Overvejelser i forbindelse med HAWK’s indsættelse i luftforsvaret

Artiklens baggrund 
Betydningen af at have et effektivt luftforsvar er igennem de seneste år erkendt i stadig større omfang. Det har bl.a. givet sig udtryk i en planlagt anskaffelse af flere F-16 fly, som kan anvendes i luftforsvarsrollen samt tilgang af yderligere HAWK-eskadriller, som udelukkende kan anvendes til luftforsvar. Til trods for disse våbens organisatoriske placering i flyvevåbnet er der ganske stor interesse for deres indsættelse i både hær og søvæm. Det skyldes, at både F-16 og HAWK i kraft af deres rækkevidde er i stand til at dække store områder og derfor i et vist omfang kan supplere og aflaste de to værns egne luftforsvarsmidler. Et sådant »samarbejde« om luftrummet er naturligvis helt i tidens og de beskedne ressourcers ånd, og her, som i alle andre forhold, der vedrører forsvaret, må det på brugerniveau hele tiden være en klar målsætning at presse mest muligt effekt ud af de tildelte våben. Det vil populært sagt sige, at hver gang der trykkes på en aftrækker eller affyringsknap, må »forarbejdet« være af en sådan art, at der er størst mulig sikkerhed for, at projektilet/granaten/raketten rammer og ødelægger det rigtige mål. Med en igangværende fordobling af det oprindelige antal HAWK- eskadriller får vi i de kommende år en sådan udbredelse af dette våbensystem, at mange militære myndigheder direkte og indirekte vil komme i berøring med det. Jeg finder det derfor på sin plads at beskrive noget af det »forarbejde«, der er nødvendigt for at optimere indsatsen af HAWK.

Jeg vil holde mig til de rent taktiske aspekter, idet jeg ikke her vil omtale den mere indadvendte, men mindst lige så vigtige, tekniske indsats, der går forud for en vellykket HAWK-operation. Tilrettelæggelsen af en taktik for HAWK er afhængig af mange faktorer, men nogle af de mest afgørende skal omtales i det følgende.
 
Luftforsvarets størrelse og opbygning
Man kan opdele luftforsvarsplanlægningen i to dele:
- En grundlæggende og mere statisk »koncept« for, hvorledes HAWK skal anvendes i et større områdeluftforsvar/bælteluftforsvar (»area-«/»barrierdefence«) eller i et punktluftforsvar (»point- defence«).
- En detaljeret og fleksibel, løbende planlægning for, hvorledes enhederne indsættes optimalt inden for ovennævnte »luftforsvars- koncept«.
 
Mængden af luftforsvarsvåben er ikke så stor, at man effektivt kan dække hele landet (områdeluftforsvar). Det må derfor være hensigtsmæssigt at koncentrere de til rådighed værende midler fremskudt mod en potentiel angriber (bælteforsvar) samt omkring vitale installationer inden for det luftfors varende område (punktluftforsvar).
 
Truslen
Flytruslen mod Danmark er på grund af den korte afstand til Warszawa- pagtens flybaser og anflyvning over hav koncentreret i lav højde. Det er min vurdering, at moderne jagerfly vil være i stand til at operere i formationer i højder ned til ca. 300 fod eller ca. 100 m. En sådan trussel er den vanskeligst tænkelige, fordi den kun giver luftforsvaret et kort varsel. Dette medfører et konstant krav om størst mulig detektionsafstand ved alle enheder.
 
Luftrumskontrol
Jordbaserede våbensystemer af enhver art (eksempelvis HAWK) er med tiden blevet i stand til med meget kort varsel at sénde stadig større mængder af granater og raketter længere og længere ud i luftrummet både horisontalt og vertikalt. Dette medfører, at kravet om identifikation af egne og fjendtlige våben i luften skal kunne løses ekstremt hurtigt, med stor sikkerhed og på stor afstand. For HAWK’s vedkommende skal dette finde sted inden ildåbning og ideelt inden ildåbningsafstand. Samtidig ønsker man ikke, at flere kostbare våbensystemer samtidig engagerer samme mål. Dette identifikations- og koordinationsproblem søger man bl.a. at løse ved en omfattende luftrumskontrol (»airspace management«). Dette lægger begrænsninger på såvel fly som jordbaserede våbensystemers frie udnyttelse af luftrummet. Disse begrænsninger kan gennemføres på mere eller mindre hensigtsmæssig vis og er virkelig et område, der kræver en omhyggelig planlægning for at tilsikre, at der tilvejebringes sådanne regler for benyttelse af luftrummet, som repræsenterer et acceptabelt kompromis mellem fly og jordbaserede systemers ideelle krav: absolut operationsfrihed.
 
Taktisk kompleksitet
Man kunne her stille det traditionelle spørgsmål, om man ikke kunne overkomme disse problemer ved at lade F-16 - som et mere alsidigt våbensystem end HAWK - overtage sidstnævntes luftforsvarsrolle. Hertil er der det klare svar, at F-16 og HAWK ganske vist begge kan lave luftforsvar, men i øvrigt ikke har de samme taktiske og tekniske muligheder, og de er derfor et udmærket supplement til hinanden, men kan ikke erstatte hinanden. Med en hensigtsmæssig indsættelse, således at en eventuel angriber skal passere begge våbensystemer, medfører F-16’s og HAWK’s forskellige karakteristika, at angriberen stilles over for en mere kompleks, taktisk udfordring, hvilket i høj grad er med til at øge luftforsvarets effektivitet og troværdighed.
 
HAWK karakteristika
HAWK-systemet er konstrueret som et jordbaseret luftforsvarssystem beregnet til nedskydning af fly på mellemstor afstand (op til ca. 35 km). Hvad der er mere interessant er, at det også i hele sin rækkevidde er i stand til med høj træfsikkerhed at engagere fly ned i »trætophøjde«, - altså netop hvor den vanskelige trussel forventes at befinde sig. Stort set er HAWK fortsat det eneste operative, jordbaserede luftforsvarssystem i NATO, som kombinerer en betydelig rækkevidde med træfsikkerhed og stor engagementskapacitet i lav højde. Rent faktisk er det principielt disse egenskaber, man må formodes at ga efter, nar man anskaffer HAWK-våben.
 
På HAWK’S debet-side er der imidlertid også nogle områder, som taktikken må tage hensyn til. HAWK-systemet er tungere og derfor mindre mobilt end mange SHORAD-systemer. Tid til nedtagning og opstilling af udstyret tælles i timer. Enhedernes mobilitet afhænger endvidere stærkt af antallet af trækkøretøjer, der er til rådighed. Beholdningen af raketter i hver enhed er begrænset af bl.a., hvor meget udstyr, det er praktisk at transportere med sig, når man flytter. Endelig kan det nævnes, at de enkelte HAWK-eskadriller er mindre egnede til at nærforsvare sig selv mod fly, som befinder sig tæt på enheden.
 
Delkonklusion
De omtalte parametre er efter min opfattelse de væsentligste, der skal tages hensyn til, når et HAWK-luftforsvar skal opbygges. Man bør endvidere være opmærksom på, at et HAWK-luftforsvar ikke er noget statisk, men noget, der hele tiden ændrer sig i takt med bl.a., hvilke luft- forsvarsopgaver, der ønskes løst, og hvilken deployeringsfrekvens, der anægges for enhedeme af aim. overlevelseshensyn. Driftstop af tekniske årsager eller på grund af ødelæggelse under kamp er også faktorer, der helé tiden influerer planlægningen. Naturligvis kan man ikke tilgodese alle de tidligere nævnte forhold lige godt ved planlægningen. Men efber min opfattelse må den faktor, der styrer både grundlæggende og løbende planlægning være truslen. Og da den primært befinder sig i lav højde, må HAWK gives mulighed for at udnytte sine egenskaber til at engagere netop der. Da luftforsvarsmidleme er begrænsede, må planlægningen også give mulighed for, at HAWK kan udnytte lavdækningen i det størst mulige område, det vil sige, at engagementer i lav højde må kunne påbegyndes på så stor afstand fra enhederne som muligt. Samtidig tilgodeses muligheden for en sikker identifikation som omtalt i forbindelse med luftrumskontrol.
 
Terrænets indflydelse
Dette betyder imidlertid, at terrænet er en faktor, som man ikke kan komme uden om. HAWK-enhedeme skal op på de højeste, tilgængelige punkter i terrænet, og meget gerne høje punkter nær kysten, idet kombinationen af bakke og hav giver noget nær ideelle engagementsmuligheder ud over vandet. Til illustrationen af dette tjener figur 1, som viser radardækningen mod fly i 300’ højde over terrænet fra et punkt i et relativt fladt område inde i land, som ikke i særligt omfang begunstiger HAWK-operationer, samt figur 2, som viser radardækning mod en trussel i samme højde fra en kystnær bakke.
De to illustrationer er erfaringsmæssigt repræsentative for, hvorledes radardækning er i forskellige typer terræn, og generelt kan man altså konstatere, at de mere bakkede og kystnære dele af Danmark er de, der bedst tilgodeser HAWK-operationer. I de flade dele af Tyskland, hvor HAWK også opererer, vil man kunne se, at radardækning og styremulighed for raketterne i lav højde er tillagt så'stor betydning, at man har ofret store summer på at bygge »kunstige bakker« i form af elevatortåme af betydelig højde til HAWK-udstyret. Terrænet er altså en tungtvejende faktor, når en luftforsvarskoncept skal fastlægges, og hvis man står med flere i andre henseender tilsyneladende ligestillede muligheder, bør terrænet være den afgørende faktor for, hvüken mulighed der vælges, idet det forekommer urimeligt at anskaffe et våbensystem med unikke egenskaber i forhold til truslen og derefter begrænse disse egenskber unødigt ved en forkert terrænudnyttelse. 
 
 
 
 
Føring af HAWK Når koncepten er fastlagt, er det HAWK-enhedemes føringsstab, som er ansvarlig for nøjagtig de samme betragtninger med hensyn til udnyttelse af de højeste punkter i engagementsområdeme. Her kommer yderligere et antal praktiske problemer ind, idet man må sikre sig terrænets tilgængelighed og fremkommelighed, hvilket i store dele af året kan være et problem ved høje punkter. På grund af HAWK’s manglende nærluftforsvarskapacitet bør enhederne endvidere opstilles, således at de har »mutual support«, hvilket i praksis betyder, at naboenhedeme altid kan skyde henover hinandens stillinger og dermed luftforsvare sig gensidigt. Begrænset mulighed for nærluftforsvar samt muligheden for forudset og uforudset vedligeholdelse og tid til flytning betyder i øvrigt, at man normalt ikke anser en enkelt HAWK-enhed for egnet til at operere uafhængigt af andre HAWK-enheder.
 
 
 
Føringsstaben må fastsætte en deployeringsplan, som primært omfatter en beskrivelse af de i virkeligheden relativt få egnede stillingsområder for HAWK. Et vigtigt føringsredskab er forberedte diagrammer, der viser radardækningen fra de mulige stillinger, således man hele tiden ved, hvilke engagementsmuligheder man har i lav højde, når man flytter en enhed fra et sted til et andet. Et yderligere forhold, der kan influere indsættelsen af HAWK, er koordinationen med andre enheder - især hæren - der udnytter terrænet. Ud over den aktuelle koordination af tider, steder og marchveje, der må finde sted løbende, bør der finde en forudgående planlægning sted, der i videst muligt omfang giver HAWK prioritet til udnyttelse af de relativt få steder, der tilgodeser optimale HAWK-operationer.
 
Afslutning og konklusion
Når affyringsknappen i en HAWK-enhed påvirkes, og missilet forlader sin affyringsrampe for at begive sig ud på sin eneste, kortvarige flyvetur i sit »rette element«, viser alle erfaringer fra tusindvis af taktiske forsøgs- og øvelsesskydninger samt direkte indsats i kamp i to Mellemøstkrige på israelsk side, at sandsynligheden for, at HAWK skyder sit mål ned, er stor. Dette er i det alt væsentlige HAWK’s »image«. Jeg håber med disse betragtninger at have bidraget til en forståelse af, at skønt teknikken i høj grad bidrager til den tilsyneladende enkle og »ufejlbarlige« missiloperation, så er der et omfattende og lige så nødvendigt, praktisk forarbejde, og jeg har endda ikke omtalt det meget store arbejde, der hele tiden finder sted i enhederne for at flytte, klargøre og vedligeholde samt operere materiellet. Hele den operative side, der vedrører elektronisk krigsførelse og visse dele af »airspace management« er af klassifikationsårsager heller ikke omtalt. På trods af, at teknologien er i stadig udvikling og kan hjælpe og aflaste os på mange områder, er det stadigvæk den menneskelige faktor, der er den grundlæggende betingelse for enhver HAWK-operations heldige gexmemførelse.
 
Det er vigtigt for alle på planlæggende og koordinerende niveau at erkende, at HAWK-operationer i højere grad end SHORAD- eller flyoperationer er afhængige af terrænet. Forudsætningen for at udnytte HAWK’s specielle egenskaber er derfor, at der konstant tages hensyn til dette forhold. Kun på denne måde får man mest mulig effekt ud af et luftforsvar, som planlægges til at virke optimalt i en krigssituation og dermed skaber »deterrence« i fredstid. 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.