Replik...

Det andet indlæg er en afsluttende replik fra oberst A. R. Jørgensen, i hvilken obersten præciserer sine synspunkter yderligere og imødegår den mod ham rejste kritik af såvel generalmajor Sommer som af en kreds af officerer i september-nummeret.

Indledningsvis skal jeg slå fast, at hensigten med mine kommentarer kun var at kommentere det socialdemokratiske forslag og derigennem at påvirke det i positiv retning. Kommentaren dækker derfor kun i meget begrænset omfang, hvordan jeg mener en forsvarsordning skal se ud. Dette burde jeg have trukket noget stærkere frem.
Det socialdemokratiske forslag er udarbejdet, og det er en kendsgerning, at det er til drøftelse i partiforeningerne. Om lovforslag vil blive fremsat i Folketinget - hvad forhenværende statsminister J. O. Krag har sagt, at Socialdemokratiet ville - med det nuværende indhold, eller Socialdemokratiet vil være med til at ændre det væsentligt evt. støtte et helt nyt forslag eller beholde den nuværende ordning, tør jeg ikke udtale mig om. Min egen stilling er klar og for at skære den helt ud i pap:

Jeg foretrækker den nuværende ordning fremfor det socialdemokratiske forslag enten med eller uden ændringer.

Først nogle generelle betragtninger over kommentaren fra en kreds af officerer.
Hvorfor er indlægget anonymt? Det virker antikveret i samarbejdsordningens tidsalder, hvor begreber som konfrontation og åbenhed fremhæves som noget betydningsfuldt.
Indlægget er, så vidt jeg kan skønne, et forsøg på at indføre en art censur, hvilket heller ikke er i overensstemmelse med samarbejdsordningen. Men hvorfor siges det ikke lige ud? Det gjorde man før i tiden. I forsvaret er der mange forskellige meninger, og det er selvfølgelig uheldigt, hvis disse meninger af politikere eller andre kan spilles ud mod hverandre, men hvis man tilstræber et demokratisk forsvar, må denne ulempe medtages. Og er denne ulempe så stor? Enhver er ansvarlig for de meninger, han fremsætter i artikler i »Militært tidsskrift«, og hvis man er uenig, er der spalteplads åben til en imødegåelse.

Kommentaren er næppe til større hjælp for fremtidige forfattere i »Militært tidsskrift«. Det væsentligste indhold af første halvdel omfatter fremhævelse af nogle selvfølgeligheder, der ikke kan overraske eller være ukendt for nogen. Så vidt jeg kan skønne, vil kommentaren kun have til resultat, at færre artikelforfattere vil deltage i en debat om forsvaret i fremtiden, og det er efter min mening ikke et ønskeligt resultat, men jeg har på fornemmelsen, at kredsen vil være glad herfor.

Dernæst nogle mere personlige bemærkninger til kommentaren. Det fremgår indirekte af denne

  • at jeg er usaglig
  • at mine synspunkter og argumenter ikke er underbyggede
  • at jeg lader mig diktere af mine følelser
  • at mine meninger er ukommenterede postulater
  • at jeg kan risikere at blive citeret på en måde, der ikke gavner forsvaret
  • at jeg ikke har foretaget en trusselsvurdering
  • at jeg ikke kan skelne mellem fjendens muligheder og fjendens hensigter.

Jeg kan selvsagt ikke vurdere min egen saglighed, men skal i forbindelse hermed fremføre følgende:
Jeg er da enig i, at saglighed bør tilstræbes. Jeg vil ovenikøbet foreslå, at bør erstattes med skal. Men jeg er ikke så sikker på, at saglighed er et så entydigt begreb, som det ved første øjekast kunne se ud til. F. eks. er det uhyre vanskeligt at give en saglig entydig vurdering af den trussel, som fjendens raket- og ABC-våben kan udsætte os for.
De politiske partier eller regeringen udarbejder forslag til forsvarsordninger, og dernæst behandler Folketinget forslagene. Det er i disse faser vi skal bruge vor saglighed og påvirke forslagene i positiv retning. Påvirkningen sker først og fremmest gennem kommandomyndighedeme, men den »udenomparlamentariske« debat som f. eks. i nærværende tidsskrift kan også påvirke udfaldet.
Det skal bemærkes, at den »udenomparlamentariske« debat er hæmmet af, at klassificerede oplysninger ikke kan behandles. Til gengæld har den større muligheder for at påvirke kredse uden for forsvaret. Denne kendsgerning er vel den egentlige grund til, at kredsen har fremsat sin kommentar. Det er mit indtryk ved at læse kredsens kommentar, at den »udenomparlamentariske« debat ikke er ønskelig, med mindre den er komman- domyndighedemes forlængede arm. Det har jeg noteret mig.

Folketinget vedtager forsvarsordninger og de dertil hørende budgetter, og så vidt mig bekendt, har budgetterne aldrig kunet dække de udgifter, som den sagligt rigtige forsvarsordning kræver. Det er formentlig noget vi må leve med i et demokratisk samfund, men vi har stadig brug for vor saglighed, når vi skal fylde de givne rammer ud. Og ved dette arbejde gælder det også om at være realistisk, således at ramme og indhold er nogenlunde i overensstemmelse med hinanden.
Jeg kan selvsagt heller ikke vurdere, om mine synspunkter og argumenter er underbyggede. I min kommentar til det socialdemokratiske forslag er »mellemregningerne« i hovedsagen sprunget over, og kun konklusionerne er omtalt. Det er næppe usædvanligt for en kommentar eller artikel i »Militært tidsskrift«.
Om jeg lader mig diktere af følelser kan jeg heller ikke selv dømme om. Jeg bestræber mig på at være saglig, realistisk og frigjort fra ønsketænkning, og jeg bestræber mig endvidere på at følge med i samfundets udvikling med tyngde på de forhold, der påvirker forsvaret, men det er jo ikke sikkert, at min stræben lykkes.

Som jeg nævnte under synspunkter og argumenter er »mellemregningerne« i hovedsagen sprunget over, og det forekommer mig derfor ret naturligt, at mine meninger kan virke som postulater.
Jeg kunne tænke mig, at et af de postulater, som er faldet kredsen for brystet, er min fremhævelse af, at ingen sagkundskab med sikkerhed kan afgøre, hvor stor en dækningsstyrke skal være for at virke afskrækkende. Derfor en lille uddybning af det spørgsmål.
Hvis det drejer sig om konventionel krigsførelse kan den fornødne styrke bestemmes med tilstrækkelig sikkerhed.
Hvis det drejer sig om ABC-krigsførelse - og det hører jo med til fjendens muligheder - er det ikke muligt i dag at finde frem til en entydig saglig løsning.

Hvis kredsen sidder inde med en sådan løsning på problemerne vedrørende anvendelse af A-våben, håber jeg, at den hæver anonymiteten og giver mig den fornødne belæring. Jeg er overordentlig interesseret.
Det er meget vanskeligt at skrive noget, der ikke indebærer risiko for på et senere tidspunkt i debatten at blive citeret på en måde eller form, der ikke var tilsigtet. Jeg er i hvert fald ude af stand til at gøre det, hvad der er en grund til at holde sig til mere »fredelige« emner i fremtiden.
Jeg kan ikke lide, at der tales om forsvarets sag; det er bedre at tale om landets sag. De to ting bør være identiske, men det er ingen naturlov, at de er det.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har behandlet truslen meget summarisk. Dette skyldes ikke uvidenhed. Som ingeniørofficer ved to landsdelskommandoer (ved Vestre Landsdelskommando ikke af navn), ved COMLAND- DENMARK, ved COMLANDZEALAND, ved deltagelse i øvelser ved COMB ALTAP og som forfatter af det første udkast til og medarbejder ved redigeringen af COMBALTAP EDP annex J har jeg et indgående kendskab til både tidligere og nuværende trusselsmodeller. Jeg kan kun beklage, hvis jeg i ovennævnte funktioner ikke har været i stand til at skelne mellem fjendens muligheder og fjendens hensigter. Ved de talrige forhandlinger, jeg har deltaget i, er der aldrig nogen, der har henledt min opmærksomhed herpå. De nuværende modeller kan ikke behandles sagligt i en kommentar i »Militært tidsskrift«, da de er hemmelige. Det overrasker mig, at kredsen ikke er klar herover. I min egenskab af ingeniørofficer ved de ovennævnte myndigheder har jeg især studeret fjendens muligheder for amfibieoperationer og anvendelse af ABC-våben. Navnlig det sidste emne har påvirket mig i retning af ikke at tage for kategoriske saglige synspunkter, idet problemerne i forbindelse hermed som allerede antydet er meget komplicerede og uoverskuelige.

Til det andet spørgsmål, som kredsen har opstillet, skal jeg fremhæve følgende:

Jeg skrev, at jeg helst så at værnepligten blev bevaret, og det fremgik af mine bemærkninger, at jeg var skeptisk med henblik på rekruttering af hvervet mandskab med de fornødne kvalifikationer.

Partiet Venstre er formentlig bestemmende for, om vi på lidt længere sigt skal have en hvervet hær. I det første udkast til det nye ideprogram hed det: »Venstre har også ønsket, at man undersøgte muligheden for at lade kontraktansat mandskab træde i de værnepligtiges sted.« Denne formulering er i et nyt oplæg ændret til: »Dansk forsvar må inden for de praktiske og økonomiske muligheder i stigende omfang bygge på kontraktansat mandskab.« Det sidste bliver formentlig vedtaget på landsmødet (har ikke fundet sted i skrivende stund, men når mit indlæg læses).

De Radikale vil formentlig helst bevare værnepligten med 8 måneders tjenestetid. Da dette i praksis umuliggør opstillingen af en dækningsstyrke, er det alene af denne grund ingen fremkommelig vej.
I konsekvens af ovenstående og stående over for den kendsgerning, at der stadig bliver flere og flere militærnægtere, kan jeg på lidt længere sigt ikke se andre veje end at vi, tvunget af omstændighederne, forsøger at forøge islættet af hvervede i dækningsstyrken.
Til generalmajor A. Sommer alene har jeg følgende bemærkninger: Generelt kan jeg sige, at der er intet nyt i de synspunkter, som generalen fremfører.
Det er min opfattelse, at Danmarks strategiske betydning i dag er mindre end tidligere. De smalle farvande med relativ ringe vanddybde er ikke gunstige for større flådebevægelser, og moderne flådestyrkers våben (fly og raketter med eller uden A-våben) er så langtrækkende, at danske farvande kan nås, selv om den pågældende flådestyrke er fjernt fra dansk område.

Det er lidt letsindigt at påstå, at besiddelse af dansk territorium afspærrer Warszawapagtens flådestyrker i Østersøen. De kan så vidt mig bekendt, i hvert fald i en vis udstrækning, forskydes til ruten nord om Norge.
Jeg kan ikke forstå, at generalen kan få det indtryk, at jeg vil affinde mig med en meget lille hvervet dækningsstyrke. Jeg håber, at ovenstående har klaret denne misforståelse.
Generalen skriver: »Indenfor forsvarets faste personel er der allerede tendenser, der peger i retning af svigtende tiltro til, at der er politisk grundlag for opretholdelse af et acceptabelt forsvar. Oberst Jørgensen er et eksempel herpå.«. Jeg er så realistisk at være af den opfattelse, at selv om min »svigtende tiltro« blev erstattet med »glødende tro«, har det ikke nogen som helst indflydelse på de politiske afgørelser, der træffes her i landet. Kun de fremførte synspunkter og ikke tro kan øve indflydelse på opinionen. Med hensyn til mit faste personel har jeg ingen bekymringer for, at det skulle blive demoraliseret ved læsningen af min kommentar.

Generalens indlæg opsummerer til slut i tre pinde på hvilke områder, han ikke er enig med mig.

Første pind: Det fremgår af ovenstående og efter min mening også af min kommentar, at jeg ikke tror, at dækningsstyrken kan opstilles udelukkende af hvervet mandskab, men jeg tror, at vi kan blive tvunget til i hvert fald at forøge islættet af hvervede i dækningsstyrken.

Anden pind: Jeg synes, at min kritik i min kommentar om det lokale forsvar var meget hård, hl. a. skrev jeg, at de mange kampgrupper kunne medføre selvødelæggelse uden formål, og jeg er ganske enig med generalen, når han fremhæver, at den, der vil forsvare alting, forsvarer ingenting. Det skal bemærkes, at jeg ikke har omtalt tjenestetidens længde.
Jeg er ikke enig i, at en lokalforsvarskampgruppe, der udelukkende har en ren defensiv opgave, f.eks. forsvar af et vigtigt objekt, er værdiløs efter 6 måneders uddannelse + 2 genindkaldelser å 2 uger.

Tredie pind: Hvorfor jeg ikke skulle tage hensyn til NATO står mig ganske uklart.

De sidste fire linier burde ikke være skrevet, i hvert fald ikke hvis de retningslinier for debat, som en kreds af officerer har skrevet, skulle følges. Hermed slutter mine indlæg i den løbende debat om forsvaret. Den slutter uden bitterhed af nogen som helst art - kun lidt forbavselse bliver tilbage.

A. R. Jørgensen.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_okt.pdf

Litteraturliste

Del: