Raising Churchills Army. The British Army and the War against Germany 1919-1945

Anmeldt af Michael H. Clemmesen

David French: Raising Churchill’s Army. The British Army and the War against Germany 1919-1945. Oxford 2000, 319 sider, 45£ hardback, 18£ paperback.

Hvordan forbereder man en hær til en kommende, kontinental storkrig, når:

·         Politikerne indtil sidste øjeblik understreger, at dette ikke er hærens opgave.

·         Hærens konstante hovedopgave er, hvad man nu kalder ”stabilitetsoperationer” med lette styrker, og hvor logistikorganisationen og udrustning er optimeret til strategisk mobilitet og asymmetrisk magtanvendelse snarere end symmetrisk højintensiv krig.

·         Hærens ringe anseelse i samfundet undergraver mulighederne for rekruttering af det rette mix af officerer og øvrige.

·         Hærledelsen er enig med den politiske ledelse i, at man aldrig mere kan acceptere massive tab, og hvor politikerne drastisk reducerer tildelingen af personel og andre ressourcer til hæren.

·         Hærledelsen har den opfattelse, at sejren skal sikres via management af kamppladsen,  totalt centraliseret, med føringsvirksomhed domineret af detaljerede skriftlige ordrer - dette på trods af, at man samtidig gennem motorisering satser på troppeenhedernes høje mobilitet.

·         Hærledelsen ikke vil gennemtrumfe en fælles opfattelse af doktrinen gennem et inspektionsregime samt udvikling af standardmetoder og kampeksercits indenfor våbnene og i våbenarternes samvirke.

·         Hærledelsen ikke vil stille krav til sine myndighedschefer om gennemførelse af realistisk øvelsesaktivitet, herunder regelmæssige manøvrer med flere troppeenheder (divisioner) og øvelser i to partier.

·         Uddannelsen og efteruddannelsen af officerer ikke afspejler krav og vilkår på kamppladsen, men snarere, hvad der var relevant 100 år tidligere.

 

I en løbende sammenligning med den parallelle udvikling i Tyskland gennemgår forfatteren kritisk og troværdigt, hvorledes den britiske hær udvikledes inden for denne virkelighed.  Bogen bygger overbevisende på de seneste 25 års meget opfattende forskning i udviklingen af stormagternes militære styrker og doktriner i mellemkrigstiden, der igen har givet et nyt, langt bedre grundlag for forståelsen af forløbet af kampene under 2. Verdenskrig. Den forskning og de analyser, som danner grundlaget for Williamson Murray og Allan R. Milletts A War to be Won. Fighting the Second World War fra samme år som den anmeldte bog. Hele denne virksomhed er blevet beriget af de yngre angelsaksiske akademikeres forståelse og accept af Carl von Clausewitz erkendelse af krigens karakter og af de kaotiske realiteter i hærens kampmiljø.

Professor David French bog afløste Brian Bonds British Military Policy between the Two World Wars fra 1980, der allerede var et opgør med de enten rosende eller unuancerede kritiske værker fra de første årtier efter krigen. French bekræfter på sit bredere lærred, hvad allerede Harold Winton i 1988 dokumenterede med To Change and Army. General Sir John Burnett-Stuart and British Armoured Doctrine, 1927-1938. Det billede af den britiske hærledelse som forstokket modstander af reformer, der skulle skabe en pansret elitearmé, er nu helt klarlagt som en historieforvanskning. En forvanskning, der i betydelig udstrækning havde sit udgangspunkt i de forsmåede, snævre, advokater for en sådan udvikling: Liddell-Hart og Fuller. French dokumenter reelt, uden at pege fingre, at det var virkningen på de britiske hærofficerer af disse reformatorers enstrengede argumenter, der i de første krigsår dels hæmmede udviklingen af troppeenheder med et afbalanceret indhold af kampvogne og infanteri, dels sinkede udviklingen af et tæt samvirke mellem de to typer kampenheder. Det var også profeternes svigtende analyse, der ledte til udviklingen af kampvogne, der åbenbart skulle virke alene ved at køre rundt i fjendens ryg. De havde ikke indset og ”solgt”, at kampvognenes effekt afhang af våbenvirkningen fra deres granater, panserskud og maskingeværild samt af, at vognene blev ført og samarbejdede kontrolleret af radioer og med kampvogsenheden i et tæt samvirke med andre våbenarter.

Bogen er i to dele. I de første fire kapitler gives en tematisk behandling af henholdsvis doktrin og organisation, officerer og mandskab, våben og udrustning samt disciplin og moral. For både lægmænd og de, som stadig kan professionelt beriges, er disse fire kapitler en fremragende indføring i, hvor kompleks en organisation, en hær er, og afledt heraf, hvor vanskeligt det er at opnå effektivitet i kamp.

De næste fire kapitler gentager nu dette ”kursus” i en kronologisk ramme, hvor det første beskriver indsatsen i Frankrig 1939-40, det næste genopbygningen af hæren i England efter evakueringen af personellet fra Dunkirk, det tredje Ørkenkrigen 1940-42, og det sidste Montgomery’s rolle fra efteråret 1942 til krigens afslutning. De beskriver hans samling af veteranenhederne fra Nordafrika-Italien og de friske styrker fra hjemmehæren og hans sammensmeltning af de to dele i 21. Armegruppe.  David French beskriver karakteren af felttoget efter invasionen i Normandiet, hvor infanteriets tabstal forholdsmæssigt var højere end noget tidspunkt i den britiske indsats på Vestfronten under 1. Verdenskrig. Tabene var i 1944-45 så store, at kontinuiteten i enhedernes føring blev undergravet, så høje, at man flere gange måtte nedlægge divisioner, fordi man ikke kunne holde dem bemandet.

Bogen dokumenterer på fuldt troværdig vis, hvorledes Montgomery, der var helt klar over sit instruments begrænsninger, gennem entydige, ikke gentleman-like krav til førere og mandskab og enheder, tvang hæren til at udnytte sine begrænsede muligheder maksimalt. 

Jeg kan varmt anbefale bogen, ikke mindst til læsere, som tror, at de ikke kan lære mere om den hær, der befriede Danmark for snart 60 år siden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.1_2005.pdf

Del: