RMA endnu engang

Som illustreret i dette tidsskrifts første nummer i år kan det aktuelle begreb Revolution in Military Affairs eller RMA bruges i flere sammenhæng. Det er dog første gang, jeg har set drivkræfterne for en RMA så fokuseret på ændringerne i det strategiske miljø, at teknologien nærmest er en parentes, man også lige skal huske at nævne. Derfor har jeg følt mig provokeret til at beskrive de teknologiske aspekter og her specielt interessere mig for mulighederne for i dag at forudsige teknologisk fremkaldte RMA.
Under diskussionen af emnet i mine daglige omgivelser stod det hurtigt klart, at vi også savnede et andet forskningspræget aspekt af temaet RMA relevant for den igangværende revolution: Hvad bliver resultatet? V. Lemche har i en efterfølgende artikel givet et bud på 4. generations krigsførelse (efter omtale af de 3 foregående generationer). Den ligger måske nok et stykke ud i fremtiden, men allerede nu kan vi iagttage tendenserne, og vi må i høj grad begynde at ruste os til at håndtere denne krigsform.

Foto: Forsvaret.dk

Teknologisk udvikling som revolutionær drivkraft
Udtrykket Revolution in Military Affairs (RMA) har vel eksisteret i omkring 20 år og er oprindelig udmøntet som et fyndord for at sælge en bestemt ide i den amerikanske verden. Nutidige paralleller er Network Centric Warfare (NCW) og Effect-Based Operations (EBO). Det starter gerne som gammel vin på nye flasker for så siden at udvikle sig til noget specielt. RMA er af mange blevet brugt som et analytisk redskab i militærhistorien (den gamle vin), mens det nye og mere specielle kunne blive at bidrage til ”forecasting” i retning af at identificere mulige RMA teknologier på et tidligt tidspunkt. Det vil jeg give et forsigtigt bud på.

Lad mig starte med at præcisere hvad jeg vil forstå ved en RMA. De mere officielle amerikanske definitioner refererer altid til teknologien som årsag, men det revolutionære element knytter sig i nok så høj grad til virkningen, dvs. den samlede effekt fremkaldt af tilpassede doktriner og organisation. Dette fremgår også af en ofte citeret definition af Marshall1, i det følgende gengivet på dansk: ”En RMA er en markant ændring af krigsførelsens natur fremkaldt ved en nyskabende anvendelse af teknologi, som i forbindelse med dramatiske ændringer af militære doktriner og af operative og organisatoriske begreber bevirker grundlæggende forandringer i karakter og gennemførelse af militære operationer”. Jeg har fremhævet ordet teknologi for endnu engang at understrege, at teknologien almindeligvis tillægges en nøglerolle i det gængse RMA begreb, men der er ikke nødvendigvis tale om ny teknologi.

For at undgå at skulle ud i en dybtgående analyse har jeg ikke tænkt mig at anvende denne definition på konkrete historiske eksempler, men flere RMA emner har ofte været nævnt af andre: Stigbøjlen, der gjorde det muligt for rytteren at styre både hest og våben (8. årh.); langbuen, hvis hurtige pile kunne gennembryde datidens panser (15. årh.); og de netop anlagte jernbaner, der i den amerikanske borgerkrig i det 19. årh. blev brugt til at flytte tropper, materiel og forsyninger i et hidtil ukendt tempo. Fra den hjemlige krigshistorie noterer man sig, at preussernes anvendelse af riflede kanoner i 1964 bevirkede, at den tidligere doktrin baseret på Dybbøl skanser ikke længere kunne holde. Indførelsen af riflet skyts var dog næppe revolutionerende for krigsførelsen som helhed.

Hvor begynder det?
Ligesom der ved betragtning af forholdene i det 19. årh. må skelnes mellem jernbaner som en civilt drevet teknologi og riflede kanoner som noget militærspecifikt (der dog også var en konsekvens af den civile industrielle udvikling), oplever vi i nutiden de samme to forskelligartede teknologiske drivkræfter for RMA tendenser. Ind imellem har der dog været en periode på omkring et halvt århundrede, hvor næsten al ny teknologi af militær betydning er startet som forskning og udvikling finansieret af de større nationers forsvarsbudgetter. I mange tilfælde er udviklingen så senere overtaget af civile markedskræfter, hvis der ellers var et potentiale for en bredere udnyttelse af teknologien.

Informations- og KommunikationsTeknologi (IKT) startede som talknuseri og teleteknik hver for sig. Transistorens opdagelse i 1947 og den efterfølgende udvikling af mikroelektronik med komponenter i mindre og mindre skala har bragt computere og telekommunikation i tæt kombination. Teknologien har dog ikke udviklet sig revolutionært. Faktisk har den såkaldte Moores lov om fordobling af komponenttætheden på en chip efter hver 18 måneders forløb holdt stik i 40 år og synes at kunne fortsætte også de næste 10.

Det revolutionære potentiale i IKT er derfor knyttet til ”nyskabende anvendelse af ny teknologi” snarere end til den nye teknologi i sig selv. Som Naisbitt2 for snart længe siden har beskrevet vellykkede teknologiske gennembrud i den civile verden, så starter indførelsen af en ny teknologi gerne som legetøj. Derefter bruges teknologien til at udføre de samme opgaver som hidtidig teknologi, blot lidt hurtigere eller billigere. Og så en dag kommer det revolutionære gennembrud, hvor helt nye anvendelser pludselig slår igennem. Tænk bare på ZX-81 som legetøjscomputer i midten af 70’erne, pc-ens indtog i begyndelsen af 80’erne, og så nu med Internet, bluetooth teknik og al det der e-halløj, som samfundet er ved at blive fuldstændig afhængig af.

IKT måtte jo også komme ind og revolutionere på det militære område. Det var blot lidt sværere at forudsige, hvor det ville sætte ind, fordi analogien med legetøj osv. ikke er brugbar her. Faktisk har der længe været en gradvis udvikling af mere isolerede anvendelser af IKT som forbedret radiokommunikation, udvikling af digitale kort (GIS), satellitbaseret navigation (GPS) og intelligente systemer, som forbedrer billeder eller forenkler behandlingen af store datamængder. Og så i løbet af 90’erne bliver dette samlet i Network-Centric Warfare (NCW) eller på dansk netværksbaserede operationer (NBO), en rigtig RMA.

Kernevåben vil efter de flestes opfattelse også have revolutioneret krigsførelsen i sidste halvdel af det 20. århundrede. Alligevel er der måske ikke tale om en total RMA, fordi den (bortset fra starten i Hiroshima og Nagasaki) alene blev afspillet på det strategiske niveau, mens det meste af mere operativ og taktisk karakter udviklede sig som ”konventionel” krigsførelse. Alt det andet ”isenkram” blev jo bibeholdt og anvendt i ”sidekrigene” i Korea, Palæstina, Kashmir etc. Selv om teknologien også gav taktiske kernevåben af mindre styrke, ændrede det mig bekendt ikke nogen doktriner.

Forudsigelser
Set i bakspejlet er det ofte indlysende, hvordan og hvornår man ville have kunnet forudsige en så drastisk ændring, at det konkrete udviklingsmønster kunne benævnes som en RMA. Nu gælder det ikke nødvendigvis om at komme først med budskabet, men snarere om så tidligt som muligt at komme fremtiden i forkøbet, specielt ved hensigtsmæssig anskaffelse af kostbart materiel og, forud for det, investeringer i forskning og udvikling (i de store lande).

Det er ingen let sag at spå på kvalificeret måde, men det er relevant, fordi en RMA udnyttet af modparten kan føre til, at man taber kampen, jf. adskillige historiske eksempler. Selv på egen side kan en RMA hurtigt bevirke, at allerede anskaffet materiel kan blive uinteressant, og det er i hvert fald noget, man gerne vil undgå. Faktisk er der nationer, der p.t. har bundet sig kontraktligt til fortsat at anskaffe materiel, som de allerede har erklæret som overflødigt3.

Hvad skal man se på for at vurdere forventningerne om en ny RMA? For en, der som forfatteren har rod i forskningsverdenen, er det ikke så svært. Man skal se på, hvor de store nationers forsvar i deres forskningsbudgetter lægger særlig vægt. Nyere historie vil vise, at massive indsatser i militær forskning og udvikling altid har givet pote, selv om ikke alt har ført til noget, som man i den sidste ende ville gøre til praktisk anvendelige produkter og processer. Jeg vil gerne nævne tre eksempler, der illustrerer forudsigelsens muligheder og begrænsninger.

USA’s sikkerhedspolitiske behov, især før 11-9, har været stærkt fokuseret på oprettelsen af et værn mod ballistiske missiler. Tidligt i 80’erne kom det til udtryk i Strategic Defence Initiative (SDI), der var et teknologisk meget avanceret forsknings- og udviklingsprogram til beskyttelse mod interkontinentale ballistiske missiler fra USSR. Programmet fordampede med murens fald og Sovietunionens opløsning, men er siden delvis genopstået som led i etableringen af det såkaldte missilskjold, National Missile Defence. Hovedelementerne er et effektiv varslingssystem og modmidler, som kan neutralisere et angreb på så tidligt et stadie som muligt.

USA investerer for tiden mange ressourcer i udviklingen af high-power lasere som et af disse modmidler, bl.a. fordi ”projektilerne” her rejser med lysets hastighed, og tiden er en afgørende parameter i et sådant forsvar mod missiler. Jeg skal ikke dvæle ved de tekniske detaljer, men blot sige, at der endnu kræves mange smarte løsninger, før det virker efter hensigten. Når missilskjoldet vel er operativt, vil det måske være en  RMA af den strategiske slags, men vigtigere er det, at den udviklede laserteknologi så kan træde i stedet for våben til mange andre formål og virke på en helt anden måde. Med den igangværende indsats er der næppe tvivl om, at der nås et brugbart resultat, men dermed være ikke sagt, hvornår det slår igennem som en revolution mere generelt.

Det andet eksempel på grundlaget for en fremtidig RMA er nye sprængstoffer baseret på nanostrukturer. De såkaldte C-H-N-O stoffer (forbindelser af kulstof, brint, kvælstof og ilt) med hovedeksemplet TNT er i de senere år blevet studeret og analyseret, så det har været muligt at presse 50 % mere knald ud af specielle forbindelser. Der kan imidlertid fås dobbelt så meget effekt pr. kg, hvis man bliver i stand til bygge et materiale, hvor aluminium- og iltatomer sidder tæt uden at forbinde sig kemisk (og det kan normalt ikke lade sig gøre). Når materialet så trykkes sammen ved en detonation, dannes der aluminiumoxid med betydelig energifrigørelse. Nanoteknologi, som er in i øjeblikket på mange fronter, kan formentlig løse pakningsproblemet. Det vil dog ikke være hvem som helst, der kan fremstille sådanne materialer i starten, men i det lange løb kender knowhow ingen grænser, især ikke hvis man vil afse de nødvendige økonomiske ressourcer. Også andre processer med stor energifrigørelse studeres.

En sprængkraft på 3 gange TNT’s vil være revolutionerende. Alle eksisterende platforme med en hidtil passende pansring vil nu ikke længere kunne yde nogen reel beskyttelse og kan derfor ikke længere bruges som oprindelig planlagt. Ballistiske missiler med lettere sprænghoveder (men med samme sprængkraft som før) kan række meget længere end hidtil og bliver derved en reel trussel for mange flere lande end i dag. Mon ikke vi vil se en RMA om 10-15 år på grund af nye sprængstoffer?

Måske ikke, fordi vi i den nuværende unipolære magtsituation meget vel vil kunne opleve, at en dominerende nation som USA fravælger en udviklingsindsats, som ved et heldigt resultat underminerer dens egen styrke. De skal så sikre sig, at potentielle fjender ikke snigløber dem, sådan som spionagen efter Anden Verdenskrig gjorde det muligt omkring kerneteknologien.

Et sidste eksempel af den virkeligt skræmmende slags er E-bomben, der som bombe ikke har nogen særlig sprængkraft, men som ved sin særlige konstruktion udsender elektromagnetiske chokbølger ved sprængningen. Disse High-Power Microwaves (HPM) lammer eller ødelægger al mikroelektronik inden for en vis afstand, så computere og kommunikationsudstyr bliver sat ud af spillet midlertidigt eller permanent. Så er det pludselig ikke så smart med NBO og alt den fine IKT, som denne form for krigsførelse beror på. Kan det lade sig gøre? Svaret er bekræftende. En sådan E-bombe er afprøvet, men i følge de tilgængelige oplysninger kan man ikke kontrollere udfaldet tilstrækkeligt godt endnu til at anvende den. Det blev ellers hævdet i forbindelse med den seneste krig i Irak, at nu besad amerikanerne et nyt hemmeligt våben, men det var altså ikke den fulde sandhed. Det varer dog næppe længe, inden det virker, og hvad skal man så stille op for at undgå en RMA, som vel nærmest skulle betegnes som en modrevolution?

Faktisk kunne dette med HPM godt gå hen og blive meget værre, da selv en samling af mindre apparater uden sprængning kan virke særdeles forstyrrende på et moderne samfunds digitale infrastruktur. Her kommer vi så over i den 4. generations krigsførelse, som er emnet for den følgende artikel.

Af direktør dr. scient. Peter Lawætz, Forsvarets Forskningstjeneste

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf

 

Referencer

Andrew W. Marshall var i 1980’erne direktør for Office of Net Assessment i USA’s forsvarsministerium. I en alder af 82 år er han stadig leder af denne forsvarspolitiske tænketank.

John Naisbitt, Megatrends, Ten New Directions Transforming Our Lives, Warner Books, New York 1982.

Försvar för en ny tid, Försvarsberedningens rapport, Försvarsdepartementet Ds 2004:30, Stockholm, juni 2004.

Litteraturliste

Del: