Ondskab som forklaring

Bent Jensen: Gulag og Glemsel. Ruslands Tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede, København: Gyldendal 2002

Foto: cdon.dk

Bent Jensens fremstilling af den russiske revolution, borgerkrigen og den efterfølgende udvikling hviler på en række grundteser. I sin forklaring på den russiske udvikling fokuserer han helt på Lenin og bolsjevikerne, specielt deres ideologi: I 1917 blev Rusland, som ifølge BJ ellers var inde i en lovende udvikling, ”erobret af en fanatisk bevægelse” der ønskede at virkeliggøre ”en totalitær ideologi” (p 12, p 252). ”Bolsjevikkernes verdens- og samfundsopfattelse (’ideologi’) var udgangspunktet for alle de rædsler, der fulgte”, en ideologi som igen bunder i Marx teorier (p14, pp 40 ff og pp 409 ff).

BJ’s eneste argument for påstanden om en direkte kontinuitet mellem Marx og bolsjevismens faktiske styre i Rusland er eet enkelt ”citat” fra Det kommunistiske Manifest. BJ citerer ikke Marx direkte (det gør han i øvrigt ingen steder i fremstillingen), men indirekte gennem en uangiven kilde (p 40). Citatet er helt løsrevet fra den tekstmæssige og tidsmæssige sammenhæng og generelt ignorerer BJ Marx’ kritik i et livslangt forløb fra Kritik des Hegelschen Staatsrechts i 1843 til Borgerkrigen i Frankrig 1871 af netop stat og statsejendom.  Men selv om BJ havde haft ret i sin Marx-tolkning (hvad han ikke har) så ville der derfra være lang vej til at sandsynliggøre, at noget som Marx skrev i 1848 skulle være forklaringen på Ruslands udvikling i det 20’ende århundrede.

BJ’s hovedtese om en ond ideologi som årsag til revolutionen og hele den efterfølgende udvikling er suppleret med 3 videre teser. For det første tesen om at Rusland, ”hvis ikke Rusland var blevet voldført af bolsjevikerne…” ville have udviklet sig ”på en naturlig måde” (pp 79-80). For det andet tesen om at sociale processer var underordnede i ikke blot revolutionen, men også i hele det efterfølgende forløb: Det var ikke ’sociale processer’, der var afgørende, men ”regimets beslutninger, der blev drevet nådesløst igennem ved hjælp at terror” (p 405). Og endelig, kontinuitets-tesen, påstanden om, at der går en lige, ubrudt linje fra Lenin frem til Stalin (se f.eks. pp 251-52, men i øvrigt som en gennemgående linje i hele bogens argumentation). BJ har med disse teser tilkendegivet en langt mere vidtgående ambition end den, der kommer til udtryk i hans indledende erklæring om, at han ikke har haft til hensigt at skrive ”en bred Ruslandshistorie” (p 12). Det er muligt, men BJ tilkendegiver faktisk med sine teser også, at kunne levere forklaringen på revolutionen, borgerkrigen og den efterfølgende udvikling.

Ingen af BJ’s hovedteser og grundpåstande er nærmere argumenteret igennem, skønt de alle er stærkt omdiskuterede blandt forskere. BJ nævner lige akkurat, at der findes andre overordnede opfattelser og tilgange (p 43), men går ikke ind i en diskussion med disse. Han broderer her blot videre på Richard Pipes og Vladimir Brovkin, hvis synspunkter og fremstillinger han generelt tilslutter sig, dog med en særlig akcentuering af opfattelsen af ”marxismen” som en skæbnesvanger ideologi. Man savner unægtelig en indledende teoretisk argumentation for problemstillinger og tilgang, herunder en seriøs afgrænsning i forhold til andre tilgange og problemformuleringer.

BJ gør heller ikke meget ud af de historisk strukturelle forudsætninger for revolutionen. Kapitel 3 om Rusland før 1917 fylder kun 12 sider med 4 noteangivelser. BJ ignorerer totalt den omfattende forskning på feltet samt centrale værker på området (Gatrell, von Laue, Manning, McDaniel, Rogger, Shanin o.m.a.). Han skøjter hen over problemerne og ignorerer alle centrale diskussioner blandt forskere på feltet. Til gengæld er han meget skråsikker i sit grundpostulat: hvis ikke bolsjevikkerne havde tiltaget sig magten i 1917 ville Rusland have gennemgået en ”naturlig udvikling”, som han udtrykker det.

BJ har ret i (hvilket de færreste forskere iøvrigt vil bestride), at Rusland fra især 1890’erne og igen fra 1909 gennemgik en stærk industrialiseringsproces med imponerende vækstrater. Men industrien var som øer i et hav af primitivt jordbrug og opgør vi GDP, industriproduktion og landbrugsproduktion pr capita må man konstatere, at Rusland havde svært ved at hamle op med de omgivende stormagter. I 1914 var Ruslands pr. capita GDP (opgjort i US-dollars) på 41, medens Østrig-Ungarns lå på 57, Italiens på 108, Frankrigs på 153, Tysklands på 184 og UK’s på 244 (Paul Kennedy, 1989, p 243). Rusland var klart den mest ”tilbageblevne” af de europæiske stormagter.

Og internt i Rusland havde den hastige industrialiseringsproces skabt nye konfliktdimensioner, som ”overlagrede” og forstærkede de gamle. Kombinationen af ophobede interne konflikter og nederlag i krig og deraf følgende opløsning og revolter i bunden af samfundet frembragte sammenbruddene i 1905 og igen i forstærket form i februar og oktober 1917. Bent Jensen nævner industrialiseringen, men ikke problemerne. 1905-revolutionen omtales slet ikke.

Og der var andre problemer, som BJ heller ikke kommer ind på, så som en stærkt voksende gældsbyrde, udsigten på længere sigt til et forringet bytteforhold, udsigten til voksende problemer med stats- og nationsbygningen, det vedvarende problem med bare at holde sig på omgangshøjde med de omgivende stormagter, overbefolkningsproblemet, forholdet mellem udviklingen i industrisektoren og agrarsektoren, deltagelseskrisen o.s.v.. Man kan ikke bare tage nogle væksttal fra den russiske industrialiserings bedste perioder og ”fremskrive” dem idet man iøvrigt ignorerer samtlige andre problemer. Men det er faktisk det BJ gør.

BJ bemærker lige akkurat i forbifarten at der var en 1. verdenskrig og at Rusland led nederlag, men går ikke ind i en nærmere analyse heraf. Hans fokus er hele tiden på bolsjevikkernes angivelige manipulation (p 62, p p 73, p 77). Han hævder dog ikke ligefrem, at Lenin og bolsjevikkerne bevidst planlagde og udløste verdenskrigen.

Revolutionerne i 1917 var ikke ”uundgåelige”, således som det blev postuleret i Sovjethistorieskrivningen, men det før-revolutionære Rusland var dog på den anden side præget af store problemer og spændinger og var ikke bare et samfund i problemløs fremgang. Revolutionerne i 1917 havde en række strukturelle forudsætninger i hele den forudgående periodes udvikling og aktørernes valg og handlinger udfoldede sig inden for rammerne af disse historisk-strukturelle forudsætninger og betingelser. BJ har imidlertid slet ikke brug for at studere disse forudsætninger og betingelser fordi han opererer med sin hovedtese om ondskabens pludselige nedslag i et ellers problemløst samfund, som simpelthen forklaringen på revolutionen og det efterfølgende forløb.

Men som den amerikanske revolutionsforsker Theda Skocpol har påpeget: Man ”laver” ikke ”bare” en revolution. Ingen revolution er nogensinde bare blevet forberedt og gennemført af en lille revolutionær elite, og resultaterne har altid været helt anderledes end forudset af de samtidige aktører. Revolutioner er i det hele taget komplekse fænomener, hvor historisk strukturelle forhold er afgørende for de gamle regimers sammenbrud, de efterfølgende udviklingsforløb samt udviklingen af nye regimeformer. Men for BJ er den russiske revolution tværtimod en ganske enkel proces og forklaringen tilsvarende simpel: revolutionen blev ”lavet” af Lenin og bolsjevikerne.

Den overordnede tese om ondskabens pludselige indtræden i den russiske historie er også styrende for hans videre fremstilling af selve revolutionsforløbet i 1917. Der er her ikke tale om en tese der bliver testet i en konfrontation med data, ejheller prøves dens bærekraft i en diskussion med andre teorier og tilgange. BJ’s fremstilling, der overvejende bygger på Richard Pipes’ højst problematiske fremstilling (se den sønderlemmende kritik hos Kenez 1991 og 1995 samt Steve Smith 1990), ignorerer tværtimod - bortset fra nogle skældsord pp 81-82- de sidste 30 års forskning på feltet samt i øvrigt alle andre teorier og opfattelser. Ude i den store verden er udforskningen af den russiske revolution omfattende og alsidig, rummende mange forskellige tilgange (se for oversigter over retninger og forskningsresultater: Acton, Acton, Cherniav & Rosenberg samt Åsmund Egge). Det får man imidlertid ikke noget som helst indtryk af ved at læse Bent Jensen.

Den russiske revolutionsproces var ikke bare et spil mellem centralt placerede aktører på top plan, en kamp mellem ”de gode” og ”de onde”, som Pipes og BJ vil have os til at tro. Store befolkningsmasser var tværtimod i selvbevægelse. En hel generation af vestlige, ikke mindst amerikanske, historikere har her afdækket de spontane radikaliseringsproceeser i bunden af det russisk samfund: Orlando Figes og Graeme Gill’s analyser af bevægelsen blandt bønderne, Allan Wildmann’s massive studie af opløsningen i hæren, David Mandel’s, S.A.Smith’s og Diana Koenker’s forskning i radikaliseringen blandt arbejderne o.s.v. har overbevisende dokumenteret de massive bevægelser på masse-aktør planet.

BJ og Pipes overser disse spontane processer i bunden af det russiske samfund, idet de fortier vigtige forskningsresultater. BJ indrømmer ganske vist et enkelt sted (pp 35-36) at der faktisk var spontane aktioner i gang i bunden af det russiske samfund, men haster så videre med sin manipulations tese (se f.eks. p 36, p 52 og p 79). BJ og Pipes er her på linje med såvel Sovjethistorieskrivningen som den tidligere så dominerende vestlige totalitarisme-teoretiske tilgang. Både disse og BJ/Pipes har det til fælles, at de opfatter almindelige soldater, bønder og arbejdere som viljeløse marionetter uden evne til selvstændig tænkning og aktion, et rent manipulerbart materiale, der hele tiden blev ”mobiliseret” og ”organiseret” ”ovenfra”.

BJ’s fremstilling af revolutionerne i 1917 hviler ikke blot på et uhyre snævert grundlag, den lader også vigtige problemstillinger og begivenheder ligge. Hele udviklingen fra februar til oktober behandles i det hele taget på blot 3 sider (pp 35-37). Kerenski’s politik omtales slet ikke, ej heller general Brusilov’s sommeroffensiv i juni-juli, hvis sammenbrud var helt afgørende for den videre udvikling. Vi får intet at vide om den fremadskridende polarisering i samfund og politik, udviklingen i styrkeforholdet mellem partierne indbyrdes, kampen mellem forskellige retninger i bolsjevikpartiet og spændingen her mellem ledelse og basis, udviklingen i det Socialrevolutionære parti, Kadetpartiets højredrejning, Kornilov’s kup-forsøg, statskonferencen i august o.s.v., o.s.v..  Alt hvad der kunne tænkes at sætte spørgsmålstegn ved eller bare modificere og nuancere BJ’s hovedtese er barberet væk fra historien.

BJ overtager også Sovjethistorieskrivningens og totalitarismeteoriernes forestilling om bolsjevikpartiet i 1917 som et lille fasttømret og veldisciplineret parti udformet efter Lenin’s partimodel fra 1902. Men bolsjevikpartiet anno 1917 var, som dokumenteret af bla.a. Robert Service og Alexander Rabinowitch, hverken en realisering af Lenins gamle partimodel eller det autoritære statsparti, som det udvikledede sig til senere. Det var et i realiteten decentraliseret og basis-relateret parti præget af en voldsom tilgang i månederne fra februar til oktober af helt nye medlemmer, radikaliserede soldater, matroser og arbejdere, men også ganske udisciplinerede. Ledelsen havde faktisk stort besvær med at styre sin egen basis, således som det f.eks. kom til udtryk i juli-dagene 1917, en begivenhed som BJ gør til et organiseret ”kup-forsøg” fra Lenins og bolsjevikledelsens side (p 37), ignorerende Alexander Rabinowich’ banebrydende studie her ( Rabinowich 1968).

Ifølge BJ ”tilranede” Lenin og bolsjevikerne sig i oktober 1917 magten for at indføre socialismen (p 35, p 39, p 58, p 252, pp 408 ff ). Der gives ingen præcise henvisninger og der er heller ingen at finde. Lenin har aldrig udviklet en sådan teori. Teorien om muligheden for at ”bygge” socialisme i Rusland blev først udviklet af Stalin og Bukharin fra midten af 20’erne og udvidet med Stalin’s postulat fra 1936 om projektets fuldførelse.

BJ hævder endvidere, at Lenin og bolsjevikerne betragtede 98 % af Ruslands befolkning som fjender der skulle undertvinges og eventuelt udryddes (pp 38- 40). Igen leder man forgæves efter præcise henvisninger og med god grund. Lenin og bolsjevikkerne har aldrig udviklet en så absurd teori. Lenin’s klasseteori er, som overbevisende påvist af bla.a. Neil Harding, en deskriptiv og kausal teori - ikke en normativ teori om klasseudryddelse. Derimod fremførte Lenin i løbet af borgerkrigen mange hårrejsende udtalelser og stod for en hårdhændet politik - og det samme gjorde en lang stribe af hvide politikere og generaler!

I Sovjethistorieskrivningen blev Lenin og de andre bolsjevik ledere fremstillet som overmenneskelige helte. I Bent Jensens historieskrivning er de rene dæmoner. Den stalinistiske historieskrivnings ”geniale Lenin” er blevet til ”den onde Lenin”, men ret beset er historien den samme, blot med modsat fortegn. Ser vi bort fra disse 2 ideologiske konstruktioner, kan vi konstatere, at Lenins indflydelse på begivenhedforløbet faldt i 4 perioder: hans indsats i april der fik partiet til at ændre strategi, hans vedvarende pres på og intimidering af partiledelsen i løbet af september og oktober, hans krav om et stormløb på Vinterpaladset og hans insistente modstand i november mod dannelsen af en bred socialistisk koalitionsregering. Lenins adfærd gennem disse måneder er en vedvarende kamp om magt og indflydelse. Hvilken rolle spillede i det hele taget teorien/ideologien i dette forløb? Forskerne er uenige og i tvivl. Det er Bent Jensen ikke. For ham er der tale om en ren ideologi-dreven adfærd. Spørgsmålet om forholdet mellem magtpolitik og ideologi diskuteres ikke , bortset fra en ganske kort nedrakkende kommentar til et læserbrev i Berlingske Tidende ( p 49 ).

Der var også andre aktører på banen, Kerenski, Aleksejev, Kornilov, Denikin, Rodzianko, Tjeidsje, Tseretelli, Tjernov o.s.v., der var partier og foreninger, hæren og bureaukratiet, bondeorganisationer og fagforeninger. Men først fremmest var der de stadigt fremadskridende radikaliseringsprocesser i bunden af samfundet. Da man nåede frem til oktobervar den sociale revolution allerede blevet gennemført spontant ”nedefra” gennem bøndernes, soldaternes og arbejdernes selvbevægelse. Lenin og bolsjevikerne blev så at sige ”katapultet” frem til magten. Stormen på Vinterpaladset var set i det perspektiv helt overflødig, men den var vigtig for Lenin i den videre magtpolitik. Det var også den politik der dikterede hans modstand mod en bred socialistisk koalitionsregering En sådan bred regering for et demokratisk og progressivt reformprogram (men netop ikke for et snævert bolsjevikkisk partidiktatur!) ville have haft støtte fra omkring 80 % af Ruslands befolkning. Bent Jensen har imidlertid en anden løsning og præference, nemlig et højreorienteret militærdiktatur (se pp 79-80).

Ifølge BJ planlagde og udløste bolsjevikerne bevidst borgerkrigen (p 24, p 45, pp 83 ff, p 86). Han fremkommer imidlertid ikke med nogen egentlig argumentation, endsige ”bevis” for denne opsigtsvækkende påstand. Det eneste ”argument” er den af ham selv fremførte - og ligeledes udokumenterede - påstand om at bolsjevikerne ønskede at ”indføre socialisme” i Rusland og at de betragtede udryddelsen af store befolkningsgrupper som middel herfor (pp 39, p 45 og p 83). B J giver ingen præcise henvisninger og lige som i de foregående afsnit ignorerer han den omfattende forskning og litteratur på det pågældende felt (William H. Chamberlin, Bruce Lincoln, Evan Mawdsley, Peter Kenez, Ronald Suny o.m.a.). Og lige som han i kapitlet om revolutionen eensidigt støttede sig til Richard Pipes støtter han sig i kapitlet om borgerkrigen eensidigt til Vladimir Brovkin’s fremstilling.

Tesen om at bolsjevikerne planlagde og startede borgerkrigen er naturligvis lige så absurd som tesen om at de ”bare” ”lavede” revolutionen. Man ”laver” ikke bare en borgerkrig. Borgerkrigen havde rødder i hele den forudgående periodes ophobning af spændinger og modsætninger, radikaliseringen af de sociale og politiske bevægelser og den fremadskridende polarisering. Man kan se april krisen i 1917, juli revolten i Petrograd, bøndernes angreb på godserne i sensommeren, de stadige hyppigere tilfælde af soldaters overfald på officerer, de mange voldelige sammenstød mellem arbejdere og arbejdsformænd i fabrikerne, Kornilov-kupforsøget i august og den indædte kamp i Moskva i oktober som de første sammenstød i den borgerkrig der var under udvikling gennem hele året 1917.

Den egentlige borgerkrig startede også længe før sommeren 1918, selv om den for alvor akcellererede fra dette tidspunkt. I løbet af månederne november, december, 1917 og januar, februar 1918 rejste Kaledin og Krasnov kosakkerne ved nedre Don og i Kaukasus til opstand medens generalerne Aleksejev, Kornilov og Denikin havde organiseret deres ”Frivillighær” og indledt de første kamphandlinger. I øst gjorde Orenburg-kosakkerne under Dutov opstand og i Ukraine havde separatistbevægelsen i løbet af foråret, understøttet af den tyske intervention, fordrevet den lokale Sovjetmagt fra Kiev og Rostov. Udviklingen af borgerkrigen var en langstrakt og kompliceret proces. Men i BJ’s fantasi ”startede” bolsjevikkerne bare borgerkrigen - sådan uden videre.

Borgerkrigen bliver videre i Bent Jensens fremstilling til en eensidig udfoldelse af ”rød terror”. Han skildrer detaljeret ”de rødes” grusomheder og nævner lige kun akkurat i forbifarten, at der faktisk også var en ”hvid terror” (p 87). Den ”hvide” terror var imidlertid mindst lige så omfattende som den ”røde”. Alene jødepogromerne i de hvide områder kostede lige så mange ofre som ofrene for Tjekaens virksomhed i hele borgerkrigens periode (Figes, 1998, p 679, Mawdsley, 1987, p 286). I en samlet vurdering anslår den armensk-amerikanske historiker Ronald Grigor Suny, at ofrene for ”hvide” og ”grønne” bevægelsers terror sammenlagt oversteg det samlede antal ofre for ”den røde terror” (Suny, 1998, p 72). Den ”hvide terror” var også lige så grusom. I Ukraine f.eks. blev indfangede jøder begravede til halsen hvorefter kavaleri red hen over de opstikkende hoveder indtil der kun var kødmasser tilbage, børn blev smadrede mod vægge og gravide kvinder voldtaget og dræbt (Gitelmann, 1988, pp 99 ff). Men den slags ”episoder” læser man ikke om hos Bent Jensen.

Med sin enkle teori om bolsjevikkerne der bare ”lavede” en revolution og bare ”startede” en borgerkrig magter Bent Jensen heller ikke at forklare hvorfor bolsjevikkerne i grunden vandt borgerkrigen. Orlando Figes fremdrager i sit seneste værk om revolutionen og borgerkrigen en af de vigtigste årsager hertil: ” In contrast to their opponents , the bolsheviks were usually able, at least at the critical moments of the civil war, to mobilize the peasantry just behind the Front. However much the peasants disliked the Reds, they feared a restoration of the old landed regime much more.” ( Figes, 1998, p 582, smlgn, p 668 og p 681). Andre forskere har peget på det samme grundforhold. Denne teori passer imidlertid ikke ind i B J’s tilgang og fremstilling, hvorfor den ignoreres.

Brovkin/Jensen har imidlertid ret i at der også foregik en ”borgerkrig i borgerkrigen”. Sovjetregeringen udkæmpede samtidig med krigen mod ”de hvide” og interventionsstyrkerne også krige mod diverse ”grønne” og bondehære som f.eks. Antonov’s hær i det centrale Rusland og Petliura’s og Makhno’s hære i Ukraine (Makhno skiftede dog parti en del gange). Spørgsmålet om forholdet mellem hovedkrigen og de forskellige regionale og lokale krige er imidlertid omdiskuteret blandt forskere, Brovkin vender nærmes op og ned på forholdet. Men heller ikke den diskussion går BJ ind i.

Det samme mønster tegner sig i fremstillingen af 20’erne. Fremragende forskere på området er enten slet ikke medtaget eller blot lige nævnt i forbifarten, når de skal revses. Vigtige diskussioner er igen udeladt og centrale problemstillinger og spørgsmål lige så. Vi får f.eks. intet at vide om de vigtige fraktionskampe i SUKP (se f.eks. fremstillingerne heraf hos Carr, Deutscher og Cohen). De er åbenbart for BJ ligegyldige fordi udviklingen frem mod højstalinismen ifølge ham var uundgåelig. BJ går også helt udenom enhver analyse af Sovjetunionens udviklingsproblemer og hele den substantielle diskussion om disse samt om forskellige udviklingsstrategier (se f.eks. Erlich, Lewin og Nove).

Kapitel 7 behandler BJ det han kalder ”den organiserede hungersnød”. Allerede i overskriften tager BJ dermed noget som er omdiskuteret blandt forskere som en fastslået kendsgerning. Han gør ikke nærmere rede for diskussionen mellem disse forskere. Han henviser i en note (note 17, p 482) til en diskussion mellem Conquest, Keep og Wheatcroft, men vi får kun at vide, hvad Conquest mener. Forskere af en anden opfattelse end Bent Jensen, Conquest og nogle udvalgte tyske historikere affejes som stalinister: ”revisionistiske historikere har ikke opgivet bestræbelserne på at fritage det sovjetiske regime for ansvaret for dette folkemord” (p 208). Hvad er det egentlig for en insinuation her? Der er en række forskere der, modsat Bent Jensen og Robert Conquest, mener, at hungersnøden ikke var planlagt. Det gør dem ikke til stalinister.

Linjen fortsættes i det følgende kapitel om ”Regime og folk i 1930’erne-1950’erne”. Det hedder her om revisionisternes forskning og opfattelse, at de ”forsøgte at bortforklare” ”Stalin-klikens ansvar” for myrderierne i i 1930’erne ”ved at sige, at terroren ikke skyldtes en iscenescættelse fra centralt hold” (p 236). De revisionistiske historikere forsøgte aldeles ikke, at ”bortforklare” Stalin’s og medsammensvornes skyld. ”Stalin was a killer…an evil person”, som den revisionistiske historiker Arch Getty udtrykker det ( Alec Nove ed., 1993. pp 104-105). Men ingen diktator har nogensinde gennemført udrensninger og massemord helt alene. Der var altid håndlangere og medskyldige og der var resonnansbund ned i samfundet. Alt i Stalin’s Rusland var ikke planlagt, styret og 100 % kontrolleret ovenfra. Det er det, der er de revisionistiske historikeres hovedtese. Det er deres helt legitime forskningsmæssige ret at fremføre en sådan tese og lægge et andet fokus end Bent Jensen. Problemet for BJ er imidlertid, at de har en opfattelse og nogle resultater som ikke passer ind i hans overordnede teori om den ovenfra planlagte, totalt kontrollerede og styrede udvikling helt tilbage fra 1917. Men i stedet for at gå ind i en reel diskussion med disse forskere sværter han dem til. Unægtelig en helt særegen form for ”videnskabelig diskussion”.

Kapitel 9 om Gulag imperiet er bogens længste (65 sider) og afgjort bedste. Skildringen af lejrsystemets barbari er overbevisende og gruopvækkende. Historien er stærk nok i sig selv. Men igen kan BJ ikke nære sig: ”Revisionisterne Zemskov, Getty og Rittersporn har forsøgt at sætte tallet på politiske fanger så lavt som muligt…” ( p 278). Igen en lummer insinuation. Der er nogle reelle metodiske problemer forbundet med selve opgørelserne af antallet af fanger og ofre. Man kan forlade sig på vidners udsagn, beretninger fra overlevende etc, man kan med den øgede arkivadgang forlade sig på det materiale der er at finde her, eller man kan anvende en demografisk metode med beregning af overskudsdødelighed. Hver fremgangsmåde har sine fordele og sine ulemper og forskerne diskuterer stadig de metodiske problemer. Det gør BJ ikke.

Der er også stor uenighed blandt forskere om opgørelsen af selve antallet af ofre. Hvilken af de angivne metoder skal man anvende? Hvor lang en periode skal man se på? Skal man medregne ofrene for hungersnøden og kan man sammenligne ofrene for denne katastrofe med den bevidst planlagte og gennemførte gasning af jøder i de tyske udryddelsseslejre? BJ er ikke i tvivl. Efter en oversigt over forskellige opgørelser (pp 22-34), hvor han dog ikke går ind i en egentlig metodisk diskussion, anslår BJ, uden nærmere begrundelse, det samlede antal ofre for hele perioden 1918-53 til 23-30 millioner. Han medregner her samtlige ofre i borgerkrigen (som altså alene tilregnes bolsjevikkerne!) og ofrene for hungersnøden både i 20’erne og i 30’erne. Han støtter sig tillige generelt til Robert Conquest’s stærkt kritiserede opskrivninger. BJ hævder, at nye arkivfund har bestyrket Conquest’s gamle opgørelser (p 405). Andre forskere mener tværtimod (f.eks. Stephen Wheatcroft, Arch Getty og Alec Nove). Det er her bemærkelsesværdigt, at selv en Nicolas Werth i sit bidrag i Kommunismens Sorte Bog kritiserer Robert Conquest’s opgørelser (Courtois et al, 2002, p 212 ). Men selv om man mere realistisk satte det reelle tal af ofre til ca halvdelen eller måske endda en tredjedel af BJ’s sammentælling ville der stadig være tale om et forfærdende højt tal. Forbrydelserne er ubestridelige, men man hjælper ikke ofrene ved at operere med inflaterede tal. Derimod kan man åbenbart promovere sig selv.

Fremstillingen af terroren og massemordene er vigtig, men det er gjort før. BJ’ gentagne gange fremførte påstand om at terroren og nedslagtningen af hele befolkningsgrupper har været ”glemt” og ”tilsløret” i Vesten er noget sludder. Alt dette er tværtimod gennem årene blevet vel behandlet i litteraturen (Conquest,  Koestler, Barmine, Kravchenko, Medvedev o.a.) og den var et hovedtema i hele koldkrigsperiodens vestlige mediedækning af Sovjetunionen. Tilgange, metoder og resultater har været noget forskellige. Det særlige ved BJ’s fremstilling er indramningen i hans overordnede teori om ondskabens nedslag i Ruslands historie. Det er en højst diskutabel teori, for at sige det mildt. Men BJ fastholder sin egen overordnede teoris ufejlbarlighed og ignorerer eller tilsværter alle tilgange, opfattelser og resultater der strider herimod.

Dette kommer klarest frem i hans ”behandling” af revisionisterne. I kapitlerne om det før-revolutionære Rusland, revolutionen og borgerkrigen ignorerede han som sagt revisionisternes omfattende forskning på disse områder. Senere i bogen skifter han imidlertid strategi: Revisionisterne ønskede, fortæller han frejdigt, ”at legitimere det sovjetiske system” (p 400), de ”ignorerede”, ”tilslørede” og ”bagatelliserede” terroren (p 402), revisionister ”søgte bevidst at sætte tallet på politiske fanger så lavt som muligt” (p 278) og ”revisionisterne fratog regimet ansvaret for massemord…” (p 402). Ja, BJ kalder ligefrem fremtrædende revisionister for ”Gulag-benægtere” idet han sidestiller dem med de neo-nazistiske Holocaust benægtere (p 26, p 402 ).

”Revisionisterne”, som BJ karakteriserer på denne måde, er ikke nogen lille ideologisk sekt i et vestligt kommunist parti, men udgør simpelthen hovedstammen i de sidste 30 års amerikanske og engelske forskning på feltet, tællende fremragende og internationalt anerkendte forskere som f.eks. Sheilah Fitzpatrick, Arch Getty, G.T. Rittersporn, Viktor Zemskov og Stephen Wheatcroft. Det lyder sandelig sandsynligt, at hovedparten af amerikanske og engelske historikere gennem alle disse år skulle have været besjælet af ”et ønske” om at legitimere stalinismens uhyrligheder! BJ er grov her og hans sidestilling af de revisionistiske historikere med neo-nazistiske Holocaust benægtere er direkte uhyrlig og ville, hvis bogen havde været skrevet på engelsk, have vakt international opsigt og skandale.

Men det er ikke blot revisionisterne, der står for skud. Den ansete engelske historiker E.H. Carr fejes til side som Lenin-beundrer (p 91), Eric Hobsbawm mistænkeliggøres fordi han har dristet sig til at tage revisionisternes historieskrivning alvorlig (pp 388-89), Isaac Deutscher får et hug, fordi han ikke har gjort så meget ud af hungersnøden som BJ (pp 391-92). Reinhard Kühnl , Martin Kitchen, Uffe Østergaard og Ole Nørgaard bliver sværtet til fordi de har tilladt sig at kritisere totalitarismeteorien ( pp 426-427) o.s.v.. BJ er efter alle der har en anden opfattelse end hans egen. Han opfatter tydeligvis ikke forskere med andre opfattelser, teorier, metoder og resultater som kolleger, som man må forholde sig seriøst til og diskutere med, men som fjender der skal nedkæmpes.

BJ er imidlertid ikke blot selektiv og indskrænket i forhold til alternative opfattelser og teorier. Hans periodebehandling er også utrolig indsnævret. Han nævner lige at der skete store sociale forandringer i 30’erne (p 219), men ellers får vi ikke noget at vide om den økonomiske og sociale udvikling. Ifølge Harrison, f.eks., lå det sovjetiske GNP i 1937 60 % over 1928 niveauet og vækstraten i hele perioden fra 1913 til 1940 oversteg vækstraten i det zaristiske Rusland i perioden 1885 til 1913. Sovjetunionen hørte i perioden 1928-37 til gruppen af højvækstlande. I 1937 lå Sovjetunionens GDP pr capita på 40 % af USA’s. Sovjetunionen var vitterlig halet ind på de vestlige stormagter (Davies, Harrison & Wheatcroft, 1994, pp 45-46).

Derved tilvejebragtes det industrielle grundlag for modstanden mod Hitler-Tyskland under 2. verdenskrig, hvor Sovjethæren bandt 70-75 % af den samlede tyske militærmagt (Suny, 1998, p 334 ). Internt i Sovjetunionen blev krigens oplevelser af afgørende betydning for en hel generation. Bent Jensen behandler imidlertid hele 2. verdenskrigs periode på blot ½ side (p 240)! Sovjetunionens enorme krigsindsats interesserer ikke BJ. Den passer nemlig ikke ind i hans teori om et samfund som alene blev holdt sammen af terror og som i øvrigt ikke havde udviklet sig siden før-1917 samfundet.

Efter 2. verdenskrigs omfattende ødelæggelser kom Sovjetunionen på fode igen og forsøgte endnu en gang at indhente Vesten. Ifølge det amerikanske CIA’s beregninger lå Sovjetunionens GNP i 1975 på ca 60% af af USA’s GNP. Fra begyndelsen af 70’erne var vækstkurven imidlertid begyndt at flade ud og efter påbegyndelsen af chockterapien blev dette forvandlet til et direkte fald (Kotz & Weir, Reddaway & Glinski, Hedlund o.a.). Anstrengelserne gennem hele århundredet for at bryde ud af periferisituationens relative tilbageståenhed er slået fejl. Men der er hos BJ ingen som helst behandling, ingen diskussion, af den basale udviklingsproblematik. Igen ignoreres en omfattende forskning og diskussion på et vigtigt felt.

Det er rigtigt, at den akcellererede russiske moderniseringsproces fra slutningen af 20’erne og fremefter hele tiden blev forvredet af den stalinistiske terror. Men BJ gør det hele til terror. Der var også en moderniseringsproces, der var en kraftig økonomisk udvikling, urbanisering, industrialisering, øget social mobilitet, udvikling af sygesystemet og uddannelsessystemet o.s.v. Denne forcerede primitve akkumulation under statslig ledelse, ”statskapitalisme” om man vil, var koblet sammen med det den amerikanske historiker Moshe Lewin har kaldt ”det asiatiske despoti”, en urgammel regimeform. BJ får slet ikke frem netop modsætningen mellem moderniseringen og den archaiske regimeform, mellem udvikling og primitiv brutalitet.

Et andet forsømt emne i BJ’s fremstilling er kulturudviklingen. BJ behandler slet ikke det der er blevet kaldt ”den kulturelle kontrarevolution” eller ”det store tilbagetog” og som er velbeskrevet og analyseret i litteraturen ( Timashieff , Koestler o.a.) Retræten blev gennemført over en bred front: kriminallovgivningen, sociallovgivningen, uddannelsessystemet, film, bøger, arkitektur, historieskrivning og naturvidenskab. Overalt blev den gamle ”proletariske linje” erstattet af en ny højreautoritær, national konservativ tendens. Dette slog ikke mindst igennem i militæret hvor mange af de gamle traditioner og ritualer blev genoplivede. Den 2. verdenskrig blev da også konsekvent omtalt som ”den store Fædrelandskrig”. Men denne udvikling passer ikke ind i BJ’s overordnede tese om den ubrudte udvikling af ”socialisme” i Sovjetunionen efter at bolsjevikerne i 1917 havde ”taget” magten med det formål at ”indføre” socialisme. Igen barberes et helt begivenhedsforløb væk for at redde den a priori udspekulerede ”teori”.

BJ er i det hele taget ambivalent når det gælder spørgsmålet om ”socialisme” i Sovjetunionen. På den ene side er det et hovedpostulat i hans overordnede teori, at socialismen blev tilstræbt og virkeliggjort i Rusland, på den anden side kan han godt se, at Stalin’s påstand herom i 1936 er absurd og en ideologisk konstruktion. Side 235 ironiserer BJ således over, at Stalin fik skrevet en forfatning der skulle ”bevise” påstanden om den ”realiserede socialisme”, men BJ fortryder åbenbart sin egen ironi her og skriver umiddelbart efterfølgende at ”socialismen var virkeliggjort” fordi man havde virkeliggjort Marx ideer om nationalisering af produktionsmidlerne. BJ æder altså alligevel diktatorens postulat i sig og med en tvivlsom henvisning til Marx. Marx gik, som enhver habil Marx-forsker vil vide, ikke ind for nogen ”nationalisering af produktionsmidlerne”.

Sammenhængende hermed holder BJ fast i kontinuitets-tesen (se f.eks. pp 251-52 og pp 409 ff). Der går ifølge BJ en lige uundgåelig linje fra Stalin tilbage til Lenin, ja, til Marx. BJ tilslører herved det helt ekstraordinære og ekstreme i stalinismen. ”Stalinism was excess, extraordinary extremism”, som Stephen Cohen udtrykker det (Cohen, 1986, p 48). BJ skildrer godt og indgående denne voldsomme terror og massemordene, men han får med sin kontinuitetstese underspillet det helt enestående i stalinismen. Det er netop ”springet” i udviklingen, det unikke fænomen, der skal forklares. Dette er en ganske kompliceret opgave og her nytter det ikke, at man vil forklare stalinismen blot ved at henvise til nogle tanker og ideer, der har deres udspring i det 19 århundredes Vesteuropa under helt andre historiske betingelser. Ej heller ved lineære fremskrivninger af visse tendenser og elementer i 1917 situationen. Man må virkelig gå ind i en analyse af den faktiske samfundsmæssige udvikling i Sovjetunionen og i de historisk- strukturelle forudsætninger for stalinismen.

Alt i en senere periode har naturligvis i en vis banal forstand ”rødder” tilbage i forudgående periodes begivenheder og forhold. Men der var altid flere muligheder og potentialer i den samtidige situation. Det var der også i Rusland i 1917. Der var i øvrigt også flere ”bolsjevismer”, ja, selv Lenin skiftede opfattelse flere gange i tidens løb. Det senere forløb var heller ikke én uundgåelig fremadskriden. Der var ”knudepunkter” i udviklingen hvor andre valg og handlinger kunne have ændret det videre forløb. BJ gør det hele til en uundgåelighed. Hans opfattelse er dybt deterministisk. Samtidig hylder han ejendommeligt nok en vild voluntarisme: I 1917 tog bolsjevikerne bare magten, derefter startede de bare borgerkrigen, hvorefter de bare realiserede ”socialismen”!

BJ indskriver sig som nævnt i den totalitarisme teoretiske tradition. Han kritiserer en række forskere, fordi de har påpeget begrebets koldkrigs-sammenhæng. BJ har ret i at begrebet teorien idehistorisk har rødder længere tilbage, men kritikerne har sandelig også ret i at begrebet og teorien for alvor kom i omløb under den kolde krig. Men i øvrigt forholder BJ sig overhovedet ikke til forskernes substantielle kritik, ja, han nævner den ikke en gang. Nogle af de fremførte kritikpunkter er, at totalitarismeteorien ikke magter at forklare systemernes forandring, ejheller forekomsten af interessemodsætninger og konflikter. Det er også blevet kritiseret, at totalitarismeteoretikerne eensidigt har fokuseret på ideologi og organisation og negligeret økonomiske og sociale processer.

Totalitarismeteorierne magter derved heller ikke at forklare systemernes forskellighed. Dette udelukker naturligvis ikke, at man kan sammenligne teknikker i netop magtudøvelsen, men til trods for at BJ selv advarer mod uden videre at sætte lighedstegn mellem nazismen og kommunismen og forveksle sammenligning og ligestilling (p 15), går han dog i kapitel 12 meget langt i retning af netop en sådan identifikation. Argumentationen er uklar og springende og hængt op på nogle postulerede ”lighedspunkter” under abstraktion fra afgørende forskelle.

I et underafsnit postulerer BJ at kommunismen var ”forud for” nazismen og at nazismen blot efterabede bolsjevikernes teknik for mobilisering og magtudøvelse (pp 415). Det er direkte forkert. Nazismen havde rødder tilbage i ideologier, stemninger og holdninger i det kejserlige Tyskland og i den østrigske del af Dobbeltmonarkiet: anti-semitismen, den ekstreme nationalisme, førerdyrkelsen, den autoritære eliteopfattelse, forestillinger om ”Volksgemeinschaft” og ”Autoritär Ständestaat” o.s.v.. Og organisatorisk-politisk går der en lige linje fra f.eks. det tyske Fædrelandsparti og Frikorpsene frem til NSDAP og fra det tysk nationalliberale Böhmerwaldbund, over det i 1904 stiftede østrigske naziparti frem til Konrad Henlein’s Sudetendeutscher Heimatfront og den østrigske nazisme.

BJ kender tydeligvis ikke fascismeforskningen og den internationale diskussion på området. Støttet til én eneste autoritet, James Gregor, påstår han f.eks., at Mussolini’s fascisme ikke var en konservativ, men en revolutionær ideologi, en variant af bolsjevisme!(p 416). Ja, det var sikkert derfor, Mussolini i sin vej til magten og efter magtovertagelsen blev støttet af konservative og liberale politikere, hæren, bureaukratiet, godsejerne og arbejdsgiverne! I regeringen, som blev dannet i oktober 1922 indgik også de konservative og en række liberale politikere. Bortset fra det, var Mussolini notorisk opportunist og uden vilje eller evne til at udvikle en sammenhængende ideologi. Det overlod han til intellektuelle som Alfredo Rocco og Giovanni Gentile, og det var sandelig ikke nogen ”revolutionær” ideologi, de udviklede, det var en systembevarende, autoritær statsideologi.

BJ fortier også helt og ganske den støtte som den tyske nazisme fik fra de traditionelle eliter og øverste sociale lag på vejen til magten. NSDAP fik aldrig et flertal af vælgerne bag sig. Det erobrede heller ikke magten gennem en revolution. Det tyske naziparti kom til magten gennem en hel serie af intriger gennem det sidste halvår af 1932 og januar 1933. Selve Hitler-regeringen der blev dannet den 30. januar 1933 var en koalitionsregering med Hugenberg’s konservative. Efter magtovertagelsen og ikke mindst under krigens udplyndringer af de besatte lande fortsatte samarbejdet mellem erhvervslivet og nazi-eliten.

BJ’s variant af totalitarismeteori tilslører simpelthen den støtte som den europæiske fascisme fik fra det europæiske højre og den traditionelle elite. Den fortier hvor udbredt fascismens fascination var i samtiden. Sympatien og begejstringen for højreautoritære, fascistiske og nazistiske bevægelser og partier var langt mere omfattende end den af BJ så stærkt opreklamerede ”stalinismens fascination” og i øvrigt langt farligere fordi den rakte så dybt ind i indflydelsrige kredse i de europæiske samfunds top.

Men eensidigheden og fortielsen er naturligvis mest fatal i relation til hans hovedemne. Ikke blot ignorerer eller tilsværter BJ på skift den ude i verden så dominerende forskningstradition på Rusland/Sovjetunionen, den revisionistiske, samt abstraherer totalt fra flere andre, f.eks. den vigtige historisk-sociologiske tradition (Moshe Lewin, von Laue, Shanin o.m.a.). Inden for den tradition, han så vælger som sin hele tilgang og referenceramme ignorer han også de vigtigste bidrag . Solide totalitarismeteoretiske analyser og fremstillinger af politik og organisation i Sovjetunionen (Fainsod, Daniels, Keep, Schapiro, Tucker, Ulam o.m.a.) er enten helt fraværende eller kun lige akkurat nævnt. Ingen af dem er indarbejdede i fremstillingen. Af alle retninger og forskere har BJ valgt alene at lade sig inspirere af Richard Pipes, og Robert Conquest med deres forældede, indsnævrede variant af totalitarismeteori og deres eensidige fokus på ideologi, en ideologi som de og han så i øvrigt fortolker helt vilkårligt, tilpasset formålet.

Men selektiviteten og afskærmningen, den eensidige udvælgelse, gælder ikke blot forskningstraditioner, forskere og litteratursøgning. Den kommer også, som angivet, frem i relation til emner og problemstillinger. Kapitel efter kapitel, emneområde efter emneområde viger BJ uden om temaer, problemstillinger og diskussioner, som på nogen måde kunne rokke ved han eensidige forklaring af revolutionen og Sovjetunionens udvikling ud fra en angivelig ”ond ideologi”.

Enhver forsker har naturligvis en fuld legitim ret til at udvælge og begrænse sit forskningsområde ja, det vil endda være nødvendigt af rene overkommeligheds grunde. BJ har valgt at fokusere på stalinismens terror og massemord. Det er et vigtigt emne og han leverer her i bogens kapitler 8 og 9 et vigtigt bidrag. Men BJ har som sagt en videre ambition: han hævder også at kunne forklare revolutionen og borgerkrigen samt Ruslands videre udvikling gennem næste hele det 20’ende århundrede ved hjælp af sin teori om de onde bolsjeviker og den onde ideologi. Og så kan man ikke skære så snævert, som han gør det.

Det er videre påfaldende, at BJ aldrig konfronterer sin teori med data der kunne modsige eller modificere teorien og at han på intet tidspunkt indlader sig i seriøse diskussioner med alternative teorier og opfattelser. Man får det indtryk, at data for BJ blot er illustrationer til hans i forvejen udtænkte teori. Hans fremstilling er derudover præget af manglende henvisninger, indirekte citater og manglende præcision (se f.eks. p 36, p 39, p 40, p 59). Og når det kniber henviser han som ”argument” til forfattere, der mener det samme som han selv.

Endelig er hele teorikonstruktionen som påpeget uargumenteret. BJ fremfører ikke nogen egentlig argumentation for sine grundteser og påstande. Hele ”argumentationen” består blot i tilbagevendende gentagelser af de postulater, som han burde have begrundet teoretisk allerede i indledningen. Han drøfter som nævnt heller ikke sin egen grundtese og tilgang i forhold til andre grundopfattelser og tilgange for derved at kunne motivere sit valg af tese og tilgang. Ej heller diskuterer han det komplicerede forhold mellem ideologi og politisk/samfundsmæssig udvikling.

nteressant nok giver BJ selv en begrundelse for sin nonchalance i forhold til gængse faglige normer: ”Det der dybest set adskilte forskerne på disse felter, var ikke forskelle i metoder, men forskelle i moralsk stillingtagen…”, erklærer han (p 442). Forskere som Robert Conquest og Richard Pipes og -tilføjer BJ i al beskedenhed- ham selv, er andre forskere overlegne fordi de har en højere moral. Så kan man åbenbart godt slække lidt på den videnskabelige standard og i øvrigt negligere eller tilsværte alle andre forskere og forskningstraditioner.

Af Curt Sørensen, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

 

Litteratur og forskere som er omtalt i teksten

Edward Acton: Rethinking the Russian Revolution, London: Edward Arnold 1990

Edward Acton, Vladimir Cherniaev & William Rosenberg (eds.): Critical Companion to the Russian Revolution 1914-1921, London: Edward Arnold 1997

Alexander Barmine: En der overlevede, København 1948

Vladimir Brovkin: Behind the Front Lines of the Civil War: Political Parties and Social Movements in Russia, 1918-1922, Princeton University Press 1994

E.H.Carr: Socialism in One Country, vols.1-3, London: Penguin 1970-72

William Henry Chamberlin: The Russian Revolution, vols.1-2, (1935), Princeton University Press 1987

Stephen Cohen: Bukharin and the Bolshevik Revolution. A political Biography, Oxford University Press 1980

Stephen F.Cohen: Rethinking the Soviet Experience. Politics and History since 1917, Oxford University Press 1986

Robert Conquest: The Great Terror, London : Macmillan 1973

Robert Conquest: The Harvest of Sorrow, Oxford University Press 1986

Robert Daniels: Red October. The Bolshevik Revolution of 1917, London : Secker & Warburg 1968

R.W. Davies, Mark Harrison & S.G.Wheatcroft: The Economic Transformation of the Soviet Union 1913-1945, Cambridge University Press 1994

Isaac Deutscher: Stalin, København: Berlingske Forlag 1949

Isaac Deutscher: The Prophet Unarmed. Trotsky 1921-1929, Oxford University Press 1970

Åsmund Egge: “Nyere Forskning om den russiske revolusjon i 1917”, Nordisk Øst Forum, 15, Nr. 3, 2001, pp 5-11

Alexander Erlich: The Soviet Industrialization Debate, Cambridge Mass.: Harvard University Press 1960

Merle Fainsod: How Russia is Ruled, Harvard University Press 1965

Merle Fainsod: Smolensk under Soviet Rule, Harvard University Press 1958

Orlando Figes: A People’s Tragedy: The Russian Revolution , 1891-1924, New York: Penguin 1998

Orlando Figes: Peasant Russia, Civil War. The Volga Countryside in Revolution ( 1917-21), Oxford: Clarendon Press 1989

Sheila Fitzpatrick: The Russian Revolution, Oxford University Press 1982

Sheilah Fitzpatrick (ed): Cultural Revolution in Russia, Bloomington & London: Indiana University Press 1978

Sheilah Fitzpatrick: Education and Social Mobility in the Soviet Union1921-1934, Cambridge University Press 1985

Peter Gatrell: The Tsarist Economy 1850-1917, London: B.T.Batsford 1986

J. Arch Getty: Origins of the Great Purges. The Soviet Communist Party Reconsidered, 1933-1938, Cambrdige University Press 1985

J. Arch Getty & Roberta Manning (eds.): Stalinist Terror. New Perspectives, Cambridge University Press 1993

J. Arch Getty: “The Politics of Stalinism” i Alec Nove (ed.): The Stalin Phenomenon, London: Weidenfeld & Nicolson 1993, kapitel 4

J. Arch Getty: “The Politics of Repression Revisited” i J. Arch Getty, & Roberta Manning eds.): Stalinist Terror. New Perspectives, Cambridge University Press 1993, kapitel 2

J. Arch Getty, Gabor T. Rittersporn & Viktor N. Zemskov: “Victims of the Soviet Penal System in the Pre-War Years: A First Approach on the Basis of Archival Evidence” I American Historical Review, vol. 98, no 4, 1993

Graeme J. Gill: Peasants and Government in the Russian Revolution, London: Macmillan 1979

Z. Gitelman: A Century of Ambivalence –the Jews of Russia and the Soviet Union, New York 1988

Neil Harding: Lenin’s Political Thought, vol 2, London: Macmillan 1981

Stefan Hedlund: Russia’s ‘Market’ Economy: A Bad Case of Predatory Capitalism, London: UCL Press 1999

John L.H.Keep: The Russian Revolution. A Study in Mass Mobilization, London: Weidenfeld & Nicolson  1976

Paul Kennedy: The Rise and Fall of the Great Powers, New York: Random House 1989

Peter Kenez: Civil War in South Russia, 1919-1920: The Defeat of the Whites, Berkeley: University of California Press 1971

Peter Kenez: “The Prosecution of Soviet History: A Critique of Richard Pipes’ The Russian Revolution”, The Russian Review, vol.50, 1991, pp 345-351

Peter Kenez: “The Prosecution of Soviet History, Volume 2”, The Russian Review, vol. 54, 1995, pp 265-269

Diane Koenker: Moscow Workers and the 1917 Revolution, Princeton University Press 1981

Arthur Koestler: Yogien og Kommissæren, København: Samlerens Forlag 1946

David M.Kotz & Fred Weir: Revolution from Above: The Demise of the Soviet System, New York: Routledge 1997

Viktor Kravchenko: Jeg valgte Friheden, København 1948

Theodore H. von Laue: Sergei Witte and the Industrialization of Russia, Columbia University Press 1963

Theodore von Laue: Why Lenin? Why Stalin?, London: Weidenfeld & Nicolson 1966

Moshe Lewin: Russian Peasants and Soviet Power, London: Allen & Unwin 1968

Moshe Lewin: Political Undercurrents in Soviet Economic Debates, London: Pluto Press 1975

Moshe Lewin: The Making of the Soviet System, London: Methuen 1985

Moshe Lewin: Russia/USSR/Russia, New York: The New Press 1995

Moshe Lewin: “Bureaucracy and the Stalinist State” i Ian Kershaw & Moshe Lewin (eds.): Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, Cambridge University Press 1997, kapitel 2

Bruce Lincoln: Red Victory. A History of the Russian Civil War, New York: Simon & Schuster 1989

Ewan Mawdsley: The Russsian Civil War, Boston & London: Allen & Unwin 1987

David Mandel: The Petrograd Workers and the Fall of the Old Regime. From the February Days to the July Days, 1917, London: Macmillan 1983

David Mandel: The Petrograd Workers and the Seizure of Power. From the July Days to July 1918, London: Macmillan 1984

Tim McDaniel: Autocracy, Capitalism and Revolution in Russia, University of California Press 1988

Roy Medvedev: Let History Judge, London: Macmillan 1972

Alec Nove: “Victims of Stalinism. How Many?” (J. Arch Getty & Roberta Manning eds.): Stalinist Terror. New Perspectives, Cambridge University Press 1993, kapitel 13

Alec Nove (ed.): The Stalin Phenomenon, London: Weidenfeld & Nicolson 1993

Richard Pipes: The Russian Revolution1899-1919, London: Collins Harvill 1990

Richard Pipes: Russia under the Bolshevik Regime, 1919-1924, New York: Knopf 1994

Alexander Rabinowitch: The Bolsheviks Come to Power, London: NLB 1979

Alexander Rabinowitch: Prelude to Revolution: The Petrograd Bolsheviks and the July 1917 Uprising, Bloomington: Indiana University Press 1968

Peter Reddaway & Dmitri Glinski: The Tragedy of Russia’s Reforms. Market Bolshevism Against Democracy, Washington DC: United States Institute of Peace Press 2001

Hans Rogger: Russia in the Age of Modernization and Revolution 1881-1917, London & New York 1983

Leonard Schapiro: The Communist Party of the Soviet Union, London: Methuen 1970

Teodor Shanin: Russia as a ‘Developing Society’. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol 1, London: Macmillan 1985

Teodor Shanin: Revolution as a Moment of Truth. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol. 2, London: Macmillan 1986

Robert Service: The Bolshevik Party in Revolution 1917-23, London: Macmillan 1979

Teodor Shanin: Russia as a ‘Developing Society’. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol 1, London: Macmillan 1985

Teodor Shanin: Revolution as a Moment of Truth. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol. 2, London: Macmillan 1986

Theda Skocpol: States and Social Revolutions, Cambridge University Press 1979

S.A.Smith: Red Petrograd. Revolution in the Factories 1917-1918, Cambridge University Press 1983

Steve Smith: “Richard Pipes, The Russian Revolution”, Social History, vol.17, No. 2, pp 329-336

Ronald G. Suny: The Baku Commune, 1917-1918: Class and Nationality in the Russian Revolution, Princeton University Press 1972

Ronald G. Suny: The Soviet Experiment. Russia, the USSR, and the Successor States, Oxford University Press 1998

Nicolas S. Timashieff: The Great Retreat. The Growth and Decline of Communism in Russia, New York: Dutton & Comp. 1946

Robert C.Tucker: Stalin in Power. The Revolution from Above 1928-1941, New York: Norton & Comp. 1990

Adam B.Ulam: Stalin. The Man and his Era, Boston: Beacon Press 1989

Nicolas Werth: “En Stat Mod Sit Folk. Vold, repression og terror i Sovjetunionen” i Stéphane Courtois et al.: Kommunismens Sorte Bog, København: Høst & Søn 2002, pp 49-299

Stephen Wheatcroft: “More Light on the Scale of Repression and Excess Mortality in the Soviet Union in the 1930’s” i J. Arch Getty, & Roberta Manning eds.): Stalinist Terror. New Perspectives, Cambridge University Press 1993, kapitel 14

Stephen Wheatcroft: “Victims of Stalinism and the Soviet Secret Police: The Comparability and Reliability of the Archival Data –Not the Last Word” i Europe-Asia Studies, March 1999

Allan K. Wildman: The End of the Russian Imperial Army, vols.1-2, Princeton University Press 1980 og 1987

 

Del:

Emneord