Partier under pres – demokratiet under besættelsen

Joachim Lund (red.), Partier under pres – demokratiet under besættelsen. København: Gyldendal, 2003. 376 sider, 298,00 kr.

Dette er endnu en bog om besættelsestiden - et emne, som synes nærmest uudtømmeligt, hvilket er meget forståeligt, eftersom denne periode er den mest dramatiske i det 20. århundredes danmarkshistorie. Det særligt interessante ved denne bog er, at den tager et nyt delemne op, nemlig de politiske partiers forhold til den demokratiske styreform, og at den er skrevet af en kreds af yngre historikere, der er født efter besættelsen - den ældste i 1950 og den yngste i 1972. Partiernes forhold til demokratiet behandles således af historikere, som med helt friske øjne kan analysere, hvordan det danske demokrati overlevede den tyske besættelse. Demokratiet opfattes her, som det gerne er tilfældet i såvel den videnskabelige litteratur som den offentlige debat, forholdsvis snævert som det repræsentative demokrati og de politiske partier, der er repræsenteret på Rigsdagen. Demokratiet og partisystemet bliver to sider af samme sag. Et underliggende tema er i den forbindelse, om besættelsestidens begivenheder var en parentes i danmarkshistorien, eller om de fik varige konsekvenser for den demokratiske styreform og partisystemet. Bogens indledende og afsluttende kapitel søger derfor at sætte de fem besættelsesår ind i en større sammenhæng ved henholdsvis at fremstille baggrunden for partiernes adfærd ud fra den forudgående mellemkrigstid og konsekvenserne for partisystemet i efterkrigstiden helt op til vor tid.

De danske politiske partier var fra 1940 til 1945 under dobbelt pres, såvel indefra som udefra. Den 9. april 1940 brød den danske neutralitetspolitik sammen. Tyskerne gennemførte en ”fredsbesættelse” med henblik på at forsvare Danmark militært, hvad landet åbenbart ikke selv formåede, og dermed sikre sin nordflanke mod angreb fra de allierede. København blev for første gang nogensinde besat af fremmede tropper. Den socialdemokratisk-radikale regering søgte efter kapitulationen at holde tyskerne fast på deres løfte om ikke at antaste Danmarks politiske uafhængighed og territoriale integritet (at Sønderjylland som en del af Danmark ikke blev anfægtet). Der blev etableret en enestående ordning, hvor forholdet mellem Danmark og Tyskland fortsat skulle foregå mellem landenes udenrigsministerier som mellem to suveræne stater, og den danske regerings mål blev at skærme befolkningen og det politiske system mod overgreb, mod tysk vilkårlighed og mod sammenbrud af fødevareforsyningen. Regeringen søgte straks at etablere en samlingsregering ved at invitere de to store oppositionspartier, Venstre og Det konservative Folkeparti, med i regeringen med kontrolministre uden porteføljer. Efter nogen tøven accepterede Venstre og konservative at være med i en politisk våbenhvile. Man etablerede et ”Rigsdagens Samarbejdsudvalg - i daglig tale kaldet ”Nimandsudvalget” - bestående af regeringspartierne og Retsforbundet. Her kunne man drøfte problemerne, uden at antidemokraterne (nazisterne og kommunisterne) og besættelsesmagten lyttede med. Den 8. juli 1940 blev der dannet en egentlig samlingsregering med proteføljer til alle. P. Munch gik af og blev erstattet af Erik Scavenius som udenrigsminister.

Samlingsregeringen gik fra den ene krise til den anden. Det interne sammenhold blev gang på gang sat på prøve gennem stadigt mere omfattende tyske krav, og efterhånden som en endelig tysk sejr blev mindre og mindre sandsynlig, mistede regeringen tilslutning i den danske befolkning. Endnu ved folketingsvalget i marts 1943 opnåede samarbejdspartierne 94,5 % af de afgivne stemmer med en rekordhøj valgdeltagelse på 89,5, men man skulle helt frem til juli 1943 - hvor de allierede gik i land på Sicilien, Mussolini faldt og tyskerne tabte panserslaget ved Kursk - før forventningen om en allieret sejr syntes inden for rækkevidde. Dette var baggrunden for auguststrejkerne og for, at regeringen ophørte med at fungere den 29.august. Den kunne ikke længere opretholde ro og orden i landet og kunne ikke acceptere de tyske krav om dødsstraf for sabotage. Dermed havde den danske modstandsbevægelse opnået sit første mål: at få det officielle Danmarks forhold til Tyskland afbrudt.

For de demokratiske partier var presset fra besættelsesmagten konstant nærværende, og truslen om en pludselig tysk aktion, der kunne åbne vejen for de danske nazisters magtovertagelse eller et direkte militærstyre, hvilede konstant på de danske politikere, der søgte at opretholde det parlamentariske system længst muligt.

Bogen handler om, hvordan de danske partier - såvel de samarbejdende som modstandene af samarbejdet - reagerede på den danske modstandsbevægelse, der udviklede sig under besættelsen, og på de stadigt skærpede tyske krav. De enkelte kapitler behandler partierne et for et, først de samarbejdende partier, derefter de partier, der ikke deltog i dette samarbejde, således at der er en forfatter på hvert parti og kapitel. Til slut diskuteres så besættelsestidens ”virkningshistorie” - om partiernes erfaringer under besættelsen var en parentes, eller om disse erfaringer fik varige konsekvenser. Medens partisystemet hurtigt fandt tilbage til det kendte mønster med de fire gamle partiers dominerende stilling, fik besættelsestiden afgørende betydning for udenrigspolitikken, for styreformen og for forholdet mellem befolkningen og dens valgte ledere.

Hvad udenrigspolitikken angår, gjorde partierne - specielt Socialdemokratiet og de radikale - op med neutralitetspolitikken og forestillingen om, at det var umuligt at forsvare landet militært. Vejen blev banet for Danmarks medlemskab af Atlantpagten og de militære forpligtelser, som dette medlemskab indebar. Desuden betød erfaringerne under besættelsen, at det repræsentative demokrati blev accepteret fuldt ud af den politiske højrefløj, som endnu i 1930’erne havde haft sine forbehold over for demokratiet og viste ringe modstand over for fristelser fra autoritære bevægelser. Den brede enighed om styreformens grundlæggende principper gjorde det muligt at gennemføre den demokratisering, der skete med grundloven af 1953 med afskaffelse af Landstinget, eksplicit anerkendelse af det parlamentariske princip, nedsættelse af valgretsalderen, flere muligheder for folkeafstemninger m.v. Hvad der ikke kunne lade sig gøre før besættelsen (i 1939), kunne efter. Endelig peges der på, at modstandsbevægelsen gav grobund for en stadig folkelig skepsis over magthaverne - ”modstandsfortællingen” - som siden har sat grænser for de valgte politikeres råderum. Selv om der er bred enighed om den danske styreform som et repræsentativt demokrati, må de valgte politikere holde sig inden for ret snævre grænser. En folkelig modstand kan når som helst mobiliseres, når politikerne træder over stregen. Det viste sig i december 1973, hvor det traditionelle partisystem brød sammen, det har vist sig gennem EF/EU-modstanden, hvor to folkeafstemninger er gået regering og Folketing imod, og det har senest vist sig på udlændingeområdet, hvor politikernes manglende lydhørhed er blevet straffet med en betydelig fremgang for Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2001. At statsministeren ved 60-årsdagen for den 29. august søgte at tage denne folkelige modstand mod den politiske klasse til indtægt, bliver elegant karakteriseret som ”en ganske interessant stamtavle for en erklæret liberals historiesyn” (p. 363).

Bogens redaktør tilkendegiver, at forfatterne hverken kan eller vil hævde værdifrihed og politisk neutralitet, og det siges eksplicit, at der ikke er tilstræbt nogen fælles holdning i forfattergruppen (p. 19). Denne frihed for forfatterne viser sig – meget forståeligt – ved, at de samme begivenheder omtales gang på gang fra de forskellige partiers synsvinkel. Disse gentagelser virker ikke trættende, men bidrager tværtimod til stadig mere nuancerede syn på partiernes adfærd. Til gengæld medfører denne frihed for forfatterne en inkonsekvent anvendelse af de centrale begreber ”forhandlings­politik” og ”samarbejdspolitik”. Partierne kan således både ”samarbejde” indbyrdes for at forsvare demokratiske principper og danske interesser over for besættelsesmagten, og de kan ”samarbejde” med tyskerne for undgå det, der er værre. Nogle gange kaldes den sidstnævnte aktivitet for ”samarbejde” (for eksempel pp. 37-38, 46-47, 57, 71, 87, 246, 270, 315, 348 og 357) eller endog ”kollaboration” (pp. 159-60), andre gange for ”forhandling” (for eksempel pp. 78, 121, 262 og 341) og enkelte gange begge dele (pp. 28 og 35).

Hans Kirchhoff har peget på, at begrebet ”forhandlingspolitik” blev formuleret af Erik Scavenius og indeholder en karakteristik af det dansk-tyske forhold som en neutral forhandlingsmekanisme, hvor der fokuseres på den danske statsinteresse i at undgå krigens ulykker og fastholde så meget af suveræniteten som muligt. Begrebet ”samarbejdspolitik” blev derimod udviklet i den illegale presse i agitationen mod regeringen og Rigsdagens politik. Der ligger i begrebet, at denne politik i praksis var en hjælp til tyskerne, og at den ikke altid blev presset frem, men at den blev ydet frivilligt. Begge begreber er værdiladede ord og anvendes ofte i flæng, men ”benyttet bevidst signalerer de to begreber hvor forfatteren står i spændingsfeltet mellem regerings- og modstandssynspunktet.”[1]

Hans Kirchhof foretrækker at tale om ”samarbejdspolitik” og endog om ”kollaboration”, idet han fremhæver de politiske konsekvenser og politikkens manglende neutralitet på grund af såvel de interne som eksterne omkostninger. Derimod ser han tilsyneladende stort på den begrebsmæssige klarhed og anvendelighed. Et samarbejde forudsætter således et fælles mål for de samarbejdende parter, og et samarbejde forudsætter desuden, at det indgås frivilligt. Hvis der ikke er tale om, at forholdet er frivilligt, men derimod et resultat af tvang og uomgængelighed, er der ikke tale om samarbejde, men om ensretning, hvis det retter sig mod fælles mål, og om forhandling, hvis der varetages forskellige mål. Figur 1 kan tjene til at fremme en begrebsmæssig afklaring.

De danske politikere havde i realiteten ikke noget valg den 9. april 1940, men klamrede sig til det halmstrå, som tyskernes memorandum til den danske regering indeholdt. Danskerne og tyskerne havde helt forskellige målsætninger. Danskerne ville forsvare det danske parlamentariske demokrati, medens tyskerne ville denne styreform til livs. De accepterede den kun for at opnå flest mulige fordele med hensyn til leverancer af fødevarer og andre danske produkter for de mindst mulige omkostninger, såvel økonomisk som militært. Den danske forhandlingspolitik gik under disse omstædigheder ud på, som det hedder i regeringserklæringen den 9. april 1940, ”at holde besættelsesmagten fast på dens løfte om ikke at antaste Danmarks politiske uafhængighed og territoriale integritet.”

Fastholdes en sondring mellem en påtvunget forfølgelse af forskellige mål - forhandlingspolitik - og et frivilligt samvirke om realiseringen af fælles mål - samarbejdspolitik - kan man også på en langt mere systematisk måde anvende disse begreber til at indplacere de danske partiers politik under besættelsen, som angivet i figur 2. De fire regeringspartier og Retsforbundet var netop enige om at ville forsvare det parlamentariske demokrati og dets troværdighed mod anslag fra autoritære kræfter fra såvel højre (nazismen) som venstre (kommunismen). Dette var helt centralt for Socialdemokratiet (p. 23) og de radikale (p. 88), men også for de konservative, selv om nationale hensyn ofte stillede dem i et dilemma (pp. 36 og 111), og for Venstre, selv om dette parti også varetog dets kernevælgeres kontante økonomiske interesser (pp. 36 og 158-59). Og for Retsforbundet var samarbejde mellem de demokratiske politiske partier nærmest en del af partiets ideologi (p.192).

Blandt de øvrige partier støttede de danske nazister (DNSAP) ikke blot forhandlingspolitikken over for tyskerne, men gik videre i et egentlig samarbejde, først og fremmest ved at hjælpe med at hverve danskere til tysk krigstjeneste (pp. 270-71). Også Bondepartiet støttede regeringens politik over for tyskerne, men blev ikke taget alvorligt af de øvrige partier som et parti, der kunne inddrages i et samarbejde om at forsvare demokratiet (p. 316). Medens DNSAP og Bondepartiet gerne ville, men ikke fik lov til at blive inddraget i samarbejdet mellem de demokratiske partier, så afviste DKP både før den 22. juni 1942 (p. 233) og efter (p. 240) at indgå i et samarbejde med de andre partier på Rigsdagen. Partiet blev forbudt og blev ledende i den væbnede modstands­bevægelse blandt andet med det politiske motiv at drive en kile ind i de officielle dansk-tyske forbindelser. Sabotagen kan netop ses som en faktor, der gang på gang fremprovokerede diplomatiske kriser i forholdet til Tyskland (p. 246). Også Dansk Samling afviste at forsvare demokratiet sammen med de andre partier på Rigsdagen. Partiet repræsenterede i 1940 et antiparlamentarisk alternativ til de samarbejdende partier (p. 208). Dansk Samling ville hverken forhandle med tyskerne eller samarbejde med de andre partier, men blev efterhånden inddraget i den illegale modstandskamp og blev en af de bærende organisationer i Frihedsrådet (pp. 218-19).

Selv om bogen kunne have lagt en mere systematisk linje i analysen af de danske partier under besættelsen, rummer den alle de oplysninger - eller i hvert fald de fleste - der er nødvendige for sådanne analyser. Bogen er velskrevet og solidt dokumenteret. Den bygger nok ikke i særlig høj grad på ny forskning, men trækker for det meste på den eksisterende litteratur på området. Derfor kan den også danne et velegnet grundlag for videre studier af dette uopslidelige emne i nyere dansk politik.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf


[1]) Hans Kirchhoff, Samarbejde og modstand under besættelsen. En politisk historie, Odense: Odense Universitetsforlag, 2002, pp. 12-13.

 

 

Del:

Emneord