Reaktioner på en hverdag i Bosnien-Herzegovina

Denne artikel er skrevet af stabslæge Jan Chr. Kargo, divisionslæge ved Jyske Division og garnisonslæge i Fredericia, Odense og Tønder. Han gjorde tjeneste på hold 1 ved HQ-COY/BHC/UNPROFOR i Kiseljak, hvor han deltog i hele opbygningsfasen. Siden hjemkomsten har han som garnisonslæge deltaget i debriefing og krisebehandling af hjemvendte FN-soldater.

Indledning

Da jeg blev ringet op og bedt om at skrive en artikel om de psykiske reaktioner en FN-soldat kan opleve under og efter udsendelse til et missionsområde, var min første reaktion en overvældende afmagtsfølelse over problemets kompleksitet. På den ene side var der genoplevelsen af mit eget ophold i Kiseljak og Sarajevo, og mine senere erfaringer med debriefing og samtaler med hjemvendte soldater. På den anden side er der, siden UNPROFOR startede i 1992, blevet skrevet et utal af rapporter, lavet dybtgående psykologiske undersøgelser og afholdt endeløse møder for gøre tilværelsen så god og sikker for den udsendte soldat som muligt. Hvad kan jeg bidrage med, som ikke allerede er sagt eller skrevet? Hvad kan overhovedet holde læserens interesse samlet efter denne overflod af ord? Dette var de tanker, der løb gennem mit hoved, da jeg overvejede, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Dette er ikke en videnskabelig undersøgelse, men et sammenkog af praktiske erfaringer parret med teoretisk viden. Indsamlingen af erfaringer bygger på perioden fra oktober 1992 til oktober 1993, hvor jeg deltog i sammendragningen og opbygningen af det første stabskompagni til FN-hovedkvarteret i Kiseljak ved Sarajevo i Bosnien-Herzegovina. Jeg var læge for hovedkvarterets stab og stabskompagniet i de første tre måneder. Efterfølgende har jeg som garnisonslæge deltaget i debriefing og behandling af hjemvendte FN-soldater.

Påvirkninger under udsendelsen

Menneskets reaktion på en given situation er resultatet af summen af aktuelle påvirkninger parret med holdninger og erfaringer. Derfor er årsagen til en stressreaktion altid multifaktoriel, hvor de enkelte faktorer indgår med forskellig

værdi for forskellige mennesker. Der er ikke to, der føler det samme eller reagerer ens på den samme påvirkning. Med dette in mente vil jeg dog forsøge at skabe struktur i denne kompleksitet. Jeg vil simplificere problemet ved at anvende en model, hvor påvirkningerne kommer fra fire områder

påvirkninger fra familie og venner, påvirkninger fra opholdet i baseområdet, påvirkninger fra opgaveløsning og påvirkninger fra foresatte myndigheder, dels den civile FN-administrationen i det tidligere Jugoslavien og dels politikere og foresatte i Danmark.

Familie og venner

Når man drager af sted, forlader man dem, man holder af, man forlader kendte og vante rammer for i værste fald at sætte livet på spil. Hvorfor gør man det? Man befales, pligt, spænding, kammeratskab, penge, ønsket om at hjælpe. Familie og venner ønsker for det meste, at man bliver hjemme. Tager man af sted, må konen, kæresten, børnene efterlades. Det er svært. Der er mange faktorer, der må afvejes mod hinanden. For fast personel er afgørelsen til en hvis grad taget fra dem, da de befales. Uanset hvad årsagen er, vil den vante hjemlige "base" blive svækket, hvilket for de fleste medfører en nedsat psykisk modstandskraft. Den udsendte soldat må kompenserer for dette tab ved at skabe sig en ny "base" i det fremmede.

Opholdet i baseområdet

Ved baseområdet forstår jeg soldatens hjem i det fremmede. Det kan være et kompagniområde eller en observationspost De fysiske rammer kan være mere eller mindre primitive. Dette er sjældent et problem, da den danske soldats tilpasningsevne og opfindsomhed er meget stor. Problemerne opstår på det psykiske plan, når friheden, til at gøre som man plejer, indskrænkes, og når den vante informationsudveksling hæmmes. Man kan ikke tage telefonen og ringe hjem, som det passer en. Da dansk fjernsyn ikke udsendes over satellit, er man henvist til gamle videobånd, der kommer med posten. De er altid mindst en uge gamle. De "professionelle" har selvfølgelig en lille kortbølgeradio, så de kan høre danske kortbølge udsendelser. Aviser kommer i bundter, men er også en uge gamle. Den almindelige postgang er nu for det meste nede på en uge, hvor det tidligere kunne tage 3 til 4 uger at få breve til Sarajevo. Meget ofte kunne man ikke genkende de danske nyhedsmediers beskrivelse af tilværelsen i missionsområdet. Den blev ofte beskrevet som farlig, når der var dyb fred og omvendt. Når familien så sammenholdt indholdet af de breve de fik med oplysningerne fra medierne, opstod der ofte en ægte troværdighedskløft, som gav grobund for mistro. Det var der mange, der havde det svært med. De fleste steder er der af sikkerhedsmæssige årsager udgangsforbud undtagen i tjenstligt ærinde. Det betyder, at man ikke kan gå eller løbe en tur udenfor lejren i sin fritid. Den danske soldat er opdraget til at være en borger i uniform, der går på arbejde om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen. De længste øvelser, han har deltaget i, har kun varet i 5 dage svarende til 4 overnatninger. Derfor har han aldrig lært at være indespærret i en lejr i ugevis på snæver plads uden mulighed for at kunne være alene. I Kiseljak var der ingen under oberstniveau, der havde eneværelse. Overbelægningen var så stor, at alle ikke kunne sidde på en stol på samme tid. En gruppe, der havde det særligt svært var de inkarnerede løbere, der næsten kunne blive fysisk syge, hvis de ikke fik deres daglige løbetur. Et andet meget væsentligt problem, jeg oplevede mange gange, var den danske soldats manglende evne til at vente i uvidenhed, som f. eks. når man som et af de sidste køretøjer i en konvoj uden radioforbindelse og uden at kunne se, hvad der foregik oppe foran, måtte holde og vente på at komme igennem et checkpoint. Det tager ikke meget mere end et kvarter, før soldatens overflade begynder at krakelere. Der er to årsager til dette. I den daglige uddannelse grænser angsten for "spildtid" sig næsten til det sygelige. Soldaten lærer ikke at vente. Den anden årsag er, at der i uddannelse lægges megen vægt på at holde soldaten informeret om alt hele tiden. Dette er idealtilstanden, som i det hele taget forstærkes af det civile informationssamfund. Derfor er soldaten ikke vant til at blive holdt i uvidenhed. Jeg mener, at det er nødvendigt at lære soldaten at vente i uvished. Det er ubehageligt, men nødvendigt.

Påvirkninger fra opgaveløsningen

Påvirkninger ved kontakt med lokalbefolkning spænder lige fra det venlige og gæstfri, når man er på besøg hos den lokale slagter for at købe lammekød til søndagsmiddagen, over oplevelser ved passage af checkpoints til direkte beskydning. Desuden er der oplevelser, hvor man f. eks. ser en bus med civile blive beskudt på nært hold med maskingevær, uden at man har mulighed for at hjælpe. Oplevelser af grusomheder, hvor man står tilbage med en afmægtig følelse af hjælpeløshed. Hvor man bagefter genoplever episoden enten i drømme eller flashbacks hele tiden har en skyldfølelse og spørger sig selv, om man nu alligevel ikke kunne have handlet anderledes.

Foresatte civile og militære UPROFOR-myndigheder på stedet

Officeren er gennem hele sin uddannelse opdraget til at agere for at påtvinge andre sin vilje. Her står han i en helt ny situation, hvor han ved hjælp af en militærorganisation skal bevare freden. Det betyder, at han, når han bliver slået på en ene kind, skal vende den anden til Denne omstilling er meget svær. At måtte acceptere ikke at kunne nedkæmpe fjenden, når han angriber, selvom midlerne er til rådighed, er et dybt indgreb i hans retsbevidsthed. Det er også en del af officerens uddannelse at kunne adlyde. Det er denne stærke selvdisciplin, der redder ham, så han på overfladen fungerer som en loyal officer, man taler om "the strain and stress of being in command". Det slider mere, end man vil være ved, at kæmpe mellem selvtillid og tvivl om at have gjort det rigtige, når liv står på spil. For yderligere at dryppe malurt i bægeret skal han overfor sine undergivne, der har samme retsbevidsthed og samme frustrationer, bevare facaden og forsvare de ordrer, der er givet for opgavens løsning. Denne problemstilling er mig bekendt ikke blevet undersøgt på videnskabeligt grundlag, men jeg er flere gange stødt på officerer i den internationale FN-stab i Kiseljak, der havde det meget svært. Danske soldater, der er opdraget til selvstændighed i den danske lederstil med et fladt hierarki med større ansvarsdelegering, kan opleve problemer i samarbejdet med andre nationers soldater og officerer, der næsten alle er oplært efter et andet system, hvor man ikke anvender dialogen som ledelsesværktøj, men derimod distance og direkte ordre. Den danske soldat kan på andre nationers officerer virke respektløs, fordi han tænker selv og uopfordret giver sin mening til kende. Omvendt har den danske soldat svært ved at forstå de andres ledelsesstil, fordi han oplever bedre resultater ved at handle selvstændigt. Det ville måske være hensigtsmæssigt i den forberedende missionsuddannelse ikke alene at undervise i de kulturelle forhold på stedet, men også fortælle om andre nationers FN- soldater i området. Samarbejdet mellem de civile hjælpeorganisationer, den civile FN- administration i det tidligere Jugoslavien og UNPROFOR er, set fra den almindelige soldats side, præget af indbyrdes konkurrence, amatørisme, manglende forståelse for andre organisationers behov og talenter og pengemangel. Disse ingredienser gav anledning til uforståelige afgørelser, som aldrig blev forklaret. En væsentlig årsag er kulturelle forskelle. I dette samarbejde oplevede jeg meget klart, at UNPROFOR havde en stor fordel, fordi de største kontingenter kom fra NATO-lande med mange års erfaring i interoperabilitet.

Påvirkninger fra foresat myndighed i Danmark

Det danske forsvar havde indtil udsendelsen af DANBAT til Kroatien i 1992 ikke været i krig siden 1864. Derfor var forsvarets organisation og uddannelse præget af fredstidsteorier og den kolde krig. Pludselig forsvandt det gamle fjendebillede og en helt ny type konflikter opstod. Opgaven lød nu på en fredsbevarende mission i et område mere en 1000 km væk, hvor der blev skudt med skarpt. Den danske soldat skulle ikke forsvare Danmark, men sætte sit liv på spil i en humanitær opgave. Sikkerhedskravet havde derfor førsteprioritet. Det blev en meget svær omstillingsproces, for "arven" var tung og skulle ryddes af vejen først. Resultatet var da også, at soldaten i det tidligere Jugoslavien oplevede mange uforståeligheder. De hjemlige myndigheder prioriterede ud fra teoretiske overvejelser - de havde jo ikke andet grundlag - anderledes end det behov, det viste sig, soldaten på stedet havde. Ofte fik man det indtryk, at viljen til at hjælpe manglede, når virkeligheden pludselig ikke passede med planerne. Det gav naturligvis anledning til mange frustrationer og følelse af at blive svigtet af sine egne. At den berømte "dyne" så blev holdt op, når der blev rejst kritik, gjorde ikke sagen bedre. Det har været en svær læreproces for alle på grund af manglende krigserfaring, meget kort tid og pengemangel. Nu er næsten alle problemer løst, men i starten gav det mange en dyb følelse af at blive svigtet af sine egne. At der bliver truffet forkerte beslutninger i god tro er til at leve med, men at man ikke åbent vil erkende fejl skaber mistillid, og det er dræbende for et tillidsfuldt samarbejde.

Påvirkningernes relative betydning

Igen skal vi tænke på "Behovspyramiden". Det er manglende opfyldelse af de basale krav, der øver den største indflydelse på individets reaktion. Jeg har tidligere brugt ordet "base" om det udgangspunkt, soldaten har. Basen er karakteriseret ved at være det sted, hvor de basale behov som søvn, føde, sikkerhed og tryghed opfyldes. I denne sammenhæng, hvor det handler om stressreaktioner, er nøgleordet tryghed. Tryghed i denne sammenhæng omfatter ideelt sammenhold, godt kammeratskab, man hjælper hinanden, frihed for livsfare (dvs. udenfor skudvidde), tillid til umiddelbart foresatte, tillid til myndigheder og politikere i Danmark, højt informationsniveau og hurtig og sikkert virkende forbindelse til familien derhjemme. Svigter disse basale behov, og kommer dertil manglende anerkendelse efter hjemkomsten til Danmark, er udviklingen af et Vietnam-syndrom næsten sikker. I lettere grader udvikler det sig til en nagende mistillid til "systemet", som det næsten er umuligt at behandle sig ud af. De akutte traumatiske oplevelser i form af lemlæstede lig, direkte beskydning og lignende kan være grimt nok med marridt og genoplevelser, men de er efter min mening mere håndgribelige og derfor nemmere at behandle.

Hjemkomsten

Fordi tilværelsen under udsendelse er så forskellig fra hverdagen i Danmark, skal der ske en mental omstilling ved hjemkomsten. Den "retmæssige" plads i familien skal genoprettes. Livet hjemme er gået videre, mens man har været væk. Denne omstilling tager tid. Processen er vel beskrevet i den psykologiske litteratur. Det er vigtigt i denne sammenhæng at være klar over, at de soldater, der har behov for mere hjælp end den almindelige debriefing, alle er indesluttede og hæmmede. De føler, at det er et nederlag, at de ikke kan klare problemerne selv, og ønsker ikke gennem samtaler med andre at "afsløre deres utilstrækkelighed". Det er ofte svært i et hjemvendende kompagni at finde disse personer. Man finder dem enten ved, at de søger læge i anden sammenhæng, eller ved at nære venner eller pårørende kommer med dem, fordi deres adfærd har ændret sig så meget, at de ikke mere er til at være sammen med. Det er derfor af afgørende betydning, at behandlingen finder sted lokalt. Den kan ikke vente til næste dag, for så er tidspunktet for at komme i kontakt forpasset. Det er desuden min erfaring, at en behandler med militær baggrund, der selv har været udsendt, har nemmere ved at få kontakt med disse mennesker, hovedsageligt fordi det ikke er nødvendigt først at forklare de basale omstændigheder omkring hændelserne, og fordi begge har den samme kulturelle baggrund skabt af det militære miljø. Er kontakten først etableret, og samtalen kommet i gang, er det for det meste tilstrækkeligt med tre til fem samtaler af halvanden times varighed for at få løst op for problemerne. Debriefingen efter hjemkomsten sker bedst ved rundbordssamtaler i grupper på 6 til 8 personer. Grupperne skal sammensættes af personer, der også var sammen under missionen. Gruppen bør ledes af en person med erfaring i denne form for samtaler. Næsten alle kan klare sig med denne form for debriefing. Under samtalen finder gruppelederen meget nemt den person, der har brug for yderligere samtaler. Den hidtidige metode, hvor alle fik lejlighed til at tale enkeltvis med en læge i få minutter, har vist sig at svigte, fordi de personer, der har brug for hjælp ikke siger noget. Specielt i officersgruppen er der en tilbøjelighed til at mene, at dette lægefaglige pjat har de i hvert fald ikke brug for. Dette er meget uheldigt, da officererne ofte er dem, der har de fleste indeklemte frustrationer og derfor ofte sidder tilbage med uforarbejdede problemer. En gruppe af de hjemvendende, der oftest falder igennem hjemtagelsesnettet, er dem, der rejser som enkeltpersoner, dem der hjemsendes før tid på grund af tilpasningsvanskeligheder, eller dem der hjemsendes på grund af mindre skader, der ikke umiddelbart kræver indlæggelse på et sygehus. Disse mennesker rejser direkte hjem til deres familie uden en klar aftale om at kontakte deres tjenestested med det samme Nogle går til egen læge, der sygemelder dem i længere tid uden at give tjenestestedet besked. Her er det nødvendigt at have et modtagelseshold, der kan træffe klare aftaler om det videre forløb, så der ikke er nogen, der bliver tabt på gulvet.

Afslutning

Det er vigtigt at holde sig for øje, at en stressreaktion på et ophold i et missionsområde ikke er en sygdom, men en naturlig reaktion på en unaturlig situation. Alt hvad der kan styrke sammenholdet og kammeratskabet har uvurderlig betydning for at kunne klare psykiske belastninger. Ingen kommer upåvirkede hjem. Alle har lært egne grænser bedre at kende. Idealbilledet af en selv og tilværelsen er ofte krakeleret, og man må revurdere sit livssyn. Der er oplevelser, der vil følge en måske for altid. De fleste lærer selv at leve et intensivt og positivt liv med det. Enkelte må have hjælp til at skabe klarhed for sig selv. Det er vigtigt også efter hjemkomsten at skabe netværk, hvor gode kammerater med fælles oplevelser kan holde øje med og hjælpe hinanden.

Litteraturliste

Del: