ORGANISATION AF EN DANSK BRIGADE 1970-75

»Og Juda indtog Gaza med dets område, Askalon med dels område og Ekron med dets område. Og HERREN var med Juda, så han tog bjerglandet i besiddelse; lavlandets indbyggere kunne han nemlig ikke drive bort, fordi de havde jernvogne.«
Dommernes bog, kap. 1, v. 18-19.)
 

1.       Indledning.

For udviklingen af militær organisation findes ingen skreven doktrin eller alment anerkendt fremgangsmåde. Man bevæger sig her ad en vej, der blot afstikkes af en vis professionel filosofi, visse konkrete faktorer samt en udefinérbar erfaring. Erfaringen hentes hyppigst på kamppladsens under tekniske og psykologiske forhold, der er tids- og stedsbestemte, og som ikke uden betydelig modifikation kan anvendes som retningsgivende for fremtidige operationer. Det, vi her søger for en fremtidig brigade, er et forhold - en ligning - mellem kampopgave og kampkraft. Kampkraften er atter et produkt af ild og bevægelse. Organisationen bliver herefter en til opgavestillingen afpasset funktion af ildkraft (våbenvirkning) og bevægelsesmulighed (transport). En detailorganisation - våben for våben og enhed for enhed - kan derpå opbygges, når man nøjagtigt véd, hvilke våben og transportmidler, der skal lægges til grund for de eksakte beregninger. En sådan udpensling er imidlertid ikke forsøgt her.

2.       Grundlæggende betragtninger.

Man må indledningsvis gøre sig forskellen mellem hærorganisation og troppeorganisation klar.
a. Hærorganisation er en funktion af udenrigspolitiske og geografiske faktorer, altså af en given strategi. I en afvejning af disse faktorer indbyrdes indgår tillige beregninger af økonomisk bæreevne og af imponderabilia såsom befolkningens psyke, historiske tradition og historiske erfaringer. Hærorganisation bliver også afhængig af forholdet til øvrige værn og af den strategiske bevægelighed, d. v. s. forskydning af troppeenheder større end bataljon mellem adskilte landsdele eller krigsskuepladser. I hærorganisation indgår dernæst to vigtige beslutninger, den første politisk betonet, den næste baseret næsten alene på professionelt militære overvejelser.

Den første beslutning er fastsættelse af forholdet mellem stående, stedse kampklare enheder og mobiliseringsenheder.
Den anden beslutning er det definitive valg af den laveste enhed, der uden videre skal kunne gennemføre de primære kampformer på kamppladsen, se senere. Denne enhed benævnes i Feltreglement I den grundlæggende troppeenhed. Dens størrelse afhænger af det for løsning af kampopgaverne minimalt nødvendige plus en vis margin til reserve- og tyngdedannelse. I umiddelbar tilslutning hertil må det afgøres, hvilken uorganisk støtte man vil yde den grundlæggende troppeenhed, og hvilke højere føringsenheder man vil etablere for - at koordinere de grundlæggende troppeenheder indbyrdes, - at skifte den uorganiske støttes tyngde til fordel for den ene eller anden af de grundlæggende troppeenheder, alt med det formål at nå et samlet resultat ud over den grundlæggende troppeenheds egen formåen.

b. Troppeorganisation er derimod den taktisk nødvendige og teknisk mulige sammenstilling af ild og bevægelse, altså af våbenvirkning og transport, inden for
- for det første den grundlæggende troppeenhed,
- for det andet de selvstændige kampstøtteenheder og faglige støtteenheder, man opretter til at accentuere de grundlæggende troppeenheders tyngdedannelse.
Troppeorganisation bygger derfor på studiet af den sandsynlige modstanders taktiske muligheder og principper, af det sandsynligste terræn for egne enheders indsættelse og af de forhåndenværende og rimeligt forudseelige tekniske muligheder, både hvad angår ildvirkning og bevægelse. Hertil kommer endelig, at hvor en hær eller dele af denne i givet fald skal arbejde med andre nationers hærstyrker, kan en troppeorganisation ikke opstilles effektivt uden samordning med de allierede troppeled, hvormed den skal samarbejde. Dette kan endda virke tilbage på hærorganisationen, idet man for de dele af hæren, som skal deltage i dette allierede eller bilaterale samarbejde, formentligt må koordinere valget af grundlæggende troppeenhed med den allierede magts troppestyrker i det område, hvor samarbejdet under kamp især skal gennemføres.

c. Bevægelighed.
Bevægelighed (eller »mobilitet«) dækker to begreber, der nødigt må forveksles, men hyppigt bliver det.

(1) Strategisk bevægelighed (strategisk mobilitet) er kort defineret i gennemgangen af hærorganisationens problemer. Hvad man imidlertid ikke altid sér forstået, er, at den danske Hær ikke bar strategisk bevægelighed. Hverken Hæren selv, Søværnet eller Flyvevåbnet kan med egne midler flytte nogen enhed større end kompagni fra én landsdel til en anden. Ved de lejligheder, da Hæren har behov for strategiske bevægelser (altså troppeforskydninger udført på basis af udenrigspolitiske beslutninger), nemlig ved udsendelse og omskiftning af bataljoner til FN- tjeneste, varetages transporten af USAF Transport Command eller af civile, chartrede passagerfly. Søværnet og Flyvevåbnet har derimod i sig en strategisk mobilitet, hvoraf kommer en principiel forskel i de tre værns strategiske status, som af offentligheden ikke tilstrækkeligt tages i agt, når erklæringer fra NATO-organer om dansk forsvars opgaver kommenteres i dansk presse.

(2) Taktisk bevægelighed (taktisk mobilitet) er for Hærens vedkommende såvel flytning (march) til og fra kamppladsen som på selve denne og dermed afhængig ikke blot af enhedernes vægt og udrustning, men også - og måske endda især - af det vejnet, man kan forvente at kunne bruge, og af det terræn, i hvilket man med rimelighed kan forudsé at skulle kæmpe. Taktisk bevægelighed er således et internt spørgsmål, uafhængigt af udenrigspolitisk målsætning, strategi og hensyn til andre værn. Det sés da også som logisk konsekvens heraf, at både den britiske og amerikanske hær har deres taktiske lufttransport - især helikoptere - opstillet i rene hærformationer, i Storbritannien under et Army Air Corps.

3. De givne præmisser.

Skal man søge at finde den til forholdene omkring 1970-75 passende afbalancerede danske brigade, må man først analytisk opstille de udenrigspolitiske og hærorganisatoriske rammer, inden for hvilke brigaden skal løse sine opgaver, dernæst præcisere disse opgaver så nær, det er muligt, og endelig formulere nogle af de tekniske fremskridt og nyskabelser, med hvilke man må kunne regne 10 år frem i tiden. I den foreliggende problemstilling er allerede nogle af de grundlæggende betingelser givne. Hvilke er disse?

a. Først de udenrigspolitiske.
Danmark er medlem af le Forenede Nationer med deraf følgende politimæssigt betonede militære opgaver. Disse bar ingen indflydelse på brigadeorganisationen, da de alle løses af let infanteri med dertil modificeret organisation. Danmark er inden for NATO i et snævert samarbejde med det vesttyske Forbundsværn i det jydsk-slesvig-holstenske område. Den danske grundlæggende troppeenhed må følgelig kunne præstere dette samarbejde uden at være anden-rangs i kampkraft. Danske kampenheder forudsættes ikke indsat uden for Danmark —

 Slesvig - Holsten. Terræn og klima kræver derfor ikke overvejelser ud over det for dansk område i forvejen nødvendige. Der skal derfor ej heller tages hensyn til en fjendtligt indstillet befolknings besværliggørelse af egne bevægelser m. v. i besat område. Tværtimod må regnes med organiseret samarbejde med civil administration, politi og befolkning.

b. Dernæst de hærorganisatoriske. Hærens opgave og størrelse forudsættes uændret; dermed er imidlertid ikke sagt, at den traditionelle opdeling i de nuværende våbenarter opretholdes. Regionsinddelingen er med sin kontrol af terræn, administration, lokalforsvar og produktion en uvurderlig støtte for brigaden og vil i 1970’erne være yderligere udbygget. Hærhjemmeværnet vil være tilstede overalt. Hvis den nuværende udvikling med tildeling af f. eks. nyt MG M/62, dysekanon og Carl Gustaf m. v. endda ledes ind i »det landmilitære forsvars helhed«, vil hærhjemmeværnet inden for brigadens territoriale ansvarsområde kunne løse de stationære opgaver, til hvilke man i dag må afse 1. klasses kamptropper, fortrinsvis lette infanterikompagnier. Den faglige tjeneste antages at blive udført af Hærens tekniske Tjeneste. En udpræget standardisering af den faglige tjeneste (våben, ammunition, signalmidler, reservedele) forudsættes gennemført inden for vesttyske og danske enheder og væsentlige dele af vedligeholdelsen udført ved simpel komponentudskiftning ved 1. og 2. echelon. Endelig bør det tages i betragtning, at mennesket bliver kampens kostbareste element. For at udligne øget våbenvirkning antages enkeltmand udstyret med en skudsikker vest for bryst, mave og underliv samt med

en skudsikker fiberglashjelm af astronauttypen, dækkende hele hovedet.
c. Selve prisopgavens formulering indebærer, at man har besluttet at regne med en brigade som grundlæggende troppeenhed. Hvorledes skal den da i 70’ernes kamp være organiseret for fortsat at kunne fylde denne rolle? De spørgsmål, som hermed melder sig som en forudsætning for dennes interne organisation, er:

(1) Skal brigaden være helt selvstændig, eller skal den efter omstændighederne både kunne kæmpe selvstændigt og indordnet i division? I mangfoldige situationer, f. eks. ved hurtig imødegåelse af fjendtligt, luftværts eller søværts angreb, vil en brigade selvstændigt skulle optage den indledende isolerede føling og gennemføre et øjeblikkeligt modangreb. Allerede ved indsættelse af to brigader melder sig derimod spørgsmålet, om simpel anvisning af direkte samarbejde er tilfredsstillende. Kendskabet til menneskeligt temperament gør dette tvivlsomt. Da der samtidigt er behov for samordning med eksisterende lokalforsvar m. v., synes indsats af mere end én brigade at nødvendiggøre henlæggelse under en højere førers operative ledelse - hvor ingen anden er til stede, da i hvert fald vedkommende regionschef som den territorialt ansvarlige. Skal tre brigader indsættes, må tyngdedannelse tillige kunne finde sted, hvorfor enten en særskilt højere fører eller vedkommende landsdelschef fysisk må være til stede og lede kampen. I det jydsk-slesvig-holstenske område er de vesttyske brigader divisionsindordnede, og en tilsvarende kommandostruktur vil af hensyn til tyngdedannelse være nødvendig også på dansk side, hvorfor brigaden under alle omstændigheder må kunne føres under division. Dette synes da heller ikke at give interne brigadeorganisatoriske problemer, så længe brigaden ikke med henblik på divisionsindordningen a priori berøves noget af de elementer, der er fornødne for isoleret gennemførelse af de foreskrevne kampformer. (2) Skal der være mere end én brigadetype? Forskellige behov kan motivere oprettelsen af infanteri-, panser-, luftbårne, amfibiske og bjergbrigader. De behov, der her søges imødekommet, er tyngdedannelse, omfatning, angreb over farvand samt kamp i særpræget terræn. Eliminerer vi bjergbrigader som unødvendige og luftbårne brigader som uhensigtsmæssige i det dansk-slesvig-holstenske område, står tilbage

- infanteri- og panserbrigaden samt
- den amfibiske brigade. Udskillelsen af kampvognsenheder i særskilte panserbrigader tjener tyngdedannelse og er taktisk velmotiveret. Imidlertid må den rene panserbrigade, som udviklingen våbenteknisk skrider frem, anses for at være for tung at flytte, hvorhos kommer, at integration af våbenarter på lavere niveau må anses for fremmende for taktisk mobilitet. Strengt taget ville en vesttysk helikopterbrigade og en dansk amfibisk brigade være den ideelle strategiske reserve for COMBALTAP, men vi vil beskæftige os med det umiddelbart foreliggende og lade amfibiebrigaden ude af betragtning. Tilbage er da at finde en standardbrigade og gå ud fra, at der ikke skal være anden type end den.
(3) Skal brigaden kunne underinddeles i faste kampgrupper, eller skal detachering af en bataljon som midlertidigt kommando regnes for en undtagelse, der kræver særskilt troppeinddeling og tildeling af støtte afpasset efter liver enkelt opgave? Praktiske erfaringer viser, selv fra den mest beskedne fredsøvelse, at detachering med efterfølgende omgruppering uanset rutine kræver lang tid. Hæren kan, bunden til jorden som den er, ikke efterligne søværnets overordentligt smidige »task organization system«. Det synes derfor nødvendigt at have en fast opdeling i kampgrupper med fast etablerede signalnet og operationsprocedurer, især for bevægelser. Dette forhindrer ikke, at støtte kan omfordeles eller tildeles i de tilfælde, hvor tiden tillader det.
(4) Skal brigaden være fagligt selvstøttende med direkte 4. echelon- støtte uden om evt. højere føringselement af divisionskommandotype? Skal brigaden have samme organisation, hvad enten den er divisionsindordnet eller ej, må den logisk være fagligt selvstøttende til og med 3. echelon. Selv for divisionsindordnede brigader bør den faglige tjenestevej gå uden om divisionskommandoen, som fagligt kun bør sørge for sine direkte underlagte kampstøtteenheder.
(5) Skal brigaden være helt uafhængig af det samfund eller det terræn, hvori der kæmpes, eller skal der regnes med en vis — lokal - områdestøtte? Som allerede understreget forudsættes brigadens kamp alene ført på dansk-slesvig-holstensk område med organiseret samarbejde med lokale

myndigheder (en tilsvarende territorialforsvarsorganisation i Slesvig- Holsten). Disse organisationer kan imidlertid ikke anses for oprettede alene for at sikre lokal ro, orden og produktion under et begrænset og løst tilsyn af en i samme område kæmpende brigade. Som det senere skal belyses nærmere, må brigaden tage områdestøtte, ikke løst og forsigtigt som nu, men ved en taktisk integration af det forhåndenværende net af let infanteri med brigadens generelt tungere enheder.

4.       Krigsføringens grundprincipper.

Det er dernæst nødvendigt at præcisere de opgaver, som brigaden skal kunne løse. a. Her må Feltreglement I’s oversigt over krigsføringens grundprincipper kort repeteres:
(1) Målet: Den hensigt, der skal opnås.
(2) Offensiven: Erhvervelsen og bevarelsen af initiativ og dermed handlefrihed.
(3) Tyngden: Anstrengelsernes koncentration.
(4) Kræfternes økonomi: Maksimumsvirkning med minimumsanstrengelser.
(5) Kræfternes samspil: Kun gennem komponenternes samvirke udvikles den fulde kampkraft.
(6) Bevægelsen: Egne kræfters placering i gunstig position til rette tid.
(7) Overraskelsen: Undertiden det eneste middel til at udligne underlegenhed.
(8) Sikringen: Undgå overraskelse fra modstanderens side og derved bevare handlefriheden. Herved tilvejebringes muligheden for at nå eget mål, og grundprincippernes cirkel er lukket.

b. Enheden kan optræde på en af følgende måder:
- Den kan være i beredskab, afventende en opgave, idet den i ventetiden i hvert fald sikrer sig, måske tillige opklarer.
- Den kan være under march eller transport, evt. også her med sikring og opklaring som sideløbende virksomhed.
- Den kan være i kamp.
c. Feltreglement I foreskriver videre, at »brigaden gennemfører sin kamp under anvendelse af en af de i Feltreglement I beskrevne kampformer«.

Disse er angreb, forsvarskamp, henholdende kamp og mødekamp, og det er vanskeligt at se, at denne grove inddeling skulle ændre sig inden for de næste ti år. De otte grundprincipper giver ved applikation på de givne kampformer til resultat, at et for egne enheder gunstigt resultat af en given kamphandling afhænger af evnen til rettidigt - og helst overraskende - at koncentrere de fornødne kræfter på rette sted, d. v. s. det af egen fører med målet for øje valgte sted.

5.       Terræn.
 

Dansk (og slesvig-holstensk) terræns svaghed ligger i dets mangel på større hindringer og dets rigdom på anvendelige veje. Dets fordel er tilsvarende, at landområdet som helhed er opdelt i et meget stort antal øer med - overvejende - lave farvande mellem. Det enkelte landområde er karakteriseret ved jævn kupering uden større observationsgivende træk, ved spredt bebyggelse og stor rigdom på mindre skove og hegn samt endelig ved de som følge af bevoksning og bebyggelse relativt korte skudafstande, sjældent over 800-1000 m. I Vestjylland haves generelt større vidder og bedre observation, her er til gengæld omkring de større åløb en del panserhæmmende, sine steder også panserhindrende områder.

6.       En modstanders generelle muligheder.

Det vil næppe svare regning at foretage en detaljeret gennemgang af forskellige potentielle fjenders enkelte typer enheder. Som udgangspunkter er følgende typiske træk blevet valgt:
a. En fjende vil være pansret helt ud i yderste led.
b. Han vil som følge heraf være 100% mobil og have fuld terrængående kapacitet.
c. Både hans og egne enheder vil under trussel om gensidig anvendelse af taktiske atomvåben være henvist til længst muligt at overholde vid spredning.
d. Han har vanskeligheder med at få passende observation og dermed udnytte generel ildoverlegenhed ud over 3000-5000 m, bortset fra f. eks. dele af Vestjylland.
e. Han vil derfor søge lokal overlegenhed ved brutal masseindsættelse af integrerede pansrede enheder på relativt kort skudhold,
f. Hvis infrarødt materiel tillader det, vil han anvende den beskrevne fremgangsmåde både ved dag og nat, ellers vil han om natten holde sine pansrede køretøjer tilbage og med afsiddet infanteri søge at infiltrere til fods.
g. Herudover vil helikopterbårne enheder kunne forudses overalt. Det bør påpeges, at med den øgede opdeling i mindre og stærkt bevægelige integrerede kampgrupper er selv de østeuropæiske hære begyndt forsigtigt at plædere for en friere, mere initiativpræget føring på lavere plan, hvilket på vor side må følges op med krav om hurtig flytning og hurtig indsættelse.

7.       Generelle krav til egen kontramanøvre.

Kravene til egen brigade som grundlæggende troppeenhed må nu formuleres således:
a. Panserbekæmpelse må være det landmilitære forsvars første behov. Uden den kan ingen sikring opnås, og ingen modaktion igangsættes. Især overfor en massiv indsats af fjendtlige pansrede køretøjer findes det uholdbart at antage, at afsiddet infanteri vil kunne holde.
(1) Både i forsvarskampen og den henholdende kamp synes udstrakt, endog »overdreven« benyttelse af panserminer at burde være et første og obligatorisk led i en panserværnsplan. Både det stop, der herved gives modstanderen, og den mulighed, som samtidigt tilvejebringes for at få hans panserinfanteri til at sidde af, synes - i hvert fald til egne enheder er bleven kampvante - at give den mest nærliggende betingelse for, at egne offensive elementer kan få tid til at komme frem på skudhold. Sådan panserminering hør være mulig ud til enhver let deling af infanteri og hærhjemmeværn, og må samtidigt være ingeniørernes først foreliggende opgave.
(2) Selv når bortset fra eget infanteris pansring som moralsk og fysisk beskyttelse mod en fjende, må alle geværskytter af alle våbenarter udstyres med geværgranat, hver let gruppe, artilleripjeces mandskab m. v. med et raketstyr af Carl Gustaf-typen og hvert let kompagni, hvad enten det er panserinfanteri eller ej, med dysekanon (på jeep eller PMV). Hvad her er sagt om let kompagni, gælder også lokalforsvarets enheder og hærhjemmeværnets grupper, delinger og kompagnier.
(3) I tilslutning hertil kan naturligvis feltarbejder af forskellig slags igangsættes, når den første ildovervågede skærm af panserminer - om muligt i tilslutning til panserhæmmende terræn og forberedte spærrelinier - er etableret.

(4) Allerede i denne fase cg måske netop i denne bør feltenhederne indføje det eksilerende net <_f lokalforsvar og hærhjemmeværnsenheder i én panserbekæmpelsesplan.
(5) Først bag den nu beskrevne skærm kan de offensive tanker begynde at materialisere sig. Den. defensive start er kun tilsyneladende passiv. Men realistisk anskuet e: den - i udgangssituationen - forudsætningen for, at krigsføringens principper (mål, offensiv, tyngde m. v.) overhovedet kan bringes til udførelse.
(6) De senere års krige er alle - med undtagelse af Israels »100-timers felttog« i 1956 - foregået i terræn og med (geriljabetonede) enheder, der ikke har muliggjort ajourføring af pansrede enheders optræden i kamp. Den frie manøvre med panserenheder mod en i så henseende underlegen modstander har derfor i realiteten ikke fundet sted under med dansk terræn sammenlignelige forhold siden de allieredes fremrykning i Nord- vesttyskland i 1945. Et studium af disse kampe synes imidlertid at underbygge den ovenfor skitserede anvendelse af panscrbekæmpelsesmidler som forudsætning for nogen form for manøvre, hvorhos kommer, at de indsatte tyske »Volksgrenadiere« med deres pansernæver m. v. i tilslutning til bebyggede områder viste sig overraskende effektive selv over for massiv allieret panserindsættelse. I det begrænsede danske rum må det første formål være at vinde tid, erfaring og kamptilvænning.
b. Bevægelighed og terrængående evne må enten imødegås ved egen bevægelighed i samme størrelsesorden eller ved at tvinge modstanderen til at stoppe og sidde af. Det må erindres, at f. eks. ds østeuropæiske hære primært må formodes udstyret med terrængående mobilitet, dels fordi de offensivt i det centraleuropæiske rum skal forcere områder med stærk kupering og kraftige vandhindringer, dels fordi de ved henholdende kamp i egne områder skal arbejde over enorme vidder med et endnu sparsomt og primitivt vejnet. I dansk terræn vil det tætte vejnet friste. Bevægelse ad og tæt om vejene vil desuden hyppigst give længere skud end i terrænet. Der er således reel mulighed for, at en stærkt motoriseret fjende i nogen grad vil klæbe til vejnettet. For egne styrker melder sig da følgende to muligheder:
(1) Enten at udnytte fjendens samling til vejene til selv at søge kamp om vejnettet.

(2) Eller at ræsonnere, at modstanderen sin fuldt terrængående evne til trods, bevæger sig langsomst ude i terrænet, og at vi derfor bør søge kampen der ude.
Løsning (2) alene kræver imidlertid fuldt terrængående bevægelighed også af egne enheder, og henset til, at stormagtshære, jfr. ovenfor, må være terrængående af geografiske årsager, som ikke i samme mål eksisterer i dansk område, rejser sig spørgsmålet, om ikke en væsentlig del af egne enheder med fordel, nemlig bevægelighed og lettere vedligeholdelse, kan være hjulbårne. Ved en taktisk kombination af løsning (1) og (2), altså en udnyttelse af vort terræn, skulle først og fremmest opnås større bevægelighed end modstanderen og, henset til det tætte vejnet, alligevel tilfredsstillende terrænfrihed for offensivens tunge elementer.
c. Spredning skyldes principielt kravet om sikkerhed og er oftest en hemsko for principperne om tyngde, økonomi, samspil og overraskelse. Denne spredning må primært neutraliseres ved bevægelighed og sikre signalforbindelser (der omtales senere). Bevægelighed er imidlertid ikke blot motorisering og terrængående evne, men også igangsættelse og retningsskifte uden tidskrævende befalingsudgivelse, omgruppering og fremføring af tunge kamp- og støtte- enheder. I realiteten skal de elementære manøvrer inden for de fire kampformer kunne udløses lige så simpelt og spontant som den gammeldags forpatruljes 1’ere til højre og venstre. Spredningen må således indebære, at brigaden er fast inddelt i kampgrupper. Kravet om spredning medfører endelig stadig opklaring samt overtagelse af det lokale forsvars hele observations-, efterretnings- og ABC varslingsnet i brigadens ansvarsområde.
d. Vanskelighed med at få passende observation vil være et af modstanderens betydeligste problemer, fordi han kun ufuldstændigt kan udnytte sin generelle ildoverlegenhed. På vor side kan derimod de korte observationsafstande - forudsat anvendelse af tilstrækkeligt lave køretøjer - udnyttes til hurtige og uindsete flytninger af egne enheder selv ret tæt på fjenden. Herved opnås fordele i retning af tyngdedannelse, økonomi, samspil og måske overraskelse. Dette fremmes af eget vejnets tæthed, de mange læbælter og den omsiggribende bebyggelse i landdistrikterne.

I relation til de allerede analyserede krav til egen kontramanøvre kan man måske skitsere observationsproblemet således, at har man i en given situation »aktiveret« en ildovervåget hindrelinie i et terræn, hvor fjendens observation er særligt kort (500-800 m, hvilket vil være meget almindeligt på øerne samt i Øst- og Midtjylland), kan selv underlegne enheder på egen side opnå en særdeles gunstig ildvirkning på kort bold. Hyppigt vil angriberen være tvunget til ved beskydning med selvkørende kanoner og kampvogne at rydde hindreliniens bevoksning af vejen, før ban med ild kan sikre sine enheders rydning af passager i minefeltet og derpå sine kampvognes og PMV’s videre fremrykning. Alt dette dog naturligvis under forudsætning af, at vore enheder udnytter modstanderens ringe observationsmuligheder til selv at forblive og holde hindrelinien effektivt overvåget med ild fra maskingeværer og panserværnsvåben. Denne taktik kan konsekvent applikeret lede modstanderen til at søge ud på vejene. Iler vil han hyppigst få bedre observation, specielt efter at vi af trafikale hensyn bar fjernet vejtræerne. Til gengæld er ban på en vej et bedre mål end ude i skjulende terræn.

c. Lokal fjendtlig overlegenhed ved brutal masseindsættelse af integrerede pansrede enheder på relativt kort skudhold må fra vor side imødeses som et primært psykisk og dernæst taktisk problem. En modstanders således beskrevne optræden er den af de Gaulle opfundne og af den tyske værnemagt praktiserede taktik, som gav enhver modstander, der første gang mødte den, en alvorlig rystelse. Ikke blot polakker og russere, men også franskmænd, briter og amerikanere måtte igennem en taktisk krise, før de lærte at stå fast, parere og slå igen. De to eneste allierede divisioner, der i 1939-40 ikke kom til kort ved det første møde med en sådan fjende, førtes af de Lattre de Tassigny og - de Gaulle selv. Der er derfor intet mindreværdigt i seriøst at erkende dette problem for ikke-kampvante tropper og at analysere metoder til dets løsning. Spørgsmålet vil fortsat eksistere, også med stigende grad af egen pansring. Vi må søge allerede i organisation og i fredstidsuddannelse at indrette os på dette »første mødes chok«. Heri bør indgå tre momenter:

(1) En psykisk: Følelsen af, at man kan stå sig. Den oparbejdes primært ved uddannelse, især i pansernærbekæmpelse, hvor »modstanderens« pansrede køretøjer gøres til noget velkendt; dernæst ved en hellere rigelig end for sparsom tildeling af panserværnsvåben ned til laveste enhed, om gørligt enkeltmand; og endelig ved en rimelig beskyttelse af enkeltmand under fremrykning til føling. Hertil er yderligere at bemærke:
(a) Det vesttyske Forbundsværn lægger stor vægt på »Panzeahbekämpfung«. Generalinspektøren for Infanteriet har tilsvarende herhjemme i »Infanterinyt« behandlet problemet i en løbende lektionsserie. Om dette fag tages tilsvarende alvorligt i geleduddannelsen, skal ikke berøres her.
(b) Infanteristen føler sig sådan set mere sikret mod overraskelser, når han til fods bevæger sig i terrænet i nær kontakt med skjule- og dække-muligheder, end når han på en lastvogn sidder med ryggen til en ukendt trusel.
(2) En teknisk: Rutine i at etablere en hindrelinie, der rigtigt anbragt og ildovervåget giver modstanderen et faktisk stop.
(3) En taktisk: Rutine i omgående at flytte offensive enheder til det rigtige sted og åbne ild i modstanderens flanke, om muligt under bevægelse frem.
f. Om en modstanders optræden i dagslys og i mørke vil være forskellig, afhænger af det infrarøde materiels udvikling både på hans og på vor side.
(1) I fald det på hans side er bedre end vort, vil han i mørke kunne optræde på samme eller nærlig samme måde som ved dag, jf. ovenfor. Vor kontramanøvre vil i dette tilfælde afhænge af eget infrarøde materiels rækkevidde og udbredelse. USA arbejder f. eks. med panserværns- raketter, som styres ved skyttens direkte sigte, idet selve raketten alene dirigeres ved infrarød sigte-til-mål lysstråle, som påvirker en slags styrefotocelle i rakettens agterende (det såkaldte TOW-system).
(2) Tillader ufuldstændigt infrarødt materiel ikke fjenden at optræde på samme måde ved dag og ved nat, kan han vælge at efterlade (væsentlige) dele af sin pansrede køretøjspark og lade afsiddet infanteri infiltrere for ved dagslys at trække sine køretøjer efter. I så fald bliver kravene til vore modforanstaltninger ikke væsensforskellige fra i dag, men brigadens kampkraft vil lide under det nuværende system, hvor panserenhederne trækkes sammen til vedligeholdelse under nærsikring af dertil særligt afgivet let infanteri.

(3) I en infiltrationsfase, der skal »gentages« nat efter nat, må det blive liver enheds egen sag at klare sin natlige nærsikring, fortrinsvis ved et fælles for alle udeksperimenteret system med snubletråde, alarmblus, automatisk udløsning af ild fra stabiliserede maskingeværer m. v., medens mellemrummene mellem disse beredskabsområder (BSO), som det altså vil være risikabelt for enhver at nærme sig, må dækkes med kort-distance feltradar og infrarødt materiel. Også i denne situation bør det lokale net af hærhjemmevæm indgå i en helhed i brigadens territoriale ansvarsområde. Sikkerhedsnettet mod infiltration i mørke kan i så fald skitseres således:
(a) Nærmest fjenden en terrænets konfiguration følgende skærm af infanteriobservations- og lytteposter med infrarødt observationsmateriel og infrarødt styret panserværn.
(b) I næste »række« tunge infanterivåben i lukkede BSO, rede til at udløse forberedte skydninger på kald i eget forterræn og med afsøge- patruljer rede til udsendelse.
(c) I tredie »række« de pansrede enheder i ligeledes lukkede kompagni/ eskadrons-beredskabsområder og med mellemrummene dækkede af de ovenfor nævnte radar- og infrarøde systemer, også med afsøgepatruljer rede som ovenfor nævnt.
(d) Til sidst eksempelvis brigadens kommandostation, artilleri og forsyningsområde, hver etableret med et lukket BSO.
(4) Systemet medfører, hvis de lukkede BSO skal sikres tilstrækkeligt, at alle forsyningskøretøjer sendes bagud, lige før BSO’erne lukkes, og at de - medhavende forsyningerne - tilgår før daggry, når fjendens infiltrationsaktivitet kan forventes at være afklaret.
(5) Endelig bør det overvejes, om de lukkede BSO’er kan etableres i mindre bebyggelser, fortrinsvis om vejknudepunkter, med følgende fordele at opnå:
(a) Da fjendtlig infiltration alligevel hyppigst sker med det formål at samle det infiltrerende personel til samlesteder, hvorfra de kan beherske terræn og vejnet og afskære deres modstander fra bevægelse bagud, kan man altså på forhånd afskære ham fra nogle af de områder, han gerne så sig i besiddelse af.
(b) Køretøjer m. v. kan bag mur skjules for fjendens infrarøde materiel.
(c) Bebyggelsens adgangsveje og perimeter kan kontrolleres ganske effektivt.
(d) Materialer til udbygning af alarmsystemer og mindre feltarbejder kan i nogen grad skaffes lokalt.
(e) En del af den fornødne faglige tjeneste, især vedligeholdelse af pansrede køretøjer, kan finde sted i garager, lader, auto-servicestationer m. v., idet civilbefolkningen formodes alligevel at skulle have mørkelagt.
(f) Mandskabet kan på skift komme under tag, hvilket moralsk er en fordel i eget land.
(6) Denne løsning på »kontra-infiltrations«-problemet bryder nok i mangt og meget med indlært doktrin om at blive ude i terrænet, og det er hermed ikke sagt, at BSO kun bør oprettes i bebyggede områder (landsbyer) ved vejkryds in. v. Afhængigt af terrænet træffes valget nat for nat og altid med skifte, så at fjenden aldrig véd, hvor brigadens enheder er dislocerede. g. Helikopterbårne enheder kan forudses overalt, og herfor taler tre årsager:
(1) De korte observationsmuligheder i typisk dansk terræn kan en med helikopterbårne styrker udrustet fjende udnytte imod os selv ved i læ af terrænets skjulemuligheder at indsætte netop disse enheder til overraskende, hurtigt flyttelige og hurtigt overståede ildoverfald og vertikale infiltrationshandlinger.
(2) De seneste års »brush-fire« krige har nødvendiggjort udviklingen af helt nye kampmetoder og deraf følgende våbensystemer. Medens man endnu arbejder med 1. generations-helikopterne blot med de klassiske infanterivåben påmonterede i uharmoniske konstruktioner, har USA oprettet et U.S. Army Limited War Laboratory, der — foruden at løse påkrævede 1. generations opgaver, jf. foran - er i gang med 2. generations-helikoptersystemet, som søges materialiseret fra 1970. Der er ingen grund til at formode, at de østeuropæiske lande til den tid skulle være langt bagefter.
2. generations-helikopteren er karakteriseret derved, at den konstrueres til et givet våben og med en af dette bestemt taktisk ydelse for øje. Det kan dernæst specificeres således, at medens 1. generations-helikopteren bærer infanterivåben, er 2. generation et vertikalt bevægeligt artilleri- og kampvognssystem, tillige med panserværnsvåben. Helikopteren er kommen for at blive, måske helst integreret i hæren som dens tredimensionale bærer af ild og mandskab.
(3) Alt militært personel kan flyttes med og indsættes fra helikopter. Hertil kræves ingen specialuddannelse.

Helikopterens svagheder, som vore enheder skal udnytte i bekæmpelsen af dens ild, er ringe fart, kort aktionsradius (drivmiddelkapaciteten), sårbarhed overfor beskydning og støj.

De krav, der heraf kan udledes til egen brigade, er i korthed:

- Visuel luftobservation må organiseres altid og overalt, primært i form af de traditionelle luftspejdere i alle enheder ned til gruppe.

- Luftmeldetjenestens poster må inden for brigadens ansvarsområde kobles til denne, evt. ved et brigade broadcast-system, der kombinerer fly-, helikopter- og ABC-varsling i samme net. Da hver mand i vore dage - også i felten - medfører sin private transistor-radio, burde en frekvens i krigstid reserveres til netop dette varslingsformål, og enhver i brigaden kunne holde sin radio gåen le på denne varslingsfrekvens, på hvilken brigaden da sender.

- Vore nuværende opklaringseskadroner og artilleriets pejleenheder kan muligvis delvis slås sammen til fjernstyrede radardrone-enheder, som dirigeres centralt fra brigadens efterretningssektion.

- Forudsættes det, at luftforsvaret generelt er et interværnsraketproblem, som løses centralt og på højeste plan, bør brigadens luftforsvar koncentreres mod lavtgående lette close-air-support fly og helikoptere.

Det vil (som før 2. verdenskrig) dreje sig om let luftværnsskyts, såsom 12,7 mm og 20 mm skyts, påmonterede nogle køretøjer i alle enheder, og 40 mm skyts koncentreret om et centralt brigadeforsyningsområde.

Kampvognskanoner og selvkørende kanoner bør kunne skyde direkte på (pansrede) helikoptere eller med brisant på større grupper af helikoptere, evt. med radar eller infrarødt styret brandrør, der udløser detonationen på klods hold af de anflyvende maskiner.

Den lokale bekæmpelse af helikopterlandede enheder kræver iøvrigt en intim samordning med lokalforsvar og hærhjemmeværn, ligesom alle enheder, der ikke er i kampføling, må have en udrykningsstyrke i reserve til hurtig nedkæmpelse af den landsatte fjende, før han når at samle sig. De i det foregående analyserede krav til imødegåelse af infiltration i mørketimerne og den her gennemgåede sikring mod helikopterenheder fører i virkeligheden til på visse punkter identiske systemer, som derfor må kunne sammenarbejdes til ét sikkerhedsnet, der sammen med panserværnsplanen er den offensivt aktions nødvendige rygstød.

8. Kravene til egne kampenheder.

a. Ild og bevægelse.
Den idé at kombinere ild, sikkerhed og bevægelse i ét ved anvendelse af et beskyttet køretøj, hvorpå det givne våben kan affyres både under kørsel og ved holdt, er så gammel som det Gamle Testamente. Det var dog først med tilkomsten af det automatiske ildafgivende våben, maskingeværet, at problemet blev akut, nemlig under 1. verdenskrig, da al taktik degenererede, fordi ildens kraft forhindrede infanteriets og rytteriets ubeskyttede masser i at bevæge sig. Balancen mellem ild og bevægelse var vippet over, og kampens stivnen under urimelige tab af menneskeliv var følgen. Først den regulære, larvebåndsforsynede britiske kampvogn, sat ind ved Cambrai 20. november 1917, var egnet til at genskabe balancen. Ideen om motoren som ildens bærer på hjul, på larvebånd og på vinger har siden materialiseret sig så stærkt, at vi i dag faktisk kun kan overveje den fremtidige balance mellem ild og bevægelse, hvis vi ind til de sidste 300 m fra fjenden accepterer
- den motorbårne ild som det normale og
- den mandbårne ild som undtagelsen.

b. Ild.
Ild er i militær terminologi synonymt med virkningen af et skydevåben:
- Håndskydevåben,
- morterer,
- panserværnsvåben,
- kanoner og
- raketter (der løser dels panserværns-, dels artilleriopgaver).

Det bør alvorligt overvejes at nedskære antallet af våben inden for hver enkelt af disse kategorier. Herved kan vedligeholdelses- og forsyningsproblemer, hvorunder ammunitionstjenesten, reduceres, ligesom enkeltmandsuddannelsen på den ene side kan forenkles, og enhedsuddannelsen — samvirkerutinen — på den anden side forstærkes.

(1) Således synes det ikke utopisk at koncentrere sig om to håndskydevåben: Ét gevær og ét maskingevær. Som gevær kan nævnes den svenske version af det vesttyske G-3 automatgevær, der nu anskaffes som finskydningsgevær ved hærhjemmeværnet. I givet fald forsynet med en geværgranatanordning.

(2) Endvidere bør det betænkes at indskrænke sig til kun lo morterer, 81 mm og 120 mm, af hvilke den første da gives til det lette infanterikompagni og dér erstatter den 60 mm morter. Derimod synes 120 mm mortéren afgjort at høre hjemme på bataljons- plan som tyngdedannende våben. En opnormering fra 4 til 8 120 mm mortérer i infanteribataljoncn synes på sin plads.

(3) Panserværnsvåben må tillægges en primær betydning i 1970’ernes kamp, men hvilke typer, der til den tid vil være til rådighed, er for nærværende næppe lielt afklaret. Det vil dog næppe være urigtigt at foreslå den allerede kort omtalte bevæbning af enkeltmand uanset våbenart med en geværgranat og hver gruppe (og hertil svarende af andre våbenarter) med et Carl Gustaf-agtigt våben. Om man i højere led (deling, kompagni, bataljon) skal vælge dysekanon eller raket, må afhænge af tilbuddene fra fabrikkerne under hensyn til rækkevidde, gennembrydningsevne, styringsmetode og vægt.

(4) Kanonen er som våben helt særskilt og af overordentlig stor betydning, både i offensive og defensive kampformer. Artilleriet var, også efter kampvognenes fremkomst, den taktiske førers fornemste tyngdedannende våbenart, forudsat at dets signalmidler, trækkraft og uddannelse tillod en smidig anvendelse. De primære artilleriproblemer var og er en koncentration af ilden - d. v. s. flest mulige pjecer — mod et aktuelt målområde, en effektiv central kommandoføring og en vel forberedt ildplan.
Artilleriets kanon kræver stabile affyringsforhold og højt udviklet observationsteknik, men leverer til gengæld velrettet ild, så længe det skal være. Målskifte i dybden kræver derimod tid til flytning. Pansertroppernes kanon leverer kortere rækkende ild og normalt kun i snæver tilslutning til den løbende kamp umiddelbart over for fjenden. Flytning er derimod ingen sag. Artilleriet har imidlertid i stigende grad sat sine kanoner på selvkørende chassis’er for at opnå pansertroppernes terrængående bevægelighed. Da samtidigt pansertropperne har ladet deres kanoner »opgunne« for at opnå artilleriets hidtidige fordel - større rækkevidde og større ildvirkning - er det naturligt kritisk at spørge: Er forskellen ikke så ringe, at det må anses for taktisk overflødigt at opretholde det traditionelle skel mellem artilleriets terrængående kanon på selvkørende chassis og pansertroppernes kampvogn med næsten identiske karakteristika?

Lad os vende tilbage til Cambrai 1917. Hvad var kampvognen i sin elementære og oprindelige form: Et skydevåben, der var sat på larvebånd for at kunne forcere det oprodede terræn, og som var pansret for at kunne overvinde tyskernes dødelige maskingeværild. Royal Tank Corps og alle verdens øvrige pansertropper udvikledes ved at sætte dragoner og husarer på de nye kampvogne, fordi alene kampvognen i maskingeværets tidsalder kunne løse rytteriets klassiske opgave: At omfatte, at gennembryde og at forfølge. Men artilleriet har nærmet sig disse normer så stærkt, at vi må anskue de to hidtidige våbenarter under en ændret synsvinkel. Den nye svenske »Landsverk« kampvogn synes således at være endnu et skridt hen herimod. Skal vi derfor »vælge kanoner« til 1970-brigaden, må vi vælge dem som »ildafgivende rør« med en ønsket virkning for øje og dernæst finde en til den taktiske anvendelse af denne ildvirkning passende bevægelighed. Hvilke er de ild-opgaver, som vi må ønske løst for effektivt at kunne sætte vore offensive elementer ind og danne tyngde for og med dem?
(a) Den umiddelbare kanon-ildstøtte på laveste plan. Det fremgår af de hidtidige analyser i dette studium, at brigaden må have - eller underinddeles i - elementer, der kan stoppe, og andre der kan angribe. Sådanne hyppigt selvstændige og sommetider isolerede elementer (kampgrupper), hver for sig af størrelsesorden som f. eks. vore dages bataljoner, må da også hver for sig have en organisk ild, der ikke er ringere end den, som eksempelvis panserbataljonen af 1965 råder over. Kravet kan sættes til en rækkevidde af 15 km, svarende til 1/2-3/4 times kørsel for fjendtlige bæltekøretøjer gennem terrænet. I dag har kampvognen en 105 mm kanon, artilleriet en 105 mm hauhits. I det næste tiår vil man formentlig blive nødt til at gå op til 120 mm. Den enkelte pjece må af hensyn til anvendeligheden på dette trin have 360° sideretningsfrihed. Beskyttelse mod fjendens ild og ABC-stråling kræver pansring. Bevægeligheden skal berøres senere. Konklusionen bliver: På kampgruppetrin en 120 mm kanon med 15 km rækkevidde, anvendt i både kampvognens og 105-155 mm haubitsens hidtidige roller og evt. på bekostning af nogle af haubitsens skydetekniske finesser. Mobilitet må kompensere for akkuratesse.
(b) Brigadens egen ild-reserve. Der må dernæst - for at danne tyngde i forhold til kampgrupperne og samtidigt hindre fjendens første reserver i at blive ført frem — på brigadens eget niveau være en artilleripjece, som kan skyde op til 25 km og derved virke smidigt i henseende til forlægning af ilden fra én fløj til en anden og bagud i rummet mellem fjendens enheder i direkte kampføling og hans reserves forreste elementer. Af hensyn til det hyppigt snævre samarbejde med kampgruppernes kanoner må brigadeskytset i øvrigt have nærlig samme karakteristika som disse (pansring m. v.). Konklusionen må altså på brigadetrin være en 155 mm kanon eller tilsvarende virkning eller rækkevidde.
(c) Det vil være ligesom at lade en løs tråd blive hængende, hvis det her ikke ganske kort bemærkes, at ildstøtten til brigaden naturligvis ikke hermed er afsluttet. Der må som tidligere være:
- Et kanonsystem, der gennemfører kampen mod fjendtlige artilleri- enheder og længere borte dislocerede reserver. Til sådanne kontrabatteri- skydninger m. v. må haves en pjece med en rækkevidde på ca. 35 km og et tilsvarende udviklet observations- og måleapparatur. Dette vil være det klassiske divisionsartilleri, men da f. eks. en 203 mm haubits eller tilsvarende virkning eller rækkevidde.
- Et endnu længere rækkende kanonsystem til at engagere den fjendtlige opmarch i stor dybde, altså en rækkevidde på ca. 120 km, d. v. s. det klassiske korpsartilleri, enten en udboret kanon eller egentlige raketvåben, alt med et observations- og målopklaringsapparatur, der bevæger sig på grænsen mellem de hidtidige artillerifly og den egentlige taktiske flystøtte. Hvorledes disse enheder skal organiseres, ligger uden for opgavens rammer, men brigaden kan ikke og bør ikke være den på én gang grundlæggende og højeste taktiske enhed.
(5) Raketten er i visse henseender »ildens problembarn« i dagens diskussion om moderne våben. Fra at være blevet lanceret for blot få år siden som den store nyhed i våbenteknik i det 20’ århundredes sidste halvdel, er raketten i dag knapt så aktuel. De seneste forsøg i USA og Canada - jf. Militært tidsskrift for maj 1964 - arbejder »på at udvikle langtrækkende artilleri, som muligvis i en del tilfælde vil kunne løse en opgave lige så godt og meget billigere, end raketter kan gøre det. Man har således ved at udbore den 120 mm luftværnskanon til en glatløbet 127 mm pjece, hvis løblængde forøgedes med 3 meter, kunnet skyde en pilgranat 75 km lodret op. Granaten holder sin bane med stor præcision.« . . . »også mod jordmål vil kanonerne ud på 150-200 km afstand kunne udvikles til at løse de foreliggende opgaver for en brøkdel af den udgift, som medgår til opgavernes løsning ved hjælp af raketter.« Meget kunne således tyde på, at det ikke er andet end gætteværk at indlede en analyse af rakettens opgave som ildafgiver i det næste tiår.
(6) Én skudopgave, som i denne forbindelse endnu ikke er bleven nævnt, er luftværnskanoneme. Den 40 mm Boforskanon med »Super Fledermaus«-udstyr synes at inddække brigadens umiddelbare, lokale behov til 1975, med mindre noget revolutionerende i mellemtiden skulle dukke op.

c. Bevægelse.
Bevægelse er lier synonymt med taktisk bevægelighed og er et af krigsføringens grundprincipper. Det synes allerede at være bleven en grundsætning, at ild og personel skal være motorbårent, i hvert fald ind til de sidste 300 m fra fjenden. Thi ild er nok det vigtigste af taktikkens to grundelementer, men er i henhold til flere af krigsføringens grundprincipper kun af værdi, hvis den afgives på det rette sted og til rette tid. De to sidste betingelser har siden 1. verdenskrig kun kunnet opfyldes, hvis ilden kan flyttes — kan bæres - af motorkraft. Alene en modstanders egen flytteligbed forlanger dette. Der er ikke anden udvej. Retningsgivende for vor egen taktiske bevægelighed bør da primært være de krav, som imødegåelse af fjendens bevægelighed og terrængående evne stiller til vore enheder i vort eget terræn:
(1) Antager vi den i pkt. 7.a. forsøgte analyse, ses det, at et »panserstoppende« element af én eller anden slags bør tilvejebringes, og at dette med fordel kan arbejde og flytte sig i tilslutning til det tætte danske vejnet. Bevægelse på hjul er hurtigere end bevægelse på larvebånd.
(2) Går vi videre herfra, synes det også rimeligt godtgjort, at et offensivt element må udnytte det stop, som således er påført fjenden. Det offensive element må til gengæld være fuldt terrængående.
(3) Skal bevægeligheden - også i terrænet - nu udnyttes optimalt, må det være naturligt at dele transportmidlerne således, at tungt materiel er larvebåndsbåret, lettere enheder hjulbårne. Herved vil også egalitet i bevægelighed kunne opnås inden for samme enhed og gøre den operativt homogen. Brigaden må for at flytte sin ild i overensstemmelse med egen generel kontramanøvre således have:

(a) En eller flere lette, hjulbårne kampgrupper til overvejende brug af vejnettet.
(b) En eller flere tunge, larvebåndsbårne kampgrupper med kanoner og andet svært materiel, alt med fuldt terrængående evne.
(4) Ved en sådan taktisk begrundet kompromisløsning forudsættes det, at hjultransportkøretøjer til kampenheder er specialbyggede, især derved at de har:
(a) Lav silhuet;
(b) håndvåbensikker glasfiberoverbygning med fri observation på 360° og en sløringsfarvet stofkaleche, der kan trækkes over, eliminere solreflekser og samtidig fungere som mørklægningsgardin;
(c) skydeskår til bov-maskingevær (eller 20 mm kanon);
(d) røgudlægningsapparat samt
(e) terrændæk af traktortypen og dermed nærlig samme terrængående evne som en landbrugstraktor, hvilket ikke er så dårligt for et hjulkøretøj. Endvidere kan vognen uden større bekostning udstyres med et reserverat i agterenden, således at vognen ved »uønsket« møde med fjenden kan udlægge røg, køreren sætte den i bakgear og bageste mand (reverskører/ reservemotorvognsfører ved siden af øvrig uddannelse) ufortøvet styre den bagud til en naturlig vendeplads. Vognen bør være ikke blot lav, men også kort. Den bør derfor ikke rumme mere end f. eks. 9 mand. Motoren bør principielt ligge inde i vognen og bagude, så den dels ikke er så udsat for projektiler, dels kan tilses og vedligeholdes, uden at vognen skal forlades. Ved anvendelse af den nye flade wankelmotor, der kan ligge, hvor som helst i vognen, spares plads og vedligeholdelse.
(5) I tilslutning til anvendelsen af hjulbårne enheder kan det tænkes, at en væsentlig del af forsyningskørslerne som i Sverige kan præsteres af landbrugstraktorer med påhænsvogne, altså lave køretøjer med en vis terrængående evne.
(6) Brigaden kan næppe negligere nødvendigheden af vertikal flytning af i hvert fald en mindre enhed. I alle fire kampformer vil dette forøge brigadens taktiske muligheder anseligt, f. eks. til besættelse af nøgleterræn. Da det tunge materiel over danske afstande lige så hensigtsmæssigt lader sig flytte ved egen kraft, må det være i den lette hjulbårne kampgruppe, at et til enhver tid passende element må kunne efterlade sine transportvogne og lade sig helikoptertransportere, medens kørerne følger efter med vognene, når mulighed byder sig. En løftekapacitet på 14 helikoptere å 10 mand skønnes forsvarlig. Helikopterenheden er altså cn ren løfteenhed, bør holdes samlet og tillige kunne udføre forsynings- og sygetransporter. Helikopteren må have en sådan motorkraft, at den med passende wire- udstyr kan løfte én af de ovenfor beskrevne mandskabstransportvogne (uden mandskab) over et vandløb, minefelt, krater i vej eller anden forhindring. Derved vil den tillige spare megen kostbar og tidsrøvende indsats af ingeniørenheder. Da løftet kan foregå blot 2 m over terrænets niveau, kan løftet præsteres bogstaveligt talt uden mulighed for fjendlig observation,
d. Opklaring.
Opklaring er den taktiske efterretningstjenestes vigtigste middel og en offensiv handling mod fjenden. Den deles logisk (og traditionelt) i næropklaring og fjernopklaring, den første med henblik på kampen i dag og den sidste med henblik på kampen i morgen. Under pkt. 7.g. er observations- og opklaringstjenesten omtalt, hvorunder især fjernstyrede radardroneenheder. Analyserer vi problemet, synes det klart, at jo langsommere man bevæger sig, desto større er muligheden for at blive overrasket, og desto tidligere må man have blot nogen viden om modstanderen. Paraden imod ham er nemlig langsom. Med stigende fart har man i sig selv midlet til at opklare, og paraden mod en overraskelse lader sig hurtigere gennemføre. Det er især på klods hold af fjenden og i mørke, at den klassiske næropklaring har betydning, mens de tunge våbens rækkevidde kun effektivt kan udnyttes ved en fjernopklaring. Går vi ud fra opdelingen af brigaden i kampgrupper som skitseret ovenfor, må hver af disse kampgrupper foretage næropklaring med egne midler, medens brigaden udstyres med en /jernopklaringsenhed.
(1) Kampgruppens næropklaring vil have forskellig karakter, eftersom det drejer sig om en tung kampgruppe på larvebånd eller en let kampgruppe på hjul.
(a) Den tunge kampgruppes næropklaring skal selv være larvebåndsbåren og må samtidig til fuld udnyttelse af kampgruppens kanonild kunne løse artilleriobservatørens klassiske opgaver.
(b) Den lette kampgruppes tilsvarende næropklaringselement må være hjulbårent, men i stedet for artilleriobservatør medføre mortérobservatør.
(c) Begge disse næropklaringsenheder må medføre røgudviklingsapparat, lysraketter og infrarødt materiel. (d) En enhed af denne art hør formentlig have dubleringsmulighed, således at der kan opklares (og ildledes) ad to akser. Når enheden ikke bruges efter sin bestemmelse, vil den med den foreslåede bevæbning m. v. være fortrinlig til overvågnings- og sikringsopgaver. I taktisk optræden vil den gamle terrænvogn — Bren gun carrier’en - kunne tjene som forbillede i sektionsforbindelse.
(2) Brigadens fjernopklaring må have til opgave at indhente de for brigadeføreren fornødne oplysninger til brug for
- rettidige dispositioner for de offensive kampgruppers indsættelse samt
- ledelse af brigadens egen kanonild til tyngdedannende støtte for kampgrupperne.
(a) Enheden skal altså tjene stabens efterretningssektion på samme tid som brigadens ildstøttecentral og føreren for »brigadeartilleriet«. Det synes da hensigtsmæssigt, at både opklaringsenheden og »Brigade-artillerienheden« får samme status i forhold til brigadefører og stab, som et brigadestabskompagni har i dag.
(b) Det krævede materiel til en sådan fjernopklaringsenhed for en brigade er f. eks. fly med indbygget fjernsynsudstyr, radardroner, infrarødt materiel m. v.
(3) Supplerende opklaring kan ske ved lave hjulkøretøjer med en »stay bebind capacity« (nedgravning bag fjendens styrker) og tillige med mulighed for at svømme over fjorde o. 1. En sådan opklaring vil sortere under højere myndighed (division, korps og landsdelskommando). Brigaden derimod kan evt. operere med »stay behind« patruljer af det lokale hærhjemmeværn.
e. Sikring.
Sikringsproblemet er allerede blevet berørt flere gange i den forudgående analyse. Således er sikringen mod fjendens pansrede enheder, mod hans infiltration og mod lians helikopterbårne enheder søgt analyseret i pkt. 7, fordi dette punkt i det hele behandler forholdsregler til imødegåelse af fjendens optræden.
Spørgsmålet er nu, hvilke krav disse forholdsregler stiller til egne enheder.

Svaret er: Faktisk ingen!

Det er i pkt. 7.f. nemlig allerede konkluderet, at det må blive hver enheds egen sag at klare sin natlige nærsikring. De samme principper synes naturlige ved dagslys, kort sagt: Under alle forhold. Pkt. 7.f. giver en anvisning på, hvorledes de rådige midler taktisk kan grupperes for at opnå sikring, men det må i medfør af principperne om kræfternes økonomi og samspil på forhånd udelukkes, at sikring pålægges nogle af brigadens enheder til fordel for andre, bortset fra den i pkt. 8 nævnte sekundære opgave for kampgruppernes næropklaringsenheder. Derimod kan der materielt udrettes en hel del til forøgelse af sikringen - eller rettere til aflastning af kravene til personellet, jf. pkt. 7.f. - ligesom det er indgående omtalt, at brigaden under sit ophold i et givet område må integrere det forhåndenværende lokale forsvars sikrings- og overvågningsnet i sin egen totale virksomhed.

f. Krigsføringens øvrige principper.
Når ild og bevægelse er i indbyrdes balance, når opklaring til indhentning af rettidig viden er etableret, og når en vis sikring beskytter mod grelle overraskelser, er efterleven af krigsføringens øvrige principper et spørgsmål om udnyttelse af disse elementer, altså af førervirksomhed. Denne førervirksomhed kan imidlertid kun materialisere sig ved:
(1) Ordentlig kommandoføring,
(2) perfekt stabsarbejde,
(3) mand og maskine i harmoni,
(4) en ingeniørtjeneste der til bunds udnytter terrænets særpræg og samfundets civile ressourcer,
(5) en signaltjeneste der ikke er et evigt problem, men som naturligt forlænger førerens øren og stemmebånd,
(6) en faglig tjeneste der virker simpelt, samt
(7) samarbejde med lokale enheder. Af de således nævnte elementer er nogle inden for brigadens ved nærværende opgave fastsatte rammer, andre ikke.

9. Kommandoføring og stabstjeneste.

Føreren for en brigade i 1970-75 må tænke i ild og bevægelse, i våbenvirkning og ikke i virkningens oprindelse.

Som nævnt er en fast og i fredstid dagligt etableret inddeling i faste kampgrupper anset for en betingelse for kontramanøvrens prompte iværksættelse. Ligesom i vore dages typehusbyggeri bør organisationen have sine af taktikken bestemte moduler. For at kunne udnytte en sådan hurtigt flyttelig mekanisme må brigadechefen have helt igennem strømlinede muligheder for at nå sine modstandere og sine egne kampgruppeførere. Dette kunne tale for, at man eksempelvis integrerer følgende:
- Brigadechefens opklaringsenhed med lians efterretningssektion,
- brigadechefens tyngdedannende ildstøtte, med hans operationscenter/ ildstøttecentral og
- hans signalmidler med hans ordre-ekspederende organ. Altså en gennemført opdeling efter funktioner og kun disse. For samtidigt at give de integrerede kommandofunktioner fasthed og kontinuitet bør brigadechefens nærmeste hjælper være stabschef og næstkommanderende på samme tid. Som disse funktioner således centraliseres, hør den faglige tjeneste sættes ind under samme faste ledelse. Da denne tjenestes udførende elementer i sagens natur imidlertid ikke kan fjernes fra de brugende enheder, må centraliseringen ske på anden vis, og den tanke er da nærliggende, at de faglige enheder sættes under samme afdelingschef, i hvis afdelingsstab brigadestabens transport- og forsyningssektion da opsuges. Det skal slutteligt påpeges, at det allerede i pkt. 7.g. er skitseret, at luft- meldetjenestens poster tappes af brigaden, og at et broadeastsystem til kombination af fly-, helikopter- og ABC-varsling etableres under den. Dette system kan ved den ovenfor foreslåede integration af kommando- og stabsfunktionerne meget vel tænkes termineret i brigadechefens operationscentral.

10. Mand og maskine.

Det er endnu ikke kommet dertil, at maskinen har overflødiggjort manden i en kampenhed. I de første år efter den 2. verdenskrigs afslutning var der hos pressens profeter en udtalt tendens til at gøre »trykknapkrigen« til fremtidig krigsførelses normale udtryksform. Ligeledes proklamerede de Gaulle i sin tid »l’Armée de Metier«. Ideen har været grebet med iver mange steder, men det har stedse vist sig, at

fastlandshære ikke har kunnet opbygges med professionelt mandskab alene. Det ligger dels deri, at arbejdskraftsituationen i den økonomisk hastigt ekspanderende vestlige verden ikke har givet hærene noget rimeligt udbud af intelligent personel, dels deri at det ikke er en karriere med samfundsmæssig prestige at være menig skytte i en kampenhed. Da samtidig det civile samfunds arbejdsmæssige klima i disse år langsomt ændres mod tilstande, der kun svagt ligner en militær enheds autoritære system, vil Hæren som største personelforbrugende værn få stigende problemer med hvervning og disciplin. Man bør sikkert i det kommende, meget teknisk prægede samfund søge at kombinere hver enkelt kampfunktion med en teknisk uddannelse, der dels virker tiltrækkende på aspiranter til professionel tjeneste, dels giver den almene værnepligtige et tilskud af faglært viden. Som eksempler på, hvad hermed menes, skal gives følgende: - Alle kørere af pansrede larvebåndskøretøjer samt af de tidligere beskrevne mandskabstransportvogne bør være stampersonel og uddannes tillige som motormekanikere. — Alle skytter ved egentlige kanoner (ligeledes stampersonel) uddannes tillige som våbenmekanikere (tillige som civile finmekanikere).

11. Ingeniørtjenesten.

Ingeniørtjeneste har generelt til formål at omforme og bearbejde det eksisterende terræn på de steder og på sådanne måder, at ild kan afgives under bedst mulige kår og bevægelser finde sted som i den givne situation fornødent for at nå det af føreren fastsatte mål. Ved projektion på 1970-75, hvor modstanderen indledningsvis må engageres med panserbekæmpelse og imødegåelse af hans terrængående bevægelighed, indtil egne offensive elementer kan sættes ind, sés ingeniørtjenesten først og fremmest at måtte omfatte forberedte og improviserede panserhindringer. Begrebet »hindrelinie« kan for den aktivt indstillede fører være behæftet med en klang af noget let odiøst, noget passivt. Hensigten med etablering af sådanne linier er imidlertid alene at bidrage til at hindre større fjendtlige enheders (hurtige) bevægelser i uønskede retninger. Herigennem søges tillige opnået kontrol over en ellers flydende situation og tid til moralsk og fysisk at bringe egne styrker i en

gunstig situation. Hvad dette betyder i et begrænset rum, er allerede nævnt. Det er givet, at en (i fredstid) forberedt hindrelinie med sprængammunition, spærrematerialer og miner rede i nærbeden og under kontrol af forudindøvet personel, tidsmæssigt er en udpræget gevinst. Improviserede hindrelinier derimod kræver hyppigt større indsats af specialmaskiner og særligt uddannet teknisk personel for inden for samme tid som de forberedte at være effektive. I realiteten kan en forberedt hindrelinie, bemandet med indøvet hjemmeværnspersonel, gøres effektiv på samme tid, som det normalt vil vare for egentlige ingeniørenheder med al maskinel hjælp at etablere cn improviseret hindrelinie. Selv små hindringer (med mindre end 10 m gab) vil i dansk terræn hyppigt være panserhindrende, fordi bredderne vanskeliggør opkørsel efter forceringen af vandløbet. Selv hvor en vej over en lille hindring hurtigt kan retableres, vil et større antal hindringer eller afbrydelser med små mellemrum på samme vej mærkbart kunne nedsætte modstanderens bevægelsesmulighed, da de feltmæssigt retablerede passager ikke tillader samme hastighed og vægt som den oprindelige vej.
b. Det skal dernæst understreges, at hindrelinier kun er effektive ved kombination af ild og spærring, og at de specielt har værdi i mørke, især hvis modstanderen ikke har nået at rekognoscere dem i dagslys, og de fortsat overvåges af egne styrker (evt. med infrarødt materiel) og effektivt kan belægges med ild på kald. Selv mindre og små hindringer vinder mangefold ved minering på og om den foretagne afbrydelse eller ødelæggelse.
c. Når alt det om hindrelinier anførte, hvorunder minering, hermed er fremhævet, må det også nævnes, at de passive ingeniørarbejder skal skabe forudsætninger for en senere offensiv indsats. Denne må først skaffe egne enheder passage gennem egne hindringer, dernæst berede de mindre terrængående enheder vejen frem og endeligt ved egentlige hindringer retablere eller slå bro. d. For at lette ingeniørenhedernes last og derved fremme deres bevægelighed er det i øvrigt ikke utænkeligt, at man opdeler det bromateriel, de skal medføre, efter den maximale vandløbsbredde i den landsdel eller egn af landet, i hvilke de forskellige enheder skal indsættes. e. Endelig må det utvivlsomt tages med i betragtning, at den endelige og smidige organisation af brigadens ingeniørenhed(er) må tage vide.

hensyn til områdeingeniørtjenesten, d. v. s. samfundets eksisterende og med industrialiseringen hastigt voksende park af entreprenørmaskiner. Udstrakt brug af disse i totalforsvarets régi bør ske og mane til forsigtighed ved tildeling af tungt ingeniørmateriel til brigaden.

12. Signaltjenesten.

Om signaltjeneste anno 1970 kan næppe anvendes noget mere adækvat udtryk end det af oberst A. V. Hensch i Militært tidsskrift for september 1964 formulerede: »Imidlertid bar jo enhver foresat ikke blot lejlighedsvis, men døgnet rundt, i fred og krig, ansvaret for enhver af sine dispositionsenheder. Heraf følger ganske logisk dogmet om »Signalmidlernes uafhængighed af de taktiske vilkår«, thi den foresatte må til enhver tid råde over effektive, d. v. s. elektroniske, forbindelser med enhver af sine dispositionsenheder m. fl.......................... ................. Tanken om, at enhver taktisk befaling skal ledsages af et punkt om signaltjenestens tilsvarende omlægning, er lige så absurd og alene en følge af signalmidlernes kvantitative utilstrækkelighed. Den kæmpende hær bør naturligvis råde over et så effektivt signalapparat, at det aldeles omgående kan formidle enhver melding og ordre, som kan følge af såvel forudsete som uforudsete hændelser.« Obersten konkluderer, at føringsforbindelserne må være en funktion, ikke af de taktiske begivenheder, men af troppeorganisation og føringsprocedure. Han slutter videre - ud fra en bedømmelse af kampens tempo - at signalmateriellet må være så simpelt, robust og let betjeneligt, at det ikke ansés for mere teknisk videnskabeligt end geværet.
a. I de ovenfor refererede tanker er en helt frisk og uortodoks problemstilling, som synes at åbne nye veje:
(1) Trådforbindelserne ophører generelt og anvendes kun lokalt inden for samme kommandostation med flere lokalabonnenter.
(2) Al anden forbindelse opretholdes med radio, om muligt helt ned til afsiddet infanterist (hjelmradio). I denne forbindelse bemærkes det, at anvendelsen af pansrede mandskabsvogne, selvkørende kanoner og andre køretøjer af tilsvarende art dels vil umuliggøre bygning af telefonforbindelser, dels vil muliggøre anvendelsen af anderledes kraftige og dermed pålidelige radiostationer end nu gørligt.
b. Hertil kommer det moderne radiokædemateriel som f.‘eks. FM 12/800, der med held er bleven anvendt til interne forbindelser inden for brigade, altså til mobil bataljon.
c. Medens dette valg ikke er svært at træffe, fordi det så åbenbart støtter principperne om bevægelighed og effektiv kommandoføring, kan princippet om kræfternes økonomi rejse spørgsmålet om centralorganiserede eller lokalorganiserede net. Følges imidlertid oberst Hensch’s tankegang op, nemlig at signaltjenesten skal være noget lige så naturligt som brugen af en håndgranat, er der imidlertid ikke tvivl om, at en i øvrigt decentraliseret organisation medfører lokalorganiseret net. D. v. s. at såvel signalmidlet (midlerne) som signalkontoret ved hver enkelt enhed er en integreret del af stabens funktioner. Da to af disse netop er at indsamle meldinger og viderebringe chefens befalinger, må man naturligt ræsonnere således:
(1) Sekretariater er ingen »våbenart«, centralt ledet og fordelt efter behov til diverse enheder.
(2) Signalkontorer er ved visse enheder en del af våbenarten selv, ved andre en af en særlig våbenart, telegraftropperne, specielt udstationeret og dreven funktion.
(3) For stabens signalmidler gælder principielt det samme som for signalkontorer anført. Skal problemet nu analyseres funktionelt alene, er det naturligt at tvivle på, at signalkontorfunktionen fremover bør være adskilt fra sekretariatet. Det næste er da også, om signalmidlerne i en fremtidig, forenklet og robust form skal holdes for sig eller alene bør betragtes som sekretariatets forlængede arm. Falder eksterne telefonforbindelser bort, bliver under feltforhold primært radio og radiokædeforbindelserne tilbage, formentligt forsynede med både radiotelefon og fjernskriver med kryptoforsats. Under sådanne forhold synes det rigtigst at nedlægge den bevægelige feltenheds SKT og i stedet at sætte signalmidlerne direkte ind i sekretariatet, som telex’en på et regimentskontor er det under fredsforhold. Hermed er ikke rørt ved spørgsmålet om det faguddannede betjeningspersonels standard.

13. Faglig tjeneste.

a. Der kæmpes i eget land (i »værste« fald allieret naboland) og med en venligsindet (i bedste fald aktivt medvirkende) befolkning som »omgivelse«. Dette forhold må især kunne udnyttes i tilrettelæggelsen af den faglige tjeneste, f. eks. ved udstrakt anvendelse af endnu eksisterende bygninger til mange af dennes funktioner. Her bør vilkårene for en oversøisk kæmpende stormagt ikke kopieres. Dernæst må der henvises til den allerede nævnte urbanisering af Danmarks landdistrikter, især til den i et beredskabsområde skitserede udførelse af faglig tjeneste i eksisterende civile bygninger. Om dette sidste endnu et par ord. Den for årene 1960-65 statistisk helt forbløffende klare tendens til spredning af industri og bebyggelse ud i hidtil rene landbrugsområder medfører, at kamp i 1970’ernes Danmark, hvis denne udvikling fortsætter, i stigende grad vil foregå i nærheden af bebyggede områder og dermed med adgang til et samfunds faciliteter. Disse vil naturligvis i vid udstrækning være mere eller mindre krigsskadede, og om et intakt civilt samfund med el- og vandforsyning i funkionsduelig stand vil der næppe være tale, men karakteristisk landbrugsland i klassisk forstand vil blive en sjældenhed. En hensigtsmæssig organisation af den faglige tjeneste som helhed, selv for en højt mobil feltenhed som den brigade, vi her betragter, vil således ikke kunne udarbejdes, medmindre man i samråd med byplanlæggere og statistikere bar tegnet et billede af det samfund, mellem hvis endnu delvis fungerende småbebyggelser brigaden skal virke. Imidlertid må de i denne opgave umiddelbart foreliggende problemer være først at bestemme de faglige krav på brigadetrin og dernæst at analysere de måder, på hvilke kravene imødekommes.
b. Det første problem er de krav, som tropper i kamp stiller. Det synes her naturligt at begrænse sig til de elementære behov (eller funktioner), nemlig:
- Forsyning og evakuation,
- sanitetstjeneste samt
- vedligeholdelse. Andre faglige funktioner - såsom anskaffelse, beholdningsfordeling, kontrol, økonomi - må derimod selvsagt lades ude af betragtning. Det skal her bemærkes, at funktioner og tjenestegrene ikke nødvendigvis er identiske. De enkelte tjenestegrene kan findes i Feltreglement II.
c. Det næste problem er gennemførelse af de ovenfor nævnte funktioner på en sådan måde, at tropperne betjenes bedst muligt, og at de faglige enheder (led) samtidigt drives hensigtsmæssigt. Det er givet, at begge hensyn bør tilgodesés. Den bedste betjening af tropperne er nemlig ikke hensigtsmæssig - den vil være omfangsrig og dermed en belastning for mobiliteten. Derfor er problemet på én gang enkelt at stille op og kompliceret at løse:
(1) Hvad har tropperne brug for?
(2) Hvor meget af dette kan tilvejebringes af det civile samfund på steder, hvor enheden opholder sig?
(3) Hvor meget (hvilke genstande) må nødvendigvis skaffes fra (forberedte) militære ressourcer og fremføres til enheden?
d. Hyppigst vil svarene på disse spørgsmål endda overlappe hverandre, ligesom en naturlig skepsis over for det civile samfunds ressourcer og deres anvendelighed under kamp vil føre den militære planlægger til for en sikkerheds skyld at påregne alt tilrettelagt og anskaffet for militær regning, medens tid endnu er. Visse tanker kan man dog gøre sig, f. eks. følgende:
(1) Betragter vi troppers behov i forhold til de fem forsyningsklasser, ses det umiddelbart, at forsyninger af klasse II (organisatorisk udrustning), IV (ikke-organisatorisk udrustning) og V (ammunition) kun kan tilvejebringes ved militær foranstaltning, når bortses fra civilt anvendte items, såsom støvler, undertøj, værktøj, graveredskaber o. lign.
(2) Klasse I (konsumvarer) og III (drivmidler) er derimod tilgængelige overalt, drivmidlerne dog ikke ved indenlandsk produktion. Begge klasser vil under kampforhold være (stærkt) rationerede, også i det civile samfund. Et par betragtninger skal her fremlægges til overvejelse:
(a) Klasse I: I en fremtidig organisation må den traditionelle køkkenvogn kunne udgå. Den er personelslugende, dens drift er tidsrøvende, og hensynet til dens kørsel indskrænker enhver førers handlekraft. På den anden side er rettidig forplejning, når personellet er udmattet, af overordentlig stor moralsk betydning. I stedet bør man overgå til en hensigtsmæssig og individuel militær bespisningsordning, eksempelvis således at en komplet C-ration (el. lignende) udleveres én gang i døgnet (med ammunitionsvogn) og af den enkelte (efter forholdene samt førerens bestemmelse) tilberedes på én af følgende måder:

- selvvarmende konserves,
- enmandskoger (spritapparat el. lign.),
- elvarmer (generator) i kampvogne og mandskabstransportvogne,
- forhåndenværende private huse.
(b) Klasse III: Antallet af benzintanke og servicestationer vokser i disse år meget betydeligt. Problemet er ikke så meget, om man med held kan nedskære drivmiddeltransporterne bagfra ved at lade brigaden tømme tankanlæggene inden for sit område, før genforsyning finder sted, men mere om selve genforsyningen kan forenkles, hvilket ligger uden for nærværende opgaves rammer. Imidlertid må man kunne overveje de to sider af sagen under ét, hvis den danske olieberedskabsforening, der til beredskabsformål har lagt en særlig afgift på al benzin og olie, kunne sé sin fordel i af disse penge i fredstid at lave et relativt tætmasket, fælles rørsystem for drivmidler, hvormed deres tankanlæg kunne holdes opfyldte og deres egne fredsmæssige drivmiddeltransporter med tankvogn betydeligt nedskæres til fordel for økonomien. Et sådant net, der uanset hvor en (kæmpende) brigade opholdt sig, altid ville have mindst ét pumpeanlæg inden for eller nær ved brigadens ansvarsområde, måtte kunne aflaste militære drivmiddeltransporter betydeligt, også selv om systemet er sårbart. Det er herved forudsat, at der er et antal omrutningsmuligheder på rørnettet, hvor dette skades, ligesom det selvfølgelig (automatisk) afbrydes foran brigadens drivmiddelpunkt. Erfaringer af denne art må i øvrigt haves dels fra det danske militære rørledningssystem, dels fra USA, hvor denne væske-transportform er overordentligt udbredt. Endelig kan man ikke bortsé fra, at mange biler i dag kører på flaskegas, samt at det må være muligt at fremstille brændstof (drivmidler) i fast form lige som sprittabletter.
(c) Klasse V : Ved overgang til »the open chamber« princippet og deraf følgende ammunition uden metal-patronhylster må især granater af de svære kalibre kunne lettes betydeligt i vægt og transportproblemet om ikke forenkles, så dog kunne gøres mindre kapacitetskrævende. Nedskæring af antal våbentyper og kalibre som berørt i pkt. 8 vil virke i samme retning.
e. Sanitetsfunktionen må have overordentligt stor prioritet. Mennesket er som nævnt kampens kostbareste element. En prompte behandling af sårede har en fundamental moralsk værdi, fordi fremtidens soldat fuldt véd, hvor store chancerne er for at overleve selv svære sår, hvis han blot får hurtig behandling. Allerede i Korea regnede USA’s enheder med, at 99% af de sårede overlevede, blot de nåede bataljonens forbindeplads. Hverken han eller samfundet vil akceptere en halv løsning af den feltmæssige sanitetstjeneste. En individuel beskyttelse er kort foreslået i pkt. 3.b. Den lægelige organisation af sår-behandlingen skal ikke berøres her. Derimod synes transportproblemet at have almént militær og - som netop nævnt - formentlig afgørende interesse. Det ønskelige i at have helikopterløftekapacitet også med henblik på transporter af sårede er allerede berørt. Af mere nærliggende betydning er imidlertid indbringning af sårede helt fremme, hvor kampen foregår. Det synes klart, at dette spørgsmål hænger nøje sammen med bevægeligheden i øvrigt hos den enhed, sanitetsenheden skal betjene. Dette kunne tyde på, at sanitetstransportmidler må have samme grad af terrængående mobilitet som de respektive betjente enheder, i hvert fald ind til et vist punkt, f. eks. svarende til den nuværende bataljonsforbindeplads. Dette vil sige, at larvebåndsbårne enheder må have et antal (lette) larvebåndskøretøjer (måske noget i retning af den tidligere omtalte tertænvogn), medens de hjulbårne enheder følges af »ambulancer« af den i pkt. 8.c.(4) forsøgsvis beskrevne konstruktion, blot med 2-3 bårer i stedet for sæder. Måske kan disse vogne konstrueres således, at bårer umiddelbart kan sættes ind i dem. Både den ene og den anden form for køretøjer løser da primært opgaver som de nu kendte båregrupper. Denne forskellige bevægelighed leder os videre til, at sanitetsenheder ved brigade principielt må kunne opdeles med én forbindeplads pr. selvstændig kampgruppe og én i reserve til brigadestøtteenheder. Endelig bør brigadens sanitetstjeneste tidligst muligt resultere i hospitalisering under sygehusberedskabet. Dette ligger imidlertid på totalforsvarsplan og dermed i nogen grad uden for de givne rammer. Her skal dog nævnes den åbenlyse militære interesse i, at de små landsygehuse bevares, i nogen grad imod Sundhedsstyrelsens nuværende politik,
f. Vedligeholdelse af materiel er i anden sammenhæng tidligere berørt.

Det har i de nævnte betragtninger været en ledetråd at forenkle vedligeholdelsen, eksempelvis ved:
(1) Centraliseret topledelse af den faglige tjeneste, hvorunder da vedligeholdelse af alt materiel, uanset kategori.
(2) Forenklet antal våbentyper og kalibre.
(3) Udskiftning af komponenter frem for håndværksmæssig reparation.
(4) Uddannelse af kørere og skytter m. fl. til motor- og våbenmekanikere m. v., i hvert fald for så vidt småfejl og komponentudskiftning angår. Herved skydes vedligeholdelsen fremad mod brugerne.
(5) Udnyttelse overalt af eksisterende bygninger m. v. til vedligeholdelse under tag. En tilbundsgående analyse af de praktiske aspekter i disse forslag vil næppe falde inden for de givne rammer, men peger dog hen imod anvendelse af en enkelt vedligeholdelsesenhed til brigaden med mulighed for fremskydning af ét eller flere led specielt til at holde larvebåndskøretøjer i gang og kanoner i brugbar stand. En række tekniske og forsyningsmæssige foranstaltninger til lettelse af vedligeholdelse kan imidlertid også tænkes, og som eksempel herpå skal nævnes:
- At kanonrør kunne tænkes fremstillet i dél-rør, der adskilte kan køres frem på almindelige køretøjer og skrues sammen til udskiftning af et udslidt eller beskadiget kanonrør.
- At larvebånd kunne fremstilles af et kunststof, der tillod hjemlandsk produktion og dermed hurtig udskiftning uden oversøisk import under krigsforhold.
- At det med fælles, standardiserede håndvåben og panserværnsvåben kunne betale sig i ethvert hjemmeværnskompagnis område at etablere et også for felthæren tilgængeligt depot med reservebeholdning af sådanne våben og de almindeligste reservedele. En række andre idéer kan utvivlsomt tænkes i lignende retning, hvis man utraditionelt søger at angribe problemet.
g. Det må derpå overvejes, hvorledes den faglige tjeneste - og dermed de faglige enheder - drives hensigtsmæssigt. Det er i pkt. 9. allerede berørt, at en effektiv kommandoføring kan indebære, at den faglige tjeneste må centraliseres, lige som det er antydet, hvorledes dette eksempelvis kan ske.

- Er det imidlertid muligt at gøre dette i praksis, hvis den faglige tjenestes tarv skal tilgodesés?
- Eller er kravene til forsyning, sanitetstjeneste og vedligeholdelse så forskellige, at opgaverne kun kan løses forsvarligt, hvis funktionerne fortsat holdes adskilte? En kort gennemgang kan måske belyse dette:
(1) Det bør indledningsvis holdes for en given sag, at tropper kræver underhold, hvad enten de kæmper eller ej. Selv sanitetstjeneste vil uden kamphandlinger have løbende opgaver at løse. Kommer enheden i kamp, vil kravene til den faglige tjeneste stige stejlt, men tabene af eller skaderne på personel og materiel vil især opstå i kampens brændpunkter, og dér vil stort set også de største forsyningskrav vise sig, specielt hvad angår klasse III (drivmidler) og klasse V (ammunition), medens kravet til klasse I (forplejning) ikke påvirkes radikalt. Det må altså antages, at såvel forsyninger som sanitetstjeneste og vedligeholdelse vil få deres spidsbelastning, hvor kampens tyngde i ild og bevægelse allerede er lagt. Dette bekræftes da også af det generelle stabskrav om, at T-officeren i tide skal gøres bekendt med chefens operative idéer for at kunne disponere de faglige enheder i overensstemmelse hermed. Den franske »skole« taler her ligefrem om en »idée de manoeuvre logistique«.
(2) Anerkender vi denne sammenhæng mellem operationer og faglig tjeneste, følger det naturligt, at en fælles ledelse af de faglige enheder og en integreret stabs- og eksekutivfunktion ikke blot ikke er imod den faglige tjenestes tarv, men må antages at ville fremme dennes effektivitet. Resultatet heraf kan f. eks. blive en forsyningsafdeling under brigaden, omfattende alle dennes enheder, altså både forsyning, sanitet og vedligeholdelse.
h. De næste problemer er da, hvilke arter (typer) faglige enheder en brigade hør have, og hvilket omfang disse må have for at kunne udføre de (evt. integrerede) funktioner på smidig basis.
(1) Hvad angår enhedstyper, må det på forhånd ansés for nødvendigt, at sanitetstjenesten varetages af én eller flere specialiserede enheder, der ikke kan sammenblandes med andre. Derimod kan man overveje, om forsyning, evakuation og vedligeholdelse evt. kan varetages af særskilte enheder eller med henblik på større effektivitet kan varetages af kombinerede enheder, der løser flere parallele opgaver på én gang. For et sådant princip kunne yderligere tale, at en vedligeholdelse, som i høj grad anlægges på komponentudskiftning ved uddannede mekanikere i kampenhederne, i en række tilfælde blot kræver forsyning med intakte komponenter og evakuation af svært skadet materiel og således med held kan følge forsyningskanalerne. Selv om dette akcepteres og ydermere lettes ved eksistensen af den oftnævnte centrale tekniske tjeneste, fra hvem alle reservedele m. v. fremføres, vil der alligevel både uden og med kamphandlinger til stadighed være behov for 3. echelon reparationer af (især) kontrollerede og kritiske forsyningsgenstande. En decentraliseret vedligeholdelse heraf vil kræve fremskydning af relativt tungt arbejdsmaskinen og dermed give - i hvert fald de terrængående enheder - en forsinkende eller bagudhængende echelon. Den taktiske fører må derfor antages at foretrække at blive sådant materiel kvit, medens reparationen foregår. I så fald vil en central 3. echelonsenhed for (især) kontrollerede og kritiske forsyningsgenstande (som jo ikke blot kan efterlades eller bortkastes) være mere formålstjenlig.
(2) Hvad angår enhedernes omfang, fremgår det af det allerede fremførte, at en fastsættelse heraf for sanitets- og vedligeholdelsesenheder kræver en tilbundsgående henholdsvis lægefaglig og tekniskfaglig undersøgelse. Derimod kan det være rimeligt at betragte antallet af forsynings- enheder.
(a) Den kommende brigade må antages ikke at kræve mere mandskab end den nuværende. Forenkling af forplejningstjenesten og af antallet af våbentyper må ligesom en lettelse af ammunitionsvægten (jf. ovenfor) formodes at opveje den forøgelse af ildkraften, som på en række områder er foreslået i pkt. 8.b. Lad os derfor i grove tal regne med dagsbehov, der i antal tons ikke overstiger brigadens nuværende.
(b) Den nuværende trainafdeling har ét stabskompagni og to transportkompagnier. Den kan på disse to kompagnier med 80% af vognene operationsduelige transportere brigadens dagsbehov. Den normale inddeling er (med 83% belagt kapacitet), at

- ét kompagni bærer al forplejning, ½ dagsbehov drivmidler og ½ dagsbehov ammunition
- det andet kompagni bærer al ingeniørammunition, ½ dagsbehov drivmidler og dagsbehov ammunition. En samlet forsyningsenhed for brigaden på størrelse med den nuværende trainafdeling synes passende i kapacitet.
(c) Det kunne nu synes logisk at tilstræbe, at forsyningskøretøjer ligesom ambulancer deles op efter bevægelighed og dermed er forudset at skulle betjene enheder af en bestemt terræn- eller vejgående evne. Imidlertid skal forsyningskøretøjer tilbagelægge det meste af deres kørsel på vej, hvorfor det formentlig vil virke hemmende på deres brug-barhed, nogle af dem er fuldt terrængående, altså larvebåndsbårne. De fleste bæltekøretøjer kan normalt også læsse deres forsyninger umiddelbart ved en vej, medens en patient, der kræver hurtig hjælp, sjældent selv kan gå gennem terrænet til nærmeste sanitetskøretøj. Medens tillige patienters bevægelighed er vidt forskellig, men deres omfang og vægt næsten ens, er det omvendte tilfældet med ammunition og andet krigsmateriel. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at underinddele forsyningsenheden i
- dem, der med mindre vogne alene tager sig af de hjulbårne elementer med deres relativt lette våben og ammunition, og
- dem, der med svære vogne betjener de larvebåndsbårne elementer med disses tunge våben og ammunition. Ved en sådan opdeling vil yderligere udskiftning af reparabelt materiel (jf. vedligeholdelsestjenestens ovenfor skitserede principper) kunne følge forsyningsvejen på vogne, som er indrettet til den pågældende vægt.

14. Samarbejde med lokale enheder.

Det vil allerede af det i pkt. 3.d.(5) om områdestøtte anførte klart fremgå, at kampen må være en udelelig funktion i rum og blot begrænset af den tid, i hvilken kampen i det pågældende område fremgår. Såvel samarbejdet med lokale enheder som områdestøtten i øvrigt må tilsvarende være en for tilfældet integreret del af brigadens organisation, kvantitetsmæssigt en variabel i kampkraftens funktion, men kvalitetsmæssigt af en til brigadens opgaver fastsat standard.
a. Dette er der naturligvis forlængst taget højde for i Feltreglement VI, »Det lokale forsvar«, især i dettes kapitel 5, »Regionens samvirke med felthæren.«
(1) Sidstnævnte fastsætter imidlertid i pkt. 501 blot, at »samordning under kamp normalt kræver etablering af visse kommandoforhold mellem regionen og dens styrker og felthæren.«
(2) I nærværende afhandling skal det understreges, at begrebet »integration« - i rum komplet, men i tid begrænset af kampens forløb - betyder en væsentligt fastere udformning af feltreglementets udtryk »visse kommandoforhold«. Dette foreslås ikke blot for at hindre, at to myndigheder i samme område fører en blot i ringeste måde ukoordineret kamp, men også for som nævnt i pkt. 3. b. at lede bærhjemmeværnet ind i en »det landmilitære forsvars helhed« og derved opnå udsparing af feltenheder til offensive opgaver.
b. Af andre momenter, som i de forudgående analyser taler for en sådan langt fastere kommando er følgende:
(1) Det er i pkt. 3. d. begrundet, at indsættelse af såvel én som to brigader i samme område synes at nødvendiggøre henlæggelse under regionschefens operative ledelse, hvor ingen anden højere fører er til stede.
(2) Omvendt er det i pkt. 7. a. anset for hensigtsmæssigt, at feltenhederne allerede i kampens første fase — panserbekæmpelsen — »opsuger« det eksisterende net af lokalforsvar og hærhjemmeværnsenheder i én panserbekæmpelsesplan.
(3) Videre henvises til pkt. 7. c. om brigadens udnyttelse af det lokale forsvars hele observations-, efterretnings- og ABC-varslingsnet i brigadens ansvarsområde; en tanke der er uddybet i pkt. 7. g. om luftmeldetjenestens poster m. fl.
(4) Om sikring mod infiltration henvises til pkt. 7. e., 7. f. og 7. g., sidstnævnte sted i forbindelse med forsvaret mod helikopterbårne enheder.
(5) Deltagelse i ingeniørtjenesten, hvorunder især etablering af panserminespærringer og (i fredstid forberedte) hindrelinier, er behandlet i pkt. 11. Der er altså tale om en gensidig integration — brigaden f. eks. under regionschefen, men de lokale enheder i brigadens ansvarsområde helt og fuldt under denne.
c. For at sådan fastere kommandostruktur kan realiseres, må der til vejebringes praktiske forudsætninger herfor ved en kvalitativ tilpasning af hærhjemmeværnets organisation og bevæbning til denne standard.
(1) Før de for en sådan tilpasning nødvendige foranstaltninger kort resummeres, må det stærkt understreges, at bevægeligheden og versatili- teten, specielt ved indsættelse til offensive opgaver, fortsat vil være den kommende brigades særpræg og derved klart adskille dennes enheder fra hærhjemmeværnets.
(2) Den praktiske tilpasning tilgodeses derefter primært ved en fælles bevæbning af »infanteri« og »hærhjemmeværn« som omtalt i pkt. 7. a. og pkt. 8. b., medens bærhjemmeværnet ikke udstyres med materiel ud over disse udprægede infanterivåben.
d. Det lokale forsvar består endvidere af mobile lokalforsvarsbataljoner, lokalforsvarsartillerienheder og regionsingeniørkompagnier. Hertil kommer evt. luftværnsenheder og områdetelegrafbataljoner m. v. Uden i øvrigt at ville belyse dette emne, der falder uden for de givne rammer, må det være naturligt at antage, at de overvejelser om en mobil regionsreserves nødvendighed for en effektiv sikring af området bag hæren, som har medført disse enheders oprettelse, stadigvæk må gælde i 1970’erne. De må endda formodes at finde stærkere argumentation ved den øgede risiko for indsættelse af fjendtlige helikopterenheder overalt i territoriet. I det omfang, sådanne enheder er tilstede, bør de, da de netop ikke er en del af det allestedsnærværende sikkerhedsnet, men mobile reserver til indsættelse, hvor dette ikke strækker til, formentlig holdes som sådanne i den territorialt ansvarlige førers hånd, enten denne funktion i den givne situation beklædes af brigadechefen selv eller af en foresat regionschef. Disse enheder kan da af den pågældende fører netop sættes ind til sikring af brigadens ryg eller flanker, idet sådan indsættelse sker offensivt og ikke ved simpel fastholdelse af terræn.

15. Syntese.

På grundlag af de i samtlige foregående analyser opstillede krav skal den efterfølgende syntese søge at opbygge hovedtrækkene i den organisation, der synes hensigtsmæssig for at modsvare de respektive behov, a. Som forudsætninger for meget væsentlige principper i denne organisation må følgende først fremdrages :
 

(1) Som det første: Kampvogn og selvkørende kanon er i pkt. 8. b. stillet op over for hverandre og deres relative karakteristika søgt belyst.
En logisk konsekvens heraf må blive, at de fremtidigt må betragtes som taktisk identiske, og at deres skydetekniske muligheder må indrettes herefter. Dette kan synes en revolution, men må historisk snarere regnes for en evolutions uundgåelige endemål. I den efterfølgende organisation anses kampvognen derfor som begreb at sammenfatte både den hidtidige kampvogn og den hidtidige feltliaubits af mindste kaliber, hvad enten den indtil nu har været trukken eller selvkørende. Vi vil herefter definere en kampvogn som »En pansret, selvkørende ild-afgiver med fuldt terrængående bevægelighed og med et minimumskaliber svarende til en rækkevidde på ca. 15 km med teknisk apparatur til indirekte skydning fra 3 km udefter.« Kampvognskanonens og haubitsens forskellige krav til projektilets begyndelseshastighed må i så fald imødekommes ved at anvende forskellige projektilsorter til de to roller, som samme kanon skal kunne spille.
(2) Som det andet: Brigadens hovedinddeling med henblik på kampens førelse er allerede skitseret, idet nødvendigheden af en fast opdeling af én eller anden art er fastslået, ligesom der af hensyn til imødegåelse af - primært - fjendens pansrede enheder er gjort rede for et behov for »panserstoppende« og »offensive« elementer i denne opdeling. Før den endelige opbygning heraf fremlægges, må det stærkt understreges, at det såkaldte »panserstoppende« element naturligvis ikke har denne ene (passivt betonede) opgave som den eneste. Dette element skal ved brigadens møde med fjenden, som det antydes i begrebet »panserstoppende«, etablere den i pkt. 7. a. motiverede »panserbekæmpelsesskærm« og give de offensive elementer tid til modangreb. Men dernæst må det samme »panserstoppende« element løse alle andre opgaver, hvortil enhedens ildkraft og bevægelighed gør det skikket, dette vil i almindeliglied sige den type opgaver, som det hidtidige motoriserede infanteri samt til en vis grad panserskytteenhederne har løst. Derfor er ordet »panserstoppende« ind til nu kun anvendt for at antyde en primær rolle i forhold til de offensive elementer, men det i bilagene anvendte troppetegn for enheden viser elementet som hjulbåret infanteri med deraf følgende fulde anvendelsesmuligheder.
(3) Som det tredie: Idet de ovenfor motiverede to principper for anvendelse af de offensive elementer og de panserstoppende elementer iagttages, foreslås brigadens hovedinddeling fastsat således:
(a) Brigaden deles i et antal selvstændige, faste kampelementer, fra nu af alene benævnt kampgrupper.
(b) Det må antages, at en 3-deling af brigaden giver optimalt hensigtsmæssig manøvredygtighed. Meget kunne tale for en 4-deling, især ønsket om en reserve, men henses der til, at nærsikring af andre våbenarters enheder og stationære opgaver af anden art dels forudsættes overtaget af enhederne selv (især nærsikring i BSO), dels foreslås pålagt det lokale forsvar, må reservekravet kunne nedskæres til en mobil reserve, f. eks. det hjulbårne infanteri. En tre-deling bliver derfor besluttet.
(c) Betragter vi de fire kampformer i pkt. 4. c. (Feltreglement I), ses det, at de tre af dem indeholder offensive principper. For at give brigaden mulighed for at gennemføre disse kampformer, må den indeholde (i hvert fald) dobbelt så stærke offensive som »panserstoppende« elementer. Vurderet på baggrund af den motiverede 3-deling vil det altså sige, at brigaden må bestå af:
- To kampgrupper, der udrustes til den offensive rolle, fra nu af benævnt kampgruppe A og B. Disse kampgrupper har kampvogne efter den i pkt. 15. a. (1) ovenfor givne definition.
- En kampgruppe, der udrustes til de panserstoppende og infanteristiske roller, fra nu af benævnt kampgruppe C. Denne kampgruppe udstyres med de i pkt. 8. c. (4) foreslåede hjultransportkøretøjer (ikke pansrede, men håndvåbenskudsikre).
b. Brigaden opbygges herefter som gennemgået i de efterfølgende punkter, idet der samtidigt henvises til bilagene bagest i bogen.
c. Brigaden føres af en brigadechef med næstkommanderende, der tillige er stabschef.
d. Under stabschefen indgår fire elementer:
(1) Personelsektion med kommandant i hovedkvarteret og stabskompagni.
(2) Efterretningssektion med fjernopklaringsenhed. Sektionen deler operationscentralen med operationssektionen, se videre.
(3) Operationssektion med:
(a) Brigadeartilleri, bestående af
- ét 155 mm kanonbatteri (eller tilsvarende rækkevidde) med 8 pjecer og
- ét 40 mm luftværnsbatteri med 8 pjecer eller om muligt 4X4 (4 firling) pjecer.
(b) Operationscentral, der også fungerer som ildstøttecentral. Her terminerer derfor signalforbindelser til/fra
- Fjernopklaringsenhed,
- brigadeartilleri,
- lokale forsvarsenheder (vist på bilag 1),
- luftmeldeposter.
(c) Ved (i) operationscentralen opstilles endvidere broadcaststation for fly-, helikopter- og ABC-varsling.
(d) Her kan også evt. et særligt chef-til-chef radionet til kampgruppecheferne terminere, medmindre brigadechefen opretter kampstade, hvor da chef-nettet terminerer, mens stabschefen etablerer medhør på chefsnettet fra operationscentralen.
(4) Sekretariat med øvrige signalmidler direkte underlagt.
(e) Kampgrupperne A og B består hver af:
(1) Chef med stab og stabskompagni.
(a) Stabselement med signalmidler;
(b) næropklaringselement, hvori bl. a. artilleriobservatør(er), 120 mm motorterobservatør(er), dysekanon/panserværnsraketter, 20 mm maskinkanon samt røgudlægningsapparat, infrarødt materiel og lysraketter;
(c) ingeniørelement, f. eks. bestående af rekognosceringsvogn, to mine- piskerkampvogne og en pansret bulldozer;
(d) sanitetselement og
(e) forsynings- og vedligeholdelseselement til intern forsyningsfordeling og 2. echelontjeneste.
(2) Tre kampvognskompagnier, identisk opbyggede for at give kampgruppeføreren manøvrefrihed (ombyttelige enheder). Detailorganisation afhænger af den valgte kampvogns egenskaber. (3) Et støttekompagni, f. eks. i PMV M 113, primært udrustet med:
(a) 120 mm morterer,
(b) (tunge) dysekanoner/panservæmsraketter,
(c) 40 mm dual-purpose maskinkanoner til både jord- og luftmålsskydning.
(d) flammekastere og
(e) panserminer.
f. Kampgruppe C består af:
(1) Chef med stab og stabskompagni.
(a) Stabselement med signalmidler;
(b) næropklaringselement, hvori bl. a. 120 mm morterobservatør(er), dysekanon/panserværnsraketter, 20 mm maskinkanon samt røgudlægningsapparat, infrarødt materiel og lysraketter;
(c) ingeniørelement, primært til udlægning og rydning af miner, men også med en saksbro til passage af 10-12 m gab for kampgruppens hjul- transportkøretøjer;
(d) sanitetselement og (e) forsynings- og vedligeholdelseselement til intern forsyningsfordeling og 2. echelontjeneste.
(2) Tre skytte- og pansernærbekæmpelseskompagnier, identisk opbyggede for at give kampgruppeføreren manøvrefrihed (ombyttelige enheder).
(a) Hvert kompagni forudses at bestå af kommandodeling, tre skyttedelinger (i hvis delingstrop en særlig panserminetransportvogn med én eller flere påhængsvogne), en 81 mm morterdeling og en let dysekanon- deling.
(b) Enkeltmand og gruppe forudsættes udrustet som skitseret i pkt. 7. a. (2), pkt. 8. b. (1) og pkt. 8. b. (3). (3) Et støttekompagni, primært udrustet med:
(a) 120 mm morterer,
(b) (tunge) dysekanoner/panserværnsraketter,
(c) 20 mm eller 40 mm dual-purpose maskinkanoner til både jord- og luftmålsskydning,
(d) flammekastere og
(e) panserminer.
(4) Alle kompagnier, delinger og grupper (delingstroppe) på hjul- transportkøretøjer som nøjere beskrevet i pkt. 8. c. (4).
f. Et ingeniørkompagni eksempelvis bestående af:
(1) Chef (tillige brigadeingeniørofficer) med stabs- og parkelement;
(2) en deling med flydebromateriel til 20 m gab for hjultransport- køretøjernes passage (mandskab afsiddet);
(3) en deling med bromateriel til 10 m gab for kampvognenes passage;
(4) en fodfolks- og panserminedeling samt
(5) en deling med jordrydningsmateriel.
g. En trainafdeling, eksempelvis bestående af:
(1) Chef, tillige brigadens T-officer med
(a) stal), tillige brigadens T-sektion og
(b) stabskompagni, hvorunder brigadens MP-deling:
(2) en sanitetsenhed, fortsat benævnt feltambulance;
(3) en 3-echelons vedligeholdelsesenhed, fortsat benævnt værkstedskompagni og varetagende reparation af alle materielkategorier;
(4) to forsyningsenheder, benævnt trainkompagnier, hvoraf
(a) ét varetager forsyning af kampgruppe A og B, medens
(b) det andet varetager forsyning af kampgruppe C og brigadens organiske støtteenheder.
h. En helikopterenhed som nærmere beskrevet i pkt. 8. c. (6).

16. Konklusion.

Nærværende opgaves egentlige konklusion er naturligvis allerede draget i syntesen og de sig dertil sluttende tre bilag med organisationsskemaer for brigaden som helhed (bilag 1) samt kampgrupperne A & B og C (bilag 2). Det kan imidlertid næppe undgås, at man efter at have søgt et omfattende problem som det her givne gennemanalyseret, kommer til den uundgåelige supplerende konklusion, at den hidtidige inddeling i våbenarter næppe er fremmende for det samarbejde, ja den organisatoriske sammenføjning, som den taktiske udvikling på kamppladsen synes at indebære. Det var anvendelse af hesten, som gav visse enheder større bevægelighed og dermed udvidede eller ændrede taktiske opgaver. Således skiltes rytteriet ud fra fodfolket. Det var kanonens behov for særligt uddannede teknikere (fyrværkere) og særligt svære transportmidler, som siden udskilte artilleriet. Men når først bevægeligheden og siden våbnene (ilden) bliver et fælles kendetegn for infanterister, pansertropper og artillerister, kommer det tidspunkt, da man bør stoppe op på specialiseringens vej og besinde sig. Som det er søgt udredt, især i pkt. 7., synes hele hærens »to be or not to be« på en fremtidig kampplads afhængig af et perfekt samvirke mellem ild og bevægelse. Fejler vi her, er alt tabt. Alle erfaringer synes at tyde på, at integration og forenkling af kommandostruktur er nødvendige forudsætninger for, at teknisk højt udviklet materiel kan udnyttes til grænsen af dets kapacitet, hvor minutter tæller, og manges nerver er på højkant. Ved en fremtidig sammenlægning af i hvert fald infanteri, pansertropper og artilleri til én våbenart behøver korpsånd og historisk værdifulde traditioner ikke at lide skade. Gennemføres en sådan omlægning under fuld hensyntagen til mangfoldige regimentschefers store bestræbelser for at skabe varige historiske og kollegiale værdier for deres regimenter, vil den ikke skabe større problemer end dem, der mødte husarer og dragoner ved disses overgang til pansertropper. Disse har ikke alene intet tabt, men udnyttet motorens mangefold større ydelse af hestekræfter til at øge den elan, der altid var den ægte rytters fornemste kendetegn. Kamppladsen anerkender ikke specialer - den godtager kun effektivitet i samvirke.

 

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon organisation_af_en_dansk_brigade_1970-75.pdf

 

Litteraturliste

Del: