The Past as Prologue. The Importance of History to the Military Profession

Anmeldt af Michael Clemmesen

Williamson Murray og Richard Hart Sinnreich (red.), The Past as Prologue. The Importance of History to the Military Profession. Cambridge University Press, 2006), 287 sider, 14,99 £ (paperback).

Foto: barnesandnobles.com

Flere af bogens artikler er derefter blevet påvirket af frustration over den problematiske situation, som den vestlige verden under USA’s førerskab nu er endt i. Problemerne kunne sandsynligvis være undgået eller mindsket, hvis beslutninger i en højere grad havde hvilet på en ballast af forståelse af tidligere konfliktforløb.

Michael Howard har mere end nogen anden inspireret det militærhistoriske studie i de seneste 50 år. Her bidrager han med den indledende artikel, hvor han med udgangspunkt i sin personlige erfaring - endnu en gang, og med endnu større klarhed - understreger vilkårene for det problematiske, men nødvendige, samspil mellem historikeren og den professionelle militære.

Artiklerne er fra gode til fremragende. Tre i den sidste gruppe er bidragene fra Richard Hart Sinnreich, Williamson Murray og Colin S. Gray.

Sinnreich, der i en årrække var leder af den amerikanske hærs videregående militære studier, analyserer det problemfyldte samspil mellem militærhistorien og de amerikanske officersuddannelser.

Colin S. Gray er den af vor tids strategi-teoretikere, der mest troværdigt har anvendt historien som fundament i sit forfatterskab. Han diskuterer og argumenterer overbevisende for den fortsatte relevans af Clausewitz’ forfatterskab. Artiklen er fremkaldt af frustration over, at mange ikke mindst i Storbritannien fortsat læser ’Om krig’ som Fanden Biblen - om overhovedet.

Williamson Murray har i årtier gennem sine analyser af udviklingen i stormagternes militære strukturer i det tyvende århundrede skabt et nyt grundlag for vor tids militærhistorieskrivning. Han klarlægger i sit kritiske og overbevisende essay forholdet mellem militærhistorien og den militære profession. Ikke mindst Murray’s artikel burde være gentaget tvangslæsning og ansættelsespensum i de dele af den det militære og civile embedsværk, der har ansvar for uddannelsen og udviklingen af officerer, dvs. i Danmark bl.a. Forsvarets Personeltjeneste.

Af de mindre generelle artikler skal fremhæves Christopher C. Harmon’s om terrorismens histories mulige bidrag til forståelsen af nutidens og fremtidens problemer.   

Bogen lægger hovedvægten på situationen i USA. Det er rimeligt, fordi problemer dér meget hurtigt drypper på os andre. Men det gør ikke bogen mindre relevant i små lande som Danmark. Virkningerne af tåbeligheder er her ganske vist dramatisk mindre, men det betyder ikke, at vi har indrettet os mere hensigtsmæssigt. Tværtimod, som læserne af dette tidsskrift ved.

Uanset land adskiller officerens profession fra andre ved, at den kun udøves for alvor med mellemrum. Disse kan være så lange, at generationer af officerer kun lærer og øver sig på grundlag af en mere eller mindre overfladisk baseret opfattelse af, hvad der vil skabe militær effektivitet i den konflikt, der ses som mest sandsynlig.

Valget af det mest hensigtsmæssige grundlag for organisation og aktiviteter er altid vanskeligt. Det kompliceres af, at kombinationen af lange perioder uden relevant praktisk erfaring og konflikters mangeartede karakter gør, at professionens ledere i samspil med juridisk, økonomisk, politologisk eller managementuddannede bureaukrater rutinemæssigt finder det selvindlysende, at militærhistorien er irrelevant for nutiden og fremtiden. Det er for den helt eller næsten historieløse uimodsigeligt klart, at nutidens og fremtidens konflikter er fundamentalt anderledes end fortidens. Og teknologien giver altid nye, grundlæggende anderledes muligheder og vilkår – før var det kernevåbnene, nu præcisionsvåbnene.

Bureaukraternes negative grundholdning betyder dog ikke, at officerskorpsene helt ignorerer historien i de lange perioder, hvor de ikke får, hvad de ser som relevant praktisk erfaring.  Værn anvender ofte tilpassede skitser af eget og større søsterværns historie - og historier om velvalgte begivenheder - til opløftende almen og moralsk dannelse af kadetter.

Hære anvender med forkærlighed udvalgte eksempler – normalt fra 2. Verdenskrig – som pædagogisk hjælpemiddel under indlæringen af det, man nu anser som korrekt taktisk optræden i forventede kampsituationer.

Endelig har officerskorps siden midten af 18-hundredetallet elsket korte og velskrevne forenklinger af krigens realitet og udfordringer. Man kunne kalde det en positivistisk, politologisk målsætning for anvendelsen af krigshistorien. Fra Jominis ’Resumé over Krigskunsten’ til nutidens amerikanske modeslagord – ’Revolution i Militære Forhold’, ’Asymmetrisk Krigsførelse’, ’Netværksbaserede Operationer’ og senest ’Effektbaserede Operationer’. Stof og slagord, der kan læres udenad og fordøjes med en minimal indsats mellem forvaltningsjobbene på vej frem i karrieren.

For samtidig styres officerskorpsenes studier i Vesten siden Robert McNamaras forsvarsministertid i USA i 1960erne i meget høj grad af landenes offentlige forvaltningers cyklisk pulserende managementmoderetninger. Den egentlige, sikre, styrende udfordring er jo fra finansministeriers embedsmænd, der har en grundlæggende mistillid til argumenter, de ikke forstår.

Under presset fra overfladen og dagligdagen glemmes, at krige mere ligner hinanden end nogen anden menneskelig aktivitet, og det overses, at militære organisationers struktur og aktiviteter altid må hvile på et erfaringsgrundlag, der kun kan findes i brede militærhistoriske studier.

Da man korrekt erkender, at heller ikke militærhistorien kan give konkrete svar på nutidens og fremtidens problemer, ignorerer man, at netop den, og kun den kan give generalen og admiralen den nødvendige ballast af generel forståelse og kritisk indsigt. 

Samarbejdet mellem den politiske og militære ledelse op til og under krige indeholder problemer, som ikke har ændret sig afgørende siden Sun-tzus ’Krigskunsten’ blev formuleret for vel 2300 år siden. Ledelse af mennesker under presset af krig stiller krav, egenartede krav, som selv studier i den seneste managementteori ikke kan forberede officeren på. Amatøren i civilt tøj eller uniform kan som Rumsfeldt og hans rådgivere tro, at den planlagte krig bliver som et ingeniørprojekt, der kan planlægges i detaljer og forberedes tilstrækkeligt gennem computersimulation.

Den modne professionelle militære forstår og accepterer fra kombinationen af egen menneskelig og professionel erfaring og et livs kritisk læsning, at presset på mennesket, dets iboende svagheder samt det forhold, at fjenden selv kan tænke samt forberede og tilpasse sig, gør at krigen stadig præges af usikkerhed, tilfælde og friktion – og at succes derfor kræver grundig forberedelse gennem gentagne, realistiske øvelser – samt en massiv overlegenhed.

Som bogen er denne anmeldelse skrevet uden reelt håb om bedring. I modsætning til vore nordiske nabolande findes der i Danmark end ikke et faghistorisk mikromiljø, der kan inspirere og provokere de militære uddannelses- og udviklingsstrukturer. Udenfor - på de danske universiteter - ses den nyere militærhistorie i det store og hele som irrelevant, så herfra kommer heller intet bidrag. Forsvaret nøjes med politologers gennemtygning af udenlandsk litteratur, der vel ofte er præget af den seneste fireårige amerikanske strategiske vækkelsesbevægelse.

Uniformerede og politologer er i deres selvvalgte uvidenhed enige om, at dette er tilstrækkeligt. Militærhistorie er henvist til at være hobbyarbejde med krigshistorien for pensionerede officerer, nationalistiske freaks og våbennørder. Resultatet er blevet og vil blive derefter.

Men også pessimisten bør forsøge.

 PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

Del: