Politik og sikkerhed i Mellemøsten – analyser og teorier

Anmeldt af Andreas Da Cunha Bang

”Politik og sikkerhed i Mellemøsten – analyser og teorier” af Søren Schmidt. Udgives af Gyldendal den 24. november 2011. 120 sider illustreret. ISBN 9788702105483. Pris kr. 174.

Foto: Saxo.com

Søren Schmidt, ph.d., er ekstern lektor på Roskilde Universitet samt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet med speciale i Mellemøsten. Politik og sikkerhed i Mellemøsten, analyser og teorier er ikke et sammenhængende værk, men består af 16 selvstændige artikler med analyser af aktuelle emner og begivenheder i Mellemøsten, skrevet af Søren Schmidt. Alle artikler på nær én har været bragt i dagbladet Politiken mellem februar 2006 og marts 2011. Udover at give indblik i aktuelle begivenheder i Mellemøsten bredt forstået, er bogens formål også at demonstrere, hvorledes samfundsfaglige teorier kan anvendes i studiet af nutidige samfundsforhold. Således følger der efter hver analyse en kort og enkelt introduktion til den samfundsfaglige teori, som ligger til grund for den forudgående analyse.

Bogen er inddelt i fire hovedtemaer: Politik, sikkerhed, økonomi og religion. Hvert tema indeholder mellem tre og fem analyser, der relaterer sig til det pågældende emne. Inddelingen fungerer overordnet set udmærket, men virker i nogle tilfælde en smule søgt – primært i de to dele af bogen, der omhandler økonomi og religion.

Den politiske del indeholder analyser af henholdsvis omvæltningerne i Mellemøsten i forbindelse med det Arabiske Forår, Libyen efter Gaddafi, Egyptens militær, Israel-Palæstina problematikken samt fredsprocessen i Afghanistan. Der introduceres teorier omkring blød og hård magt, statsopbygning og interessegrupper. Afsnittet illustrerer glimrende de politiske bevægelser og den tumult, der er opstået blandt andet som følge af det Arabiske Forår, og de problemer der følger heraf.

Næste del har regional sikkerhed som hovedtema og analyserer krigene i Afghanistan og Irak, problematikken omkring Irans atomprogram samt Syriens sikkerhedspolitik. Realisme, spilteori og teorien om ”two level game” tages her i anvendelse. Analyserne introducerer ganske udmærket konflikterne og sikkerhedsdynamikkerne i Mellemøsten og anskueliggør, hvorledes de spiller ind på resten af regionen. En mere detaljeret beskrivelse af forholdet mellem to af regionens vigtige spillere, Iran og Saudi-Arabien, kunne i den sammenhæng have været givtigt.

Bogens økonomiske del indeholder tre analyser: Syriens blomstrende økonomi med Kina som forbillede, den tilbagestående økonomiske situation i Irak og situationen i Pakistan. I disse afsnit præsenteres teorier som institutionel økonomi, om rentier- og produktionsstater samt om økonomisk udvikling og politisk styreform. Modsat den politiske og sikkerhedsmæssige del synes det sværere at få øje på den røde tråd gennem de tre analyser i denne del af bogen. Der er eksempelvis en analyse, som primært omhandler det pakistanske demokrati samt terrorbekæmpelse, hvilket synes kunstigt indplaceret i en økonomisk kontekst.

Fjerde og sidste del har religion som overordnet tema. Denne del indeholder tre analyser af henholdsvis efterspillet af krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006, al-Sadrs tilbagevenden til den politiske scene i Irak samt en analyse og diskussion af, hvorvidt den daværende irakiske borgerkrig (artiklen er fra 2007) skyldtes religionsforskelle indenfor islam, eller om årsagen skulle findes andetsteds. Teorier om sociale bevægelser, sammenhængen mellem religion og politik samt hvordan etnisk-religiøse konflikter opstår i svage stater med et skrøbeligt eller ikke-eksisterende sikkerhedsapparat bringes i spil. Denne sidste del af bogen synes ligesom forrige del heller ikke at være lige så stringent som de to første. I den ene analyse nævnes religion blot i forbifarten og synes således svær at indplacere i en ”religiøs” kontekst. Der kommer dog en vigtig pointe frem, nemlig at der er grænser for, hvor meget religion kan forklare i Mellemøsten.

Overordnet kan bogen siges at have fire gennemgående pointer. For det første, at der blandt befolkningerne i Mellemøsten er et udbredt ønske om demokrati og erhvervelse og sikring af individuelle rettigheder, hvilket det arabiske forår er et udtryk for. Imidlertid står adskillige ting i vejen, før disse ønsker kan indfries – heriblandt manglende eller dårligt fungerende politiske institutioner, ringe retsstatsprincipper samt økonomier, der primært er domineret af olie. For det andet, at de regionale konflikter har væsentlig betydning for udviklingen i de enkelte stater. I den sammenhæng er det især udviklingen i den arabisk-israelske konflikt, striden om Irans atomprogram samt konflikten mellem Saudi-Arabien og Iran, der er afgørende for regionens fremtid. For det tredje, at det er begrænset, hvor stor forklaringskraft Islam har, når det drejer sig om at forstå de regionale dynamikker i Mellemøsten. Det er i den sammenhæng mere relevant at benytte sig af politiske, sikkerhedsmæssige samt økonomiske årsagssammenhænge frem for religiøse eller kulturelle forklaringer. Og for det fjerde, at Mellemøsten er ude af stand til selv at løse sine mange problemer.

Bogen er en udmærket introduktion til den politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske situation i Mellemøsten. Imidlertid fylder hver artikel ikke mere end omkring tre sider, hvilket umuliggør en dybdegående analyse af den enkelte case. Det kan også diskuteres, hvorvidt definitionen af Mellemøsten er for bred, i og med at både Afghanistan og Pakistan er medtaget som regionale aktører. Bogen kan dog med fordel læses af folk, der ikke tidligere har beskæftiget sig med Mellemøsten, og som ønsker kendskab til de regionale dynamikker samt et indblik i hvilke samfundsfaglige teorier, der kan trækkes på.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.4_2011.pdf

Del: