Operation Allied Harbour - Albanien, sommeren 1999

Indledning
Mindre danske enheder og elementer har siden 1996 været tilmeldt som dansk
landmilitært bidrag til NATO’s umiddelbare reaktionsstyrker, herunder en let
opklaringsenhed af delingsstørrelse - 42 mand - til Allied Command Europe Mobile
Force (Land) (AMF(L)). Denne enhed opstilles af Bornholms Værn.
Enheden består alene af fastansat personel og skal kunne rykke ud med 7 dages
varsel. Den lette opklaringsenhed deltog allerede i efteråret 1996 i øvelse Dynamic
Mix i det østlige Tyrkiet og indhøstede her værdifuld erfaring forud for første
udsendelse af den lette opklaringsenhed i en egentlig operation. Det var deltagelse i
den italiensk ledede, multinationale fredsstøttende operation (FMP) i Albanien i
sommeren 1997.
I løbet af 1998 fortsattes uddannelsen bl.a. med deltagelse i PfP-øvelse i Slovenien
og øvelse Cold Grouse på Sjælland. I foråret 1999 var dele af enheden med på en
stabs- og signaløvelse i Norditalien i ramme af AMF.
Samtidig var der et ønske fra både national og NATO side om at få forøget
enheden til en hel spejdereskadron med ca. 124 mand, hvilket derfor nu er indeholdt
i den foreliggende aftale om forsvaret for perioden 2000-2004.

Planlægning og forberedelser
På denne baggrund var HOK i marts 1999 i gang med at planlægge for udsendelse af
spejdereskadronen til Kosovo som dansk bidrag til den fredsstøttende NATOoperation,
der skulle implementere den fredsaftale, der var lagt op til i Rambouilletaftalen.
Udgangspunktet var som i 1997 en opkobling til et fransk kontingent med
mulighed for logistisk støtte på en lang række områder, specielt indrettelse og drift af
lejrfaciliteter.
Parallelt med detailbehandlingen af organisationen gik personelforvaltningen i
gang med at finde fransktalende personel og en delegation fra HOK rejste til EMIA
(det franske hovedkvarter nord for Paris for planlægning af internationale operationer)
for at få udarbejdet det formelle samarbejdspapir, en ’’Technical Agreement”. Meget
fra 1997-udsendelsen i Albanien kunne og blev genanvendt.
Ud over selve spejdereskadronen var der til varetagelse af en række logistiske
opgaver behov for et Nationalt Støttelelement (NSE) og en militærpolitigruppe opstillet
af Trænregimentet samt et stabselement ved det franske hovedkvarter, der blev opstillet
af Bornholms Værn.
Som bekendt blev Rambouillet-aftalen ikke til noget på grund af serbisk afvisning
heraf, hvilket bl.a. førte til NATO’s luftoffensiv. Et af de meget håndgribelige
resultater af Kosovo-krisen var de hundredetusinder af Kosovo-albanere, som flygtede
eller blev fordrevet til Makedonien eller - og især - til Albanien. I det nordlige
Albaniens barske og svært tilgængelige bjerge blev det så Albaniens og nødhjælpsorganisationernes
opgave at tage imod og hjælpe disse flygtninge medens sporadiske
kampe mellem serbiske enheder og UCK fortsatte.
Denne opgave blev i løbet afkort tid meget større, end hvad Albanien kunne klare,
selv om hjælp i form af især fly og helikoptere på bilateral basis hurtigt var kommet
til landet. I Makedonien kunne den NATO-styrke, som her var klar til at rykke ind i
Kosovo, deltage i hjælpearbejdet, men noget tilsvarende fandtes ikke i Albanien. Det
blev derfor politisk besluttet i NATO at udsende AMF(L) hovedkvarter til at lede en '
multinational humanitær operation i området, ’’Operation Allied Harbour”, styken blev
benævnt Albanian Force (AFOR).
Fra dansk side blev det besluttet at anvende den tidligere beskrevne styrke, som
i forvejen var under klargøring til Kosovo, men at intensivere klargøringen og derpå
deployere enheden efter kun syv dages forberedelse. Man holdt fast i en tæt opkobling
til et fransk kontingent, idet der her forelå en aftale, der umiddelbart kunne overføres
til operationen i Albanien. Styrken blev benævnt DANCON/AFOR.
Ud over det tidligere nævnte kontingent på ca. 140 personer, blev det også
besluttet at deltage med 10 danske i det multinationale NATO-ho vedkvarter i Albanien.
Der blev for dette personel udpeget en selvstændig ældste danske officer (ÆDO).
De erfaringer og oplevelser som dette personel har haft i AFOR behandles ikke yderligere
i denne artikel.
DANCON/AFOR blev formeret og iværksatte deployering i løbet af de planlagte
syv dage, men der var mildt sagt nogen travlhed op til indskibning af hovedstyrken af
spejdereskadronen på Bomholmstrafikkens færge den 14. april om aftenen. Den ene
spejderdeling samt enkelte andre funktioner skulle først deployere ca. to uger senere.
Hele NSE’et blev også klargjort i Ålborg på de syv dage. En stor del af personellet i
NSE og i militærpolitigruppen blev opstillet med personel på DIB-kontrakt, som her
og nu skulle tage stilling til udsendelse i et halvt år med start i løbet af et par dage.
 

Udsendelse og ankomst
Med den meget korte tidsfrist måtte HOK anvende de transportmidler, der kunne
fremskaffes. Forkommando med otte mand og to køretøjer blev fløjet direkte til Rinas,
Tirana lufthavn, med et af flyvåbenets Hercules fly.
Resterende materiel blev læsset på jernbanevogne i København og Ålborg og via
Frankrig kørt til Syditalien og læsset på et skib af ældre dato. Læsningen blev noget
improviseret og ikke helt uden problemer. I mellemtiden var det blevet klart, at det
franske kontingent først ville ankomme til Albanien senere, og før det var deployeret,
var det med den logistiske aftale problematisk at indsætte den danske styrke. Det blev
derfor til et par ugers ufrivillig venten for følgemandskabet i det sydlige Italien (eller
for enkelte ’’afloat”) inden resten af personellet sidst i april blev fløjet ned og den sidste
transport til Albanien kunne iværksættes.
Forkommandoet havde samtidig med hovedstyrkens transport dels arbejdet med
at forberede ankomsten i Durres havn, dels sammen med det franske forkommando
påbegyndt samarbejdet om at finde og etablere en lejr for den fælles styrke. Den
allerførste opgave for forkommandoet var dog at finde et sted at underbringe sig, idet
den franske styrke i lufthavnen ikke kunne udstrække gæstfriheden ud over de første
to nætter. Forkommandoet medbragte ud over rationer og vand kun personlig udrustning.
Arbejdsbetingelserne i lufthavnen var kaotiske og primitive. Tunge biler havde
omdannet de våde enge til et ufremkommeligt pløre. Helikoptere og fly fløj rundt
øjensynligt uden effektiv styring, samt lettede og landede midt i et kaos af køretøjer,
nødhjælpsforsyninger og personel af enhver art. Det er mirakuløst, at der ikke skete
alvorlige uheld. Det fransk-amerikanske forhold blev lidt anspændt, da amerikanerne
overtog al styring af lufthavnen fra franskmændene, lige fra bevogtning til luftrumskontrol.
Spændingen fik en tand mere, da en landende amerikansk helikopter blæste
de franske faldskærmssoldaters teltlejr til laser. Dele af pressen kaldte stedet ’’Helvedes
forgård”. Helt så slemt var det nu ikke, men vi var da glade nok for at komme derfra.
Betingelserne medførte stor hjælpsomhed kontingenterne imellem. Eksempelvis knækkede
gearstangen på en af vores biler dag to på grund af metaltræthed. Et hændeligt
uheld, som kan være skidt nok, når man sidder uhjælpeligt fast i det albanske mudder.
Vi fik kontakt med det østrigske kontingent, som anvender samme biltype, og i løbet
af ca. fire timer og et antal helikopterflyvninger var en mekaniker og en reservedel
hentet fra Skhoder det nordlige Albanien og havde klaret sagen.
Forkommandoet fandt og flyttede ind på et lille, men efter albansk målestok
velfungerende og sikkert hotel i Durres. Der manglede endnu en del i renoveringen af
hotellet, så forplejningen fortsatte med danske feltrationer tilberedt i hotelværtens
private køkken. Der var også både bad og toilet - men ikke altid vand. Efter et par dage
holdt der pludselig en lastbil i hotellets lille baghave. Værten forklarede, at borgmesteren
havde pålagt ham at tage sig af en Kosovo-albansk flygtningefamilie, så den
boede nu på ladet af lastbilen. Familien havde været udsat for en del voldsomme og
ubehagelige oplevelser, som vi på grund af sprogproblemer heldigvis kun forstod dele
af. Vi blev også dagligt påmindet om konflikten ved de mange overflyvninger af
NATO-fly af forskellig art.
Samarbejdet med det franske forkommando, der også var udsendt med meget kort
frist, startede med at forklare den franske oberst om den bilaterale samarbejdsaftale,
der var indgået, hvilket han øjensynligt ikke helt kendte detaljerne i. Der var også lidt
tvivl om, hvilke poster i det fransk-ledede hovedkvarter, der skulle besættes med dansk
personel.
Dagen efter deltog repræsentanter fra alle landene i den første briefing og
koordination, som AMF gennemførte i Tirana. Her meddelte den franske og italienske
under fransk ledelse og den nordlige del under italiensk ledelse. Årsagen hertil kendes
ikke. De italienske enheder havde allerede etableret sig og beholdt deres garnisoner i
den sydlige del af Albanien. Italien hade været ’’Lead nation” på operationen i 1997
og var blevet i Albanien på bilateral basis siden. Også grækerne havde en styrke af
bataljons værdi stationeret på bilateral basis og endelig havde tyrkerne et bilateralt
samarbejde med centrum i Vlore i det sydlige Albanien. Den fransk ledede ’’Task
Force South” kom derefter til at bestå af:
• Fransk ingeniørregiment (+)(-) forstærket med bl.a. en fransk spejdereskadron,
Græsk reduceret bataljon, der oprettede en flygtningelejr ved Ohrid-søen,
Dansk spejdereskadron samt
• Tyrkisk enhed af kompagnistørrelse, der drev en flygtningelejr i Elbasan.
Ca. en måned senere blev også et tysk kontingent med en del ingeniørenheder
underlagt Task Force South.
Herudover var der en del italienske militære og halvmilitære (Carabinieri) enheder
samt tyrkiske enheder i Task Force South (TFS) område, som dog ikke var kommandomæssigt
underlagt. I hele Albanien arbejdede også den amerikanske Task Force
Shining Hope med at etablere flygtningelejre - ofte uden at koordinere med den områdeansvarlige.
I området om Durres var der en hollandsk-belgisk Task Force Romeo og
nord for Durres en spansk enhed betegnet Task Force West, måske fordi man fra
spansk side ikke ville underlægge sig en af de øvrige Task Forces.
Således var DANCON underlagt en fransk enhed, der var lidt uforberedt på at
modtage os. I øvrigt i den modsatte ende af Albanien end forudset (vi havde kun fået
kort over det nordlige og centrale Albanien) samt i en operation med lejlighedsvis
uklare kommandoforhold og opgavestillinger og med nationale særinteresser.
Samtidig var det uden for enhver tvivl, at de danske soldater rent folkeretligt, med
Danmark som aktiv deltager i NATO’s luftoffensiv, på det tidspunkt var at betragte
som involveret i en krig med serberne som den anden part. Selv om AFOR var indsat
i en rent humanitær operation, var det derfor nødvendigt at se på de folkeretlige
aspekter, hvilket blandt andet forhindrede AFOR i en deployering af egentlige styrker
i hjælp til flygtningene i området op til grænsen til Kosovo. AFOR indsatte dog et
mindre fremskudt hovedkvarter til varetagelse af planlægning og koordination af flygtningetransporter
væk fra Kukes-området. Til støtte for denne opgave fik DANCON
forkommando af Commander AFOR, generalløjtnant Reith, anmodning om at stille en
kaptajn (midlertidig udnævnt premierløjtnant) til rådighed, som fra sin tid som leder
af den lette opklaringsenhed ved AMF(L) var kendt af AMF(L). Dette blev imødekommet
og meget påskønnet af HQ/AFOR.
Den danske hovedstyrkes ankomst til Albanien blev ikke helt som planlagt. Der
var ikke plads på de normale færger fra Italien til Durres, så i stedet måtte personellet
og de største køretøjer sejle med en anden færge til Vlore, ca. 8 timers kørsel syd for
Durres. Det gav umiddelbart lidt betænkeligheder, da vi havde opfattelsen af Vlore
som et usikkert sted pga. væbnet kriminalitet, men det gav ingen problemer. I Durres
var der forsinkelse for at fa skibet ind til kaj, så situationen kunne hurtigt være blevet
kritisk med ca. 100 mand uden underbringelse, udrustning, køretøjer eller andet materiel.
Der var jævnligt skyderier i Durres efter mørkets frembrud. Heldigvis kom skibet
til kaj samme aften og losning blev gennemført hurtigt i løbet af natten.
Den franske chef for TFS ønskede at etablere sig centralt, og valgte at finde en
egnet lokalitet til at etablere en lejr i Elbasan-området midt i Albanien. I byens østlige
udkant tilbød de albanske militære myndigheder en ruin af en lejr, der var blevet
raseret og plyndret i forbindelse med urolighederne i 1997. Nogle fa albanske soldater
holdt vagt over en del gammelt materiel og ammunitionsdepoter, der var sprængt ind
i klippesiden. For det franske kontingent, som hovedsageligt bestod af ingeniørenheder,
blev det set som en udfordring, for os andre var det en ruin i en sump. Mangelen på
sanitære faciliteter havde faet de albanske værnepligtige til at forrette deres nødtørft
tilfældige steder rundt om i de tilbageværende bygninger. En del steder lå der
ammunition, som ikke umiddelbart kunne identificeres som øvelses- eller uddannelsesammunition,
men de franske ammunitionsryddere var ikke betænkelige og gennemførte
en uden videre en manuel rydning og håndtering af de fundne genstande.
Det franske kontingent gjorde - vistnok som noget nyt - brug af et særligt logistisk
implementeringskommando, som bistod med mange gøremål i den første fase, herunder
planlægning, projektering, lokale aftaler osv. Da redeployering af det franske kontingent
ved missionens afslutning blev besluttet, blev samme organisation udsendt for at
støtte denne fase.
Spejdereskadronen gik i gang med at reparere et mindre hus til kontorfaciliteter
samt i samarbejde med det franske kontingent at få hegnet lejren forsvarligt ind for at
holde uvedkommende ude. Der var ingen militær trussel mod enhederne, så feltbefæstning
i øvrigt blev ikke iværksat. Efter nogle dage med forberedelse af underlag
og gravning af drængrøfter kunne de oppustelige telte rejses på den endelige placering
i lejren.
Knapt var teltene rejst, før en SEA KING helikopter forsøgte at lande på græsarealet
umiddelbart ved siden af teltene. Fire telte á 250 kg plus udrustning mv. i
teltene fløj gennem luften og blev en del beskadiget. Igen var det meget heldigt, at der
ikke skete personelskade.
 

Indsættelse i opgaver
Spejdereskadronen blev hurtigt indsat i den første operative opgave, der bestod i at
sikre de franske ingeniørers etablering af en flygtningelejr i Korce-området syd for
Ohrid-søen i det østlige Albanien. Også en del andre flygtningelejre var under etablering
i området, idet man forventede, at en strøm af flygtninge ville blive fordrevet ind
i Albanien fra Makedonien, hvor regeringen ikke ville modtage flere flygtninge.
Spejdereskadronen blev også beordret til at forberede modtagelse af busser med
flygtninge ved grænsen, men flygtningestrømmen udeblev.
I den centrale del af Albanien begyndte TFS samtidig at klargøre en del gamle
militære lagerbygninger syd for Gramsh til flygtningelejr. Området var noget afsides
og svært tilgængeligt, men kunne huse flygtninge også om vinteren, hvor de nuværende
teltlejre ville være utilstrækkelige.
Ved Fier, længere mod vest, anlagde Task Force Shining Hope en større lejr ude
på et fladt terræn. Flere steder gennemførte alle kontingenter mindre, lokale mikroprojekter
for at udnytte ressourcerne. Spejdereskadronen støttede et projekt med renovering
af en børnehave i Elbasan, og NSE’et gennemførte transporter af nødhjælp samt
lokal transport af flygtninge i Fier, når der var ledig kapacitet. Det var vigtigt at holde
personellet beskæftiget med noget meningsfyldt, idet bevogtningen af de franske ingeniørmaskiner
ikke var specielt engagerende. På den anden side vidste vi fra Beredskabsstyrelsens
folk, at hvis der ikke var bevogtning, ville alt blive stjålet. AFOR
havde imidlertid ikke problemer med den i øvrigt ret udbredte og voldelige kriminalitet.
CIMIC (civilt-militært samarbejde) havde en travl tid med at koordinere den
militære og de mange hjælpeorganisationers indsats med de lokale myndigheder, men
kom også rundt til både små og store flygtningelejre. Militærpolitiet havde kun få
opgaver med et par mindre sammenstød med civile biler på bjergvejen til Tirana.
I løbet af juni kom der hul på forhandlingerne om en serbisk militær rømning af
Kosovo. Lejrbyggeriet gik i stå, og så snart der var mulighed for det, strømmede flygtningene
af egen drift med alle tænkelige transportmidler tilbage til Kosovo. Hvis man
har været i både Albanien og i Kosovo kan man ikke fortænke dem i, at alt måtte være
bedre end de primitive teltlejre i Albanien. Enkelte albanere havde - eller tog sig - også
økonomisk fordel af de relativt mere velstående Kosovo-flygtninge.
Albanien er økonomisk fattigt og på mange områder forsømt. Infrastrukturen er
helt utidssvarende, og der er mistillid til myndighederne efter den kommunistiske
undertrykkelse og senere pyramidespillene, hvor mange gik fallit, samt udbredt korruption.
Det er således vanskeligt at få investeringer og en gunstig udvikling i gang.
Landet har et stort potentiale som turist-, landbrugs- og industriområde, men det kræver,
at der skabes ordnede forhold. Der er store sociale skel med en del meget velstående
albanere, som bygger flotte, store huse og kører rundt i albanernes favoritbil,
Mercedes (ofte af en størrelse, der sjældent ses i Danmark). Samtidig foregår landbruget
mange steder med okser som trækkraft eller som hakkebrug. Det er flere steder
mest kvinder, der ses i arbejde.
 

Ny opgave - eskortering ind i Kosovo
Den restgruppe af flygtninge, som ikke havde penge eller kræfter til selv at skaffe sig
tilbage til Kosovo, blev det besluttet at hjælpe tilbage ved et samarbejde mellem de
civile og militære organisationer. I den forbindelse traf Folketinget beslutning om, at
også de danske enheder i AFOR kunne deltage i eskortering ind i Kosovo.
I starten af juli flyttede godt halvdelen af spejdereskadronen op til Kukes i det
nordlige Albanien og indrettede her en dansk lejr i et lokalt aftalt samarbejde med per
sonel fra Beredskabsstyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. Spejdereskadronen var glade
for endelig at komme i gang med en mere synlig og direkte hjælp til flygtningene. En
tillægsgevinst var den danske kok, hvis tryllerier var en kærkommen afveksling fra det
franske feltkøkken.
Eskorterne ind i Kosovo foregik dagligt til en eller to af syv udpegede destinationer
med støtte fra bl.a.belgiske lastbiler, italienske Carabinieri samt en del andre,
mindre kontingenter, herunder de central- og østeuropæiske lande. Samarbejdet virkede
effektivt og gnidningsfrit på tværs af nationaliteterne. Også de civile organisationer
accepterede den militære deltagelse i det humanitære arbejde.
Infrastrukturen og samfundet i øvrigt i Kosovo forekom noget mere velfungerende
end i Albanien. En del af NATO-styrken i Kosovo (KFOR) var allerede på plads, og
der var ingen problemer med at løse eskorteringsopgaveme. Som i Albanien virkede
lokalbefolkningen generelt glade for NATO’s tilstedeværelse.
 

Redeployering
Efter et par uger var opgaven stort set løst og afslutning af AFOR kunne planlægges.
DANCON gik i gang med at planlægge og forberede redeployeringen, der først i
august kunne gennemføres med de samme skibe og fly, som transporterede den danske
KFOR-styrke til Thessaloniki.
Relativt hurtigt blev materiel og lejr pakket ned i containerne igen, og med støtte
fra lokale civile vognmænd forlagde hele kontingentet via det østlige Albanien til
Thessaloniki i løbet af trekvart døgn. Køretøjer blev læsset på skib samme aften og
næste aften fløj hovedstyrkens personel til Billund, hvorefter der var bus- og
flytransport til destinationer rundt i landet. Ti dage senere ankom skib og følgemandskab
til Danmark og sidste del af afviklingen af personel og materiel kunne gennemføres.
 

Afslutning
De rent militære operationer var af begrænset omfang og udbytte, men der blev med
udsendelse og hjemtagning af AFOR gjort en del erfaringer vedrørende organisation,
materiel og procedurer, som HOK har haft nytte af i den efterfølgende udsendelse af
KFOR.
For de involverede var deten hovedkulds klargøring, som dog viste, at det kunne
lade sig gøre at sende en styrke ud med kun syv dages varsel. Også i det fortsatte arbejde
med opstilling og forberedelse af danske reaktionsstyrkebidrag er der høstet værdifulde
erfaringer, ikke mindst i at skulle samarbejde i en multinational ramme. Materiellet
blev med de ofte primitive forhold udsat for hård belastning, men kunne i
hovedsagen holdes i funktionsduelig stand.
Den opgave, enheden blev sendt ud for at løse, blev vel udført som den var stillet -
uden tab og skader af betydning.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: