Politik og ideologi i Kina

Anmeldt af Sigge Aaberg Kærn

Peer Møller Christensen. Udgivet af Syddansk Universitetsforlag den 25. oktober 2010. 185 sider inklusive noter og litteraturliste. Pris 225 kr. 

Udviklingen i Kina får større og større betydning, og i takt med den øgede globalisering er der da også kommet megen fokus på landet. Syddansk Universitetsforlag har udgivet ”Politik og ideologi i Kina” af Peer Møller Christensen, og den er anmeldt og kommenteret af en af Forsvarsakademiets unge sinologer, Sigge Aaberg Kærn. Formålet med bogen er at ruste læseren til bedre at kunne forstå baggrunden for de politiske beslutninger, som tages i Kina.  Blandt andet omtales den relative store og ukendte debat, som faktisk finder sted i landet. Indledningsvis behandles de tre hovedgrupperinger: ”De neokonservative”, ”de neoliberale” og ”det gamle og nye venstre”. Efterfølgende behandler forfatteren debatten i det 21. århundrede og tegner perspektiver for fremtiden.

Kilde: bibliotek.kk.dk

Forfatteren Peer Møller Christensen er ansat som post.doc. ved kinesiskuddannelsen under Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab på Syddansk Universitet. Han har i en lang årrække – ja, faktisk i flere årtier – beskæftiget sig dybdegående med kinesisk økonomi og politik.  

Christensen har skrevet ”Politik og ideologi i Kina” for at ruste læseren til bedre at forstå baggrunden for vigtige politiske beslutninger, der tages i Kina. Kina påvirker i stigende omfang omverdenen med sin øgede internationale indflydelse. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad det er, som har indflydelse på den kinesiske beslutningsproces. I bogen opstilles der en overordnet forståelsesramme, der skal sætte læseren i stand til at kunne danne sig et overblik over den overraskende livlige offentlige debat om politiske forhold. Debatten er opstået i 1990’erne og har stor indflydelse på Beijings beslutninger, hvilket ofte overses i Vesten, hvor man har et indtryk af, at der ikke er plads til debat i et autoritært land. I denne debat kommer aktører fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj til orde. Det er den debat, som ”Politik og ideologi i Kina” handler om. 

Bogens opbygning: Efter en indledning deles bogen op i to store dele. Den første behandler den politisk-ideologiske debat i Kina i 1990’erne, og den anden ser på debatten i det nye 21. århundrede. Undervejs får læseren også korte spændende historiske indblik i tiden før 1990’erne. Bogen slutter af med perspektiver for fremtiden.

Politiske grupperinger efter massakren i 1989: Efter massakren på den Himmelske Freds Plads i 1989, trådte tre politiske grupperinger frem i begyndelsen af 1990’erne: De neokonservative, det gamle venstre og de neoliberale. Disse tre grupperinger var enige om mere gradvise og moderate forandringer af det kinesiske samfund. 1980’ernes ”radikale reformisme” blev opfattet som en vigtig årsag til massakren på den Himmelske Freds Plads.

I det følgende vil de forskellige indflydelsesrige retninger kort blive gennemgået.   

De neokonservative: De neokonservative i Kina er generelt urolige for, at den kinesiske reformproces vil kunne medføre politisk ustabilitet i samfundet. Økonomiske reformer skal ske gradvist, og først længere ude i fremtiden kan politiske reformer komme på tale. De frygter, at en snarlig og for hurtig demokratiseringsproces vil medføre kaos. At bevare det autoritære styre med kommunistpartiet som magtcentrum er nødvendigt for at bevare stabilitet i samfundet, der oplever markant økonomisk fremgang. De neokonservative mener, at reformprocessen har ført til svækkelse af statsmagten. Det er derfor nødvendigt at styrke regeringens magt. De neokonservative går også ind for centralisering. Derfor er de imod den decentralisering, hvormed magt er blevet overført til lokale instanser. De vil have vendt denne proces, så central kontrol kan genetableres.

De neokonservative mener, at den kinesiske regering skal varetage landets nationale interesser ved at føre en realistisk udenrigspolitik. Nationalisme spiller en stor rolle for de neokonservative, og de ser gerne, at konfucianisme får en vigtig rolle i det moderne kinesiske samfund.   

De neoliberale: Kinesiske neoliberale går ind for, at statssektoren privatiseres, og at Kina i stigende omfang åbner sig for omverdenen, men dette skal ikke ske ved en liberal chokterapi, som man så det i 1990’ernes Rusland. I stedet for skal udviklingen ske gradvist, så det kinesiske samfund langsomt bevæger sig i retning af en fuldstændig markedsøkonomi. De neoliberale har haft indflydelse på, at der siden 1984 er blevet gennemført virksomhedsreformer, der har haft til formål at give de statsejede kinesiske firmaer mere selvbestemmelse. Denne øgede selvbestemmelse, mener de liberale, er gavnlig for Kina på flere områder. Bl.a. giver det virksomhedsledelserne bedre muligheder for at tilegne sig virksomhedernes overskud (både på lovlig og ulovlig vis!). Dette giver ledelserne incitament til at effektivisere virksomhederne og mindske statens kontrol. Dertil kommer, at ledelserne ikke ser reformer som en trussel mod sig. Flere penge til virksomhedsledelsen vil også medføre, at ledelsen kan oprette egne private virksomheder. De liberale ser hermed de statsejede firmaer som en central rolle for skabelsen af et liberalt Kina, og enkelte ser endda korruption som et nødvendigt onde på vejen mod en fuldstændig markedsøkonomi.        

Det gamle venstre – og det nye: Det gamle venstre kan inddeles i tre grupperinger bestående af stalinister, maoister og ortodokse marxister. Venstrefløjen har i perioden efter 1992 stort set været sat uden for politisk indflydelse. Efter Maos død har venstrefløjen i kommunistpartiet været udsat for deciderede udrensninger. Kort efter Maos død blev den yderste venstrefløj af kommunistpartiet udrenset ved et regulært militærkup iscenesat af en alliance mellem kommunistpartiets højrefløj centreret omkring Deng Xiaoping - og den moderate venstrefløj. Og i 1983 begyndte en treårig kampagne, der stort set udrensede den resterende venstrefløj i partiet og dermed satte det gamle venstre uden for politisk indflydelse. I 1989 havde højrefløjen koncentreret om Deng Xiaoping imidlertid behov for støtte fra det gamle venstre til at bekæmpe demokratibevægelsen, men venstrefløjen blev allerede i 1992 igen sat uden for indflydelse.    

I sidste halvdel af 1990’erne opstod det nye venstre. Denne nye retning kritiserede de neoliberale, der blev beskyldt for at gå de globale kapitalisters ærinde. De gik i mod den reformproces, der blev sat i gang i slutningen af 1970’erne, herunder privatisering af statsejede firmaer samt imod de store indkomstforskelle, der var udsprunget af de økonomiske reformer.

Den politiske og ideologiske udvikling i det 21. århundrede: Den politiske udvikling i Kina, efter at Deng Xiaoping kom til magten, har grundlæggende været styret af en alliance mellem det neokonservative regime og de neoliberale.

Den ulige økonomiske udvikling i Kina har ført til voksende sociale forskelle og spændinger i samfundet. Antallet af protester i byer og på landet er stigende, og den voksende sociale skævhed i samfundet sammen med, hvad der bliver betragtet som Vestens fiasko i bl.a. Irak, har ført til, at det gamle venstre igen har fået vind i sejlene, men denne gang på internettet, hvor det gamle venstre har allieret sig med især den populistiske del af det nye venstre.      

Den stigende sociale uro har tvunget Kinas ledelse til at revurdere samarbejdet med de neoliberale. Præsident Hu Jintao har, siden han kom til magten i 2003, lagt afstand til visse neoliberale ideer. Forgængeren Jian Zemins politik havde i høj grad som mål at sikre den nye økonomiske elites økonomiske og politiske positioner. Hu Jintao har derimod lagt vægt på at skabe et ”harmonisk samfund”, hvor de sociale forskelle mindskes.

Venstrefløjens kritik af de neoliberale er blevet styrket af den globale økonomiske krise, hvor Vestens liberale økonomier har lidt et voldsomt prestigetab.  

Diskussionerne mellem højrefløjen og venstrefløjen har i det nye årtusinde været præget af den politiske omstrukturering, som hang sammen med, at det gamle venstre igen er trådt ind på den politiske scene. Hermed er der skabt en bredere alliance på den kinesiske venstrefløj.

Vurdering: ”Politik og ideologi i Kina” er en velskrevet bog, der formår at skildre et komplekst emnefelt på en overskuelig måde. Peer Møller Christensen giver læseren et indblik i en overraskende åben debat, der siden 1990’erne har fundet sted i Kina. Christensen kommer i dybden med sin beskrivelse af denne interne debat og dens betydning for regeringens handlinger. Forfatteren har benyttet kinesiske kilder, som kun få andre danske forskere er i stand til at anvende. Bogen beskæftiger sig mest med kinesisk indenrigspolitik. Jeg kunne godt savne, at bogen i lidt større omfang beskrev debattens betydning for Kinas udenrigspolitik. Men det er imidlertid forholdsvis overskueligt at benytte bogens input til selv at reflektere over den indenrigspolitiske udviklings betydning for Beijings udenrigspolitik.

Christensen rammer dog nok en anelse forbi, når han til slut i bogen forudser, at den globale økonomiske krise vil få både længere og langt større konsekvenser for Kina, end hvad tilfældet indtil videre har vist sig at blive. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at ”Politik og ideologi i Kina” er et gennembearbejdet produkt af høj kvalitet.     

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.1_2011.pdf

Del:

Emneord