Oprørskrigens anatomi

Major Kenneth Pedersen, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet & Jens Ringsmose, ph.d., Institut for Statskundskab, SDU

“Revolutionary war… represents an exceptional case not only because… it has its special rules, different from those of the conventional war, but also because most of the rules applicable to one side do not work for the other.”1

I løbet af det seneste halve årti er Vesten i et betydeligt omfang blevet involveret i en krævende og ganske særegen konflikttype: Oprørskrigen. De blodige og epokegørende terrorangreb i New York og Washington i september 2001 igangsatte et sikkerhedspolitisk hændelsesforløb, der i udstrakt grad medvirkede til at redefinere den operative virkelighed, som blandt andet amerikanske, britiske og danske soldater dagligt agerer i, samtidigt med at den politisk-militære disciplin oprørsbekæmpelse – eller counter-insurgency (COIN) – blev tildelt en ny og langt mere central placering i de vestlige styrkers doktriner, planlægning og opgaveportefølje. Og udviklingen er ikke gået upåagtet hen i den akademiske disciplin strategiske studier. Ifølge den australske COIN-ekspert David Kilcullen, er der således skrevet lige så mange artikler og bøger om oprørskrig og oprørsbekæmpelse i de seneste fire år som i det foregående fire årtier.2 På såvel det praktiske som det teoretiske plan h ar oprørskrigen dermed fået et veritabelt comeback. Eller med Kilcullens formulering: ”Counter-insurgency is fashionable again”

Som kategori adskiller oprørskrigen sig grundlæggende fra såvel den konventionelle eller mellemstatslige krig som fra forskellige typer af fredsstøttende operation er. Oprørskrigen er hverken eller, men helt sin egen. I modsætning til sin e konventionelle slægtninge involverer oprørskrigen altid en ikke-statslig og – i reglen – militært set svag aktør, og til forskel fra forskelligartede fredsstøttende indsatser er oprørskrige som oftest præget af kampe med en relativ veldefineret fjende. Den basale dynamik, der kendetegner konfliktkategorien er således væsensforskellig fra de logikker, der beh ersker andre former for krig. At dømme efter den offentlige behandling af emnet herhjemme og i udlandet er oprørskrigens unikke natur imidlertid fortsat ukendt stof for en god portion politikere, journalister, embedsmænd, meningsdannere og militært personel. Den almindelige – og desværre også i nogen udstrækning militære – debat om de verserende oprørskrige i Irak og Afghanistan, peger således i retning af, at langtfra alle til fulde har dechifreret og annammet det fundamentale regelsæt, der dominerer irregulære konflikter. Intuitivt betragtet, er de færreste rigtignok i tvivl om, at missionerne i Irak og Afghanistan på afgørende punkter adskiller sig fra indsatserne i eksempelvis Kosovo, Bosnien og den første Irak-krig, men færre har tilsyneladende erkendt oprørskrigens helt særprægede anatomi. En væsentlig årsag til forståelsesproblemerne er utvivlsomt, at de pågående konflikter i stort omfang er blevet forsøgt beskrevet, tænkt og konceptualiseret i den konventionelle krigs vokabularium og tankesæt. Mange – ikke mindst journalister – har således haft en uheldig tilbøjelighed til at anskue og analysere krigene i Irak og Afghanistan i den mellemstatslige krigs optik. Og resultatet har været nedslående. Brugen af den konventionelle krigs sprog og logik har nemlig medvirket kraftigt til at hæmme udviklingen af en strategisk og taktisk forståelse for de underliggende mekanismer, der sætter rammerne for Vestens nuværende militære engagementer. 

Ambitionen med nærværende artikel er at formulere et beskedent bidrag til imødegåelsen af denne uheldige tendens. Målet er med andre ord at analysere og skildre, hvordan oprørskrigen på en række centrale punkter adskiller sig fra kategorien ’konventionel krig’. De følgende sider rummer følgelig en komparativ analyse af de to overordnede konflikttyper koncentreret omkring fem kernebegreber eller nøgleparametre: Territorium, taktik, tyngdepunkt, tid samt midler. Artiklen er struktureret med afsæt i de fem parametre, men indledes med et kortfattet definitions- og begrebsafklarende afsnit. 

Konventionel krig vs. oprørskrig

”Krig er blot en fortsættelse af politik med andre midler”. Clausewitz’ udsagn om krigen som en naturlig fortsættelse af politikken med andre midler betegner om noget det traditionelle ”stat mod stat”- paradigme. I den helt basale, traditionelle version handler krigen om statens eksistenskamp i forhold til en anden stat. Som andre konflikttyper kan den mellemstatslige krig ganske vist være begrænset i sin målsætning – det gælder for eksempel grænsetvister, krig om en provins eller lignende – men uanset krigens omfang har Clausewitz’ treenighed, som beskriver relationerne mellem folk, forsvar og stat, stor forklaringskraft, når traditionelle krige skal analyseres. Forsvaret optræder som folkets beskytter legitimeret af staten (regeringen), der igen regerer på et mandat givet af folket, når statens eksistens er truet. Denne dynamik kan beskrives som en række uformelle kontrakter mellem de tre grupper: Forsvaret, der kæmper for folket, men med en berettiget forventning om at opnå status som nationens vogtere med deraf følgende moralske og materielle støtte; folket, som i kraft af forsvarets kamp spares for unødvendige lidelser og sikres fortsat eksistens; og staten, der kan fortsætte sin politik under cyklussen fred-krise-krig-fred. 

Når oprørskrigen skal analyseres, kræver Clausewitz’ model imidlertid – som minimum – et par mellemregninger. I moderne oprørskrig (læs: oprørskrig, hvor vestlige nationer optræder som krigsførende aktører i andre lande) kommer koblingen mellem folk, forsvar og regering nemlig under pres. Folkets opbakning til forsvaret sikres nemmest, når nationens eksistens står på spil, og egen nation ikke fremstår som aggressor. Den sikkerhedspolitiske udfordring rettet mod egen nation lader sig vanskeligt forklare, når der er tale om et oprør mod en anden regering i et land langt fra egen nation. Når truslen skal forklares bliver det derfor ofte nødvendigt med en højere grad af ’kreativ’ italesættelse med vægt på forsvaret af egne værdier, præventiv indgriben og lignende. 

Fraværet af en kollektiv fornemmelse af eksistenstrussel kombineret med behovet for individuel stillingtagen legitimerer i højere grad uenighed med beslutningen om anvendelsen af militær magt. Dermed opstår risikoen for en dekobling af relationen mellem folk og forsvar. Fra at være ”folkets hær” kan forsvaret risikere at komme til at fremstå som ”regeringens hær”. I de tilfælde, hvor staten ikke formår at formidle historien om nødvendigheden, falder denne opgave i reglen på forsvaret selv. Og ofte med tab af troværdighed til følge. Såfremt soldaten selv tvinges til at fortælle historien om konfliktens nødvendighed, svækkes hans status som nationens forkæmper, idet han kommer til at fremstå som part i konflikten. Fortællingen får derfor hyppigt en uheldig bismag af propaganda. Dermed isoleres forsvaret, og den uformelle kontrakt om total moralsk og materiel opbakning annulleres. 

Følgen af fraværet af en direkte trussel – det vil sige legitimeringen af uenighed om krigens nødvendighed og svækkelsen af de uformelle kontrakter mellem folk og forsvar – kan manifestere sig i afmålt støtte fra ”hjemstaten” til oprørsbekæmperen. En total mobilisering af nationens ressourcer til fordel for denne opgave bliver utænkelig, da fredstidstilstanden hjemme skal vedligeholdes. De hjemlige mekanismer fortsætter som i fredstid, og oprørskrigen i det fjerntliggende land bliver derfor vægtet i forhold til øvrige emner og politikområder i den hjemlige debat. Dermed opnår oprørskrigen ikke den primære rolle, som eksistenskrigen har i det traditionelle paradigme. I stedet for ”krigen som fortsættelse af politikken med andre midler” bliver der snarere tale om ”krigen som et politisk emne på linje med andre politiske emner”. 

Den moderne oprørskrig fremtvinger således en svækkelse af Clausewitz’ treenighed, der, såfremt den ikke kontinuerligt adresseres i den hjemlige debat, risikerer at fragmentere viljen til at kæmpe i bred forstand.3

Territorium

”The conventional army… deploys its considerable resources on a field devoid of the enemy. It cannot meet him except by chance, because the two normally operate on completely different planes, and the army’s attacks fall more often than not into a void”.4

En central og i mange henseender definerende forskel på den konventionelle krig og kategorien oprørskrig knytter sig til betydningen af territorium. Hvor den konventionelle konflikt i reglen er karakteriseret ved en grundlæggende ensartethed mellem de involverede parter i spørgsmålet om geografisk rum, er oprørskrige modsat kendetegnet ved en fundamental asymmetri med hensyn til territorium: Oprørsbekæmperne er bundet til forsvaret af – og ansvaret for – et givent område, mens oprørerne besidder friheden til at benytte sig af en grundlæggende fabiansk strategi og dermed undgå afgørende slag om kontrollen med byer, infrastruktur og landområder.5 Blandt magtudfordrerens væsentligste forcer er således, at han ikke er bundet eller tynget af territorium; han er flygtig og opgiver i reglen gerne territorium for til gengæld at vinde tid. Tvinges han til at opgive et baseområde, en landsby eller position, flytter han blot sine aktiviteter til et andet område, hvor oprørsbekæmperne på grund af begrænsede ressourcer eller politiske restriktioner ikke er massivt tilstede. Det paradoksale forhold er dermed, at oprørerens militære svaghed også er den væsentligste kilde til hans styrke, idet han presses ind i rollen som konfliktens ”frie fugl”. Som beskrevet i en af COIN-litteraturens klassiske værker: The strategy of conventional warfare prescribes the conquest of the enemy’s territory, the destruction of his forces. The trouble here is that the enemy holds no territory and refuses to fight for it. He is everywhere and nowhere. By concentrating sufficient forces, the counterinsurgent can at any time penetrate and garrison a red area. Such an operation, if well sustained, may reduce guerrilla activity, but if the situation becomes untenable for the guerrillas, they will transfer their activity to another area and the problem remains unsolved.6

For oprøreren er flugt og tilbagetog derfor heller ikke forbundet med skam eller ansigtstab, men en særegen disciplin som – ifølge Mao TseTung– bør mestres til perfektion af en enhver oprørs- og guerillasoldat.7 Friheden for territorialt ansvar bidrager dermed også afgørende til at gøre oprørsbekæmpernes militære overmagt mindre relevant. Oprørernes flygtighed undergraver og udhuler betydningen af overlegen ildkraft, disciplin og træning. 

En direkte konsekvens af den territorialbetingede asymmetri mellem oprørere og oprørsbekæmpere er, at oprørskrige kun yderst sjældent har regulære frontlinjer. Ofte udgør hele det konfliktramte land rammen om sammenstødende mellem de revisionistiske og systembevarende kræfter, og den klassiske geografiske sondring mellem front og bagland kendt fra den konventionelle krig, er derfor i stor udstrækning meningsløs for så vidt angår oprørskrigen. Ingen af status quo-kræfternes tropper kan føle sig sikre i et mindre udsat bagland, og ingen støttestruktur er fredet. Ofte vil støttestrukturen sågar være genstand for flere angreb end de deciderede kampstyrker, idet oprørerne tenderer mod at betragte disse som oprørsbekæmpernes ’bløde bug’.8

Fraværet af en frontlinje betyder i sin tur, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvordan konflikten udvikler sig over tid. Mens frontlinjens placering og bevægelse således fungerer som en relativ nøjagtig målestok for succes, fiasko og krigens udvikling i den konventionelle, mellemstatslige krig, så fører oprørskrigens flydende territoriale afgrænsning og mere diffuse geografiske karakter til, at det bliver langt mere besværligt at bestemme, hvilken af den irregulære konflikts parter der på et givent tidspunkt tilsmiles af krigslykken. Medvind og modgang legemliggøres ikke på samme entydige vis i en forholdsvist veldefineret front som i konventionelle krige.9

Taktik

“Tactics favour the regular army while strategy favours the enemy – Therefore the object is to fight, not to manoeuvre”.10

Ovenstående citat fra værket Small Wars, their principles and practice af Oberst C.E. Callwell har trods værkets alder (1906) stadig stor relevans. Den regulære militære styrke vil, i langt de fleste tilfælde, være de irregulære styrker overlegne i en taktisk forstand. Bedre træning, bedre udstyr og bedre ledelse kombineret med muligheden for at trække på støtte fra avancerede våbensystemer vil normalt afgøre kampen på taktisk niveau til de regulære styrkers fordel. Oprøreren vil derfor alene søge konfrontationen, når omstændighederne er i hans favør. Den irregulære kombattants hensigt vil oftest være at skabe tab med henblik på at erodere kampviljen i de regulære styrkers hjemlande. Da direkte kamp således er forbundet med stor risiko, vil oprøreren anvende mere indirekte taktikker såsom baghold og vejsidebomber samt indirekte skydende våben. Trods det store fokus i medierne på disse metoder, er der for den regulære styrke ikke noget grundlæggende nyt i dette. En vejsidebombe er i bund og grund det samme som en intelligent mine og en selvmordsbomber er en selvsøgende bombe. Noget som en moderne styrke altid har forholdt sig til. Den grundlæggende taktik udviklet gennem de traditionelle konflikter er således stadig mere end brugbar. Vestlige styrker vinder da også langt størstedelen af de taktiske sammenstød i de nuværende konflikter. 

Ét forhold er dog væsentlig at undersøge i denne sammenhæng: tankegangen, der ligger forud for de taktiske sammenstød. Vestlige styrker betjener sig traditionelt af en rationel tilgang til militær planlægning. Målet analyseres og opstilles, og man arbejder sig bagud i forhold hertil. I udførelsen fokuserer man på det endelige mål, og undervejs justeres der, når medgang eller modgang tvinger en hertil. Det lyder logisk, og er det også. Der er dog også her en asymmetri i forhold til mange oprørsbevægelser. Disse vil ofte grundet kultur, terræn og status som militært underlegen anvende, hvad der kan betegnes som en inkrementel tilgang til planlægning. Her er der langt mindre fokus på endemålet end på ”her og nu”-situationen. Lidt forenklet vil oprøreren med denne tilgang tilrettelægge sine handlinger i forhold til den situation, der eksisterer, når han står op om morgenen – det handler om at have overlevet og muligvis også have forbedret egen situation, når aftenen kommer. For en vesterlænding kan dette lyde ”langhåret” og tilfældigt, men denne tankegang forklarer blandt andet de mange skiftende alliancer mellem forskellige oprørsgrupper, som på overfladen kan have vidt forskellige mål. Den inkrementelle tilgang forklarer også, hvorfor mange oprørsbevægelser trods tilsyneladende irrationelle handlinger ofte udviser overlegen timing i deres handlinger, forstået som en optimal evne til at gribe de flygtige muligheder, som oprørsbekæmperen præsenterer ham for. I et traditionelt, hierarkisk militært system, der tillige skal tage hensyn til civile og risikoen for ”blue on blue”11, er denne evne langt mindre manifest. 

Militært underlegen og tvunget til at omstille sig konstant har oprøreren et fuldstændigt fokus på at lære. Med en flad organisationsstruktur, kæmpende på eget territorium og vide rammer for sine handlinger har oprøreren ofte et lærings-kredsløb, der er vestlige styrker langt overlegen. Den tid, der går fra han har været engageret i aktion, til eventuelle erfaringer herfra kan spredes til øvrige oprørere, er oftest alene begrænset af hans transport til gruppen/cellen. Hos militære styrker eksisterer denne direkte kanal også, men er begrænset af det faktum, at styrkerne roteres efter et antal måneder. Overdragelse af erfaringer skal derfor formaliseres, og ofte går værdifulde informationer tabt. Overdragelsen fra soldat til soldat skal ske i det korte tidsrum, hvor alle øvrige dele af missionen overdrages, eller sker gennem den missionsforberedende uddannelse via diverse databaser, instruktører med erfaringer fra tidligere hold eller lignende. Oprøreren forbliver engageret til han dør, taber eller vinder. 

Krigens tyngdepunkter12

”In conventional warfare, the enemy’s military forces and capital city are often considered its centers of gravity… the centers of gravity in counterinsurgency warfare are completely different, and focusing on defeating the enemy’s military through traditional form of combat is a mistake”.13

En ofte negligeret, men ikke desto mindre helt afgørende forskel mellem de mellemstatslige eller ’Westfalske krige’ på den ene hånd og oprørskonflikterne på den anden, knytter sig til det, Carl von Clausewitz i 1820’erne tildelte etiketten krigens tyngdepunkt.14 I det epokegørende værk Vom Kriege anbefalede Clausewitz de politiske og militære beslutningstagere, at fokusere deres militære indsat mod modstanderens tyngdepunkt, ”the hub of all power and movement, on which everything depends.”15 Fjendens tyngdepunkt kan med andre ord beskrives som ”a focal point..[that] possess a certain centripetal force that acts to hold an entire system or structure together”. Et velafmålt slag rettet mod dette punkt vil få modstanderen til at miste fodfæstet eller i bedste fald forårsage et totalt sammenbrud.16

Når det gælder de konventionelle krige, er fjendens tyngdepunkt i reglen blevet bestemt som hans hær (eller dele af den), hans regeringsby eller hans væsentligste alliancepartnere. I den clausewitzianske udlægning vil en koncentreret indsats af egne magtmidler rettet mod disse punkter – med lidt held – kunne føre til sejr og fjendens kollaps. Anderledes med oprørskrigen. Mens tyngdepunktet i mellemstatslige krige oftest udgøres af statslige civile og / eller militære strukturer, er oprørskrigens kritiske faktor næsten uden undtagelse blevet identificeret som den civile befolknings politiske bevidsthed. 17 I reglen har såvel oprørere som oprørsbekæmpere således erkendt, at vejen til kontrollen med et konfliktplaget land er brolagt med sejre på konfliktens altid dominerende politiske dimension. I den klassiske COIN-litteratur er det militære instrument derfor også tildelt en langt mere tilbagetrukken rolle end i den konventionelle krig. Med Galula’s præcise karakteristik fra 1964: … military action remains the principal instrument of the conventional war…. The picture is different in the revolutionary war. The objective being the population itself, the operations designed to win it over (for the insurgent) or to keep it at least submissive (for the counterinsurgent) are essentially of a political nature. In this case, consequently, political actions remain foremost throughout the war.18

Mens litteraturen om oprørskrig og oprørsbekæmpelse således er kendetegnet ved en bred enighed om, at lokalbefolkningens politiske perceptioner udgør et centralt tyngdepunkt, så er feltet samtidig præget af en voksende erkendelse af, at også de politiske holdninger på oprørsbekæmperens hjemmebane udgør et tyngdepunkt.19 I en globaliseret tidsalder har oprørsgrupper fjernt fra de vestlige hovedstæder gunstige muligheder for at koble sig på og præge en verdensomspændende medieog informationsstrøm. Den teknologidrevne globalisering af mediebilledet har på grundlæggende vis ændret oprørskrigens primære rammebetingelser. Medierne har ganske vist altid rapporteret fra verdens brændpunkter, men fremkomsten af digitale kameraer, mobiltelefoner, satellit-tv og Internet-baseret kommunikation har ført til, at såvel vestlige som ikke-vestlige tv-stationer og aviser har en hidtil uset adgang til billedmateriale fra slagmarken. Globaliseringseffekten har dermed tilvejebragt et verdensomspændende publikum – ikke mindst takket være oprørernes effektive og målrettede udnyttelse af den teknologiske udviklings let anvendelige frembringelser. 

Sandsynligheden for at det 21. århundredes oprørskrige bliver afgjort på hjemmefronten i de vestlige hovedstæder, er derfor større end det var tilfældet i midten af det 20. århundrede.20 Hvor størstedelen af de ’klassiske oprørskrige’ i blandt andet Malaya, Grækenland, Filippinerne og Cuba havde den lokale befolkning som konfliktens helt dominerende tyngdepunkt, er de verserende oprørskrige i Irak og Afghanistan i højere grad præget af, at også de intervenerende landes befolkninger udgør et ’center of gravity’. Vor tids oprørere retter derfor ikke alene deres kampagner mod lokalbefolkningen, men i lige så høj grad mod oprørsbekæmperens hjemlige befolkninger.21 Det 21. århundredes oprørskrig er dermed i endnu højere udstrækning, end det var tilfældet i for eksempel Malaya og El Salvador, en konflikt, der udspilles på to hovedfronter. For oprørerne er succes ikke længere en funktion af lokal opbakning og legitimitet, men også et produkt af global og regional legitimitet samt evnen til at nægte ”energy and mobility to the enemy’s support base”.22

Midler

“Since the end of World War II, a new form of warfare has been born. Called at times either subversive warfare or revolutionary warfare, it differs fundamentally from the wars of the past in that victory is not expected from the clash of two armies on a field of battle… Warfare is now an interlocking system of actions – political, economic, psychological and military”.23 Trods ovenstående citats noget bombastiske karakter vil enhver med en smule krigshistorisk kendskab vide, at krigens midler altid har omfattet mere end de rent militære. Under Anden Verdenskrig anvendtes økonomiske sanktioner, diplomatiske tiltag og lignende i rigt mål. Dette er i sig selv ikke noget nyt. Som berørt i det foregående afsnit ligger forskellen mellem traditionel krig og oprørskrig snarere i vægtningen af midlernes anvendelse. 

I de traditionelle krige er der en mere klar adskillelse i tid og arena mellem de enkelte politiske magtmidler. Diplomatiet agerer typisk før og efter krigen eller i forbindelse med en våbenstilstand. Der eksisterer oftest en klart defineret diplomatisk modpart, der opererer efter samme sæt spilleregler. Militæret agerer primært under konfliktens væbnede del og sekundært før og efter konflikten i form af afskrækkelse og besættelse. Økonomiske magtmidler anvendes ofte under hele konflikten – før kampen i form af sanktioner og handelsbarrierer; under konflikten typisk som blokade udført af militæret; og efter konflikten som middel til at sikre at den overvundne forbliver på sejrherrens ønskede kurs. På informationsområdet anvender man de disponible medier til at dæmonisere modstanderen forud for samt under kampen. Efter sejren sikrer indsatsen på dette område, at sejren bliver fastholdt og udnyttet gennem påvirkning af den overvundne stat. 

Oprørskrigen udfordrer dette etablerede hierarki. Diplomatiet mangler ofte en modspiller, der lader sig påvirke gennem dialog. Da oprøreren – pr. definition – ikke har kontrol med en stat, kan han heller ikke etablere en diplomatisk repræsentation. Oprøreren anerkender som udgangspunkt ikke nogen spilleregler, hvorfor aftaler ikke nødvendigvis overholdes. Militæret skal og kan ikke levere en afgørelse alene. I stedet leveres en ofte dynamisk tilstand af sikkerhed, der kun kan vedligeholdes i et begrænset tidsrum, såfremt der ikke sker fremskridt på den civile front. Dermed forsvinder det traditionelle afgørende slag til fordel for en lang række taktiske engagementer, der ikke har direkte strategisk betydning. Hermed opstår en uvant afhængighed af civile aktører, idet disse i højere grad end militæret, har indflydelse på, hvornår den samlede konflikt kan afsluttes. 

Det økonomiske magtmiddel som pression lader sig vanskeligt anvende i oprørsbekæmpelse henset til oprørerens tilstedeværelse blandt civilbefolkningen. Sanktioner vil ramme civile i langt højere grad end oprørere, idet oprøreren kan optimere egen situation med våbenmagt og dermed forstærke den civile nød. Da oprørskrig grundlæggende handler om civilbefolkningens gunst vil økonomisk støtte til gengæld ofte være et særdeles potent middel. Forudsætningen er imidlertid, at støtten tildeles så tidligt i konflikten som muligt. Det betyder, at man ikke længere kan vente, indtil den væbnede konflikt er vundet. Oprørsbekæmperen må agere proaktivt, så snart sikkerhedssituationen tillader det. Jo længere man venter, jo sværere vil militæret have ved at opretholde den nødvendige sikkerhed. Heraf følger i sin tur en langt større risiko for de civile elementer, der leverer den økonomiske og civile støtte. 

Oprørskrigen bibringer også informationsområdet en række modsætninger. Traditionelt har man gennem dæmonisering af modstanderen samlet egen befolkningen bag krigen, men dette lader sig vanskeligt gøre bredt i oprørskrig. Oprøreren er ofte en del af den befolkning, man ønsker at påvirke positivt, og en sådan dæmonisering vil derfor kunne have en ekskluderende effekt. Oprørsbekæmperen ønsker, at så mange oprørere som muligt skal skifte side, og dette opnås selvsagt ikke gennem fremmedgørelse. Samtidig skal den moderne oprørsbekæmper fokusere på den tilstand, der skal eksistere for at han kan trække sig ud af konflikten. Det betyder, at de lokale parter skal samles om et fælles positivt projekt, eksempelvis fremme af retsstatsprincipper og demokratisering, hvorfor en generel opdeling i gode og onde bør undgås. Samlet set udfordrer oprørskrigen de politiske magtmidlers hierarki. Den stiller krav om langt større samordning og synkronisering af disse, idet alle fire skal spille en samtidig rolle. Der er derfor et langt større behov for kendskab til hverandres styrker, svagheder og kapabilitet, når strategien for oprørsbekæmpelsen skal lægges. 

Tid

“The enemy will pass slowly from the offensive to the defensive. The blitzkrieg will transform itself into a war of duration. Thus, the enemy will be caught in a dilemma: He has to drag out the war in order to win it, and does not possess, on the other hand, the psychological and political means to fight a long-drawn-out war”.24

En afgørende forskel mellem konventionel krig og oprørskrig er knyttet til tidens betydning som en strategisk/operativ parameter. Traditionel konfliktopfattelse (stat mod stat) foreskriver, at krigen søges afgjort hurtigst muligt. Herved sparer parterne ressourcer, opbakningen i den folkelige opinion kan nemmere fastholdes og krigens ødelæggelser begrænses. Ønsket om en hurtig afgørelse gælder imidlertid i særlig udstrækning konfliktens svage part. I den konventionelle, mellemstatslige krig arbejder tiden nemlig konstant for den stærkeste kombattant: Jo længere krigen varer, jo større er også sandsynligheden for, at den stærke part vil have held og dygtighed til at mobilisere sit fulde magtpotentiale og fremtvinge en afgørelse i eget favør.

Omvendt med oprørskrigen. I denne konflikttype er tid i reglen den svage parts allierede. Det gælder ikke mindst når den primære oprørsbekæmper, er en udefrakommende stat, der uden at sætte egen eksistens på spil kan vælge at vende konflikten ryggen og trække sine styrker ud af det konfliktramte land.25 Oprøreren vil som følge af sin ”frie fugl”-status være løst fra hensynet til en hurtig krigsafgørelse, og han kan derfor forvandle tiden til et våben. En pointe, der ikke unddrog sig det klassiske oprørs teoretiske ophavsmænd: So Mao’s military problem was how to organize space so that it could be made to yield time… Mao’s real military problem was not that of getting the war over with, the question to which Western military thinkers have directed the greater part of their attention, but that of keeping it going.26 Ved at unddrage sig det afgørende slag og kun kæmpe, når han er garanteret fordel heraf, forlænger oprøreren konflikten og slider sin modstanders politiske opbakning bort. Oprørerne behøver derfor ikke nødvendigvis at sejre militært for at få opnå strategisk fremgang, men kan fra tid til anden nøjes med at forlænge oprørets levetid.27 Eller med Raymond Arons klassiske – men stadig rammende – formulering fra 1962: ”Guerrilla fighters win the war as long as they don’t lose it, and those who fight guerrillas lose the war as long as they don’t win it”.28 Tiden arbejder derfor som udgangspunkt altid for oprøreren, der – så længe han bevarer sin eksistens – vedligeholder sin strategiske offensiv. 

Konklusion

“Though the strategy of guerrillas is inseparable from war strategy as a whole, the actual conduct of these hostilities differs from the conduct of orthodox operations. Each type of warfare has methods peculiar to itself, and methods suitable to regular warfare cannot be applied with success to the special situations that confront guerrillas”.29

Formålet med nærværende artikel har været at identificere og analysere en række centrale forskelle mellem på den ene side den traditionelle, mellemstatslige krig og på den anden side de oprørskrige, som Vesten i så stort et omfang har involveret sig i siden 2001. Analysen har været struktureret omkring fem fixpunkter – territorium, taktik, tyngdepunkt, tid og midler – og har frem for alt taget sigte mod at skildre, hvordan oprørskrigens fundamentale anatomi adskiller sig fra de såkaldte ’westfalske krige’. Den konventionelle krig og oprørskrigen adskiller sig – indrømmet – ligeledes på en række andre centrale punkter, men i forfatternes udlægning er de fem analyserede parametre særligt væsentlige. 

At oprørskrigen og de mellemstatslige krige er væsensforskellige i flere henseender, er imidlertid – som litteraturhenvisningerne i denne artikel vidner om – langtfra nogen ny indsigt. Allerede Galula, Trinquier og Taber afkodede med stor nøjagtighed oprørskrigens særegne karakteristika. På trods af at de basale forskelle mellem de to konflikttyper således allerede er grundigt beskrevet, er der dog stadig et påtrængende behov for flere studier af dette århundredes oprørskrige. De klassiske analyser af væbnet konflikt mellem oprørere og oprørsbekæmpere har måske nok stadig stor relevans, men krigens rammebetingelser har ændret sig markant siden tredje fjerdedel af det 20. århundrede. Hvordan påvirker eksempelvis globaliseringen mulighederne for at nedkæmpe et væbnet oprør? Hvilken forskel gør det, at nutiden oprørsbekæmpere optræder i alliancer eller koalitioner? En ting er at samtænke én stats militære og ikke-militære kapaciteter, men er det overhovedet muligt at samtænke 40 staters civile og militære ressourcer? Og endelig: hvilke krav stiller det til COIN-styrkerne, at nutidens oprørere i større udstrækning end tidligere er motiveret af religiøse ideer end politiske ideologier? Skal Vesten forøge sandsynligheden for succes i Afghanistan og Irak, er det afgørende, at disse spørgsmål adresseres. 

Litteratur

Aron, Raymond (1962), Peace and War: A Theory of International Relations, London, Weidenfeld & Nicolson.

Arreguin-Toft (2001), “How the Weak Win Wars: A Theory of Asymmetric Conflict”, International Security, Vol. 26, no. 1 (summer), s. 93-128.

Barnett, Roger W. (2003), Asymmetrical Warfare – Today’s Challenge to U.S. Military Power, Washington, D.C.: Brassey’s Inc.

Barno, David W. (2007), “Fighting ‘The Other War’ – Counterinsurgency Strategy in Afghanistan, 2003-2005”, Military Review, Sept. – Oct.

Callwell, Charles E. (1996), Small Wars: Their Principles and Practice, Nebraska: University of Nebraska Press.

Cassidy, Robert M. (2006), Counterinsurgency and the Global War on Terror. Military Culture and Irregular War, Westport: Praeger Security International.

Clausewitz, Carl von (1993), On War, edited and translated by Michael Howard and Peter Paret, London: Everyman’s Library.

Creveld, Martin van (1991), The Transformation of War, New York: The Free Press.

Echevarria II, Antulio J. (2002), Clausewitz’s Center of Gravity: Changing our Warfighting Doctrine – Again!, Carlisle, PA: The Strategic Studies Institute of the U.S. Army War College. 

Echevarria II, Antulio J. (2007), Clausewitz and Contemporary War, Oxford: Oxford University Press.

Galula, David (1964), Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice, Westport: Praeger Security International.

Gray, Colin (1999), Modern Strategy, Oxford: Oxford University Press.

Hart, B. H. Liddell (1967), Strategy, 2nd ed., New York: Praeger.

Kahl, Collin H. (2007), “Coin of the Realm”, Foreign Affairs, vol. 86 (Nov/Dec), s. 169-176.

Kilcullen, David (2006), ‘Counter-insurgency Redux’, Survival, vol. 48, no. 4.

Kissinger, Henry A., “The Viet Nam Negotiations”, Foreign Affairs, vol. 47 (January), s. 211-234.

Krepinevich, Andrew F. (2005), “How to Win in Iraq”, Foreign Affairs, Vol. 84, Issue 5, s. 87-104.

Long, Austin (2006), On “Other War”: Lessons from Five Decades of RAND Counterinsurgency Research, Santa Monica, Ca: RAND.

Mack, Andrew (1975), “Why Big Nations Lose Small Wars: The Politics of Asymmetric Conflict, World Politics, vol. 27, no. 2.

Mao Tse-tung (2000), On Guerrilla Warfare, translated by Samuel B. Griffith II, Chicago: University of Illinois Press.

Merom, Gil (2003), How Democracies Lose Small Wars: State, Society, and Failures in of France in Algeria, Israel in Lebanon, and the United States in Vietnam, Cambridge: Cambridge University Press.

Münkler, Herfried (2005), The New Wars, Cambridge: Polity Press. Nagl, John A. (2002), Learning to Eat Soup with a Knife – Counterinsurgency Lessons from Malaya and Vietnam, Chicago: Chicago University Press.

Smith, Rupert (2005), The Utility of Force: The Art of War in the Modern World, London: Penguin Books.

Taber, Robert (1965), War of the Flea. The Classic Study of Guerrilla Warfare, Dulles: Potomac Books, Inc.

Trinquier, Roger (1964), Modern Warfare. A French View of Counterinsurgency, Westport: Praeger Security International. 

Fodnoter

1 Galula, 1964, xii.

2 Kilcullen, 2006, s. 111. 

3 Creveld, 1991, 57ff.

4 Trinquier, 1964, s. 83.

5 For en beskrivelse af den fabianske – eller indirekte – strategi, se Hart, 26ff samt Cassidy, 24f & 51f. Begrebet stammer fra den romerske konsul Fabius Maxiums’ forsøg på at forsvare det romerske rige mod Kartago i Den Anden Puniske Krig (219-201 f. Kr.). Fabius Maximus nægtede Hannibal og Kartago muligheden for at ramme de romerske styrker i et afgørende slag, ved at opgive at kæmpe for territorium eller forsvarspositioner. 

6 Galula, 1964, 50.

7 Mao, 2000, 22ff.

8 Gray, 1999, 291ff.

9 Long, 2006, 38f.

10 Callwell, 1996, 85.

11 Situationer hvor egne soldater fejlagtigt beskyder egne tropper. Betegnes også som ”friendly fire”

12 Dette afsnit bygger delvist på Ringsmose, 2006.

13 Krepinevich, 2005, 90.

14 I den tyske originaludgave: ”Schwerpunkt des Krieges”; og engelsk: ”center of gravity”.

15 Clausewitz, 1993, 720. 16 Echevarria, 2002,

16. Blandt militære analytikere og forskere med tilknytning til feltet strategiske studier er der langt fra enighed om, hvad det nøjagtige indhold af begrebet bør være. For en introduktion til denne debat, se Barnett, 2003, 93f; Gray, 1999, 104f og Echevarria, 2007.

17 Trinquier, 1964, 27. For nyere formuleringer af samme synspunkt, se Krepinevich, 2005, samt Barno, 2007.

18 Galula, 1964, 8f.

19 Se f.eks. Merom, 2003 og Kilcullen, 2006. For en tidlig version af det grundlæggende argument om, at oprørsbekæmpere taber på den politiske hjemmebane, se Mack, 1975. 

20 Gil Merom har argumenteret overbevisende for, at også oprørskrigene i Algeriet (1954-1962) og Vietnam (1962-1973) i udstrakt grad blev afgjort som en følge af krigsmodstanden i de udefrakommende landes befolkninger, Merom, 2003. Merom betoner dog samtidig, at den mere omfattende mediedækning af det 21. århundredes oprørskrige øger sandsynligheden for, at borgere i de vestlige demokratier vil begrænse og indskrænke statens mulighed for at kæmpe og vinde oprørskrige, Merom, 2003, 250.

21 Om Irak-krigen skriver Hammes: ”Recognizing that the strategic centers of gravity for the coalition members are their people’s willingness to accept casualties, the ACT [Anti-Coalition Forces] exhibit a keen sense for projecting their message through the media”, 2004, 178.

22 Kilcullen, 2006, 121.

23 Trinquier, 1964, 52.

24 Vo Ngyen Giap, citeret fra Taber, 1965, 64.

25 Om forskellen på nationale oprør (oprørsbevægelse vs. en national regering) og uafhængighedsoprør (oprørsbevægelse vs. en udefrakommende magt), se Ringsmose, 2006 samt Metz & Millen, 2004. 

26 Taber, 1965, 43.

27 Mack, 1975, 184f; Arreguin-Toft, 2001, 105ff.

28 Aron, 1962, 33f. I en amerikansk sammenhæng er citatet ofte – fejlagtigt – blevet tilskrevet Henry A. Kissinger (se f.eks. Cassidy, 2006, 23). Kissinger var således utvivlsomt vidende om Arons formulering, da han i en artikel om Vietnam-krigen fra 1969 skrev: ”In the process, we lost sight of one of the cardinal maxims of guerrilla war: the guerrilla wins if he does not lose. The conventional army loses if it does not win”, 1969, 214.

29 Mao, 2000, 73.

 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_137.argang_nr.2_2008.pdf

Litteraturliste

Del: