Putins Rusland

I perioden 1. Marts 1998 til 31. Juli 2000 Danmarks forsvarsattache i Moskva og
Minsk

Foto: Government.ru

Flådens og nationens ære
Rusland er kendetegnet ved sin uforudsigelighed. Hvem havde troet - før medio august
at den russiske præsident, Vladimir Vladimirovitsj Putin, hvis popularitet i meningsmålingerne
var forblevet tårnhøj efter præsidentvalget i marts, kunne blive rystet i sin
grundvold af den folkelige opinion fra den ene dag til den anden? Næppe ret mange,
men U-båden ’’Kursk' s” tragiske forlis i Barentshavet lørdag den 12. august, der sendte
mindst 118 orlogsgaster og officerer i døden, blev en sandhedens time for Putin - og
for Rusland. Ulykken demonstrerede den russiske marines manglende professionalisme
over en bred front. Forliset og de forliste russiske redningsforsøg er et resultat af ti års
konsekvente underfinansiering af de væbne styrker i almindelighed og flåden i særdeleshed,
kombineret med en manglende evne og vilje til at justere ambitionsniveauet,
så der etableres et rimeligt forhold mellem mål og midler. Situationen i de væbnede
styrker præges af materiel, der er ved at være forældet og som er dårligt vedligeholdt,
af mangelfuld uddannelses- og træningsstandard, af personel, der har oplevet en social
deroute uden sidestykke og hvis moral er undermineret af perioder med manglende
lønudbetalinger, katastrofale boligforhold, elendig mandskabsbehandling samt et
system, der er plaget af korruption og nepotisme (hvis man ønsker dokumentation
herfor, skal man blot læse den militære generalprokurators årsberetning). Der er tale
om et meget lukket og konservativt system, der modsætter sig de nødvendige strukturelle
reformer, og som ikke mindst modsætter sig civil kontrol. Det bærer på en tung
mental arv fra sovjettiden, der resulterer bl.a. i det hemmeligskræmmeri, der blev
demonstreret i forbindelse med U-bådskatastrofen, og som førte til de mange skiftende
forklaringer under forløbet. Man satte flådens ære over de 118 menneskeliv, hvilket
forsinkede inddragelsen af kompetent udenlandsk hjælp. Det underminerede befolkningens
tillid til ikke blot flådeledelsen, men til de væbnede styrkers ledelse, forsvarsministeren
og den øverstkommanderende, Præsident Putin. Sidstnævnte kan meget vel være
blevet holdt mangelfuldt orienteret i katastrofens første fase, men har efter alt at dømme
først givet tilladelse til, at udenlandsk hjælp blev tilkaldt, da presset fra den folkelige
opinion, støttet af en forbløffende kritisk presse, udviklede sig fra stiv kuling til
storm. Man skal i denne forbindelse nok erindre sig, at pressen i udstrakt grad kontrolleres
økonomisk af de finansfyrster, de såkaldte oligarker, som Putin netop har indledt
et opgør med, f.eks. Boris Berezovsky og Vladimir Gusinsky. Begge har en betydelig
interesse i at stække præsidenten. Putin og hans rådgivere har utvivlsomt først og
fremmest haft Ruslands ære i tankerne; man ønskede ikke at tabe ansigt over for udlandet.
Hvilken skam, at en stormagt som Rusland ikke selv kunne løse sine problemer!
Og man må gøre sig klart, at begreber som skam og ære spiller en helt anden rolle og
har en helt anden dimension i Rusland end i den vestlige verden. De, der har gjort
tjeneste på Balkan, kender til dette fænomen.
Man kan på en måde undre sig over, at de 118 søfolks tragiske endeligt fremkalder
en så voldsom reaktion, når man erindrer sig, at der hvert omkommer mellem 1500 og
2000 værnepligtige under aftjenelse af deres værnepligt. Heri er ikke indregnet de 5-
600, der begår selvmord eller direkte myrdes.
Det er ikke fordi, at disse chokerende tal er ukendte for offentligheden. Organisationen
af Soldatermødre gør deres yderste for at vække offentlig interesse for behandlingen
af de værnepligtige, uden at det af den grund fører til, at pressens kritiske søgelys
rettes mod de væmepligtiges uhyrlige forhold. At det er almindelig kendt, bevidnes
af det forhold, at næsten enhver rimelig velbegavet ung mand gør sit yderste for at
undgå at blive indkaldt og hvis ikke han selv gør det, gør hans mor det. En stor del af
d e , der aftjener deres værnepligt, kommer fra landdistrikterne og de mindre landsbyer,
hvor mulighederne for at unddrage sig indkaldelse er meget små.
Man kan også undre sig over, at de konstante og ikke helt ubetydelige tabstal i
Tjetjenien ikke giver anledning til betydelig uro; men det gør de åbenbart ikke.

Skuffede forventninger
Men hvorfor så denne kraftige folkelige reaktion på Kursk-katastrofen og det militære
og politiske systems håndtering heraf? Ud over det forhold, at de 118 søfolks grumme
skæbne er langt mere håndgribelig og nærværende end de mange væmepligtiges kummerlige
hverdag, der i nogen grad er i tråd med den næsten lige så kummerlige russiske
hverdag, er den et - glædeligt - tegn på, at Rusland har forandret sig i mange henseender
de sidste ti år, og det meget mere end vi troede. Selvom man generelt ikke har den
store tillid til magthaverne, vil man ikke længere finde sig i så åbenlyse løgne, fortielser
og mangel på respekt for menneskeliv. Men nok så væsentligt har det formentlig
været at man i Præsident Putin havde faet en helt anderledes menneskeligt nærværende
og handlekraftig leder. Putins popularitet skyldes ikke en særlig personlig karisma; den
er han ikke i besiddelse af. Men han har vundet russernes hjerter ved at være alt det,
den forhadte og foragtede Boris Yeltsin ikke var. Han er ung, rask, intelligent, beslutsom,
handlekraftig, beskeden, næsten asketisk i sin livsstil, flittig, rationel og dermed
forudsigelig og frem for alt har han hidtil virket engageret, menneskelig og nærværende,
oprigtigt bekymret ikke blot for Ruslands, men for det russiske folks ve og vel. Han
har i sin tid som premierminister, som fungerende præsident og senest som nyvalgt
præsident rejst russernes forhåbninger om en bedre fremtid. Han har givet dem troen
på fremtiden tilbage. Men han skabte dermed også tårnhøje forventninger, som det
ville være næsten menneskeligt umuligt at indfri.
Kursk-katastrofen blev den sandhedens time, som før eller siden måtte komme. At
den blev så smertefuld for den russiske befolkning, skyldes formentlig, at Putins image,
som en leder der var anderledes, krakkelerede. Det er næsten at sammenligne med et
nyindgået og lykkeligt ægteskab, hvor den ene part pludselig opdager, at partneren har
været utro. Det gensidige tillidsforhold vil herefter være næsten uopretteligt.
I modsætning til Boris Yeltsin, der distancerede sig fra de daglige problemer, men
som, når noget gik galt, straks fyrede den eller de umiddelbart ansvarlige, ofte for åben
TV-skærm, har Putin signaleret, at han tager aktivt del i ledelsen af alle vigtige aktiviteter
i den russiske stat, ikke mindst de væbnede styrker, for hvem han er øverstkommanderende.
Han har aflagt højt profilerede besøg ved Stillehavsflåden og ved Nordflåden
og har tilkendegivet, at han ønskede at styrke flåden, ikke mindst den strategiske
U-bådsstyrke. Dermed har han gjort sig selv sårbar på en hel anden måde: Han kan
ikke - som Yeltsin gjorde det - fralægge sig ansvaret og umiddelbart fyre mere eller
mindre tilfældige ministre eller embedsmænd.
Han vil være tvunget til at foretage en grundig undersøgelse, før han handler.
Ansvaret skal placeres på en troværdig måde, bl.a. fordi pressen i denne sag har indtaget
den kritiske rolle, som den bør indtage i et moderne demokratisk samfund, og vil
føle sig foranlediget til at følge op på sagen. Præsidenten er i defensiven i forhold til
pressen, hvor han hidtil har været i offensiven ved langsomt og sikkert at lade træffe
foranstaltninger og reagere på en sådan måde i forhold til pressen, at den har følt sig
tvunget til at pålægge sig en vis form for selvcensur. Siden præsidentvalget i marts er
det blevet sværere og sværere at kritisere præsidenten, hans administration og regering.
Som den berygtede presseminister, Mikhail Lesin udtrykte det, da han blev udnævnt
til minister: ”Min vigtigste opgave er at forsvare statens interesser mod pressen.”
Presset mod den kritiske presse har været massivt. Nu bliver det forhåbentligt vanskeligere
at fortsætte denne udvikling, i alt fald på kort sigt. Dog ser vi allerede nu systemets
modangreb, med Putin i spidsen. Pressen bebrejdes sin ’’aldeles uansvarlige hetz
og totale mangel på etiske principper” i forbindelse med dækningen af Kursk-katastrofen.

Putins magtposition
Det har allerede været nævnt, at Putin far svært ved at leve op til de tårnhøje forventninger,
som blev skabt allerede kort efter, at han tiltrådte som premierminister. Hans
handlekraft i forhold til Tjetjenien-problemet lagde grunden til den kampagne, som
præsidentadministrationen i Kreml har gennemført med stor succes først frem til
Duma-valget i december og dernæst frem til præsidentvalget i marts og som har skabt
billedet af en handlekraftig præsident, der kan føre Rusland ud af det politiske, økonomiske
åndelige og moralske morads, man har befundet sig i i en lang årrække.
Man skal imidlertid gøre sig klart, at det var de hidtidige magthavere i Kreml, den
såkaldte familie, der indsatte Putin. Hvorfor man netop valgte ham, er der mange
teorier om. Der er et vedholdende rygte, atmagtministerieme, d.v.s. forsvarsministeriet
og indenrigsministeriet og sikkerhedstjenesten, FSB, insisterede på Putin. Det er dog
næppe den fulde sandhed. Afgørende har formentlig været, at man i Putin havde en
mand, som man vurderede kunne opbygges til et alternativ til koalitionen Primakov og
Luzhkov, som i efteråret 1999 truede med at løbe Kreml over ende ved det kommende
Duma-valg og derefter med stor sandsynlighed ved præsidentvalget. Han ville åbenbart
tillige være en garant for, at der ikke efterfølgende ville blive taget skridt til at drage
den såkaldte familie til ansvar for korruption og magtmisbrug, hvilket Primakov havde
stillet i udsigt og hvilket reelt førte til hans fald som premierminister, da det var en
offentlig hemmelighed, at han stod bag den daværende generalprokurator Jurij Skuratovs
undersøgelser af pengehvidvaskning i gennem banker i New York, undersøgelser,
der førte direkte til Præsident Yeltsins allernærmeste omgivelser. Det førte endvidere
til den endelige ødelæggelse af hans politiske karriere under valgkampen op til Dumavalget.
Det var skræmmende at iagttage, hvorledes præsidentadministrationen kunne
sætte ind med en massiv kampagne i de statskontrollede fjemsynskanaler ORT og RTR
og økonomisk understøttet bl.a. af fmansoligarken, Boris Berezovsky.
Det er derfor nærliggende at antage, at Putins magtbase er spinkel. Han har de
ledende finanskredses støtte, så længe han beskytter deres interesser. Han har de væbnede
styrkers og indenrigsministeriets støtte, så længe han varetager deres interesser.
Han har formentlig sikkerhedstjenesternes støtte, han er trods alt en af deres egne.
Der var en forventning i store dele af den russiske befolkning om, at han som nytiltrådt
præsident ville gennemføre en betydelig udskiftning, af Boris Yeltsins entourage. Det
er imidlertid ikke sket. Han har skilt sig af med Yeltsins datter, Tatjana Daichenko og
med chefen for Kremls ejendomsadministration, Pavel Borodin, som begge var indbegrebet
af korruption og nepotisme. Men de centrale aktører i præsidentadministrationen,
der bragte ham til magten, har han bibeholdt. Først og fremmest falder det i øjnene, at
Præsidentens stabschef, Aleksandr Voloshin, stadig indtager en nøgleposition. Han var
ellers kendt for at have snævre forbindelser til fmansfyrsten Berezovsky. Men da
Berezovsky og præsidenten tydeligvis har modstridende interesser, kan man vel
konkludere, at Voloshin er en særdeles kapabel og nyttig ’’operatør”, der kan betydeligt
mere end sit ’’Fader Vor”.
Til gengæld er det tydeligt, at en lang række tidligere medarbejdere i FSB (det
tidligere KGB) bliver ansat i nøglepositioner, tillige med tidligere medarbejdere fra
hans tid i bystyret i Skt. Petersborg.

Magtbase under etablering?
Putin og hans rådgivere er derfor gået i gang med systematisk at opbygge den magtbase,
der er nødvendig for at kunne holde sig ved magten og for at kunne gennemføre den
politik og de reformer, som Putin har lanceret sig selv på.
Det første skridt vakte stor opstandelse. Han indgik en alliance mellem ”hans eget”
parti i Dumaen Edinstvo (Enhed) og kommunisterne om besættelsen af en lang række
udvalgsformandsposter i Dumaen, herunder ikke mindst den meget vigtige post som
formand for Dumaen, en post, der tilfaldt den hidtidige formand, kommunisten Gennadij
Selezhnov. Bølgerne gik højt i pressen. Han havde skubbet de liberale kræfter ud
og dermed svigtet reformpolitikken. Putin forsvarede sig med, at man ikke kunne holde
en så stor gruppe som kommunisterne uden for indflydelse.. Set i bakspejlet var dette
taktiske træk på grænsen af det geniale. Når det kommer til stykket er de liberale ikke
skræmt væk, så præsidenten har nu i Dumaen et meget bredt flertal og er der særligt
kontroversielle spørgsmål, kan han operere med skiftende flertalskombinationer. Ved
at sikre sig en samarbejdsvillig Duma, har han dermed også sikret sig et fundament for
gennemførelsen af den lovgivning, som han skønner nødvendig, f.eks. den netop
gennemførte skattereform, som ikke har kunnet gennemføres under præsident Yeltsin.
 

Den vertikale magtstruktur
Med dette fundament bragt i orden har han kunnet tage fat på det næste problem, som
han gang på gang har fremhævet som en af hans mærkesager: Styrkelsen af den vertikale
magt, hvilket indebærer, at Den Russiske Føderations 89 føderationssubjekters,
regionernes, status skal justeres, så det vidtstrakte selvstyre, de fik under Præsident
Yeltsin bliver strammet op. Putin forlanger, at regionernes lovgivning skal bringes i
overensstemmelse med forfatningen og de føderale love. Han søger at imødegå en
udvikling, der i værste fald kunne underminere føderationen. Flere regioner fører
nærmest selvstændig udenrigspolitik og guvernørerne regerer som små konger, der
sidder på al politisk og økonomisk magt. Tilmed tiltog de sig betydelig landspolitisk
indflydelse i Yeltsin-perioden ved at udnytte deres medlemskab af Føderationsrådet til
det yderste. Putin har netop gennemført en konfrontation med guvernørerne ved at få
vedtaget i Dumaen en lovgivning, der fratager dem deres medlemskab af Føderationsrådet,
åbner mulighed for, at han som præsident kan fjerne dem, hvis de kan dømmes
for kriminelle handlinger og som etablerer syv føderale distrikter, der skal sikre, at den
føderale lovgivning overholdes i regionerne. Putin har dermed vundet første omgang
i et opgør med en af Ruslands meget betydningsfulde magtstrukturer: regionerne og
deres guvernører. Dette opgør et netop begyndt og der er næppe tvivl om, at det sidste
ord ikke er sagt endnu i denne sag, men det er uomtvisteligt, at præsidentens udspil var
et dristigt skridt i retning af en styrkelse af centralmagten.
 

Opgør med oligarkerne?
Dernæst er der meget, der tyder på, at han ønsker at stække finansfyrsteme, de såkaldte
oligarker. Det vakte betydelig opsigt, at Boris Berezovsky i et åbent brev i pressen tog
afstand fra Putins indgreb mod regionerne og guvernørerne. Brevet kan fortolkes på
flere måder, men der var næppe tvivl om, at det var et signal om, at Berezovsky ikke
længere var at finde i præsidentens inderkreds og at han tillige advarede Putin mod at
fortsætte linien, der gør op med flere af de magtstrukturer, der har styret Rusland siden
kommunismens fald.
Den i medierne meget omtalte arrestation af ejeren af Media-Most koncernen,
Vladimir Gusinskij, kan tolkes som begyndelsen til et opgør med oligarkeme, en
prøveballon, men kan også ses som en advarsel til medierne, såvel de elektroniske som
de trykte, om at pålægge sig selvcensur i forhold til præsidenten og hans administration.
Der er dog næppe tvivl om, at et opgør med nogle af oligarkeme er under udvikling,
nemlig de, der ikke vil rette sig ind efter præsidentens politik. Her er Berezovsky
et oplagt emne at tage fat på. Han er symbolet på kriminaliseringen af den privatisering,
der fandt sted i Yeltsin-perioden, på korruption og nepotisme gennem sine
forbindelser til den føromtalte Tatjana Daichenko. Han er blevet beskrevet som ’’mørkets
fyrste” i russisk politik og så er han af jødisk oprindelse, hvilket ikke gør ham
mere populær i den russiske befolkning. Hans politiske aktivitet har udelukkende til
formål at beskytte hans og de øvrige oligarkers økonomiske interesser. Oligarkeme har
en nærmest monopollignende stilling på næsten alle væsentlige økonomiske områder,
hvilket indebærer, at de ikke har nogen som helst interesse i økonomiske reformer.
Bl.a. derfor udgør de en trussel mod den ny præsident og etableringen af hans magtbase.
Præsidenten og de nye magthavere har derimod en tydelig interesse i at fa kontrol
over oligarkemes økonomiske ressourcer for derved at konsolidere magten. Derfor kan
et længerevarende opgør mellem præsidenten og finansfyrsteme forventes som det
første skridt til at fa den samlede kontrol over landets financielle ressourcer, hvilket er
en forudsætning for at kunne regere og reformere landet. Det næste skridt i denne
udvikling er formentlig et opgør med andre store financielle magthavere, som f. eks.
olie- og naturgasselskabet GAZPROM. Der er faktisk meget der tyder på, at dette
opgør allerede er godt i gang.
Kursk-katastrofen har tvunget Putin til at melde klart ud, at det er oligarkemes
udplyndring af landet, der har efterladt det i en sådan tilstand, at det ikke kan finansiere
de væbnede styrker. Det er et populært synspunkt, der deles af mange Duma-medlemmer,
men det må nok siges, at være en sandhed med betydelige modifikationer, selvom
magtelitens systematiske udplyndring af Rusland formentlig er uden sidestykke i nyere
tids historie. Krisens forløb og Putins efterfølgende reaktion på kravet om, at de ’’ansvarlige”
skal findes og drages til ansvar, viser at han må handle med stor forsigtighed. En
udrensning i toppen af de væbnede styrker kunne tænkes at svække ham i forhold til
en af hans vigtigste magtbaser.
(Det skal her indskydes, som en helt personlig bemærkning, at Admiral Kuroyedov
er en af de bedst begavede og mest kompetente topchefer i de russiske væbnede styrker,
jeg har truffet; og chefen for Nordflåden, Admiral Popov, er en faglig yderst
kompetent herre, der har tilbragt det meste af sin tjeneste i de strategiske U-både, hvor
han sammenlagt har været næsten 8 år under havets overflade. Han er højt dekoreret
for under den kolde krig at have udviklet U-bådstaktikker, der minimerede de taktiske
ulemper ved de russiske U-bådes støjniveau, der som bekendt er højere end de vestliges.
Men det militære system som sådan er endnu ikke omstillet til informationstidsal
deren, for nu at udtrykke det på en pæn måde.) I
 

Putins visioner
Vladimir Putin har ved flere lejligheder i mere generelle vendinger givet udtryk for,
hvad han vil med Rusland. Den 31. December 1999, den dag han blev udnævnt til
fungerende præsident, skrev han en større artikel i Rossiiskaya Gazeta, i hvilken han
fremhævede fire grundpiller:

  • En styrkelse af patriotismen
  • En genrejsning af Rusland som stormagt, herunder en styrkelse af de væbnede styrker
  • En genrejsning af de russiske statsmagt, forstået som centralmagten i forhold til de 89 føderationssubjekter, men også som en stærk paternalistisk statsmagt, der tager vare om og værner medborgeme.
  • Social solidaritet, byggende på den ortodokse kirkes fællesskabstanke.

I artiklen tager han endvidere klart afstand fra det ineffektive sovjetsystem, et
emne han kommenterede yderligere i et interview i Komsomolskaya Pravda den 11.
Februar i år, hvor han meget rammende udtalte: ”Den som ikke sørger over Sovjetunionens
kollaps har intet hjerte; den som ønsker at genoprette Sovjetunionen i dets tidligere
skikkelse har ingen hjerne.” Endelig tilkendegiver han, at Rusland ikke må være
isoleret i forhold til omverdenen.
Han har uddybet disse mere generelle betragtninger i sit valgmanifest, hvor han
fremhæver statens tab af viljekraft, den manglende evne til at gennemføre de opgaver,
den har påbegyndt samt tendensen til at udskyde vanskelige problemer til senere løsning.
Folk tror ikke længere på statens løfter og regeringen taber ansigt. Man kan defor
ikke stole på, at lovgivningen vil blive retfærdigt håndhævet, man kan kun stole på sig
selv. Denne udvikling har skabt gunstige vilkår for kriminelle elementer, faktisk havde
en hel republik, Tjetjenien, udviklet sig til et røverfort. Han advokerer derfor for
nødvendigheden af et fast og almindeligt anerkendt og accepteret regelsæt, som skal
håndhæves, det han også lidt dramatisk kalder ’’lovens diktatur”.
Han skitserer herefter sine prioriteter:

  • Første prioriteten er bekæmpelse af fattigdom (ifølge OECD lever mere end 70% af russerne under fattigdomsgrænsen).
  • Anden prioritet er beskyttelse af den private ejendomsret og det fri marked mod indgreb fra bureaukrater og forbrydere.
  • Tredje prioritet er Ruslands stilling i verden. Rusland er ikke længere et imperium. Rusland skal udvikle en udenrigspolitik baseret på Ruslands nationale interesser. Rusland skal ikke længere kaste sig ud i kostbare internationale eventyr. Nationale værdier skal fremmes frem for fremmede værdier. Rusland må lære, at en løsning af de indenrigspolitiske problemer er en forudsætning for dets retmæssige placering (som stormagt) i det internationale samfund. Denne tredieprioritet er næsten den ny udenrigspolitiske koncept, underskrevet primo juni i år, i komprimeret form.

Nationens tilstand
Disse prioriteter fremgår også af hans tale om nationens tilstand til Dumaen og Føderationsrådet
den 8. Juni i år. Her skærper han på nogle områder tonen, idet han taler om
”den sorte økonomis diktatur”, kriminalitet, korruption og massiv kapitalflugt (ca. 1.5
- 2 milliarder US dollars pr. måned!), der har svækket landet, og derfor skal bekæmpes.
Han nævner i forbindelse med fattigdomsproblemet, at det er den største trussel
mod landets sikkerhed, da det er en stærkt medvirkende årsag til at befolkningstallet
falder katastrofalt ifølge pålidelige prognoser vil der om 15 år være 22 millioner færre
russere. Hvis denne udvikling ikke stoppes vil det true nationens overlevelse.
Han nævnte i talen et - ikke mindst i lyset af Kursk-katastrofen - yderst interessant
forhold: En grundlæggende årsag til Rusland tilbageståenhed skyldes det forhold, at
civilsamfundet er underudviklet. Myndighederne er ude af stand til at føre en dialog
med samfundet. Enten ignorerer myndighederne samfundet eller også optræder de som
formyndere, der må derfor udvikles et andet forhold mellem borgerne og myndighederne!
Præsident Putin betegner sig selv som en moderat liberal, der ønsker en stærk stat.
Hans og hans medarbejderes analyse af nationens tilstand er hudløs ærlig, som det også
kan læses i den nationale sikkerhedskoncept. Derimod er løsningerne på de mange
problemer meget lidt konkrete, hvilket utvivlsomt hænger sammen med hans relativt
svage magtbasis, der gør det nødvendigt at sikre sig så bred opbakning som muligt.
Dette er et typisk russisk træk, en dybtgående kritisk analyse af egen situation og
erkendelse af behovet for reformer. Russisk historie viser en lang række forsøg på at
reformere et samfund, der ikke fungerer. Der er skrevet endeløse kommissionsberetninger
om behovet for reformer, forslag til reformer osv., men når det er kommet til
gennemførelsen, er det hele ligesom løbet ud i sandet. Det er meget præcist og ustyrligt
morsomt beskrevet af forfatteren Ivan Aleksandrovitsj Goncharov (1812-91) i romanen
Oblomov. Hovedpersonen, Oblomov, tilhører den lavere landadel og besidder et
mindre gods, der langsomt men sikkert nærmer sig fallitten, alt imens hovedpersonen
ligger på divanen den udslagne dag og lægger store planer for, hvorledes han kan gøre
sit gods til et mønstergods.
I dagens Rusland erkender alle behovet for reformer - man er ikke nødvendigvis
enige om hvilke - alle taler om især økonomiske reformer, men der sker ligesom
ingenting. Man kan undre sig over, hvordan denne tilstand kan fortsætte, men forklaringen
ligger bl. a. i århundreders øvelse i ’’muddling through”, samt det russiske folks
utrolige tålmodighed og fatalisme.

 

Den økonomiske tilstand
Den russiske regering har overvundet det store økonomiske sammenbrud i august 1998
langt hurtigere end forudset. Statsfinanserne er nogenlunde i balance, der er kontrol
med udgifterne og der opkræves det fornødne skatteprovenu. Der er to problemområder,
nemlig udenlandsgælden og de indenlandske investeringer.
Der er vanskeligheder med at få afviklet de store gamle sovjetiske industrivirksomheder,
hvilket vil kræve nogle strukturelle reformer, der vil gøre ondt i lokalsamfundene,
der ofte er helt afhængige af disse virksomheder.
Derimod er der vokset en livskraftig sektor af mellemstore virksomheder, som har
formået at udnytte den store devaluering i august 98 samt de deraf afledte handelsvilkår.
Rusland har været begunstiget af høje olie- og råvarepriser, som er landets vigtigste
indtægtskilder.
Et fald i råvarepriseme vil umiddelbart skabe store vanskeligheder for russisk
økonomi. Det vurderes, at den russiske økonomi vil kunne klare en nedgang i oliepriserne
til 18-20 USD pr. tønde.
Væksten i bruttonationalproduktet (BNP) var i 1998: -4,6%, i 1999: +3,2% og den
forventes i 2000 at blive +2,0%.
Inflationen var 1 1998: 84,4%, i 1999: 36,5% og forventes i år at komme til at
ligge et sted mellem 18-22%. Handelsoverskuddet var i 1998: 14,4miaUSD, i 1999:
32,6 mia USD og forventes i år at blive ca. 30 mia USD.
Et akut problem er statsgælden, som udgør næsten 100% af det russiske BNP. Ca.
100 mia USD er gammel sovjetisk udlandsgæld, som Rusland har ’’arvet”. Den Russiske
Føderation har selv oparbejdet en udlandsgæld på ca. 50 mia USD. Det indebærer,
at man i 1999 på de to gældsposter skulle betale 17,4 mia USD i renter og afdrag og
i år ca. 15 mia USD.
Det kan Rusland ikke betale med sine føderale indtægter, der udgør ca. 27 mia
USD. Man betaler derfor fortrinsvis af på den russiske statsgæld. I 1999 betalte man
9 mia USD og i år 2000 skal man betale 9,5 mia USD.
Efter langstrakte forhandlinger lykkedes det nuværende premierminister Kasyanov
at forhandle sig til en løsning med Londonklubben, der håndterer sovjetgælden til de
udenlandske banker. Gælden blev nêdskrevet med 10,6 mia USD og den resterende
gæld, ca. 32 mia US, blev omlagt til at løbe over 30 år med en særlig rente de første
7 år, hvilket vil mindske det russiske statsbudget de næste 7 - 8 år.
Den russiske regering håber på at få en tilsvarende aftale med Paris-klubben, der
håndterer de udenlandske regeringers fordringer på Sovjetunionen, ca. 43 mia USD.
Det skal nævnes, at her vil der sikkert blive problemer, idet Tyskland har ca. 20 mia
tilgode og har tilkendegivet, at man ikke ønsker at afskrive noget som helst.
De høje oliepriser, kombineret med aftalen med Londonklubben og et øget skatteprovenu
gør det muligt for Rusland at servicere lånene, idet man dog er nødt til at
optage indenlandske lån ved udstedelse af statsobligationer.
Direktøren for USA-Canada Instituttet, Sergei Rogov, har om den russiske statsgæld
tørt bemærket, at Rusland i 1990erne fik statslån fra den vestlige verden på ca.
50 miä USD, men har tilbagebetalt 80 mia USD. Efter august-krisen i 98 har Rusland
faet ca. 1 mia USD, men har betalt ca. 10 mia USD. Det er derfor ikke uden grund, at
der arbejdes ihærdigt for at undgå at optage yderligere lån. Ikke desto mindre forventes
lånoptagningen i år at andrage ca. 5 mia USD, hvilket svarer til ca. halvdelen af, hvad
man skal betale tilbage på de øvrige lån.
Kapitalflugten er fortsat et betydeligt problem. Som nævnt andrager den ca. 1,5 -
2,0 mia USD om måneden. Der er dog visse tegn på, at der så småt er kommet gang i
geninvesteringeme, men det vil formentlig tage mange år før dette fænomen standser.
Det kræver, at der oprettes et banksystem, man kan have tillid til og at der indføres
regler, der effektivt beskytter den private ejendomsret.
Ruslands økonomiske problemer er mangfoldige - her er landbruget ikke omtalt,
det er som altid i Rusland et kapitel for sig selv - og store, og det er indlysende rigtigt
set af præsidenten og hans rådgivere, at Rusland ikke kan indtage en fremtrædende
plads som stormagt i det internationale system uden først at komme økonomisk på fode
igen. Man kan ikke være militær stormagt med en nationaløkonomi på størrelse med
Hollands og et forsvarsbudget på ca. 5 mia USD; til sammenligning skal nævnes, at
USA’s forsvarsbudget er på ca. 300 mia USD.
 

Ruslands placering i det internationale system
Putin har erkendt, at Rusland ikke må isolere sig, men skal samarbejde med omverdenen,
hvis man skal bringe sig ud af den nuværende situation. Derfor tyder alt på en
meget pragmatisk russisk udenrigspolitik i de kommende år, der især vil varetage
russiske økonomiske interesser. Men skal imidlertid ikke tage fejl af Putin. Han er elev
af Jevgenij Primakov. Det indebærer, at han grundlæggende er anti-vestlig, men pragmatisk.
Rusland skal forfølge sine egne nationale interesser. Han går som Primakov ind
for multipolaritet, men vil henset til Ruslands svækkede position ikke søge konfrontation.
Ruslands relationer til Den Europæiske Union vil blive intensiveret, først og
fremmest på det økonomiske område, men der tegner sig et interessant perspektiv i den
europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske dimension. Her vil der blive muligheder
for at drive kiler ind mellem Europa og USA, ikke mindst hvis USA begynder opstillingen
af National Missile Defense, NMD, på trods af europæisk skepsis.
Det er hans erklærede hensigt, at forholdet til SNG-landene skal intensiveres.
Unionen med Hviderusland skal udbygges og om muligt skal et tilsvarende projekt
søges gennemført med Ukraine. Endelig skal forholdet til Azerbaidsjan og Georgien
bedres og de russiske forbindelser til de centralasiatiske lande, Kazakhstan, Uzbekistan,
Kirgisien og Tadj ikistan styrkes for at modvirke den fundamentalistiske islamiske
indtrængen fra Afghanistans Taleban-bevægelse.
• Forbindelserne til Kina og Indien vil blive søgt udbygget, men man gør sig næppe
illusioner om en strategisk alliance med disse lande vendt mod den vestlige verden.
Den russiske magtelites syn på Ruslands placering f det internationale system,
truslerne mod Rusland og de tiltag, som det bør give anledning til, fremgår at den
nationale sikkerhedskoncept og militærdoktrinen, som behandles i den følgende artikel
her i Militært Tidsskrift.
 

Konkluderende bemærkninger
Ruslands forhold til omverdenen vil formentlig blive bedre de kommende år, end det
var i 1999, der var annus horibilis i russisk udenrigspolitik. Den anti-vestlige grundtone
vil ikke være så fremtrædende, men den vil være der. I forhold til NATO vil taktikken
være tilpasset den mere pragmatiske linie, men strategien er uforandret, med mindre
man far medindflydelse og medbestemmelse på Alliancens beslutninger i forhold, der
vedrører russiske sikkerhedsinteresser, det vil i praksis sige en form for russisk vetoret.
Den russiske økonomi vil fortsat vise fremgang, under forudsætning af, at de høje
råvare og oliepriser kan opretholdes og de af Putin lovede moderate, liberale reformer
gennemføres, f. eks de nødvendige strukturreformer vedrørende subventioner og monopoler,
beskyttelse af ejendomsretten gennem en gennemgribende retsreform samt en
jord- og landbrugsreform.
Der vil - alt andet lige - med valget af Putin være skabt større stabilitet og forudsigelighed
i russisk politik.
Statsmagten vil blive mærkbart styrket, indledningsvis i forhold til regionerne;
dernæst vil der blive sat ind mod korruptionen og mod flnansfyrsteme.
Krigen i Tjetjenien vil fortsætte og er en joker, der kan ødelægge billedet af et
Rusland under stabilisering, med mindre man i højere grad end i dag kan inddæmme
konflikten og etablere en politisk løsning.
Der er mange autoritære tendenser, der er begyndt at dukke op til overfladen i
kølvandet på præsidentens tale om en stærk statsmagt og øget patriotisme. Forsøgene
på at få medierne til at pålægge sig selv censur ikke mindst i forhold til præsidenten,
oprettelse af FSB-celler i de væbnede styrker og på uddannelsesinstitutionerne, genindførelse
af den før-militære uddannelse i skoler og uddannelsesinstitutioner, dannelsen
af en komsomollignende ungdomsorganisation i regi af præsidentens parti, Edinstvo,
samt betoningen aflov og orden, lovens diktatur; alle disse tiltag peger i en gal retning,
den chilenske løsning. I de russiske magtcirkler er der en forestilling om, at Rusland
bør gennemgå en, fortrinsvis økonomisk mirakelkur i lighed med Pinochet's Chile,
hvorfor et delvis autoritært styre er en nødvendighed.
Putin har skabt store forhåbninger, derfor var skuffelsen over hans håndtering af
Kursk-katastrofen nærmest lammende. Man kan frygte for de skuffelser fremtiden vil
bringe, men håbe på, at de positive forhåbninger om en lysere fremtid for den russiske
befolkning vil blive indfriet. Det fortjener russerne.
Som den russiske digter, Fjodor Ivanovitsj Tjuitzev (1803-73), siger det i sit ofte
citerede digt:
         Med forstanden kan Rusland ikke forstås,
         Med almindelig målestok kan hun ikke måles;
         For hende gælder det særlige,
         At Rusland kan man kun tro på!

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_sep.pdf

Litteraturliste

Del: