Områdestudie om Albanien, Makedonien og Kosova

Efterfølgende studie er udarbejdet af kaptajn MA. Lollesgaard. Kaptajnen er for tiden elev på Forsvarsakademiet, Videreuddannelsestrin II/Stabskursus 1992-93.

 

Indledning
Områdestudien omfatter tre stater/områder på Balkan som endnu ikke er blevet involveret i en større væbnet konflikt i forbindelse med Jugoslaviens opløsning. Områderne knyttes sammen af de ca. 6 millioner albanere/etniske albanere, som gennem en broget historie er blevet adskilt og nu lever under forskellige statsmagter med vidt forskellige målsætninger og holdninger til netop denne befolkningsgruppe. Der lægges derfor i studien vægt på at skabe en sammenhæng mellem de tre områder, således studien samlet primært fremtræder som en belysning af det albanske problem på Balkan. P.g.a. Kosovas og Makedoniens hidtige status som værende en del af det tidligere Jugoslavien har det været vanskeligt at fremskaffe faktuelle oplysninger, idet statistisk materiale ikke er udarbejdet særskilt for disse områder. Det historiske stormakedonske område behandles kun, såfremt det har relevans for sammenhængen.

Områdestudien er udarbejdet på grundlag af oplysninger foreliggende den 20. januar 1993. Studien er udført som en strategisk områdestudie og som konsekvens af ovenstående med vægten lagt på de økonomiske, politiske og militære faktorer. P.g.a. områdestudiens begrænsede omfang er visse punkter jf. metode for stragte- gisk områdestudie udeladt eller sammenlagt. De etniske problemer, som er vurderet som væsentlige i dette studie, behandles under de politiske faktorer og under de sociologiske faktorer.

Områdestudiens konklusion består af en sammenfatning af de vurderinger, som afslutter hvert afsnit, og en opstilling af et antal mulige fremtidige scenarier. 

Den historiske baggrund 

Før 2. Verdenskrig

Albanien. Den 28. november 1912, efter mere end 400 år under tyrkisk styre/- dominans, proklamerede Albanien sin selvstændighed under en provisorisk regering. Landet blev erobret af Italien i 1914, men dets uafhængighed blev reetableret i 1920. Republikken Albanien blev dannet i 1925.1 1939 blev landet atter erobret af Italien og i fire år var landet en del af Italien. I 1943 overtog tyskerne italienernes besættelse, men blev kun i et år. En provisorisk regering overtog dernæst magten.

Makedonien blev endeligt frataget tyrkerne i 1913 som et resultat af Balkankrigene. Området blev herefter delt mellem sejrherrerne, Bulgarien, Grækenland og Serbien. Hver af disse begyndte derefter at assimilere befolkningen i deres respektive områder.

Kosova. I middelalderen eksisterede et stort serbisk rige, som bl.a. også omfattede Kosova. I 1389 led serberne nederlag til tyrkerne på Kosova-sletten, hvorved serberne mistede området. Idag findes stadig nogle af serbernes vigtigste mindesmærker i dette område. Som resultat af Londonkonferencen i 1913 kom Kosova for første gang siden 1389 atter under serbisk kontrol.

Under og efter 2. Verdenskrig.
Albanien. I Albanien overtog den kommunistiske modstandsbevægelse Den Nationale Frihedsfront magten den 29. november 1944. Denne udskrev valg i december 1945. Resultatet af valget blev en sejr til til Enver Hoxha og den 11. januar 1946 blev Folkerepublikken Albanien proklameret. Albanien havde fra 1948 til 1961 et snævert samarbejde med Sovjetunionen. Fra 1961 vendte Albanien, efter opsplitningen af den kommunistiske verdensbevægelse, sig til Kina. Dette samarbejde holdt indtil 1978, hvor Kina politisk nærmede sig Jugoslavien og Rumænien. Herefter blev Albanien langsomt ført ud i en dyb isolation i forhold til omverdenen med baggrund i bl.a. den "ortodokse" kommunismes tro på muligheden for selvforsyning. Enver Hoxha var den samlende personlighed. Det var først efter dennes død i 1985j at åbningen for mindre reformer og overholdelse af menneskerettighederne blev muligt og senere i 1990 også aktuelt.

Makedonien. Det var først i 1943, at den jugoslaviske del, Makedonien, blev lovet status som selvstændig republik i den senere jugoslaviske føderation. Dette betød dannelsen af en selvstændig republik, og der udvikledes en ny etnisk gruppe, de makedonske slaver. Denne nation udviklede eget sprog, kultur og institutioner, som blev godkendt af Jugoslavien. Dette var vigtigt for Tito i bestræbelseme for at holde Jugoslavien samlet, idet Bulgariens territoriale krav kunne tilbagevises, da Makedonien ikke var beboet af bulgarere, ligesom Serbien på grund af dets mindre udstrækning fik en mindre dominerende rolle. I forbindelse med Kroatiens og Sloveniens selvstændighedserklæringer indså Makedonien i 1991, at der ingen fremtid var i Jugoslavien, hvorfor det også erklærede sin selvstændighed.

Kosova blev i forbindelse med italienernes besættelse af Albanien i 1939 sammen med den albanske del af Makedonien indlemmet i et Storalbanien. Denne konstruktion blev ved krigens afslutning atter nedbrudt, og Kosova blev en del af Serbien. Kosova’s forhold til Serbien/Jugoslavien i perioden 1968 til 1992 beskrives nærmere under de sociologiske faktorer.

Den fysisk-geografiske faktor

Grænser og størrelse Albanien.
De nuværende albanske grænser (jf. kort) blev reguleret i forhold til Londonkonferencen i 1913 i forbindelse med en ambassadørkonference i 1921. Dokumentet om den albansk-jugoslaviske grænse blev dog først undertegnet i Paris i 1926. Arealet udgør 28.748 km^. Makedonien De nuværende grænser, som deler det oprindelige Makedonien i tre, blev bestemt ved Neuilly-traktaten i 1919. Arealet udgør ca. 24.000 km^. Kosova. Kosova udgør et areal på 10.887 km^.

Nøgleområder 
Albanien. Hovedparten af den albanske befolkning lever i den kystnære vestlige del samt i den centrale midterste del af landet. Hovedparten af industrien er ligeledes placeret i dette område. Den centrale midterste del af landet omfattende bl.a. byerne Tirana, Dürres, Elbasan og Berat er Albanien’s nøgleområde. I dette område, som omfatter 1/10 af landets areal, bor ca. halvdelen af befolkningen.

Makedonien. I Makedonien er trekantområdet Titov Veles, Tetovo og Kumanovo, indeholdende Skopje, et nøgleområde. Dette skyldes befolkningskon- centrationen, og det faktum at det er trafikknudepunkt for de nord-sydgående veje.

Kosova. I Kosova vurderes hovedstaden i republikken, Pristina, som værende et nøglepunkt, på grund af at alle betydende veje i området samles i og om byen. En besættelse af byerne Pec, Mitrovica, Trepca og Pristina vil kunne beherske alle indfaldsveje fra Serbien.

Vurdering
På baggrund af de anførte betragtninger og nedenstående kort vurderes følgende: 

 

Albanien. P.g.a. bl.a. sin beliggenhed og ringe infrastruktur vurderes Albanien ikke at have nogen strategisk interesse for nogen af grænsestaterne. Albaniens muligheder for militært at støtte de etniske albanere i Kosova, vurderes udfra terrænet som værende ringe på grund af de dårlige muligheder for at flytte styrker gennem det bjergrige nordlige område. Såfremt der opstår en konflikt mellem Albanien og Serbien på grund af Kosova, er Makedonien et operativt vigtigt område for Albanien af hensyn til muligheden for at tilføre styrker til Kosova. Opbygning af den albanske infrastruktur vil kræve en meget stor kapitaltilførsel. Albaniens havne vil kunne anvendes som transithavn for levering af varer til Kosova og Makedonien.

Makedonien ligger som en prop mellem Grækenland og Serbien. Indsættelse af militære styrker mod Makedoniens nøgleområde vil forholdsvis let være muligt gennem udnyttelse af den centrale del af området. P.g.a. sine manglende havne er Makedonien afhængig af naboernes transportfaciliteter. Det vurderes endvidere vanskeligt for Serbien at trænge frem til og ind i Makedonien, såfremt vejene i Kosova ikke kan benyttes frit.

Kosova. Serbien’s interesse i Kosova skyldes ikke en strategisk beliggenhed. Serberne vil på grund af de mange adgangsveje have forholdsvis let ved en hurtig deployering til området.

Den økonomiske faktor

Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer
Albanien. Landbruget i Albanien var tidligere primært organiseret omkring kooperativerne, som producerede 80 % af Albanien’s fødevareproduktion. I henhold til en reform fra 1991 skulle kooperativerne opløses, og jorden fordeles til private. Fordelingen af jorden og kooperativernes redskaber gik langtsomt. Derfor udgjorde høsten i 1991 kun 50 % af den normale produktion. Dette har medført, at albanerne i 1992 næsten udelukkende har måtte støtte sig til italiensk og vesteuropæisk fødevarehjælp for at kunne brødføde befolkningen. Som konsekvens af mangelen begyndte befolkningen i foråret 1992 at plyndre offentlige lagre, ligesom sortbørshandelen blev meget omfattende. Landbruget er iøvrigt præget af manglende eller utidssvarende mekanisering. Den voksende befolkning er årsagen til, at Albanien er tvunget til at øge arealet af opdyrket jord. Dette ressourcekrævende arbejde standsede næsten i løbet 1992 p.g.a. den økonomiske situation og den politiske uvilje imod anvendelse af militære styrker som civil arbejdskraft.

Makedoniens landbrugsproduktion består primært af hvede, vin og tobak. Tobakken er med et højt tjæreindhold og svært afsættelig i Europa. Jorden er fattig primært p.g.a overdyrkning og jorderosion. Makedonien har til og med høsten 1992 ikke haft behov for fødevarehjælp.

Kosova. Størstedelen af befolkningen ernærer sig ved jordbrug. Jordbruget er dog meget frakmenteret, idet den gennemsnitlige størrelse er på 2 hektarer. Der var i slutningen af 1992 ikke tegn på akut fødevaremangel.

Energiproduktion og ressourcer
Albanien er selvforsynende hvad angår olie, gas og elektricitet. Vandkraftværkerne producerer et overskud, som sammen med olie eksporteres til primært Grækenland og Makedonien.

Makedonien har ingen olie- og elproduktion af betydning, og er derfor afhængig af import. Da Grækenland ikke anerkender importpapirerne på grund af navnet Makedonien, modtager Makedonien ingen olie fra de græske havne. Makedonien har som følge deraf været nødsaget til at anvende den albanske havn Dürres, der ikke har den fornødne kapacitet, og den bulgarske havn Varna, hvilket medfører en landevejstransport på ekstra 6oo km. Som konsekvens heraf er der akut oliemangel i Makedonien, hvilket har standset biltrafikken ligesom mange industrivirksomheder har måtte indstille produktionen.

Kosova. En del af den tidligere føderale økonomiske støtte blev anvendt på etablering af varmekraftværkerne Kosova I-V. Kosova er derfor selvforsynende med elektricitet.

Handel og industriproduktion
Albanien's industriproduktion er meget afhængig af import af råstoffer og produktionsteknologi. Før 1991 havde Albanien en balancerende eksport- importrate, men p.g.a. bl.a. reformerne, den manglende efterspørgsel og den dårlige produktkvalitet faldt den samlede årlige eksportværdi i 1991 fra 300-350 millioner $ til ca. 60-70 millioner $. Albanien har ingen omfattende militærindustri.

Makedoniens største samhandelspartnere var det tidligere Jugoslaviens øvrige republikker. Det vurderes fra officielt makedonsk side at embargoen mod Serbien, som Makedonien også overholder selvom republikken ikke er medlem af FN, kostede Makedonien 1,3 milliarder $ i 1992. Makedonien har som følge af embargoen måttet finde andre markeder, bl.a. Bulgarien og Albanien, men disse er dårligere på grund af landenes mangel på kapital. I Makedonien findes kun få moderne konkurrencedygtige industrier. I første halvår af 1992 var industriproduktionen faldet med 18 % i forhold til normalen.

Kosovas vigtigste industri er koncentreret om ekstraktion af de udvundne råstoffer, bly og zink. I 1990 og 1991 demonterede serberne mange store fabriksanlæg, og transporterede disse til Serbien.

Arbejdskraft
Albanien. Som konsekvens af den dårlige økonomi og de dårlige produktions- og afsætningsmuligheder er arbejdsløsheden stigende. Den tidligere socialistiske regering søgte at råde bod på den truende forarmelse, som den store arbejdsløshed kunne betyde, ved at love de arbejdsløse en understøttelse på 80 % af deres tidligere løn. Dette har medført en manglende lyst til at påtage sig arbejde eller igangsætte diverse projekter. Arbejderne er organiseret i Den frie Fagforening, som er en paraplyorganisation for alle fagforeninger. Denne har ikke kunne hindre strejker efter valget i marts 1992, hvilket har haft indflydelse på den samlede produktion. Arbejdsstyrken er karakteriseret ved en lav moral, hvilket har vist sig værende generelt for en arbejdsstyrke opdraget i en planøkonomisk nonprofit produktionsorganisation.

Makedonien. Arbejdsløsheden i Makedonien er stigende. Således var denne ved årsskiftet 1991/1992 ca. 30 %, men i november 1992 var den steget til 39%.

Kosova. Kosova er den økonomisk dårligst udviklede del af det tidligere Jugoslavien. På grund af situationen i området tilføres landet ikke længere føderale midler, hvorfor stagnationen er meget stor. Dette sammenholdt med det meget store antal etnisk begrundede fyringer medførte en estimeret arbejdsløshed på 55 % i oktober 1992.

Finanser
Albanien, som tidligere havde en begrænset udlandsgæld, oparbejdede i 1991 en gæld på 400 millioner $. Denne gæld er i 1992 yderligere blevet øget gennem omfattende låntagning i Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Albanien har gennem et omfattende udenrigspolitisk arbejde med primært de vesteuropæiske stater opnået en del støtte i form af direkte eller indirekte hjælp. Tyskland giver i løbet af 1992-1993 75 millioner DM i økonomisk og teknisk hjælp. Et indirekte støtteprogram (primært i form af handelsaftaler) på 800 millioner $ over et treårigt forløb er aftalt med Italien. Fødevarehjælpen til Albanien beløber sig i perioden 1992-1994 på min. 70 millioner $.

Makedonien. Udenlandsk valuta som opbakning til den nyetablerede makedonske dinar (Alexandrin) eksisterer ikke. På grund af denne mangel og den ikke eksisterende internationale anerkendelse af den nye møntfod, er valuta fra Makedoniens nabostater begyndt at blive et anerkendt betalingsmiddel i randområderne. Makedonien tilføres en del udenlandsk kapital gennem de ca. 150.000 makedonske gæstearbejdere i USA og Vesteuropa. En voldsom inflation på ca. 200 % samt et stort fald i turismen på grund af manglende transitmuligheder fra nord forværrer den finansielle situation.

Kosova tilføres som Makedonien udenlandsk kapital fra gæstearbejdere i udlandet. Dette er for mange etniske albanere det eneste eksistensgrundlag. Denne kapitaltilførsel søges med alle midler hindret af serberne, men alligevel syntes der i slutningen af 1992 ingen akut mangel på kapital hos kosovaalbanerne.

Teknologi
Albanien. Det albanske produktionsapparat er primært anskaffet, da Albanien havde forbindelse til Kina. Dette er således af teknologisk ringe standard. Den teknologiske udvikling har tidligere været fokuseret på sværindustrien og vandkraften.
Makedonien og Kosova var to af det tidligere Jugoslaviens teknologisk dårligst udviklede republikker.

Vurdering
Fælles. En omfattende udenlandsk investering er nødvendig for at opbygge en konkurrencedygtig industri og omstille landbruget til en intensiv produktion med et tilstrækkeligt udbytte. Såfremt dette ikke sker, vil primært Albanien og Makedonien indenfor en snæver årrække få problemer med at brødføde befolkningen.

Albanien er ikke i stand til på nuværende tidspunkt at producere nyt militært materiel og ej heller at købe noget sådant p.g.a. sit manglende industrielle potentiale og finansielle grundlag. Det er tvivlsomt, om Albanien med sin økonomiske situation er i stand til at indlede større militære handlinger. Situationen i Albanien er kaotisk p.g.a. fødevaremangelen.

Makedonien. Oliekrisen og befolkningens mistillid til den nyoprettede møntfod kan være årsagen til at regeringen væltes. Det er essentielt for Makedonien, at republikken opnår en bredere anerkendelse for at få adgang til låntagning og udvide muligheden for udenlandske investeringer i landet.

Kosova. Så længe Kosova er underlagt Serbien vil der formentlig ikke blive fødevaremangel i området. Kosova vurderes ikke med sit nuværende potentiale at kunne fungere som en selvstændig økonomisk enhed. En eventuel løsrivelse med efterfølgende selvstændighed kan tvinge Kosova, i medfør af sit dårlige økonomiske stade, til sammenlægning med Albanien for at skabe en større enhed. Dette vil ske, såfremt EF eller andre internationale organisationer ikke massivt tilfører området kapital. 

Den politiske faktor

Grænser
Albaniens nuværende grænser er ikke årsag til nogen uoverensstemmelser i området. Grækenland har tidligere gjort krav på visse dele af det sydlige Albanien, men disse tanker opretholdes nu kun indenfor visse yderligtgående mindre græske grupper.

Makedonien. Det nuværende Makedoniens grænser er veldefinerede. Makedoniens selvstændighed er kun anerkendt af Bulgarien, Tyrkiet, Slovenien, Kroatien og den tyrkiske republik Nordcypem. Grækenland har endnu ikke anerkendt Makedonien af frygt for et senere makedonsk ønske om ekspansion til landområder omfattende hele det oprindelige Stormakedonien. Endvidere kan Grækenland ikke acceptere selve navnet Makedonien, idet et sådant også findes i Grækenland. Serbien har ikke anerkendt Makedonien, idet denne ikke accepterer udtræden af det tidligere føderale Jugoslavien. Derudover har Serbiens leder Milosevic talt om et Storserbien, inkluderende Makedonien. Det internationale samfund, herunder EF, har ikke anerkendt Makedonien af solidaritet til Grækenland. Der er dog en voksende utilfredshed i EF med den græske holdning, hvilket sidst er blevet markeret af den forhenværende danske udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen under dennes afskedstale til Europaparlamentet.

Kosovas grænser til Montenegro og Serbien er i princippet sat ud af kraft, idet Serbien betragter Kosova som en del af Serbien. Grænserne til Albanien og Makedonien er veldefinerede og accepterede. Kosova ønsker selvstændighed med de før 1990 eksisterende grænser. Kosova’s selvstændighed er kun anerkendt af Albanien.

Nationale interesser og målsætninger
Albanien er medlem af FN og CSCE. Det er statens ønske at integrere landet i Europa for bl.a. at kunne gøre udenlandske investeringer attraktive. På længere sigt ønsker landet medlemskab af NATO. Albanien fører en aktiv politik overfor de etniske albanere i Kosova. Det overordnede mål er primært et ønske om en generel serbisk overholdelse af menneskerettighederne i Kosova samt indførelse af etniske rettigheder. Den nye regering taler ikke om at inddrage Kosova i staten Albanien. Albanien støtter endvidere de etniske albanere i Makedonien. Bestræbelserne fra albansk side går primært i retning af støtte til de nuværende moderate kræfter, således at en fremtidig autonomi kan sikres. Albanien har ikke anerkendt en selvstændig makedonsk stat. 

Makedonien ønsker en bredere anerkendelse af sin selvstændighed. Derfor gennemføres i øjeblikket en intensiv rejsevirksomhed af Makedonien’s præsident til primært EF-landene. Det er væsentligt for Makedonien at opnå denne a- nerkendelse, idet den er nøglen til en forbedret økonomi. Indtil nu har Makedonien været udelukket fra al hjælp fra Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og EF, hvilket har vanskeliggjort muligheden for overgang til markedsøkonomi. Makedonien er på nuværende tidspunkt ikke interesseret i et kompromis angående navnet på staten, idet dette ved oprettelse af republikken blev accepteret af Grækenland. På grund af Serbien’s og Grækenland’s embargo af Makedonien, som var deimes største handelspartnere, har Makedonien været nødsaget til at vende sig til Bulgarien og Tyrkiet. Med disse lande har Makedonien nu indledt et politisk og økonomisk samarbejde. Det er Makedoniens ønske på længere sigt at opnå optagelse i EF. I Makedonien føler albanerne sig som andenklasses borgere på grund af en paragraf i forfatningen, der fastslår : "Makedonien er nationalstaten for det makedonske folk", selvom det senere i forfatningen anføres: " Staten garanterer for beskyttelse af den etniske, kulturelle, sproglige og religiøse identitet for de øvrige nationaliteter". Årsagen til denne følelse skal nok findes i det faktum at makedonsk er det officielle sprog, og at der ved flere lejligheder er udstedt forbud mod at undervise på albansk, selv i rene albanske klasser. Dette har medført at albanerne, understøttet af en folkeafstemning, som dog ikke blev godkendt af den makedonske regering, kræver albansk autonomi i de albansk dominerede områder. Visse yderligtgående albanerne agiterer for et samlet Albanien ved sammenlægning af Albanien, Kosova og de etniske albanerne i Makedonien. Den moderate makedonske præsident Gligorov og det ledende albanske parti. Partiet for Demokratisk Fremgang, samarbejder dog bl.a. om en makedonsk enhed. Sidstnævnte har ikke albansk løsrivelse på programmet.

Kosova. Serbernes målsætning med Kosova er at gøre denne til en integreret del af rest-Jugoslavien og på længere sigt med en overvægt af serbere. Til dette formål tilbyder man serbere gratis jord i Kosova, såfremt man flytter til området. Det har indtil videre ikke givet noget positivt resultat, idet serberne fryses ud af området. Således var indvandringen af serbere i 19911300, medens udvandringen var på 1700. De etniske albaneres interne målsætning er på længere sigt opnåelse af selvstændighed. I erkendelse af at man ikke på nuværende tidspunkt kan hamle op med serberne, drejer kosovaalbanernes kamp sig for nuværende primært om opnåelse af visse etniske rettigheder. Kosovaalbanerne stræber ikke officielt mod en sammenlægning af flere områder med overvægt af etniske albanere til en stat. Det er uvist i hvilken udenrigspolitisk retning et eventuelt selvstændigt Kosova vil ga, men det er sandsynligt, at en sådan formentligt vil lægge sig tæt op af Albanien.

Regering og administration
Albanien. Albanien er en republik og de politiske beslutninger tages af regeringen. Parlamentet bestående af 140 medlemmer afgør de langsigtede indenrigs- og udenrigspolitiske mål. Regeringen består af 18 ministre, alle fra Det Demokratiske Parti. Alle ministre er nye, og derfor findes der kun en begrænset politisk baggrund i regeringen. Ministerierne er nyopbyggede bestående af primært unge intellektuelle med en ringe administrativ baggrund. Regeringen i Albanien har på det lokale plan arvet systemet fra det tidligere kommunistiske styre. Da det sidste lokale valg blev gennemført i 1989, har dette medført, at ledelsen af de i Albanien værende 26 distrikter stadig varetages af personer med en traditionel kommunistisk baggrund.

Makedonien. Befolkningen vælger Parlamentet, som derefter vælger en regering. Den nye makedonske forfatning blev vedtaget den 20. november 1991. Ved denne lejlighed overgik Makedonien fra det tidligere jugoslaviske system til en demokratisk parlamentarisk model.

Kosova. Det fungerende politisk-økonomiske system i Kosova er stadig det fra det tidligere Jugoslavien kendte. I forbindelse med afskaffelse af Kosova’s autonomi, er båndene mellem den siddende serbiske leder i Kosova og regeringen i Beograd blevet tættere. Det vurderes, at alle betydende beslutninger træffes af regeringen i Beograd, idet denne direkte ønsker at kontrollere udviklingen i området. Kosovaalbaneme har som konsekvens af den serbiske overtagelse valgt deres regering. Det hemmelige valg fandt sted i løbet af første halvår 1991, på trods af massiv serbisk modstand. Resultatet af valget blev en overvældende valgsejr til Ibrahim Rugova. Rugova’s reelle magt i Kosova er begrænset til at være en moralsk støtte, men udenrigspolitisk har han formået at opnå Albanien’s anerkendelse af Kosova’s selvstændighed.

Politiske partier
Albanien. I december 1990 blev oppositionspartier tilladt i Albanien. Ved valget i marts 1991 vandt Det Albanske Arbejderparti (fra juni 1991 benævnt Det Socialistiske Parti) 60 % af stemmerne og fortsatte endnu en regeringsperiode, dog i koalition med det nyopstillede Demokratiske Parti. Da Det Demokratiske Parti trak sig tilbage fra regeringen i december 1991, væltede denne og et nyt valg blev udskrevet i marts 1992. Dette vandt Det Demokratiske parti klart med over 60 % af stemmerne, og dannede derefter regering. Det Socialistiske og Det Demokratiske Parti er klart de to ledende partier i Albanien. De opnåede tilsammen 87 % af stemmerne ved valget i marts 1992. Fælles for disse to partier er ønsket om en demokratisk stat med markedsøkonomi, men naturligvis under forskellige forudsætninger. Der registeres til stadighed nye partier, således var der i oktober 1992 12 partier, spændende fra et økologisk parti til det ultrakonservative. De Nationale Veteraner. Sidstnævnte ønsker en tilbagevenden til den tidligere politik ført under Hoxha. De nye små partier har kun en marginal betydning.

Makedonien. I Makedonien findes tre store partier. Det Demokratiske Parti for National Enhed, Partiet for Demokratisk Omdannelse og Partiet for Demokratisk Fremgang. Disse besidder henholdsvis 37, 31 og 25 pladser af Parlamentets ialt 120 pladser. Den første regering efter vedtagelse af den nye forfatning blev funktionelt valgt. Denne bestod hovedsageligt af teknokrater. Ved dette valg håbede Parlamentet, at disse var i stand til at gennemføre de vanskelige beslutninger, der skulle til for at Makedonien kunne overgå til markedsøkonomi. I august 1992 blev denne regering væltet på grund af en stigende utilfredshed hos befolkningen. Den nye regerings grundstamme er Partiet for Demokratisk Omdannelse, som er støttet af visse andre moderate partier, bl.a. det ledende albanske parti. Partiet For Demokratisk Fremgang. Selvom flertallet i Parlamentet indehaves af Det Demokratiske Parti for National Enhed, holdes dette udenfor regering p.g.a. af sine nationalistiske holdninger. Det frygtes i Parlamentet at sådanne holdninger vil besværliggøre Makedoniens anerkendelse.

Kosova. Udover Ibrahim Rugovas kosovaalbanske nationale parti er flere mindre grupper under etablering i Kosova. Der er ikke tale om deciderede politiske partier, men disse står alligevel i opposition til Rugova gennem kravet om en mere offensiv og konfrontationssøgende kurs overfor serberne. Kosova’s Demokratiske Liga tæller ca. 700000 medlemmer. Medlemstallet angiver, at der mere er tale om en national organisation end et parti.

Indenrigspolitiske målsætninger
Albaniens regerings målsætninger er henset til den herskende situation med arbejdsløshed og fødevaremangel i landet naturligvis vidtrækkende. Den umiddelbare målsætning er at få skabt lov og orden samt etableret nogle nye effektive administrationsinstitutioner. Herefter skal den paralyserede økonomi genoprettes, hvilket ønskes gjort gennem en vægtning af markedsøkonomi og privatisering. Privatiseringen gælder landbruget, hvilket delvist er sket, men ogsa senere gradvist industri, transport, fiskeri og mineindustri. Endelig ønsker staten at sælge de statsejede boliger og stoppe fødevaresubsidieme. En af de sværest gennemførlige ændringer er nedsættelse af den store arbejdsløshedsunderstøttelse.

Makedoniens indenrigspolitiske målsætninger er, som de andre nye stater fra det tidligere Jugoslavien, overgang til demokrati og markedsøkonomi. Den nuværende regering ønsker at fastholde et samlet Makedonien indenfor de havende grænser.

Kosova. Rugova har indtil nu opfordret kosovaalbanerae til fredelig opstand mod serberne, idet han håber at bredere international kendskab til problemerne i Kosova kan skabe mulighed for løsning af problemet. Som tidligere beskrevet ønskes indledningsvis visse etniske rettigheder, såsom indførelse af undervisning på albansk, pressefrihed og en etnisk ligestilling i forbindelse med besættelse af offentlige stillinger.

Udenrigspolitik
Albanien. Albanien er for øjeblikket alliancefrit, men vesteuropæisk orienteret. Albanien’s tilsyneladende lidt passive rolle i forholdet til kosovaalbanerne skyldes bl.a. ønsket om at indtage en holdning, som er i overensstemmelse med EF- landene, i håbet om derved at opnå økonomisk støtte og skabe forudsætning for en senere optagelse i EF. I løbet af oktober/november 1992 skærpede albanerne dog tonen overfor Serbien. Præsident Sali Berisha udtalte : " En serbisk våbenanvendelse i Kosova vil nødvendigvis inddrage Albanien i konflikten". Hvorledes Albanien ville blive inddraget blev ikke specificeret. Albaniens overgang til demokrati og bestræbelser på overgang til markedsøkonomi har medført en sådan anerkendelse og respekt, at det må forventes, at yderligere økonomiske hjælpeprogrammer fra EF og USA kan gennemføres indenfor de konmiende år. Albanien havde i 1991 en krise i forholdet til Grækenland. Gensidige beskyldninger om dels Grækenlands dårlige behandling af albanske flygtninge, og dels Albaniens dårlige behandling af de etniske grækere var årsagen. Disse stridigheder er i hvert fald for nuværende bilagt.

Makedonien’s regering mener, at Makedonien opfylder EF’s betingelser for anerkendelse:
- overholdelse af menneskerettighederne,
- anerkendelse af nationale mindretal,
- opgivelse af territoriale krav mod nabolandene.

På grund af manglende international anerkendelse har Makedonien påbegyndt et politisk og økonomisk samarbejde med Bulgarien og Tyrkiet. Fra bulgarsk side pointeres, af hensyn til forholdet til Grækenland og Serbien, at der ikke er tale om en union. Det må dog forventes, at da samarbejdet er så tæt, vil Bulgarien støtte Makedonien, såfremt Serbien intervenerer mod landet. Indsættelse af FN- styrker i det nordlige Makedonien på grænsen til Serbien giver Makedonien en forøget sikkerhed mod en serbisk intervention.

Kosova. Kosova står i en svær situation. Der er en manglende international erkendelse af problemerne, omend CSCE er ved at sende en observatørgruppe til området. Dette medførte at Kosova ikke blev inviteret til Haagerkonferencen i 1991, og således ikke kunne fremføre deres forslag til løsning af Jugoslaviens- problemet. I en konfliktsituation kan Kosova formentlig kun forvente hjælp fra Albanien, med mindre FN, CSCE eller en anden international organisation vælger en anden praksis end den hidtil anvendte i det tidligere Jugoslavien. En indirekte hjælp fra Montenegro, som konsekvens af en solidaritet mellem "lilleputrepublikker" overfor Serbien, synes ej heller sandsynlig, idet Montenegro tilsyneladende er tæt forbundet med Serbien.

Vurdering
Albanien. Den albanske regering står overfor de samme problemer som for tiden hersker i Rusland. Opnår regeringen ikke en for befolkningen mærkbar forbedring af levestandarden indenfor kort tid (1-2 år ?), vil dette indledningsvis kunne forårsage en bølge af omfattende landsdækkende strejker. Dette kunne udløse en folkelig opstand. En sådan folkelig opstand ville videre kunne lede landet tilbage til et autoritært styre eller i værste fald et militært diktatur. Et sådant sving kunne føre til, at Albanien mistede den brede internationale støtte, hvilket kunne betyde at Albanien atter blev isoleret i Europa. Albaniens eneste håb i en sådan situation ville derfor være den muslimske verden.

Makedoniens regering slås i øjeblikket med alvorlige udenrigsproblemer, hvorfor det er væsentligt, at Makedonien taler med "en stemme". Det vurderes derfor, at makedonerne, for at kunne holde staten samlet og modvirke borgerkrig, vil give albanerne en vis form for autonomi. Denne vurdering vil kun holde såfremt den nuværende sammensætning af Parlamentet er gældende. Et flertal ved et kommende valg for Det Demokratiske Parti for Makedonsk Enhed (tidligere Den Interne Makedonske Revolutionære Organisation) vil kunne få alvorlige konsekvenser for den forholdsvise fred, der hersker for tiden i Makedonien. En intervention mod Makedonien fra Serbien vil blive imødegået af makedonerne med alle midler. Dette kunne eskalere til en storkonflikt, såfremt Bulgarien eller Tyrkiet vælger at beskytte sin nye samarbejdspartner.

Kosova. Kosovaalbaneme har indtil videre, tvunget af omstændighederne valgt en fredelig opstand. For at opnå en foreløbig fred, indtil begivenhederne i Bosnien-Hercegovina er overstået, er det sandsynligt at serberne indledningsvis vil give albanerne i Kosova visse indrømmelser på f. eks. det uddannelsesmæssige område. Fortsætter demonstrationerne og udvikler der sig et egentligt oprør, er det sandsynligt at serberne vil slå hårdt ned i Kosova, hvilket vil medføre tilstande, som er og har været herskende i Slovenien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina.

Det vurderes, at kosovaalbanerne ikke på nuværende tidspunkt har ytret ønske om en sammenlægning med Albanien p.g.a. de herskende tilstande i Albanien. Kosovabefolkningen vil for nuværende kunne opretholde en lige så god levestandard, som befolkningen i Albanien har for nuværende.

Den sociologiske faktor

Befolkning
Albanien. Den albanske befolkning på ca. 3,3 millioner indbyggere er i følge albansk statistik sammensat af ca. 3,2 millioner albanere, 60.000 etniske grækere og 5.000 andre. Befolkningssammensætningen indenfor staten Albaniens nuværende område har gennem historien været stabil.

Makedonien. Den makedonske befolkning består af ca. 2,1 millioner indbyggere bestående af ca. 67 % makedonere, 20 % albanere og ca. 13 % tyrkere, serbere, muslimer og sigøjnere. De etniske albaneres befolkningsandel giver dog anledning til en del diskussion. Visse beregninger godtgør en andel på helt op til 35-40 %. Den albanske befolkningsgruppe er koncentreret i det nordvestlige Makedonien.

Kosova. I Kosova består befolkningen af ca. 2,3 millioner indbyggere. Den er sammensat af ca. 80-90 % albanere, 5-10 % serbere og 5 % andre. Der skulle være gennemført en folketælling i 1991, men denne blev på grund af uroligheder ikke gennemført.

Forholdet mellem de etniske grupper
Albanien. Uoverensstemmelser mellem de i Albanien værende etniske grupper synes ganske fåtallige. De etniske grækere synes integreret i samfundet. Selvom den nye regering har abnet for religionsfrihed har dette ikke givet anledning til større stridigheder mellem de traditionelt græsk-ortodokse etniske grækere og de muslimske albanere.

Makedonien. I Makedonien er der som tidligere beskrevet en modstrid mellem de etniske albanere og makedonerne. Dette giver sig bl.a udslag i forbud mod undervisning i albansk samt en overvejende makedonsk rekruttering til befalingsmands- og officerskorpset i den makedonske hær. Dette har medført en opfordring fra ledende albanere til albansk boykot af værnepligten.

Kosova. For at forstå de interne stridigheder af etnisk karakter i Kosova er det nødvendigt at gå tilbage i historien til 1968, hvor der på den albanske nationaldag udbrød omfattende demonstrationer. Årsagen til demonstrationerne skyldes en længere årrækkes undertrykkelse af albanerne. Når demonstrationerne kom på dette tidspunkt er årsagen formentligt, at Jugoslaviens hårde chef for sikkertjenesten Aleksandar Rankovic netop var blevet afsat. Demonstrationerne i 1968 medførte visse indrømmelser til albanerne, bl.a. fik disse ret til på nationaldage at flage med det albanske flag, og der blev oprettet et universitet i Kosovas hovedstad, Pristina. På længere sigt medførte opstandelsen, at Kosova i 1974 ved Jugoslaviens forfatningsændring fik republikstatus, de facto og ej de jure, i stedet for den hidtige status som autonomt område.

Albanerne udnyttede denne status til at indføre det såkaldte 80 %-princip. Dette var en fordelingsnøgle til besættelse af stillinger. Da 80 % af befolkningen var albanere, skulle 80 % af de rådige arbejdspladser også tilfalde albanerne. Man søgte endvidere at bryde de serbisk dominerede områder i stykker ved at placere nye fabrikker i centrum af de serbiske enklaver. Ved en tilførsel af 80 % albansk arbejdskraft blev disse enklaver hurtigt etnisk blandede. Endelig skal det også nævnes, at albanerne brugte føderale økonomiske tilskud til at hjælpe albanere med at opkøbe serbiske jordbrug. Disse foranstaltninger var reaktionen på lang tids undertrykkelse.

Den jugoslaviske økonomiske afmatning, som udviklede sig op gennem 70’erne, gav sig nok primært udslag i de mindst udviklede stater. Derfor udbrød der i 1981 i Kosova massedemonstrationer på grund af de dårlige sociale forhold. Der blev indført undtagelsestilstand og den jugoslaviske hær blev sat ind imod demonstranterne. Demonstranternes største krav var, at Kosova skulle have republikstatus, ikke bare de facto, hviket man havde, men de jure. Serbien var på grund af sine påståede historiske "rettigheder" imod dette, men også på føderalt niveau var der modstand. Man var bange for, at dette kunne være første del af et senere krav om tilslutning til Albanien. Derfor blev der slået hårdt ned på dette oprør. Et af de mest markante resultater af 1981-revolten er den stadigt eksisterende etniske polarisering. Serbere omgås ikke med etniske albanere, og albanerne forsøger stadig at fryse serberne ud. Fra 1988 begyndte en ny runde med undertrykkelse af albanerne, der er uden sidestykke i dagens Europa. Undertrykkelse blev understreget ved, at den serbiske leder Milosevic suspenderede Parlamentet i Kosova, hvorefter Kosova er blevet styret fra Beograd. I dag er undervisnings- og sundhedssystemet samt medierne udelukkende bemandet med serbisk personale, og albanere ansat andetsteds har været tvunget til at underskrive en loyalitetserklæring til den serbiske stat. Endvidere er bøger og historisk materiale fjernet fra bibliotekerne ligesom albansk fjernsyn fra den albanske stat jammes.

Den militære faktor

Albanien
Styrke. Hæren udgør en meget stor styrke af det samlede albanske forsvar. Elleve infanteribrigader i forhold til en kampvognsbrigade betyder, at hæren er meget infanteritung. Disse infanterienheder besidder kun en begrænset mængde pansret transportkapacitet. Antallet af artilleripjecer synes tilpas afstemt i forhold til antallet af kampenheder. På panserværns- og luftværnsområdet er der et stort antal pjecer, men disse har en begrænset anvendelse, idet det hovedsageligt er kanonvåben. Søværnets styrke er primært bygget op omkring torpedobådene. Deres kamp mod en evt. invasionsstyrke støttes af u-bådene og kystartilleriet (hæren ?) samt udlagte minefelter.

Flyvevåbnet består af en velafvejet del jagerbombere og luftforsvarsfly. Der findes tilsyneladende ikke større radarstationer, så forsvaret må basere sig på varslingen fra SA-2 eskadrillernes radarer suppleret med evt. civile installationer. Transportkapaciteten i transporteskadrillen vurderes at være tilstrækkelig til transport af op til infanteribataljonsstørrelse uden tungt materiel. Doktrin og organisation. Efter bruddet med Warszawa-pagten i 1968 udviklede Albanien sin egen militære doktrin. Essencen i denne doktrin er, gennem et højt beredskab, hurtigt at gøre landet klar til en defensiv krig. Den kinesiske ideologi om en væbnet befolkning har også spillet ind i organisationen af forsvaret i fredstid, hvor primært hæren har været inddelt i en mængde små selvstændige underenheder (1500 ?), som overalt i landet har kunnet påvirke befolkningen ideologisk. Søværnets opgave var primært imødegåelse af en invasion mod det centrale lavland.

Hærens underenheder er regionalt organiseret i tradionelle brigader underlagt en af de tre divisioner. Divisionerne er direkte underlagt generalstaben. I forbindelse med den demokratiske magtovertagelse er det forsvarsminister Zhulali’s målsætning at nedskære forsvaret til et for landets størrelse afpasset niveau. Derudover ønskes primært hæren samlet i større enheder for at øge det professionelle niveau. Dette vil medføre en ændring af doktrinen, således at forsvaret af landet gennemføres udfra en central opstilling i den centrale midterste del af landet. Der arbejdes i øjeblikket med en overgang til en korpsstruktur, bestående af 4-5 brigader. Til denne organisations- og uddannelsesændring støttes albanerne af et antal tyrkiske rådgivere, som p.t. virker i Albanien. Albanien har endvidere aftaler med bl.a. USA og Tyskland om deltagelse i disse landes nationale officersuddannelser.

Makedonien 
Styrke. Den makedonske hær er under opbygning. Der er planlagt en militær styrke på 20.000 aktive og 80.000 i reserve. Der findes ikke noget tungt materiel (kampvogne, artilleri og fly) ligesom de kun besidder et begrænset antal morterer, luftværnskanoner og -missiler. Makedonien har ikke efter sin selvstændighedserklæring modtaget noget militært materiel fra det tidligere jugoslaviske forsvar. Organisation og doktrin. I Makedonien er der planlagt oprettet tre divisioner, men den militære doktrin er ikke endeligt udarbejdet.

Kosova
Styrke. Kosova besidder ikke et selvstændigt militært apparat i form af en milits eller andet. I Kosova tæt ved den albanske grænse er 52. serbiske infanteridivision opstillet. Denne er blevet forstærket i forbindelse med den jugoslaviske hærs tilbagetrækning fra Makedonien. Derudover befinder en styrke af armestørrelse sig i Montenegro. Der er forlydender om en stadigt stigende våbensmugling fra Albanien ind i Kosova.

Vurdering
Albanien. Hærens materiel er gammelt og nedslidt, og der må stilles spørgsmålstegn ved hvorvidt det store antal (eks. 590 kampvogne T-55 og T-34) dækker over et krigsbrugbart antal. På trods af materiellets alder, vurderes den havende organisation med dets materiel i stand til at gennemføre den tidligere doktrin med et decentralt forsvar. Hæren har en meget begrænset angrebskapacitet. Overgang til ny doktrin med en central opstilling som udgangspunkt vil blive særdeles kostbar på længere sigt med den nuværende arv. Søværnet baserer hele sin kamp på anvendelse af torpedoer. Søværnet besidder ingen overflade-til-overflade-missiler. Det vurderes derfor, at søværnet alene er meget begrænset anvendeligt til løsning af sin opgave. Flyvevåbnets jagermateriel er gammelt og nedslidt (kinesisk producerede J 2, 4, 6 og 7). De til rådighed havende typer vurderes ikke at kunne hamle op med øvrige Balkanlandes fly p.g.a. bl.a. den mangelfulde missilbevæbning. På grund af terrænets karakter og det rådige varslingsmateriel vurderes flyvevåbnet generelt sårbart.

Makedonien. Det makedonske forsvar er under opbygning, og besidder p.g.a. republikkens økonomiske situation kun meget ringe midler. Det vurderes at ville tage mange år, før Makedonien råder over et effektivt forsvar. Endvidere vurderes makedonerne ikke i stand til med militære midler effektivt at kunne kontrollere en evt. borgerkrig i landet mellem makedonere og albanere. Indsættelse mod en serbisk intervention vil formentligt ikke kunne ske med samlede større militære enheder, hvorfor guerillakrig må blive grundlaget for krigsførelsen.

Kosova. Albanerne i Kosova er p.g.a. bl.a. deres manglende militære styrke blevet tvunget i defensiven. Det vurderes, at serberne er i stand til, også selvom disse for øjeblikket er engageret andetsteds, med militære midler at slå hårdt ned mod et oprør.

Konklusion

Sammenfatning af vurderinger

Albanien 
Interne forhold. Det er afgørende for Albanien at staten får genoprettet lov og orden. Tilførsel af udenlandsk kapital er derudover vigtigt for at stabilisere fødevare- og arbejdsløshedsproblemet i landet. Såfremt væsentlige fremskridt kan opnås indenfor 1-2 år, vurderes det muligt for Albanien på længere sigt at overgå til et fuldt udbygget demokratisk markedsøkonomisk system.

Udenrigsforhold. For at opnå en bredere respekt for sin reformpolitik er det væsentligt for Albanien, at Parlamentet/regeringen søger at indrette sin udenrigspolitik til den vesteuropæiske kurs. Dette medfører, at Albanien på nuværende tidspunkt er tvunget til at føre en forholdsvis passiv politik overfor specielt de etniske albanere i Kosova. En serbisk stramning af forholdene i Kosova, vurderes dog at ville udløse en albansk reaktion. Denne vil formentligt, på grund af de økonomiske og militære forhold i landet, kun involvere en begrænset militær indsats. En offensiv albansk indsættelse i Kosova, med det formål at få befolkningen til at glemme de indenrigspolitiske problemer, vurderes utænkeligt.

Makedonien.
Interne forhold. Indlemmelse af det albanske parti i regeringen vil formentligt stabilisere det etniske problem i Makedonien. Det vurderes sandsynligt, at dette på længere sigt vil medføre et begrænset albansk selvstyre i det nordvestlige Makedonien, såfremt den nuværende sammensætning i Parlamentet ikke ændres væsentligt til fordel for det nationalistiske parti. Det vurderes, at Makedoniens eksistensgrundlag må skabes ud fra en indre fred. Som Albanien, er det vigtigt at Makedonien tilføres udenlandsk kapital, herunder at den akutte oliemangel afhjælpes. Dette kræver en bredere international anerkendelse.

Udenrigsforhold. Makedoniens samarbejde med Bulgarien og Tyrkiet vurderes nu så tæt, at en serbisk intervention i Makedonien vil medføre som min en bulgarsk reaktion. Makedonien er nu såfremt fra Serbien, at landet evt. selvstændigt med alle midler vil imødegå en intervention. Det vurderes, at Makedonien indenfor kort tid vil opnå sin anerkendelse. Det er vanskeligt, at vurdere forudsætningerne for denne anerkendelse. Det kunne være, at Makedonien tvunget af den økonomiske situation eller Grækenland tvunget af primært EF accepterer et af de mangfoldige fremsatte navneforslag.

Kosova
Interne forhold. Der er indført apartheid i Kosova. Serbien vil formentligt indenfor kort tid give kosovaalbanerne visse indrømmelser, som minimum indtil deres problemer i Bosnien-Hercegovina er løst. Et mere langsigtet tilbud fra serberne om en tilbagevenden til situationen fra før 1991 med autonomi for Kosova i Rest-Jugoslavien, vil ikke blive modtaget af kosovaalbanerne. Disses mål er på længere sigt entydigt selvstændighed. En kosovaalbansk optrapning af urolighederne vil resultere i en yderligere serbisk stramning af forholdene, hvilket kan udløse borgerkrigslignende tilstande. Kosovaproblemet synes uløseligt.

Udenrigsforhold. Det internationale samfund har ikke til fulde erkendt problemerne i Kosova, og betragter forholdene som interne stridigheder. Ved en serbisk intervention kan Kosova indledningsvis kun forvente en begrænset støtte fra Albanien. Øvrige omkringliggende lande/områder (Grækenland/Montenegro) støtter enten Serbien eller har ikke ressourcer til eller interesse i en involvering (Makedonien). Derfor synes den eneste mulighed for en fredelig løsning på problemet indsættelse af en større international styrke på grænsen mellem Kosova og Serbien/Montenegro.

Opstilling af mulige scenarier
De ovenstående vurderinger og disses konsekvenser, danner i dette afsnit grundlag for en belysning af de fremtidige mulige scenarier, som involverer alle de tre beskrevne områder. Det er naturligvis vanskeligt at kvalificere sandsynligheden af de enkelte scenarier, idet den forholdsvise fredelige situation, der for nuværende hersker i området, hviler på et spinkelt grundlag. De opstillede scenarier er ikke dækkende, men udgør hovedlinierne. Mangfoldige varianter, med de opstillede scenarier som grundlag, kan opstilles.

Scenario 1 : En fredelig udgang

Forudsætninger :
Der opnås en international aftale om problemerne i det tidligere Jugoslavien. Serbien og Montenegro neutraliseres politisk-økonomisk eller militært. CSCE erkender problemerne i Kosova og presser Serbien ud af området enten gennem forhandlinger eller gennem indsættelse af fredsbevarende styrker i området. 

Handlinger : Kosova vil erklære sin selvstændighed. Makedonien vil understrege sin kamp for selvstændighed (Makedonien måske anerkendt på dette tidspunkt).

Reaktioner ; International anerkendelse af begge lande. Der iværksættes en international bistand.

Bemærkninger: Da problemerne i Bosnien-Hercegovina kun perifert er blevet berørt i dette studie, kan sandsynligheden for neutralisering af Serbien ikke med sikkerhed vurderes. Men umiddelbart synes denne forudsætning optimistisk, omend den svarer til det internationale samfunds ønsker.

Scenario 2 : Serbisk udrensning i Kosova.

Forudsætninger :
Serbien/Montenegro fortsætter i Bosnien-Hercegovina eller der opnås en fredelig aftale sammesteds. Serbien neutraliseres ikke. Albanien er fortsat økonomisk svækket og fastholder sin hidtidige udenrigspolitik.

Handlinger : Serbien skifter tyngde til Kosova. En etnisk udrensning i Kosova indledes.

Reaktioner : Der opstår borgerkrig i Kosova. Kosovaalbaneme kæmper med alle midler. Flygtningestrøm til Albanien og Makedonien. Albanien protesterer i det internationale samfund og indleder en massiv hjælp til kosovaalbaneme i form af indsmugling af våben. Makedonske albanere strømmer over grænsen og kæmper på kosovaalbanemes side.

Bemærkninger ; Da Albanien og Makedonien har mangel på ressourcer kan disse ikke militært støtte kosovoalbanerne. En som hidtil begrænset indsats fra FN og EF vil paralysere Albanien, idet Albanien formentligt vil håbe på en mere aktiv indsats. Situationen løses kun ved en massiv militær indsats fra FN eller EF/NATO. Dette vurderes dog vanskeligt, idet Serbien formentligt vil have deployeret store styrker til Kosova.

Scenario 3 : Balkankrig.

Forudsætninger :
Den i scenario 2 beskrevne situation er udgangspunkt.

Handlinger: Serbien intervenerer i Makedonien, da makedonske statsborgere kæmper mod serberne i Kosova.

Reaktioner : Albanien vil tvunget af omstændighederne med 3 millioner etniske albanere involveret i krig, og i begge områder som den underlegne part, blive involveret. Bulgarien vil formentligt støtte makedonerne. Tyrkiet vil formentligt støtte muslimerne (albanerne). Det internationale samfund vil have vanskeligt ved at handle, på grund af den meget omfattende situation.

Bemærkninger : På grund af FN-styrkerne i det nordlige Makedonien vil Serbien formentligt kun kunne legitimere en intervention i Makedonien med det "påskud", at makedonske statsborgere kæmper mod Serbien. Som konsekvens heraf synes en serbisk intervention direkte mod Makedonien ved indsættelse af FN-styrkerne i det nordlige Makedonien at være afværget. Det beskrevne scenario understreger vigtigheden af en anerkendelse af problemerne i Kosova, idet dette område kan være årsagen til en større og endnu mere uoverskuelig situation, end der for nuværende hersker i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. 

 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_122_aargang_feb.pdf

Litteraturliste

Del: