Overmagt - USA og Europa i det 21. århundrede

Birthe Hansen, Overmagt - USA og Europa i det 21. århundrede. København: Gyldendal, 2003, 312 sider, 248,00 kr.

Birthe Hansen udkom i efteråret 2003 med sin seneste bog i sit ikke uimponerende forfatterskab, som siden 1994 har resulteret i 13 bøger og bidrag til bøger, der har cementeret Birthe Hansens position som et af danske international politik-forsknings bedste kort på Mellemøsten og forholdet mellem Europa og USA. Birthe Hansen har i tidligere bøger været en af de danske hoveddrivkræfter bag udviklingen af teoretiske modeller til forklaring og forståelse af de særlige vilkår, som international politik udformes og udspiller sig under i et unipolært internationalt system, hvor USA som udgangspunkt betragtes som hegemon - som dominerende ene-supermagt. Denne videretænkning af den neo-realistiske tradition til også at kunne favne systemanalyse udover den bipolære virkelighed, som traditionen opstod i i slutningen af 70’erne, blev i 90’erne kritiseret for at ignorere stormagter som Rusland, Kina og Europa som internationale aktører, der skulle kunne udbalancere USA i en multipolær verdensorden. Denne kritik er forstummet efterhånden som virkeligheden har tegnet sig stadigt tydeligere for enhver, og Birthe Hansens bidrag til at forstå hegemonens vanskelige strategivalg mellem maksimalisme og minimalisme på den ene side og de øvrige mindre aktørers problem med at udforme en politik, hvor man forholder sig til USA’s dominerende magt på den anden, fremstår således som meget nyttig læsning for alle, der interesserer sig for udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi i det nære historiske perspektiv og i fremtiden.

Bogen Overmagt - USA og Europa i det 21. århundrede tager afsæt i erkendelsen af den unipolære virkelighed, og giver på denne baggrund en særdeles overskuelig oversigt over sikkerhedspolitikkens udvikling fra afslutningen af Den Kolde Krig til krigen i Irak. Denne samlede fremstilling har værdi i sig selv, men det væsentligste bidrag i bogen findes i fremstillingens systematiske diskussion af USA, EU’s og Danmarks politik i en periode, hvor centrale europæiske aktører har haft ganske store vanskeligheder ved at udforme strategier, der har kunnet korrigere USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik og samtidig undgå at optræde så massivt i opposition til supermagten, at USA måtte vælge blot at ignorere dem. Bogen er tillige skrevet i et sprog og en form, der gør den særdeles læsevenlig for et bredt publikum Sproget er karakteristisk ved konsekvent at undgå tunge teoretiske begreber, uagtet at analysen anvender en ganske skarp teoretisk stringens. Formen er karakteristisk ved, at forfatteren anvender de store og alment kendte sikkerhedspolitiske begivenheder som trædesten for analysen.

Med udgangspunkt i en kort analyse af unipolens principielle karakter, USA’s konkrete karakter og arven fra Den Kolde Krig gennemtænker forfatteren således den første Irakkrig og den tidligere præsident Bush´s ambition om at etablere en ny verdensorden efter Den Kolde Krig baseret på bred international accept og samarbejde. Irakkrigen er i bogens optik kendetegnet ved at være det første massive symptom på den minimalisme fra supermagtens side, der følgelig var karakteristisk for de to Clintonregeringer, hvor ene-supermagten forsøgte at skabe et smidigt internationalt samarbejde især i forholdet til det gamle Europa og Rusland, og til de ”nye” østeuropæiske lande i særdeleshed med udvidelsen af NATO. Den næste store begivenhed, der analyseres, er Jugoslavien og de fatale konsekvenser, der fulgte af, at den europæiske civilmagtsstrategi kom til kort.

Bogen diskuterer herefter de amerikanske ambitioner om at etablere et strategisk missilforsvar, der blev bragt tilbage på den internationale dagsorden i Clintonregeringens sidste dage, og som blev den første store splittelse mellem det gamle Europa og USA. Uenigheden om missilforsvaret bruges som trædesten til en analyse af begivenhederne 11. september 2001, der bortset fra den indledende opslutning om den angrebne supermagt afslørede nogle af de fundamentale forskelle i det europæiske og det amerikanske strategiske tankesæt. Hvor Europæerne er tilbøjelige til at se terrorisme som et symptom på dybereliggende Nord-Syd ulighedsproblemer, ser amerikanerne terrorisme som et problem i sig selv, der kan bekæmpes direkte. Hvor det netop ville være alt for simplistisk at tilskrive denne forskel entydig afgørende vægt, ser forfatteren på begge sider af Atlanten er en vis forståelse for den anden parts analyse og en accept af behovet for at forlige to analyser. Terrordagsordenen gøres til genstand for en nøjere analyse bl.a. af mellemøst- og Palæstinaproblematikken, hvilket i fremstillingen tjener som udgangspunkt for analysen af Irakkrigen, dens baggrund, dimensionerende faktorer og konsekvenser. Forfatteren fokuserer naturligt på den europæiske splittelse i valget af strategi i forhold til den stadigt mere maksimalistiske supermagt. Og det er præcist heri, forfatteren ser et væsentligt symptom på et skift i den systemiske internationale politiske virkelighed efter Den Kolde Krigs afslutning. Hvor den nye verdensordens første fase i høj grad var kendetegnet ved en minimalistisk præget strategi på USA’s side, er den anden, nye fase kendetegnet ved langt højere grad af maksimalisme, hvor USA i langt mindre grad end tidligere søger tilslutning og samarbejde og i langt højere grad søger selvstændigt at påvirke den globale sikkerhedspolitiske udvikling med udgangspunkt i at forsvare og styrke sin hegemoniske position.

Fremstillingen er generelt præget af en læsevenlig og struktureret systematik, hvor samtlige afgørende internationale politiske begivenheder analyseres i en amerikansk, en europæisk og en dansk optik. Det er således let for læseren at danne sig et overblik over forfatterens centrale argumenter og pointer. Bogens afsluttende perspektivering repræsenterer en nuanceret diskussion af hegemonens vanskelighed ved at bevare sin særstilling på den ene side og en anbefaling af en styrkelse af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske profil til at kunne balancere og korrigere den dominerende supermagts strategi og politik i mere minimalistisk retning - men forsigtigt så Europa ikke risikerer en omkostningsfuld afkobling i forholdet til USA. Netop heri består udfordringen i udformningen af en fælles europæisk profil i international politik i det 21. århundrede.

Bogen har generelt og særdeles berettiget fået en flot modtagelse i dagspressen, idet dog Dagbladet Information i en meget nedladende og lidet seriøs anmeldelse den 1. december 2003 gjorde sit til at genoplive mistanken om, at der blandt traditionelle post-68 USA-kritikere stadig eksisterer en illusion om, at man kan få den systemiske virkelighed i international politik til at gå væk ved at lade som om den ikke eksisterer. Til de, der hverken har læst Informations anmeldelse eller bogen Overmagt, skal anbefalingen lyde: Lad være at læse Informations anmeldelse - læs derimod bogen. Den er fremragende.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf

Del: