Psykologisk krigsførelse

Major P. Svensson, Forsvarskommandoen, har i tre tidligere artikler (Mt. årg. 1972, pp 344-349 og 510-513 samt årg. 1973 pp. 210- 218) beskæftiget sig med forskellige sider af begrebet psykologisk krigsførelse. Idet Forsvarsministeriet har tiltrådt et i Forsvarskommandoen udarbejdet forslag til behandling af emnet i værnenes grundbøger for menige er nærværende artikel tænkt som et sammenfattende forsøg på at give en mere uddybende fremstilling af emnet med henblik på den, der måtte ønske at få suppleret de i kommende grundbøger givne oplysninger.

 

Psykologisk krigsførelse - hvad dækker der sig egentlig bag disse to ord? Man kan få mange svar på dette spørgsmål. Størstedelen vil formentlig omtale psykologisk krigsførelse som noget mystisk, okkult og uforståeligt. Noget med at påvirke menneskers sind, så de drives til at gøre noget, de måske ellers aldrig ville have gjort. Kort sagt - noget man bør holde sig fra, noget anstændige mennesker ikke taler om. Ret beset er dette ikke så mærkeligt. Betegnelsen er nemlig misvisende, ja direkte vildledende. Psykologien er ikke den altafgørende faktor, og de fleste forbinder krigsførelse med noget voldeligt, hvilket der absolut ikke er tale om i denne forbindelse. Man har da også forsøgt at finde frem til mere korrekte betegnelser - politisk krigsførelse, åndeligt forsvar eller lignende - men heller ikke disse er dækkende. Da psykologisk krigsførelse som begreb anvendes overalt, er man derfor blevet ved dette.

Det er i øvrigt karakteristisk, at de mennesker, der fortrinsvis har været engageret i gennemførelsen af psykologisk krigsførelse under den anden verdenskrig, Koreakrigen og senere krige, har ikke været psykologer. Det har i højere grad været personer, der til daglig var beskæftiget med nyhedstjeneste og reklame - altså nogle, der normalt har haft med formidling af nyheder og oplysninger som profession.

Efter vestlig opfattelse dækker begrebet psykologisk krigsførelse af idag to ting - et formål og nogle midler. Formålet er først og fremmest at sprede splid, tvivl og forvirring i en fjendes rækker, og midlerne er i første række anvendelsen af kommunikationsmedier såsom dagspresse, tryksager, radioudsendelser m.m. Formand MAO har i denne forbindelse ramt noget centralt, da han i maj 1938 udtalte: »Våben er en vigtig faktor i krig, men ikke den afgørende faktor; det er mennesker, ikke ting, der er afgørende. Styrkeprøven er ikke alene en dyst på militær og økonomisk magt, men også en dyst på menneskelig magt og moral. Militær og økonomisk magt udøves nødvendigvis af mennesker.«
 
Historiske eksempler.
At det er menneskene, det drejer sig om, er ikke noget nyt. I Det gamle Testamente, Dommerbogen, kapitel 7 er berettet, hvorledes Gideon i ly af mørket og ved hjælp af kun 300 mand besejrede »midjanitterne, amalekitterne og alle østens stammer, der havde lejret sig på en slette, mangfoldige som græshopper.« Hver af Gideons 300 mand var udrustet med en tændt fakkel skjult i en krukke og et horn. På et givet signal knustes alle krukkerne og der blev blæst i hornene. Datidens - ca. 1245 f.Kr. - krigskunst i den del af verden foreskrev en fakkelbærer for hver 100 mand, og Gideons fjender troede derfor, da de blev vækket af larmen, at en overmægtig fjende havde omringet lejren. De blev så panikslagne, at de fleste myrdede hverandre og resten flygtede.
 
Mongolerfyrsten Djenkis Khan, der levede fra 1161 til 1227, formåede ved hjælp af sine rytterstyrker at skabe sig et rige, der ved hans død nåede fra Det gule Hav i øst til Sortehavet i vest. Han herskede med hård hånd og formåede derved at sætte sig i respekt blandt sine egne. Det indre Asien har imidlertid næppe på noget tidspunkt kunnet danne grundlag for opstilling af hære, der alene i kraft af deres numeriske antal var i stand til at undertvinge sig så stort et område. Djenkis Khan’s magt opnåedes derfor bl.a. som følge af hans dygtighed til at udnytte sine rytterstyrkers mobilitet og hurtighed samt hans sans for ved iværksættelse og udbredelse af rygter at undergrave andre folkeslags vilje til at kæmpe imod ham.
 
Psykologisk krigsførelse ved anvendelse af massekommunikationsmidler hører vort århundrede til. Flyveblade blev første gang nedkastet fra luften i den fransk-tyske krig i 1870-71, hvor tyskerne fra observationsballoner nedkastede dem blandt fr/mskmændene. Under første verdenskrig nedkastedes flyveblade fra flyvemaskiner, men den første egentlige systematiserede anvendelse af kommunikationsmedierne fandt sted under den anden verdenskrig. Langtrækkende fly, radio og film frembød da hidtil uanede muligheder på dette område. Mange danskere husker endnu det tyske »OPROP«, der nedkastedes over Danmark om morgenen den 9. april 1940 - for ikke at tale om den udbredte aflytning af de dansksprogede udsendelser over den engelske officielle radiostation BBC.
 
Propaganda.
Når man taler om psykologisk krigsførelse, kommer man ikke uden om ordet propaganda, idet der somme tider sættes lighedstegn mellem disse to begreber. Dette er imidlertid ikke korrekt. Propaganda er udbredelse af oplysninger, idéer, doktriner eller lignende med henblik på at påvirke menneskers meninger og følelser i en bestemt retning. Rådet for større Færdselssikkerhed udsender således færdselspropaganda for at få os til at blive bedre bilister, cyklister og fodgængere. Officielle russiske ordbøger fastslår, at propaganda er en intensiv oplysningsvirksomhed om Marx’, Engels’, Lenins og Stalins skrifter samt om det bolshevistiske partis historie. Men selv om der i forbindelse med psykologisk krigsførelse anvendes propaganda, omfatter den også andet, ligesom propaganda ikke udelukkende anvendes i forbindelse med psykologisk krigsførelse.
 
Begreber.
Inden for NATO er psykologisk krigsførelse idag betegnelse for anvendelsen af kommunikationsmedier og andre psykologiske midler under krig og krigslignende tilstande med det formål, at svække fjendens vilje til at engagere sig i eller fortsætte fjendtlighederne samt reducere hans evne til at føre krig. Ved kommunikationsmedier tænkes på dagspresse, radio, fjernsyn, film, løbesedler m.m. Andre psykologiske midler kan blandt andet være personlig kontakt, demonstrationer, udstillinger og militære operationer. Psykologisk krigsførelse opdeles af praktiske grunde i en strategisk og en taktisk delc Den strategiske psykologiske krigsførelse er hovedsageligt politisk bestemt, og dens mere langsigtede mål fastsættes af et lands øverste, d.v.s. den politiske ledelse. Strategisk psykologisk krigsførelse kan ved lande med et-parti-systemer som Warszawapagtlandene og Den kinesiske Folkerepublik f.eks. rettes mod dette parti, her det kommunistiske. I lande med flere partier kan den rettes mod de mere dominerende af disse som USA’s republikanske og demokratiske partier eller arbejderpartiet og det konservative parti i Storbritannien. Målet kan også være fjendens regering og administration, og det kan - i meget små stater - være befolkningen som helhed, eller - som det normale - dele af denne.
 
Inden for NATO er en eventuel beslutning om iværksættelse og gennemførelse af strategisk psykologisk krigsførelse et nationalt anliggende, som de enkelte af alliancens lande selv træffer beslutning om. Taktisk psykologisk krigsførelse er mere snævert forbundet til de egentlige militære kamphandlinger. Inden for den enkelte krigsskueplads gennemføres den psykologiske krigsførelse under den øverste militære chefs ansvar tilpasset de retningslinier og mål, der fra politisk side er fastsat for den overordnede strategiske psykologiske krigsførelse. Taktisk psykologisk krigsførelse planlægges og ledes som en integreret del af de øvrige militære operationer. Den rettes mod fjendens væbnede styrker og civile inden for kampområdet. I forbindelse med psykologisk krigsførelse skal også omtales psykologisk konsolidering. Denne har til formål at fremme orden og sikkerhed i kampzonen. Ved hjælp af den søger man også at opnå den lokale befolknings støtte i områder, der er besat af egne styrker.
 
Psykologisk konsolidering er altså ikke en del af en psykologisk krigsførelse, bl.a. fordi den ikke er rettet mod fjenden, men mod en befolkning i et område, man selv har kontrol over. Når man har erobret et område, er en psykologisk konsolidering imidlertid ofte en naturlig fortsættelse af en psykologisk krigsførelse, og den anvender tilsvarende midler og metoder.
 
Psykologisk krigsførelse må altså idag betragtes som en virksomhed, der i krigstid - med politisk eller militært mål - rettes mod fjendens civilbefolkning og mod hans væbnede styrker. Som følge af udviklingen inden for massekommunikationsområdet vil alle under en eventuel konfliktsituation kunne blive mål for denne virksomhed, der på lige fod med handelsblokade, økonomiske sanktioner, militære operationer m.m. udgør et led i den totale krig. 
 
Planlægning
Forud for en eventuel psykologisk krigsførelse finder der en planlægning sted. Denne er i princippet ens, hvad enten det drejer sig om statsledelsens iværksættelse af en strategisk eller er begrænset til en taktisk i snæver tilknytning til enkeltoperationer på en krigsskueplads. Planlægningen omfatter undersøgelse af fjenden og hans situation. Hvilke dele af hans befolkning må anses for at være særlig modtagelig for påvirkning af holdninger og indstillinger? Og hvilke emner kan forudses at ville få særlig effekt, bl.a. fordi de spiller på visse følelser som angst, skyldfølelse, misundelse m.m.?
 
Endvidere må det undersøges, hvorledes og med hvilke midler, man kan komme i kontakt med de således udpegede befolknings- eller andre sociale grupper, og hvorledes emnerne i hvert enkelt tilfælde bør fremlægges. Endelig må det vurderes, hvilken virkning en psykologisk krigsførelse rettet mod fjenden kan have på andre. Hvorledes kan egen befolkning tænkes at reagere? Det må også tages i betragtning, hvorledes den eventuelt kan virke på neutralt indstillede landes befolkninger, som man måske gerne vil stå sig godt med.
 
Fjenden og hans situation.
Undersøgelsen af fjenden og hans situation omfatter bl.a. historiske, politiske, økonomiske og sociale forhold, hans væbnede styrker og hans kommunikationssystem. Historiske forhold kan spille en større rolle i en befolkning end man umiddelbart skulle forvente. Der er f.eks. ingen tvivl om, at nederlaget i 1864 har præget mange generationer danskere. På samme måde kunne ingen før 1941 have forudset, at Stalin efter næsten et kvart århundredes kommunistisk styre med et officielt internationalt sigte med så stort held kunne appellere til sovjetborgemes fædrelandskærlighed som tilfældet var. Der blev her bevidst spillet på traditionerne i opfordringerne til at slutte op om forsvaret af »fædrelandet« og af »Moder Rusland«.
 
De politiske forhold er ligeledes af stor betydning. Under anden verdenskrig bekæmpede »den frie verden« nazismens og facismens autoritære styreformer. At man så i denne kamp var allieret med et tredie autoritært styre - Sovjetunionens kommunistiske - taltes der knapt så højt om. 
Også økonomiske og sociale forhold kan give anledning til at skabe splid inden for fjendens system. Ikke mindst i den såkaldte tredie verden - i de tidligere kolonier - er der eksempler på uroligheder og konflikter baseret på spændinger inden for disse områder. Det må da heller ikke glemmes, at hovedgrunden til nogle af konfrontationerne i verden af idag er modsætningerne mellem to økonomiske systemer - det kapitalistiske og det kommunistiske.
 
At fjendens væbnede styrker har særlig interesse som mål for en psykologisk krigsførelse - især for den taktiske del af en sådan - giver næsten sig selv. Militære enheder vil være mere modtagelige herfor, dersom de er slet uddannede og mangelfuldt udrustede med mange indbyrdes modsætningsforhold, end hvis de udgør en sejrrig styrke under fremrykning. Endelig er fjendens kommunikationssystem og -midler af største interesse, når man søger at komme i kontakt med hans befolkning. I det nazistiske tredie rige var dagspressen således underkastet censur og den almindelige tysker rådede kun over en »folkeradio«, der specielt var indrettet til kun at kunne bruges til aflytning af de autoriserede tyske radiostationer. Dette havde naturligvis betydning ved valget af de medier, hvormed de allierede under anden verdenskrig henvendte sig til den tyske befolkning.
 
Målgrupper.
Ved valg af de befolknings- eller andre sociale grupper, som må anses for særligt modtagelige for påvirkning, kan flere forhold gøre sig gældende.
Generelt set vil soldater i et lands væbnede styrker altid udgøre et mål. Under den indledende »spøgelseskrig« på vestfronten i 1939-40 blev de franske soldater, der bemandede den befæstede Maginotlinie bl.a. udsat for udsendelser over tyske højt ta lera nlæg. I et tilfælde blev soldater fra det sydlige Frankrig af tyskerne oplyst om, at britiske soldater nu var landsat i Nordfrankrig, hvor de tilbragte en behagelig tilværelse med at forføre franskmændenes koner og kærester. Hvad tyskerne imidlertid ikke havde regnet med var, at den franske lokalpatriotisme på daværende tidspunkt var så udpræget, som den vitterlig var. De franske soldaters reaktion var blot latter. Deres kvinder var i sikkerhed i syd, og den omtalte begivenhed var de nordfranske soldaters problem - ikke deres.
 
Kvinderne i fjendens hjemland udgør ligeledes et ofte anvendt mål for påvirkningsforsøg. De må undvære ægtemænd, kærester og sønner, der er soldater, samtidigt med at deres egen daglige tilværelse er præget af afsavn, mangler og rationeringer. Mange af kvinderne er endvidere beskæftiget i produktionen, og de kan som følge af luftbombardementer blive udsat for de direkte følger af krigshandlinger. Under sådanne omstændigheder anses de for et let bytte for følelser som angst, længsel og uro.
 
Også arbejderne kan udgøre en gruppe, man interesserer sig for under disse omstændigheder. Dette var blandt andet tilfældet under den anden verdenskrig, hvor i tusindvis af tvangsudskrevne arbejdere fra tyskbesatte lande var indsat i den tyske krigsproduktion. De var modtagelige for instruktioner om sabotage med videre. Modsætningsvis var det en almindelig antagelse før første verdenskrig, at en arbejder indkaldt som soldat med sin fagforeningsbog i lommen aldrig ville skyde på en anden arbejder, ligeledes med en fagforeningsbog i lommen, men som blot tilfældigvis var blevet indkaldt til den modsatte side af fronten. Dette viste sig som bekendt ikke at holde stik.
 
Enkeltpersoner eller mindre grupper af betydningsfulde personer kan på lignende måde blive mål for en psykologisk krigsførelse. De amerikanske kortbølgeudsendelser fra San Francisco blev under anden verdenskrig aflyttet af den japanske efterretningstjeneste, der forelagde indholdet for den øverste japanske ledelse. Selv om den almindelige japaner ikke var i stand til at aflytte kortbølgeudsendelseme, blev de alligevel anvendt af amerikanerne med henblik på direkte påvirkning af enkelte indflydelsesrige japanere. Det er efter krigen bekræftet, at også denne påvirkning var en medvirkende årsag til japanernes endelige beslutning om at indstille fj endtlighederne.
 
Temaer.
Ved valg af emne eller tema søger man først og fremmest at skabe splittelse i fjendens rækker. Der er utallige måder at gå frem efter for at opnå dette. Man kan f.eks. forsøge at sprede apati, mismod og defatisme, men man kan også søge at opmuntre og fremme meningsforskelligheder og mistillid til ledere og autoriteter. Man kan søge at skabe panik og usikkerhed, eller man kan opfordre til desertering og - ikke mindst - til opgivelse af kampen. For så vidt angår fjendens soldater viste erfaringerne fra anden verdenskrig, at den psykologiske krigsførelse ved fronten blev mere og mere effektiv, efterhånden som man forlod politiske emner og i stedet søgte at understrege mulighederne for at overleve samt fortælle om den i øvrigt håbløse situation, soldaterne befandt sig i. I direkte tilknytning hertil udspredte man løbesedler - passersedler eller overløberpas - med instruktion om, hvorledes man skulle forholde sig, hvis man opgav kampen, og hvorledes man sikrede sig fri passage gennem linierne.
 
Påvirkningsveje.
Kontakten til en udpeget gruppe mennesker - målgruppen - sker gennem påvirkning af sanserne syn - det skrevne ord og billeder - og hørelse - det talte ord og musik. Anvendelse af det skrevne ord forudsætter, at den, man henvender sig til, er i stand til at læse, hvilket selv i vore dage er et problem i store dele af verden. Endvidere må man anvende et sprogbrug, der er forståeligt også for almindelige mennesker. Billeder, der kan omfatte symboler, tegninger og fotografier, kan lettere end mange ord gøre forståeligt, hvad der menes. Dette gælder ikke mindst over for befolkninger, der taler et andet sprog. Afmærkningerne på kontakter og instrumenter på et moderne automobil, der skal kunne sælges verden over, er et eksempel herpå.
 
Det talte ord er - som det skrevne - afhængigt af, at sprog og sprogbrug er forståeligt. En variation af det talte ord er sangen, hvor melodi og eventuel musikledsagelse kan understrege ordenes betydning. Tænk blot på »La Marseillaise«, »Internationale«, »Østen er rød«, protestsange m.fl. I det hele taget er musik et fra de ældste tider anvendt påvirkningsmid- del. Musik anvendes af primitive stammer til krigsdanse. I 30’erne brugte nazisterne med stor virkning trommehvirvler og paukeslag ved iscenesættelsen af deres masseoptog og parader. Skotsk sækkepibemusik hørtes også på den anden verdenskrigs slagmarker, f.eks. ved El Alamein. Brudstykker af eller hele musikstykker som »Skæbnesymfonien« og »Warszawakoncerten« har været anvendt til at sætte publikum i den rette stemning.
 
Symboler og slagord anvendes også med henblik på at påvirke andre gennem syn og hørelse. Øjet ser f.eks. afbildninger af hagekors, hammer og segl eller aktive handlinger som en knyttet næve i en strakt arm. Høresansen påvirkedes bl.a. ved afspilningen af morsetegnet »Y« (...-) som indledning til BBCs dansksprogede udsendelser under krigen. Enhver kan selv bedømme de følelser, der vækkes, når man ser eller hører sådanne symboler, for ikke at tale om slagord som: »Et folk - Et rige - En fører« eller »Al magt til folket«. 
 
Både syn og hørelse påvirkes ved optræden f.eks. på teater og i opera, ved filmforevisninger og gennem fjernsynet. Normalt regnes påvirkning af begge nævnte sanser for at have større effekt, end når kun den ene påvirkes.
 
Kommunikationsmidler.
Kontakten formidles hovedsageligt gennem tryksager, radio, film og fjernsyn, men kan også ske ved hjælp af f.eks. rygtespredning. Fælles for anvendelsen af disse kommunikationsmedier og -former er, at påvirkningen er ensidig - i en psykologisk krigsførelse ensidigt rettet mod fjenden. Der er altså ikke mulighed for at få en dialog igang. Man henvender sig til et større publikum samtidigt gennem disse medier, men man kender ikke de enkelte mennesker, man henvender sig til, endsige deres individuelle egenskaber.
 
Løbesedlen - eller flyvebladet - er nok den form for tryksag, der har haft størst udbredelse under en psykologisk krigsførelse. Den kan udformes på mange forskellige måder alt efter formålet - som en officiel meddelelse fra den øverstbefalende, som en avis i miniatureformat, et kort der viser situationen på et bestemt stykke af fronten, overløberpas o.s.v. Løbesedler kan nedkastes fra flyvemaskiner både over fjendens hjemland og på krigsskuepladsen. De kan sendes over afstande på optil 2.500 km ved hjælp af balloner, og de kan afs kyd es med artillerigranater. De kan også efterlades af patruljer, der går gennem fjendens linier eller de kan uddeles af enkeltpersoner, f.eks. sympatisører i fjendens hjemland. Løbesedler kan altså fordeles over store afstande og områder, og de kan anvendes mod selv ret begrænsede lokaliteter.
 
En plakat er egentlig en opklæbet løbeseddel. Udbredelsen er ifølge sagens natur begrænset, men ved en rigtigt valgt opsætning vil alligevel mange mennesker kunne blive påvirket af plakatens indhold. En tilsvarende påvirkning kan opnås, når man maler eller tegner sin meddelelse direkte på husmure og plankeværker. Begge meddelelsesformer kræver, at man er til stede i det område, hvor opklæbning eller bemaling finder sted, hvilket vil være tilfældet inden en tilbagetrækning. Patruljer, agenter m.v. kan også anvendes hertil.
 
Bøger og tidsskrifter vil ligeledes kunne benyttes til psykologisk krigsførelse, men deres fordeling i fjendens hjemland må i så fald som regel ske ad illegale kanaler. Omend læserkredsen af den enkelte publikation måske er begrænset, kan betydningen heraf dog alligevel være stor, hvilket læsningen af de illegale blade under Danmarks besættelse viste. Aviser og blade, som tilsammen udgør dags- og ugepressen, kan næppe påregnes at blive anvendt i større udstrækning som led i den psykologiske krigsførelse. Fjendens presse og dens folk vil således være på vagt overfor eventuelle påvirkningsforsøg i disse medier. På den anden side har man set tilfælde, hvor modstanderens presse er blevet citeret under krigsforhold, men i en anden hensigt end oprindeligt tænkt. Radioen - ikke mindst i form af transistorapparater i alle tænkelige størrelser - har åbnet muligheder for påvirkning af mennesker i et hidtil uhørt antal. Den er blevet en faktor, man må regne med, når man planlægger moderne krigsførelse.
 
Ved planlægningen af den britisk-franske aktion mod Suezkanalzonen i 1956 blev der fra politisk side nedlagt forbud mod bombning af Radio Cairo. Man ønskede ikke at udsætte millionbyens civilbefolkning for unødige tab. Hvad man ikke havde undersøgt var, at selv om Radio Cairo havde kontorer m.v. inde i selve byen, lå senderanlægget i et ubeboet ørkenområde. Aktionens forberedelser var i øvrigt foregået i dybeste hemmelighed, og det var ikke fra britisk-fransk side lykkedes at få etableret en arabisk-sproget radioudsendelse i forbindelse med aktionen. Det blev derfor i stor udstrækning den ægyptiske version af hændelserne, der kom til at præge ikke alene den arabiske verdens opfattelse, men også i høj grad verdensopinionens.
 
I Vietnam blev der nedkastet transistorradioer over junglen. De var på størrelse med en husholdningsæske til tændstikker, og man forsøgte på denne måde at komme i kontakt med ikke alene befrielsesfrontens folk, men også den lokale befolkning, hvorfra befrielsesfrontens soldater rekrutteredes.
 
Opfindsomheden for at få fjenden til at lytte er stor. F.eks. kunne der ind imellem oplæsning af nyheder og andre meddelelser oplyses navne på krigsfanger og faldne, der er nedskudt fra fly eller skyllet i land på kysterne. Eller man sendte populær musik afbrudt af korte pauser, i hvilke der blev givet forskellige meddelelser. Også højttaleren finder stor anvendelse under krigsforhold. Den kan opstilles permanent med det formål at nå et bestemt område. Dette skete f.eks. under den kinesiske kulturrevolution, hvor den britiske kronkoloni Hong Kong i 1967 på denne måde fik alt at vide om formand Mao’s tanker samt lærte melodien til »Østen er rød«.
 
Højttaleren kan endvidere bæres af en mand eller den kan monteres på køretøjer og i fly. Den håndbårne højttaler - megafonen - anvendes, når man vil i personlig kontakt med en forsamling eller lignende. Køretøjsmonterede højttalere benyttes, når de skal kunne bringes hurtigt fra et område til et andet. Ønsker man samtidigt at beskytte betjeningsmandska- bet f.eks. på en kampplads, kan køretøjet være en kampvogn eller et andet pansret køretøj. Endelig vil man ved at anbringe højttaleren på et fly - fastvinget eller helikopter - kunne benytte den i områder, der ellers er ufremkommelige.
 
Under særlige omstændigheder, f.eks. ved mangel på sprogkyndigt personel i tilstrækkeligt antal, kan en højttaler anvendes i tilslutning til retransmission af radioudsendelser. På Okinawa anvendte amerikanerne under kampene i Stillehavet kampvognsmonterede højttalere. Da kampvogns- besætningerne som regel ikke var i stand til at meddele sig på japansk, var de over kampvognens normale radio i forbindelse med japanske tolke på kommandostationen. Når man stødte på modstand, fik tolkene en beskrivelse af terrænet og omstændighederne i øvrigt. Radioen blev herefter koblet direkte på højttaleren og de nedgravede japanere fik på deres modersmål opfordring til at indstille skydningen og i øvrigt gøre, som de blev instrueret om. En særlig anvendelse af højttalere er til vildledning. Man kan således via højttaleren bibringe fjenden det indtryk, at der f.eks. i ly af mørket finder kørsel med bæltekøretøjer sted, eller at der foregår landsætning fra helikoptere inden for bestemte områder, f.eks. med skov. På samme måde kan man ved udsendelse af støj - kamplarm m.v. - udviske lyden af en aktivitet, der virkelig finder sted.
 
Filmen har ikke umiddelbart den store anvendelse som led i en psykologisk krigsførelse, fordi fjenden - som tyskerne gjorde det under sidste krig - som regel forbyder forevisning af andre film end de censurerede. Fjendens befolkning vil i øvrigt næppe heller gå i biografen for at se en film, produceret og udsendt af modstanderen med specielt henblik på at virke i en fjendtligt indstillet befolkning.
 
På den anden side kan fjernsynet åbne nye muligheder på dette område. Ganske vist er rækkevidden for fjernsynsudsendelser endnu ret begrænset, men fremkomsten af kommunikationssatellitter giver visse perspektiver i anvendelsen af dette medie. Men kan man ikke nå ind bag fjendens linier med sine egne udsendelser, må man dog være opmærksom på, at tredie- land, d.v.s. neutrale lande, i ret stor udstrækning vil blive påvirket via fjernsynet. Dette har ikke mindst krigen i Vietnam, der er blevet kaldt verdens første TV-krig, vist. Når man i sin dagligstue kan overvære - i farver - krigens nød og elendighed næsten samtidigt med at de aktuelle begivenheder finder sted, er påvirkningseffekten enorm. Iværksættelse af demonstrationer og masseoptog med videre i eget land er også et middel, der kan bruges til at gøre indtryk på fjenden - især hvis man kan få begivenheden refereret gennem den neutrale verdens presse. Denne form for påvirkning virker dog først og fremmest på de mennesker, der deltager i demonstrationen og som derved oplever en solidaritets- og fællesskabsfølelse med ligesindede. Besættelsestidens algang og alsang er eksempler herpå.
 
At man ved iværksættelse af demonstrationer eller andre handlinger kan påkalde sig verdens opmærksomhed, er der i den nyere tid mange eksempler på. 60’ernes atomkampagnemarcher har således uden tvivl sat deres spor i eftertiden. Flykapringer og diplomatbortførelser har mange gange været direkte forsøg på, fra den ene part i en konflikts side via verdens* opinionen at påvirke den anden part.
 
I november 1971 kunne man læse i danske aviser, at man i Nordirlands katolske områder forfulgte piger, der kom sammen med britiske soldater. Sådanne piger fik håret klippet af og blev overhældt med tjære. Der var oven i købet fotografier af en pige, der havde fået en sådan behandling. To dage senere meddelte IRA - Den Irske Republikanske Hær - at al afstraffelse af nordirske piger for fraternisering med britiske soldater skulle ophøre øjeblikkeligt. Dette er et eksempel på en påvirkning via verdens- pressen, omend i dette tilfælde vist nok med et andet resultat, end tilsigtet ved afstraffelsens gennemførelse.
 
Iværksættelse af rygter er et middel, der virker mand og mand imellem, men som alligevel kan få en meget stor udbredelse. Rygter er uautoriserede og ukontrollerede påstande, der normalt baseres på håb, frygt eller had. De trives bedst i en følelsesladet atmosfære præget af ængstelse, usikkerhed og uro. De er til gengæld vanskelige at styre, og man har ingen mulighed for i forvejen at beregne resultatet, fordi den enkelte selv lægger det i et rygte og fortæller det videre, han selv helst vil høre.
 
Opnåelse af virkning.
Når planlæggerne af en psykologisk kampagne har valgt den eller de grupper mennesker, de vil nå, samt bestemt de kommunikations- og andre midler, ved hjælp af hvilke kontakt kan opnås, må det fastsættes, på hvilken måde oplysninger og meddelelser skal gives. Dette er blandt andet et spørgsmål om holdninger og indstillinger hos dem, der ønskes påvirket. Det kan således være et spørgsmål, om det har størst effekt, dersom meddelelserne synes at komme fra fjenden eller fra anden side. Man karakteriserer i denne forbindelse oplysninger m.v., der gives af en officiel myndighed, eller hvor man på anden måde viser, hvem der står bag, som HVIDE. Tilsvarende betegnes de som SORTE, hvis man giver det udseende af, at der er en anden udgiver end den korrekte. Har en meddelelse ingen afsenderbetegnelse, kaldes den GRÅ. BBC’s radioudsendelser fra Storbritannien til Det tredie tyske Rige og de tyskbesatte områder var således »hvide«, medens f.eks. »Soldatsender Calais«, der gav udseende af at være drevet af tyske soldater for tyske soldater på vestfronten, var en »sort« britisk sender.
 
Det må også vurderes om virkningerne kan forventes at blive størst, hvis man lægger vægt på at skræmme fjenden eller om man skal forsøge at true ham. Man kan eventuelt også prøve at lokke ham til at foretage sig det, man ønsker. Psykologisk krigsførelse er imidlertid ikke blot et spørgsmål om trusler eller lokken, endsige et spørgsmål om fordrejning af kendsgerninger. Mange gange kan man holde sig til den rene og skære sandhed, d.v.s. fakta og kendsgerninger, som alle helst umiddelbart kan kontrollere korrektheden af. Dette blev blandt andet gjort under de tyske panserstyrkers fremrykning i Nordfrankrig i 1940, hvor korrekte tyske angivelser af de forreste enheders erobringer var medvirkende til at skabe panik og forvirring blandt den franske civilbefolkning. Endelig må man være opmærksom på sit ordvalg. Det var f.eks. ikke muligt under krigen at overtale japanske soldater til at »overgive« sig. Dette er efter japansk opfattelse vanærende. Derimod havde de samme soldater senere ikke noget imod at »indstille modstanden«. Endelig kan man måske allermest effektivt opnå den ønskede hensigt ved i stedet - ved undergravende virksomhed - gennem agenter og sympatisører at iværksætte demonstrationer og uroligheder i fjendens hjemland for på denne måde at reducere hans evne til at føre krig.
 
Specialenheder.
Bemanding af specialenheder til brug ved gennemførelse af de forskellige former for psykologisk krigsførelse er i de fleste lande, der har erfaringer på dette område, en opgave, der er pålagt hæren. Alligevel har de færreste af de direkte involverede - i hvert fald i den vestlige verden - været professionelle soldater, endsige officerer. Afgørelse om iværksættelse af denne virksomhed og fastsættelse af de overordnede mål og retningslinier er og har altid været en politisk bestemt opgave. De fleste af de kommunikationsmidler, der benyttes i en langtrækkende, længerevirkende strategisk psykologisk krigsførelse, er allerede eksisterende civile faciliteter såsom radiostationer m.v., der blot bliver pålagt denne yderligere opgave. Det meste af det personel, der bemander specialenhederne på kamppladsen, har særlig civil baggrund og indkaldes specielt med denne opgave for øje.
 
Planlægning af en psykologisk krigsførelse kræver rådighed over personel med særligt kendskab til fjenden og hans land - samfundsforskere, historikere eller andre, der har opholdt sig i det pågældende land i længere tid, f.eks. i forretningsøjemed. Udførelsen af de planlagte aktiviteter er endvidere bl.a. afhængig af tilstedeværelse af personel med erfaring i massekommunikationsvirksomhed - f.eks. pressefolk, radio- og fjernsyns- medarbejdere, reklamebureaufolk m.fl.
 
De specialenheder - bataljoner, kompagnier og delinger - krigsførende lande har anvendt med henblik på gennemførelse af taktisk psykologisk krigsførelse, har f.eks. været i stand til på slagmarken at producere løbesedler og andre tryksager til umiddelbar anvendelse i den enkelte taktiske situation. Fordelingen af dette materiale har derimod været overladt til infanteri-, artilleri- og flyenheder. Endvidere har man været i stand til på krigsskuepladsen at optage meddelelser m.m. på bånd med henblik på senere afspilning i særlige højttalerenheder. Man har også været i stand til at oprette og betjene radiostationer under feltmæssige forhold, ligesom der under de samme vilkår har været forevist film. Selvom rammerne til sådanne enheder eksisterer i fredstid i nogle lande, bemandes de for størstedelens vedkommende først ved mobilisering.
 
Psykologisk forsvar.
Når man ved, hvilke muligheder en psykologisk krigsførelse har for at påvirke ens egen befolkning, rejser der sig uvilkårligt det spørgsmål: Hvad kan man gøre for at imødegå denne påvirkning? Det primære mål for en psykologisk krigsførelse er at svække viljen til at engagere sig i eller at fortsætte fjendtlighederne samt at reducere evnen til at føre krig. Et forsvar herimod - et psykologisk forsvar - må derfor have som formål at styrke forsvarsviljen. Den psykologiske krigsførelses mål søges nået gennem forsøg på splittelse og ved at fremme usikkerhed og forvirring. Imødegåelse heraf må ske ved at skabe samling af modstanden og tilvejebringe fornødne oplysninger.
 
Psykologisk krigsførelse rettes som et led i den totale krig mod både landets civilbefolkning og mod dets militære styrker. Det psykologiske forsvar må derfor indgå som et integreret led i et lands totalforsvar. Uvidenhed og ukendskab til forholdende er den bedste grobund for påvirkning af holdninger og indstillinger. Forsvaret mod psykologisk krigsførelse bør derfor baseres på uddannelse og oplysning. Uddannelse tager tid, hvorfor forberedelse af et psykologisk forsvar må ske før en eventuel krigsførelse påbegyndes, hvilket vil sige allerede i fredstid. Aftjening af militær værnepligt og som værnepligtige i Civilforsvars- korpset kan være et led i en sådan uddannelse. Personel, der har modtaget undervisning i, hvorledes man skal forholde sig under krigsforhold er - bedre end den, der ikke har - i stand til at vurdere påstande og meddelelser om sådanne forhold. Dette er imidlertid ikke nok. Uddannelsen må også omfatte dem, der ikke har eller har haft tilknytning til forsvaret, hjemmeværnet eller civilforsvaret. Alle kan blive udsat for en krigs virkninger. Uddannelsen må suppleres med udsendelse af ajourførte oplysninger om krigens forhold. Statsministeriets pjece fra 1962 »Hvis krigen kommer« var et forsøg på at meddele sådanne oplysninger.
 
En særlig betydningsfuld del af et psykologisk forsvar vil være opretholdelsen af en hurtig og korrekt nyhedsformidling i krigstid. Denne skal imødegå - og helst komme forud for - de påstande og meddelelser, man vil blive udsat for som led i den psykologiske krigsførelse. Presseberedskabet i totalforsvarets civile beredskab træffer forberedelser hertil. I øvrigt har man ved iværksættelsen af et psykologisk forsvar den fordel, at man har rådighed over de effektive massemedier, dags- og ugepressen, film og fjernsyn, som en af modstanderen iværksat psykologisk krigsførelse stort set er afskåret fra.
 
Man kan i forsvaret tillige anvende den ligeledes meget effektive personlige kommunikation, f.eks. i form af foredrag, studiekredsarbejde og personlig samtale. Til forskel fra massekommunikationen - som en psykologisk krigsførelse vil være henvist til i stor udstrækning at benytte - er den personlige kommunikation gensidig. Det vil sige, at man kan få en dialog igang og derved få rettet eventuelle misforståelser eller mistolkninger og få uddybet eventuelle uklare punkter. Endelig kan man i et psykologisk forsvar naturligvis bruge de samme midler - løbesedler, radioudsendelser m.v. - som modstanderen anvender imod en gennem den psykologiske krigsførelse.
 
De daglige påvirkninger.
Sammenfattende kan man sige, at alle i deres daglige tilværelse udsættes for påvirkninger, det være sig af politisk, ideologisk, religiøs eller kommerciel art, der finder sted under anvendelse af samme midler og metoder, som kan tænkes benyttet i en eventuel psykologisk krigsførelse. Tænk blot på officielle appeller i radio og fjernsyn om at støtte denne eller hin indsamling til fordel for nødlidende, eller de umådelige mængder af reklametryksager, der til tider kommer ind gennem brevsprækken. Men på trods af eventuelle lighedspunkter vil vel ingen betragte dem som led i en stedfindende psykologisk krigsførelse. Det kan de ikke være jfr. vestlig opfattelse, idet psykologisk krigsførelse efter NATO terminologi kun kan rettes mod en erklæret fjende, d.v.s. den kan kun finde sted i krig og under krigslig;nende forhold. Det er formålet - at svække fjendens vilje til at engagere sig i eller fortsætte fjendtlighederne - og ikke midlerne, der er afgørende for, om påvirkningerne kan siges at være et led i en psykologisk krigsførelse.
 
At grænsen mellem krig og fred så i mange tilfælde ikke er særlig skarp, og at en stedfindende politisk konflikt meget hurtigt kan glide over i en psykologisk krigsførelse i tilknytning til en mere eller mindre åben konfrontation, er en anden sag. Det må heller ikke glemmes, at man i forbindelse med konflikter i andre dele af verden bevidst kan søge at påvirke modstanderen via ver- denspressen. Biafres ledelse havde således under kampene i forbindelse med forsøget på løsrivelse fra Nigeria i 1967-70 engageret et europæisk reklamebureau til at forsyne verdenspressen med billeder af sultende og udhungrede biafranske børn. På tilsvarende måde er der talrige eksempler på, at frihedsbevægelser anvender verdensopinionen som middel til at lægge pres på de eller det land, der forsøger at undertrykke bevægelsen. Visse konfliktforskere mener direkte, at fremtidige konflikters udfald vil blive afgjort via massekommunikationsmidlerne.
 
Resultater.
Man bør imidlertid heller ikke stille for store forventninger til det, der kan opnås på denne måde. En af de mest intensive oplysningskampagner, der nogensinde er blevet gennemført, blev iværksat af en »Anti-Værtshus-Liga« i USA. Den blev stiftet i 1895 og i 1909 oprettede den sin egen trykkerivirksomhed. Indtil 1923 produceredes mere end 157 mio. afholdsskrifter, 7 mio. bøger og brochurer samt 164 mio. løbesedler og lignende tryksager. Herved forårsage- des en enorm mængde lovgivning i USA, som resulterede i forbudet i 1920. Spiritusforbudet blev imidlertid atter ophævet i 1933, ikke fordi der blev ført særlig agitation mod det, men ganske simpelt fordi det ikke var i pagt med tidens almindelige samfundsudvikling i den vestlige verden. Man må endelig være opmærksom på, at vestlige erfaringer har vist, at intet land, hvis hære er på sejrrig fremmarch, er særligt modtageligt for psykologisk påvirkning, så længe sejrene står på. Derimod er det muligt at skabe usikkerhed og forvirring hos en krigs- træt civilbefolkning og blandt demoraliserede militære enheder.
 
Et lands forsvar har derfor ikke stor sandsynlighed for at kunne imødegå en eventuel aggressor med psykologiske midler alene. Det nytter næppe at opstille højttalere på en strandbred for via disse at tale til de inderste følelser hos soldaterne i invaderende amfibiestyrker med en lang og intensiv militær uddannelse bag sig. Ej heller hjælper det at uddele løbesedler til toptrænede faldskærmssoldater i en nedkastezone. Derimod kan eventuelle besættelsesstyrker udsættes for systematisk og gentagen påvirkning, når besættelsesmagten i øvrigt gennem længere tid har været udsat for tilbageslag andre steder. Psykologisk krigsførelse og psykologisk forsvar har således visse begrænsninger.
 
Under den anden verdenskrig erfarede de allierede, at den psykologiske krigsførelse mod de tyske tropper først begyndte at give resultater, når det lykkedes at formå flere inden for en gruppe eller deling til at diskutere det rimelige i at fortsætte kampen. Gruppenormerne skulle med andre ord tillade, at f.eks. nedlæggelse af våbnene fandt sted. Havde man først rørt ved disse normer, kunne hele delinger overgive sig til de allierede samlet. Rent fagligt er psykologisk krigsførelse en betegnelse for en teknisk overførelse af et budskab, en oplysning eller lignende fra en part til en anden. Om budskabet får den ønskede virkning, er et spørgsmål om mange faktorer, hvoraf mulighederne for at ændre holdninger og normer er nogle af de vigtigere.
 
Afslutning.
Der er således intet fordækt i anvendelse af psykologisk krigsførelse. Det er ikke noget med »hjernevask« eller anden suspekt virksomhed. Den form for manipulation, der finder sted, når man vil påvirke en fjende under krigsforhold, er ikke afvigende fra den, alle møder på så mange andre områder i den daglige tilværelse. Men selv om alle i det daglige udsættes for lignende påvirkninger, er det stadig den enkelte der selv bestemmer, om hun eller han vil opfatte endsige reagere på det enkelte indtryk. Tilvejebringelse af et forsvar - herunder også et psykologisk forsvar - forudsætter under vore forhold, at der er parlamentarisk enighed om, at man har noget at forsvare. Er der enighed om dette, er det en politisk pædagogisk opgave at forklare herom.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_okt.pdf

Litteraturliste

Del: