Politiet i det nationale beredskab

Af politiinspektør Niels Mogensen, Rigspolitichefens afd. A, Ordenspolitiafdelingen.
 
 
Indledning
”Hvad skal vi overhovedet med totalforsvar”, vil nogen sige. Er det ikke et forældet kold krigs begreb, der har overlevet sig selv efter murens fald og et trusselsbillede der i dag kalkulerer med mindst 10 års varslingstid til en ”rigtig” krig. Sådanne udtalelser må ganske enkelt bero på enten på begrænset viden om emnet, eller på en filosofi om, at paraplyen godt kan smides væk nu, da der ikke er udsigt til regn lige med det samme.   
 
Det er politiets generelle opfattelse, at Totalforsvaret er et vel konsolideret og godt samarbejde mellem civile og militære myndigheder, der på trods af at hovedformålet er at forebygge krig, langt hen ad vejen er tilpasset situationen, så totalforsvarsamarbejdet også har kunnet anvendes i fredsmæssige sammenhænge. Men udviklingen efter Warszawa-pagtens opløsning, den kolde krigs ophør, og senest den 11. september 2001, stiller krav om et nationalt beredskab, der kan håndtere hele spekteret fra dagligdagens små ulykker til store ulykker, katastrofer, terrorhændelser, krise og krig.  Et nationalt beredskab skal kunne tilpasses det aktuelle trusselsbillede, nationalt og internationalt og samfundets generelt øgede sårbarhed. Et beredskab som i højere grad fokuserer på kapaciteter, og som kan tilpasses og kombineres i forskellige situationer.  
 
Politiet i totalforsvaret
Organisation og opgaver Politiets opgaver er beskrevet i retsplejelovens § 108, hvorefter politiet skal opretholde sikkerhed, fred og orden, påse overholdelsen af love og vedtægter samt foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af disse. 
 
Danmark er i dag inddelt i 54 politikredse, men den af Folketinget nedsatte Politikommission har foreslået en halvering af landets politikredse. Hver politikreds ledes af en politimester – i Københavns politikreds dog af politidirektøren. Politimestrene og Politidirektøren har det selvstændige ansvar for ledelse og udførelsen af politiarbejdet i politikredsen.  Rigspolitichefen fører tilsyn med politimestrenes almindelige tilrettelæggelse af politiets arbejde, ligesom en række Politiafdelinger, som ikke kan henføres til en bestemt politikreds, herunder Politiskolen, Kriminalteknisk Afdeling og Politiets efterretningstjeneste, er underlagt Rigspolitichefen. 
 
Politiets folkeretlige stilling under krise og krig fremgår af en regeringsbeslutning fra efteråret 1953, hvoraf fremgår at der ikke gives politiet nogen forholdsordre for krise og krig, men at politiet skal forrette tjeneste, indtil Justitsministeren træffer anden bestemmelse.  I tilfælde af at regeringen træffer beslutning om, at landet befinder sig i en situation svarende til krise eller krig, kan Justitsministeren bestemme, at Rigspolitichefen igennem regionspolitilederne overtager ledelsen af politiets arbejde med opretholdelse af sikkerhed, ro og orden. Hvis en regionsleder er afskåret fra at indhente forholdsordre fra Rigspolitichefen, overtager regionspolitilederen ledelsen af politiets arbejde med opretholdelse af sikkerhed, fred og orden i sin egen region. 
 
Politiets arbejde med opretholdelse af ro og orden og forhindring af forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed vil kræve en større politiindsats og brug af flere personaleressourcer end under ”normale” fredsforhold. Dette vil betyde en nedprioritering af visse opgaver, som politiet normalt ville rykke ud til.  Politiet forventes også i en krise og krigssituation at have den koordinerende ledelse i forbindelse med indsats af normal karakter.  En række samfundsvigtige institutioner og virksomheder (nøglepunkter) må overvåges eller bevogtes efter gældende plansæt.  Politiet forventes således at kunne yde bistand, til de øvrige beredskabsmyndigheder. Det fremgår af beredskabsloven, at politimesteren blandt andet varetager følgende opgaver i forbindelse med redningsberdskabet:
• Evakuering
• Varsling af civilbefolkningen
• Afspærring og bevogtning i forbindelse med redningsberedskabets opgaver
• Tilsyn med mørkelægning 
 
Det påhviler politiet at yde støtte til det militære forsvar inden for blandt andet:
• Bistand ved mobilisering
• Bekæmpelse af såkaldt ”5- kolonne-virksomhed” jf. Kgl. Anordning af 6. marts 1952 om forholdsordre for det militære forsvar
• Bekæmpelse af sabotagevirksomhed 
 
 Politiets normale beredskab bygger på en fredstidsbaseret struktur, som tilpasses udviklingen i trusselsbilledet. Da politiet i det daglige opretholder et generelt højt beredskab, kan politiet uden særlige forberedelser hurtigt omstille sig til ekstraordinære forhold, som den aktuelle situation måtte kræve. Den ordinære politistyrke kan ikke forøges ved indkaldelse af reservepolitistyrker, og der uddannes ikke reservepoliti med henblik på krise eller krigs situationer. Politiet vil ikke kunne forvente assistance til løsning af politiopgaver fra forsvarets ordinære styrker. 
 
Hjemmeværnets politikompagnier
For at kunne yde assistance til løsning af politiopgaver under krise og krig er der i Hjemmeværnet oprette særlige politistøtteenheder, Hjemmeværnets politikompagnier A. Når Hjemmeværnet aktiveres, deltager de aktiverede styrker i løsningen af de opgaver, der påhviler værnene. Aktiverede dele af Hjemmeværnets politikompagnier A har som primær opgaver at yde hjælp til politiet.   
Hjemmeværnets A-enheder kan assistere politiet med blandt andet:
• Løsning af bevogtningsopgaver, der påhviler politiet.
• Afspærring af katastroferamte områder, hvor politiaktioner finder sted.
• Yde dækning og assistance til politiet under disses løsning af politiopgaver, hvor væbnet modstand kan befrygtes.
• Assistance ved trafikregulering i forbindelse med afspærringer eller af hensyn til sikring af militære transporter m.v., evakuering af civilbefolkningen og regulering af flygtningestrømme.
• Assistere politiet i forbindelse med havneobservationstjeneste. 
 
Det tilstræbes at funktionerne som kompagnichefer, næstkommanderende og delingsførere bestrides af politifolk, hvis ansættelse godkendes af rigspolitichefen. A-kompagnierne består i øvrigt af civile borgere.  
 
Beredskabsplanlægning
Totalforsvarets beredskabsplan, som politiet indgår i, er et af de centrale elementer i totalforsvarsplanlægningen. Planen er udarbejdet til anvendelse under forhøjet beredskab og under krigstilstand. Totalforsvarets Beredskabsplan udgør grundlaget for koordination og samordning ved forhøjelse af beredskabet hos de enkelte myndigheder.   
 
Politiets beredskabsplaner indeholder både planlægningsgrundlag for spændingsperioder- og krig  og beredskabsplaner for hændelser i fredstid. Politiets planer beskriver en række situationsbestemte, fleksible og kombinerbare tiltag med henblik på at opretholde sikkerhed, fred og orden samt efterforske forbrydelser.  Politiets beredskabsplaner er således ikke udformet med faste beredskabsniveauer, som er umiddelbart sammenlignelige med de øvrige totalforsvarsplaner.  
 
Politiets efterretningstjeneste
Politiets Efterretningstjeneste har blandt sine opgaver kontraspionage, kontraterorrisme, kontraekstremisme, bekæmpelse af visse former for organiseret kriminalitet samt hindre spredning af masseødelæggelsesvåben. Særligt vedrørende kontraterrorisme og kontraekstremisme består opgaven i løbende at følge de miljøer, der kan give grobund for terrorisme og ekstremisme.  Politiets Efterretningstjeneste varetager som national sikkerhedsmyndighed desuden en række opgaver, der generelt sigter på forebyggende sikkerhed. Politiets Efterretningstjeneste repræsenterer sammen med Forsvarets Efterretningstjeneste Danmark i NATOs sikkerhedskommité. 
 
Det nationale beredskab i fremtiden
Begivenhederne den 11. september 2001, hvor USA blev udsat for et voldsomt terrorangreb har ikke mindst givet anledning til vurderinger og overvejelser om samfundets evne og mulighed for at forebygge, hindre og håndtere lignende situationer her i landet. Hertil kommer en række begivenheder dels her i landet, dels i Europa og Nordamerika i form af ulykker, katastrofer, omfattende optøjer, uroligheder og forskellige former for terroranslag som i langt højere grad end tidligere har sat fokus på det samlede beredskabs effektivitet og evne til at håndtere dette brede spektrum af trusler.   Overvejelserne har blandt andet resulteret i en erkendelse af, at der må arbejdes med et bredere og langt mere kompleks planlægningsgrundlag, hvor der i højere grad fokuseres på en kombination af sårbarhed, samfundsmæssig betydning, sandsynlighed og egentlige konkrete trusler.   
 
Det har samtidig understreget nødvendigheden af samvirke, koordination, fleksibilitet, sammenhæng og parathed i et samlet beredskab, der typisk er sammenstykket af forskellige myndigheder, funktioner og komponenter, der som udgangspunkt ikke har samme formål og opgaver, men som ikke desto mindre forventes at kunne levere en sammenhængende koordineret indsats.  Der kan være god grund til at overveje, om de mange kræfter der bruges i den forbindelse også kan sikre den nødvendige smidighed og koordination både lodret, vandret og på tværs af de enkelte myndigheders beslutnings- og kompetenceniveauer.   
 
I yderste konsekvens kan en krisestyring omfatte et sted mellem 50 og 100 forskellige komponenter og funktioner, hvoraf politiet kun udgør en mindre del. Ikke desto mindre forventes politiet at påtage sig den egentlige koordinerende funktion i forhold til den operative løsning af opgaven.   Nøglefunktionerne i det nationale beredskab omfatter Politiet, Forsvaret, Det statslige og kommunale redningsberedskab (BRS og kommunerne), Hospitals- og ambulancevæsenet (Amterne), ”Det civile samfunds beredskab”, der blandt andet består af  Tele- og kommunikationsområdet, Energi- og forsyningsområdet.   Denne opdeling har baggrund i princippet om ”sektoransvar”, hvor det enkelte ministerium er ansvarlig for beredskabet inden for eget ressort. 
 
Behovet for et fælles planlægningsgrundlag
Hidtil har det været kendetegnende, at myndighederne alene har haft totalforsvarskonseptet som fælles plangrundlag for et beredskabssystem. Et totalforsvars koncept med fokus på ,  - et system og en struktur der fra starten var udtænkt og opbygget for at imødegå og afbøde en udefra kommende militær trussel og aggression - sagt med andre ord:  Krig. 
 
Desuden er der inden for Politiet, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen tale om beredskabssystemer og plankomplekser der som udgangspunkt alene tilgodeser egne specifikke ansvarsområder og hovedopgaver. Det samme gælder inden for andre myndigheds- og ansvarsområder i den udstrækning, der overhovedet findes egentlige beredskabsplaner og systemer.   For politiets vedkommende anvendes et ensartet planlægningsgrundlag, der sammen med nyttiggørelsen af det strategiske, operative og taktiske niveau anses som velegnet, relevant og funktionelt.   Det skønnes også at være anvendeligt som et samlende koordineringssystem uanset om det drejer sig om omfattende politi- og sikkerhedsopgaver eller terroranslag og andre former for ulykkes- katastrofesituationer, hvor årsagerne kan være forskellige, men hvor følgevirkningerne og skadesbilledet principielt er ens.   
 
Hvad er der så gjort for at nå målet om et nationalt beredskab
Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og politiet har med udgangspunkt i totalforsvarssamarebjdet nedsat en arbejdsgruppe der har til formål at udarbejde en overordnet national beredskabsplan, herunder en fastlæggelse af fælles nationale beredskabs- og trusselsniveauer med udgangspunkt i det aktuelle trusselsbillede. Det er hensigten at den overordnede nationale beredskabsplan skal være klar til brug forud for afholdelsen af den nationale krisestyringsøvelse, der er planlagt til afholdelse i november 2003.  Hvorfor skal vi have et nationalt beredskab:  
 
Fordi historien er fuld af krige, ulykker  og katastrofer, som alle vidste ikke ville komme. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF iconmilitaert_tidsskrift_131.aargang_nr.5_2002.pdf

 
 
 

 

Litteraturliste

Del: