Rusland og Baltikum

Foto: Forsvaret.dk

Først næstbedste venner, så værste modstandere - hvad nu?
Baltikum har i århundreder spillet en vigtig rolle for Rusland. Først som adgangsvej
til isfrie Østersøhavne, senere som Sovjetunionen buffer mod Vesten. Baltikum har
historisk været en så vigtig brik for Rusland, at landet flere gange med magt har
underlagt sig regionen.
Ved sovjetstatens opløsning i 1991 var de baltiske sovjetrepublikker ikke blot
militært vigtige for Rusland som hjemsted for det baltiske militærdistrikt og for store
dele af den sovjetiske Østersøflåde, en vigtig missilvarslingsradar m.v. - også økonomisk
og socialt var Baltikum blevet en væsentlig del af sovjetsystemet. En væsentlig
del af russisk olieeksport blev - og bliver fortsat - transporteret til Vesten via baltiske
havne, og russerne kunne tage på badeferie langs de baltiske kyster, købe baltisk
fremstillet elektronik og fødevarer. Baltikum var et attraktivt sted at slå sig ned, for
levestandarden var væsentligt højere her end i de øvrige sovjetrepublikker, Rusland
iberegnet.
Da de baltiske lande blev selvstændige, mistede Rusland med ét slag 2/3 af sin
Østersøkyst, et helt frontlinie militærdistrikt og 3 velfungerende republikker. Det var
derfor på mange måder et væsentligt tab for Rusland, da de baltiske lande blev
selvstændige. Alligevel var det Ruslands første præsident Boris Jeltsin, som i 1990-91
opmuntrede de baltiske ledere til at gå videre i deres stræben mod selvstændighed.
Den første selvstændighedstid i perioden efter Sovjetunionens sidste magtdemonstration
i Baltikum ved episoderne i Vilnius og Riga og et års tid frem var præget af
et godt forhold til Sovjetunionens arvtager, den Russiske Føderation. Parterne støttede
hinanden i kampen mod de gammelkommunister, som ønskede at bevare unionen, man
var næstbedste venner.
Til trods for åbenlyse russiske interesser i de baltiske lande, var Rusland et af de
første lande til at anerkende de baltiske landes selvstændighed, da de i efteråret 1991
erklærede sig selvstændige igen efter 50 års sovjetisk besættelse.
’’Hvedebrødsdagene” varede dog ikke længe. Rusland ændrede snart taktik og
forsøgte at knytte de fhv. sovjetiske republikker til sig, dels i form af den russisk dominerede
organisation SNG, dels i form af et net af bilaterale aftaler. Det lykkedes dog
ikke Rusland at knytte de baltiske lande så tæt til sig, som man formentlig havde
ønsket sig i Moskva. Dertil var glæden over den nyvundne frihed for stor, og hadet til
russerne for 50 års besættelse af deres lande for omfattende.
I kølvandet på opløsningen af USSR meldte behovet for en ny russisk politik
overfor Baltikum sig. Selv om forholdet mellem de baltiske lande og Rusland i
hvedebrødsdagene var godt, stillede de baltiske landes selvstændighed den daværende
russiske udenrigsminister Andrej Kosyrev overfor en række nye udfordringer. Der
skulle skaffes ambassadebygninger i de baltiske hovedstæder og findes folk, som
kunne de baltiske sprog. Dette har sandsynligvis voldt problemer i starten.
Denne artikel søger at give et overblik over Ruslands Baltikumpolitik fra de tidlige
halvfemsere, hvor forholdet endnu var godt, til et års tid senere, hvor kampen parterne
imellem stod om troppetilbagetrækninger, til midten af årtiet hvor Rusland ønsker at
forhindre baltisk NATOmedlemskab til år 2000, hvor en modus vivendi parterne
imellem synes at være nået, og hvor realiteter - ikke mindst de økonomiske - langsomt
begynder at spille en vigtigere rolle.
Op igennem 1990'erne viste forholdet mellem Rusland og de baltiske lande sig at
blive langt fra problemfrit. Problemerne har især koncentreret sig om de følgende
områder:

  • De russisktalende mindretal i de baltiske lande; rettigheder og status i forhold til baltiske statsborgere.
  • Grænseproblemer og territorialkrav.
  • Handels- og transitforhold.
  • Sikkerhedspolitik og militære forhold.

Russisktalende mindretal
Spørgsmålet om status og rettigheder for det russisktalende mindretal i de baltiske
lande har været et af de væsentligste stridspunkter mellem Rusland og de baltiske
lande.
Alle de tre baltiske lande har i århundreder haft en vis russisktalende befolkningsdel.
Men under den sovjetiske besættelse steg denne befolkningsdel markant, især som
følge af indvandring af russisk arbejdskraft. I Letland var der således ved selvstændigheden
i 1991 næsten 48 pct. ikke-etniske letter, mens den ikke-estiske befolkningsgruppe
i Estland udgjorde næsten 39 pct. Litauen havde knap så stor en russisktalende
befolkningsgruppe, omkring 15 pct.
Den store russiske indvandring og tiltagende russificering af især Letland og
Estland havde været en mobiliserende faktor i landenes uafhængighedsbestræbelser.
I efteråret 1991 efter augustkuppet var statsborgerskab og minoritetsrettigheder i
Baltikum ikke en vigtig prioritet i Ruslands udenrigspolitik. Rusland havde da rigeligt
at se til med at fa nedlagt resterne af Sovjetunionen og selv stable en stat på benene.
Derimod var disse spørgsmål af yderste vigtighed i de baltiske lande, hvor man udover
formel selvstændighed også ønskede at gøre op med de russisktalendes og det russiske
sprogs dominans.
Rusland har senere slået fast, at det var den største fejltagelse i landets Baltikum
politik ikke fra starten af at stille krav om minimumsrettigheder til de russisktalende
mindretal i Baltikum som betingelse for russisk anerkendelse af baltisk selvstændighed.
(1)
I både Estland og Letland valgte man at give statsborgerskab til de, som kunne
bevise, at de havde boet i landene før den sovjetiske okkupation i 1940, samt
efterkommere af disse. I forhold til den russisktalende befolkningsgruppe betød dette,
at kun de russere, som havde boet i Baltikum før krigen, umiddelbart kunne opnå
statsborgerskab i de nye selvstændige lande. På denne måde fik størstedelen af den
russisktalende befolkning i Estland og Letland ikke automatisk statsborgerskab i det
land hvor de boede - og måske endda havde boet i mange år.
I Litauen, hvor den russiske befolkningsgruppe som nævnt er væsentligt mindre
end i de baltiske nabolande, valgte man derimod en såkaldt ”0-løsning” ifølge hvilken
stort set alle indbyggere i Litauen på selvstændighedstidspunktet kunne fa litauisk
statsborgerskab.
Fra russisk side blev man hurtigt opmærksom på sagen og søgte at påvirke
myndighederne i Estland og Letland til også at indføre en 0-løsning som i Litauen.
Af flere tungtvejende årsager var man dog ikke villig til at give efter for det russiske
ønske. Dels håbede flere baltiske politikere øjensynligt på at kunne få en stor del af
russerne til at drage til Rusland, dels frygtede man for en ’’tilbagevenden” til russisk
indflydelsessfære, såfremt de store russiske mindretal blev givet stemmeret. Balternes
frygt for, at den russisktalende befolkning i Baltikum skulle blive en ’’femte kolonne”
ser dog ud til at være aftaget med tiden. I en meningsmåling i Estland i efteråret 1999
erklærede op mod halvdelen af den ikke-estiske befolkning sig villige til om
nødvendigt at ville forsvare Estland med våben i hånd. (2) Dette gælder dog næppe de
op mod 100.000 russere i Estland, som har valgt at fa russisk statsborgerskab. (3)
Om frygten var velbegrundet er i dag vanskeligt at sige, men i al fald forlod kun en
mindre del af russerne Baltikum. (4)
Fra russisk side blev der lagt pres på balterne. Menneskerettighederne, som under
den kolde krig havde været vestens kort i kampen mod USSR, blev nu flittigt anvendt
af russerne, som hævdede, at den russisktalende befolknings rettigheder i de baltiske
lande blev grbft og systematisk krænket. Rusland søgte stadig mere åbenlyst at
bestemme takten og gøre kursen vanskelig for de små, nye og dermed sårbare stater.
Et af de væsentligste russiske kritikpunkter mod de baltiske statsborgerskabslove har
været kravet om tilstrækkelige sprogkundskaber til at kunne begå sig på enten estisk
eller lettisk. Fra russisk side har det været fremført, at russisk - som balterne i
sovjettiden var tvunget til at lære - burde være nok til at få statsborgerskab og at
sproget burde indføres som statssprog på linie med estisk og lettisk. Balterne har
derimod forsvaret sig med behovet for at beskytte deres små sprog. Man frygtede
desuden, at indførelsen af russisk som andet statssprog som i sovjettiden ville betyde,
at kun letter og estere skulle være tosprogede, mens russerne blot ville blive ved med
at tale russisk.
Rusland bragte ved adskillige lejligheder spørgsmålet om de russisktalendes rettigheder
i Baltikum op i internationale organisationer. Når der ses bort fra enkelte
anbefalinger om justering af lovgivningen, har resultatet af flere internationale
organisationers granskning af de russisktalendes forhold dog samstemmende været, at
der ikke har fundet systematiske menneskerettighedskrænkelser sted i de baltiske
lande. Da Rusland derfor måtte erkende ikke så let at kunne fa opfyldt sit ønske om
statsborgerskab til russerne i Baltikum med hjælp fra de internationale organisationer,
begyndte man i stedet at sammenkæde spørgsmålet om tilbagetrækning af russiske
tropper fra Baltikum med de russisktalendes rettigheder. Man lod forstå, at tilbagetrækningen
kunne ske meget hurtigere, såfremt spørgsmålet blev løst på en for Rusland
tilfredsstillende måde. Det var således først efter vestligt pres på Rusland, at de russiske
tropper fra Estland og Letland blev trukket tilbage i 1994. Fra Litauen skete det
allerede året før. Selv russiske forskere erkender i dag, at denne kobling skadede
mulighederne for gode fremtidige russisk-baltiske forbindelser. (5)
En af de vigtigste kilder til Ruslands Baltikumpolitik er en pressemeddelelse om
Ruslands langsigtede Baltikumpolitik fra præsidentens pressekontor fra februar 1997.
Her slås det fast, at Rusland kræver statsborgerskab til alle russisktalende, som boede
i Estland og Letland på løsrivelsestidspunktet, effektivisering af naturaliseringsprocessen
samt ret til familiesammenføringer. (6) I de baltiske lande opfattede man flere af
kravene som utidig indblanding i interne forhold.
Til trods for, at Rusland stadig med jævne mellemrum fremfører, at de russisktalendes
rettigheder krænkes, og at Rusland ser det som sin fornemste pligt at forsvare
sine landsmænd i de tidligere sovjetrepublikker, har Rusland dog med tiden måttet
indse, at der er stadig mindre at komme efter.
I efteråret 1998 vedtog et flertal af de lettiske vælgere ved en folkeafstemning at
ændre statsborgerskabs loven og afskaffe et omstridt ’’vinduesprincip”. Efter dette
princip kunne ansøgere efter alder søge om naturalisering fra 1995 - og den sidste
gruppe først fra år 2003. Systemet var blevet kraftigt kritiseret for at sænke antallet af
gennemførte naturaliseringer.
I 1999 ændrede Estland sin lovgivning, således at børn født af statsløse forældre
i Estland nu far estisk statsborgerskab ved fødslen.
Efter at disse to hindringer blev fjernet, kunne man tro, at antallet af naturaliseringer
var vokset. Dette er da også tilfældet, f.eks. i Letland, hvor der blev tildelt 12.427
statsborgerskaber i 1999, hvilket var 3-4 gange flere end året før. Siden naturaliseringerne
begyndte i 1995 har i alt 32.387 personer fået lettisk statsborgerskab.(7) I
Estland har i alt 109.293 personer fået estisk statsborgerskab. (8)
At det er blevet lettere at opnå statsborgerskab er dog ikke nødvendigvis ensbetydende
med, at alle kan forventes at søge om det. Statsborgerskab betyder nemlig også
pligt til militærtjeneste i de baltiske forsvar, og en vis gruppe af især yngre mænd kan
måske se en fordel i at vente med statsborgerskab, til de er for gamle til at blive
indkaldt. Endelig er der mange af de baltiske russere, som gør forretning eller har
familie i Rusland. For dem vil et baltisk statsborgerskab betyde, at de skal ansøge om
visum, hver gang de vil rejse til Rusland, hvilket både er relativt dyrt og tidskrævende.
(9)
Sammenfattende må det siges, at Rusland i 1990'eme førte en negativ politik
overfor de baltiske lande på statsborgerskabsområdet. Ikke sjældent har man søgt at
spille landene ud mod hinanden, og hver gang et af landene har været i en svær
situation, har man ikke forsømt lejligheden til at kritisere.
Mens det i starten af 1990'erne især var Estland, som blev kritiseret af russerne,
ændrede dette sig fra efteråret 1997, hvor EU tilkendegav at ville starte optagelsesforhandlinger
med Estland, til i stedet at blive Letland, som var udsat for russisk kritik.
Foranlediget af først en uvarslet og derfor ulovlig demonstration bestående af ældre
borgere - både russisktalende og letter - i Riga i marts 1998 og som blev opløst af
lettisk politi og senere samme måned en flok overlevende krigsveteraners årlige march
i Riga, startede Rusland en omfattende mediekampagne mod Letland, som blev
beskyldt for at krænke det russiske mindretals forsamlingsfrihed og for at være et
halvfascistisk land, som tillader nazister at marchere åbenlyst i gaderne. Russerne
havde til en vis grad held med kritikken, som ofte ukritisk blev citeret i vestlige aviser.
(10) Kritikken af Letland fortsatte året ud for straks at blive vendt mod Estland i 1999,
da man her ændrede på valg- og sprogloven. Senere på året flyttede fokus dog mod
Litauen, hvor Rusland ”kom til” at lukke for forsyningen af russisk råolie til Baltikums
eneste olieraffinaderi, Mazeikiu Nafta i Litauen, da man var utilfreds med, at russiske
olieselskaber blev forbigået ved privatiseringen af den hidtidigt statsejede virksomhed.
Lukningen af råolieforsyningen blev undskyldt med behovet for at anvende olien til
forårssåningen i det russiske landbrug!
På statsborgerskabsområdet har Rusland stort set alene kritiseret balterne for ikke
at behandle de russisktalende mindretal godt. Det har derimod været meget småt med
russisk støtte til fx russiske kulturinstitutioner i Baltikum. I Estland måtte myndighederne
iværksætte oversættelse af estiske skolebøger til russisk, da de lovede bøger fra
Rusland til russisksprogede skoler i Estland længe udeblev. Rusland kunne ved adskillige
lejligheder og på mange forskellige måder have bistået de russiske mindretal. Om
viljen (og midlerne) havde været der, kunne der have været gjort en stor indsats på
såvel det kulturelle som det sociale område. Men også på områder, hvor udgifterne
ville have været yderst begrænsede, kunne Rusland have gjort livet lettere for de
russisktalende i Baltikum. Det havde f.eks. ikke kostet meget på et tidligere at anerkende
de estiske og lettiske fremmedpas, som mange russisktalende er i besiddelse af.
Den manglende anerkendelse vanskeliggjorde i en periode de pågældendes rejsemuligheder.
(11)

Grænseproblemer og territorialkrav
Ved de baltiske landes genvundne selvstændighed i 1991 var spørgsmålet om landenes
grænser til Rusland ikke noget stort emne for Rusland. Det blev det imidlertid, da først
Estland og siden Letland erklærede, at de anså hhv. Tartu-fredsaftalen fra 1920 og
Riga-fredsaftalen fra samme år som udgangspunkt for forhandlinger om den fremtidige
grænse mellem de baltiske lande og Rusland.
Efter den sovjetiske besættelse af Estland og Letland blev der i 1944-57
gennemført en række grænseændringer, som betød at Estland mistede Ivangorod- og
Petseri-distriktet (Leningrad hhv. Pskov Oblast). På samme vis mistede Letland
Abrene-området (i dag Pytalovo-området i Pskov Oblast). (12) Fra sovjetisk side blev
det hævdet, at grænseændringerne skete efter ønske fra befolkningen i området. Dette
har dog aldrig kunnet bekræftes. (13) Derfor hævdede både Estland og Letland, at
grænseændringer foretaget i sovjettiden var ulovlige, da landene folkeretligt set var
besat. Rusland argumenterede derimod, at balterne selv havde accepteret Helsinkisluterklæringen
fra 1975 om grænsernes ukrænkelighed. (14)
Til trods for, at der ikke var opnået enighed om grænsespørgsmålet, begyndte
Rusland i 1994 ensidigt at demarkere grænsen til Estland, som måtte erkende, at det
næppe ville hjælpe at rejse spørgsmålet internationalt. I 1996 vedtog det lettiske
parlament, Saeimaen, en dagsorden som krævede Abrene-området retur. Beslutningen
vakte udelt vrede i Rusland, og den daværende lettiske præsident Ulmanis så sig
nødsaget til at opfordre parlamentet til at genoverveje beslutningen. I mellemtiden
stoppede Rusland alle forhandlinger om en grænseaftale.
På samme måde som Rusland forsøgte at koble spørgsmålet om tilbagetrækningen
af russiske tropper med de russisktalende mindretals rettigheder, har Rusland søgt at
sammenkæde grænseaftaler med de baltiske lande med samme spørgsmål. Dertil
kommer, at Moskva var uhyre bevidst om, at manglende grænseaftaler formentlig ville
sætte en stopper for baltisk EU- og NATO-medlemskab.
I slutningen af 1996 og i begyndelsen af 1997 trak først Tallinn og senere Riga
kravet om en reference til fredsaftalerne fra 1920 i grænseaftaleme tilbage. Der er
siden sket fremskridt, og der ligger nu færdige eller næsten færdige grænseaftaler
mellem Rusland og hver af de tre baltiske lande og afventer ratifikation. Grænseaftalen
med Litauen er nået længst, og blev den 19. oktober 1999 ensidigt ratificeret af det
litauiske parlament, Seimas. Litauen havde ellers tidligere tilkendegivet, at man ikke
ville ratificere, førend der var udsigt til, at russerne ville følge efter. Ved alligevel at
ratificere aftalen lagde de litauiske parlamentarikere et vist pres på deres russiske
kolleger for at følge trop. Ved ratificeringen fraskrev Litauen sig endegyldigt alle krav
på den russiske Kaliningrad Oblast, som, historisk set, har haft en forholdsvis stor
litauisk befolkningsdel, og som fortsat huser en del litauere.
De russiske grænseaftaler med Estland og Letland er ikke nået helt så langt, skønt
de også stort set er færdige til underskrift. I marts 1999 blev den estisk-russiske aftale
således underskrevet af formændene for den fælles regeringskommission. Imidlertid
har det russiske parlament, Dumaen, ved flere lejligheder afvist at ville ratificere
aftalerne, førend der er fundet en løsning på de russisktalende mindretals status. Det
er spændende at se, om den nye sammensætning i Dumaen og den nye russiske
præsident vil forholde sig anderledes til spørgsmålet.
Selvom det må siges, at forhalingstaktikken lykkedes Rusland for en tid, har
Vesten nu ved flere lejligheder fortalt Rusland, at en sådan taktik ikke vil lykkes. Fra
1997-98 har Vesten således anerkendt, at balterne på deres side har gjort alt hvad de
kunne for at få grænseaftaleme på plads.

Handel og transit
Lige efter uafhængigheden var de baltiske landes udenrigshandel næsten udelukkende
rettet mod Rusland, samt til en vis grad Ukraine og Belarus. Selv om en betydelig del
af dette marked forsvandt som følge af Sovjetunionens opløsning, prisstigninger og
introduktionen af nationale, baltiske valutaer havde alle de tre baltiske lande op
gennem 1990'erne en stor samhandel med Rusland.
Selvom samhandelen sent i 1990' eme var stigende i absolutte tal, var samhandelen
med Rusland set i forhold til samhandelen med de vestlige lande for nedadgående.
Den russiske økonomiske krise i august 1998 medførte også kriser, om end af mindre
omfang, i de baltiske lande. Mens både Estland og Letland i løbet af 1999 stort set
overvandt krisetegnene, sloges Litauen dog fortsat med følgerne. En positiv konsekvens
af krisen var dog, at den medvirkede til at omlægge de baltiske landes eksport
fra de gamle østlige, til de mere købedygtige, men også kvalitetskrævende vestlige
markeder. EU-landene er således i dag de baltiske landes vigtigste samhandelspartner,
som aftager mellem 49-63 pct. af baltisk eksport og står for leverancen af varer i ca.
samme størrelsesorden. På samme tid er de baltiske landes samhandel med Rusland
faldet markant til en størrelse på 7 pct. til 20 pct. af den samlede udenrigshandel. (15)
Et vigtigt område af samhandelen udgør den russiske transit af olie og andre
energiprodukter, som fra Rusland føres til havne i Baltikum for videre eksport.
De baltiske lande er også selv aftagere af russiske energiprodukter. Mens Estland,
som selv har energiressourcer i form af olieskifer, stort set kun køber gas i Rusland,
har Letland og især Litauen været afhængige af import af russisk olie. For at gøre sig
mindre afhængige af russiske forsyninger, har Litauen indrettet Bütingé-terminalen
ved Østersøen, som normalt bruges til eksport af olieprodukter, til også at kunne
modtage olieleverancer udefra, såfremt det måtte behøves. Litauen har også været
afhængig af russisk nukleart brændstof til Ignalina kernekraftværket i det nordøstlige
Litauen, men med beslutningen om at lukke værket ophører afhængigheden på dette
område.(16) En nordisk-baltisk plan om energisamarbejde vil yderligere mindske de
baltiske landes energiafhængighed af Rusland.
Rusland har ved flere lejligheder protesteret over, hvad man mener er urimeligt
høje transitafgifter, og truet med i stedet at ville eksportere via Finland og selv bygge
nye havne ved Skt. Petersborg. Dette vil dog tage tid og desuden næppe blive billigere.
Når der ses bort fra enkelte episoder med tilsyneladende bevidste leveringsstop - bl.a.
til Litauen - ser det da også ud til at omfanget af russisk transit via Baltikum snarere
er afhængig af priserne på verdensmarkedet og størrelsen af den russiske produktion
end af Moskvas udenrigspolitik. En vis gensidig afhængighed kan derfor siges at være
opstået mellem parterne.
Dertil kommer, at de russiske olieselskaber - med et vist held - har forsøgt at
spille de baltiske lande ud mod hinanden for at få billigere transit hos naboen. Det er
vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad dette har været koordineret med myndighederne
i Moskva, eller der blot har været tale om russisk købmandskab.
Rusland har dog gentagne gange truet de baltiske lande med forskellige
økonomiske sanktioner. Allerede i 1992 blev der forhandlet en MFN- (Most FavouredNation) handelsaftale mellem Estland og Rusland. Aftalen trådte dog aldrig i kraft.
Derimod blev der indført russisk særtold på ca. 800 varegrupper fra Estland, heraf 150
landbrugsprodukter. Da Rusland traditionelt har været storaftager af baltiske fødevarer,
ramte den høje fortoldning hårdt. Noget tilsvarende hændte for Letland. En MFN-aftale
mellem Rusland og Litauen blev først implementeret, da Litauen indvilligede i at indgå
en aftale om transit til Kaliningrad. Det er værd at bemærke, at fraværet af fordelagtige
handelsaftaler først og fremmest har ramt de russisktalende mindretal i de baltiske
lande, da det først og fremmest er denne befolkningsdel, som kunne drage fordel af en
udvidet handel med Rusland. Det lykkedes både Letland og Estland at blive medlem
af WTO før Rusland. Når Rusland en dag opnår medlemskab, vil landet være forpligtet
til at give balterne MFN-status. (17)
I februar 1998 kom det til mere end trusler om sanktioner, da Letland blev ramt
at Ruslands fordømmelse på grund af et par allerede nævnte demonstrationer. Moskvas
borgmester Jurij Lusjkov sammenlignede åbenlyst Letland med Pol Pots regime i
Cambodja, og han krævede, at Rusland indførte sanktioner. Selv iværksatte han en
kampagne i Moskva (som med op mod 10 millioner indbyggere ikke er et uvigtigt
marked for Letland), hvor butikkerne blev opfordret til ikke at sælge lettisk fremstillede
varer. (18) I løbet af sommeren 1998 blev et omfattende forslag om sanktioner
behandlet i Dumaen, men blev dog ikke vedtaget. Forslaget ville forbyde al russisk
handel med Letland, bortset fra energi. Forslaget er af Dumaen udskudt til ’’efter
præsidentvalget” og kan således risikere at komme til behandling igen. Derimod har
Rusland indført ’’indirekte sanktioner” mod Letland på mindst to andre områder. I
foråret 1998 stillede den russiske centralbank krav om 100 pct. garantistillelse ved
financielle transaktioner mellem lettiske og russiske banker. Kravet har betydet, at der
i dag stort set ikke foregår nogen (legale) transaktioner. På jembaneområdet ophævede
Rusland i sommeren 1998 en række tariffer over for flere central- og østeuropæiske
lande - men ikke de baltiske. Om end tarifferne i sommeren 2000 blev sænket, er
begge indirekte sanktioner fortsat i kraft, selv om Rusland naturligvis fastholder, at der
ikke er indført sanktioner overfor Baltikum. (19)
 

Sikkerhedspolitik og militære forhold
Mens det vigtigste militære spørgsmål i starten af 1990'erne drejede sig om
tilbagetrækningen af de russiske tropper fra Baltikum, ændrede fokus sig efter
tilbagetrækningen af langt hovedparten af styrkerne i 1994 til i stedet at være på de
baltiske landes eventuelle medlemskab af NATO.
Da de russiske tropper forlod Baltikum i 1994, var det med en aftale om, at
Rusland fortsat kunne anvende missilvarslingsradaren i Skrunda i det vestlige Letland,
indtil en ny radar skulle kunne overtage Skrunda-radarens funktion senest i 1998.
Radaren var en central komponent i det russiske missilvarslingssystem og dækkede
hele Østersøområdet. På trods af, at der havde været en del spekulationer om, hvorvidt
russerne ville blive færdige med konstruktionen af en ny radarstation i Baranovichi i
Belarus, blev Skrunda-radaren planmæssigt slukket i efteråret 1998, og demonteringen,som ifølge aftalen skulle være færdig senest i februar 2000, kunne begynde. Det
lykkedes dog at blive færdige med demonteringen af radaren allerede i efteråret 1999.
Dermed var den russiske militære tilstedeværelse i de baltiske lande et afsluttet kapitel.
I den allerede nævnte russiske ’’langsigtede Baltikumpolitik” fra 1997 var det en
hovedprioritet, at holde de baltiske lande uden for NATO. Rusland har gentagne gange
foreslået alternativer til en NATO-udvidelse, lige fra russiske sikkerhedsgarantier til
et fælles europæisk sikkerhedssystem inden for rammerne af OSCE. Balterne har
imidlertid takket pænt nej hver gang, og hver gang har afslaget afstedkommet vrede
og trusler fra forskellige russiske politikere.
På den ene side kan det se ud til, at Rusland er ved så småt at affinde sig med
udsigten til, at de baltiske lande formentlig bliver medlemmer af NATO inden for en
overskuelig årrække. Således behandler en rapport fra det russiske Udenrigs- og
Forsvarspolitiske Råd udgivet i sommeren 1999 også Ruslands Baltikumpolitik efter
en udvidelse af NATO med de baltiske lande. (20)
På den anden side kan der ikke være tvivl om, at Moskva stadig modsætter sig
baltisk NATO-medlemskab. Det fremgår af den nye russiske militærdoktrin fra april
2000, hvor dels ’’diskrimination og undertrykkelse af russiske borgeres rettigheder i
udlandet”, dels ’’opbygning af styrkeformationer, som leder til forstyrrelse af den
gældende magtbalance nær Ruslands grænser...” anses for trusler mod Ruslands
militære sikkerhed.
I juni 1999 afholdt Rusland militærøvelsen ”Sapad-99” (Vest-99), som var den
hidtil største siden Sovjetunionens opløsning og omfattede styrker fra flere værn og
foregik i samarbejde med belarusiske væbnede styrker. Øvelsen omfattede et simuleret
atomart angreb som svar på et stort konventionelt angreb på Belarus og Kaliningrad
fra vest, som de russiske styrker ikke kunne stoppe med konventionelle midler.
Konceptuelt lægger militærdoktrinen sig i forlængelse af dette trusselsbillede.
Der er derfor næppe tvivl om, at såvel militærdoktrinen som øvelsen skal ses som
et advarende signal til NATO og Baltikum om, at Ruslands modstand mod udvidelsen
ikke kan forventes at mindskes i den nærmeste fremtid. (21)
I det nye russiske udenrigspolitiske koncept fra juni 2000 nævnes ligeledes
behovet for at beskytte russere og russisktalende i udlandet flere steder. Mere
interessant er det dog, at der i afsnittet om regionale prioriteter lægges op til et bedre
samarbejde med de baltiske lande. Rusland ønsker godt naboskab og gensidigt
samarbejde. En ikke overraskende forudsætning er dog, som det hedder ”at disse lande
tager hensyn til Ruslands interesser, inklusiv nøglespørgsmålet om respekt for den
russisktalende befolknings rettigheder”. (22)
Et andet vigtigt spørgsmål for Rusland har været om mulighederne for transit til
den russiske eksklave Kaliningrad. Rusland ser dog ud til at have affundet sig med en
aftale med Litauen fra 1995, ifølge hvilken Rusland skal betale transitafgifter og tillade
litauiske inspektioner af transitten. Selv om antallet af russiske styrker og militært
materiel blev reduceret i løbet af 1990 erne, er der stadig betydelige russiske styrker
i Kaliningrad. Mens der i første halvdel af 1990'erne skete reduktioner i både personel
og materiel, er reduktionerne i årtiets anden halvdel især sket på personelområdet.

 

Konklusion
Rusland har, populært sagt, i langt højere grad anvendt stok end gulerod i sine
relationer til Baltikum. I stedet for at vælge en positiv attitude og forhandle som gode
naboer, har Rusland i løbet af det sidste årti gentagne gange anvendt samme
stormagtsretorik, som i sin tid fik balterne til at arbejde for løsrivelse fra USSR. Et
forhandlingsklima præget a f ’’stokkemetoder” og trusler fremmer ikke samarbejdet.
Den russiske Baltikumpolitik var i starten af 1990'eme snarere rettet mod at ’’tale
de små uvorne brødre” til fornuft, end at deltage i et konstruktivt samarbejde.
Et typisk træk ved den russiske politik har været en ”divide-et-empera”-tilgang til
regionen. I det vigtige spørgsmål om de russisktalendes rettigheder gik kritikken i de
første år især på Estland, men da nabolandet Letland i 1997-98 kom i en svag position
som følge af esternes forspring i EU-forhandlingeme, rettede Rusland straks skytset
mod Letland. Litauen er det af de tre baltiske lande, som har haft det bedste forhold til
Rusland. Alligevel blev litauerne, som i 1999 kæmpede med en svag økonomi som
følge af krisen i Rusland, udsat for russiske angreb og en formentlig bevidst lukning
af olieforsyningen fra Rusland. Rusland har op gennem 1990'eme således konstant
forsøgt at udnytte selv den mindste svaghed i de baltiske lande til egen fordel.
Rusland har dog i dag mistet de væsentligste muligheder for at påvirke de baltiske
landes politik - eller endog selv spillet sig disse af hænde. Der er i dag ikke flere
russiske tropper i Baltikum, hvis tilbagetrækning Rusland kan true med at ville
forsinke.
På samme vis har Rusland efter den økonomiske krise i august 1998 og sanktionerne
mod især Letland selv medvirket til omlægningen af de baltiske landes udenrigshandel,
som nu ikke i samme grad som tidligere er orienteret mod - og dermed
afhængig af - Rusland. Dertil kommer, at de russiske forsøg på at genere samhandelen
mellem Rusland og de baltiske lande i form af indirekte sanktioner og trusler om reelle
sanktioner i høj grad har ramt virksomheder drevet af baltiske russere. Samme
mindretal, hvoraf mange er tosprogede og har kontakter begge steder, kunne udgøre
et vældigt potentiale for russisk-baltisk samarbejde.
Ved ikke at yde støtte til de russisktalende mindretal i Baltikum, har Rusland selv
medvirket til at øge de russisktalendes loyalitet overfor de lande, dejo trods alt bor i.
Det har øjensynligt taget det meste af et årti, før end Rusland begyndte ikke blot
at opfatte sin Baltikumpolitik som et middel til at påvirke en region tæt på Rusland,
men som et redskab til samarbejde i et område, som Rusland selv på mange måder er
en del af.
Relationerne mellem Rusland og de baltiske lande er i dag fortsat ulige, men alt
i alt meget roligere og mere normale, end i begyndelsen af 1990 eme. Forholdet
mellem Rusland og Baltikum har udviklet sig fra i starten at være mellem næstbedste
venner til i størstedelen af 1990'eme at være præget af fjendskab. Et fomuftspræget
samarbejde, ofte drevet af nødvendighed fremfor lyst - synes dog at have indfundet sig
på mange områder, selv om der på andre fortsat er udeståender. Et russisk skridt, som
virkelig kunne give håb om fremskridt i de russisk-baltiske forbindelser ville være
ratifikationen af grænseaftaleme med alle tre baltiske lande.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_sep.pdf

 

Noter
1. Se fx: Pocchji h IlpHÖajiTHKa II, CoBeT no BHeiimeH h oöopohhoh
noJiHTHKe, MocKBa 1999 r. Artikel 1.4 samt 6.12. www.svop.ru/doklad8.htm.
2. I undersøgelsen erklærede 18% af ikke-esteme sig helt sikkert rede til at forsvare
Estland, mens 31% mente, at de formentlig ville gøre det. Undersøgelsen
omfattede 1020 indb. One in two non-Estonians ready to defend country against
enemy, Saar Poll Survey, http://home.earthlink.net/~nordicpress/arhiiv/ves02_00.
html.
3. Donald, Brooke: Russians in Estonia can vote in Russia’s elections, The Baltic
Times, 16.12.99. I Letland bor der ca. 60.000 russiske statsborgere, mens der i
Litauen er ca. 20.000.
4. Udvandringen var størst i 1992-93, og omfattede bl.a. russiske tropper stationeret
i Baltikum. Udvandringen var næsten stoppet i 1996 og er i alt i øvrigt mindre end
fra fx andre steder i det tidl. USSR som Kaukasus og Centralasien.
5. Se fx: Sergounin, Alexander: The Russian Dimension” p. 29, in: Mouritzen, Hans:
Bordering Russia. Theories and Prospects for Europe’s Baltic Rim, Ashgate 1998.
6. Pressemeddelelse af 11. februar 1997 ’’flojiroBpeMeHHaa jihhha Pocchh b
OTHOiiieHHe EajrraHCKHX OrpaH”. Dokumentet er omtalt flere steder, fx i
Oldberg, Ingmar: No love is lost - Russia’s relations with the Baltic States, p. 153,
i Arteus, G. & Lejins, A: Baltic Security, Latvian Institute of International Affairs
& Försvarshögskolan 1997 samt i Pikayev, Alexander A.: Russia and the Baltic
States, p. 144 i: Hansen, B. & Heurlin, B.: The Baltic States in World Politics,
Curzon 1998.
7. Pr. 30. juni 2000. www.np.gov.lv/en/fakti/statistika.htm.
8. Pr. 1. oktober 1999.
9. For indehavere af lettiske fremmedpas kræves der ikke visum til Rusland, men en
indrejsetilladelse, som er lettere at fa.
10. Debatten om den Lettiske Frivillige SS-Legion. Upubliceret opgave på
Københavns Universitets Osteuropainstitut, januar 2000 af Bjarke W. Bøtcher.
11. Det var først efter pres fra OSCEs Højkommissær for Nationale Mindretal, at
Rusland d. 02.09.1997 officielt anerkendte lettiske fremmedpas, i praksis blev de
dog anerkendt fra d. 19.08.1997.
12. MaTTHceH, 3# rap : S ctohha-Pocch#: hctopha rpammbi h ee npoÖJieMBi,
pp. 203-209, ScTOHHfl 1995.
13. Dauksts, B & Puga, A: Abrene, p. 182 samt Jääts, Indrek: East of Narva and
Petserimaa, p. 192, i Forsberg, Tuomas: Contested Territory. Border Disputes on
the Edge of the Former Soviet Empire, Finnish Institute for International Affairs,
1995.
14. De baltiske lande blev medlemmer af OSCE i 1991.
15. Se fx Bjarke W. Bøtcher: Estland i 1999, Letland i 1999 og Litauen i 1999.
Øststatus 1999, C. A. Reitzels Forlag 2000.
16. Den 08.09.1999 besluttede Seimas at lukke den ene af værkets to reaktorer i år
2005, og senest i år 2004 at tage beslutning om, hvornår reaktor 2 kan lukkes -
formentlig bliver det i 2009.
17. Letland blev WTO-medlem 10.02.99 og Estland 13.11.99. Rusland og Litauen har
observatørstatus.
18. Jansson, Eric: ’’Lushkov attacks Latvia”. The Baltic Times 2-8.04.1998.
19. Se fx Pikayev, Alexander A.: Russia and the Baltic States, p. 144, i: The Baltic
States in World Politics, ed. Hansen, B. & Heurlin, B., Curzon 1998.
20. P o c ch ji H ripußajiTHKa II, CoBeT n o BHeniHen h o ö o p o h h o h nojiHTHKe,
MocKBa 1999 r. Se note 1. Se også: Herd, Graeme P. ’’Russia-Baltic Relations
1 9 9 1 - 1 9 9 9 ” , C o n f l i c t S t u d i e s R e s e a r c h Ce n t r e ,
www.ppc.pims.org/Projects/csrc/new/f66-gh-compl.htm . Begge dokumenter
hentet juli 2000.
21. BoeHHafl floKTpHHa P o c c h h c k o h Oe^epai^HH, a f21. april 2000. www.mid.-
ru. For en nærmere analyse af den russiske militærdoktrin, se Kvæmø, Ole: A
New russian Military Doctrine?, Baltic Defence Review 2/1999 eller Karsten J.
Møllers artikel i dette nummer af Militært Tidsskrift.
22. The Foreign Policy Concept of the Russian Federation, Moscow 28.06.2000,
www.mid.ru.
 

Litteraturliste

Del: