Rusland efter Nord-Ost

Rusland fik sit 11. september i efteråret 2002. Midt på aftenen den 23. oktober stormede en gruppe tjetjenske terrorister under ledelse af Movshar Barajev teatret på Melnikovgaden i Moskva. Opsætningen var den populære musical Nord-Ost og teatret havde denne aften flere end 700 besøgende. Tre dage senere, om morgenen d. 26. oktober, rykkede russiske specialstyrker ind i bygningen. Forinden var betydelige mængder af gassen fentanol blevet pumpet ind i teatret via ventilationsanlægget, og billeder ville senere vise hvorledes både gidsler og gidseltagere nærmest øjeblikkeligt var segnet om i deres sæder.

Efter få dage kunne tabstallene gøres op. De viste at 41 terrorister var blevet dræbt under aktionen, mens der i alt var 129 ofre blandt gidslerne. Heraf var langt størstedelen blevet dræbt af den benyttede gas.

Nærværende artikel, skrevet tre måneder efter gidseldramaet i Moskva, vil diskutere en række mulige konsekvenser af denne begivenhed. Følgerne af krisen vil utvivlsomt vise sig at blive betydelige – en af de mest umiddelbare var dén, at den russiske præsident Vladimir Putin i de efterfølgende uger fandt støtte hos mere end 80% af befolkningen – men deres fulde omfang vil først senere stå klart.[1]

Foto: Forsvaret.dk

Allerede nu aner man dog konturerne af omfattende ændringer i sikkerheds-, forsvars- og udenrigspolitikken. Få dage efter afslutningen på gidseldramaet beordrede Putin således en fuldstændig revision af den eksisterende sikkerhedsdoktrin, og denne nye version forventes klar i løbet af 2003.[2] Eftersom sikkerhedsdoktrinen udgør det logiske fundament for de andre politiske doktriner – deriblandt forsvars- og udenrigsdoktrinen – synes det sikkert at disse også senere vil blive omarbejdet, således at man sikrer overensstemmelse mellem de forskellige policy papers.[3]

Kommentatorer vil nøje følge ændringer indenfor især terrorbekæmpelse og forholdet til Vesten, og i anden del af denne artikel vil jeg give et bud på hvorledes sidstnævnte spørgsmål kan tænkes at blive behandlet i de kommende doktriner. Forinden vil jeg dog kort berøre terroraktionens mulige konsekvenser indenfor to andre områder: Overgangen til en professionel hær og de fremtidige militærudgifter.

Indførelsen af en professionel hær

Umiddelbart synes de tragiske begivenheder i Moskva måske ikke at kunne få betydning for spørgsmålet om indførelsen af en professionel hær i Rusland. Myndighedernes håndtering af affæren blev ganske vist mødt med betydelig kritik, men specialtroppernes indsats blev generelt betragtet langt mere positivt.[4] Efter gidseldramaet er flere problemer i militæret og sikkerhedstjenesterne dog rykket længere frem på dagsordenen. Det drejer sig bl.a. om bekæmpelse af korruption, manglende koordinering mellem tjenesterne og – naturligvis – krigen i Tjetjenien.

På sin egen paradoksale vis kan Barajev måske have bidraget til at bringe konflikten i Tjetjenien tættere på en fredelig løsning – blot ikke i den form som han sikkert forestillede sig. Gidselaktionen har nemlig svækket tjetjenernes position betydeligt, både i Rusland og internationalt, og centralmagten vil naturligvis forsøge at drage fordel af denne udvikling, eksempelvis ved at gennemtvinge sin egen plan for området.[5]

Uanset den ændrede magtbalance står én smertefuld kendsgerning dog tilbage: Tabstallene for de russiske tropper har for længst passeret det katastrofale, og man har tydeligvis vanskeligt ved at håndtere denne form for asymmetrisk krig.[6] Der skal en ekstraordinær indsats til en i konflikt, hvor den offensive-defensive balance på flere kritiske punkter – og måske iær når det gælder motivation og derfor engagement – favoriserer sidstnævnte. Og et af problemerne i denne forbindelse kan være den upopulære værnepligt, som sender demoraliserede og mangelfuldt udrustede tropper i kamp på fjendens territorium.

Under det nuværende system er det blot 11 % af en årgang som aftjener værnepligt, en stor del fritages nemlig pga studier og fabrikerede lægeerklæringer eller ved at betale bestikkelse, mens andre vælger at gå under jorden. Resultatet er, som det er blevet beskrevet, at de fremmødte er de ”dårligst uddannede, de mest kriminelle, de mest stofafhængige; [og] mange er fejlernærede”.[7]

Debatten om afskaffelse af værnepligten er ikke ny, den går efterhånden ti år tilbage, men den har fået ny næring efter at hærens manglende succes i Tjetjenien er blevet udstillet. I november fremlagde forsvarsminister Sergej Ivanov således en ny plan for indførelsen af en professionel hær i Rusland, og målet var her at udfasningen af værnepligten skulle være tilendebragt i 2017. Planen fik en blandet modtagelse, også i regeringen hvor premierminister Mikhail Kasjanov udtrykte sin skuffelse over forsvarsministeriet, og i stedet henstillede til at 2007 skulle være slutåret for reformerne.[8]

Dette mere ambitiøse mål var i tråd med et tidligere afgivet løfte fra Putin til befolkningen om at afskaffe værnepligten inden udgangen af årtiet. Kritikere har dog efterfølgende påpeget at de økonomiske omkostninger simpelthen vil være for store, og en skitse til et kompromis er derfor lagt frem. Ifølge denne plan skal en større professionel ”grundstyrke” være på plads inden 2007, men samtidigt skal værnepligten bevares i en årrække efter dette tidspunkt.[9]

Konkret drejer det sig om følgende tal:[10] Samlet andrager de væbnede styrker i dag ca. 1,15 mio., hvoraf henved 150.000 er professionelle. Gruppen af sidstnævnte skal gradvist øges samtidigt med at det samlede antal reduceres, muligvis helt ned til 600.000 – 700.000.[11] En sådan omlægning ville, siger tilhængere, muliggøre overgangen til en hær som er bedre uddannet, bedre udrustet og mere motiveret - og dermed også i langt højere grad i overensstemmelse med det trusselsbillede som Rusland står overfor.[12]

Forinden skal modstanden mod reformerne, især i militærets egne rækker, dog overvindes. Blandt officererne er der en ikke-ubegrundet frygt for at indførelsen af en professionel hær vil bringe et drastisk fald i deres antal, men i den offentlige debat fokuserer samme gruppe oftest på et emne med større folkelig appel - de muligt negative økonomiske konsekvenser af reformerne.[13] Regeringen og Dumaen, godt hjulpet af de netop beskrevne forhold, menes dog på vej til at knække officerskorpsets modvilje mod troppereduktioner, og det afgørende spørgsmål synes derfor at blive om de økonomiske rammer kan holde.[14]

Militærudgifterne

De russiske militærudgifter har været stigende siden 1999, året hvor Putin trådte ind på den politiske scene, men de er stadig under niveauet fra de tidlige uafhængighedsår. Stigningen har primært været i absolutte tal for sat i forhold til det russiske BNP har militærudgifterne været nogenlunde stabile. Og denne omstændighed skyldes naturligvis den betragtelige vækst i økonomien i samme periode.

De rene militærudgifter (eksempelvis uden pensioner) for 2002 er af SIPRI vurderet til henved 35 mia. US Dollars eller ca. 2,6 % af BNP.[15] Dermed ligger man indenfor rammerne af en tidligere beslutning om at begrænse udgifterne til maksimalt tre % af BNP.[16] Baggrunden for denne beslutning skal i høj grad ses i sammenhæng med påståede magtkampe i inderkredsen omkring Putin, hvis embede ofte hævdes at være understøttet af to, muligvis tre, grupperinger: ”de liberale” (dvs politiske reformkolleger, ofte fra Skt Petersborg), ”sikkerhedsstyrkerne” (dvs repræsentanter for ”KGB-forbindel­sen”) og, som et muligt tredje hjul, "familien" (dvs den gamle inderkreds omkring den tidligere præsident Boris Jeltsin).[17]

Den politiske kurs efter Jeltsins tilbagetræden, set bl.a. i de ganske omfattende økonomiske reformer og den pro-vestlige udenrigspolitik efter 11. september 2001, indikerer at "de liberale" har vundet kampen om præsidentens støtte. Eller måske endog at Putin gradvist og ganske frivilligt har bevæget sig i denne retning og dermed har lagt afstand til især "sikkerhedsstyrkerne". Denne udvikling ville kunne bidrage til at forklare indførelsen af et loft for militærudgifterne, en beslutning som ikke har mødt udelt støtte.[18]

Målet om en stigende professionalisering af militæret (ikke blot løn-, men også uddannelses- og udstyrsmæssigt) kan dog vise sig vanskeligt at nå indenfor de eksisterende rammer, hvis ikke der sker en samtidig troppereduktion som beskrevet ovenfor.[19] Under det nuværende system tjener de professionelle soldater ca. 900 kroner om måneden, hvilket selv efter russiske forhold naturligvis er alt for lavt.[20]

En fortsat vækst i den russiske økonomi vil selvsagt afhjælpe problemet, men hvis denne viser sig utilstrækkelig kan det muligvis blive nødvendigt at øge militærudgifternes andel af BNP - også mere end den politiske vilje ellers ville strække til.[21] Et af de interessante spørgsmål i denne forbindelse vil være, hvorvidt gidselaktionen i Moskva vil bringe "de liberale" (som ser Rusland som en naturlig aktør i kampen for ”vestlige” normer) og "sikkerhedsstyrkerne" (som blot ønsker flere midler) tættere sammen. Et øget interessefællesskab mellem disse to grupper, en udvikling som er ganske sandsynlig, vil mindske den interne splid i landet og derved gøre det nemmere at gennemføre de påkrævede reformer.

Sikkerhedsdoktrinen

Som allerede påpeget er sikkerhedsdoktrinen det naturlige udgangspunkt for de andre – og mere områdespecifikke – doktriner, og det er da også hvad Putin har bekræftet gennem sin politik.[22] Sikkerhedsdoktrinen blev således underskrevet af præsidenten allerede i januar 2000, og derefter fulgte i hastigt tempo forsvars- og udenrigsdoktrinerne (sat i kraft i hhv. april og juni 2000).[23] Disse tre doktriner afspejler alle et anspændt forhold mellem Rusland og Vesten – og de afspejler en verden som er før 11. september 2001.

Sikkerhedsdoktrinen indledes med et afsnit om ”Rusland og verdenssamfundet”, og der advares heri om to modsatrettede og inkompatible tendenser:

”Den første tendens ses i styrkelsen, økonomisk og politisk, af et betydeligt antal stater og deres integrerede sammenslutninger, og i forbedringen af de multilaterale mekanismer til styring af internationale processer. ... Den anden tendens ses i forsøget på, i det internationale system, at danne en struktur baseret på dominansen af de udviklede vestlige lande, under ledelse af USA, og på unilaterale løsninger af centrale problemer i verden, først og fremmest ved anvendelse af militær magt, og i modstrid med grundlæggende normer i international lov”.[24]

Et senere afsnit diskuterer de mulige trusler mod Ruslands sikkerhed, og det noteres her at de internationale trusler bl.a. består i 

”styrkelsen af militært-politiske blokke og unioner, først og fremmest udvidelsen af NATO mod Øst; [foruden også] muligheden for at udenlandske militærbaser og større troppekontingenter kan blive placeret i umiddelbar nærhed af de russiske grænser”.[25]

I samme afsnit noteres det desuden om NATOs strategiske koncept fra Washington-topmødet i 1999, at

”Ophøjelsen til strategisk koncept af NATOs overgang til at benytte (militær) magt udenfor alliancens ansvarsområde og uden en godkendelse fra FNs Sikkerhedsråd risikerer at destabilisere hele den strategiske situation i verden”.[26]

Disse punkter er efterfølgende blevet indskrevet i forsvars- og sikkerhedsdoktrinerne. I førstnævnte advarer man således bl.a. imod forsøg på at forstyrre den eksisterende magtbalance, og det pointeres også her at Ruslands sikkerhed er truet af ”udvidelsen af militære blokke og unioner”.[27] Samtidigt understreges det at Rusland vil forsøge at intensivere det militære samarbejde i SNG, og at landet i øvrigt vil bevare sin atomvåbenstatus for derigennem at kunne afskrække angreb på enten sig selv eller dets allierede.[28]

I udenrigsdoktrinen bemærkes det indledningsvist med begejstring, at et ”overvældende flertal” af verdens stater nu orienterer sig i retning af markedsprincipper og demokrati.[29] Dernæst gentages dog modstanden mod den ”unipolære tendens”, og der advares om at resultatet af denne udvikling kan blive øget international spænding og et fornyet våbenkapløb.[30] Og igen er det klart at USA (pga forsøget på at opnå status af unipol) og NATO (pga det strategiske koncept og de daværende udvidelsesplaner) er de skyldige aktører.[31]

Det bør her tilføjes, at den amerikanske professor John Lewis Gaddis’ kommentarer til USAs nye sikkerhedsdoktrin fra september 2002 - ”the Bush team seems to have absorbed some pretty sophisticated political science” – også synes at være gældende for folkene i Kreml.[32] I det mindste aner man i udenrigsdoktrinen en mulig konflikt mellem, på den ene side, en stadig større homogenitet mellem verdens stater (”a growing convergence of domestic values”) og, på den anden (og amerikanske) side, en benægtelse af dette og et forsøg på i stedet at handle på egen hånd.[33]

Som fremstillet i doktrinen er problemet således, at Ruslands post-sovjetiske identitet (som hævdes at hvile på demokrati og, som en del af dette, på markedsøkonomi) ikke fuldt ud anerkendes af de andre bærere af denne identitet.[34] Reformprocessen har derfor, i et vist omfang, været forgæves for russerne accepteres ikke som fuldgyldige medlemmer af ”klubben” og står i stedet tilbage med et  ”sucker payoff” – de har gjort indrømmelser men gengældelserne er udeblevet.[35]

Udenrigsdoktrinen berører på denne måde det store spørgsmål om normer og identiteter – og den efterlader ingen tvivl hvad angår russernes egen selvforståelse: De er en del af et ”vestligt” norm- og identitetsfællesskab. Dermed er der også lagt op til at de kommende doktriner vil indeholde policy-erklæringer som ser videre end teorier med afsæt irational choice. Det interessante, m.a.o., vil bl.a. være hvorvidt den nye sikkerhedsdoktrin – og de senere forsvars- og udenrigsdoktriner – vil understrege dette påståede fællesskab mellem Rusland og Vesten.

Mulige ændringer

USAs sikkerhedsdoktrin accepterer ikke umiddelbart ideen om at Rusland har lagt transitionen bag sig og er blevet en del af ”os”, men der er meget tydeligt en udstrakt hånd.[36] Om samarbejdet med Rusland hedder det således, at

”we are building a new strategic relationship based on a central reality of the twenty-first century: The United States and Russia are no longer strategic adversaries ... [Russia’s top leaders] understand, increasingly, that Cold War approaches do not serve their national interests and that Russian and American strategic interests overlap in many areas”.[37]

Under et besøg i Washington umiddelbart efter vedtagelsen af den amerikanske sikkerhedsdoktrin advarede Ivanov sine værter imod forsøg på at handle uden FN-støtte, og han tog afstand fra hvad man i Moskva betragtede som en uacceptabel fokus på præ-emptive angreb. Derudover var der, som Ivanov udtrykte det, ingen betydelige uoverensstemmelser mellem de to parter, og han kunne derfor udtrykke sin tilfredshed med det nye amerikanske tilbud om et strategisk partnerskab.[38]

Russiske kritikere tog afstand fra dele af essensen af den nye amerikanske sikkerhedsdoktrin – fortsat militær overlegenhed, en proaktiv politik og en spredning og styrkelse af ”vestlige” værdier – men også her sås en anerkendelse af Bush-administrationens invitation til internationalt samarbejde, ikke mindst i forhold til Rusland.[39] En kommentator roste således USA for at understrege dén positive rolle som bl.a. Rusland kan spille, men samtidigt påpegede han dog at sikkerhedsdoktrinen tillige omtaler, og derved illustrerer, en fortsat mistro mellem de to parter.[40] Og en anden iagttager bifaldt selve det forhold at Rusland får positiv omtale, men han advarede på samme tid om en stigende forståelseskløft mellem USA og Europa.[41]

Andre kommentatorer tættere på Kreml er dog, ikke overraskende, mere optimistiske hvad angår et samarbejde mellem Rusland og Vesten - og især et samarbejde mellem Rusland og USA. Således bemærker eksempelvis Sergej Karaganov, en indflydelsesrig udenrigspolitisk rådgiver som traditionelt hviler blandt høgene, at alle russiske nationalister nu må alliere sig med Vesten.  "Det militært-strategiske samarbejde med Vesten", fortsætter Karaganov, "har styrket Ruslands rolle i den internationale arena i en grad som den svage økonomi ellers ikke ville kunne berettige". På denne måde, slutter han, står Rusland sammen med de mest velhavende og progressive stater i stedet for med de fattige og svage.[42]

Samlet peger den russiske politik efter 11. september, offentliggørelsen af den nye amerikanske sikkerhedsdoktrin og gidseldramet i Moskva tydeligt i retning af en omfattende omskrivning af centrale passager i de russiske doktriner. Vi bør, m.a.o., forvente at den negative omtale af Vesten (eller mere præcist, den negative omtale af USA og NATO) og de deraf afledte modforanstaltninger i SNG fjernes, og at Kreml i stedet vil bruge plads på at pointere den fælles kamp og den fælles identitet. På denne måde kan sikkerhedsdoktrinen tænkes at beskrive, i endnu højere grad end det er sket i Washington, det berømte ”Common Other”, dvs det ”dem” som står i modsætning til ”os” og dermed definerer hvem ”vi” er.[43]

Hvis dette bliver tilfældet, vil Moskva tage et vigtigt skridt i etableringen af de tillidsskabende foranstaltninger som man især i sidste halvdel af 1990'erne efterlyste fra russisk side.[44] Et afgørende spørgsmål vil dog stadig trænge sig på: Vil ændringerne være drevet af et ønske om hurtige gevinster og indrømmelser (og dermed hvile på rational choice) eller vil de snarere gå hånd-i-hånd med det "vestlige" norm- og identitetsfællesskab omtalt tidligere (og dermed hvile på et potentielt langt mere stabilt grundlag)?

Spørgsmålet lader sig vanskeligt - om overhovedet - besvare entydigt, da vi jo ikke med bestemthed kan vide hvad der i virkeligheden får andre aktører til at handle som de gør. Eksempelvis synes Karaganovs kommentarer at lægge op til at Rusland alene "hægter sig på" det velhavende og magtfulde Vesten,[45] mens udenrigsdoktrinen som påpeget taler om langt mere grundlæggende forandringer i det internationale system (afslutningen på den ideologiske konflikt som var den kolde krig). En tilsvarende dobbelthed kan ses i de russiske meningsmålinger, som viser at et flertal af befolkningen ikke alene er af den overbevisning at den pro-amerikanske linie blot skyldes et ønske om at opnå øget støtte (økonomisk og politisk), men også finder at angrebet på New York og Washington d. 11. september 2001 er et anliggende for den samlede menneskehed, dvs en opfattelse hvor fællesskabet er afgørende for de politiske valg.[46]

Udviklingen i de seneste par årtier, og i særdeleshed i årene efter Sovjetunionens sammenbrud, giver grund til at tro og håbe, at russerne rent faktisk rykker stadig længere væk fra "dem" og dermed tættere på "os".[47] Det kommende år vil kunne give et fingerpeg om gyldigheden af denne vurdering, bl.a. gennem forløbet af både parlamentsvalg- og præsidentvalg, men også, som påpeget her, gennem revisionen og den senere modtagelse af sikkerhedsdoktrinen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf


[1] Se http://www.russiavotes.org, I/Q1, for den seneste meningsmåling gennemført ultimo januar 2003. For en diskussion af disse tal, se Yelena Tregubova, ”Putin: A President of Hope, Not a President of Success”, Kommersant, 28. november 2002; gengivet i Center for Defense Information [CDIRussia Weekly 233, i http://www.cdi.org.

[2] ”... And Orders Revision of National Security Concept”, Radio Free Europe/Radio Liberty [RFE/RL] Terrorism and Security Watch 3/39 (2002); http:// www.rferl.org.

[3] For alle de større doktriner, som Putin har forberedt siden han overtog præsidentposten i 2000, se http://www.mid.ru.

[4] For kritiske kommentater til dette, se interviewet med general Anatolij Kulikov, medlem af Dumaen, i Sergej Sokolov, ”Neobkhodima reorganizatsija spetsslusjb Rossii”, Nezavisimoe voennoe obozrenie, 15. november 2002; http://nvo.ng.ru.

[5] Putins beslutning om i marts 2003 at afholde en folkeafstemning om en ny forfatning i Tjetjenien er et eksempel på denne politik. Se også mine kommentarer i Dagen, 1. november 2002, p. A5

[6] Ved årsskiftet offentliggjordes de seneste (officielle) tabstal for de russiske tropper i Tjetjenien: I perioden mellem 1. oktober 1999 og 15. december 2002 har 4.705 mistet livet; i RFE/RL Newsline – Russia, 22. december 2002; http://www.rferl.org. Det skal tilføjes, at konflikten i endnu højere grad er en humanitær katastrofe, men dette aspekt af krigen falder udenfor artiklens emne.

[7] ”Progress amid chaos?”, The Economist, 9. november 2002, p. 30. For en diskussion af det lave uddannelsesniveau, se Pjotr Titov, ”Skoree iskljutjenie, tjem pravilo”, Nezavisimoe voennoe obozrenie, 29. november 2002; http://nvo.ng.ru.

[8] ”... And Proposes Three-Stage Military Reform”, RFE/RL Security and Terrorism Watch 3/42 (2002); http://www.rferl.org.

[9] ”Russia to press on with professionalising army: Putin”, AFP, 19. december 2002; CDI Russia Weekly 236; http://www.cdi.org.

[10] Disse tal skal læses med forsigtighed, som illustreret ved følgende eksempel: ”In 1999, the number of men under arms was officially estimated at 1,200,000. At the start of 2002 – three years later – Defense Minister Sergei Ivanov announced that after a successful reduction of 91,000 men, Russia’s armed forces now number 1,275,000. A humorist’s dream – a reformist’s nightmare”; i Jeremy Bransten, ”Russia: Military Reform, A Priority on Paper, Continues to Confound Kremlin”, RFE/RL Newsline Russia, 2. november 2002; http://www.rferl.org.

[11] ”Progress amid chaos”, The Economist, 9. november 2002, p. 30. Forsvarsminister Ivanov udtalte dog på samme tid, utvivlsomt på baggrund af modstand blandt officererne, at antallet af tropper burde være på ca. en mio.; ”Defense Minister To Prepare for War Against Terrorism”, RFE/RL Security and Terrorism Watch 3/40 (2002); i http://www.rferl.org.

[12] Se, f.eks., Alexander Khramchikhin, "The Armed Forces of a Different Country", Konservator, 11.-17. oktober 2002; CDI Russia Weekly 227, i http://www.cdi.org, og Stephen Blank, "Valuing the Human Factor", The Journal of Slavic Military Studies 12/1 (1999), pp. 64-93.

[13] Se, f.eks., Alexander Golts, "Why the Generals Don't Want a Professional Army", The Russia Journal, 20.-26. april 2001; http://www.russiajournal.com.

[14] Mark Galeotti, "A Military Reform Consensus?", Jane's Intelligence Review, February (2002), pp. 48-49.

[15] SIPRI Yearbook 2002 (Oxford: OUP 2002), p. 260. Alt inklusive er tallene i stedet 50 mia. US Dollars og 4 % af BNP; alle opgivelser i US Dollars er baseret på kursen i 1998.

[16] SIPRI Yearbook 2001 (Oxford: OUP 2001), p. 321.

[17] For en diskussion af dette, se f. eks. Peter Reddaway, ”Will Putin be Able to Consolidate Power?”, Post-Soviet Affairs 17/1 (2001), pp. 23-44, Martin Nicholson, ”Putin’s Russia: Slowing the pendulum without stopping the clock”, International Affairs 77/4 (2001), pp. 867-884 og Konstantin Smirnov og Andrej Vagrov, ”Tridtsat tri putinskikh gobatyrja”,Kommersant Vlast, 13. november 2001, pp. 12-15. Sidstnævnte kilde præsenterer hele fire grupperinger - "klassekammeraterne", "sikkerhedsstyrkerne", "de liberale" og "bysbørnene".

[18] Galeotti, "A Military Reform Consensus?", pp. 48-49.

[19] For en detaljeret beskrivelse af problemerne, se SIPRI Yearbook 1999 (Oxford: OUP 1999), pp. 204-209.

[20] "Progress amid chaos?", The Economist, 9. november 2002, p. 30. Se også interviewet med Ivanov i Vitaliy Dzibuti, "Taking the Law As an Example. Defense Minister Sergey Ivanov Cites Russian Federation Forces' Priorities in the New Year", Rossiyskaya gazeta, 14. januar 2003, CDI Russia Weekly 240; http://www.cdi.org.

[21] Væksten er aftagende og ligger for 2002 således på ca. fire % mod hhv. otte og fem i de to foregående år; se, f.eks., The World Bank, Russian Economic Report, oktober 2002; http://www.worldbank.org.

[22] Russiske kritikere påpeger dog, at sikkerhedsdoktrinen reelt synes at rangere lavere end både udenrigs- og forsvarsdoktrinerne; se Ivan Safrantjuk, ”S kem i protiv kogo Rossija?”, Nezavisimoje voennoe obozrenie, 15. november 2002; http://nvo.ng.ru.

[23] Alle doktrinerne er tilgængelige på det russiske udenrigsministeriums hjemmside på adressen http://www.mid.ru. Engelsksprogede udgaver kan bl.a. findes på http://www.fas.org/nuke/guide/russia.

[24] Kontseptsija natsionalnoj bezopasnosti Rossijskoj Federatsii, afsnit I.

[25] Ibid., afsnit III.

[26] Ibid., afsnit III.

[27] Voennaja doktrina Rossijskoj Federatsii, afsnit I/5.

[28] Ibid., afsnit I/7.

[29] Kontseptsija vnesjnej politiki Rossijskoj Federatsii, afsnit II.

[30] Ibid., afsnit II.

[31] Ibid., afsnit II og IV. Det følger af udenrigsdoktrinen – og dette er bekræftet både før og siden – at Rusland ikke betragter det internationale system som unipolært; der er alene tale om en tendens i denne retning.

[32] John Lewis Gaddis, ”A Grand Strategy”, Foreign Policy November/December (2002), p. 52.

[33] Alexander Wendt, ”Collective Identity Formation and the International State”, The American Political Science Review 88/2 (1994), p. 390.

[34] For en diskussion af dette, se min artikel om ”The Construction of a European Identity in Post-Soviet Russia: Another Elite Project?”, i Fiona Björling og Alexander Pereswetoff-Morath, red., The Intelligentsias of Russia and Poland (Lund: Slavenica Lundensia), in progress.

[35] Alexander Wendt, ”Anarchy is What States Make of It: The Social Construction of Power Politics”, International Organization 46/2 (1992), p. 422.

[36] The National Security Strategy of the United States of America, p. 27; www.whitehouse.gov.

[37] Ibid., pp. 26-27.

[38] ”Foreign Minister Says No Major Differences Divide U.S., Russia ...”, RFE/RL Terrorism and Security Watch 3/33 (2002); http://www.rferl.org.

[39] Se også Gaddis, ”A Grand Strategy”, pp. 50-57.

[40] Andrej Gordienko, "Bej pervym!", Nezavisimoe voennoe obozrenie, 15. november 2002; http://www.nvo.ng.ru.

[41] Alexei Lyashchenko, "Moscow View of the New US Military Doctrine",  Krasnaja zvezda, [ikke-oplyst dato] oktober 2002; CDI Russia Weekly 225, i http://www.cdi.org.

[42] I Victor Yasmann, ”Russia and NATO: In Search of a New  Dimension”, RFE/RL Terrorism and Security Watch 3/41 (2002); http://www.rferl.org.

[43] Se Wendt, "Collective Identity Formation and the International State", p. 389.

[44] Mikhail Margelov, formanden for Føderationsrådets udenrigspolitiske udvalg, opfordrede i efteråret 2002 til at man afstemmer de russiske og amerikanske sikkerhedsdoktriner efter hinanden; i ”... As Experts Urge Moving Beyond Cold War Doctrines”, RFE/RL Terrorism and Security Watch 3/40 (2002); http://www.rferl.org. Derved lagde han sig tæt op ad tidligere krav om en synkronisering af eksempelvis forsvarsdoktrinerne; se, f.eks., kommentarerne af den russiske forsvarschef Anatolij Kvasjnin, "Rossija i NATO zainteresovany v razsjirenii voennogo sotrudnitjestva", Krasnaja zvezda, 4. september 1998, p. 3.

[45] Se, f.eks., Randall Schweller, "Bandwagoning for Profit", International Security 19/1 (1994), pp. 72-107.

[46] Se http://www.russiavotes.org, VII/Q14 og VII/Q1 for meningsmålinger foretaget i oktober 2001 og august 2002, hhv.

[47] Splidsboel Hansen, "The Construction of a European Identity in Post-Soviet Russia".

 

Litteraturliste

Del: