Paradokset: 4.Division. Generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrone i Nørrejylland under Den dansk-tyske krig 1864

Helge Kroon og Knud Rasmussen: Paradokset: 4.Division. Generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrone i Nørrejylland under Den dansk-tyske krig 1864. Kalundborg:

Kochs Forlag, 2006, 131 sider, kr. 188,-.

Foto: williamdam.dk

Ønsket om rehabiliteringen af Hegermann-Lindencrone er som nævnt i forordet initieret af en samtale en gang i 1966’erne mellem én af forfatterne og den i samme år afdøde major J.W.G.Norrie, hvor sidstnævnte skulle have udtrykt sin mistanke om en bevidst nedgørelse af Hegermann-Lindencrone i oberstløjtnant J. Johansens værk om ”4. Division i Nørrejylland”. Et værk, der i 1936 blev udgivet i Generalstabens navn.

I den efterfølgende ”jagt på sandheden” om Hegermann-Lindencrone virker de to forfattere måske lidt selektive i valget af dokumentation for specielt J. Johansens afgørende rolle i den efter forfatternes mening uretfærdige bedømmelse af chefen for 4. Division.

Det beklages således i bogens afslutning (p.73), at Norrie ikke i levende live turde gøre noget ved sagen. Dog medinddrages Norrie i forbindelse med den ret så subjektive beskrivelse af Johansens forfattervirksomhed, der er anført dennes biografi (p.112), idet der henvises til Norrie’s særtryk: Hærstabens historiske Arbejder af 1966. Her skriver Norrie (p.33) ganske vist: ”...særlig hans (Johansens) fremstilling af 4. divisions forhold var skånselsløs, uden at tage det mindste hensyn til de formildende omstændigheder.” - men han nævner intet om den uretfærdighed, der antydes af forfatterne.

Når disse nu har tillagt Norries mistanke en så stor betydning, kan det undre, at et værk som Krigen 1864. Den anden slesvigske krig i politisk og krigshistorisk belysning ikke har fundet vej til litteraturlisten. Til dette værk, der udkom i 1968, havde Norrie leveret manuskriptet til den hærhistoriske del i 1966, hvorfor han også er nævnt som medforfatter. Her ville man i afsnittet om Nørrejylland have kunnet konstatere, at også Norrie var ret så kritisk for så vidt angår bedømmelsen af Hegermann- Lindencrones førervirksomhed, idet han her (p.232-234) taler om ”besynderlig tilbageholdenhed”, fejlbedømmelse af egne kræfter, manglende forudsætninger for at føre en division, etc. Norrie afslutter med at skrive: ”Mors betyder på latin Døden, og så længe 4. Division var der, var den død.”

Endelig antyder forfatterne i bogens afslutning (p. 73) en række dunkle punkter vedrørende Generalstabens autorisationsprocedure i 1936. Det er beklageligt, at man som anført (p.13) ikke fandt tid til at gennemgå Generalkommandoens journaler omkring 1936 for - som de skriver - her ”at finde ud af, hvor meget man brugte af tid og kræfter på at kontrollere Jens Johansens skriverier. Om overhovedet.”          

Når der ses bort fra de mange ”skud”, der i bogen skal rettes mod såvel civile som militære enkeltpersoner og institutioner i den gode sags tjeneste, er det vel i kapitlerne 3 til 5 læseren skal søge underbygningen af forfatternes påstand om Hegermann-Lindencrones operative formåen - eller med et citat fra bogen: besiddelse af ”operationel virilitet”.

Det er da også her, de mest interessante vurderinger fremføres - dog nok mest for en læser med en rimelig god militærfaglig og krigshistorisk ballast, herunder kendskab eller umiddelbar adgang til hærens troppeinddeling og ”Generalstabens Felttogsplan for 1864”. En læser fra bogens egentlige målgruppe (se p.9) vil nok have det lidt svært med at følge tråden i operationerne og argumentationen - og megen støtte er ikke at finde i det valgte kortmateriale, der stammer fra det meget detaljerede generalstabsværk fra 1890’erne.  

I bogens indledning loves læseren ikke blot en kvalificeret gennemgang af 4. Divisions operationer - men tillige også en gennemgang, der én gang for alle renser Hegermann-Lindencrones militære omdømme - nående frem til en bedømmelse på ”særdeles tilfredsstillende”. Skam få den, der måtte mene, at dette har influeret på valget af de faser af den samlede operation, man har fundet værdige til en nærmere beskrivelse og vurdering, men ”nogle” vil jo nok savne en rimelig begrundelse for, hvorfor 4. Divisions forhold ved Kolding ikke gøres til genstand for en nærmere undersøgelse.

Hegermann-Lindencrones dispositioner her - vedrørende forsvar kontra ikke-forsvar af grænsen til Slesvig - har dog været ét af de væsentlige ankepunkter i den senere kritik. Korrespondancen, der, jf. Generalstabsværket II del (p.11-19), bl.a. telegrafisk udspandt sig mellem chefen for 4. Division og Overkommandoen i perioden 11. - 17. februar vedrørende divisionens muligheder  ved den jyske grænse omtales ikke, hvorimod forfatterne - med Hegermann-Lindencrone som kilde - anfører, at overkommandodirektivet om at ”4. Division må holde den jyske grænse besat, såfremt dens kræfter tillader det”… først tilgik Hegermann-Lindencrone ” efter, at han for længst er veget tilbage mod Vejle” (p.40). Her savnes en klarificering og kildevurdering.

4. Divisions tilbagegang til Mors beskrives af forfatterne som Hegermann-Lindencrones ”mesterstykke” (p.47) - såvel i manøvreidé og udførelse som (specielt) i hemmeligholdelse over for egne overordnede myndigheder. Ifølge Generalstabsværket informerer Hegermann-Lindencrone (p.86) allerede 10. marts (via Kommandanten i Fredericia) Krigsministeriet om, at den fortsatte retræte ”dirigeres gennem midten af Jylland bag Limfjorden, rimeligvis til Mors”. Senere i samme kilde (p.102) anføres i ordlyd de skrivelser, Hegermann-Lindencrone 15. marts afsender til Overkommando og Krigsministerium om divisionens vanskeligheder med gennemførelsen af overgangen til Mors.

Hvad skal man tro?  

Man kunne ønske, at forfatterne - også i den gode sags tjeneste - havde været lidt mere omhyggelige i deres dokumentation. Når nu stort set alt, hvad der tidligere er skrevet om denne operation, efter forfatternes mening er angribeligt, så havde det da været velgørende med en mere stringent - og uangribeligt gennemført - analyse… specielt, når det drejer sig om et paradoks. De mange følelsesladede angreb på personer, forfatterne af naturlige årsager kun har andenhånds kendskab til, virker i denne forbindelse malplaceret.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.2_2006_copy.pdf

 

Del: