Politikkens primat - Erhvervslivets primat

Nærværende artikel er oversat fra »Europäische Wehrkunde« XXIX Jahrgang München, April 1980 af major Ebbe Johansson, Dronningens Livregiment. Forfatteren er Wolf Hanke, ARD-korrespondent i Spanien.
Artiklen - som ikke i sig selv er epokegørende - er værdifuld derved, at den rejser nogle eksistentialspørgsmål, der i stedse stigende grad trænger sig på for den professionelle soldat. Det kan hyppigt synes uoverkommeligt at beskæftige sig med de fremlagte problemer, fordi der i virkeligheden ikke findes noget operationelt svar, som kan gøres til ens eget. Tværtimod rejses der tvivl og skabes usikkerhed. Men gennem tvivlen og usikkerheden skal netop søges erkendelsen, og for den dyrt uddannede officer må der skabes plads for sådanne reflek- tioner. Den tænksomme læser kan efter eget behov projicere de fremlagte problemstillinger over på også indenrigspolitiske danske forhold og erstatte de multinationale og andre erhvervsgiganter med f.eks. politiske partier, interesseorganisationer, »gruppemajestæter« o.s.v. og måske gøre sig nogle tanker om den danske soldats referenceramme for loyalitet, motivation m.v. 
 
Politikkens Primat.
Den der taler om »politikkens primat« tænker næsten altid på den politiske viljes underlæggelse af den militære magt, en selvfølgelig indordning, der imidlertid kun er selvfølgelig i den mere moderne parlamentarisk-demokratiske stat.
Til de mere klassiske eksempler på den politiske forrang ved afvejning af afgørelser hører Bismarcks beslutning efter den overvældende militære sejr ved Koniggråtz (1866) om at spare de slagne østrigere for flere ydmygelser på slagmarken og istedet styre mod et fremtidigt politisk forbund.
At gennemtrumfe denne afgørelse var for Bismarck så meget værre, da ikke alene kongen og Moltke ønskede sejren fuldt udnyttet, men de to mest fremtrædende arméchefer - der også var af kongelig herkomst - ville ej heller ofre triumfen til diplomatiet. De to arméchefer var kronprinsen (den senere Friederich III), som Bismarck til sidst fik til at skifte mening, og den dag i dag med urette glemte feltherre og skaber af den prøjsiske hær, Prins Frederich Carl. Bismarck satte sin vilje igennem, politikkens primat blev bekræftet.
At politikkens primat ingenlunde betyder konfrontation mellem soldaten og civilisten, feltherren og politikeren lærte allerede Clausewitz i sin kernetese om krigen »som reelt politisk instrument« og som »politikkens fortsættelse med andre midler« (Clausewitz: »Vom Kriege«).
I dag bliver denne koncept næppe betvivlet, hverken i de vestlige demokratier eller i den mere politisk bastante østblok, uanset hvor stærk den politiske indflydelse fra ledende militærfolk kan synes fra tid til anden. Det politiske engagement hos generalerne i de socialistiske lande udvisker dog i vore øjne somme tider den klare afgrænsning. Men ej heller invasionen i Afganistan er i første række en militær operation, men derimod en entydig politisk beslutning om anvendelse af militære midler, en beslutning der - i sovjetisk-politisk perspektiv - endog var rigtig.
I Vesten derimod synes det som om politikkens primat bliver stedse mere opblødt: Ikke på grund af militærapparaternes magtbrynde og da slet ikke ved et krav om stridskræfternes primat (som jo findes endnu talrige steder i verden), derimod på grund af et stadigt klarere erhvervslivets primat. Eksemplerne herpå er talrige: USA’ levering af raffinerede olieprodukter til olielandet IRAN, medens de amerikanske gidsler i ambassaden i Teheran samtidigt håber på befrielse.
Særligt intensive handelsforhandlinger med industrifolk fra NATO-landene i Moskva, efter at USA har lyst del-embargo over Sovjet. Gennemførelse af våbenleverancer til kriseområder udføres af datterselskaber af de multinatio- nale selskaber i tredielande imod egne regeringers udtrykkelige interesser . . . Dette kun som nogle enkelte eksempler på, hvad der dag for dag passerer på dette område. Afganistan-krisen har blot sat erhvervslivets primat i et særligt grelt lys; tydeligt har det længe været.
At erhvervslivet er (og altid har været) en mægtig kraft bag udarbejdelsen af politiske beslutninger, behøver ingen særlig betoning. I historien er ført mindst lige så mange krige af erhvervsmæssige grunde som af alle andre - om ikke flere. Men ingensinde har erhvervslivets kræfter kunnet underløbe de militære koncepter så hæmningsløst - i ordets oprindelige betydning, altså uden hæmninger. Erhvervslivets internationalisering og dets enkelte gigantforetagender har forlængst sprængt de nationale interessers meget snævre rammer. Den, der producerer i Asien, sælger i Europa og leverer til Sydamerika - andre rækkefølger kan konstrueres efter behov - han har i bedste fald kun ringe interesse i nationale behov.
olitikkens primat? Hvilken politik, hvis politik - når man er beskæftiget i 34 lande samtidigt.
Solidaritet med også militære partnere lader sig - måske - gennemføre, når det drejer sig om boykot af interesseløse sportskonkurrencer - som de olympiske lege skulle være - men også dette synes tvetunget: USA kunne på ingenmåde tillade sig at aflyse de olympiske vinterlege i deres eget land på grund af den politiske situation (hvilket dog havde været konsekvent), fordi erhvervsinteresserne lige så lidt kunne tillade et sådant skridt som en total handelsboykot af Sovjet. Man skal jo, når alt kommer til alt, vinde valget, »frit valg«, hvortil behøves et »frit erhvervsliv«. Kynisme? Naturligvis. Kynisme over for den før så naivt fremhævede »politikkens primat«.
Erhvervspolitik spiller naturligvis en fremtrædende rolle for enhver regering: men sandelig også kun én rolle sideordnet mange andre, som alle burde være underordnet politikkens primat. USA’s midtvestlige hvedefarmeres interesser er helt legitime. Men grænserne må findes, hvor nationale - og for- bundsinteresser er på spil. Lenins rammende ord, at kapitalisterne vil sælge kommunisterne endog det reb, hvori de selv skal hænges, har fortsat gyldighed. Ud af denne »holdning« vokser den afmagt, der kendetegner USA og dets partnere, og resulterer i uduelighed til entydig reaktion over for politiske forandringer. Politikkens primat, d.v.s. de nationale interessers primat, er blevet en farce. Skylden for denne udvikling skal ikke søges i erhvervslivet, men derimod hos dem, som lod politikkens primat glide af hænde, forvirret af glitrende slogans som »fortsat vækst«, der dog alene tilslører en samtidig forarmelse på andre ikke-materielle områder.
Erhvervsinteresserne adlyder egne love, - det er politikkernes opgave at sætte grænser herfor, grænser som nationalinteresserne kræver. At sidstnævnte interesser er mindre glitrende og forføriske - og ikke kan være det - må politikerne klart vedstå, hvis de tager politikkens primat alvorligt. Erhvervsministeren - i hvilket som helst land - er ikke minister for erhvervslivets interesser, men derimod for befolkningens erhvervsinteresser; en banal tese, der dog ikke fordøjes lige let af alle. At politikkens primat kræver erhvervsmæssige ofre fra alle (også fra erhvervslivet) forstås umiddelbart, men om ofre vil ingen gerne høre, fordi dette at ofre noget i 30 år har været lige så umoderne som begrebet almenvellet.
 
Erhvervslivets Primat.
For de militære enheder er det nye i erhvervsinteressernes primat af særegen betydning, fordi de nationale forsvar skal kunne bekmpe en potentiel modstander, hvis styrke kan være øget igennem egne landsmænds erhvervsinteresse. Af soldaten forventes det, at han i konfliktsituationer sætter sit liv ind. Men at han måske mister det, fordi erhvervslivet i hans eget land først har haft uhæmmet adgang til at styrke hans modstander for netop at undgå konflikter, det er - mildt sagt - perverst.
Den, der skal forsvare, må også vide, hvad han skal forsvare - og det er ganske afgjort ikke udenrigshandelsinteresser plejet gennem samhandel med hans potentielle modstander. Soldaten skal også forsvare sit fædrelands erhvervsliv, men han må have sikkerhed for, at det selvsamme erhvervsliv varetager hans interesser lige så uegennyttigt og alvorligt.
Sådanne overvejelser rører direkte ved vor tids kapitalistiske systems rødder og ved vor samfundsorden. Nationalstaternes kapitalisme var for 100 år siden i sit væsen national. Siden den anden verdenskrig har det overnationale aspekt i erhvervslivet udviklet sig mere dynamisk og med større succes end alle politiske bestræbelser på at overvinde de nationalstatslige begrænsninger. Medens de multinationale har etableret deres verdensdominans, har de forlængst overhalet de politiske erhvervsplaner, og selv efter fællesmarkedets etablering er de private interesser langt forud. Diskrepansen måtte nødvendigvis øges: Kapitalismens forvandling fra national til international størrelsesorden har i ekstreme tilfælde - åbent eller skjult - degraderet regeringerne til hjælpere for overnationale privat-interesser. Erhvervslivets primat er kun en logisk konsekvens: Ud af kravet om styrkelse af erhvervslivet, der på grund af alle mulige hensyn slet ikke blev styret, voksede den reelle magt. De internationale olieselskabers nøgleposition i Mellemøstkrisen udgør kun den synlige del af den reelle magts isbjerg.
At de enorme profitter som disse firmaer ganske officielt har trukket ud af krisen i året 1979 næppe har været i national interesse, er yderligere anvisning på det almindelige afkald på politikkens primat.
Netop på dette område er dilemmaet for det militære forsvar og dets ledelse særlig tydelig: Tjenestens motivation bliver udhulet: At være rede til at ofre sig i forsvaret af sit land - herunder også dets energi-interesser - er nu noget andet end overbevisning om, at man i tilfælde af konflikt slår sig ihjel for en primært profitorienteret erhvervsmagt, hvis bindinger til nationale behov i bedste fald er overfladiske. I længden er den renfærdige motivation til kampen lige så nødvendig for et forsvar, der bygger på værnepligt, som de mest moderne våben. Motivation kan imidlertid alene afledes af politikkens primat, en politik der værdsætter ikke-materielle værdier lige så højt som kampen om olie, hvede og sojabønner.
Erhvervslivets primat betyder - ikke kun for soldaten - indsnævring af perspektiverne til vigtige, men aldeles ikke kun væsentlige områder af en nations liv. En genindførelse af politikkens primat kan være langvarig, vanskelig og lidet polulær. Alt for letfærdigt bliver tungtvejende motiver erstattet af bekvemme og forføriske fristelser. Alle erhvervsstormagter af betydning, der i årevis har hyldet princippet om, at det nu alene drejer sig om den civile kamp om markedsandele, står for en sådan beslutning. Hvis denne antagelse holder, vil en proces af stigende nationale interesser ganske snart gå igang. Se blot på Japan.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_108_aargang_jul-aug-sep.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.