A Question of Command. Counterinsurgency from the Civil War to Iraq

Anmeldt af Peter Agerbo Jensen

Mark Moyar. Udgivet af New Haven, CT, Yale University Press, 2009. 386 sider. Pris: 30 $.

Foto: Saxo.com

Efter at COIN har haft en forholdsvis nedtonet rolle i forskningsregi igennem flere årtier, er emnet i de senere år for alvor kommet på dagsordenen, og der foreligger efterhånden en meget omfattende mængde nyere litteratur om fænomenet, hvor en række landes historiske og nutidige erfaringer med oprørskrig som konflikttype er blevet behandlet. I mængden af disse fremstillinger er værker om USA's involvering i oprørskrig stærkt repræsenteret, ligesom COIN er blevet et centralt element i de strategier, der udarbejdes og anvendes i Irak og Afghanistan. Eksempelvis kan nævnes tidligere øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Irak 2007-2008, David Petraeus, og hans implementering af oprørsbekæmpende elementer hos den multinationale Irakstyrke. Samtidig indgår oprørsbekæmpelse nu som videnskabelig disciplin i samme omfang som konventionel krigsførelse på mange militære uddannelser.

Et af de seneste forskningsbidrag om amerikansk oprørskrig er bogen A Question of Command af professor Mark Moyar, som er tilknyttet det amerikanske marinekorps’ universitet i Quantico, Virginia. Moyar, som har speciale inden for oprørskrig og terrorisme, skrev for et par år siden en bog om USA's Phoenixprogram i Vietnam, Phoenix and the Birds of Prey: Counterinsurgency and Counterterrorism in Vietnam. Desuden er han forfatter til den kontroversielle bog om Vietnamkrigen, Triumph Forsaken, hvori han forsvarer USA's engagement i Vietnam og dermed positionerer sig i den revisionistiske del af forskningen om denne krig. Dette har resulteret i en heftig og til tider uforsonlig og voldsom debat i USA.

Moyars tendens til at positionere sig uden for de mere etablerede forskningspositioner fortsætter og kommer delvis til udtryk i hans seneste bog A Question of Command, hvori han tilsidesætter én af de mere dominerende forskningspositioner i studiet af oprørskrig, den ”befolkningscentrerede” eller ”hearts-and-minds” teorien, som i korte træk forfægter det synspunkt, at succesen i en oprørskrig afhænger af civilbefolkningens tilslutning via både militære og civile tiltag. Bestræbelserne på at vinde civilbefolkningens sympati kan ifølge teoriens tilhængere realiseres igennem etableringen af forskellige økonomiske, politiske og sociale reformer. Yderligere distancerer Moyar sig fra den anden af de fremherskende teorier, den ”fjendecentrerede” skole, som kort sagt fokuserer på at anvende magt og tvang overfor de væbnede dele af oprørerne. Forfatteren afviser ikke de to hovedteorier, men argumenterer for, at de negligerer eller nedtoner betydningen af en særlig udslagsgivende faktor for hvorvidt bekæmpelsen af oprørere har et positivt eller negativt udfald, nemlig betydningen af lederegenskaber (s. 3). De militære lederes kompetencer og evner har afgørende betydning og må i sidste instans betragtes som en styrkeprøve mellem to bekrigende militære eliter, hvoraf det er de aktører, der besidder de mest overlegne lederevner, som vinder konflikten. Moyar kategoriserer selv denne opfattelse for den ”ledercentrerede” position.

Umiddelbart kan dette synspunkt om lederevner som determinerende for en konflikts udfald ikke anses som nogen overraskelse, idet elementer vedrørende militær ledelse tidligere er blevet berørt i forskningsregi, blandt andet af den franske officer og oprørskrigsteoretiker David Galula. Alligevel må Moyars fremstilling betragtes som det første mere dybdegående og omfattende studie, der forfægter lederskab og lederevners betydning i en oprørskrig. Til at fremføre og underbygge sin ”ledercentrerede” teori tager Moyar udgangspunkt i en række historiske eksempler eller cases, hvor USA har været involveret i oprørskrig, herunder den amerikanske borgerkrig med blandt andet fokus på de irregulære styrker fra sydstaterne, oprøret på Filippinerne 1899-1902, Hukbalahap-opstanden på Filippinerne 1946-1955, Vietnamkrigen i 1960’erne og 1970’erne samt borgerkrigen i El Salvador i 1980’erne. Derudover inddrages også den britiske oprørskrig i Malaya 1948-1952 samt den igangværende oprørsbekæmpelse i henholdsvis Irak og Afghanistan. På baggrund af disse ni scenarier er det Moyars hensigt at identificere nogle centrale karakteregenskaber hos de militære beslutningstagere på officersniveau, der bekæmpede/bekæmper oprørerne i disse konflikter (s. 7). Ved at fokusere på de militære ledelsesforhold i konflikterne, herunder graden af oprørskrigens succes, indkredses således 10 gennemgående karaktertræk med relation til ledelse og organisation, som med forskellig intensitet har været til stede hos de ledende militærpersoner i alle de respektive scenarier. Disse egenskaber omfatter eksempelvis fleksibilitet, kreativitet, karisma, pligttroskab, dømmekraft med flere (s. 8-11). For at et oprør kan nedkæmpes ifølge Moyar, må den oprørsbekæmpende ledelse bestående af officerer besidde flere af disse egenskaber, men også være bevidste om, at oprørskrigen udkæmpes mellem to konkurrerende eliter (henholdsvis oprørerne og den oprørsbekæmpende magt) samt nødvendigheden af at kunne tilpasse sig de givne forhold.

Efter at have behandlet de ni forskellige scenarier skitserer Moyar en række initiativer, der på forskellig vis kan skabe eller styrke tilstedeværelsen af de forskellige lederegenskaber hos ledende militærpersoner. Her nævner forfatteren særlige militære rekrutteringsprocedurer, hvor kandidater med særlige ledertræk selekteres i det militære uddannelsessystem og efterfølgende gennemgår konkrete undervisnings- og uddannelsesprogrammer (s. 259 & 261). Uddannelse, erfaringer og studier af oprørskrig er således centrale forudsætninger for at kunne skabe en kvalificeret officerstand, som er rustet til oprørskrigens ikke-konventionelle krigsførelse.

Til yderligere at underbygge sin ”ledercentrerede” opfattelse med hensyn til engagementerne i Irak og Afghanistan har Moyar konstrueret et spørgeskema med 42 tilhørende spørgsmål, som 131 amerikanske officerer (fra kaptajn til oberst) har besvaret i begyndelse af 2008. Fælles for disse officerer er, at de enten har været udstationeret i Irak eller Afghanistan, og de er tilknyttet den amerikanske hær eller marinekorpset. Spørgsmålene berører forskellige aspekter vedrørende militær ledelsesstil, herunder forhold angående den afghanske/irakiske militærledelses håndtering af oprørerne, det amerikanske militærs rådgivning, men også vurderinger af amerikanernes lederegenskaber og metoder. Mønstrene i besvarelserne peger ikke overraskende på betydningen af lederevner i militært regi.

Bogens afsnit om Afghanistan og Irak er uhyre vedkommende og aktuelle. Her er det interessant at læse disse kapitler i Moyars ”ledercentrerede” optik, idet han i henhold til sine teoretiske anskuelser forklarer situationen i de to lande. For Afghanistans vedkommende pointerer Moyar, at allerede tidligt i interventionen udviste den militære ledelse mangel på egenskaber som fleksibilitet og kreativitet, hvilket kom til udtryk i koalitionens fokus på selve bekæmpelsen af oprørerne og dens nedprioritering af at forhindre oprørerne i at rekruttere nye folk til deres kamp (s. 199).

Nedtoningen af lederegenskaber omfattede også de tidligere uddannelsesprogrammer for de afghanske politifolk, som var overladt til private sikkerhedsfirmaer og tysk uddannelsespersonel. Uddannelserne var ikke tilpasset afghanske forhold eller også var de af for kort varighed, hvilket bevirkede, at mulighederne for identificering af potentielle ledende afghanske politifolk mislykkedes (s. 195). Desuden er nepotisme, stamme­tilhørsforhold og etnicitet afgørende for, hvem der udnævnes til centrale ledelsesposter både i den afghanske hær, i politiet og på regeringsplan, hvilket yderligere er medvirkende til at forværre mulighederne for effektiv indsats mod oprørerne.

Indsatsen mod oprørerne i Irak var igennem flere år ligeledes præget af det amerikanske militærs negligering af lederegenskaber (s. 224). Ifølge Moyar var en meget tydelig indikation på dette amerikanske soldaters mishandling af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet, hvilket han anser som udtryk for manglende disciplin og ledelsesmæssig gennemslagskraft fra den amerikanske militærledelses side. Ligesom i Afghanistan har private sikkerhedsfirmaer og civile organisationer under den amerikanske regering stået for opbygningen og uddannelsen af de lokale sikkerhedsstyrker i Irak, hvilket ikke har haft den tilsigtede effekt i kampen mod oprørerne. Ifølge Moyar skulle det amerikanske militær have stået for opbygningen af lokale sikkerhedsstyrker, da de i højere grad har ressourcerne til at fremme lederskab gennem blandt andet rådgivning, organisation og uddannelse (s. 267). Det er således Moyars opfattelse, at årsagen, til at forholdene i Irak er blevet mere fredelige i de senere år, og oprørerne er blevet pacificeret, skyldes, at det amerikanske militær indsatte officerer med vægtige lederevner til at øge sikkerheden i landet. Bl.a. indsættelsen af general David Petraeus som leder for de irakiske sikkerhedsstyrker i 2004 og hans efterfølgende funktion som øverstkommanderende for de væbnede styrker i landet (s. 257). Petraeus’ særlige ledelsesstil og organisationsevne havde en konstruktiv og effektiv virkning på oprørerne.

Forfatterens gennemgang af de historiske eksempler på oprørskrig er spændende læsning, og han er godt inde i stoffet og besidder en omfattende viden om de forskellige konflikter. Trods kompleksiteten bag hver af de enkelte konflikter formår Moyar at præsentere et fint overblik over hvert scenarie. Dog kan gennemgangen af hvert af disse scenarier forekomme noget overfladisk og kompakt, eksempelvis afsnittet om interventionen i Afghanistan. Denne komprimerede behandling opvejes i et vist omfang af Moyars fokus på ledelse, hvilket dog naturligvis bevirker, at andre aspekter ved de forskellige konflikter negligeres og derfor forekommer irrelevante.

Moyar nævner sporadisk, at andre faktorer også er til stede, men de spiller en mindre rolle, og i sidste instans er det altafgørende og dominerende aspekt lederevner.

For læseren fremstår bogens i et vist omfang monokausale perspektiv centreret omkring lederegenskaber noget ensidigt, idet det er svært at komme uden om, at andre faktorer, eksempelvis fra den ”befolkningscentrerede” position, også har forklaringskraft og er udslagsgivende for udfaldet af oprørskrigen: For eksempel betydningen af de forskelligartede præmisser, som oprørsgrupperne kæmper ud fra, og samvirket mellem konkrete militære og civile initiativer med henblik på at adskille oprørerne fra civilbefolkningen, idet sidstnævntes støtte til den oprørsbekæmpende aktør har en afgørende indflydelse.

Til trods for denne kritik af forfatterens mere teoretiske tilgang så er Moyar overbevisende i sin argumentation om betydningen af lederevner samtidig med, at bogen er yderst veldokumenteret, idet han trækker på en meget omfattende mængde litteratur. I den sammenhæng forekommer et mindre, men lidt irriterende kritikpunkt, da der ikke altid er sammenhæng mellem den litteratur, som nævnes i bogens slutnoter og den, som figurerer i hans litteraturliste. Det er således ikke alle værker, der refereres til i noterne, som også fremgår i hans litteraturliste. Godt nok anfører forfatteren, at bogens litteraturliste er et udvalg af de hovedværker om oprørskrig, som er anvendt i bogen, men det besværliggør lidt læserens bestræbelser på at følge med i fodnoterne og eventuelt selv anvende dele af den.

Afslutningsvis kan der knyttes en kommentar til Moyars spørgeskemaer, som han anvender til at underbygge sin teori om betydningen af lederegenskaber i engagementerne i Irak og Afghanistan. Empirien bliver ikke vurderet, idet han f.eks. slet ikke kommenterer, hvorvidt de 131 adspurgte er repræsentative for antallet af udsendte officerer eller tager højde for, hvornår officererne har været udstationeret, idet der er forskel på at være udstationeret i Ramadi i Irak i 2004 og i 2007.

Trods de løbende skitserede kritikpunkter må Moyars værk anses for at være et spændende bidrag i forskningen om oprørskrig, og samtidig udgør bogen den første konsistente fremstilling, som betoner betydningen af lederegenskaber i den konflikttype. I den sammenhæng bliver det interessant at iagttage, om Moyars ”ledercentrerede” position vil få tilslutning blandt historikere samt hvilken betydning hans tilgang vil få i fremtiden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.2_2010.pdf

Del: