Pavemordet.” Attentatet mod paven – KGB eller islam?

Lars R. Møller, Pavemordet.” Attentatet mod paven – KGB eller islam? København: Høst & Søn, 2003. 356 sider, kr. 299,–

Den flittige forfatter og oberst Lars R. Møller har udgivet sin tredje bog, hvor han i forhold til sine tidligere bøger tager fat på et helt nyt emne, nemlig en undersøgelse af hvem der stod bag den tyrkiske statsborger Mehmet Ali Agcas forsøg på at myrde pave Johannes Paul II i 1981. Møller fører os fra Italien til Tyrkiet og videre til Iran, hvor ayatollah Khomeini efter den islamiske revolution var ved at konsolidere sin magt – måske, spekulerer Møller, var attentatet det første eksempel på islamisk terror?

Bogen indeholder i kronologisk rækkefølge flg. emner: 1. del: Før attentatet: den kirkelige forbindelse (Kristendommen; Pavens roller; Den polske pave); 2. del: Den første retssag: de tyrkiske, bulgarske og italienske forbindelser (Efter attentatet; Den første retssag; De grå ulve; Efterforskningen; Den bulgarske efterretningstjeneste; Den internationale situation; Italien); 3. del: Den anden retssag: de israelske og iranske forbindelser (Den anden retssag; Den israelske forbindelse; Islam; Accas vej til Peterspladsen og fremtidig religionskrig)

Som nævnt begik den tyrkiske statsborger Mehmet Ali Agca 13. maj 1981 et skudattentat mod Pave Johannes Paul den 2., som paven dog overlevede, men de vestlige opinion var ikke sen til at pege på den bulgarske efterretningstjeneste Darzhavna Sigurnost og det sovjet-russiske KGB, som organisationer, der fostrede de egentlige bagmænd. Imidlertid var Mehmet Ali Agca kendt for sine forbindelser til den nyfascistiske organisation De Grå Ulve og måske til præstestyret i Iran.

Lars R. Møller har undersøgt sagen og søger nye vinkler, som måske ikke er blevet efterforsket nok, og sporene bliver varmere, efterhånden som man bevæger sig fra Italien til Tyrkiet og videre til Iran, hvor Ayatollah Khomeini netop var ved at konsolidere sin magt. Måske står vi, spekulerer Møller, over for det første eksempel på den islamiske terror, som tyve år senere udløste angrebet på World Trade Center og efterfølgende den amerikansk ledede krig mod terror.

Var attentatet på paven måske det første eksempel på islamisk terror i nyere tid? Hvordan besvarer Møller dette spørgsmål? Ja, han besvare det sådan set aldrig, og bogens klimaks synes at udeblive, idet Møller ikke kan påvise en egentlig forbindelse mellem det iranske præstestyre og attentatet på paven. Bogen bygger, efter forfatterens egen indrømmelse, på anden– og tredjehåndskilder, så rent kildekritisk lever bogen ikke op til gængs standard. Men tror man på, at iranske mørkemænd i skikkelse af især Ayatollah Khomeini kan finde på hvad som helst i Allahs navn, så har konspirationstilhængere i Møllers bog en værdig sag.

Samtidig med denne udgivelse er begge Møllers tidligere bøger Bøllebank, om Møllers udsendelse til Bosnien, og Operation Hurricane, om efterretningstjenesten, udgivet som billigbøger fra forlaget til godt og vel en hundredekroneseddel, så de, der ikke nåede at læse disse i første omgang, kan nu gøre det – oven i købet til en billig penge.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.4_2004.pdf

Del:

Emneord