Raceintegration i den amerikanske hær

Denne artikel er oversat fra det amerikanske tidsskrift Army, august 1966. Den er skrevet af Charles C. Moskos, Assistant Professor ved afdelingen for sociologi ved University of Michigan.

Inspirationen til artiklen fik forfatteren gennem undersøgelser med henblik på en bog om virkningen af effektiv militær virksomhed og om de skridt, der tjener til at nå effektivitet. I det forløbne år har han være på rejse over hele jorden for at besøge amerikanske hærenheder.

Den 26. juli 1948 beordrede præsident Truman raceadskillelsen ophævet i De Forenede Staters hær og øvrige væbnede styrker.

I midten af 1950’erne var denne politik stort set en fuldbyrdet kendsgerning. Indenfor en bemærkelsesværdig kort tid gennemgik hæren — der med urette ofte kaldes traditionsbunden - en væsentlig omdannelse. Ophævelsen af raceadskillelsen i hæren er derudover et fremragende eksempel på, hvordan lighed i kår og muligheder kan bevirke, at den enkeltes og gruppens ydelser bliver påfaldende bedre. For der er almindelig enighed om, at integrerede negersoldaters militære standard står i skarp og gunstig kontrast til den, man nåede tidligere i de rene negerenheder.

For den, der bliver soldat nu, er det svært at fatte, at hæren var en skarpt segregeret institution for mindre end to årtier siden. I tjenesten i dag eksisterer race skranker ikke formelt. Selv om en foreskreven fremgangsmåde ikke altid svarer til den aktuelle praksis, er i det foreliggende tilfælde den klare beslutning om integration i hæren, som den er udtrykt i de almindelige retningslinier i Army Regulations 600-21 (’Equal Opportunity and Treatment of Military Personnel’), et gyldigt resumé af det, der faktisk foregår. Lige behandling uden hensyn til race praktiseres i svømmebassiner, frisørsaloner, udsalg, biografer, kafeterier og boligområder og med hensyn til ansættelse, forfremmelse og levevilkår for befalingsmænd og menige.

Selvom en ordre ikke kan slette ethvert spor af racefordom, er det en uomstødelig kendsgerning, at hæren er nået længere end nogen anden institution med hensyn til at ophæve raceadskillelse og fuldbyrde integration. Fornylig har de militære myndigheder søgt at realisere deres lighedspolitik ved at øve tryk på lokale samfund, hvor segregerede adfærdsmønstre har virkninger for militært personel. Den videre udvikling bør følges med stor agtpågivenhed henset til de mulige indvirkninger på den traditionelle adskillelse mellem civile og militære sfærer i det amerikanske samfund.

Et mål for hvor udstrakt og gennemgribende den militære raceintegration er, kan fås ved at sammenligne rapporterne fra et raceintegrationsudvalg nedsat af præsidenten i 1950 (Fahy Committee) med 1963- og 1964-rapporterne fra et lignende udvalg (Gesell Committee). Medens den førstnævnte rapport udelukkende behandlede de væbnede styrker under aktiv tjeneste, fandt det sidstnævne udvalg ikke, at der var alvorlige problemer tilbage på dette felt, og rettede opmærksomheden mod diskrimination i National Guard og uden for tjeneste.

Inden for de enkelte værn er negre blevet anvendt til så at sige al slags tjeneste, skønt deres deltagelse på nogle niveauer har været hæmmet af manglende uddannelsesforudsætninger. En 1965-studie fra Department of Labor udtrykker det sådan: »Tjeneste i De Forenede Staters væbnede styrker er den eneste mulighed, der står åben for negeren til virkelig at erfare, hvordan det er at blive behandlet som ligemand. Hvis der hermed konstateres et ideal snarere end en realitet, er det et ideal, der er nær sin realisering.«

Under udførelse af militær tjeneste finder man i hvide og sorte soldaters samarbejde kun få uoverensstemmelser på grund af raceforskellen. Dette betyder naturligvis ikke, at spænding mellem racerne slet ikke eksisterer. En sådan beskrivelse ville være urealistisk. Sommetider sporer man racebestemt friktion, men dens virkninger holdes på et minimum på grund af de sanktioner, der er hjemlet i sådanne tilfælde. De konfrontationer, som faktisk forekommer, sker næsten altid uden for tjenesten, eller måske endda kun under orlov. Specielt kan dans give anledning til episoder. Der er også en, ikke overraskende, tendens til, at soldater søger sammen med egne racefæller i deres fritidsbeskæftigelse. Hæren sidder imidlertid ikke på nogen måde på toppen af en racevulkan, til forskel fra situationen i den segregerede periode, hvor hæren led under hyppige race stridigheder.

Som almindelig regel kan siges, at raceintegration, på formelt som uformelt niveau, sker bedst jo mere militært miljøet er. Groft sagt er samarbejde og tillid mellem racerne mest udtalt i tjeneste kontra som aftrådt og på orlov, i træningslejr og under øvelser kontra i garnison, og i kamp kontra ikke i kamp. For det er under udførelse af en militær opgave, at man både er mest afhængig af og stoler mest på andres hjælp. I disse situationer, hvor resultater skal foreligge omgående, kan kammeratens yderste indsats ofte blive et spørgsmål om liv eller død.

Man kan bedre værdsætte det betydningsfulde i hærens integrationspolitik ved at anskue negersoldatens rolle i et historisk perspektiv. Negerens deltagelse i vort landskrige begynder faktisk, før der var en amerikanskhær. Crispus Attucks, en frigiven slave, var den første, der blev skudt under Boiston-massakren i 1770. En anden neger, Peter Salem, har man tilskrevet at have dræbt den britiske major, hvis ordrer medførte det »skud, hele verden hørte« i Lexington.

Mange tusind negre - nogle som enkeltpersoner, andre i segregerede enheder - kæmpede i Frihedskrigen og blev snart prist for deres tapperhed af general Washington. Under Borgerkrigen blev næsten 180.000 negre rekrutteret til Unionens hær og flåde og tjente i segregerede regimenter under hvide officerer. De fleste negre og deres sympatisører betragtede muligheden for at tjene i hæren som et skridt opad. Skønt der var enkelte beretninger, som sagde det modsatte, mente de fleste samtidige iagttagere, at negersoldater stod sig godt, når de oplevede kamppladsens betingelser. Mod slutningen af sine dage havde Konføderationen også besluttet at bruge negertropper, men Syden brød sammen, før denne plan kunne føres ud i livet.

Efter Borgerkrigen oprettedes fire negerregimenter: 24. og 25. Infan­teriregiment og 9. og 10. Rytterregiment. Alle fire regimenter var indsat i Indianerkrigene i Vesten og kæmpede senere på Cuba i den spansk-amerikanske krig. 10. Rytterregiment fik særligt ry for sin optræden i slaget ved San Juan Hill. Alligevel begyndte den offentlige mening at vende sig mod at bruge negersoldater. Denne følelse var såvel et resultat af reaktioner på voldelige episoder mellem negertropper og hvide i byer ved militære forlægninger som en genspejling af en almindeligt voksende racespænding i begyndelsen af det 20. århundrede.

Vurderingen af negersoldater påvirkedes desuden af begivenheder i 1. verdenskrig. 92. Infanteridivision, der var en ren negerenhed, blev genstand for hård kritik. Dog så man også, at negerenheder, der opererede under fransk kommando, i en racemæssigt mere tolerant situation, kæmpede godt. I tiden mellem de to verdenskrige var hæren ikke blot raceadskilt, men indførte også et kvotesystem, som skulle sikre, at det forholdsmæssige antal negre i hæren ikke blev større end forholdet mellem negre og hvide i hele befolkningen. På Pearl Harbor-dagen fandtes der kun fem negerofficerer (tre af dem var feltpræster), og negrene udgjorde mindre end 6% af hærens personel.

Under 2. verdenskrig kom negre i stort tal ind i hæren, men på intet tidspunkt oversteg deres andel i styrken 10%. Et lille skridt i retning af ophævelse af race adskillelse blev taget i begyndelsen af krigen, idet reserveofficersskolerne (Officers’ Training Schools) blev integreret. Negre, officerer som menige, blev imidlertid fortsat ansat ved segregerede enheder og gjorde hovedsagelig tjeneste i intendantur-, ingeniør-, forsynings- og transportenhederne.

Yderligere blev endog neger-kampenheder ofte anvendt som arbejdsstyrker, og blev ikke indsat i kamp. Bedømmelsen af de negerenheder, der kom til at kæmpe i 2. verdenskrig, var blandet. 92. infanteridivision blev igen stærkt kritiseret. Denne gang fordi den skulle have vist sig upå­lidelig under det italienske felttog. Det gjorde ikke sagen bedre, at der opstod en højlydt diskussion om »retten til at kæmpe«, et slagord, som negerorganisationerne i De Forenede Stater tog op, da 2. Rytterdivision blev omdannet til støtteenheder. Denne beslutning byggede på kommandomyndighedernes vurdering af denne rene negerdivisions kampegenskaber, uden at den dog var prøvet i kamp.

En vigtig afvigelse fra det almindelige mønster for anvendelse af negerstyrker i 2. verdenskrig forekom i vintermånederne 1944-45 i Ardennerslaget. Skæbnesvanger mangel på kamppersonel fik hæren til at opfordre negre til at melde sig som frivillige. Planen var at lade negerafdelinger indgå i hidtil rent hvide kompagnier. Omkring 2500 negre meldte sig. Ardenner-ekisperimentet var med hensyn til såvel negrenes indsats i kampene som de hvide soldaters reaktionen ubetinget succes. Denne erfaring blev senere anvendt i argumentationen for integration.

Efter 2. verdenskrig fik erkendelsen af, at negersoldaterne blev dårligt anvendt, hæren til påny at overveje sin politik. En af hæren nedsat kommission konkluderede i 1945 i sin rapport, at man, omend raceintegration måtte anses for et ønskværdigt mål, og omend man måtte anbefale at forbedre negrenes muligheder i hæren, af praktiske grunde måtte bibeholde segregeringen og kvotasystemet.

En anden hærkommission konkluderede i en senere rapport i stort set på samme måde. Begge rapporter lagde stærk vægt på de kontrolproblemer, der kom af, at et uforholdsmæssigt stort antal negre efter hærens undersøgelser placerede sig på de lavere egnethedstrin. Anlagde man hæ­rens synspunkt med hensyn til egnethedskrav, kunne man vanskeligt se bort fra disse sociale realiteter - en genispejling af negrenes udannelseshandicap i det civile samfund.

Imidlertid fulgte præsident Truman ordren af 1948 om ophævelse af raceadskillelse op med at nedsætte en kom mission, der skulle fremskynde realiseringen af ’equal treatment and opportunity of military personnel’. Under kraftig tilskyndelse af præsidentens kommission begyndte hæren forsøgsvis at integrere. Men det var Koreakonflikten der gav Jim Crow nådesstødet i hæren. Mangel på soldater i kamptroppernes feltenheder bevirkede i mange tilfælde umiddelbar integration på stedet. Erfaringen var den samme som i Ardennerne: negersoldater i hidtil rent hvide enheder kæmpede godt.

Dette stod i skærende kontrast til det rent sorte 24. Infanteriregiment, hvis divisionschef i Korea indstillede, at det blev opløst. Efterhånden som integration blev en mere normal foreteelse, berettede iagttagere overensstemmende, at negrenes kampduelighed kun afveg lidt fra de hvides. Omfattende dokumentation af denne kendsgerning foreligger i den af hæren financierede undersøgelse, der blev foretaget under Koreakonflikten, og som omhandlede militær effektivitet i segregeret og integreret ramme.

Denne undersøgelse - kendt som Project Clear — fastslår desuden, at hvide soldater blev mere gunstigt indstillet overfor racelighed, når deres enheder blev integreret. Sideløbende med begivenhederne i Korea blev integration indført i uddannelseslejre i De Forenede Stater. I årene umiddelbart efter afslutningen af krigen i Korea forsvandt resterne af raceadskillelse i hæren i hjemlandet og i de oversøiske styrker.

Skønt integrationen nu er i gang i alle de fire værn, er der forskelle i deres relative andel af negre. Nedenfor er anført de fire værns procentdel negre opdelt i officerer på den ene side og underofficerer og menige på den anden side. (Tallene er fra 1964, det seneste år Forsvarsministeriets statistik er tilgængelig for)

Hæren er det eneste værn, hvor procenten af negre er meget nær den forholdsmæssige del af negre — ca. 12 % — i hele den amerikanske befolkning. Mere påfaldende er variationen i officerer gennem de fire værn. Forholdstallet negerofficerer: hvide officerer er ca. 1:30 i hæren, 1:70 i Flyvevåbnet, 1:250 i Marinekorpset og 1:300 i Flåden. Til trods for at hæren var det mindst integrerede værn, da Truman beordrede ophævelse af raceadskillelse, er det hæren, der - lige som i kapløbet mellem skildpadden og haren - er blevet mest repræsentativ for negre.

Disse tal afslører en skævhed, idet negrene er overrepræsenteret i de lave grader i gruppen underofficerer og menige og underrepræsenteret specielt i stabsofficers- og generalsgraderne.

Der er et relativt overtal af negre på tjenesteområder som Combat og Services, medens de er underrepræsenteret på felter, der kræver mere kvalificeret uddannelse. Imidlertid er den ansættelse af et væsentligt overtal af negrene ved intendantur-, forsynings-, transport- og ingeniørenheder, som var praksis i den raceadskilte hær, ved at høre op.

Det er vigtigt at erindre sig, at ophævelsen af race adskillelsen i hæren var fuldbyrdet, før den igangværende kamp for borgerrettighederne havde fået styrke. I den race adskilte hær var konflikten mellem negre og hvide et evindeligt problem. Når man ser på den senere udvikling på den amerikanske skueplads, er det sandsynligt, at man ville have haft alvorligere raceuroligheder, hvis den militære integration ikke var kommet, da den kom. Den rettidige ophævelse af race askillelsen i hæren så at sige opløste et stof - de rene negerenheder - som under de rette betingelser ville have være eksplosivt. Samtidig giver tjenesten i den integrerede hær af i dag negersoldaten en ny oplevelse af menneskeværd og bevidsthed om egne evner.

Hæren repræsenterer for hvide som for sorte soldater ofte den eneste erfaring om bred kontakt mellem racerne i en ramme bestemt af lighedsgrundsætningrne. Desuden må vi forvente, at negerveteranen, når han vender tilbage til den civile verden, vil yde sit ansvarsbevidste bidrag til sin races fælles anstrengelser for at opnå de rettigheder, der uløseligt er knyttet til at være amerikansk borger.

Når man gør virkningerne af den velykkede integration i hæren op, må det også bemærkes, at negersoldater ofte er blevet udpeget som et særligt mål for propaganda fra styrker, der kæmpede mod Amerika. I 2. verdenskrig rettede japanerne særlige appeller til negersoldaterne på Stillehavskrigsskuepladsen. Kineserne anvendte i Koreakrigen raceargumenter overfor sorte krigsfanger. Grundige studier af amerikanske krigsfagers optræden i Kore afandt imidlertid ingen forskelle mellem negre og hvide. Kinesernes udskillelse af sorte krigsfanger havde faktisk en boomerangvirkning på kommunistiske indoktrineringsmetoder.

På grund af Amerikas globalerolle i forsvaret af friheden er den amerikanske soldats motivation og indsats af særlig vigtighed i dag. Nu som før nærer Amerikas militære modstandere (og nogle få ideologer hjemme) en fordom om, at negrene skulle være mindre engagerede som soldater end de hvide. En talsmand for Viet Cong hævder således, at »befrielsesstyrker indtager en særlig holdning overfor amerikanere, ’who happen to be Negroes’«. Trods isolerede rygter om det modsatte har bestræbelser på at sætte negrenes loyalitet på prøve ikke haft heldet med sig. Forfatteren sporede, lige så lidt som mange andre, ingen forskelle mellem hvides og sortes præstationer i kamp i Vietnam. En menig i den yderst koldblodige 137. luftbårne Brigade udtrykte det sådan: »Vi taler eller tænker ikke race herude. Vi er for meget afhængige af hinanden«. Eller som en officer i samme enhed sagde, kort og klart: »Jeg ser kun en farve, og det er olive drab*. Med andre ord: hvad enten nu tidens soldater sort eller hvid, eller han befinder sig i den ene eller den anden ende af verden, kæmper han først og fremmest som amerikaner. Man må håbe, at hans offer vil blive værdsat af alle kredse hjemme.

Konklusionen er da, at raceintegrationen i hæren, gennemført som den blev i rette tid, effektivt ødelagde muligheden for, at Amerikas fjender kunne splitte vore kæmpende soldater efter racelinier. Integrationen i hæren har imidlertid ikke blot forbedret vor militære ydeevne, men også bragt vort folk et skridt nærmere mod den lighed i muligheder, som er en så vigtig del af den amerikanske forventning. For den virkelige målestok på Amerikas rolle i den frie verden er og bliver, om vi kan virkelig gøre de idealer, hvorpå dette land bygger. Og det er denne fri mænds vedvarende stræben, der er den virkelige betydning af raceintegration i hæren.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon raceintegration_i_den_amerikanske_haer.pdf

Litteraturliste

Del: