Ruslands ny nationale sikkerhedskoncept og militærdoktrin

I perioden 1. marts 1998 til 31. juli 2000 Danmarks for svar s attache i Moskva og
Minsk

Foto: Kremlin.ru

Baggrund
Ved opløsningen af Sovjetunionen i 1991 overtog Den Russiske Føderation langt
hovedparten af de tidligere sovjetiske styrker, herunder også de nukleare. De følgende
år blev præget af kaotiske tilstande i de væbnede styrker, hvor man bl.a. skulle absorbere
tilbagetrækningen af store styrker fra de tidligere Warszawapagtlande samt store
nedskæringer i personelstyrken. Det tidligere så privilegerede offlcerskorps oplevede
en social nedtur uden fortilfælde og de væbnede styrker gennemgik drastiske nedskæringer
fra ca. 4.5 mio mand i 1991 til ca. 1.2 mio mand i 1997. Der blev iværksat
flere tiltag til gennemgribende reformer af de væbnede styrker, men som det så ofte er
sket i Ruslands historie, har reformerne haft en tendens til at løbe ud i sandet og dermed
aldrig blive gennemført til bunds. Det har betydet, at man ikke har fået gennemført
de nødvendige strukturelle reformer. Der er således et betydeligt misforhold mellem
mål og midler i de væbnede styrker. Behovet for overordnede retningslinier for det
russiske forsvars formål, opgaver og udvikling i den ny verdensorden var derfor allerede
i begyndelsen af 90eme evidente. Dette søgtes tilgodeset ved udgivelsen af dokumentet
”Om Den Russiske Føderations militærdoktrins grundlæggende forholdsregler”
af 2. november 1993. Dette dokument var i virkeligheden en afløser for den gamle
sovjetiske militærdoktrin, eller rettere en del heraf.
Den sovjetiske militærdoktrin bestod af en overordnet politisk-militær del eller
i vestlig terminologi en sikkkerhedspolitisk del, der var formuleret af kommunistpartiet
( af centralkomiteens sekretariat og vedtaget af politbureauet) samt en militærteknisk
del, der var formuleret af den sovjetiske generalstab, dog under nøje politisk kontrol.
Dokumentet, eller rettere komplekset af dokumenter, var højt klassificeret og indholdet
heraf var derfor kun i meget generel form kendt i offentligheden.
Den ny militærdoktrin af 1943 omfattede både det sikkerhedspolitiske og det militære
element, det første dog i noget ufuldstændig form. Dokumentet blev offentliggjort,
bortset fra en mere specifik militær del, som forblev hemmelig. Det var udtryk
for et brud med den sovjetiske arv, både at det meste af dokumentet blev offentliggjort
og at det var udpræget defensivt i sit indhold. Det stod dog hurtigt klart, at der var
behov for et mere politisk dokument med en bredere tilgang til begrebet national
sikkerhed. Et sådant dokument blev offentliggjort den 17. december 1997 under betegnelsen
”Den nationale sikkerhedskoncept”.
I russisk optik ændrede den sikkerhedspolitiske situation sig imidlertid i en sådan
grad i perioden umiddelbart efter sikkerhedskonceptens offentliggørelse, at der i de
ledende politiske og militære kredse opstod et krav om en revision af de to dokumenter.
Dette krav blev især fremført i militære kredse som en konsekvens af NATOs
beslutning om udvidelse af Alliancen med Polen, Tjekkiet og Ungarn og den for Rusland
deraf opståede ugunstige geopolitiske og strategiske situation. I forbindelse med
offentliggørelsen af dokumentet ’’Koncept for den statslige politik for udviklingen af
de militære styrker frem til år 2005” den 1. august 1998 bebudede forsvarsminister
Sergeyev, at man ville påbegynde arbejdet med en revision af militærdoktrinen, henset
til den ændrede sikkerhedspolitiske situation. Det var det almindelige indtryk blandt
velinformerede iagttagere i Moskva, at arbejdet gik trægt. Det fik imidlertid tilført en
utilsigtet dynamik ved udgangen af 1998, da USA og Storbritannien i december begyndte
en serie bombardementer i Irak uden at bekymre sig om at indhente russisk
accept. Det blev opfattet som en uhørt ydmygelse af den tidligere supermagt og en
demonstration af den russiske svaghed og afmagt. Dette var imidlertid for intet at regne
mod indledningen af NATO-aktionen mod Serbien den 24. Marts 1999. Igen blev den
russiske afmagt sat til skue i fuld offentlighed. Det sidste russiske symbol på stormagtsværdighed,
veto-retten i FNs sikkerhedsråd, viste sig at være værdiløs. Arbejdet med
en revision af militærdoktrinen tog fart og under den store øvelse Zapad-99 i forsommeren
1999 demonstrerede Rusland, hvilke konsekvenser man drog af den seneste
geostrategiske udvikling. I øvelsesscenariet udviklede en lokal konflikt med stærke
associationer til den jugoslaviske til en større regional konflikt mellem Rusland og de
vestlige lande. En større aggression mod Rusland var under udvikling med en betydelig
vestlig styrkeopbygning i de baltiske lande. Situationen udviklede sig i en sådan
retning, at man fra russisk side måtte tage kernevåben i anvendelse (førstegangsbrug)
for at standse aggressionen fra NATO.
Et efterfølgende møde i det nationale sikkerhedsråd førte til en række beslutninger
om at udvikle ”low-yield nuclear weapons” samt sofistikerede konventionelle våben,
der kan anvendes i den moderne ’’kontaktløse” krigsførelse. Man ville endvidere lægge
vægt på evnen til at kunne føre informationskrig, hvilket blev anset for at være en af
de vigtigste erfaringer fra Kosovo-krigen. NATO-aktionen mod Jugoslavien forstærkede
de allerede eksisterende anti-vestlige strømninger i det russiske samfund og animositeten
mod NATO og ikke mindst USA er stadig mere end et år efter konfliktens
afslutning bredt folkeligt forankret.
I løbet af sommeren og efteråret 1999 tegnede der sig et billede af en russisk
opfattelse af NATO som værende den primære trussel mod fundamentale russiske
sikkerhedsinteresser og deraf følgende bestræbelser på at træffe foranstaltninger til at
imødegå denne trussel. Der var bred tilslutning til daværende premierminister Primakovs
formulering af den russiske udenrigspolitik. Denne skulle fremme tendenserne til
en multipolær verden, hvor Rusland var et af de vigtigste centre. Rusland var at betragte
som en stormagt, ikke en supermagt, men med udstrakte globale forpligtelser. Det
var et overordnet russisk mål, at imødegå tendenserne til en unipolær verdensorden
med USA og dets allierede i NATO som de altdominerende aktører. Det var derfor
russisk politik at søge at imødegå disse tendenser med alle til rådighed stående midler,
idet man dog tilstræbte at undgå direkte konfrontation. Etablering af en alliance med
Kina og Indien var et højt prioriteret mål. Denne politik var ambitiøs og den var også
for ambitiøs. Ruslands politiske, økonomiske og militære basis var simpelthen for svag
til at kunne realisere denne politiske målsætning. Kredsen omkring daværende præsident
Yeltsin og ikke mindst præsidenten selv ønskede en mere pragmatisk tilgang.
Dette var én, men langtfra den eneste af grundene til Primakovs fald i forsommeren
1999. Hans efterfølger Stepashin nåede ikke at få markeret sig på det udenrigspolitiske
felt, før han blev udskiftet med Vladimir Putin i løbet af efteråret. På dette tidspunkt
havde nye og for Rusland i virkeligheden langt alvorligere trusler manifesteret sig i
form af den tjetjenske invasion i Dagestan og den tiltagende destabilisering i hele
Nordkaukasus med udgangspunkt i de helt uacceptable tilstande i Tjetjenien. Kort efter
indledtes den anden tjetjenske krig, der klart demonstrerede, at Ruslands alvorligste
sikkerhedsproblem ikke udgik fra vest, men fra syd i form af terrorisme, national som
international, muslimsk fundamentalisme samt problemer med føderationens sammenhængskraft.
Denne type konflikt fordrer effektive konventionelle styrker, hvilket derfor
krævede en anden prioritering end den, der var fastlagt på det føromtalte møde i sikkerhedsrådet
i forsommeren 1999. Man ventede derfor i spænding på, hvordan dette
dilemma ville blive håndteret i den længe ventede revision af militærdoktrinen og den
nationale sikkerhedskoncept.
Den nationale sikkerhedskoncept er det overordnede politiske dokument, der skal
godkendes af såvel Dumaen som Føderationsrådet og derefter underskrives af præsidenten.
Det ville derfor være formelt korrekt, at dette dokument var styrende for udarbejdelsen
af militærdoktrinen, der er et underordnet dokument, der skal godkendes i
det nationale sikkerhedsråd og derefter underskrive af præsidenten. Imidlertid fik
offentliggørelsen af de to dokumenter et interessant forløb, der indikerede en ikke
ubetydelig uenighed i det sikkerheds- og forsvarspolitiske establishment. Til almindelig
overraskelse blev militærdoktrinen offentliggjort - i udkast!!! - i de væbnede styrkers
dagblad, Krasnaya Zvezda (Røde Stjerne - det hedder det stadig, næsten 10 år efter
Sovjetunionens sammenbrud, hvilket er symbolsk for videreførelsen af de gamle traditioner
og det gamle tankegods) den 9. Oktober 1999, efter at udkastet havde været til
drøftelse den 29. September på et udvidet møde i forsvarsministeriet kollegium, der
består af nøglepersonerne i forsvarsministeriet og generalstaben. 1. Vice-generalstabschef,
generaloberst Valerij Manilov, der har været en af hovedkræfterne bag den ny
militærdoktrin, udtalte til avisen, at man ønskede doktrinudkastet ud til en bred offentlig
debat, unægtelig en nyskabelse, der imidlertid fik onde tunger til at antyde, at der
nok var tale om et smart forsøg på at lægge pres på de civile beslutningstagere i præsidentadministrationen
og i det nationale sikkerhedsråd. Pressen rejste naturligvis straks
spørgsmålet, hvad der var blevet af det styrende dokument, den nationale sikkerheds
koncept. Det blev herefter meddelt af det nationale sikkerhedsråds sekretær, Sergej
Ivanov, en af Putins meget nære medarbejdere, at den var blevet drøftet og vedtaget
på et møde den 5. oktober i det nationale sikkerhedsråd, men at den ikke ville blive
offentliggjort, før den havde været forelagt Dumaen, Føderationsrådet og præsidenten.
Koncepten blev godkendt og underskrevet den 10. Januar 2000 af den på det tidspunkt
fungerende præsident Putin og offentliggjort i regeringsavisen Rossiiskaya Gazeta den
18. Januar. Der var en forventning om, at Putin kort efter ville underskrive militærdoktrinen.
Det gjorde han imijdlertid først den 21. april og begrundelsen for dette sene
underskrivelsestidspunkt skulle angiveligt være, at han ønskede at være folkevalgt
præsident, før han underskrev dette vigtige dokument. Man kan spørge sig selv om
hvorfor det ikke også var tilfældet med det angiveligt endnu vigtigere dokument, den
nationale sikkerhedskoncept, med mindre der har været tale om uoverensstemmelser
mellem det militære og det civile sikkerhedspolitiske establishment, hvor Putin har
ønsket at signalere sin støtte til det civile flertal i det nationale sikkerhedsråd.
 

Den nationale sikkerhedskoncept
I det følgende gennemgås dokumenterne i den korrekte hierakiske rækkefølge.
Den nationale sikkerhedskoncept er udarbejdet af det nationale sikkerhedsråd,
hvis formand er Ruslands præsident; øvrige medlemmer er bl.a. premierministeren, der
leder møderne i præsidentens fravær, udenrigsministeren, forsvarsministeren, indenrigsministeren,
katastrofeministeren ( i dansk terminologi: beredskabsministeren) og
direktøren for FSB (sikkerhedstjenesten). Sikkerhedsrådets sekretær har ansvaret for
rådets stab, der består af et stort antal departementer, der dækker de fleste af regeringens
fagministerier. Staben har i øvrigt til huse i den gamle centralkomitebygning tæt
ved Kreml.
Det er værd at lægge mærke til, at der ikke er tale om en ny og gennemarbejdet
koncept, men en række mere eller mindre væsentlige ændringer til 1997-udgaven.
Det nationale sikkerhedskoncept beskrives i dokumentets indledning som et system
af synspunkter vedrørende tilvejebringelsen af individets, samfundets og statens sikkerhed
mod eksterne og interne trusler . Koncepten beskrives som hovedretningslinieme
for Den Russiske Føderations statspolitik.
Det første hovedafsnit benævnes Rusland i verdenssamfundet. Dette afsnit indeholder
en række væsentlige ændringer i forhold til 1997-udgaven, der omtalte bestræbelserne
for etableringen af en multipolær verdensorden. I 1999 versionen beskrives to
modsatrettede tendenser i det internationale system, Den ene er styrkelsen af en lang
række landes økonomiske og politiske stilling og deres indbyrdes samarbejde, der
fremmer det multilateral samarbejde og den multilaterale styring af det internationale
system. Den anden tendens består i forsøgene på at skabe et system, der er domineret
af de udviklede vestlige lande under ledelse af USA. Et sådant system sigter mod
unilaterale og først og fremmest militære løsninger på verdenspolitikkens vigtigste
problemer, idet man tilsidesætter international rets normer. Derfor forbliver det mili
tære aspekt i international politik substantielt.
Rusland beskrives derefter som et af verdens største lande med en lang og betydningsfuld
historisk og kulturel tradition. Man vil derfor også i fremtiden spille en vigtig
rolle i international politik i kraft af landets substantielle økonomiske, videnskabelige,
teknologiske og militære potentiale og særlige geostrategiske placering på det euroasiatiske
kontinent. Rusland vil i den kommende tid deltage i en bredere integration i
verdensøkonomien og vil bidrage positivt til at løse problemer som spredning af masseødelæggelsesvåben,
forebyggelse og løsning af regionale konflikter, bekæmpelse af
international terrorisme og kriminalitet. Men ’’samtidig forstærker nogle lande deres
indsats for at svække Ruslands position på de politiske, økonomiske, militære og andre
områder. Forsøgene på at ignorere Ruslands interesser i forbindelse med løsningen af
større internationale problemer, herunder konflikter, vil bidrage til at underminere
international sikkerhed og stabilitet og forhindre positive forandringer i de internationale
relationer." Kosovo-konflikten og NATOs intervention har hermed sat sig et
tydeligt spor i dokumentet, men dette element er som nævnt blot kulminationen på en
række tilbageslag for russisk udenrigspolitik.
 

Ruslands nationale interesser
Konceptens afsnit II omhandler russiske nationale interesser, der defineres som den
totale sum af individets, samfundets og statens afbalancerede interesser på de økonomiske,
indenrigspolitiske, sociale områder m.m. De er aflangsigtet karakter og bestemmende
for statens indenrigs- og udenrigspolitiks mål, strategi og opgaver.
Herefter beskrives individets interesser som mulighederne for at kunne udøve sine
forfatningssikrede frihedsrettigheder, opretholde sin personlige og sociale sikkerhed.
Samfundets interesser består bl.a. i at udvikle og styrke demokratiet, retsstaten det
sociale system samt Ruslands åndelige fornyelse (et område, der spiller en stor rolle
i præsident Putins tankeverden).
Statens interesser beskrives som styrkelse af forfatningen, Ruslands suverænitet
og territoriale integritet samt styrkelse af landets politiske, økonomiske og sociale
stabilitet, opretholdelse af lov og orden og udvikling af et ligeværdigt og gensidigt
fordelagtigt internationalt samarbejde. Rusland ønsker at styrke sin position som stormagt,
som et ud af flere indflydelsesrige centre i det multipolære internationale system.
Man ønsker især at styrke samarbejdet med SNG-landene.
 

Truslerne mod Rusland
Det tredje afsnit omhandler truslerne mod den nationale sikkerhed og er en hensynsløs
ærlig beskrivelse af Ruslands mange problemer. Det dramatiske fald i Rusland bruttonationalprodukt,
faldet i investeringerne, tilbagegang med hensyn til det teknologiske
og videnskabelige potentiale, stagnationen i landbruget, sammenbruddet i banksystemet,
den voksende udenlandsgæld samt tendensen til at eksport af uforarbejdede rå
varer, herunder olie og naturgas, udgør hovedparten af Ruslands eksport er alvorlige
trusler mod den russiske økonomis udvikling.
Denne negative udvikling indebærer tillige en farlig tendens til at regionerne søger
deres egne veje, idet de omgår Føderationes love og bestemmelser og dermed truer
føderationens sammenhængskraft.
Den økonomiske udvikling fører tillige til en farlig social polarisering, der bidrager
til destabiliseringen af det russiske samfund. Dertil kommer væksten i kriminaliteten,
der på grund af den manglende relevante lovgivning i de sidste ti år, har bredt sig i
organiseret form langt ind i industrien , bankvæsenet, handel (import og eksport) samt
helt ned i detailhandelen. Den har tillige medført en udbredt korruption i hele det
administrative system, såvel det lokale som det statslige.
Den alvorlige sociale krise har ført til et dramatisk fald i fødselsraten samt befolkningens
gennemsnitslevealder, og dermed deformeret den demografiske og sociale
sammensætning af befolkningen, undermineret arbejdsstyrken, ødelagt familien som
samfundets fundament og ledt landet ud i en dyb social og moralsk krise. Denne opremsning
af alvorlige indenrigspolitiske problemer er ivrigt blevet gentaget af præsident
Putin i hans analyser af det russiske samfunds problemer og hvad han kun siger
indirekte, har sekretæren for sikkerhedsrådet, Sergej Ivanov, sagt meget klart i et
avisinterview, at Rusland alvorligste sikkerhedspolitiske problemer er de interne russiske
problemer, som nævnt i dette dokument.
De internationale trusler beskrives mindre udførligt. Dokumentet fremhæver
følgende trusler:

  • Visse landes forsøg på at svække de eksisterende mekanismer i det internationale sikkerhedssystem, først og fremmest FN og OSCE.
  • Faren, der består i at svække Ruslands politiske, økonomiske og militære indflydelse i verden.
  • Styrkelsen af militær-politiske blokke og alliancer, først og fremmest NATOs og denne organisations udvidelse mod øst.
  • Muligheden for etablering af fremmede militære baser og større militære styrker i direkte nærhed af de russiske grænser.
  • Spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler. Svækkelsen af SNG-landene.
  • Udbrud og eskalation af konflikter nær de russiske og SNG-landenes statsgrænser.
  • Territoriale krav mod Den Russiske Føderation.

Det nævnes endvidere, at international terrorisme har indledt en åbenlys kampagne
mod Rusland med det formål at destabilisere situationen i landet, hvorfor terrorisme
udgør en meget alvorlig trussel mod landets sikkerhed.
Om militære trusler siges det, at arten og omfanget er stigende og NATOs omstilling,
vedtagelsen af den ny strategiske doktrin (koncept), der legitimerer anvendelse
af væbnet magt uden for alliancens område og uden godkendelse af FNs sikkerhedsråd,
vil svække det internationale systems stabilitet. De vestlige landes voksende teknologiske
overlegenhed og evne til udvikle og producere nye generationer af våbensystemer
skaber forudsætningerne for en ny kvalitativ udvikling i et våbenkapløb, der vil medføre
dramatiske ændringer i krigsførelsens metoder.
Det nævnes, at forsinkelserne i reformeringen af de væbnede styrker og deres
systematiske underfinansiering har ført til en kritisk situation med hensyn til den
operative uddannelse og kampuddannelsen i de væbnede styrker samt en uacceptabel
materielmæssig standard ved enhederne.
 

Hvorledes skal Rusland styrkes
Det fjerde afsnit omhandler, hvorledes man styrker Den Russiske Føderations sikkerhed.
Der opremses i overskriftform en lang række områder, der skal styrkes. Først og
fremmest skal forudsætningerne for økonomisk vækst tilvejebringes, bl.a. ved en
styrkelse af Ruslands samhandel med omverdenen, fremme investeringerne, bl.a ved
at sikre den private ejendomsret gennem den nødvendige lovgivning og etableringen
af en egentlig retsstat. Uddannelsessystemet skal styrkes, ligesom forsknings- og
teknologiområdet. Selv om man i princippet går ind for en fri markedsøkonomi skal
statens rolle på en række væsentlige områder, f.eks. bankområdet styrkes.
Den russiske statsmagt skal styrkes i forhold til føderationssubjekteme, d.v.s.
regionerne. Deres handlefrihed skal begrænses på en række områder og deres lovgivning
skal bringes i overensstemmelse med de føderale love. Den russiske forfatning
skal styrkes gennem denne proces og i dette afsnit af dokumentet mærker man tydeligt
en underliggende frygt for føderationens levedygtighed og sammenhængskraft efter et
tiår, hvor centralmagten til stadighed er blevet svækket, mens regionernes autonomi er
blevet styrket, især de regioner, der er nettobidragsydere til det føderale budget. Tartarstan
er et godt eksempel herpå.
Længere afsnit i dette kapitel er viet til forbedringen af borgernes sociale vilkår,
ikke mindst på sundhedsområdet samt bekæmpelse af kriminalitet og skal ikke omtales
nærmere.
Om udenrigspolitikken siges det, at Rusland skal følge en aktiv udenrigspolitisk
kurs og skal i den forbindelse arbejde for at styrke de multipolære tendenser i det
internationale politiske og økonomiske system, først og fremmest gennem en styrkelse
af FNs sikkerhedsråd. Man skal arbejde for at sikre regional og global stabilitet for
derved at skabe gunstige betingelser for landets økonomiske og sociale udvikling. Man
skal beskytte legitime interesser for russiske statsborgere i udlandet, om nødvendig
med politiske, økonomiske og andre midler. Man skal fremme forbindelserne med
SNG-landene samt udvikle integrationsprocessen inden for rammerne af SNG for at
tilgodese russiske interesser. Rusland skal deltage aktivt i regionale og globale politiske
og økonomiske strukturer. Rusland skal bidrage aktivt til løsning af internationale
konflikter, herunder deltage i fredsbevarende operationer i FNs og andre internationale
organisationers regi. Man skal arbejde aktivt for nuklear våbenkontrol, for dermed at
fremme den strategiske stabilitet og generelt vil man arbejde for at reducere og eliminere
masseødelæggelsesvåben, styrke nedrustnings- og våbenkontrolaftaler samt udviklingen
af tillidsskabende foranstaltninger.
Den militære sikkerhed beskrives som et nøgleområde for statens virksomhed.
Man vil sikre en for staten nødvendig kapabilitet til at kunne reagere i tilstrækkeligt
omfang på de trusler, som måtte opstå i det 21. århundrede, idet man dog vil holde
forsvarsudgifterne inden for fornuftige rammer. Hermed tager man klart afstand fra
krav om drastisk forøgede forsvarsudgifter fra såvel medlemmer af Dumaen som visse
militære kredse. Man vil ikke tillade, at lade den i forvejen svage russiske økonomi
undermineres af overdrevne forsvarsudgifter. Man lægger vægt på at besidde en tilstrækkelig
defensiv kapabilitet og afskrækkelse til forebyggelse af aggressioner, hvilket
er nøglebegreberne i dette afsnit og i hele dokumentet.
Man understreger, at Rusland skal råde over nukleare styrker, der skal kunne
påføre enhver agressomation eller alliance (læs: NATO) tilstrækkelig ødelæggelse i
enhver situation.
Det hedder endvidere: ”Den Russiske Føderation anser muligheden for anvendelse
af væbnede styrker for at varetage nationens sikkerhed under iagttagelse af følgende
principper:

  • Anvendelse af alle styrker og midler til landets rådighed, herunder også kernevåben, hvis behov herfor opstår, for at imødegå en væbnet aggression, hvis alle andre midler til at løse krisen er udtømte eller har vist sig utilstrækkelige.
  • Brugen af væbnede styrker inden for landets grænser er tilladt i nøje overensstemmelse med Den Russiske Føderations forfatning og øvrige føderale love hvis borgernes liv og landets territoriale integritet er truet eller hvis der er fare for en voldelig omstyrtning af det forfatningsmæssige system, (her sigtes til den heftige debat, bl.a. mellem medlemmer af Dumaen om det lovmæssige grundlag for indsættelse af de væbnede styrker (men ikke indenrigs- eller grænsetroppeme) i konflikten i Tjetjenien (forf. anm.)).

 

Vurdering
Den her beskrevne doktrin for anvendelse af kernevåben vakte ved fremkomsten af
dokumentet en del opsigt og blev beskrevet i dele af pressen som en nyskabelse. Det
er ikke korrekt. Lige siden militærdoktrinen af 1993 har Rusland erkendt sin svaghed
med hensyn til konventionelle styrker og har åbent og ærligt bekendt sig til en doktrin,
der ikke udelukker førstebrug, lige som NATO i øvrigt. Formuleringerne i 1997-koncepten
og i opdateringerne fra 1999 er stort set identiske på dette område. De fundamentale
ændringer består først og fremmest i, at begrebet partnerskab med den vestlige
verden er faldet ud og i stedet er kommet beskrivelsen af de to tendenser, den multipolære,
som Rusland arbejder for og den unipolære, som Rusland søger at imødegå på
enhver måde. Dokumentets grundtone er blevet mere pessimistisk med hensyn til den
internationale udvikling, og USA og dets NATO-allieredes forsøg på at dominere det
internationale system ved bl.a. at ignorere international lov og ret gennem magtanvendelse
uden sanktion fra FNs sikkerhedsråd beskrives som en trussel, lige som alliancens
netop gennemførte udvidelse og fortsatte udvidelsesplaner ses som værende rettet
direkte mod Rusland. Det er interessant at bemærke, at disse afsnit er trukket ud af det
første udkast til militærdoktrin og ført over i det politiske dokument. Disse afsnit er
mere tidsbestemte end andre dele af dokumentet og vil sandsynligvis føre til en revision
inden for en forholdsvis kort årrække. Betydningen af de militære styrker fremhæves
i det ny dokument, mens det i 1997-udgaven nærmest fremstod, som om de var et
primært ressourcekrævende foretagende, der skulle søges begrænset mest muligt.
De alvorlige økonomiske, sociale og øvrige indenrigspolitiske problemer vil desværre
nok være af mere langsigtet karakter. Præsident Putin har selv beskrevet en tidshorisont
for deres løsning på 15-20 år.
Dokumentet er typisk for den russiske tilgang til landets store problemer: En skarp
og hensynsløs ærlig analyse af nationens tilstand, generelle og dermed lidet konkrete
hensigtserklæringer, om hvordan man vil løse problemerne, som dermed har en tendens
til at blive af mere varig karakter, hvilket enhver med blot et vist kendskab til russisk
historie vil kunne bekræfte. Med sin brede tilgang til sikkerhedsproblematikken er det
på mange måder et meget fremsynet dokument, der, når det læses i sin helhed, klart
tilkendegiver, at Rusland reelle sikkerhedsproblemer først og fremmest er af intern
karakter, hvilket efter min opfattelse er helt korrekt.
 

Militærdoktrinen
Den Russiske Føderations militærdoktrin er et omfattende dokument på ca. 16 sider,
der i forhold til 1993-udgaven er blevet ændret og opdateret på en række væsentlige
punkter med udgangspunkt i den udvikling, som blev ridset op i indledningen. De
grundlæggende forarbejder og udkast til doktrinen er blevet udarbejdet i Generalstabens
Center for Strategiske Studier, der er Generalstabens tænketank, og hvis chef er
den i russiske fagmilitære kredse højt ansete generalløjtnant Anatolij Fillipovitsj Klimenko.
Han er oprindeligt fra pansertroppeme, tidligere chef for en panserdivision.
Han er ligesom en meget stor del af sine medarbejdere uddannet på Generalstabsakademiet,
og har efterfølgende taget doktorgraden i militær videnskab. Den videnskabelige
tilgang og metode er karakteristisk for russernes måde at løse større konceptuelle
opgaver på og er en del af arven fra sovjettiden, hvor det hævdedes, at doktrinen var
videnskabeligt funderet, da den var baseret på marxismen-leninismen. Hvis man imidlertid
skrællede de ideologiske lag og floskler ud af den sovjetiske militærdoktrin, blev
der faktisk et ganske imponerende videnskabeligt-metodisk funderet ’’militært skelet”
tilbage. Dette skelet bygger russerne videre på, bl.a. gennem den metodik, der doceres
på Generalstabsakademiet og gennem de faglige og metodiske krav, som i parentes
bemærket er meget store, der stilles til doktorafhandlinger inden for det militær-videnskabelige
område. Militærdoktrinen minder derfor i struktur, men ikke i indhold og
sprog, om den sovjetiske militærdoktrin. Derimod bærer sproget tydeligt præg af, at
dokumentet har været gennem den bureaukratiske ’’hakkemaskine”, inden det har nået
sin endelige form, men det er jo et fænomen, der ikke er ukendt på vore egne breddegrader..
Dokumentets indledning definerer den russiske militærdoktrin som summen af det
officielle syn på de militær-politiske, de militær-strategiske og det militær-økonomiske
forudsætninger for at tilvejebringe militær sikkerhed for Den Russiske Føderation.
Det understreges, at det er et dokument, der vil være gældende i en overgangsperiode,
i hvilken den demokratiske statsform og det økonomiske systems mangfoldighed
udvikles, en periode, hvor statens militære organisation forandres og hvor der
finder en dynamisk udvikling sted i det internationale system. Dokumentet udbygger
den nationale sikkerhedskoncept på det militære område og er baseret på en omfattende
analyse af den militær-politiske situation, der resulterer i en strategisk prognose for den
fremtidige udvikling. Militærdoktrinen er baseret på videnskabeligt funderede analyser
af såvel samtidige som fremtidige formål og opgaver samt objektive krav til de væbnede
styrker for at kunne tilvejebringe Rusland den fornødne militære sikkerhed. Den
baserer sig på systematiske analyser af karakteren af moderne krig og væbnede konflikter.
Det understreges tillige, at den russiske militærdoktrin er defensiv og et udtryk for
en stærke vilje til at varetage Ruslands nationale interesser samt garantere Rusland og
dets allieredes militære sikkerhed.
 

Det militær-politiske grundlag
Det første af doktrinens tre hovedkapitler omhandler det militær-politiske grundlag og
indledes med et underafhit om den militær-politiske situation. Det fremhæves bl.a., at
situationen præges af, at muligheden for at opnå militær-politiske mål gennem indirekte
og ’’kontaktløse” (læs: præcisionsstyrede våbensystemer, som f.eks. krydsermissiler)
aktioner udgør det særlige faremoment, der karakteriserer moderne krigsførelse og
væbnede konflikter.
Den militær-politiske situation er karakteriseret ved følgende nøglefaktorer:

  • Muligheden for en storkrig, herunder kernevåbenkrig, er reduceret.
  • Regionale magtcentre bliver udviklet og styrket.
  • Den øgede nationale, etniske og religiøse ekstremisme samt separastistiske tendenser.
  • Spredningen af lokale krige og væbnede konflikter.
  • Det voksende regionale våbenkapløb.
  • Spredningen af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler.
  • Den alvorlige udvikling i informationskonfrontationen (herved forstår man fra russisk side anvendelse af informationskrigsførelse, som NATO praktiserede det i Serbien og Kosovo, ikke mindst i perioden op til krigsudbruddet, hvor den informationsmæssige opbygning til aktionen blev systematiseret og intensiveret).

Følgende faktorer har en destabiliserende effekt på den militær-politiske situation:

  • Forsøgene på at svække de eksisterende mekanismer, der bidrager til den internationale sikkerhed, først og fremmest FN og OSCE.
  • Brugen af militære styrker til de såkaldte humanitære interventioner uden FNs sikkerhedsråds godkendelse.
  • Visse staters tilsidesættelse af internationale traktater vedrørende våbenkontrol og nedrustning.
  • Visse staters brug af informations- og andre utraditionelle metoder og teknologier til aggressive formål.
  • Nationalistiske, religiøse, ekstremistiske, separatistiske og terroristiske bevægelsers, organisationers og strukturers operationer.
  • Det voksende omfang af organiseret kriminalitet, terrorisme, narkotika- og våbenhandel og disse aktiviteters grænseoverskridende karakter.

Trusler mod Ruslands militære sikkerhed
Det følgende afsnit beskrives de grundlæggende trusler mod Ruslands militære sikkerhed.
Det understreges, at truslen om en direkte militær aggression i de traditionelle
former mod Rusland og dets allierede er svindende; men derimod er der opstået en
række eksterne og interne trusler og nogle af disse er tilmed voksende. Blandt de
eksterne trusler nævnes:

  • Territoriale krav mod Den Russiske Føderation
  • Indblanding i Ruslands indre anliggender
  • Forsøg på at tilsidesætte russiske interesser i forbindelse med løsningen af internationale sikkerhedsproblemer for at forhindre styrkelsen af Rusland som et indflydelsesrigt center i en multipolær verdensorden
  • Eksistensen af potentielle konfliktområder, frem for alt tæt ved den russiske statsgrænse og dets allieredes grænser (læs: Centralasien og Nordkaukasus)
  • Opbygningen af tropper tæt ved den russiske grænse, herunder også maritime styrker, hvilket forrykker styrkebalancen for Rusland og dets allierede (læs: moderniseringen af de polske, tjekkiske og ungarske styrker og deres integration i NATOs militære strukturer, f.eks. det dansk-tysk-polske korps i Stettin i Polen).
  • Den skadelige effekt, som udvidelsen af militære blokke og alliancer har på den russiske militære sikkerhed
  • Opstillingen, uddannelsen og bevæbningen af diverse grupper på fremmed territorium med det formål at deployere dem til Rusland eller dets allieredes territorier
  • Angreb på russiske militære installationer, der er placeret på fremmede staters territorier
  • Fjendlige ’’informations-tekniske” og ’’informations-psykologiske” handlinger, der har til hensigt at skade Ruslands og dets allieredes militære sikkerhed.
  • Diskriminering og undertrykkelse af russiske borgeres, bosat i fremmede lande, frihedsrettigheder og legitime interesser (hvilket i stort omfang finder sted i de tidligere sovjetrepublikker, f.eks i Kazakhstan (forf. anm.)).

Blandt de interne trusler nævnes:

  • Voldelige forsøg på at omstyrte forfatningen
  • Illegale handlinger udført af ekstremister, nationalister, religiøse fanatikere, separatister og terroristorganisationer med det formål at nedbryde føderationen, krænke Ruslands territoriale integritet samt destabilisere den indenrigspolitiske situation i landet.
  • Illegal våbenhandel, organiseret kriminalitet, narkohandel m.m
     

Varetagelsen og styrkelsen a f den militære sikkerhed
Det følgende underafsnit omhandler, hvorledes man varetager og styrker den militære
sikkerhed.
Det fremhæves, at Den Russiske Føderation anskuer varetagelsen af den militære
sikkerhed inden for rammerne af dens udvikling til en demokratisk retsstat og gennemførelsen
af sociale og økonomiske reformer samt i sammenhæng med fastsættelse af
principper for ligeværdigt partnerskab, gensidigt fordelagtigt samarbejde og fredelige
internationale relationer. Man forpligter sig på folkerettens grundlæggende principper
og normer, hvis essens er uforanderlig (i modsætning til Vesten, der efter russisk
opfattelse tolker dem situationsbestemt (forf. anm.)).
Det fremhæves endvidere, at Rusland bl.a. vil:

  • Bibeholde sin status som kemevåbenmagt for at afskrække aggression mod landet eller dets allierede.
  • Tilrettelægge og gennemføre en fælles forsvarspolitik med Belarus
  • Prioritere styrkelsen af den kollektive sikkerhed inden for SNG (Sodruchestvo
  • Nezavisimich Gosudarstv, Statssamfundet af Uafhængige Stater (forf. anm.)) ved at udvikle og styrke Den Kollektive Sikkerhedtraktat (Den såkaldte
  • Tashkent-aftale, som er underskrevet af ni af SNGs tolv medlemmer ( forf. anm.)).
  • Foretrække politiske, diplomatiske og andre ikke-militære midler for at forebygge og forhindre militære trusler på såvel regionalt som globalt niveau.
  • Nøje overholde internationale traktater, som Den Russiske Føderation har indgået, vedrørende offensive, strategiske våben og ballistisk missilforsvar og vil være rede til yderligere at foretage reduktioner i sine kernevåben - på bilateral basis med USA, såvel som på multilateral basis med andre kemevåbenstater - til et minimalt niveau, som tilgodeser kravet om strategisk stabilitet.

Endvidere vil man arbejde for ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og
udbygning af aftaler og tillidsskabende foranstaltninger.
Specifikt om kernevåben hedder det:

Ruslands sikkerhed tilvejebringes ved den totale sum af rådige styrker, midler og
øvrige ressourcer. Under de nuværende internationale forhold vil Rusland fortsat
besidde et kernevåbenarsenal, der er tilstrækkeligt til at garantere, at en hvilken
som helst aggressor (en stat eller en koalition af stater) påføres den fornødne
ødelæggelse under alle forhold.

De kernevåben, som Ruslands væbnede styrker besidder, anses af Den Russiske
Føderation som en faktor i forbindelse med afskrækkelse af aggression, som derved
skal tilvejebringe militær sikkerhed for Rusland og dets allierede samt opretholdelsen
af international stabilitet og fred.
Den Russiske Føderation forbeholder sig retten til at anvende kernevåben som
gengæld for brug af kernevåben og/eller andre masseødelæggelsesvåben mod Rusland
eller dets allierede, og som gengæld for en omfattende aggression med anvendelse af
konventionelle våben i situationer, der er kritiske for Ruslands nationale sikkerhed.
Rusland vil ikke anvende kernevåben mod stater, der har tilsluttet sig Ikke-Spredningsaftalen
vedrørende Kernevåben og som ikke besidder kernevåben, medmindre et
angreb mod Den Russiske Føderation, Ruslands væbnede styrker, dets allierede eller
en anden stat, over for hvem man har sikkerhedsmæssige forpligtelser, gennemføres
eller støttes af en sådan ikke-nuklear stat sammen med eller i forbindelse med allianceforpligtelser
med en stat, der besidder kernevåben.
Det sidste afsnit må nok siges at være noget kryptisk formuleret. Meningen er efter
alt at dømme en advarsel til mindre stater, der ikke besidder kernevåben, at de i forbindelse
med et allianceforhold til en kemevåbenmagt kan risikere at bliv inddraget i en
kernevåbenkrig.
 

Ruslands militære organisation
Det følgende underafsnit omhandler Ruslands militære organisation. Det fastslås, at
Ruslands militære organisation består af de væbnede styrker, som er rygraden i organisationen
og fundamentet for tilvejebringelsen af den militære sikkerhed, andre styrker,
militære enheder og organisationer, der er opstillet for at varetage opgave i forbindelse
med tilvejebringelsen af militær sikkerhed under anvendelse af militære metoder og
kommandostrukturer.
Beskrivelsen af den militære organisation er interessant, idet det herved er blevet
stadfæstet, at det er de væbnede styrker under forsvarsministeren, der er landets primære
forsvarspolitiske redskab. I Yeltsin-perioden, specielt i midten af 90eme, blev
Indenrigsministeriets tropper forstærket og udrustet under den magtfulde og dynamiske
indenrigsminister Viktor Kulikov, så de fremstod som en direkte konkurrent til Forsvarsministeriets
styrker. Det blev demonstreret tydeligt under den første tjetjenske
krig, hvor det kun lejlighedsvis lykkedes, at få de to styrkestrukturer til at samarbejde.
Efter Kulikovs fald i 1998 måtte indenrigsministeriet reducere sin tropper, men Yeltsin,
der var kendt for at være en mester i del-og-hersk politik, ønskede fortsat i et vist
omfang at bruge indenrigstroppeme som et balanceinstrument i forhold til de væbnede
styrker.

  • Det hedder om prioriteringen af de væbnede styrker:
  • Etableringen af et integreret ledelses/føringssystem for landets militære organisation og tilsikring af, at det kan operere effektivt
  • En udvikling og modernisering af styrkerne med henblik på tilvejebringelse af strategisk afskrækkelse (herunder den nukleare afskrækkelse).
  • Opretholdelse af det fornødne beredskab i strukturer, der forbereder mobilisering af landets ressourcer og tilsikrer mobilisering og deployering af Ruslands væbnede styrker og andre styrker.
  • Bemanding, bevæbning, udrustning og uddannelse af permanente beredskabsstyrker og opstilling af værnsfælles strukturer med det formål at løse afskrækkelsesopgaver og gennemføre væbnet kamp i lokale krige og væbnede konflikter.
     

Denne prioritering er uhyre interessant. Det første punkt vedrørende det militære
ledelses/føringssystem drejer sig formentlig om to forhold: Etableringen af et organ,
der kan samordne indsatsen af de væbnede styrker, indenrigsministeriets tropper og
grænsetroppeme, f.eks. i Tjetjenien. Det kan tillige dreje sig om et organ, der kan
samordne indsatsen af de fire værns strategiske atomvåben. Et sådant organ har været
ønsket af forsvarsministeren, Marskal Sergeyev, der selv kommer fra de strategiske
rakettropper. Derved ville de strategiske rakettropper fa en nøgleposition og Generalstabens
magt ville være blevet afgørende brudt, da det er en af Generalstabens vigtigst
opgaver i dag. Det siger sig selv, at generalstabschefen Anatolij Kvashnin er indædt
modstander af dette forslag, der tillige ses som et symbol på den benhårde magtkamp,
der foregår mellem Sergeyev og Kvashnin. På et møde i Det Nationale Sikkerhedsråd
primo august var det ventet, at Præsident Putin ville have truffet en afgørelse i striden,
men han valgte at ’’sparke bolden til hjørnespark”, som det hedder i moderne politikerslang.
Det andet punkt viser en tvetydig formulering, der umiddelbart indikerer en prioritet
til de strategiske kernevåben, men som i alt fald ikke er entydig i sin fortolkning,
hvilket deres placering i en parentes tydeligt viser.
Det er tillige interessant, at de strukturer, der skal producere mobiliseringsberedskab
og mobiliseringsstyrker, er prioriteret højere end produktionen af beredskabsstyrker
eller reaktionsstyrker, som vi nok ville benævne dem. Ifølge ’’Koncepten for den
statslige politik vedrørende udviklingen af de militære styrker frem til år 2005” (underskrevet
af præsident Yeltsin den 1. august 1998) skal Rusland kunne løse en regional
konflikt med mobiliseringsstyrker. En lokal konflikt skal kunne løses med de stående
styrker. Disse skal for hærens vedkommende bestå af ti divisionsstrukturer, der skal
være fuldt bemandede og udrustede. En af disse divisioner, skal kunne indsættes i
fredsbevarende operationer. Antallet af kontraktansatte menige i disse enheder skal
øges frem til 2005, hvor det er hensigten, at de skal udgøre hovedparten af personellet
i disse enheder. Selv i 1998 ville en realistisk analyse vel have ført til den konklusion,
at en eller flere lokale konflikter i Ruslands periferi nok ville være den mest sandsynlige
trussel mod Ruslands sikkerhed, hvorfor en prioritering af reaktionsstyrkeme på
bekostning af mobiliseringskapaciteten ville have forekommet mere naturlig.

Kommandostruktur
Det følgende underafsnit beskriver landets militære organisations kommandoforhold
og er i realiteten i stort omfang en uddybning af forfatningens bestemmelser vedrørende
den sikkerheds- og militær-politiske ansvars- og opgavefordeling mellem præsidenten,
regeringen, forskellige føderale organer, forsvarsministeriet, generalstaben m.m.
Det er et emne for en artikel i sig selv og vil ikke blive gjort til genstand for behandling
her.

Det militær-strategiske grundlag
Det andet hovedkapitel omhandler det militær-strategiske grundlag og indledes med
et underafsnit om moderne krigs og væbnede konflikters karakter. Det fremhæves, at
moderne krigs karakter er bestemt af de militær-politiske mål, af midlerne til at opnå
disse mål og af fjendlighedemes omfang.
Med udgangspunkt i de militærpolitiske mål kan en krig betegnes som retfærdig,
d.v.s. den er ikke i modstrid med FNs charter eller folkerettens grundlæggende normer
og principper og den føres som selvforsvar mod en aggression. Det følger heraf, at den
er uretfærdig, når den strider mod FNs charter og folkerettens grundlæggende normer
og principper og dermed falder ind under definitionen af en aggression for den parts
vedkommende, der har indledt fjendtlighederne.
Med hensyn til midlerne til at opnå de militær-politiske mål kan krig karakteriseres
ved brug af kernevåben eller andre masseødelæggelsesvåben eller som ren konventionel
krig.
Omfanget af en krig bestemmes af, hvorvidt der er tale om en lokal krig, en regional
krig eller en storkrig..

Det er karakteristisk for moderne krigsførelse, at den omfatter alle områder af den
menneskelige tilværelse og at der som oftest er tale om koalitionskrigsførelse.
Den er tillige karakteriseret af indirekte, kontaktfri og andre utraditionelle operationsformer
og metoder.
Den kendetegnes ved udbredt anvendelse af aktiv informationskrigsførelse, vildledning
af den offentlige mening i enkeltstater såvel som det internationale samfund
som helhed (læs: NATOs aktiviteter op til og i forbindelse med Kosovo-konflikten).
Karakteristika er endvidere:

  • Parternes bestræbelser på disorganisere staten og de militære kommando- og kontrolsystemer.
  • Anvendelse af den mest avancerede militære højteknologi.
  • Højmobil indsættelse af styrker i forskellige retninger under udstrakt anvendelse af luftmobile styrker, landgangsstyrker og specialstyrker.
  • Angreb på modstanderens styrker, bagland samt økonomiske mål og kommunikationsfaciliteter i dybden af hele området.
  • Luftkrigsførelse og luftoperationer.
  • Katastrofale konsekvenser af angreb mod kraftværker, først og fremmest kernekraftværker, kemiske og andre risikofyldte virksomheder, infrastruktur, kommunikations- og andre livsnødvendige faciliteter.
  • Stor risiko for involvering af nye stater i krigen, eskalation af ljendlighedeme, vækst i antal og omfanget af de i krigsførelsen anvendte midler, herunder også masseødelæggelsesvåben.
  • Deltagelse i krig af ikke blot regulære militære styrker, men også irregulære.

Det er vist ikke for meget sagt, at erfaringerne fra Kosovo-konflikten har sat sine
spor i opfattelsen af den moderne krigs karakter.

Væbnede konflikter
Dernæst beskrives væbnede konflikter, som kan opstå i form af et mindre væbnet
sammenstød, en væbnet aktion eller sammenstød af begrænset karakter og kan være
et resultat af et forsøg på at løse nationale, etniske, religiøse og andre uoverensstemmelser
ved hjælp af våben.
En væbnet konflikt kan være international, d.v.s. den involverer to eller flere
stater, eller intern, d.v.s en væbnet konfrontation inden for en stats territorium. Det
nævnes, at en grænsekonflikt er en særlig type væbnet konflikt, uden den dog defineres
nærmere (bemærk definitionen på en intern væbnet konflikt, der gør den til et rent
internt anliggende, jfr. den russiske holdning til det internationale samfunds interesse
for den interne væbnede konflikt i Tjetjenien).
Væbnede konflikter karakteriseres ved:

  • En udstrakt deltagelse og dermed også en høj grad af sårbarhed af civilbefolkningen.
  • Udstrakt brug af irregulære styrker.
  • Udstrakt anvendelse af subversion og terrorisme.
  • Tropperne opererer i en kompliceret moralsk og psykologisk situation.
  • Nødvendigheden af deployering af et betydeligt antal styrker til sikring af kommunikationslinier og styrkernes indsættelsesområder.
  • Faren for eskalation af en væbnet konflikt til en lokal (international) væbnet konflikt eller en borgerkrig (intern væbnet konflikt).

Dette afsnit slutter med en gennemgang af sammenhængen mellem de forskellige
former for væbnede konflikter, lokale krige regionale krig og storkrig og hvilke mål,
der søges opnået. Det er en ’’skolemesteragtig” systematisering af de forskelige definitioner
på disse begreber, der har været omtalt i det foregående.
Det er imidlertid interessant at bemærke sig, hvorledes de foreløbige erfaringer fra
såvel første som anden tjetjenske krig har sat sine fingeraftryk i militærdoktrinen og
er blevet generaliseret.

Retningslinier for styrkernes anvendelse
Der blev i det foregående ironiseret lidt over den skolemesteragtige gennemgang af
karakteren af moderne krig og væbnede konflikter. Afsnittet er imidlertid opbygget og
gennemarbejdet på en sådan måde, at de væbnede styrkers opgavekompleks under alle
former for krig og væbnet konflikt logisk lader sig aflede heraf, hvilket fremgår med
stor tydelighed af dette afsnit, hvor opgaverne naturligt ’’falder” ud af de foregående
afsnit.
Indledningsvis fastslås det, at Den Russisske Føderation anser det for legitimt at
anvende sine styrker til at imødegå enhver form for aggression mod landet. Styrkerne
kan også anvendes til beskytte landet mod forfatningsstridige handlinger og ulovlige
væbnede voldshandlinger, som truer integriteten og ukrænkeligheden af russisk territorium,
til at udføre opgaver i overensstemmelse med internationale traktater, som
Rusland har indgået og til udførelse af andre opgaver i henhold til føderal lovgivning.
Med hensyn til de væbnede styrkers, d.v.s forsvarsministeriets styrkers anvendelse i
forbindelse med interne væbnede konflikter, består der et ikke ubetydeligt juridisk
problem, da der i gældende russisk lovgivning ikke er hjemmel herfor. Dumaen arbejder
med problemet, som imidlertid ikke har resulteret i en ændret lovgivning endnu.
Problemkomplekset er yderst sensitivt, ikke mindst i lyset af den nyere russiske historie,
jfr. det kommunistiske kupforsøg i august 1991 samt præsident Yeltsins nedkæmpelse
af flertallet i en i øvrigt lovligt valgt parlamentarisk forsamling i oktober 1993.
Afsnittet fortsætter herefter med at identificere og definere fire hovedformål:

  • I forbindelse med en regional storkrig, som er indledt af en anden stat, en gruppe eller en koalition af stater,, da at forsvare Den Russiske Føderations og dennes allieredes uafhængighed, suverænitet og territorielle integritet, standse aggressionen og besejre aggressoren ved at tvinge ham til at indstille fjendtlighederne på betingelser, der er i overensstemmelse med Ruslands og dets allieredes interesser.
  • I forbindelse med lokale krige og internationale væbnede konflikter, da at kunne lokalisere årsagerne til spændingen, skabe betingelser for at afslutte krigen eller den væbnede konflikt eller tvinge modparten til at afslutte den i en tidlig fase, neutralisere aggressoren og sikre en løsning på betingelser, der er i overensstemmelse med Ruslands og dets allieredes interesser.
  • I forbindelse med en intern væbnet konflikt, da at bekæmpe og likvidere de ulovlige, bevæbnede styrker og skabe betingelser for en fuldstændig løsning af konflikten på grundlag af Den Russiske Føderations forfatning og føderal lovgivning.
  • I forbindelse med fredsskabende og fredsbevarende aktioner, da at kunne adskille de stridende parter, stabilisere situationen og skabe betingelser for en retfærdig og fredelig løsning.
  • De fire hovedformål kræver, at man behersker følgende operationsformer:
  • I storkrig og regionale krige: strategiske operationer, Operationer samt (taktiske) kamphandlinger.
  • I lokale krige og internationale væbnede konflikter: Operationer og taktiske kamphandlinger.
  • I interne væbnede konflikter: Fælles (d.v.s. de væbnede styrker, indenrigsministeriets styrker og grænsetroppeme) specialoperationer.
  • I forbindelse med bekæmpelse af terrorisme i overensstemmelse med føderal lovgivning: Antiterroristoperationer.
  • Fredsbevarende operationer.

Når doktrinen fremhæver, hvilke operationsformer de væbnede styrker skal kunne
beherske, er det ikke udtryk for et analytisk-systematisk skoleridt (selvom russerne
elsker noget sådant). Deraf kan udledes, hvilke uddannelses- og materielmæssige krav
man kan stilleitil styrkestruktureme.
Herefter nedbrydes de fire hovedmål i en detaljeret beskrivelse af kravene til de
væbnede styrker og andre styrker, for nu at blive i doktrinens terminologi. Jeg skal
spare læseren for en skolemesteragtig gennemgang heraf, men blot nævne, at afsnittet
afsluttes med længere gennemgang af de logistiske konsekvenser af beskrevne mål og
operationsformer, som også kan logisk udledes af den foregående detaljerede analyse.

Det militær-økonomiske grundlag
Doktrinens tredje og sidste kapitel består af to afsnit. Det ene omhandler den militærøkonomiske
støtte til tilvejebringelsen af den militære sikkerhed og beskriver i virkeligheden
kravene til staten og det militær-industrielle kompleks i forbindelse med
realiseringem af militærdoktrinens intentioner.
Her erkendes unægtelig en række målsætninger, der næppe har store chancer for
at blive ført ud i livet, henset til Den Russiske Føderations økonomiske tilstand og
formåen. Som resultat heraf, var de væbnede styrker (og andre styrker) bevidst og
konsekvent underfmancierede gennem hele præsident Yeltsins regeringsperiode.
Præsident Putin har vist sig betydelig mere lydhør over for magtministeriemes ønsker
om flere ressourcer, men han har næppe ret meget at byde på, når det kommer til
stykket, ikke mindst i lyset af, at Den Nationale Sikkerhedskoncept klart tilkendegiver,
at Ruslands største sikkerhedsproblemer er de fortrinsvis ikke-militære, interne problemer,
først og fremmest befolkningens sociale og sundhedsmæssige tilstand. Omstillingen
af det militært-industrielle kompleks er en af præsident Putins største udfordringer,
da det udgør det måske væsentligste strukturproblem i russisk industri, et problem man
end ikke er begyndt at tage rigtigt fat på i substansen, bl.a. på grund af problemets
enorme omfang, kompleksitet og sensitivitet ikke mindst i forhold til regionerne. Man
besidder kort og godt en produktionskapacitet, der er alt for stor i forhold til efterspørgslen,
der primært er udenlandsk. Forsvarsminister Sergeyev har resolveret, at der
ikke skal indfases nye materielsystemer i de væbnede styrker før efter 2005. Det indebærer
bl.a., at der sker en betydelig ’’forgubning” blandt teknikerne i de konstruktionsbureauer,
der forestår projektering og udvikling af nyt materiel, og der er overhængende
fare for, at denne ekspertise går tabt, inden der kommer gang i ny projekteringer
igen.
Det andet og sidste afsnit er ganske kort og omhandler internationalt militært
(militær-politisk) og militært-teknisk samarbejde. Der tages her højde for russiske
interesser i at samarbejde med andre nationer om våbenteknologisk udvikling, herunder
ikke mindst at fremme mulighederne for en øget russisk våbeneksport. Man gør sig fra
russisk side store - og formentlig stærkt overdrevne - forestillinger om de muligheder,
der ligger i indtjening ved øget våbeneksport. Man har tabt markedsandele gennem en
årrække, selvom de russiske våben og våbensystemer er af god kvalitet, er billige i
anskaffelse og drift samt nemme at vedligeholde og at uddanne på. Men der er som
bekendt kun i få tilfælde tale om den mest avancerede teknologi. Der forestår et stort
arbejde med at reorganisere den russiske våbeneksport, som er for langsommelig og
bureaukratisk. Regeringen har bebudet en række store initiativer på dette område, hvis
ansvarlige minister er 1. vicepremierminister Ilja Klebanov, der dog i skrivende stund
har mere end hænderne fulde , som leder af regeringens særlige kommission for Ubåden
’’Kursks” tragiske forlis i Barentshavet, en opgave, der nemt kan komme til at
koste ham hans politiske liv.

Vurdering
Militærdoktrinen fremstår som et gennemarbejdet dokument, der i sin endelige form
er blevet afstemt med og justeret i forhold til det overliggende dokument, den Nationale
Sikkerhedskoncept. Det er formentlig realistisk, når det fremhæves, at der er tale om
et overgangsdokument. Der er næppe tvivl om, at det på en række punkter tager udgangspunkt
i dagsaktuelle analyser af Kosovo-konflikten og udviklingen i den anden
tjetjenske krig. Der skal imidlertid ikke efter min opfattelse herske den ringeste tvivl
om, at netop disse to begivenheder og det internationale samfunds reaktion herpå, har
sat sig varige spor i russisk sikkerhedspolitisk tænkning. Den anti-vestlige tendens vil
formentlig være fremherskende mange år frem i tiden, men man vil håndtere den
russiske sikkerhedspolitik pragmatisk, ud fra en erkendelse af landets realistiske muligheder
i den nuværende og mange år ind i fremtiden eksisterende økonomiske situation.
Taktikken vil være ændret, men den grundlæggende strategi (udformet af tidligere
premierminister Jevgenij Primakov) vil formentlig forblive stort set uændret.
Doktrinen er et strukturelt og grundigt gennemarbejdet dokument, der i et vist omfang
vil være anvendeligt som planlægningsgrundlag for udvikling af de væbnede styrker
(og andre styrker). Som påvist under gennemgangen af dokumentet er der indbygget
et potentielt (og reelt) konfliktområde omkring fortolkningen af prioriteringerne.
Disse spørgsmål skal formentlig afklares på højeste politiske niveau for at finde en
løsning. Hvis Rusland skal bevare sin sidste attribut som stormagt, de strategiske
kernevåben, skal disse gives ubetinget prioritet. Hvis de skal holdes på et acceptabelt
kvantitativt og kvalitativt niveau i de kommende år, skal der foretages massive investeringer
på dette område, og der vil ikke blive meget tilbage til de øvrige styrker. Hvis
man i fremtiden skal kunne håndtere de typer konflikter, interne og internationale
væbnede konflikter og lokale krige, der vil udgøre den største trussel mod Den Russiske
Føderation, skal man derimod investere i udviklingen af konventionelle styrker,
bl.a. til lav-intensistetsoperationer. Der er her tale om et klassisk dilemma: Man kan
ikke begge dele og forsøger man alligevel herpå, vil man uværgeligt sætte sig mellem
to stole. Problemet er også afspejlet i prioriteringen af mobiliseringsevnen over reaktionsstyrkeme.
Man vil helst kunne manifestere sig som en regional stormagt, men
ressourcerne vil ikke være tilstede, uagtet præsidentens gode vilje. I russisk historie er
der tradition for, at man i forbindelse med den type dilemmaer sætter sig med stor
sikkerhed mellem de to stole og forsøger sig med ’’muddling through”, i hvilken disciplin
ikke bare Rusland, men også den enkelt russer er en sand mester; ellers ville
han/hun ikke kunne overleve i dette fantastiske og fascinerende land.
Ps.: Evnen til at producere lange konceptuelle papirer er bevaret i fuldt omfang, måske
endda udvidet. Udenrigsministeriet har netop produceret en udenrigspolitisk koncept,
som jeg dog skal spare læseren for at gennemgå ved denne lejlighed: den er - ikke
overraskende - i ganske god overensstemmelse med Den Nationale Sikkerhedskoncept.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_sep.pdf

Litteraturliste

Del: