Politisk makkerskab

I Military Review, october 65, har en amerikansk udenrigsministeriet embedsmand Raymond J. Barrett skrevet nedenstående artikel, der behandler problemerne i forbindelse med de civile og militære faktorers rolle i den sikkerhedspolitiske beslutningsproces i USA.

Vi kommer utvivlsomt fremover til at anskue det indbyrdes forhold mellem de civile og de militære elementer i regeringen anderledes. Hidtil har vi betragtet hver af dem som en selvstændig funktion og hævdet, at den civile magtfaktor må kontrollere den militære styrke, således at denne ikke får overtaget i den demokratiske proces.

Men vil vor højtbesungne doktrin om den civile kontrol af de militære tjenestegrene nu også passe ind i de virkelige forhold idag? Kan den blot nogenlunde modsvare de skridt, vi har taget for at imødegå sikkerhedsproblemerne i den uhyre indviklede og farlige verden, vi lever i? Måske ville det være meget bedre med et samarbejde mellem regeringens civile og militære myndigheder. Indføres samarbejde fremfor kontrol, er der mulighed for, at den utilfredshed og forvirring, som fortiden hersker med hensyn til den rolle, som den militære faktor spiller ved endelige afgørelser, ville blive væsentligt mindre.

Historiske eksempler

Umiddelbart synes der at være en hel del sund fornuft i doktrinen om den civile kontrol, og den har utvivlsomt været gavnlig. I det 17. århundrede, da doktrinen blev udviklet, bestod de stående hære hovedsagelig at lejesoldater; krigsførelsen var mere sporadisk og influerede næsten ikke på dagliglivet. Som verden i det sidste P/2 århundrede har udviklet sig industrielt, er grundtanken om de civile og militære faktorer som adskilte i politik blevet rokket mere og mere. Den amerikanske borgerkrig var sandsynligvis det første eksempel på en dybtgående ændring af den militærpolitiske planlægning sammenholdt med den økonomiske revolution. En stor del af præsident Abraham Lincolns geni lå i hans erkendelse af, at den snævre forbindelse mellem militære, politiske og økonomiske faktorer var nødvendig for Nordstaternes sejr. Med store tab til følge lærte vi den samme lektie i 1. verdenskrig. De omfattende konsekvenser af den amerikanske mobilisering i denne krig — som også strakte sig til fødevarekontrol og regeringens opsyn med jernbanetrafikken - understregede endnu engang nødvendigheden af et nært samarbejde mellem civile og militære, såfremt den militære politik skal være effektiv. Uheldigvis afsstedkom den gennemgående ønsketænkning med hensyn til en civil-militær adskillelse en meget streng politisk deling. I 1920erne var vi ikke i stand til at virkeliggøre en nedrustning, og vi var usikre og forvirrede, da vi blev stillet over for truslen om aggression, der ubønhørligt førte til 2. verdenskrig. I verden af idag kan vi ikke se bort fra det snævre kompagniskab mellem militære og civile myndigheder i al vor planlægning; det ville føre os ud i katastrofen. Den moderne, komplicerede krigsførelse stiller store krav til vor ydeevne på det videnskabelige og økonomiske område. Vi må producere hjerner og kapital såvel som udrustning. Idag - i paddehattens skygge - er der ikke råd til fejltagelser. Vi har ikke længere én udenrigspolitik, én forsvarspolitik, én finanspolitik og én socialpolitik; de er alle afhængige af - og aldeles uadskillige fra - De forenede Staters evne til at værne om vor frihed. Vi er nu optaget af problemet: at forme en national sikkerhedspolitik.

Cost Effectiveness*)

Cost effectiveness-analyse er én måde at anerkende denne sandhed på. Der gøres store anstrengelser for at finde frem til acceptable ligninger mellem behovet for udrustning og de finansielle midler, som vort samfund kan stille til rådighed. Dette er ikke stedet til en behandling af fordele og mangler ved cost effectiveness-analyse; hovedsagen er, at cost effectiveness er et stærkt udtryk for, at den civile og den militære faktor ikke kan deles i amerikansk politik. Et andet eksempel på militær-økonomisk afhængighed er balancen i regnskabet for den militære aktivitet. Tjenesten uden for USA har undergået mange forandringer, for at man kan få bedre balance i udgifterne - en balance, der givet ikke ville have eksisteret, hvis der kun blev taget hensyn til militære ønsker. Det er akkurat ligeså vigtigt for USA at have orden i økonomien som at have en effektiv militær sikkerhed.

*) Et udtryk for opnåelse af størst mulig nyttevirkning inden for en given økonomisk ramme.

Psykologiske betragtninger

Sagen må også ses ud fra andre synspunkter. Der kan være psykologiske vanskeligheder, som f. eks. moralen hos de styrker, der gør tjeneste i udlandet, dersom det viser sig, at deres pårørende ikke kan følge med. Vi må også gøre indrømmelser over for politisk indblanding fra andre nationer - hvad ville følgen blive for vore allierede, hvis vi trak vore styrker hjem til USA? Beslutningerne på dette felt er faktisk et talende vidnesbyrd om, hvor sammensatte og komplicerede, operationerne i USA er idag. Det samme gør sig tydeligt gældende på andre områder på hjemmefronten. M ilitære anskaffelser har store økonomiske, sociale og politiske følger mange steder. Kontrakt-anbringelser lægger stærkt pres på ansættelsesmulighederne og på samfundets velfærd. Til tider berører de direkte politiske spørgsmål - og endog arten og kvaliteten af den uddannelse, der er nødvendig, og som er tilgængelig i et bestemt område. De problemer, der for nylig er opstået i forbindelse med den foreslåede nedlæggelse af flere militære installationer, beviser levende realiteten i disse andre betragtninger ved militær stillingtagen. Bekæmpelse af oprørsbevægelser er det, der tydeligst illustrerer nødvendigheden af det kombinerede økonomiske-sociale-poli- tiske samarbejde i alle de militære forholdsregler, der må tages for at imødegå sådanne uroligheder, f. eks. i de underudviklede lande. De anstrengelser, vi gør i Sydvietnam, er et klart bevis herpå. Problemet kan kun løses, hvis man kan imødegå oprørernes evne til at opnå eller fremtvinge et samarbejde med den lokale befolkning. Man må på en forsigtig - og sandsynligvis kostbar - måde ved økonomiske, politiske og psykologiske midler påvirke befolkningen således, at den samarbejder med loyale og ikke med oprørske styrker. Hvad resultatet end bliver af Vietnam- krisen, har vi lært, at disse elementer må indgå i USA’s politiske udspil mod de underudviklede folk, hvis vi vil undgå, at der skal opstå flere lignende situationer. Muligheden for omfattende ødelæggelser i tilfælde af en atomkrig vil - selvom der ikke var andre faktorer, der spillede ind - rent politisk kræve en sammensmeltning af civile og militære anliggender. Følgerne af udveksling af atomvåben ligger uden for menneskets fatteevne. Dog eksisterer i den spænding og voldsomhed, der hersker i verden idag, chancen for, at enhver mindre militær episode kan udvikle sig til en atomkrig.

Den militære duelighed

Det er ikke længere muligt for en civil myndighed at stille en opgave til en militær chef og helt og holdent overlade til ham at træffe beslutninger og udføre dem. Det er naturligt, at meget må bero på officerens eventuelle specialuddannelse - men detaljerne må altid inden for en vis grænse komme fra den øverste myndighed - og de er tit i modstrid med de mere erfarne officerers ønsker. At give et effektivt militært svar på nordvietnamesernes provokation er meget væsentligt, men det er ligeså påkrævet om muligt at undgå, at krigen escalerer, så Kommunistkina eller Sovjetunionen inddrages. USA’s præsident giver selv detaljerede direktiver vedrørende våben og operationernes gennemførelse, og han holder et vågent øje med forløbet af operationerne. I virkeligheden betyder besiddelsen af atomvåben, at man må vise en vis tilbageholdenhed i militære aktioner. Kun et makkerskab, hvor evner og formåen blandes og ansvaret deles, kan udfylde behovet ved så sammensat en politik. Amerikanske officerer har bevidst holdt sig uden for civile spørgsmål og bestræbt sig på at betragte deres egen viden som noget, der kan supplere, når og hvis det bliver krævet af deres civile overordnede. Men militær ekspertise er ikke mere noget særskilt; det er i stor udstrækning en del af andre politiske elementer - og omvendt. Specialet, og især dets store anvendelighed, er i høj grad betinget af andre faktorer, nemlig videnskabelige, internationale, økonomiske og psykologiske; og disse er hver for sig ligeså meget afhængige af de militære faktorer.

Rollernes fordeling

Officerer er blevet medinddraget i planlægning, formulering og gennemførelse af den officielle politik. De har kendskab til og viden om mangfoldige ting. Videnskabeligt arbejde, forskning og udvikling er en meget betydningsfuld del af den militære organisation og spiller en stadig større rolle. Antallet af politisk-militære stillinger øges i såvel Forsvarsministeriet, på tjenestestederne som i de allierede stabe. Den politisk-militære funktion spiller en gennemgående rolle i beslutningsprocessen. Der findes officerer, tjenstgørende i Det hvide Hus, udenrigsministeriet samt på adskillige andre civile kontorer, og der kan nævnes mange andre civile poster, der udfyldes af militære. På den anden side er der en voksende civil deltagelse i den militære beslutningsproces. Forsvarsministeriet spiller her en vældig rolle. Udenrigsministeriet har et kontor for politisk-militære sager, flere udenrigsministerielle embedsmænd gør tjeneste i Forsvarsministeriet, og de overordnede kommandoer med internationalt ansvar har politiske rådgivere. Koordinationen af de militære relationer til offentligheden ledes nu af en viceforsvarsminister. Videnskabsmænd samt civile eksperter på økonomi, ingeniørvirksomhed, arbejdsledelse og mange andre områder er med, når der idag skal tages vigtige militære beslutninger. Der skal opretholdes en stadig forbindelse med Kongressen, og kongresmedlemmernes interesser må på bedste måde tilgodeses ved flere af de militære beslutninger. USA’s
 præsident og medarbejderne i Det hvide Hus griber dybt ind i al militær planlægning.

Det politiske ansvar

Det politiske ansvar, som var målet med den doktrin, der underkastede det militære system en civil myndighed, er faktisk vokset under det nye system. Politisk ledelse er meget mere integreret og langt bedre i tråd med de militære realiteter. Efter således at være blevet klar over den politiske ledelses interesser, kan officerer nu med større indsigt og på en mere effektiv måde stille den nødvendige militære specialviden til rådighed. Muligheden for militær dominans er næppe tænkeligt i en tidsalder med et så øjebliksvirkende kommunikationssystem, som det, der eksisterer idag. Den nationale sikkerhedspolitik formes og gennemføres under nøje og stadig offentlig bevågenhed. Udover de næsten daglige offentlige kommentarer fra de politiske ledere får offentligheden gennem TV eller radio kontakt med præsidenten og de ansvarlige civile ledere, når der opstår betydningsfulde situationer som f. eks. Cuba- krisen i 1962 eller de nordvietnamesiske angreb. Rent bogstaveligt bliver præsidenten og deltagerne i afgørelserne således ansvarlige over for folket på en måde, man ikke har kendt, siden man mødtes på bytinget i gamle dage. Det er muligt, at mange af vore løbende organisationsproblemer og vor utilfredshed afspejler vort behov for at tilpasse vore procedurer til den nye tids krav om makkerskabet ved udformning af vor politik. Det tjener os måske bedst at tænke i retning af et mangesidet makkerskab. Militærets rolle er blevet større, vi har ikke »degraderet« militæret. I virkeligheden er der nutildags større muligheder for officerer til at spille en rolle ved omformning af en fredsbevarende politik, end der nogensinde før har været.

Officerer udstrækker deres viden og indflydelse på mange andre områder; der eksisterer et tilsvarende behov for eksperter fra andre områder i beslutningsprocessen. Forstået på denne måde betyder denne udvikling ikke, at der foregår en uberettiget civil indtrængen på militære sagsområder. Når vi endvidere erindrer os, at vi har med nationens sikkerhed at gøre, er det forståeligt, at de politiske lederes interesser vil trænge direkte ind i den militære organisation. I et samarbejde med deres civile ligemænd kan officerer nu gøre brug af deres evner på en mere effektiv måde, end tilfældet var tidligere, hvor militær ekspertise var en klart adskilt og underordnet funktion. Balancen mellem civil og militær deltagelse i afgørelser er for tiden lidt usikker; på mange områder kan der være grund til at hæve den militære røst. Strukturerne i samarbejdet mellem officeren og den civile myndighed vil sikkert til stadighed ændres og vil naturnødvendigt blive vanskeligere at definere. Det er vigtigt ikke at fejle med hensyn til strenghed. Vi vil ikke have opdelingen igen - adskillelsen af den militære fra den civile leder er hverken realistisk eller
rigtig mere. Vi ønsker et nært og enigt makkerskab. Vi ønsker at anvende vore evner til at værne om og bevare friheden midt i en indviklet og farefyldt verden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon politisk_makkerskab.pdf

Litteraturliste

Del: