikkerhed, våbenkontrol og international sikkerhed, udenrigspolitik og terrorbekæmpelse, foranstaltninger mod ulovlig narkotikahandel, udvikling af forretningskontakter og handelsøkonomiske relationer, energiforsyning og miljø, landbrug, videnskab og teknologiprocesser, rumfartssamarbejde, sundhedstjeneste, samarbejde inden for forudsigelse og bekæmpelse af katastrofesituationer, ja sågar om civilsamfundet og uddannelses- og kulturudveksling. Selv militært samarbejde om forsvar, inden for ekstern efterretningstjeneste og sportskontakter gik ind under supplerende områder, som man vil tage stilling til at oprette arbejdsgrupper om inden for få måneder.

Omfanget og prioriteringen i opremsningen af arbejdsgrupper i aftalen vidner om reelle hensigter og muligheder i de to landes relationer. Dog har amerikanerne på de fire første topmøder ikke vist interesse for Ruslands væsentligste bekymring, der vedrører status og fremtiden for det internationale sikkerhedssystem, vi har i dag. Det er der ikke noget mærkeligt i, da USA og Rusland forholder sig til opstilling af deres strategiske prioriteter ud fra hver deres opfattelse af staternes plads og betydning i den globale udvikling. Dette ses også i deres nationale strategier.

Et hovedmål i Ruslands Udenrigspolitiske koncept (fra august 2008) er at søge mod at ”etablere et multipolært system for de internationale relationer, som reelt afspejler verden af i dag med dens mangfoldigheder og forskelligartede interesser”. Denne tanke blev i 2009 stadfæstet i Ruslands Nationale Sikkerhedsstrategi gældende frem til 2020. Men den multipolære model, som Rusland finder grundlæggende, har endnu ikke opnået hverken ideologisk eller praktisk støtte fra USA's side.

Præsident Obamas administration, som har overtaget en nok så vanskelig militærpolitisk, finansiel og økonomisk arv, er i bund og grund primært optaget af indenrigspolitiske problemer og forsøg på at finde en vej ud af den militære konflikt i Store Mellemøsten. Derfor skal man næppe heller forvente, at USA på mellemlangt sigt lancerer nogen ny ”overordnet strategi”. Det betyder dog på ingen måde, at USA vil komme til at handle uden langsigtede mål, endsige afstå fra intentioner om at forme et nyt globalt sikkerhedsmiljø ud fra egne interesser og værdier.

USA vil næppe inden for de nærmeste år acceptere noget mindre end den globale førerrolle, ikke mindst da landets militære, teknologiske, økonomiske og sågar finansielle situation gør det muligt. Politiske, ideologiske og finansielle begrænsninger vil utvivlsomt vise sig, men de vil ikke kunne ændre USA's udenrigspolitiske hovedkurs afgørende, eftersom sandsynligheden for, at der etableres en ny bipolær verdensorden inden for de næste 15-20 år er ringe. Dette gælder også muligheden for en antiamerikansk alliance mellem verdens førende lande. Derfor vil USA næppe afstå fra sit mest effektive instrument til sikring af landets globale interesser i dag, nemlig anvendelse af militær magt.

Den nye strategi for globalt lederskab kan realiseres ved at fastholde USA's førerposition i de vigtigste internationale institutioner, ved at kontrollere de regionale processer og at etablere særlige bilaterale forbindelser med verdens førende lande, som ikke er med i nogle af de militærpolitiske alliancer, som USA står i spidsen for, altså Kina, Indien og Rusland. Dette vil udelukke (eller vanskeliggøre) etableringen af et nyt kraftcenter med samme styrke som USA eller at de nævnte lande tilnærmes gennem antiamerikanske synspunkter.

Men denne strategi vil være forskellig fra den strategi for globalt lederskab, som George Bush stod for. Barrack Obamas første initiativer peger i retning af en forskydning af bestræbelserne i retning af et genetablere potentialet i ”USA's moralske lederskab”. Det er en strategi for et globalt engagement i en ny ideologisk indpakning: lederskab ikke efter eget ønske, men angiveligt, efter ”tidens krav” (fordi der ikke er andre, som kan eller vil påtage sig denne opgave). Dette må anses for en strategi i en overgangsperiode, indtil en ny global verdensorden er skabt.

Potentielle områder for et russisk-amerikansk militærpolitisk samarbejde
Udkommet af de russisk-amerikanske relationer i 2009 har gjort det muligt at definere grænserne for dette samarbejde de to lande imellem på kort og mellemlangt sigt. Ruslands initiativ til at bringe det globale sikkerhedssystem i overensstemmelse med den faktiske aktuelle situation ved at regulere antallet af elementer, som indgår heri, deres rolle i systemet og de funktionelle relationer mellem dem, har ikke fået støtte fra USA og dets allieredes side.

USA er interesseret i, at Rusland deltager i de globale projekter, som har direkte relation til kampen mod international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. De facto afgrænser USA dette samarbejde til Store Mellemøsten, eventuelt om nødvendigt tilføjet Centralasien. USA nævner af og til Nordkorea, men igen kun i forbindelse med ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben.

Med udgangspunkt i dette kan Rusland vælge mellem et antal løsninger. Den generelle tilgang til et samarbejde med USA på det militærpolitiske område må ligge inden for følgende muligheder.

Første variant består i at øge Ruslands egne kapaciteter til at skabe militær sikkerhed og gøre USA interesseret i at samarbejde med Rusland. Det er den mest effektive vej, men samtidig også den mest bekostelige. Hertil skal lægges, at den vil stimulere et fortsat våbenkapløb og give næring til nogle af Ruslands naboers antirussiske udenrigspolitiske kurs.

Anden variant består i at styrke de politiske og militærpolitiske alliancer, som Rusland er med i og gøre dem ligeværdige med tilsvarende alliancer i det euroatlantiske område og den asiatiske stillehavsregion. Det er en vej med mange muligheder, men også den vil betyde omkostninger til at tiltrække partnere og vil samtidig befordre en regionalisering af de internationale relationer.

En tredje variant kunne være at øge effektiviteten af de eksisterende samarbejdsmekanismer og øge potentialet i de bilaterale militærpolitiske forbindelser. Dette er dog den mest tidskrævende og mindst lovende vej, hvis man ikke udvider og uddyber samarbejdet på det økonomiske felt.

Under alle omstændigheder er udgangspunktet at øge Ruslands økonomiske potentiale og integrere landet i verdensøkonomien. Dette vil indsnævre Ruslands valgmuligheder indtil man er kommet ud af den finansielle og økonomiske krise.

Derfor må den optimale variant under de givne vilkår være en ”pragmatisk realisme”, altså at sikre russiske nationale interesser inden for militær sikkerhed et skridt ad gangen. Det handler ikke om at ”bytte amerikansk missilforsvarssystem for sanktioner mod Iran”, for på den måde risikerer man at få nye alvorlige fjender og forværre ens egen situation. Men hvis den nuværende militærpolitiske situation i verden ikke forandres, vil Rusland have mulighed for to-tre år frem at udnytte fordelen af at ”vælge modtræk”, forudsat at Ruslands økonomiske situation ikke forværres drastisk.

Det er utvivlsomt i Ruslands interesse, at gøre fælles bestræbelser med USA på at styrke ikke-spredningsarrangementer vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder at give andre lande bedre mulighed for at overholde deres forpligtelser i henhold til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1540 og en fortsat forøgelse af sikkerheden på nukleare objekter verden rundt.

En indsats for at koordinere Ruslands og USA's militærstrategiske prioriteter på andre områder end ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og international terrorisme er nødvendig. Der er mange gange blevet talt om de to landes bestræbelser for at koordinere deres militære strategier/doktriner, men hensigterne er endnu aldrig realiseret. I dag er det igen blevet muligt. Rusland har netop offentliggjort sin Nationale Sikkerhedsstrategi til 2020 og er ved at være klar til at offentliggøre en ny militærdoktrin. En ny national sikkerhedsstrategi er under udarbejdelse i USA, og USA's Nationale forsvarsstrategi 2008, vil formentlig blive revideret når det fireårlige nationale Defence  Review og Nuclear Posture Review offentliggøres i starten af 2010.

Det kan vise sig nyttigt at intensivere kontakterne med de europæiske NATO-medlemslande for at samarbejde ang. etablering af et europæisk missilforsvarssystem. Det kan bevæge USA og Rusland i retning af gensidig forståelse om etablering af et globalt missilforsvarssystem på international basis.

USA forsøger at finde veje til at indvirke på Shanghaj-samarbejdsorganisationen (SCO) – og derigennem på Kina. SCO har et politisk formynderskab for Den Kollektive Sikkerhedsaftaleorganisation (CSTO). Hvis CSTO på nuværende tidspunkt ønsker at etablere et gensidigt udbytterigt samarbejde med NATO, bør dette udnyttes til at udvide samarbejdet mellem CSTOs ledende land Rusland og USA. Det kunne til en start bestå i fælles øvelser vedr. antiterrorvirksomhed.

Gennemførelse af planerne for samarbejde mellem Ruslands og USA's forsvarsministerier og militære styrker bør være en konkret samarbejdsmekanisme mellem de to lande på det militærpolitiske område. Resultaterne af dette samarbejde skal offentliggøres, så de kan medvirke til at fjerne det traditionelle ”fjendebillede” i den almene bevidsthed hos begge landes borgere.

Ifølge den aftale (et memorandum om en arbejdsplan til optimering af det militære samarbejde for 2009), som blev underskrevet i juli i år i Moskva af chefen for den russiske Generalstab og den amerikanske Chairman of the Joint Chiefs of Staffs (JCS), skal der inden udgangen af 2009 gennemføres tyve fælles aktiviteter, herunder drøftelse af strategiske spørgsmål mellem repræsentanter for Generalstaben og JCS. Men indtil nu er offentligheden ikke blevet bekendt med resultatet af et sådant samarbejde. Det kan muligvis ikke være anderledes, eftersom samarbejdsaktiviteterne først er blevet indledt i andet halvår.

Af andre aktiviteter aftalt for 2009 kan nævnes en studierejse for russiske kadetter til US Military Academy i West Point, planlægning af en fælles øvelse i indsats mod kapring af luftfartøjer i nationalt og internationalt luftrum, et besøg af undervisere fra det russiske Akademi for Landtropper på Army Combined Arms Center i Fort Leavenworth (Kansas), og et maritimt wargame med deltagelse af repræsentanter fra det russiske Flådeakademi og det amerikanske Naval War College.  Under drøftelserne af indholdet af det nævnte memorandum var der også tale om at etablere et samarbejde med Ruslands forsvarsministerium og US European Command i 2010.

Der er ingen garantier for, at denne plan for et meget synligt samarbejde ikke lider samme skæbne som sine forgængere, men det er bedre end at tale om, at en ny kold krig er indledt.

Afslutning
Forbedring af de russisk-amerikanske sikkerhedsrelationer er ikke alene noget, som nogen kunne ønske sig, det er tidens krav. Den første omfattende økonomiske krise i globaliseringens tid bør være en advarsel til verdens ledere. Efter den økonomiske krise kan der følge en skærpelse af kampen om adgangen til naturressourcer, som kan lede til regionale konflikter og global politisk konfrontation med risiko for anvendelse af militær magt. Så vidt må det ikke komme.

Hidtidige forsøg i det 21. årh. på at forbedre Rusland og USA's strategiske relationer er foreløbig endt uden resultat, trods højlydte deklarationer og aftaler.

Mod slutningen af 2009 er historien ved at gentage sig. Men selv indgåelse af en af ny, strategisk START-aftale vil ikke kunne hindre finansielle, miljørelaterede, demografiske og andre kriser forude. Derfor må samarbejdet mellem Rusland og USA række ud over de rent militærstrategiske rammer. Det skal have kompleks karakter, således at det vil være muligt at arbejde på at forudse og hindre enhver form for sikkerhedsrelateret konflikt.

PDF med original udgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

Litteraturliste

Del: