Operativ doktrinudvikling i flyvevåbnet

Foto: Forsvaret.dk

Den operative doktrin
Flere krigsteoretikere, som Sun Tzu og Clausewitz, har diskuteret ansvarsfordelingen
mellem fyrsten, kongen eller kejseren og den militære ledelse, uden dog at
konkretisere det i form at en niveaudeling af krigen i det strategiske, operative og
taktiske niveau, som vi kender det i dag. I Europa tog Helmuth Von Moltke den
ældre for alvor fat på dette område affødt af en række uoverensstemmelser med
hans politiske ledelse. Under belejringen af Paris i 1877 kunne han vanskeligt acceptere
Bismarcks indblanding i den militære ledelse af krigen, og efter en
konfrontation med Bismarck argumenterede Moltke for, at når først en hær var
sendt i krig, skulle den ledes af soldater og soldater alene. Moltke ønskede at
niveaudele krigsførelsen i det strategiske, det operative og det taktiske niveau,
hvorved der opnås en naturlig ansvarsfordeling mellem den militære ledelse og de
politiske beslutningstagere. Hvor Bismarck tog sig af det strategiske niveau i form
af forsvarsaftaler med Østrig-Ungam og ikke-angrebsaftaler med Rusland,
fokuserede Moltke, som stabschef i Hæren, på det operative niveau. Han organiserede
og systematiserede et stabshovedkvarter på operativt niveau, hvorfra han
kunne udstikke direktiver til underordnede arme- og korpschefer. Hovedkvarteret
var ansvarlig for den overordnede militære planlægning, herunder vægtningen
mellem øst- og vestfronten, som var Prøjsens store problem.
Ledelse af militære styrker på operativt niveau m.h.p. at opnå det ønskede
politiske mål er særdeles komplekst. Oppefra i organisation modtager den operative
fører direktiver fra den strategiske ledelse om det ønskede politiske mål, ofte
ledsaget af en række begrænsende faktorer af strategisk betydning.
Under Vietnamkrigen satte Præsident Johnson og hans stab eksempelvis en
lang række begrænsninger på operation Rolling Thunder affrygt for, at Kina og
Rusland ville intervenere i krigen, som det skete under Koreakrigen.
Nedadtil i organisationen skal den operative fører lede Component Commands
(air, land, maritime) således, at de alle arbejder mod det samme mål. En vanskelig
opgave, særligt fordi det ofte er nødvendigt at lægge begrænsninger på Component
Commands frie udfoldelsesmuligheder. Hvis eksempelvis Land Component Commander
ønsker at lægge Fire Support Coordination Line (FSCL) meget langt frem,
for derved at kunne udnytte sine langtrækkende missilsystemer og helikoptere uden
’’unødig” koordination, vil han samtidigt lægge begrænsninger på Air Component
Commanders muligheder for anvendelse af luftrummet. Denne konflikt, der må
siges at være iboende det doktrinære grundlag, skal som regel løses ved den
operative førers mellemkomst. Ledelse på operativt niveau i NATO er således et
samspil mellem den operative fører, (Joint Force Commander) og de underlagte
Component Commanders (air, land, maritime, special operations), hvor en fælles
referenceramme, en fælles doktrin er nødvendig. Det, at orkestrere og synkronisere
indsættelsen af store militære styrker fra flere værn mod et fælles mål, vil ikke
kunne fungere optimalt uden en fælles referenceramme, som er i samspil med
doktrinerne for anvendelse af styrker fra de 3 værn. Således vil optimal anvendelse
af luftstridskræfter uden en fælles referenceramme heller ikke være mulig.
Det er vigtigt for et værn at have et doktrinært grundlag. Det er den referenceramme,
der danner fundamentet for udvikling af operations koncepter og taktiske
delkoncepter. Det er det dokument, man vender tilbage til, når man i en overordnet
sammenhæng spørger: ’’Hvad er vores holdning til denne problemstilling ?” Den
succesfulde planlægning, udførelse af og støtte til luftoperationer kræver en klart
forståelig og accepteret doktrin. Luftkrigshistorien er fyldt med eksempler på, at en
forkert operativ doktrin har ført til nederlag til trods for anvendelse af relevante
operationskoncepter, rigtige taktikker og endog overlegen teknologi. Eksempler
herpå kan hentes fra Luftwaffe under Slaget om England, Luftwaffes luftforsvarsdoktrin
og De Amerikanske Luftstyrkers doktrin i Vietnam.
Luftstridskræfter fra alle værn besidder evnen til hurtigt at kunne bevæge sig
i tid og rum. Dette forhold gør disse styrker specielt velegnede til indsættelse på det
operative og strategiske niveau om muligt til direkte forfølgelse af den Operative
førers fastsatte endemål eller i en direkte forfølgelse af det overordnede militærstrategiske/
politiske mål.
Et eksempel på sidstnævnte er det israelske luftangreb p å en irakisk atomforsøgsstation.
Den irakiske nation skulle fratages evnen til i en forudseelig fremtid
at fremstille kernevåben. Efter ca. en times flyvning opnåede 8 F-16 og 16 2000
punds bomber ”Desired End State ” i løbet af 90 sekunder.

Det, at manøvrere sig i en gunstig position, som oftest for at opnå et gunstigt
styrkeforhold, har været en hel fundamental operativ grundsætning for hæren og
søværnet, indtil disse værn også fik midler, der kunne bevæge sig i den tredje
dimension. Et gunstigt styrkeforhold på overfladen var således ofte ensbetydende
med koncentration og dermed styrke, men også en delvis afsløring af hensigt og
dermed sårbarhed. I kraft af luftstridskræfters sasrlige karakteristika er det muligt
at være baseret spredt og alligevel gennemføre en samlet koncentreret taktisk
optræden, eller være baseret samlet og gennemføre en geografisk spredt optræden.
Dette giver den operative fører en række optioner på det operative niveau.
Luftangreb kan koncentreres på to måder. Geografisk, hvis dette findes hensigtsmæssigt
eksempelvis for at fremkalde en lokal chok effekt, eller geografisk spredt,
men mod en række mål af den samme kategori, for hurtigt at påføre modparten en
bestemt effekt.
Under konflikten i den persiske g o lf1990-1991 blev ca. 2000kampluftfartøj er
fra fire værn sammendraget i et område, der strakte sig fra midt England i vest, til
den Saudi Arabiske/Yemenitiske grænse i syd og fra Diego Garcia i øst til Ankara
i Nord. Fra den operative føres synspunkt var styrkerne nu koncentreret, idet de
alle fra deres baser kunne nå de påtænkte mål i operationsområdet, om nødvendigt
samtidigt.

Den spredte basering (- der samtidig nedsætter sårbarheden -) kombineret med
luftstridskræfters evne til indsats i en hvilken som helst kombination af koncentration/
spredning i tid/rum er blevet et fundamentalt element i den operative doktrin.
Dette forhold har ydermere medført, at luftstridskræfter under mange forhold
direkte kan anvendes missionsorienteret, d.v.s. i direkte forfølgelse af ”the desired
end state”, uden nødvendigvis at anvende større ressourcer på sikring og fastholdelse
af områder, der i andre sammenhænge og for andre våbenarter ofte vil være
ubetingede forudsætninger eller mellemfaldende mål for opgavens endelige løsning.
Flyvevåbnerne i NATO - og NATO alliancen selv - har haft særdeles svært ved
at identificere det operative niveau som det primære for indsættelse af luftstridskræfter.
Luftstridskræfternes virkelige rolle på dette niveau er således reelt først
blevet alment identificeret i NATO ved udgivelsen af NATO dokumentet AJP-1,
Allied Joint Operations Doctrine (nu AJP-01). Gennem indsættelse af luftstridskræfter
på det operative niveau kan den ønskede effekt af indsættelsen, d.v.s. det
resultat vi gerne vil se af vores anstrengelser, dirigeres mod såvel det strategiske,
det operative som det taktiske niveau. Og det er netop effekten, ikke indsættelsen
i sig selv, der bør have vores opmærksomhed.
Operation Deliberate Force gennemført i Bosnien Hercegovina i 1995 er et
godt eksempel på gennemførelse a f luftoperationer på det operative niveau med
luftfartøjer og flyvende våben fra flere værn. Den serbiske politiske ledelse skulle
ad militær vej overbevises/tvinges til at indse, at en forhandling var at foretrække
frem for en fortsat konfrontation, samtidigt med at verdenssamfundet ønskede at
sende et signal om, at yderligere angreb på de FN sikrede zoner var uacceptable.
Det valgte middel var en selvstændig luftoperation gennemført på det operative
niveau. De valgte mål havde ingen umiddelbar taktisk relation til de igangværende
serbiske operationer, men de repræsenterede en operativ kapacitet som serberne
ikke havde råd til at miste. Der foregik således gennem en ageren på det operative
niveau en påvirkning, en synlig effekt, på det strategiske niveau a f den serbiske
central ledelse.

 

Doktrin udvikling i flyvevåbnet
I Det Danske Flyvevåben hensynede doktrinudviklingen officielt i upåagtethed
indtil begyndelsen af 90 ’ erne. I mange mindre NATO lande var situationen præcis
den samme. Kun i USA, England og Frankrig foregik der en doktrin udvikling af
betydning. F.s.v.a. NATO blev der aldrig under den kolde krig udviklet en
værnsfælles operativ doktrin, og det nærmeste, man kom på en doktrin for
luftstridskræfter, var ATP 33 ’’NATO Tactical Air Doctrine”, der dog hovedsageligt
beskæftigede sig med taktiske luftoperationer. Det amerikanske flyvevåbens doktrin
var i mange år så overordnet, at den kunne være vanskelig at operationalisere, og
den beskriver den dag i dag stadigvæk ikke det operative niveau. Inden for det
sidste år har det amerikanske flyvevåben dog også påbegyndt en omfattende
doktrinudvikling på det operative niveau.
Debatten herhjemme - i det omfang den overhovedet fandt sted - kom ofte til
at dreje sig om, hvorvidt Flyvevåbnet skulle gennemføre Offensive Counter Air
eller Offensive Air Support. Fortalerne i Flyvevåbnet for tilkæmpelse af luftoverlegenhed
blev ofte skældt ud for at: ’’Flyvevåbnet vil bare føre sin egen krig”. Dette
har heldigvis ændret sig. I dag er bevidstheden om luftoverlegenhedens betydning
for krigsførelsen steget betydeligt. Det skal her straks klart erkendes, at vi i
Flyvevåbnet ikke var mestre i at artikulere, hvad det egentlig var, vi ville.
Luftoverlegenhed, javel, men hvad så ?
COL (USAF) John A. Warden Ill’s bog ’’The Air Campaign” tiltrak sig fuldt
berettiget stor opmærksomhed indenfor mange landes flyvevåbner. Warden far
peget på det operative niveau som det helt centrale i luftstridskræfters doktrin. Han
får sat luftoperationerne mellem det strategiske og det taktiske niveau i et mere klart
perspektiv, herunder ikke mindst set i relation til den operative førers ’’slutmål”, det
såkaldte ’’Desired End State”.
Af Wardens teser bør særlig én fremhæves, nemlig tesen om, at nedkæmpelse
af modpartens militære potentiel, kapacitet og indsatte enheder, ikke nødvendigvis
er den mest kost-effektive måde, hvorpå den Operative Føres ’’Desired End State”
eller det militær-strategiske mål opnås. Det hænder imidlertid ofte, at forudindtagne
holdninger til eksempelvis rollefordeling samt kamp om den størst mulige del af
bevillingsmidlerne, får lov til at forplumre en objektiv doktrindebat og dermed
doktrinudvikling. Således kæmper eksempelvis den amerikanske Joint Chiefs of
Staff (JCS) den dag i dag en næsten håbløs kamp med de fire amerikanske værn for
at nå frem til en entydig doktrinær erkendelse. Mens JCS forståeligt nok bekender
sig til gennemførelse af værnsfælles operationer på det operative niveau, hvilket
reflekteres i JCS publikationer (Joint Pub), kæmper de amerikanske værn omvendte
for at bevare den engang fastsatte rollefordeling. Andre eksempler på forplumrende
tiltag kan hentes i de computerassisterede operationsanalyser, der gennemføres af
en række lande. Her har det ofte været overordentligt svært at kvantificere operative
og strategiske effekter med det resultat, at ’’objektfunktionen”, der måles på, er antallet
af ødelagte Çendtlige ’’Militær Værdier”. Dette drager naturligvis analytikerne
mod at søge løsninger, hvor eget militær potentiel indsættes mod modpartens
tilsvarende. Denne ’’kamperfaring” anvendes efterfølgende, når doktriner skal skrives,
koncepter udvikles og operationer skal planlægges. En sådan fremgangsmåde
og argumentopbygning vil naturligvis altid ende op med, at doktrinerne fastslår, at
vejen til målet bør være den sværeste og dyreste, nemlig via af en eventuel
modstanders militære midler. Dette må vel, alt andet lige, kunne sidestilles med at
anbefale, at slå der, hvor modstanderen er stærkest, og ikke hvor han er svagest?
Flyvevåbnet blev af elever, der gennemgik amerikansk stabskursus, gjort på
opmærksom Wardens teorier. Disse blev med succes bl.a. afprøvet i begyndelsen
af 90’erne under gennemførelse af computer krigsspil i US AFE Warrior Preparation
Centre. Herudover udarbejdede European Chiefs of Air Staff Conference en
publikation, hvor man redegjorde for luftstridskræfters muligheder i den sikkerhedspolitiske
situation, der er opstået efter den kolde krig. I forlængelse heraf
erkendte Flyvertaktisk Kommando, at der var et behov for en styrkelse af
undervisningen i luftoperationer. Dette blev begyndelsen til Flyvevåbnets Operative
Kursus og RFLV 150 Flyvevåbnets Operative Doktrin (FLVDOK).
Flyvevåbnets operative doktrin
Hovedelementerne i FLVDOK er:
- Betydningen af luftoverlegenhed for at beskytte samfundet mod luftangreb
og for at skabe den nødvendige operationsfrihed for enheder fra alle
værn. Herunder identificeres et behov for at fastsætte det indledende
operative mål for enheder af alle værn som tilkæmpelse af luftoverlegenhed.
Luftoverlegenhed kan i princippet blot anskues som en høj grad af
operations sikkerhed (OPSEC) på det operative niveau. Luftoverlegenhed
er således også af betydning ved gennemførelse af fredsstøttende
operationer.

- Udnyttelse af luftoverlegenheden til indsættelse af luftstridskræfter m.h.p.
opnåelse af Den Operative førers fastsatte mål.
- Identifikationen af det operative niveau som det primære for indsættelse
af luftstridskræfter, hvorfra effekt på alle niveauer kan opnås.
- Behovet for en pro-aktiv snarere end en re-aktiv optræden.
- Rubricering af de forskellige typer af luftoperationer på det strategiske
og det operative niveau. Det har længe været et problem, at der ikke findes
en betegnelse, der kunne hæftes på en bestemt type luftoperation rettet mod
et bestemt mål. Det har gjort debatten forvirret og hvad værre var, blev mål
under øvelser, der relaterede sig til de ’’navnløse” typer af luftoperationer
(læs luftoperationer på operativt niveau) ofte ikke bragt ind i processen,
når der skulle udarbejdes en Joint Integrated Prioritized Target List.
- Behovet for fleksibilitet i såvel tanke som handling (anvendelse af
doktrinen såvel ved planlægning som under gennemførelse af operationer).
- Den værnsfælles karakter af luftoperationer, specielt i et operationsområde
som Enhedskommandoens nuværende ansvarsområde. Luftoperationer
gennemføres i synergi mellem luftfartøjer og missiler fra alle værn, på et
efterretningsgrundlag på det operative og taktiske niveau etableret af
sensorer/indhentere fra alle værn.
- Behovet for at identificere Centre of Gravity (CoG) på det strategiske og
operative niveau m.h.p. at identificere, hvorledes luftstridskræfter bedst
bidrager til opnåelse af Den Operative førers fastsatte mål. Det understreges,
at CoG skal identificeres under hensyntagen til modpartens værdinormer
ligesom CoG ikke nødvendigvis er modpartens militære styrker, eller
et håndgribeligt fysisk målkompleks. CoGkanvære et symbol, ettankesæt
eller en adfærd. Herunder fastslås, at målet altid er at påvirke CoG således,
at modparten påtvinges en adfærdsændring i retning af vores ønsker.
- Anvendelsen af modellen ”De fem strategiske ringe (1. De Militære
Styrker, 2. Befolkningen, 3. Infrastrukturen, 4. Produktionsapparatet og 5.
’’Ledelsen”), de fire prioriteter (Ignore it, Expolit it, Soft Kill it, Hard Kill
it) og de tre metoder (The Direct, the Indirect og the Devious Approach)”.
Herunder understreges betydningen af at søge at undgå unødvendige,
direkte konfrontationer med modpartens styrker og søge at opnå de
fastsatte mål på det strategiske niveau så direkte som muligt under
anvendelse af en ’’Indirect/Devious Approach” på det operative niveau.
Formålet med en kampagne eller operati on er ikke at påføre modparten den
størst mulige skade, men at påføre et antal målkomplekser en effekt, der
fører til opnåelse af det fastsatte mål. Dette anses som værende specielt
vigtigt, hvis ens egen befolkning ikke ventes at ville tolerere, at selv en
modstander påføres lidelser over længere tid. Det er aldeles fundamentalt
i f.m. fredsstøttende operationer.
- anvendelse af parallel krigsførelse, hvor flere kampagner/operationer
gennemføres samtidigt.
- Betydningen af anvendelse af Command and Control Warfare

Man kan spørge hvilket behov, der er for at: have en doktrin i et flyvevåben af
en størrelse som det danske. For det første har personellet brug for en referenceramme,
der fastslår på et overordnet niveau, hvad formålet er med den virksomhed
værnet gennemfører, og hvorledes kampen i påkommende tilfælde tænkes
gennemført i tæt samarbejde med vores allierede. Danmark bidrager således på lige
fod med andre NATO lande til arbejdet med AJP’er og ATP’er. En visionær
udvikling på dette område kan ikke foregå med mindre nationerne giver et
kvalificeret bidrag. Dette er for Flyvevåbnet specielt vigtigt, idet al operativ
virksomhed i Flyvevåbnet under øvelser, i spænding og krig hovedsageligt udføres
i o.m. NATO doktriner, koncepter og procedurer. NATO er i al sin enkelthed det
bidrag, nationerne er villige til at yde. Dette gælder f.s.v.a. styrker og infrastruktur,
men også - nok så vigtigt, men overset - med den for udviklingen nødvendige tankevirksomhed.
Endelig må det understreges, at Chefen for Flyvertaktisk Kommando
jf. direktiv fra Forsvarschefen er pålagt at forestå doktrinudvikling.
Udarbejdelsen af FLVDOK har samlet medført, at FLV i dag er særdeles godt
forberedt på den igangværende doktrinudvikling såvel nationalt som i NATO.

Det er luftstridskræfters opgave at:
”Tilkæmpe sig, vedligeholde og udnytte luftoverlegenhed”
Major M. A. L. T. Nielsen.

Indpasning i NA TO processen
AJP-1 forelå i ’’Draft”, da FLVDOK blev skrevet. Det blev derfor naturligt, at
Flyvevåbnets Doktrinudvalg støttede sig til dette dokument. NATO er i færd med
at omskrive ATP-3 3 (C) under betegnelsen AJP-3.3, som bliver doktrinen for Joint
Force Air Component Commander. Danmark deltager i dette arbejde, og Flyvevåbnets
Doktrin Udvalg har påtaget sig opgaven henset til dokumentets store fremtidige
centrale betydning. Ved udarbejdelsen af FLVDOK identificerede flyvevåbnets
doktrinudvalg luftoperationer for krigens 3 niveauer, (det strategiske, det operative
og det taktiske), hvilket NATO doktriner ikke gør. I den operative analyse af
ijenden identificeres hans Centers of Gravity, og de mål, der kan lede frem til
opnåelsen af det ønskede End State, kategoriseres i forhold til det strategiske, det
operative og det taktiske niveau. Derved identificeres det niveau, hvor der opnås
effekt, såfremt målet angribes.
Det kan igennem denne proces i højere grad forudsiges, i hvilket omfang
angrebet vil påvirke de strategiske og operative beslutningstagere, om ikke deres
vilje, så i hvert fald deres evne til at anvende militære midler til at nå deres mål. På
et tidligt tidspunkt i udarbejdelsen af AJP 3.3 forsøgte FLV at introducere
strategiske og operative luftoperationer kategoriseret som anført i FLVDOK. Dette
blev indledningsvis ikke godkendt med henvisning til at en sådan opdeling ikke
fandtes i AJP-1 !
I kraft af, at FLVDOK er udarbejdet under indtryk af de overordnede
principper i AJP-1, kan FLVDOK anvendes direkte i forbindelse med formulering
af danske synspunkter i relation til videreudviklingen af AJP 3.3 uden at ’’forbryde”
sig imod den overordnede doktrin.
FLVDOK adskiller sig således på et væsentligt punkt fra alle NATO AJP ’ er og
ATP’er, der beskæftiger sig med luftoperationer. Der er endnu i NATO ikke skabt
den fornødne sammenhæng mellem AJP-1 og de ’’underordnede” dokumenter.
Dette hul skal i de kommende år lukkes af de såkaldte ’’keystones”. FLVDOK, der
netop beskæftiger sig med det operative niveau, kan derfor give et væsentligt bidrag
til at der rettes op på dette forhold.
På et andet område er der en væsentlig forskel mellem NATO publikationer og
FLVDOK. FLVDOK anskuer gennemførelse af luftoperationer på det operative
niveau som et værnsfælles anliggende i alle de tre faser: Tilkæmpelse, vedligeholdelse
og udnyttelse af luftoverlegenhed. Tilkæmpelse af luftoverlegenhed er ikke
noget man alene overlader til Flyvevåbnet, mens de to andre værn isoleret
gennemfører deres operationer. Luftoverlegenhed er den Operative førers første og
største bekymring. Dette gælder såvel i en traditionel Artikel V operation som ved
gennemførelse af fredsstøttende operationer. I f.m. fredsstøttende operationer kan
man være heldig at få luftoverlegenheden "foræret”, fordi de agerende parter enten
ikke har midler, der kan indsættes i den tredje dimension, eller fordi de mere eller
mindre frivilligt afstår herfra. Det værnsfælles aspekt i dette betydningsfulde
forhold fremgår ikke af Draft AJP 3.3.
Luftstridskræfters virkelige værdi manifesterer sig først krigsafgørende, når
luftoverlegenheden udnyttes til opnåelse af den Operative førers ’’Desired End-
State”. Dette er igen et værnsfælles anliggende. Dette forhold beskrives på
fremragende vis i Draft AJP 3.3, men denne filosofi er ikke reflekteret konsekvent
igennem dokumentet. Den er imidlertid et helt centralt element i FLVDOK og AJP-
1: “Air operations exploit the use o f air power in support o f JFC campaign
objectives. Air power is employed not only to gain and maintain control o f the air,
but also as a supported or independentforce in the achievement o f joint campaign
objectives. ”

Modellen ” Supporting” og ” Supported” Commander kan aldeles fremragende
finde anvendelse her. Den Operative fører foretager i samarbejde med sine
’’Component Commanders” en kampagne- og operationsplanlægning. I f.m. med
den detaljerede operationsplanlægning nominerer alle (den Operative fører og
Component Commanders) mål, der ønskes påført en bestemt affekt. De afgiver
samtidigt taktisk kontrol af de våben/våbenplatforme, der kan agere i den tredje
dimension og som er egnede til påførelse af de specificerede effekter, til Combined
Air Operations Centre/Air Component Commander. Denne grundfilosofi er
udmærket reflekteret i Draft AJP 3.3: “The unity o f air effort is most likely to be
achieved when command o f the force air assets is exercised from the highest
practicable level where the relative priorities ofcombined/joint demands on those
assets can best be assessed”.

Den absolut største svaghed ved Draft AJP 3.3 er imidlertid den manglende
identifikation af betydningen af ageren på det operative niveau. Dokumentet
beskæftiger sig med Strategiske Luftoperationer - uden at kategorisere disse som
i FLVDOK, og bevæger sig derefter - under overskriften ’’Categories of Air
Operations” - ind på noget, der venligt kan betegnes som en blandet landhandel af
luftoperationer: Strategie Air Operations (conducted at the strategic and operational
level (sic)), Anti-Surface Force Air Operations, Extended Air Defence, Active
Defence, Passive Defence, Conventional Counter Force og Supporting Air
Operations. Efter at have rubriceret Strategic Air Operations for sig, behandler man
efterfølgende Air Interdiction (AI) på det strategiske, det operative og det taktiske
niveau under overskriften Anti-Surface Force Air Operations. Dette er interessant
nok i overensstemmelse med Wardens tidlige teorier om Distant, Intermediate og
Near Interdiction, men AJP 3.3 undlader at identificere luftoperationer på operativt
niveau som en selvstændig kategori, uagtet at doktrinen betegner “the Theater Air
Campaign” som en af grundstenene i Joint Force Commanders kampagne. Netop
Teatre Air Campaign er luftkampagnen på operativt niveau.
AJP 3.3 får endvidere i sit foreliggende draft totalt forplumret beskrivelsen af
udnyttelse af luftoverlegenheden og får kun antydningsvis beskrevet selvstændige
luftoperationer gennemført til direkte forfølgelse af den Operative førers mål.
Strategiske luftoperationer beskrives i vage vendinger, der kan være svære at
operationalisere. Operative luftoperationer beskrives overhovedet ikke til trods for
det anføres at: ”. . . the theatre Allied Joint Force Air Component Commander
conducts an effective theatre air operation in support of the overall joint campaign”.
AJP 3.3 giver imidlertid ikke svaret på hvordan. Denne type luftoperationer
beskrives i øvrigt korrekt som rettet mod nøgleelementer i modpartens struktur.
Anti-Surface Force Air Operations (ASFAO) beskrives som operationer, der
har til formål at neutralisere, sinke eller nedkæmpe modpartens hær og flådestyrker.
Under ASFAO anføres, at AI udelukkende er rettet mod modpartens militære
potentiel, og at AI kan have en strategisk, operativ eller taktisk effekt. Herefter
anføres det, at Air Interdiction luftstyrker (sie) anvendes til angreb på mål, der
relaterer sig til den Operative Føres ’’Desired End-State” og til direkte støtte til de
andre værn. Førstnævnte anvendelse af luftstyrkeme på den beskrevne måde er
netop en del af det, der i FLVDOK beskrives som operative luftoperationer. I AJP
3.3 drukner dette aspekt imidlertid ved, at operationerne beskrives som en del af de
taktiske luftoperationer, og at disse udelukkende forudses rettet mod modpartens
MILITÆRE potentiel. Dette ville i givet fald være den ’’Direct Approach” -
Warden’s ’’Ring 1 ” mod ’’Ring 1 ” - Militær mod Militær -, der i FLVDOK anføres
som den mest kostJineffektive og tabsgivende! Luftstridskræfter har de egenskaber,
der er nødvendige for at omgå overfladebundne militære styrker, og der er absolut
ingen grund til at opsøge disse, hvis den Operative Føres ’’Desired End-State” kan
opnås uden, at det kommer til en direkte konfrontation mellem egne luftstridskræfter
og modpartens hær- og flåde-styrker. Bemærk dog, at det vil være den absolutte
undtagelse, at en sådan konfrontation kan undgås, men hold samtidig det forhold
klart, at denne type taktiske luftoperationer i bedste fald har en indvirkning på
kampens eller operationens udfald, men meget sjældent på krigens gang.
Endelig nævner AJP 3.3 dårligt nok Command and Control Warfare og dennes
helt centrale betydning for gennemførelse af værnsfælles luftoperationer.
FLVDOK er følgelig i høj grad i overensstemmelse med AJP-1, hvorimod AJP
3.3 er i modstrid med både AJP-1 og FLVDOK. FLV Doktrinudvalg vil søge at
råde bod på dette forhold ved at påvirke udviklingen af AJP 3.3.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at FLVDOK ”i al ubemærkethed” blev
anvendt af Interim Combined Air Operations Centre 1, Finderup, i kampagneplanlægningen
og operationsudførelsen under øvelse Chineese Eye 97 med positive
tilbagemeldinger til følge.

Indpasning i den nationale proces
Udviklingen af FLVDOK har været en særdeles inspirerende og udviklende proces,
der har bragt medlemmerne af Flyvevåbnets doktrinudvalg vidt omkring i lange og
dybsindige diskussioner ofte til langt ud på aftenen. Indsigten i doktriner generelt
og airpower doktriner specielt er højnet væsentligt, og såvel dansk som udenlandsk
litteratur har været studeret i et væk. Debatten har involveret krigsteoretikere som
Sun Tzu? Col Warden III, Clausewitz, Liddle Hart og mange flere, hvilket har
udvidet studiekredsens horisont og indsigt ikke mindst i doktrinudviklingens
historie. Men vigtigst af alt, så har processen igennem FLVDOK viderebragt en
dybere indsigt i anvendelse af luftstridskræfter på operative niveau, end Flyvevåbnet
nogensinde har været i besiddelse af før. Som beskrevet ovenfor har udviklingen
af FLVDOK muliggjort en præcis og argumenteret stillingtagen, når FTK
eksempelvis er blevet bedt om at kommentere udkast til NATO-doktriner, både
hvad angår AJP-1 og AJP 3.3.
I fortsættelse af doktrinarbejdet iværksatte FTK undervisning i anvendelse af
luftstridskræfter efter FLVDOK. Der blev lagt tyngde på Videreuddannelsestrin
(VUT) I og særligt på det nyoprettede Flyvevåbnets Operationskursus (FLYOK),
som er forberedelseskurset til VUT II. Doktrinundervisningen på FLYOK har givet
FLV elever på VUT II en overordentlig god indsigt i FLV egne operationer, både
på taktisk og operativt niveau, hvilket samlet har højnet disse elevers muligheder
for at bidrage til det samlede uddannelsesresultat for alle elever på tværs af værn
og specialer.
Forsvaret har i dag ikke en operativ doktrin, men en Forsvarskoncept, der til
forskel fra doktrinen er scenario- og aktørbundet. Dette gør i sagens natur Forsvarskoncepten
mindre anvendelig, både som udgangspunkt for undervisningen i
værnsfælles NATO operationer og som fundament i relation til et dansk bidrag til
NATO udvikling af doktriner på operativt niveau, herunder eksempelvis AJP-1. Det
bør derfor overvejes nøje, om vi i det danske forsvar gør nok for at forberede os til
at levere vort bidrag til udviklingen af værnsfælles doktriner i NATO, som vi jo alle
skal kunne fungere under ”i påkommende tilfælde”. Erfaringerne fra arbejdet med
FLVDOK viser, at alene processen med formulering af doktrinære tanker
repræsenterer en markant individuel udvikling, som flere officerer burde få
fornøjelse af. Derfor bør det doktrinudviklende hverv og de ledsagende udfordringer
heller ikke overlades isoleret til de få, der mere eller mindre tilfældigt bliver
placeret i stole med et sådant ansvar pålagt. Endelig må vi ikke glemme, og det er
næsten det bedste ved det hele, at arbejdet med doktriner dybest set handler om det,
vi alle sammen er her for, nemlig principperne for hvorledes ønskede politiske mål
opnås ved anvendelse af militære midler.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_127_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.