Partnerskab for Fred - Marshall Planens "anden halvdel"

Denne temaartikel er skrevet af kommandørkaptajn N. Borck, der er chef for Udviklingsafdelingens Studiesektion i Forsvarskommandoen.

 

I en tale til de Forenede Staters Atlantiske Råd i Washington omtalte Forsvarsminister Les Aspin den 3. december 1993 forslaget om "Parthership for Peace" som "the other half of General Marshall's vision". Ministeren henledte tilhørernes opmærksomhed på, at for at forstå de aktuelle muligheder vi har i dagens Europa, må man rekapitulere situationen mellem afslutningen af II verdenskrig og den kolde krigs begyndelse. Perioden var kendetegnet af store forhåbninger - II verdenskrig var ovre og de nationer, der troede på frihedsidea- 1erne, havde sejret. Efterkrigstidens første år udgjorde et historisk vendepunkt og selv om der lurede en række farer for demokratiernes udvikling, forelå muligheden og chancen for at opbygge et økonomisk stærkt, selvstændigt og muligvis endog forenet Europa. Dette var hovedindholdet i General George C. Marshall's visioner, da han gav sin berømte tale på Harvard universitetet 1947, og hvor den umiddelbare belønning kom i form af Nobels fredspris i 1953. Tilbuddet omfattede alle europæiske nationer, fra Atlanterhavet til Ural, og dermed også Stalins Sovjetunion samt de central - og østeuropæiske lande. Visionen omfattede et europæisk kontinent af fremgangsrige demokratier, i fredeligt samarbejdede til gavn for deres fælles sikkerhed - og intet land i Europa var udelukket. Men, hændelser på den international scene kom i vejen for hans visioner, Stalin afslog tilbuddet og jerntæppet sønderdelte Central Europa fra nord til syd. Som en konsekvens kunne kun halvdelen af Marshall's vision realiseres inden for den halvdel af Europa, der lå vest for jerntæppet.

Idag, 45 år og en kold krig senere, foreligger muligheden for at realisere de dele af General Marshall's visioner, som aldrig fik en chance. Vi befinder os atter ved et historisk vendepunkt, chancen er her igen, men for at gribe den, må de nødvendige forudsætninger holdes for øje. For det første udgør den Euro-Atlantiske region en uadskillelig, geopolitisk enhed, og derfor må og skal USA bevare sit europæiske engagement. For det andet må de vestlige nationer støtte de demokratiske bestræbelser og tilhørende økonomiske reformbestræbelser i Central - og Østeuropa, inklusive Rusland, Ukraine og de andre tidligere Sovjet - republikker, fordi frihed og fremgang er de bedste garantier for sikkerhed og stabilitet i hele Europa. Og for det tredie må de vestlige lande støtte udviklingen af et nyt sikkerhedssystem, der baseres på de aktuelle realiteter i Europa og ikke på den kolde krigs kunstige opdeling af Europa. Utvivlsomt havde Udenrigsminister Warren Christopher de her opstillede forudsætninger i tankerne, da han på mødet i North Atlantic Coorperation Council den 3. december 1993 udtalte følgende:

"We regard membership in NATO as an evolutionary process. We think the Partnership for Peace gives all members of the NACC (North Atlantic Cooperation Council) an opportunity for membership and then gives NATO an opportunity to evaluate their qualifications for membership as they proceed in that way. Membership in NATO is a very serious business".

At der er tale om en situation af betragtelig historisk dimension vidner også Vaclav Havels sammenligning af den kommunistiske ideologis sammenbrud og Sovjet-imperiets opløsning med Romerrigets fald. I sandhed et storslået, men også skræmmende perspektiv for vor tids bestræbelser på at skabe en mere sikker verden. At bestræbelserne har vanskehge vilkår vidner de mange konflikter om, og den igangsatte udvikling er præget af en usikker dynamik, hvor årtiers indestængte følelser bryder ud i ofte primitive, bizarre og uforståelige handlinger. Det er dermed i en yderst kompliceret sikkerhedspolitisk ramme og under turbulente og uforudsigelige omstændigheder, at NATO siden Berlinmurens fald 1989 har formuleret en række nye initiativer, herunder en ny strategi i 1991, og hvor det seneste udspil stammer fra topmødet den 10.- 11 januar 1994. Ambassadør Ole Bierring har i sin artikel gennemgået tilblivelsesprocessen og de til initiativerne knyttede perspektiver. Jeg vil derfor fokusere på det konkrete indhold og til slut give en kort status for arbejdet med at implementere initiativerne.

Initiativerne Partnerskab for Fred og CJTF
NATO's initiativer skal vurderes på baggrund af en vanskelig periode (92 - 93), hvor en række central - og østeuropæiske lande - med Polen og Ungam i spidsen - stadig mere højlydt krævede medlemskab af NATO og udtrykte utilfredshed med den vestlige Alliances tøvende holdning til udvidelsesproblematikken. Men hensynet til Rusland var afgørende for NATO's tilbageholdende politik. Denne problematiske, og for Alliancen i nogen grad lanmiende situation, er nu gennem Partnerskab for Fred og Combined Joint Task Forces (CJTF) initiativerne vendt til en udvikling, hvor NATO politisk har genvundet fremdriften og dermed for en tid blokeret for den traumatiske diskussion om en udvidelse her og nu. Medlemmer af NACC men også andre europæiske lande er inviteret til at deltage. NATO's rolle kan betegnes som et højtideligt engagement, der forventes modsvaret af et tilsvarende aktivt engagement af de nationer, der vælger at deltage. NATO forventer samtidig, at partnerne tilfører fællesskabet ressourcer og erfaring til fælles bedste, og Alliancen har dermed truffet et historisk valg mellem enten at genvinde momentum og betydning under udnyttelse af innovative nye processer, eller at acceptere voksende irrelevans som en stivnet sikkerhedspohtisk struktur, i en verden underkastet dynamiske forandringer. Det er naturligvis ikke tilfældigt, at ordet "Partnerskab" er nøglebegrebet i NATO's udspil. Partnerskabet vil udvikle samarbejdet mellem deltagerne og tilføre nye, forbedrede muhgheder for samarbejde. Indbygget i konceptet er åbne muligheder for fælles håndtering af krisestyring, fredsbevarende opgaver og humanitære operationer. Hermed udbygges udvalget af muligheder, der kan udnyttes i forbindelse med aktuelle og fremtidige sikkerhedsproblemer.

NATO's vision omfatter fælles planlægning og øvelsesvirksomhed indenfor især fredsbevarende aktiviteter, og den første Partnerskab for Fred øvelse er planlagt for 1994. Partnerskabet udgør for de nationer, der vælger at deltage, konkret et vigtigt skridt mod et eventuelt senere medlemskab af NATO, og de får gennem aktiv deltagelse i fællesskabet gode muligheder for at forberede sig til de krav, der stilles, før et medlemskab kan komme på tale. Det er overfor de interesserede nationer gentaget adskilhge gange, at mange faktorer skal være tilgodeset, og at medlemskab af NATO ikke er noget, der umiddelbart kan blive aktuelt. Dermed har Alliancen grundigt understreget, at medlemskab, med alle de forpligtigelser det indebærer, må være resultatet af en evolutionær proces, der som hovedsigte først og fremmest må sikre og bevare Alliancens kernefunktioner og den alt afgørende operative effektivitet. Alle andre hensyn erklæres sekundære. For god ordens skyld skal det her også nævnes, at medlemskab kun kan komme på tale i overensstemmelse med Den Nordatlantiske Traktat artikel 10. Følgende status gælder den 30. marts 1994 vedrørende Partnerskab for Fred aftalen: *NACC-lande.

Har Underskrevet: 1. Rumænien*, 2. Litauen*, 3. Polen*, 4. Estland*, 5. Ukraine*, 6. Ungarn*, 7. Slovakiet*, 8. Letland*, 9. Bulgarien*, 10. Albanien*, 11. Tjekiet*, 12. Moldova*, 13. Georgien*, 14. Slovenien

Underskrift ventes: Rusland*, Uzbekistan* og Turkmenistan*. Interesseret: Azerbaijan*, Kazakhstan*, Armenien *, Østrig, Finland, Sverige og Schweiz.

Tadjikistan* vil ikke underskrive. 

Topmødet januar 1994
Alliancen bød på topmødet det nye samarbejdsklima velkommen, men stats - og regeringscheferne gjorde samtidig opmærksom på, at der med den kolde krigs ophør nu optræder andre årsager til ustabilitet, spænding og konflikt mellem nationerne. Med udgangspunkt i beslutningerne fra London juli 1990, København juni 1991 og Rom november 1991 enedes alliancen, på det overordenthgt velforberedte topmøde, blandt andet om:

- At iværksætte et større initiativ - "Partnerskab for Fred"- hvor partnere inviteres til at deltage i nye politiske og militære bestræbelser sammen med Alliancen.
- At godkende konceptet om "Combined Joint Task Forces".
- Yderligere at tilpasse alliancens politiske og militære struktur således, at samtlige roller og den spirende europæiske sikkerhedsidentitet (ESDI) reflekteres.
- At genbekræfte, at Alliancen er åben for medlemskab for andre europæiske lande.
- At bekræfte betydningen af det transatlantiske forhold og det amerikanske engagement i Europæisk sikkerhed, samt at Alliancen er det essentielle forum for konsultation. (Denne opfattelse deles af de østeuropæiske nationer).

Det er dermed understreget, at en integrering af de central- og østeuropæiske lande, samt lande fra den tidligere Sovjetunion, ikke kan gennemføres uden stærk og aktiv deltagelse fra NATO landene på begge sider af Atlanten. Topmødet bød dernæst Maastricht-traktaten velkommen og genbekræftede, at Alliancen er det vigtigste konsultationsforum blandt medlemmerne. I denne sammenhæng påpeges det, at udviklingen af en europæisk sikkerheds - og forsvarsidentitet vil styrke den europæiske søjle i NATO samtidig med, at den trans-atlantiske forbindelse udbygges. Dermed forudses de europæiske allierede at tage et større ansvar for deres fælles sikkerhed og forsvar, og det nævnes, at Alliancen og den Europæiske Union har fælles strategiske interesser. Topmøde erklæringen indeholder samtidig en tilkendegivelse vedrørende den vesteuropæiske union (WEU), hvor det siges, at Alhancen støtter styrkelsen af den europæiske NATO søjle gennem WEU, som for øjeblikket udvikles til den Europæiske Unions forsvars- komponent. Det er hensigten at NATO og WEU, gennem fælles rådsmøder, vil konsultere hinanden i tilfælde af en krise, og at Alliancen er parat til at stille fælles ressourcer til rådighed for WEU - efter konsultation i NATO rådet. Til støtte for en sådan ordning motiveres opbygningen af "adskillelige", men "ikke adskilte" ressourcer, som kan varetage europæiske behov og, parallelt hermed, bidrage til Alliancens sikkerhed. Og endelig genbekræftes tilbuddet om at støtte fredsbevarende operationer og andre opgaver under FN's autoritet eller CSCE ansvar, idet der fortsat er tale om nationale prærogativer i forbindelse med konkret disposition af tropper og materiel.

De nødvendige konsekvenser
På denne baggrund vil NATO fortsat udvikle en fleksibel kommando - og styrke- struktur, bl.a. ved at støtte deltagelse af ikke-NATO lande i fælles fredsbevarende operationer samt andre aktiviteter, der forudses gennemført inden for rammerne af Partnerskab for Fred. Rådet pålægges derfor, af stats- og regeringscheferne, at undersøge hvordan den politiske og militære struktur kan udvikles til bedst muUgt at varetage Alhancens opgaver, inklusive fredsbevarende operationer, samt udvikle forholdet til WEU for at tilgodese den spirende europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet. Som en konsekvens af denne hensigt godkendes CJTF konceptet, og det Nordatlantiske råd pålægges, i samarbejde med de militære myndigheder, at udvikle denne koncept, idet rådet er instrueret om at rapportere til NATO-ministermødet juni 1994.

Topmødet indleder dermed en proces, der på længere sigt vil indebære betydelige og vigtige forandringer for Alhancen og de nye samarbejdspartnere. Processen vil omfatte strukturelle tilpasninger, og Danmark har forsvars- og sikkerhedspolitisk nu mulighed for positivt at præge og deltage i den iværksatte udvikling. Med henblik på at koordinere aktiviteterne indenfor Partnerskab for Fred, har NATO inviteret de nationer, der ønsker at deltage, til at sende permanente forbindelsesofficerer til NATO Hovedkvarteret og til en separat koordinationscelle ved de allierede styrkers hovedkvarter i Mons. NATO tilbyder således permanente faciliteter til alle lande, der modtager indbydelsen til partnerskabet. Koordinationscellen i Mons vil bestå af forbindelsesofficerer fra partnerlandene, et permanent stabselement fra SHAPE, et forbindelseshold fra SACLANT samt repræsentanter fra Frankrigs og Spaniens militærmissioner ved SACEUR. Det blev efter topmødet senere aftalt, at NATO udsender briefing missioner til alle interesserede lande, idet formålet med missionerne omfatter en orientering om Partnerskab for Fred konceptet, herunder de forhold, der knytter sig til deltagelse i CJTF.

Den første mission blev ledet af den danske og tyske ambassadør ved NATO og man besøgte Polen og de baltiske lande i perioden den 1.- 4. februar 1994. Den anden mission besøgte Albanien, Bulgarien, Rumænien, Tjekkiet og Ungarn, og den tredie mission besøgte Rusland, som har tilmeldt sig Partnerskab for Fred, men i skrivende stund den 7. april ikke underskrevet aftalen. NATO har til at lede den komplicerede udvikling nedsat en styrings-komite, som indledningsvis har fastslået, at Partnerskab for Fred skal etableres indenfor rammerne af NACC, og at de planlagte NACC aktiviteter skal samordnes med Partnerskab for Fred aktiviteterne. Spørgsmålet om ikke-NACC lande, der er Partnerskab for Fred medlemmer, er løst således, at sidstnævnte lande gruppe vil blive tilbudt observatørstatus i NACC og Militærkomiteens tilsvarende samarbejdsforum, når Partnerskab for Fred emner drøftes. På områder, der dækkes både af NACC og Partnerskab for Fred, skal duplikering undgås, og det er hensigten, at aktivt forsvars/militært relateret samarbejde henføres under Partnerskab for Fred, idet NACC planlægger og dækker alle andre områder.

Partnerskab for Fred rammeaftale
Som supplement til det egentlige topmøde konmiuniké udsendte Alliancen teksten til en rammeaftale, hvor potentielle partnere forudsættes at vedkende sig internationale normer under FN, Helsinki slutdokumentet og CSCE, herunder opfyldelse af aftaler om nedrustning. Partnerskab for Fred landende skal således leve op til følgende:

- Skabe transparens i national forsvars- og budgetplanlægning.
- Sikre demokratisk kontrol med forsvaret.
- Opretholde kapacitet og beredskab med henblik på at deltage i operationer under FN eller CSCE.
- Udvikle militære relationer med NATO, herunder fælles planlægning, uddannelse og øvelser med henblik på at styrke evnen til at påtage sig opgaver indenfor fredsbevarende operationer, redningsopgaver, humanitære operationer og eventuelt andre opgaver.
- Udvikle styrker og strukturer, der kan samarbejde operativt med styrker fra Alliancen.

Som konsekvens skal Partnerskab for Fred landene derfor acceptere følgende:
- Deltage med styrker i relevante NATO øvelser.
- Afholde udgifter forbundet med deltagelse i Partnerskab for Fred øvelser.
- Sende permanente repræsentanter til Planlægningscellen i SHAPE.
- Udnytte adgang til NATO tekniske data relevante for interoperabilitet.
- Udveksle information om forsvarsplanlægning med NATO med henblik på at sikre transparens og demokratisk kontrol af de væbnede styrker.  
- Gensidig udveksling af information om forsvars- og budgetplanlægning, som udvikles inden for rammerne af NACC/Partnerskab for Fred.

Rammedokumentet afsluttes med en erklæring fra NATO om, at Alliancen vil konsultere med det enkelte land, der føler en direkte trussel mod dets territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed. Modellen er fleksibel, fordi den kan tilpasses i forhold til det enkelte land, og det er dermed en individuel afgørelse og op til det enkelte lands vilje og formåen at bestemme i hvilket tempo en gradvis tilknytning til NATO skal ske. Perspektivet for Partnerskab for Fred er medlemsskab, men der må kontinuert foretages en vurdering af den politiske og sikkerhedsmæssige udvikling i hele Europa.

CJTF konceptens formål og indhold
CJTF konceptet kan ses som Partnerskab for Fred initiativets håndgribelige, operative værktøj, hvormed tankerne om operativt samvirke kan udmøntes i regulære operationer, primært i forbindelse med fredsbevarende opgaver. CJTF operationer kan omfatte såvel landmilitære, som sø - og luftmilitære styrkers indsættelse og de nødvendige kommando - og kontrol mæssige aspekter belyses for øjeblikket. Hensigten med CJTF-konceptet kan kort karakteriseres som værende:
- At opfylde målsætningen om transparens og samarbejde mellem NATO og WEU, således at konkurrence og dobbelte strukturer undgås.
- At knytte Frankrig tættere på NATO's integrerede militære samarbejde.
- På kort sigt et perspektiv om konkret samarbejde i præventive, fredsbevarende - og fredsskabende operationer.

Det er oplagt, at de her beskrevne formål nødvendigvis må sikres operative og hensigtsmæssige strukturer, der smidigt kan formalisere de politiske hensigter i praktiske, militære initiativer og aktiviteter. Udviklingen af konceptet er nu igang på flere niveauer i NATO, og en række forudsætninger toner frem. Det står således klart, at konceptet skal gøre operationel brug af Alliancens integrerede militære struktur. Rådets position som den øverste autoritet er en tilsvarende forudsætning, der ikke ændres ved. Det er også en forudsætning tor ikke-NATO landene, at såfremt en nation ønsker at deltage, må det \ære på NATO's præmisser - det vil sige, at NATOs procedurer og principper for operativt virke benyttes. 

Forslaget, der har amerikansk oprindelse, tager udgangspunkt i den bestående kommandostruktur, idet hver enkelt af de tre "Major Subordinate Commanders" (MSC) forventes at udpege en chef til at forestå CJTF operationer. Det er hensigten i hvert af de tre hovedkvarterer at udpege og definere de kemestabs- funktioner, der skal indgå i en CJTF. Hver enkelt CJTF kan efter behov aktiveres af det Nordatlantiske Råd til at løse ikke-artikel 5 operationer, eller Rådet kan ved konsensus beslutte, at en anmodning om operativ indsats, f.eks. fredsbevarende, under mandat af FN eller CSCE, videregives til WEU, der samtidig tillægges dispositionsret over NATO aktiver. På denne måde uddybes AUiancens muligheder for selektivt at vælge en løsning, der i den aktuelle situation bedst harmonerer med den foreliggende opgaves præmisser. Styrkerne, der forudses at skulle indgå i en CJTF sammenhæng, vurderes at ligge på korps-niveau, med en flådestyrke på udvidet Task-force niveau og tilsvarende flystyrker med kommando - kontrol faciliteter.

Kravene til et landbaseret CJTF hovedkvarter antages at kunne tilvejebringes indenfor den eksisterende fredsbemanding i NATO. Hovedkvarteret forudses at kunne indsættes enten skibsbaseret, landbaseret eller i en kombination, hvor hovedkvarteret efter indledende deployering på skib overføres til land. Et forkommando må nødvendigvis besidde god mobihtet og kunne indsættes med kort varsel i operationsområdet. Henset til kommandostrukturens regionale indhold og den erklærede hensigt - jvnf. ovenfor - om at basere CJTF på MSC niveau, kan udmøntningen af koncepten som en umiddelbar konsekvens accentuere konturerne i et regionalt grundlag for udvikling af CJTF konceptet. Her fremstår Østersøregionen umiddelbart som et veldefineret område, hvor danske interesser og muligheder i høj grad kan komme i fokus.

BALTAP vil med sin trevæmsekspertise og multinationalitet have gode forudsætninger for at løse ikke-artikel 5 opgaver i Østersøregionen, eventuelt kombineret med dele af HQ LANDJUT under anvendelse af sidstnævnte hovedkvarters mobile koncept. Hovedkvarteret, der deployeres til operationsområdet, vil kunne forstærkes efter omstændighederne med enheder fra andre værn. HQ BALTAP kan i en sådan sammenhæng have det overordnede koordinationsansvar. Ved indsættelse af en CJTF udenfor Østersøregionen er der muhghed for, at Danmark kan bidrage med den internationale brigade, som mest sandsynligt vil blive underlagt et CJTF hovedkvarter, hvor Danmark i så fald bør besætte et passende antal stabsfunktioner. Der er samtidig umiddelbar mulighed for at opstille en egenthg "joint" trevæmsstyrke, som Danmark kan tilbyde hele eller dele af til en CJTF operation uden for Østersøregionen. Danmarks bidrag til reaktionsstyrkeme kunne med fordel være dobbelthattede, med mulig anvendelse både i artikel 5 og ikke-artikel 5 operationer. Dette vil også understrege dansk holdning til brug af den nuværende integrerede mihtære struktur til gennemførelse af begge typer operationer, hvorved oprettelse af en ressourcekrævende tostrenget struktur kan undgås. Det er den generelle opfattelse, at hovedparten af de udestående opgaver er af teknisk/operativ karakter, hvor det vil være muligt at finde praktiske løsninger. Hovedparten - hvis ikke alle - CJTF operationer, bortset fra øvelser der forudses gennemført, vil finde sted uden for NATO's territorium og spørgsmålet om de geografiske rammer vurderes umiddelbart at kunne baseres på CJTF konceptets grundide samt naturligvis på en politisk vurdering i forbindelse med den aktuelle opgave. Det bemærkes endeligt, at det er nødvendigt at afholde omfattende og regelmæssige øvelser, hvor alle aspekter i forbindelse med indsættelse af en CJTF gennemprøves.

CJTF og forholdet mellem NATO og WEU
Efter en periode hvor konkurrence og modsætningsforhold dominerede, synes der nu at være etableret gode relationer, hvor principperne om gennemsigtighed og komplementaritet udmøntes i praksis, og topmødets beslutning om CJTF konceptet indebærer en yderligere styrkelse af samarbejdet mellem de to organisationer. WEU kan i fremtiden, jævnfør CJTF konceptet, trække på NATO's aktiver såsom kommandostruktur, logistik, infrastruktur, efterretnings-virksomhed og transportkapacitet m.v. til brug for CJTF operationer, som NATO ikke ønsker at deltage i. CJTF konceptet er blevet godt modtaget i WEU-landene, der er fuldt opmærksomme på, at WEU-operationer ikke kan gennemføres uden den struktur, som NATO råder over. Set fra et dansk synspunkt må det hilses velkomment, at der er enighed om at lægge vægt på fuld gennemsigtighed og komplementaritet mellem organisationerne. Udviklingen går således i retning af, at NATO og WEU tilstræber at støtte og supplere hinanden frem for at konkurrere indbyrdes. WEU fremstår derfor nu snarere som en "del" af NATO fremfor et alternativ til Alliancen. Henset til Danmarks aktuelle relationer til de to organisationer byder denne udvikling på gode muligheder for et aktivt engagement inden for rammerne af NATO' struktur.

Danmark og CJTF konceptet
Målet med CJTF konceptet er bl.a. at inddrage Frankrig i et effektivt militært samarbejde vedrørende fredsbevarende operationer men, den særstilling, som Danmark indtager i forhold til WEU og et videre europæisk forsvarspolitisk samarbejde betyder, at Danmark er sårbar overfor en udvikhng, der eventuelt udvander det integrerede militære samarbejde i NATO og dermed reducerer betydningen af den transatlantiske dimension. Fra dansk side må der derfor arbejdes for, at prisen for en eventuel fransk tilnærmelse til NATO, eller fransk deltagelse i CJTF samarbejdet, ikke bliver dansk isolation i konsekvens af WEU problematikken, og at konkretiseringen af CJTF ikke fører til en ensidig vægtning af europæiske interesser og dermed et svækket NATO. Set i militær sammenhæng er spørgsmålet om udpegning af personel til CJTF centralt for Danmark. Det er principielt afgørende, at CJTF operationer gennemføres i regi af den integrerede militære struktur, og at såvel USA som Canada er rede til at lade udpeget personel forblive i deres stabspositioner, uanset hvilken ramme (NATO - WEU) en given operation gennemføres i. Der er sagt og skrevet meget om WEU og Danmarks særstilling i forhold til majoriteten af de europæiske NATO landene. Jeg skal derfor undlade at gentage hvad de fleste læsere formentlig allerede ved og begrænse mig til at konstatere, at en gennemgribende analyse af dette komplekse problem er på vej fra SNU og at denne analyse må antages at berøre netop de her skitserede problemer og afledte konsekvenser.

Afslutning
Strukturen for opstilling af CJTF styrker og den praktiske udmøntning af det overordnede Partnerskab for Fred initiativ er fortsat under udvikling. Der er mange politisk/militære relationer, der skal uddybes og beskrives nærmere. Dette arbejde pågår nu med henblik på at forelægge resultaterne for ministermødet i Juni 1994. Der er rimeligt faste indikationer på, at en deployeret CJTF vil være på korps-niveau med mulighed for at indarbejde et fleksibelt antal divisions- strukturer, fra både NATO og Partnerskab for Fred lande. Den første øvelse i CJTF sammenhæng er planlagt til at løbe af stablen i indeværende år og Alliancen tager dermed det næste afgørende skridt i retning af at implementere Januar topmødets dristige visioner om et Partnerskab for Fred. NATO's kommando struktur og procedurerne for håndtering af kriser blev udviklet på baggrund af Washington Traktatens artikel 5. Alliancens nye roller og erfaringerne fra planlægning af fredsbevarende operationer i Bosnien-Her- zegovina, understreger behovet for et hovedkvarterskoncept, der kan lede "out of area" fredsbevarende operationer. Et sådant hovedkvarter må besidde mobile egenskaber, det vil være multinationalt og sammensættes af personel fra alle værn. Det falder naturligt i denne sanamenhæng, igen at pege på de muligheder der ligger i BALTAP's og LANDJUT hovedkvarters struktur idet PSC-niveauet forventes inddraget indenfor blandt andet operativ planlægning. Det forekommer vigtigt for danske interesser, at understrege det regionale aspekt i konceptet og fastholde dette perspektiv hvor BALTAP's betydning i kommandostrukturen underbygges. Danmark bør efter forfatterens opfattelse udvikle et national koncept for deltagelse i CJTF operationer henholdsvis i og uden for Østersøregionen. Konceptet bør være trevæms med blandt andet deltagelse af den internationale brigade samt enheder af søværnet og flyvevåbnet. En sådan klart defineret dansk profil afføder samtidig de bedste betingelser for at opnå betydningsfulde stabsfunktioner i CJTF sammenhæng og dansk indflydelse generelt i NATO og specifikt i CJTF relationer styrkes. Topmøder beskrives ofte som historiske, og NATO - topmødet i Bruxelles den 10.- 11. januar 1994 er blevet betegnet som det vigtigste siden Alliancens oprettelse i 1949. Grundlaget er nu til stede for gennemførelse af Marshall planens "anden halvdel", i form af Partnerskab for Fred og NATO er fortsat den vigtigste sikkerhedspolitiske struktur i Europa. Det kunne forekomme påtrængende at formulere en operativ modus vivendi for en WEU ledet CJTF operation henset det danske WEU forbehold. Sagen er imidlertid nok den, at en WEU ledet operation, hvor NATO takker nej, næppe er den mest indlysende løsning på en i så fald problematisk CJTF opgave. 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_maj.pdf

Litteraturliste

Del: