Operation Neptune

I år er det 60 år siden, de allierede foretog invasionen i Normandiet. Det betragtes ikke som verdens største, men som verdens mest komplicerede militære operation nogen sinde. Den maritime del af operationen beskrives i det følgende. Kendskabet til denne operation er knap så udbredt som kendskabet til operationerne på landjorden. Det skulle denne lille artikel forsøge at råde bod på. Desuden beskrives relationerne mellem den overordnede plan, Operation OVERLORD, og den selvstændige maritime operation, som havde betegnelsen Operation NEPTUNE.

Foto af Parnall, C H (Lt), Royal Navy official photographer

Indledning:
Operation OVERLORD, området og den øverste ledelse
Invasionsplanlægningen blev foretaget under ledelse af den britiske generalløjtnant Frederick Morgan. Han var indtil februar 1944 COSSAC, det vil sige Chief of Staff to the Supreme Allied Commander. Da general Dwight D. Eisenhower blev beordret til London fra operationerne i Middelhavet, overtog han ansvaret. Staben arbejdede i Norfolk House på St. James’s Square i London. Hvert værn havde desuden sin egen stab: Flådens i Portsmouth, hærstyrkerne på St. Paul’s School og flystyrkerne i Stanmore i Middlesex.
Operationsplanlæggerne fik et meget bredt direktiv, godkendt af den amerikanske præsident og den britiske premierminister. Det lød som følger:

”Foretag en landgang på kontinentet og iværksæt, sammen med andre allierede nationer, operationer rettet mod Tysklands hjerte og tilintetgørelsen af landets militære styrker. Datoen for landgangen skal være i maj måned 1944. Efter sikring af de nødvendige kanalhavne, skal der opbygges et brohoved, hvorfra der kan rettes direkte hær- og flyoperationer mod fjenden”.

BOLERO var kodebetegnelsen for styrkeopbygningen på de britiske øer, som begyndte umiddelbart efter USA's indtræden i krigen. Selv om Stalin pressede på for at få en aflastning af presset på Østfronten både i 1942 og 1943, så var BOLERO en meget tidskrævende operation. Den 31. juli 1943 havde man overført 238.028 mand fra USA til Storbritannien, og der var blevet overført 1.492.757 tons forsyninger. Til sammenligning var der den 30. maj 1944 overført i alt 1.526.965 amerikanere og 5.297.306 tons forsyninger. En forudsætning for BOLERO var, at slaget om Atlanten skulle vindes inden hovedparten af overførslerne kunne finde sted. Årsagen til den langsomme start skyldes endvidere den amerikanske industris omstillings- og reaktionstid. Blandt andet skulle der bygges et stort antal transportskibe af Liberty-typen til at foretage overførslerne med.

Styrkeopbygningen i Storbritannien i forbindelse med Operation BOLERO var på tidspunktet for invasionen nået op på følgende styrker (i runde tal) for landgangen, transporten og støtte fra skibe og fly:

1.750.000 mand i britiske styrker

1.500.000 mand i amerikanske styrker

175.000 mand fra Det britiske Imperium (hovedsageligt canadiske)

44.000 mand fra øvrige allierede (hovedsageligt polske og frie franske styrker).

1.300 orlogsskibe

1.600 handelsskibe

4.000 landgangsskibe eller landgangsbåde.

5.000 jagerfly

4.000 bombefly

3.500 svævefly.

Desuden rådede invasionsstyrken over direkte flystøtte fra 1.200 fly fra RAF og 2.000 fly fra USAAF.

ROUNDUP var kodebetegnelsen for selv landgangen i Normandiet. Den betegnelse blev senere ændret til Operation OVERLORD. Hele den maritime del af invasionen var omfattet af betegnelsen Operation NEPTUNE, og det er den, som kort bliver beskrevet i det følgende.

Churchill’s krav til planlæggerne var, at invasionen skulle være en succes. Gik det galt, ville der gå to år, før den kunne gentages. At invasionen lykkedes, skyldes en lang række faktorer, hvoraf ikke alle var underlagt de vestallieredes kontrol – vejret ikke mindst. Churchill skriver i sine krigserindringer om tiden med invasionsplanlægningen: ”Det forekom mig stadig, at befæstninger udført i stål og beton, udstyret med moderne ildkraft og bemandet med veltrænede, beslutsomme besætninger kun kunne nedkæmpes ved hjælp af……ja, af hvad, egentlig?” Svaret gav han selv: ”Ved hjælp af overraskelse!”

General Morgans generelle plan blev accepteret, men både general Eisenhower og general (senere feltmarskal) Montgomery syntes, det var for lidt at indlede et angreb med 3 divisioner. De anbefalede 5 divisioner. Morgans plan var lavet ud fra den forudsætning, at der kun var 3 divisioner til rådighed i det indledende angreb. Det var simpelthen en del af hans operative forudsætninger. Med 5 divisioner i angreb skulle man udvide landgangsområdet og skaffe flere skibe. Derfor kom UTAH og OMAHA Beach med i planlægningen. De landgangsskibe, som kunne gå helt ind på stranden og landsætte kampvogne, Landing Ship Tank (LST), var den kritiske mangelvare. Da der ikke var nok til rådighed, måtte man udsætte den planlagte invasion fra ca. 1. maj til ca. 1. juni 1944 for at få endnu en måneds produktion af de amerikanskbyggede LST med.

Blandt de fem invasionsområder, som blev bragt i forslag, blev kun to genstand for nøjere planlægning: Calais og Normandiet. Kanalen er smallest ved Calais, men her fandtes også de stærkeste befæstninger. Man valgte i stedet et område i Normandiet med fem udvalgte strandområder, som alt i alt strakte sig 80 km i øst-vestlig retning. Afstanden fra Portsmouth til landgangsstrandene var ca. 85 sømil eller 160 km i nord-sydlig retning.

Det stod tidligt klart, at det var vigtigt at råde over mindst en havn til modtagelse af forsyninger. Der var ingen større havne inden for selve landgangsområdet, og de to nærmeste udenfor, Le Havre og Cherbourg, var vel befæstede. Derfor opstod tanken om selv at medbringe to havne, de såkaldte ”Mulberries”. Efter invasionen afslørede afhøringer af de tilfangetagne tyske generaler, at den tyske flåde direkte havde meddelt den tyske ”Øverstkommanderende i Vest”, feltmarskal von Rundstedt, at de allierede ikke kunne foretage en landgang uden at erobre en større havn.

I takt med den stigende amerikanske krigsindsats under planlægningen af invasionen betingede amerikanerne sig chefposten, som gik til general Dwight D. Eisenhower. Hans stedfortræder og cheferne for de tre værns operationer var alle briter. Admiral Sir Bertram H. Ramsay, Royal Navy, blev chef for de allierede flådestyrker.

Tre fjerdedel af flådestyrken ved Normandiet var fra Royal Navy. Kampene i Stillehavet havde førsteprioritet for den amerikanske flåde. Problemer med ressourcer til kampene i Europa måtte løses på topniveau mellem præsident Franklin D. Roosevelt og premierminister Winston S. Churchill. Det drejede sig især om LST og skibe til bombardement.

Flådestyrkerne var delt i to Task Forces: En vestlig, som støttede de to amerikanske landgangsstrande. Den havde kontreadmiral A. G. Kirk, US Navy, som chef (om bord i USS AUGUSTA). Den østlige havde kontreadmiral Sir Phillip Vian, Royal Navy, som chef (om bord i HMS SCYLLA). Den havde ansvaret for støtte til de tre britiske landgangsstrande. Under disse to chefer var der for hver landgangsstrand en Task Group Commander (kontreadmiral eller flotilleadmiral).

Vejr, tidevand og månens faser
Eisenhowers chefmeteorolog var en civil meteorolog, senere Group Captain i RAF, J. M. Stagg. Hans opgave var at forudsige vejret, helst fra D-4 til D+3, så general Eisenhower kunne give sit ”Go” til operationen. I slutningen af maj rykkede man fra London til Southwick House nær Portsmouth. D-dag blev indledningsvis fastsat til den 5. juni 1944. Tidevandet og månens faser opfyldte stabens krav til operationen fra den 5. til den 7. juni.

Årsagen til kravet om det lange varsel for godt vejr fra D-4 til D+3 var, at en væsentlig del af invasionsflåden lå fordelt i områderne mellem Lands End og det nordvestlige Skotland. De langsomme skibe behøvede derfor 4 dage til at nå frem. Dagene fra D+1 til D+3 var meget vigtige for opfølgestyrken. Selv i 2004 vil meteorologerne nødig lave prognoser for mere end 5 dage.

Chefmeteorologens indledende oplysninger til planlægningen gik ud på, at invasionen skulle finde sted i området mellem Normandiet og Cherbourg. D-dag ville blive i maj eller juni, måske senere, men ikke før. Da der var tale om en allieret landgang, skulle der gerne være enighed mellem amerikanske og britiske myndigheder. Stagg måtte selv skaffe sig svaret på spørgsmålet: ”Hvad er godt vejr til denne invasion?” Det var der nemlig mange opfattelser af.

Generelt ønskede alle enheder sig lav vind, fuldmåne og lav risiko for tåge. Staben foretrak, at landgangen fandt sted ved ebbe/morgenlavvande, således at personellet kunne se forhindringerne i sandet i stedet for at sejle ind i dem. Med stigende vandstand kunne landgangsbådene lettere komme til søs igen.

Faldskærmsfolkene ville helst have fuldmåne, vind under 20 MPH (10 m/s) og 30 MPH (15 m/s) i vindstødene, god sigtbarhed og max. 60 % skydække under overfarten og en skyhøjde på mere end 3.000 fod.

Landgangsskibe og skibe, som deltog i shore bombardment foretrak rolig sø (bølgehøjde under ”sø 4”), pålandsvind under 10 - 12 MPH (5 - 6 m/s) og en sigtbarhed, som var større end 3 sømil (5 km) af hensyn til nedslagsobservatørerne.

Flystyrkerne foretrak skyfrit under 10.000 fod til High Level Bombing, men gerne noget skydække til Low Level Bombing, så man havde noget at gemme sig i. Lavt skydække ville hæmme flystøtte (Air-to-Ground-Support) til tropperne.

Chefmeteorologen sammenlignede statistiske vejrdata siden århundredeskiftet. Juni ville være dobbelt så god - målt i antal dage - som maj. I slutningen af maj fastlagde Eisenhower invasionsdagen til den 5. juni. Da man nærmede sig den planlagte dato opførte vejret sig ikke som i de historiske statistikker. Lavtryk over Nordatlanten førte dårligt vejr med sig. Stagg observerede dog, at der lige efter den 5. juni ville komme en midlertidig bedring i vejret og anbefalede Eisenhower at udsætte invasionen til den 6. juni. Beslutningen blev taget den 4. juni om aftenen, og hvis invasionen ikke blev til noget den 6. juni, så måtte de skibe, der var taget af sted, returnere for at fylde brændstof. Det vil sige, at man ikke kunne udsætte invasionen til den 7. juni.

Tyskerne havde dårligere forhold til at lave meteorologiske prognoser, idet deres vejrstationer på Grønland og deres vejrskibe var sat ud af spillet, så de var knap så opmærksomme på, at der var en lille bedring i vejret på 24 timer. Derfor tog Rommel af sted til Tyskland den 5. juni, dels for at snakke med Føreren, dels for at fejre hustruens fødselsdag. Meteorologen i det tyske hovedkvarter i Paris havde dog observeret den lille bedring i vejret den 6. juni.

Forudsætningerne for vildledningsoperationerne
Briterne havde siden krigens start haft en omfattende plan for vildledning af tyske styrker. Der var tale om vildledning på alle niveauer. Overraskelse var et væsentligt element i planlægningen. Tyskerne måtte ikke vide, hvor og hvornår invasionen ville finde sted. Tilstedeværelsen i Storbritannien af store amerikanske og britiske styrker til en invasion på kontinentet kunne ikke holdes hemmeligt, men det tyske agentnet, som skulle rapportere til Berlin herom, var blevet optrevlet. De tilfangetagne agenter fik valget mellem at blive hængt eller at samarbejde. Derfor kunne briterne via agenterne sende radiomeldinger om invasionsforberedelserne til tyskerne med et indhold, der var afpasset efter omstændighederne. Tyske rekognosceringsflyvninger over England i 1944 var sjældent muligt. Sidst, men ikke mindst, gav det britiske kendskab til at læse de tyske koder mulighed for at følge med i, om tyskerne var ”hoppet” på vildledningen.

I de sidste tre måneder inden invasionen blev de allierede bombefly i Storbritannien sat ind mod jernbanelinier og broer i Nordfrankrig og den vestlige del af Tyskland. De kastede 66.000 tons bomber her, og Churchill kaldte i sine erindringer området for ”en jernbane-ørken”. Herudover kastede man 14.000 tons bomber over kystforsvarsanlæg, radarstationer og flybaser. Alt dette var nøje orkestreret i forbindelse med den overordnede vildledningsplan: For hver bombe i det rigtige invasionsområde blev der kastet tre bomber i Dieppe-området og fire i Pas de Calais-området.

Invasionstruslen mod Calais-området, hvor Kanalen er smallest, udgjordes af en armé placeret mellem Dover og East Anglia. Arméens chef var den farverige pansergeneral Patton. Den bestod kun af materiel af pap, oppustelige kampvogne og alle mulige attrapper udført af den britiske filmindustri og Hollywood i forening. Arméen fik dog et komplet sæt radiostationer, således at den tyske radioopklaringstjeneste kunne følge den i sit daglige virke. ”Radiobilledet”, altså en situationsvurdering baseret på troppernes aktive anvendelse af radio, var realistisk. Tilsvarende var der attrap-landgangsskibe og attrap-fly i området. Tyske rekognosceringsfly fik lov til at tage billeder her, men hvis de kom over den engelske sydkyst, blev de skudt ned af luftforsvaret. Da invasionen gik i gang den 6. juni, udkastede britiske bombefly radarreflekterende materiale (Chaff/Windows) i et særligt mønster hele natten og morgenen ud for Calais. På de tyske radar, som man havde skånet under bombningerne, lignede det en invasionsflåde, som med 8 knob forlagde tværs over Kanalen.

Den hemmeligholdte katastrofe
De allierede havde nær Dartmouth ved Land’s End fundet et stykke strandbred, som mindede om Normandiets strande. Her øvede man sig i løbet af foråret. Natten mellem den 27. og 28. april 1944 havde tyske radiostationer opfanget signaler fra to konvojer langs den engelske sydkyst. Man sendte ni torpedobåde fra 5. og 9. S-Boot-flotille af sted fra Cherbourg. De fandt aldrig de to konvojer, men til gengæld fandt de en gruppe på 8 amerikanske LST på vej til øvelseslandgangsstrandene ved Slapton Sands. Det var en amerikansk flådestyrke med eskorte fra Royal Navy. Eskorten bestod af en destroyer og en korvet, men da destroyeren var blevet beskadiget under en kollision, var den sendt til værft, medens afløseren nok var på vej i området, men den lyttede ind på nogle forkerte frekvenser. Korvetchefen og den amerikanske styrkechef reagerede ikke, da truslen opstod. De fortsatte med 3,5 knob. Derfor fik de tyske torpedobåde (E-både) let spil. De sænkede LST 507 og LST 531 og beskadigede LST 289 med torpedoer. Det kostede 749 amerikanske soldater livet, og hændelsen blev holdt hemmelig i over 40 år. Antallet af LST i reserve til Operation OVERLORD/NEPTUNE var hermed nede på nul!

Overfarten, mændene og skibene
Tre fjerdedele af flådestyrken var britiske enheder. Resten var overvejende amerikanske, men der deltog også orlogsskibe fra Canada, de frie franske styrker, Polen, Norge, Holland og Grækenland.

Den amerikanske kystvagt skal støtte flåden i krig. En del af de større amerikanske landgangsenheder blev sejlet til England og videre til Normandiet af personel fra US Coastguard. Mange af de mindre landgangsenheder ved UTAH og OMAHA var ligeledes bemandet med personel fra kystvagten.

Selve landgangsstyrken bestod af en lang række specialiserede enheder. I spidsen for styrken var to miniubåde, som skulle dykke ud og assistere med navigationen og fungere som en slags fyrskib eller bøje, når tiden kom.

Større skibe, der medbragte personel til landgangsstyrken, medbragte et antal mindre landgangsbåde (LCA/LCVP det vil sige Landing Craft Assault/Landing Craft Vehicle/Personel), som kunne omlade uden for artillerirækning fra kysten.

Der var ombyggede landgangsskibe, som medbragte op til 1.064 fem-tommer-raketter til bombardement af kysten. Andre havde 120 mm kanoner, mest til direkte skydning. Nogle kunne tage kampvogne og andre køretøjer helt ind til stranden. Der var specialenheder indrettet med alt fra luftværn over navigationsudstyr til kabys/feltkøkkener. Nogle LST var ombygget til hospitalsskibe, så man i nærheden af stranden kunne stabilisere hårdt sårede patienter, som så derefter kunne evakueres og ”hospitaliseres ved højere echelonner”, som det hedder i fagsproget.

Fra den 1. juni begyndte flådestyrker og transportenheder at bevæge sig fra Skotlands nordvestkyst sydover i den irske kanal på vej mod Portsmouth. Undervejs stødte der hele tiden flere og flere enheder til: Fragtskibe, store landgangsskibe, ombyggede passagerlinere, slæbebåde, gamle monitorer til artilleribeskydning, slagskibe, krydsere etc. etc. Den samlede invasionsstyrke blev vurderet til at være på 5.333 skibe, hvoraf 2.727 sejlede over Kanalen ved egen kraft i de første 24 timer af operationen. (De mindste landgangsbåde blev transporteret om bord i de større enheder.)

De mindre landgangsenheder befandt sig allerede i indskibningshavnene. Tropperne blev taget om bord i landgangsskibene på den engelske sydkyst. Kun meget få vidste, at de amerikanske og britiske styrker var stationeret i Storbritannien i den orden, de skulle indsættes i på Normandiets kyst. De vestligste var amerikanske enheder til UTAH Beach, de næste amerikanere til OMAHA Beach, så briter til GOLD Beach, canadiere til JUNO Beach og atter briter til SWORD Beach. Tilsvarende var amerikanske opfølgestyrker stationeret i Sydvestengland, medens de britiske opfølgestyrker var stationeret i Sydøstengland. Hermed opnåede man, at ingen af de fem indledende konvojer - eller opfølgestyrkerne - skulle krydse hinanden undervejs.

Om natten mellem den 5. og 6. juni mødtes de fem landgangsstyrker med eskorte og bombardementsskibe i området syd for Isle of Wight, Point Z, som mere populært blev kaldt for Piccadilly Circus. Hver styrke fik 2 baner, en til hurtige og en til langsomme skibe. 97 minestrygere strøg miner foran hele styrken.

Under den allierede invasion på Sicilien i 1943 skød flådens skibe en del egne fly ned, fordi de fløj direkte hen over hovedstyrken. For at undgå tilsvarende tab var nedkastningen af de tre luftbårne divisioner arrangeret således, at de to amerikanske divisioner fløj vest om invasionsstyrken, medens den britiske fløj øst om.

Landgangen havde i princippet to faser. Første fase gik ud på et angreb over stranden. Når strandbredden var erobret, kom man til fase to, som mere var en logistisk operation: Der skulle landsættes så meget materiel og så mange mænd så hurtigt som muligt. Fase to var noget mere fredelig end fase et, men man må erindre, at selve strandområdet fortsat var under beskydning af langtrækkende tysk artilleri.

På dag D+1 begyndte man konstruktionen af de to ”Mulberry”-havne, som bestod af store sænkekasser udført i beton og gamle fragtskibe, som blev sat på havbunden. Fra disse to havne blev der etableret nogle kajer med broer ind til land. Stormen den 19. - 22 juni 1944 ødelagde den amerikanske Mulberry og beskadigede den britiske, men ikke nok til at ændre de allieredes plan. På D+30 var der overført 1 million mand med deres køretøjer, materiel og forsyninger. Da de tilfangetagne tyske generaler efter invasionen blev afhørt, oplyste de, at de medbragte ”Mulberry-havne” var kommet som en overraskelse.

Truslen og indsatsen mod den
Den største trussel mod landgangsstyrken udgjordes af de tyske ubåde, som opererede fra den franske Atlanterhavskyst. Under Operation NEPTUNE var der derfor en selvstændig operation, som fik den meget passende betegnelse Operation CORK (prop). Den skulle forhindre, at tyske ubåde fra vest trængte ind i Kanalen mod invasionsstrandene. Disse anti-ubådspatruljer med 3 eskortehangarskibe og mange destroyere, fregatter, korvetter og Maritime Patrol Aircraft detekterede 21 tyske ubåde. De 7 blev sænket, og de resterende 14 blev ”trykket” så meget, at de ikke kunne gribe ind i landgangen.

Endvidere var der en trussel bestående af torpedobåde (E-både) og 4 destroyere fra 10. destroyerflotille.

I Seinebugten var der en generel minetrussel, men det viste sig efter invasionen, at tyskerne ikke havde magtet at vedligeholde deres minefelt. De mere moderne og farlige bundminer var kun lagt på lægt vand (ringe vanddybde) på Cotentin-halvøens østside.

Det tyske flyvevåben i området rådede over ca. 700 kampfly, men kun ca. halvdelen var operative. Der var mangel på reservedele og brændstof, og piloterne manglede flyvetimer. De allierede havde luftherredømmet, og lufttruslen mod skibene var beskeden.

Som et led i invasionsforsvaret havde tyskerne udbygget mange kanonstillinger. Nogle tilhørte hæren, andre var under kommando af den tyske marine. På grund af denne trussel var der afsat betragtelige styrker med kraftigt søartilleri: 35 ældre slagskibe, krydsere og monitorer med artilleri på mindst 150 mm samt 60 destroyere. De samme enheder skulle yde hærstyrkerne artilleristøtte (Naval Gun Support eller bombardement). Der var uddannede artilleriobservatører med de første landgangsenheder, ligesom der også var særlige artilleriobservationsfly, som indledningsvis var landbaserede i England. Da de tilfangetagne tyske generaler senere blev afhørt oplyste de, at effektiviteten (rækning, præcision og samarbejde) af de allierede orlogsskibes ildstøtte var meget større end forventet.

I strandområdet havde tyskerne udbygget omfattende forhindringer med pæle, gitre, landminer etc. Feltmarskal Rommel havde bestilt 50 millioner landminer til forhindringerne, men kun 4 millioner var installeret. Det var hovedsageligt et problem for hærstyrkerne, selv om flådens enheder deltog i beskydning af dem med artilleri og raketkastere. På de britiske invasionsstrande deltog hold fra ingeniørtropperne og flåden sammen i hold, som skulle rydde strandene for forhindringer under og efter selve landgangen. Udbygningen af invasionsforsvaret skete løbende. Derfor dukkede der hele tiden nye forhindringer op for planlæggerne i takt med, at der indløb opdaterede efterretninger fra landsatte commandosoldater, rekognosceringsfly og den franske modstandsbevægelse.

Dansk deltagelse i invasionen
Blandt de ca. 800 bevæbnede handelsskibe, som deltog i transporten, var 30 af dem danske. Ca. 800 danske besætningsmedlemmer deltog i invasionen. På 50-årsdagen for invasionen afslørede Hans Kongelige Højhed Prins Henrik et mindesmærke for de danske søfolk ved Saint Marie de Mont nær UTAH Beach. Indsatsen fra de danske søfolk og de allieredes mulighed for at disponere over store dele af den danske handelsflådes transportkapacitet betragtes som det største og vigtigste danske bidrag til de allieredes sejr.

I perioden fra den 29. august 1943 og til krigens afslutning forsøgte søværnets illegale ledelse at sende danske søofficerer til krigstjeneste i Royal Navy. Viceadmiral A. H. Vedel så helst, at det drejede sig om erfarne orlogskaptajner og kommandørkaptajner, som efter krigen kunne hjælpe med at bygge flåden op. Briterne manglede især yngre, veluddannede officerer og foretrak derfor de yngre årgange. Følgende kom til England via Sverige og deltog i invasionen: Kaptajnløjtnant Henrik Rømeling i monitoren HMS EREBUS og søløjtnant Niels F. Lange om bord i LST 198. Kaptajnløjtnant Find Haugsted deltog i konvojtjeneste fra den engelske østkyst til invasionsområdet om bord i HMS CAMBELL. Flyverløjtnanterne af reserven i søværnet Kjeld Pedersen og Niels J. R. Buchwald deltog som jagerpiloter i flystøtteoperationer. De var selv kommet til England tidligere. Kaptajnløjtnant Eigil Wern deltog som dykker- og bjergningsekspert i rydningen af invasionsstrandene og efter Cherbourgs fald i sikring af denne havn.

Endvidere havde flyverløjtnant af reserven i søværnet Kaj Birkested via kampene i Norge i 1940 selv fundet vej til den norske flyveskole i Canada. Han var en respekteret leder og en dygtig jagerpilot. Han avancerede til oberstløjtnant i det norske flyvevåben i 1944 og var under invasionen ansvarlig for den koordinerede luftstøtte fra amerikanske og britiske jagerfly og bombefly.

De allierede tab ved landgangen
De allierede flådestyrker led forholdsvis beskedne tab, selv om de følgende tal virker voldsomme. Frem til udgangen af juni var 14 større orlogsskibe (destroyere, fregatter og minestrygere), 10 mindre orlogsskibe og i alt 35 handelsskibe blevet sænket. Minerne var ansvarlig for de største tab. Effekten fra det landbaserede tyske artilleri viste sig mindre end frygtet, men nogle af de store artillerienheder modtog et antal træffere.

Den norske destroyer HNMS SVENNER skulle deltage i beskyttelsen af enheder til den østlige del af SWORD Beach og lå dermed som den mest østlige enhed i flådestyrken. Den blev ramt af en torpedo fra en E-båd og gik ned med tabet af 32 norske besætningsmedlemmer og 2 britiske forbindelsesofficerer. Det var et af de meget få skibe, som blev sænket på D-dag.

Blandt de mindste landgangsskibe var tabene meget høje. De nøjagtige amerikanske tal kendes ikke, men briterne mistede 291 mindre landgangsskibe den 6. juni og 261 resten af måneden. Hertil skal lægges 606 mindre landgangsskibe, som blev ødelagt under den voldsomme storm fra 19. til 22. juni. De amerikanske tal formodes at svare til disse.

Afslutning
Med erobringen af Cherbourg den 28. juni 1944 ophørte Operation NEPTUNE.

Det tog et stykke tid at åbne havnen for allieret trafik. Specialister fra den britiske olieindustri lagde ret hurtigt efter undersøiske ledninger, hvorigennem man pumpede brændstof og smøreolie fra England til Cherbourg. Ledningssystemet blev kendt som PLUTO: Egentlig ”PipeLine for Undersea Transport of Oil”, men i folkemunde blev PLUTO til ”PipeLine Under The Ocean”.

Med erobringen af Antwerpen og Rotterdam mistede Cherbourg hurtig betydning for de allierede. De allierede flåder fik omfattende opgaver med at stryge miner og rydde havne i de befriede områder. På Atlanten opstod en ny trussel for de allierede konvojer: Tysklands nye luftuafhængige ubåde. Ingen af de senere tyske vidundervåben kunne dog vende krigslykken for tyskerne. 

Med konsolideringen af brohovedet i Normandiet var Tysklands skæbne blevet beseglet i juni 1944, men det tog endnu 11 måneder før sammenbruddet kom. Det kom først, da der stod allierede soldater i Berlin. Russerne vandt det kapløb, som de allierede ikke var så interesserede i at vinde.

Det tyske sammenbrud var betinget af mange faktorer: Russerne havde påført tyskerne massive tab på Østfronten. RAF og USAAF havde i årevis bombet den tyske industri, herunder også jernbaner, broer, dæmninger og kraftværker. En blokade havde forhindret Tyskland i at modtage vigtige råstoffer. De allierede flåder havde muliggjort transporter af materiel til Sovjetunionen, men de havde først og fremmest været i stand til at sikre forbindelsen fra USA til Storbritannien, således at amerikansk personel og materiel kunne indsættes i den endelige konfrontation med regimet i Berlin.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

Litteraturliste

Del: