Om voldens teknologi

»Volden ruster sig med det, videnskab og teknik har udfundet, for at kunne hamle op med vold. Ubetydelige bånd, næppe omtale værd, som den lægger på sig selv og kalder folkeretlig sædvane, ledsager den uden at svække dens kraft væsentligt«.

(C. V. Clausewitz: »Vom Kriege, 1. bog)
 

Grundlaget 1.

Vil man undgå krig, må man forstå krig. Undertegnedes distancerede beskrivelser af krigens - pg dermed voldens - teknologi og dennes virkninger er derfor ikke udtryk for kynisme, men et forsøg på at gennemlyse den virkelighed, som er krigens.
Magt defineres som en gruppe menneskers fælles mulighed for at påvirke omgivelserne. Staten repræsenterer en sådan mulighed. Volden må i begrebslogisk forstand adskilles skarpt fra magtbegrebet. Volden er instrumentel, den er et middel, og den udgør samtidig årsagen til staternes opståen, idet mennesker måtte gruppere sig under en fælles leder for enten at opnå fælles fordele ved hjælp af vold, eller for at værge sig mod volden.
Volden udgør staternes ultimative middel til påvirkning af omgivelserne. Atomvåbnenes eksistens udgør en trussel om den endelige og formentligt afsluttende voldsanvendelse. Deres ikke-brug er derfor så afgørende for staterne, at de først vil blive taget i anvendelse i en krig mellem atom- magteme, når én af disse opfatter sin egen eksistens fundamentalt truet. Og det er ligeledes derfor, at staterne vedligeholder og udbygger de såkaldt konventionelle styrker, og det er disse styrkers anvendelse af teknologi, der vil blive behandlet i det efterfølgende1).
Fælles for den marxistisk/leninistiske og den vestlige krigsopfattelse er, at krigen er politikkens fortsættelse med andre midler, og at formålet med krigen er at påtvinge modstanderen sin vilje gennem voldsanvendelse.

Denne voldsanvendelse kan kun, hvis den skal være rationel, være motiveret af en forestilling om, at man kan opnå en mere fordelagtig tilstand af fred for én selv, når krigen er afsluttet.
Men hvor man i den marxistisk/leninistiske krigsopfattelse hævder eksistensen af et sæt såkaldt objektive love i krigen, hersker der i den vestlige teoridannelse stort set den opfattelse, at krig er en kombination af:

  • Politisk vilje, dvs. en forstandsakt.
  • Voldshandlinger.
  • Sandsynligheders og tilfældigheders spil.

Enhver krig har således sit eget særpræg, men fælles for alle krige er fraværet af lovmæssighed i egentlig forstand.
Der eksisterer ganske vist teoridannelser om krigen, men der eksisterer også en snæver sammenhæng mellem teori og praksis, som forhindrer, at teorierne kommer til fuld opfyldelse. Mest gennem det forhold, at planer altid begynder at erodere fra det øjeblik, de bliver iværksat, både på grund af modstanderens indgriben og på grund af uforudsete hændelser, den såkaldte indre friktion.
Enhver model af krigen må derfor sænkes ned i et morads af imponderabilier2), og dette må betyde, at den marxistisk/leninistiske krigsopfattelse, med sin påstand om objektivitet og lovmæssighed, er meningsløs. Man kan således ikke hævde, at man er i stand til at beskrive krigen som et objekt, hvis indre sammenhænge man kan afdække gennem iagttagelse af dets ydre udtryksformer, idet disse udtryksformer er resultatet af bl.a. imponderabiliemes helt uforudsigelige påvirkninger.

Man må derfor gå en anden vej, starte med et logisk begrundet udsagn, eller i mangel af dette et aksiom og herfra udvikle en begrebsstruktur »...., hvori begreberne defineres udelukkende i forhold til og i kraft af hinanden. De må hente deres logisk-definitoriske indhold i de relationer, de har til hinanden, konstituerende en lukket, konsistent og meningsfuld begrebsstruktur. Ingen begreber må hente tvetydigt definitorisk indhold udefra, og strukturens konsistens forudsætter entydige internt bestemte relationer mellem alle begreber«. (Th. Højrup: Arbejdspapir, 1982.)
Denne struktur, der nødvendigvis må være dynamisk, må derefter afprøves, både over for de historiske erfaringer og over for de visioner, man måtte have om en fremtidig konventionel krig, med henblik på at få afdækket, hvorvidt strukturen både kan forklare krigsforløb universelt og generere ny viden om krigens væsen.
Viser strukturen sig utilstrækkelig, må den videreudvikles under iagttagelse af de ovenfor anførte betingelser. Er dette ugørligt, dvs. er man havnet i en begrebslogisk blindgyde, må man gå tilbage i begrebshierakiet, om fornødent starte forfra med et nyt logisk begrundet udsagn eller et nyt aksiom.

Motiveret i den grundlæggende fælles marxistisk/leninistiske og vestlige krigsopfattelse, vil følgende Clausewitz’ske aksiom blive anvendt som udgangspunkt:

»Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler og formålet med krigen er at påtvinge modstanderen sin vilje gennem voldsanvendelse«.

I begrebslogisk forstand må formålet med krigen søges opnået gennem tilintetgørelsen af modstanderens væbnede styrker, hvilket hermed bliver målet i krigen3).
ålet i krigen®). Dette ultimative mål vil altid blive modereret gennem politikkens fortsatte indgriben i krigsførelsen, en indgriben, som motiveres af en fortløbende vurdering af sandsynlige gevinster i forhold til sandsynlige omkostninger. Som et eksempel på dette kan nævnes, at endskønt Tyskland i 1944-45 rådede over både nervegas og velegnede fremføringsmidler, de såkaldte V-1 og V-2 våben, blev nervegassen ikke taget i brug. En anvendelse af denne våbenkombination mod de allieredes forsyningshavne og -områder kunne ellers have voldt disse alvorlige vanskeligheder. Våbenkombinationen blev ej heller anvendt til terrorangreb mod England.
NAZI-statens opbygning taget i betragtning, kunne dette kun skyldes en politisk beslutningstagen, truffet i erkendelse af de allieredes muligheder for endnu voldsommere gengældelse. Man må erindre sig, at det eneste logiske motiv til en krig er tilvejebringelsen af en mere fordelagtig tilstand for én selv, når krigen er slut.
Det modererede mål i krigen bliver derfor ikke tilintetgørelsen af modstanderen, men derimod at gøre ham værgeløs, bringe ham i en tilstand, hvor han ikke længere kan gøre modstand af fysiske eller psykiske årsager, eller hvor han erkender eller tror sig underlegen.

Disse tilstande kan opnås efter en række forskellige metoder. Man kan erobre terræn, man kan slide modstanderen ned, man kan ødelægge hans baseområder osv.
Man stræber altså efter at gennemtvinge en militær afgørelse, og det er i forhold tU denne afgørelse, at de to modstandere i krigen må opstille deres militærapparater, to apparater med modsat rettet polaritet, og det er derfor rned den militære afgørelse som fællesnævner, at man kan sammenligne modstandernes bestræbelser.
Det er derimod en alvorlig misforståelse at tro, at man kan drage sammenligninger i forhold til de metoder, hvormed parterne prøver at gøre modstanderen værgeløs. Den ene part kan tilstræbe en nedslidningskrig, den anden et sæt afgørende manøvrer. Men den ene parts manøvrer vil jo udløse et sæt kontra-manøvrer hos den anden part, som vil være forskellige fra den første parts manøvrer. Det giver ingen mening at sammenligne parterne i forhold til begreber, som aldrig vil være fælles for parterne4).
Den militære afgørelse falder i et operationsmiljø, som består af geografi (i videste forstand), tid og modstandernes militære og politiske aktiviteter. USA’s mangel på militær succes i Sydvietnam kan udledes af disse forhold. USA forsøgte at gøre modstanderne (Vietcong og den nordvietnamesiske hær) værgeløse gennem traditionelle slag, dvs. ved hjælp af en metode, der var uforenelig med den for denne krig særegne militære afgørelse, beherskelsen af landdistrikterne. USA polariserede sig i forhold tu metoden og opstillede et militærapparat, som var velegnet til metoden. Vietcong og nordvietnameseme på deres side foretog en korrekt identificering af den militære afgørelse, beherskelsen af landdistrikterne, og polariserede sig i forhold til denne ved at opstille et velegnet militærapparat, guerillahæren.

Den militære afgørelse fremtvinges gennem kampen, som gennemføres af den militære organisation under anvendelse af teknologi (våben og andet materiel) og i overensstemmelse med hensigtsmæssige doktriner (metoder).
Den samlede evne til at gennemføre dén kamp, som fører frem til dén militære afgørelse, som dén pågældende krig rummer, kaldes den militærstrategiske kapabilitet. Dette er et videre begreb end kapacitet, som i denne forbindelse kun dækker organisation og teknologi.
Det her skitserede grundlag er en nødvendig forudsætning for etableringen af en model af krigens virkelighed, hvori våbenteknologien kan indgå og dens rolle dermed forklares.

Modellen 2.

Der kan nu opstilles en model ved hjælp af det i pkt. 1 udledede kapabilitetsbegreb, og modellen kan afprøves ved hjælp af virkeligheden i muligt omfang.
For at modellen skal kunne dække krigsbegrebet i sin helhed, skal den etableres på et øvre begrebslogisk stratum, hvilket indebærer risiko for, at den bliver uanvendelig til praktiske formål.
For at kunne anvendes til praktiske formål skal den være så specifik, at der opstår risiko for »begrebslogiske lakuner« i modellens gyldighedsfelt. Der vil i det efterfølgende blive tilvejebragt indicier for, at anførte model eliminerer nævnte risici:

De to modstandere A’s og B’s militærstrategiske kapabiliteter bør være optimerede til at kunne gennemtvinge den militærstrategiske afgørelse. I krigsudbruddet støder de to kapabiliteter sammen i et »dialektisk« sammenstød, kampen.
Denne overordnede militærstrategiske afgørelse kan opløses i et hieraki af del-afgørelser og dermed i et hieraki af del-kapabiliteter, endende ud i det laveste, såkaldt taktiske niveau, hvor afgørelsen for den enkelte soldat falder i det »mikrooperationsmiljø«, hvor han befinder sig (se fig. 2, s. 66). På det øverste militærstrategiske niveau vil den samlede kapabilitet blive anvendt med den viljestyrke, som den politiske ledelse tillader (atomvåbnene i erindring). Der er her tale om en forstandsakt.
På det laveste taktiske niveau anvendes del-kapabiliteten med al den viljestyrke, som selvopholdelsesdriften kan producere. På de mellemliggende niveauer5), hvor detailplanlægningen foregår, vil krigens indre frilrtion hindre del-kapabilitetemes fulde udnyttelse. Men både før og efter krigsudbrud søges kapabiliteteme optimerede gennem justeringer af »krigsførelsens kredsløb«, således som dette er skitseret på figur 1 (K. V. Nielsen, Forsvarsakademiet, 1981).

Organisationen består af mennesker, grupperet i forhold til en given mængde materiel. Organisationen må nødvendigvis etableres inden for de »sociologiske rammer« (indbyggertal, grupperinger m.v.), som det pågældende samfund dikterer. Da der samtidigt er et afgørende økonomisk aspekt tilstede, kan det konkluderes, at det er de politiske muligheder, som er afgørende for organisationens etablering.
Teknologien, dvs. det anvendte materiel (incl. våben) er af en vis art og kvalitet, ideelt dikteret af det forudsete operationsmiljø. Men da det er organisationen, udsprunget af det givne samfund, som skal håndtere materiellet, og da der samtidigt er et afgørende økonomisk aspekt, vil det være samfundets økonomiske og teknologiske formåen, der sætter grænserne for den teknologi, som den militære organisation kan både anskaffe og håndtere.
Doktrinen anviser de metoder, med hvilke den militære afgørelse skal opnås. Doktrinen må nødvendigvis etableres i overensstemmelse med de »moralske« normer, som det pågældende samfund sætter for sig selv. For krigens Vedkommende explicit udtrykt ved en større eller mindre accept af gældende folkeretslige regler for krigsførelse. Der er med andre ord tale om en ideologisk begrænsning af doktrinen.
De enkelte elementer, som indgår i kredsløbet - organisation, teknologi og doktrin - er derfor gensidige forudsætninger for hinanden og påvirker hinanden, og det er arten af denne påvirkning, der er afgørende, når våbenteknologiens indflydelse på krigsførelsen skal identificeres. Dette vil blive uddybet senere.

Denximiddelbart hurtigste metode, med hvilken et højtudviklet samfund kan justere på kredsløbet, er gennem investeringer i teknologi, således som USA gjorde det i Vietnamkrigen. Dette på grund af følgende forhold:
Den overordnede militærstrategiske doktrin må som anført nødvendigvis udspringe af vedkommende parts ideologi, hvilket i sin yderste konsekvens må medføre, at den politiske ledelse må falde, hvis man ændrer doktrinen radikalt på dette niveau.
USA’s militærstrategiske doktrin for Vietnamkrigen måtte derfor nødvendigvis være i overensstemmelse med den sydvietnamesiske regerings ønsker om et »liberalt« samfundssystem. Som eksempel kan nævnes, at når de amerikanske styrker tilbageerobrede områder, måtte de ofte håbløst forgældede bønder genoptage tilbagebetalingerne til de ågerkarle, som var en integreret del af det »liberale« sydvietnamesiske samfund. Men USA kunne af ideologiske årsager ikke introducere en strategisk doktrin, som fratog den sydvietnamesiske regering suverænitet, hvilket ville have været nødvendigt, ifald ågerkarlenes virksomhed skulle have været bremset. (For fuldstændighedens skyld: Valget af dette eksempel reflekterer ingen sympati for det nuværende styre i Vietnam.)

Organisationsændringer er ligeledes besværUge at gennemføre på det overordnede militærstrategiske niveau. Organisationen skal kunne tolereres i dén politiske virkelighed, hvori den indgår, og det er i denne forbindelse svært at forestille sig, hvorledes USA’s politiske ledelse skulle kunne have gennemført en hensigtsmæssig organisationstilpasning i forhold til den militære afgørelse i Vietnamkrigen, beherskelsen af landdistrikterne. Dette ville i sin yderste konsekvens have betydet, at de amerikanske værnepligtige, i lighed med Vietcong og til en vis grad den nordvietnamesiske hær, skulle have integreret sig i landbefolkningen og levet på dennes vilkår, således som englænderne gjorde på Bomeo, hvorfor de var i stand til at nedkæmpe den kommunistiske guerilla. (Alt dette skrevet fra bagklogskabens sikre bastion.)
Ovenstående betragtninger indikerer, at modellen kan anvendes tU at forklare forhold på det overordnede militærstrategiske niveau. På det laveste taktiske niveau, der hvor kampen gennemføres, er det muligt at specificere elementerne i krigsførelsens kredsløb særdeles nøje. Det laveste taktiske landkrigsniveau, infanterigruppen, er således organiseret med en nøje specificeret materiel-tildeling og med et nøje specificeret antal soldater, som hver har nøje specificerede opgaver. Gruppens indpasning i næste højere organisatoriske led er ligeledes nøje specificeret. Teknologien, f.eks. våbnene, er nøje specificeret med virkningsgrad, vægt, ammunitionsforbrug m.v. Doktrinerne for gruppens indsættelse i forskellige situationer er ligeledes nøje beskrevet i lærebøger og reglementer. Det er med andre ord muligt at kvantificere elementerne i krigsførelsens kredsløb på dette niveau, og dermed er der åbnet mulighed for opstilling af matematiske fortolkninger af samspillet mellem elementerne.
Men det er jo således, at den militære afgørelses karakter vil variere stærkt med tiden i det mikro-operationsmiljø, som en sådan gruppe befinder sig i. Og dermed vil kapabilitetens værdi også ændre sig, idet det jo ikke er muligt at ændre på organisation og teknologi fra dag til dag, endsige fra time til time.

På ét tidspunkt vil den militære afgørelse for gruppenfalde med, hvorvidt den er i stand til at gennemføre et forsvar af en bakketop. Dette kræver en særlig doktrin (metode). En anden gang falder den militære afgørelse med, om det lykkes at foretage en række successive tilbagetrækninger over for en overlegen angriber. Dette kræver igen en særlig doktrin.
Man er med andre ord tvunget til at have en doktrin for hver enkelt militær afgørelses-situation, som man kan forudse, at gruppen vil komme i. Men da det ikke er muligt at organisere og udruste gruppen til at kunne imødekomme kravene fra enhver doktrin, bliver gruppens udrustning og organisation et kompromis. Ændrer man radikalt på gruppens organisation og udrustning, har man ikke længere en infanterigruppe, men en panser- infanterigruppe eller en bjergjægergruppe etc.
Men det er vigtigt at få slået fast, at den militære afgørelses karakter har en altafgørende indflydelse på kapabiliteten, hvilket skal belyses med et eksempel fra dén virkelighed, som er krigens:


Billedet viser et fransk modangreb ved Dien Bien Phu, fotograferet fra forsvarets side. I dette afgrænsede operationsmiljø - kameraets synsfelt - kan man se angrebsstyrken, en infanterideling, komme op over bakkekammen, medens forsvarerne, en Vietminh-infanterigruppe, ligger gravet ned i forgrunden. Man ser også røgskyer omkring Vietminh-soldaterne, formentligt fra mortémedslag.
Man kan med rimelighed vurdere, at følgende hændelsesforløb har passeret;

Franskmændene angreb med støtte fra et antal mortérer Denne mortérild skulle have holdt Vietminh-soldaterne nede i skyttehullerne, indtil angrebsstyrken var inde på så kort afstand, at forsvarerne kunne nedkæmpes med håndgranater og håndvåbenild samt evt. flammekastere.
Vietminh-soldateme havde på deres side gravet sig ned i en såkaldt bagskråningsstilling, dvs. på den bakkeskråning, som vender væk fra modstanderen. En sådan stilling har den fordel, at angriberen ikke har indseende i forsvarsstillingen, før han er kommet op over bakkekammen. Dvs. at angriberen skal bevæge sig ind i ukendt område, samtidigt med, at han kommer i relief mod himlen, i det øjeblik bakkekammen passeres. Herved eksponeres angriberen for forsvarets ild.
Det ses af billedet, at mortérstøtten ikke virkede efter hensigten. Vietminh-soldateme i forgrunden beskød den franske styrke i det øjeblik, denne eksponerede sig på bakkekammen, og det er rimeligt at vurdere, at angrebet brød sammen i dette specielle operationsmiljø.
Deri militære afgørelse var fælles, bagskråningsstillingen erobret/ikke- erobret. Man kan altså direkte sammenligne de respektive kapabiliteter: Teknologien var formentligt rent kvalitativt en smule i franskmændenes favør.
Franskmændenes organisation bestod af en infanterideling på 20-30 soldater plus et antal soldater til betjening af mortéreme. Organisationen var udrastet med 20-30 geværer/maskinpistoler, et par maskingeværer, et antal håndgranater samt evt. flammekaster. Dertil kom mindst én mortér. Den franske doktrin var ild og bevægelse, dvs. angreb med ildstøtte fra mortérer.
Vietminh-forsvaremes organisation bestod af en infanterigmppe på 6-10 soldater. Organisationen var udrustet med ét maskingevær, 4-9 geværer/maskinpistoler samt et antal håndgranater. Doktrinen var forsvar fra bagskråningsstilling.

Omend ovenstående angivelser kun er kvalificerede gætterier, så må man dog konstatere, at på trods af en udtalt underlegenhed i kapacitet (organisation/teknologi), så bevirkede en hensigtsmæsig doktrin, kamp fra bagskråningsstilling, at Vietminh-forsvarets kapabilitet må vurderes at have været større end angribernes. Det skal bemærkes, at soldaternes kampvilje i begrebslogisk forstand indgår i organisations-begrebet og i det foreliggende tilfælde må formodes at have været lige stor hos begge parter.
Dette eksempel passer udmærket ind i modellen. Der er blot den hage ved det, at man i krigshistorien kan finde talrige eksempler på, at det modsatte har været tilfældet.
Man kan i det foreliggende tilfælde forklare Vietminh-forsvaremes succes med utilstrækkelig fransk mortér-kapacitet. Men for at kunne forklare modsatte udfald under tilsyneladende perfekte betingelser for forsvarerne, er man nødsaget til at inducere begrebet »krigens imponderabilier« i modellen, således som dette begreb er omtalt under pkt. 1.
Og det må derfor her konstateres, at modellen (eller begrebsstrukturen) ikke kan videreudvikles, for hvorledes overkommer man det umålelige? Med andre ord: Imponderabilieme bevirker, at man kun kan forudsige kampforløb og dermed krigsforløb med en vis grad af sandsynlighed. Men man kan stræbe efter at gøre sine kapabiliteter så resistente som vel muligt over for imponderabiliemes påvirkning.

Kapabilitet 3.

Den militærstrategiske kapabilitet, og dermed samtlige del-kapabili- teter, skulle geme i videst muligt omfang være resistent over for de imponderabilier, som vi ved er krigens særkende. Man er derfor stillet over for et problemkompleks, hvis styrende variabler udgøres af følgende forhold:

  1. Den militære afgørelse falder i varierende operationsmiljøer.
  2. Organisationen begrænses af de politiske muligheder.
  3. Teknologien begrænses af samfundets økonomiske og teknologiske niveau.
  4. Doktrinen begrænses af samfundsideologien.
  5. Der eksisterer relationer mellem organisation, teknologi og doktrin.
  6. Imponderabilierne påvirker operationsforløbene.

De under 1-4 anførte variabler kan beskrives i operationelle vendinger og derfor kvantificeres. Dep militære afgørelse kan identificeres og opera- tionsmiljøet beskrives. Begrænsningerne på organisation, teknologi og doktrin vil være givne, omend i nogle tilfælde vanskeligere at identificere, især for ideologiens vedkommende.
Men relationerne mellem elementerne i krigsførelsens kredsløb og imponderabiliemes indflydelse udgør tilsammen en subtilitet, som her skal søges afdækket.
Hvorledes overkommer man det umålelige? På det teknobgiske område forsøger man at klarlægge en del af imponderabilieme ved at beregne sandsynligheder såsom »gennemsnitstid mellem fejl«, »gennemsnitstid til reparationer« og den deraf udledede »sandsynlige driftstid«.
Om disse angivelser er blot at sige, at de af producenterne angivne størrelser som regel viser sig at være nærmest inkommensurable med de størrelser, man oplever, når overtrætte operatører og teknikere, i regn og mudder, bestræber sig på at holde systemerne i drift. Dette forhold træder i særdeleshed frem, når det drejer sig om »operatørtunge/teknikertunge« våbensystemer (og øvrige systemer).

Høj-integrerede, højteknologiske og dermed »personellette« våbensystemer rummer på deres side andre fejlmuligheder, som vil blive beskrevet senere.
Erfaringerne viser, at det drejer sig om at anskaffe »modnet«, men tidssvarende teknologi med muligheder for fortløbende modifikationer, når udviklingen nødvendiggør dette. Man bør med andre ord købe systemer med »indbygget fremtid«.
Relationerne mellem en given teknologi og en given organisation udgøres af »drift« og »procedurer«.
Organisationen skal holde teknologien i gang. Hydrauliske, mekaniske og elektromekaniske systemer skal aktiveres med jævne mellemrum for ikke at »stivne«. Man tilstræber derudover at fastlægge procedurer for betj ening, eftersyn og reparation i det omfang, dette overhovedet er muligt.
I organisationen er dette både uddannelsesmæssigt fordelagtigt og en ren nødvendighed, idet »driftsikkerhed« skaber tillid hos personellet og procedurer kan overindlæres. Denne overindlæring er en nødvendighed, når man vil sikre sig, at overtrætte mennesker skal kunne bringes til at handle rationelt i ekstremt belastende situationer (kamphandlinger). Den interne kommunikation i organisationen er derfor også i videst muligt omfang formaliseret, men det er indlysende, at disse bestræbelser kun i et vist omfang kan modvirke imponderabiliernes negative virkninger.

I organisationen søger man også at gennemføre en passende selektion og uddannelse af personelstyrken, herunder især de militære »førere«, idet det er disse, som skal planlægge og gennemføre udnyttelsen af de respektive kapabiliteter6).
Eelationeme mellem en given organisation og en given doktrin udgøres af planlægningssystemet og øvelsesaktiviteterne. Det skal her bemærkes, at man i de vestlige organisationer tilstræber lom at tildele opgaven og rammen for opgavens løsning. (Det, man i tysk terminologi benævner »Auftrags-taktik«.)
I de marxistisk/leninistiske militære organisationer befaler man i princippet tillige løsningsmåden, hvilket formentligt må have sin begrundelse i krigsopfattelsen, dvs. troen på lovmæssighed.
Planlægningen i de vestlige organisationer foregår i princippet efter flg. fremgangsmåde:

  1. Beskrivelse og vurdering af situation og opgave.
  2. Opstilling af egne løsningsmuligheder i forhold til modstanderens vurderede handlemuligheder.
  3. Valg af egen bedste løsning.
  4. Udstedelse af befalinger til underlagte enheder.

Punkterne 1, 2 og 4 er selvforklarende. Men spørgsmålet om, hvilke kriterier man kan stille op for, hvilken egen løsning, der er den bedste, er det afgørende problem.
Kapabiliteten i forhold til modstanderen, den militære afgørelses karakter og operåtionsmiljøet (herunder tidsfaktoren og modstanderens igangværende og forventede aktiviteter) vil diktere nogle få mulige egne løsninger.
Men hvorledes identificerer man, hvilken egen løsningsmulighed, der er den bedste? For det første skal løsningen ligge inden for egne doktriner. (Kan den ikke det, har den militære stab fejlet ganske alvorligt.) Hvis situations- beskrivelsén og opgaveformuleringen fortæller infanteridelingsføreren, at han skal gennemføre stedbunden forsvarskamp over for en overlegen modstander, ja, så vil han naturligt nok tilstræbe at tildele sine underlagte grupper bagskråningsstillinger, hvilket vil være en iagttagelse af doktrinen for forsvar over for en overlegen modstander.
Men højere oppe i det militære beslutningshieraki er man nødsaget til at ty til mere subtile kriterier for valg af egen bedste løsning. Og der hersker til overflod en standende diskussion om, hvorvidt der overhovedet eksisterer sådanne kriterier. »Man« har formuleret et antal »krigsføringens grundprincipper«, dvs. et antal »hjælpedoktriner«, som kan støtte beslutningstageren i valg af løsning. Disse såkaldte principper, udtrykt i enkle ord med tilhørende fortolkninger, varierer fra land til land og er ofte i indbyrdes modstrid.
Den amerikanske hær, f.eks., autoriserede sit første sæt principper i 1921. Disse principper var i store træk enslydende med de principper, som var udviklet af den engelske generalmajor J. F. C. Fuller under den første verdenskrig. Principperne er gennem årene blevet afprøvede og justerede og fremtræder i dag som følger, jf. »U .S. Army Field Manual 100-5, Operations«:

  • Målet: Ret enhver militær operation mod et klart defineret, afgørende og opnåeligt mål. - Offensiv handling: Grib, fasthold og udnyt initiativet.
  • Tyngde: Koncentrer kampkraft på det afgørende sted til rette tid’).
  • Økonomi med kræfterne: Tildel kun minimum kampkraft til sekundære forehavender.
  • Manøvre: Sæt Renden i en ufordelagtig position gennem fleksibel indsættelse af kampkraft.
  • Enhed i føringen: For hvert mål, tilvejebring enhed i føringen under én ansvarlig chef.
  • Sikkerhed: Tillad aldrig fjenden mulighed for et kunne tilrive sig en uventet fordel.
  • Overraskelse: Ram fjenden på et tidspunkt og/eller et sted og på en måde, han ikke er forberedt på.
  • Enkelhed: Udarbejd klare ukomplicerede planer og klare præcise ordrer, som sikrer fuld forståelse hos modtagerne.

(Det skal i øvrigt bemærkes, at der findes tilsvarende principper for luft- og søkrigsførelse.) Disse principper, der, som det fremgår, ofte er i strid med hinanden, må opfattes som generelle vejledninger for den militære beslutningstager. Vedkommende skal vurdere, hvilke af principperne, man bør tildele prærogativ i den foreliggende situation, og bruge dette valg som vejledning i sin vurdering af, hvilken løsning, der bør vælges.
Men der findes ingen regler eller lovmæssigheder i eller omkring principperne. Og som det forhåbentligt er fremgået af denne udredning, er man nødsaget til at introducere begrebet »talent« for at kunne forklare, hvorfor nogle militære førere har succes og andre det modsatte, og hermed er man ovre i det endelige og altafgørende imponderabilium. (Talent indeholder i øvrigt også et element af »held«, jf. Wawell i »Soldiers and Soldiering«: »... and then he must be a lucky commander«!)

De således udtænkte planer skal afprøves i det omfang, dette er muligt.

På det militærstrategiske niveau gennem »syntetiske« stabsøvelser.
På de taktiske niveauer gennem praktiske øvelser.
På det operative niveau gennem kombinationer af syntetiske og praktiske øvelser.

øvelser. En grundig planlægning og en tilsvarende evalueret øvelsesvirksomhed medfører, at de militære førere på alle niveauer tilegner sig et sådant overblik over situationen, at de vil være i stand til straks at justere planen, når den begynder at erodere umiddelbart efter sin iværksættelse. Man må tilstræbe at reducere »heldfaktorens« indflydelse mest muligt. I doktrinen må man undlade at formulere krav, som er uopnåelige med den givne kapacitet (organisation/teknologi).
Som eksempel på uopnåelige doktrinkrav begrundet i både en manglende forståelse af krigens imponderabilier og i en manglende kapacitet kan anføres englændernes indledningsvise forsøg på at gennemføre natlige præcisionsbombardementer af den tyske industri under den anden verdenskrig.
Doktrinen om disse bombardementer var udformet på grundlag af fly- fabrikantemes og de militære føreres overvurderinger af egen offensiv kapacitet og nærmest totale ignorering af fejlmulighederne, for ikke at tale om modstandernes indgriben.
Bombardementerne viste sig at være næsten virkningsløse på grund af:

  • For ringe bombe-tonnage (kapacitets-problem).
  • Sigte- og navigationssystememes unøjagtighed (teknologi-problem i kapaciteten).
  • Sigte- og navigationssystememes upålidelighed (imponderabilierne).

Belært af erfaringerne gik man over til fladebombardementer af boligområderne for de tyske industriarbejdere. Den politiske ledelse tilvejebragte de nødvendige ressourcer til opstilling af organisationen, de store bomber-formationer, og den demokratiske stats vælgerskarers krav om gengældelse over for NAZI-staten tilvejebragte det ideologiske grundlag for de i øvrigt temmelig nytteløse forsøg på massemord på den tyske arbejderbefolkning (Hamburg, Dresden),
Med andre ord: Man tilpassede doktrinen og organisationen til de teknologiske muligheder. Relationerene mellem en given doktrin og en given teknologi udgøres således af »mål/våben-karakteristika«. De mål, som den militære teknologi skal ødelægge eller uskadeliggøre vil være vidt forskellige både af art og omfang og geografisk placering (incl. luftrummet og havet).
Ligeledes vil graden af den ønskede ødelæggelse variere, således som dette specificeres gennem udtrykket »skadekriterium«. Ét skadekriterium kan f.eks. være: »60% sandsynlighed for, at flyvepladsen er ubrugelig i mindst 12 timer«. Et andet: »At flyet kommer ud af kontrol senest 10 sekunder efter træfning«.
Der skal derfor være korrelation mellem våbnenes karakteristika, dvs. træffesandsynlighed, mobilitet, rækkevidde osv., og karakteristika for de mål, som doktrinen dikterer våbnenes indsættelse imod. (Tilsvarende betragtninger er gældende for den øvrige militære teknologi.) Jo bedre korrelation, desto større kapabilitet.

Optimeringsprocessen

4. De eksisterende relationer mellem elementerne i krigsførelsens kredsløb bevirker, at man står over for et overordentligt kompliceret problem, når man skal introducere ny teknologi i kredsløbet.
Motivet til at introducere ny teknologi kan derfor ikke være, at der optræder ny teknologi på markedet. I særdeleshed må det gælde for en defensiv alliances medlemslande, at man som grundlag for sine anskaffelser først gennemfører en analyse af behovene. En sådan analyse kunne gennemføres som følger,.hvor hvert trin i processen repræsenterer stigende omkostningsniveauer:

  1. Identificering af det militære afgørelses-hieraki i det pågældende geografiske område, både for hær-, sø- og luftkrigsførelsens vedkommende.
  2. Vurdering af den forventede modstanders kapabilitetshieraki, altså hans muligheder i forhold til den militære afgørelse.
  3. Identificering af egne kritiske del-kapabiliteter.
  4. Analyse af, hvorvidt en doktrinændring alene er mulig, og hvorvidt dette vil være nok til at producere tilstrækkelig egen kapabilitet. (Rene doktrinændringer er som regel de billigste. De kræver »kun« ændringer i uddannelsesmønstre og planer.)
  5. Analyse af, hvorvidt en doktrinændring plus en organisationsændring inden for de givne rammer vil være tilstrækkelig.
  6. Analyse af, hvorvidt en tilførsel af yderligere ibrugværende teknologi vil være tilstrækkelig inden for tidshorisonten, herunder hvilke konsekvenser dette vil få for organisation og doktrin. (Ibrugværende teknologi er »billig« at tilføre. »Know-how«, reparationsfaciliteter m.v. vil i forvejen være til stede i et vist omfang. Dertil kommer, at disse forhold i sig selv reducerer risikoen for imponde- rabiliemes negative påvirkning.)
  7. Analyse af en ny teknologis konsekvenser for doktrin, organisation og ikke mindst økonomi, under forudsætning af, at denne teknologi vil repræsentere en afgørende effektforøgelse i kampen.

Det skal her understreges, at man på hvert trin i processen skal søge at tilvejebringe størst mulig resistens over for imponderabiliemes indflydelse, hvilket i sig selv er en særdeles diffus krav-formulering. Men under alle omstændigheder er man nødsaget til at gennemføre en evalueringsproces i forhold til den teknologi, som kan komme på tale.

Våbenevaluering

5. Til eksemplificering af våbenevalueringen vælges et mandbåret, skulderaffyret luftværnsmissilsystem af nyeste type. Et sådant sytem vil kunne anvendes mod ganske bestemte måltyper (fly/helikoptere/cruise missiles) inden for et nøje defineret »engagementsvolumen«, dvs. det luftrum, inden for hvilket systemet kan opnå træfning.
Engagements-volumenets udstrækning vil afhænge af flere faktorer:

  • Missilets målfølge- og styresystem (i dette tilfælde et varmefølsomt og -diskriminerende søgehoved og et proportionalitets-navigerende styresystem).
  • Målets varmeemission.
  • Målets hastighed og eventuelle manøvrer.

Et engagement, dvs. en gennemført nedskydningssekvens, vil bestå af en række »begivenheder«, som hver kan angives med en vurderet sandsynlighed for succes.
Sekvensen vil starte med en beslutningstagen om, at der skal skydes, når der optræder fjendtlige mål inde i engagementsvolumenet.
Følgende begivenheder indtræffer derefter med en vis sandsynlighed i anførte rækkefølge, idet sandsynligheden for begivenhedens indtræffen angives med (Pxx):

  1. Våbensystemet er til rådighed (Ptr.). Våbensystemet kan være »ude« til et periodisk eftersyn.
  2. Våbensystemet virker (Pvi). Selv om våbensystemet er »checket ud«, kan det godt være, at det ikke virker, selv om man tror, at det virker.
  3. Målet opdages (Pop). Et tvivlsomt foretagende i det foreliggende tilfælde, især hvis skytten er overtræt/stresset.
  4. Målet identificeres korrekt (Pid). Reaktionstiden er få sekunder, rige fejlmuligheder.
  5. Målet bliver indhentet af missilet (Pin. Dvs. at våbensystemet (incl. skytten) fungerer korrekt under målfangst og efter affyring.
  6. Målet ødelægges (Pød). Hvor nøjagtigt er missilets styresystem, hvor effektivt er sprænghovedet og hvor effektivt er brandrøret (tændmekanismen).
  7. Effekten af målets modforholdsregler (Pmf). Rummer sandsynlighederne for, at målets pilot eller sensorsystemer opdager missilaffyringen og iværksætter hensigtsmæssige undvigemanøvrer og evt. bruger elektroniske modforholdsregler m.v.

Skal man tro missilfabrikantemes angivelser, er ovennævnte sandsynligheder (bortset fra P„if, naturligvis) rimeligt høje. Krigserfaringerne viser dog nogle nok så beskedne størrelser for de missiltyper, der til dato har været afprøvet under kampforhold, det være sig luftværnsmissiler såvel som andre missiltyper.
Det er nu muligt at opstille en formel, som illustrerer, men /jun illustrerer, et mandbåret luftværnsmissilsystems »statistiske effektivitet« (Pge) for et vilkårligt mål, som gennemflyver engagementsvolumenet på et vilkårligt tidspunkt:

Pse = Ptr X Pvi X Pop X Pid X Pin X Pød X (1 - Pmf)

De følgende talstørrelser vil nok overraske nogle, men det må understreges, at tilsvarende beregninger kan opstilles for alle andre våbensystemer, kampvogne, fly, skibe, kanoner etc. med tilsvarende lave effektivitetssandsynligheder. Hvis våbenfabrikanternes udsagn vedrørende deres produkters effektivitet stod til troende, ville enhver krig være overstået i løbet af få timer, idet alle ville have skudt hinanden sønder og sammen inden for dette tidsrum.
Men krige mellem jævnbyrdige modstandere varer som bekendt ikke timer. De varer uger, måneder og år.
Ud fra en gennemsnitsbetragtning vil, efter undertegnedes mening, et vilkårligt valgt våbensystem af den beskrevne type kunne tillægges flg. sandsynlighedsstørrelser i ovenfor anførte rækkefølge over for et kampfly:

Pse (kampfly) = 0,95 X 0,90 X 0,20 X 0,50 X 0,40 X 0,50 X (1 - 0,50) ~ 0,01

Over for en pansret kamphelikopter, som flyver taktisk korrekt, dvs. skjuler sig bag huse, træer o.l. og kun eksponerer sig, når den skal aflevere sine egne våben:

Pge (helcop) = 0,95 X 0,90 X 0,20 X 0,80 X 0,20 X 0,20 X(l - 0,20) ~ 0,006

Over for et cruise missile uden indbyggede afværge-systemer:

Pse (cr. mis.) = 0,95 X 0,90 X 0,05 X 0,50 X 0,40 X 0,80 x (l - 0,00) ~ 0,007

(Vedr.Pid = 0 ,50: Fjendtlige cruise missiles forudsættes at flyve i bestemte retninger, men vil kunne forveksles med fly på de pågældende afstande.)

Altså ét fly ødelagt ud af hver hundrede kampfly, som gennemflyver engagements-volumenet.
Våbensystemet er, trods denne tilsyneladende ringe effektivitet - bekræftet gennem krigserfaringer - alligevel nyttigt. Den psykologiské effekt på piloterne er ganske udtalt, og våbnenes blotte eksistens tvinger flyene til at bære kostbare afværgesystemer. Ifald piloten opdager, at han er under engagement af et sådant system, vil han foretage voldsomme undvigemanøvrer, under hvilke han måske bliver nødsaget til at kaste våbenlasten, for at flyet ikke skal blive beskadiget af påvirkningerne under manøvrerne.
Så våbensystemet er altså effektivt nok, i den forstand, at det påvirker modstanderen. Og går vi tilbage i det begrebslogiske grundlag (pkt. 1), må vi erindre os, at det modererede mål i krigen bl.a. er at bringe modstanderen i en tilstand, hvor han af psykiske årsager ikke tror sig i stand til at gøre modstand, in casu gennemføre sin angrebsmission.
Hvis man nu ønskede at effektivisere dette missilsystem, kunne man i stedet for soldaten anvende et affyringsaggregat, som både har egen radar til opdagelse af målet, elektronisk idéntifikationsudstyr til fastlæggelse af målets identitet og computer til beregning af mest velegnede affyringsøjeblik. Vi vil kalde et sådant system et »avanceret autonomt missilsystem« i modsætning til det oprindelige mandbårne »basic system«.
Man kunne også vælge at koble systemet ind på et fuldautomatiseret extemt »netværk« af radar- og andre varslingsgivende sensorer, kommandocentrer, kommunikationssystemer og kontrolsystemer, et såkaldt C3 I-system (Command, Control, Communication and /ntelligence), således at missilsystemet på en eller anden måde får varsel, identifikation og måludpegning tilført udefra.
Endeligt kunne man vælge at koble det avancerede autonome missilsystem sammen med det fuldautomatiserede C3 I-system, hvilket skulle være den ideale løsning.
De her skitserede løsninger er at opfatte som »arketypiske kombinationer«, som selvfølgeligt vil kunne varieres på talrige måder. Men til belysning af Pse i forhold til omkostninger er opstillingen anvendelig.

Spørgsmålet er nu, hvilken løsningsmodel, der giver størst Pse i fprhold til omkostningerne, idet man må huske, at engagementsvolumenet er ens for de enkelte skydende enheder i alle løsningsmodellerne. Missilets karakteristika er de samme, hvorfor man skal have samme antal skydende enheder i alle modeller, for at kunne dække det samme landområde med luftforsvar.

Vi har altså følgende løsningsmodeller:

  • I : Basic-systemet alene.
  • II : Et avanceret autonomt system.
  • III: Basic-systemet koblet på et fuldautomatisk C3 I-system.
  • IV: Det avancerede autonome system koblet på et fuldautomatisk C3 I-system.

Problemet kan illustreres gennem opstilling af en »subjektiv matrix«. De anførte værdier i denne matrix står således helt for egen regning. Sandsynlighederne er de for kampfly anførte;

Nu skal man ikke drage for håndfaste konklusioner ud af denne matrix, subjektiviteten taget i betragtning. Men selv om man kan være uenig i nogle af angivne størrelser, så forekommer det dog at være muligt at uddrage flg. konklusion:

»Har man et givet beløb til rådighed, må man se i øjnene, at blot en beskeden forøgelse i systemeffektiviteten gennem udbygning medfører en markant reduktion i antallet af skydende enheder«.

Konsekvenserne af dette er vel umiddelbart indlysende. Taler man i denne forbindelse om betydningen af »emerging technology«, (ET), skal følgende problemområder blot konstateres:

  • Ny teknologi er aldrig blevet billigere.
  • Især små lande vil ikke kimne holde trit med software-udviklingen i de avancerede systemer, hvorfor disse lande vil blive mere og mere afhængige af det internationale militærindustrielle kompleks, hvis de går »ET-vejen«.
  • Når man kobler mennesket ud af våbensystemet, f.eks. i et førerløst fly, en angrebsdrone, får våbenanvendelsen mere og mere karakter af »go/no-go«-situationer, idet muligheden for menneskelig korrektion under anvendelsen er væk. Bl.a. vil »cruise missiles« være forholdsvis lette ofre for et moderne luftforsvarsfly, medmindre man installerer kostbare avancerede afværgesystemer i missilet. Og så kører omkostningskarussellen igen.
  • Avancerede C3I-netværk er særdeles kostbare, idet der jo ikke må være bare ét svagt led i nogen af »kæderne«. Netværket skal ligeledes være fuldt »computeriseret« (software-problemet igen), være sikret mod »aflytning« og i øvrigt fuldt resistent over for modstanderens modforholdsregler i form af direkte angreb, elektronisk krigsførelse og evt. anvendelse af EMP-effekt fra højtliggende atomvåbeneksplosioner. (Een af de mere muntre betegnelser for avancerede C3 I-systemer er i øvrigt C4I, hvor det fjerde »C« står for »confusion«.)
  • Sandsynligheden for, at våbnene virker, når man tror, de virker, vil blive reduceret i takt med våbnenes øgede kompleksitet. Micro- chips, der ikke er blevet ordentligt testede og banale softwarefejl er de foreløbige udviklingstendenser. Dertil kommer, at de avancerede våben i sig selv bliver mere og mere sårbare over for både mekaniske, elektriske og elektromagnetiske påvirkninger. Således er statisk elektricitet fra en finger nok til at ødelægge de højt- integrerede microchips.

Eksistensen af disse problemområder forekommer yderligere at begrunde den i punkt 4 skitserede optimeringsproces, som i al sin enkelhed maner til eftertanke, før man kaster sig ud i tilsyneladende fordelagtige ET- anskaffelser.
Undertegnedes mening om højteknologiske løsninger kan derfor, under henvisning til det hidtil skrevne, udtrykkes som følger: »Man skal vælge dén teknologi, som inden for den givne tidshorisont og den givne økonomiske ramme giver bedst mulighed for optimering af dén delkapabilitet, som er på tale«.
Hvilket jo i sig selv ikke er noget særligt opsigtsvækkende udsagn. Men det fører umiddelbart over i det næste problemområde. Overordnede del-kapabiliteter i hierakiet kan fastholdes eller øges ved at øge én af de underordnede del-kapabiliteter, flere af de underordnede del-kapabiliteter eller ved at afskaffe én eller flere af disse samtidig med, at man kompenserer ved at øge de tilbageværende underordnede del- kapabiliteter i fornødent omfang.
Dette kan illustreres ved hjælp af figur 2. Dette kapabilitets-hieraki må ikke forveksles med et organisationsskema i traditionel forstand. Det skal især understreges, at dele af den såkaldt logistiske basisorganisation indgår i hver af de enkelte del-kapabiliteter. Man skal erindre sig, at del-kapabiliteteme i sagens natur må påvirke hinanden horisontalt, og at de enkelte del-kapabiliteter indgår som »delmængder« af (del-)kapabiliteten på næste højere stratium.

Ved at beskrive det førnævnte missilsystem i absolutte termer, i dette tilfælde talstørrelser, opnåede man altså både at få et udtryk for effektivitet i forhold til omkostninger samt et udtryk for, hvorvidt det overhovedet kunne betale sig at investere i missilsystemet. Vi må erindre os, at motivet til at anskaffe dette missilsystem var, at det ikke var muligt at øge den pågældende specifikke missilkapabilitet, hverken gennem tilpasning af doktrin eller organisation eller gennem tilførelse af yderligere ibrugværende teknologi.
Men dette udelukker jo ikke, at der er andre specifikke kapabiliteter, som kan medvirke til at øge den samlede luftforsvarskapabilitet. F.eks. kunne en øgning af kapabiliteten af andre luftværnsmissilsystemer eller flysystemer vise sig at være mere økonomisk fordelagtige løsninger.
Men udgangspunktet er under alle omstændigheder, at modstanderens kapabilitet inden for et eller andet område er blevet foruroligende stor. Denne ændring i de relative kapabilitetsforhold behøver ikke nødvendigvis at være forårsaget af modstanderens opbygning af sin kapabilitet. Levetidsudløb af egne våbensystemer har den samme virkning, ifald modstanderens systemer er yngre end ens egne.
For visse af delkapabiliteteme kan man imidlertid erkende særdeles afgørende bevæggrunde til deres fortsatte opretholdelse. For Danmarks vedkommende forekommer ubådsvåbnet at være en sådan kapabilitet. NATO-doktrinens krav om et fremskudt forsvar, betydningen af at kunne være tilstede langt inde i Østersøen i en krisesituation samt det ønskværdige i at kunne overleve et krigsudbrud, hvor modstanderen som følge NATOs grundlæggende defensive karakter vil være den første, der anvender våben, dikterer det umiddelbart ønskværdige i at opretholde et ubådsvåben. (Hertil kommer i øvrigt det sikkerhedspolitisk ønskværdige - ja, måske afgørende - i, at Danmark har ubåde i Østersøen sammen med Vesttyskland.)

Men vi kan ikke nøjes med at lade ønskværdigheder udgøre grundlaget for en beslutningstagen om evt. yderligere anskaffelse af nye ubåde. Vi må først identificere dén militære afgørelse, i hvilken ubådsvåbnet indgår. Derefter kan det afgøres, hvorvidt en investering er forsvarlig. Hvis dette viser sig at være tilfældet, kan vi herefter undersøge markedet for egnede ubådstyper, og det, der i givet fald ville stå tilbage, ville være en analyse af, hvilken ubådstype, der er bedst egnet. Medmindre man af beskæftigelsesmæssige eller andre årsager vælger at bygge ubådene selv.
Hvis Warszawapagten i givet fald ville gennemføre en invasion af den fynsk-sjællandske øgruppe, ville dette, efter de indledende luftlandsætninger og overførsel af lettere udstyr med luftpudefartøjer eller lignende, kræve en omfattende overførsel af tungt materiel og forsyninger ved hjælp af skibe.
For at dette skal kunne foregå, skal følgende forudsætninger være opfyldt:

  • Farvandet skal være minefrit.
  • Transporten skal beskyttes mod angreb fra fly og overfladefartøjer.
  • Hele konvojen skal beskyttes mod angreb fra ubåde.

Minerydning kræver minestrygere, men det er ikke givet, at vi har været i stand til at udlægge minerne, og i så tilfælde ville der ikke være brug for minestrygere.
Beskyttelse mod fly og overfladeskibe kræver eskortering af særligt egnede overfladeskibe samt flydækning, men det er ikke givet, at der vil være NATO-fly og -overfladeskibe til rådighed, når konvojen sendes af sted. I så tilfælde vil der kun være begrænset brug for eskorte.
Beskyttelse mod ubåde kræver særligt egnede skibe og fly/helikoptere, en anti-ubådskapabilitet. Og da ubådene i sagens natur næppe vil komme i kamp, før modstanderen forsøger at trænge frem til øerne, må man formode, at ubådsvåbnet stort set vil være intakt, indtil der er truffet beslutning om, at invasionen skal gennemføres.
Så hvad enten der er udlagt miner eller ej, eller hvorvidt der er NATO- fly eller -skibe til rådighed eller ej, vil ubådenes tilstedeværelse tvinge angriberen til at formere en anti-ubådskapabilitet samt tvinge invasions- flåden til at sejle i konvoj. Begge dele vil komplicere hele invasionsfore- tagendet i alvorlig grad og dermed øge sandsynligheden for, at vi får et varsel om, at foretagendet er under udvikling. Hvorvidt ubåden kommer til engagement på et af skibene i invasionskonvojen er mindre væsentligt. Det er dens blotte tilstedeværelse og engagementspotentiale, der er afgørende. Den militære delafgørelse kan derfor identificeres at være flg.:
»Ubåden og dens engagementspotentiale overlever/overlever ikke modstanderens efterstræbelser forud for og under et invasionsforetagende«. Det er i forhold til denne delafgørelse, at parterne må polarisere sig. Spørgsmålet er derfor nu, hvilke omkostninger, der er forbundet med at etablere henholdsvis ubådskapabilitet og antiubådskapabilitet.

At have en ubåd på permanent station i Østersøen kræver erfaringsmæssigt mindst 3 ubåde i organisationen, af hensyn til omskiftninger samt nødvendige eftersyn og reparationer.
Modstanderen behøver derimod kun at have én samlet anti-ubåds- kapabilitet, idet han kan vælge tid og sted for invasionen. Til gengæld kræves der et større antal skibe og satellitter/fly/helikoptere til at producere denne fornødne samlede anti-ubådskapabilitet over for bare én enkelt ubåd.
Omkostningerne ved at tilvejebringe anti-ubådskapabiliteten er derfor flere gange større end for ubådskapabilitetens vedkommende. Den alternative mulighed, at sejle uden om de vanddybder, som ubåden har behov for, forekommer at være en lidet tillokkende løsning, da invasions- flåden herved ville eksponere sig tidligere for forsvaret.
Man kan derfor foreløbigt konkludere, at det drejer sig om at anskaffe én ubådstype, som har maksimale overlevelsesmuligheder, et vist engage- mentspotentiale og en vis evne til at opholde sig i længere tid »på station«, idet det er disse egenskaber, som udgør polariteten til den militære afgørelse, og det er dermed disse egenskaber, vi skal søgé fremmet, når vi skal have optimeret kapabiliteten.
Man kan nu beskrive en doktrin for indsættelse af ubåde: »Evnen til at holde én eller flere ubåde på station i Østersøen under spændingsperioder eller i krig skal tvinge modstanderen til at Investere i anti-ubådskapabilitet samt til i givet fald at måtte formere en anti-ubådskapabilitet i forbindelse med et invasionsforetagende«.

I hvor høj grad ubåde kan overleve i længere tid i Østersøen eller ej, skal undertegnede ikke udtale sig om, men blot nøjes med at konstatere, at Vesttyskland, Sverige, Norge m.fl. udvikler og anskaffer ubåde, der er optimerede til operationer i snævre farvande.
Da man derfor, i tillid til oveimævnte nationers dømmekraft, må vurdere, at de teknologiske muligheder er tilstede, mangler man nu blot at få tilvejebragt den optimale teknologi (ubådstypen) som en funktion af doktrin og organisation.
Hvad organisationen angår, kan man indledningsvis konstatere, at der i det væsentlige kun kan blive tale om et udbud/efterspørgsel-problem, idet det danske samfunds generelle udviklingsstade medfører, at det, stort set, er muligt at tilvejebringe det fornødne kvalificerede personel, ifald man afsætter de fornødne ressourcer.
Man kan derfor opstille en model, hvor man ved hjælp af relative udtryk kan belyse, hvilken ubådstype man bør vælge, når der foreligger et budgetteret anskaffelsesbeløb samt et antal kandidat-ubådstyper. Modellen konstrueres over en rummelig inddeling af de egenskaber, som må være relevante i forhold til doktrinen og organisationen. For doktrinens vedkommende forekommer disse egenskaber at være:

  1. Antal ubåde for beløbsrammen.
  2. Udholdenhed, når neddykket.
  3. Lav støjprofil ved undervandssejlads.
  4. Høj hastighed ved undervandssejlads.
  5. Høj manøvreevne ved undervandssejlads.
  6. Evne til at operere på lave vanddybder.
  7. Evne til at opdage, identificere og plotte både ubåde og overfladefartøjer.
  8. Evne til at holde kontakt med egne styrker.
  9. Evne til at kunne engagere overfladefartøjer.
  10. Evne til at kunne engagere andre ubåde.
  11. Evne til at iværksætte aktive modforholdsregler mod angreb. (Støjsendere eller lignende)
  12. Robusthed over for våbenvirkning.
  13. Høj drifttid.

    For organisationens vedkommende forekommer disse egenskaber at være:
     

  14. Lave bemandingskrav.
  15. Lave krav til uddannelse og træning.
  16. Lave krav til forsynings- og vedligeholdelsestjenesten.

Denne inddeling er, som anført, særdeles runmmelig, og indeholder en mængde »underegenskaber«, bl.a. Pge for de forskellige systemer i ubåden. Men til at anskueliggøre analysemetoden, er inddelingen tilstrækkelig nøjagtig.
Man skal herefter have prioriteret de forskellige egenskabers vigtighed i forhold til den militære afgørelse, dvs. i forhold til overlevelsesevnen, udholdenheden og engagementspotentialet. Denne prioritering udtrykkes gennem en tildeling af en vægtningsfaktor til hver enkelt egenskab. Dette kan gøres ved at fordele f.eks. 100 points mellem de forskellige egenskaber.
Man kan herefter værdiansætte de foreliggende kandidattypers opfyldelse af de anførte egenskaber på en relativ skala. Denne kunne f.eks. være fra 1 til 10. Man kan således få et direkte udtryk for kandidattypemes relatiue egnethed gennem udtiykket: »Summen af vægtningsfaktor gange relativ værdi for alle egenskaber«.
Udtrykt i skemaform for hver enkelt kandidattype:

Det fundne tal, den relative egnethed for hver kandidattype, vil umiddelbart fortælle, hvilken ubådstype, man bør vælge, idet typen med det højeste egnethedstal vil give maksimal kapabilitet.
Dette lyder jo nok så overbevisende, men det må igen understreges, at det for komplicerede materielgenstande er således, at de umiddelbart relevante egenskaber viser sig at være resultanten af et hieraki af »underegenskaber«, som hver for sig er nok så vanskelige at værdiansætte, eksemplet med missilsystemet i erindring.
Man kan blot betragte egenskab 7. evnen til at opdage, identificere og plotte både ubåde og overfladefartøjer. Dette kræver forskellige sensorer samt datakapacitet i ubåden. Ligeledes skal ubåden helst også kunne modtage data fra eksterne sensorer, f.eks. satellitter, og ubåden skal ligeledes kunne videresende data til egen organisation uden for stor risiko for at blive opdaget af modstanderens pejlesystemer.
Med andre ord, en sekvens af begivenheder, og dermed en sekvens af sandsynligheder i lighed med det under missilsystemet beskrevne. De fundne egnetheder er derfor ikke »magiske tal«, men blot tendenser, og værdien af at gennemføre hele processen ligger mest i, at den for det første repræsenterer en systematisering af problemerne, og at den for det andet tvinger sagsbehandlerne til at tage bindende stilling til egenskaberne, før projektet forelægges for besluttende myndighed.

Operationsanalyse

6. Sammenholder man samtlige foregående udredninger, fremtræder der et overordentligt komplekst problem, både når man skal generere militære strukturer, og når man skal evaluere disse strukturer. Den hierakiske opbygning af kapabilitetsbegrebet forekommer ud fra en umiddelbar betragtning at simplificere problemet. Men hvor man kan opstille et nogenlunde overskueligt hieraki for søkrigs-kapabilitet, i lighed med det for luftkrig viste, ja, så kan man som et minimum identificere flg. strata i et landkrigs-kapabilitetshieraki:

  • Armégruppe.
  • Armé.
  • Korps. (Panserkorps, alm. korps)
  • Division. (Panser(div), panserinfanteri(div), infanteri(div) m.v
  • Brigade. ( - - - )
  • Bataljon. ( - - - )
  • Kompagni. ( - - - )
  • Deling. ( - - - )
  • Gruppe. ( - - - )
  • Soldat. (- - - )

(Det skal understreges, at denne stratifikation intet har at gøre med et organisationsskema i traditionel forstand. Betegnelserne er blot overskrifter på de respektive strata.)
Der optræder med andre ord flere del-kapabiliteter på hvert stratum. For den samlede militærstrategiske kapabilitet gælder endvidere, at de væmsvise del-kapabiliteter både direkte og indirekte påvirker hinanden. Værnene yder hinanden både »logistisk« og »operativ« støtte, hvilket yderligere komplicerer forholdene.
Men det forekommer alligevel at være muligt at gemiemføre en opera- tionsanalytisk bearbejdning af problemkomplekset. Som tidligere anført er det muligt at specificere elementerne i krigsførelsens kredsløb ganske nøje på de laveste taktiske niveauer, og det skulle således være muligt at opstille matematiske fortolkninger af relationerne mellem elementerne. Lad os derfor betragte modellen på figur 1 (s. 49) endnu engang:
Man kan opfatte modellen som et »servo-system«, som stræber efter at holde sig selv i balance i forhold til den militeere^gørelse. Begge parter forsøger at »tippe balancen« til egen fordel, men hver gang den ene part øger sin (del-)kapabilitet, vil modparten modtage »feed-back« fra sin efterretningstjeneste og vil omgående søge at øge sin modsvarende kapabilitet. Dette vil igen fortælle den første part, at denne bør modjustere sin kapabilitet osv. osv.

Men som det fremgår af figur 2, udgør den enkelte »klase« af del-kapabiliteter tilsammen (del-)kapabiliteten på næste højere stratum. Det må derfor være muligt at opstille en analog matematisk afbildning af den samlede militærstrategiske kapabilitet, når man er i stand til at lave matematiske fortolkninger af samtlige, laveste, taktiske del-kapabiliteter.
Hvilket stratum, man skal vælge som grundmodel, kan selvfølgeligt diskuteres. Men af hensyn til overskueligheden forekommer det for landstyrkernes vedkommende at være rimeligt at tage udgangspunkt i »troppeenheden«. Dette begreb dækker den mindste hærstyrke, som kan kæmpe selvstændigt (i Danmark »Brigaden«), idet den rummer alle de elementer, kampvogne, artilleri, forsyningstjeneste m.v., som er nødvendige for kampens gennemførelse. Troppeenhedens kapabilitet i forhold til forskellige relevante militære afgørelser kan udledes ved at starte med de laveste taktiske niveauer, samtidigt med at man fordeler troppeenhedens egne støttemidler til disse efter statistiske fordelingsregler. Herved skulle troppeenhedens samlede kapabilitet i forhold til afgørelserne kunne udledes.
Udefra kommende støtte til troppeenheden, dvs. flystøtte, artilleristøtte m.v. vil ligeledes optræde som en statistisk fordelt tildeling. Men da modparten er underkastet de samme fordelingsregler, vil de resulterende kapabiliteter være direkte sammenlignelige. Hermed er der åbnet mulighed for elektronisk databehandling af kapabilitetsproblemet.
Men som tidligere omtalt er det nødvendigt at introducere krigens imponderabilier i modellen, når man vil fortolke kamp- og krigsforløb.
Disse imponderabilier genererer både uforklarKge kampudfald og den ligeledes tidligere omtalte krigens indre friktion. Både de uforklarlige kampudfald og friktionen kan være resultatet af ikke-menneskeskabte hændelser, men de forårsages især af menneskets ufuldkommenhed. Organisationen består af mennesker, udrustet med og/éller grupperet omkring teknologi, og hvorledes kvantificerer man frygt, mod, stress, talent, intuition, viljestyrke, handlekraft, fleksibilitet, subkulturel adfærd osv. osv.?
Hvorledes måler man det umålelige? Psykologien og almen menneskelig erfaring kan hjælpe os en del af vejen, hvis vi er tvunget til at skulle kvantificere de menneskelige egenskaber og reaktioner.
Krigshistorien, og de deraf udledede, forhåbentligt almengyldige grundprincipper for krigsføring, kan hjælpe os med at simulere del-kapabili- tetemes »dialektiske sammenstød« i operationsmiljøeme. Men vi er nødsaget til at erkende, at man kun kan prognosticere kamp- og krigsforløb med meget store forbehold. En operationsanalytisk »totalløsning« er en fiktion, hvilket allerede Clausewitz erkendte og gav udtryk for gennem sit udsagn:

»Vi ser altså, hvorledes det absolutte, det såkaldt matematiske, helt fra begyndelsen ikke finder fodfæste noget sted i krigskunstens beregninger, og at der fra første færd optræder et spil af muligheder, sandsynligheder, held og uheld, som løber videre i krigens sammenvæv af store og små tråde, og som får den til at ligne kortspillet mest blandt alle den menneskelige adfærds forgreninger«. (Vom Kriege, i. bog)

Det, der nu står tilbage, er en vurdering af, hvorvidt de i grundlaget opstillede krav til en begrebsstruktur er imødekommet. Men da evnen til selvkritik er én af de sjældneste egenskaber hos mennesket, sparsomt fordelt på nogle få individer, må undertegnede overlade denne vurdering til læseren.

S.Bergstein.

NOTER
1) Det skal bemærkes, at en udstrakt anvendelse af kemiske kampstoffer forudsættes at ville udløse en atomkrig.

2) »Imponderabilier«: Flt. Hvad der ikke kan vejes: forhold, egenskaber, hensyn osv., hvis betydning ikke lader sig bestemme (Gyldendals Fremmedordbog, 1976).

3) Hvilket i øvrigt også er gældende for den såkaldt strategiske atomkrig. Ødelæggelsen af modstanderens samfund medfører ødelæggelse af hans evne til voldsanvendelse. Men da atomkrigen samtidigt - under de nuværende omstændigheder - er ensbetydende med selvmord, er denne form for krigsførelse egentlig uinteressant. Den er under alle omstændigheder ikke rationel.

4) Redegørelsen vedr. krigens formål, målet i krigen, den militære afgørelse og polariseringen er et resumé af det Clausewitz’ske begrebsapparat, således som dette er udviklet i »Vom Kriege«. Det skal i tilslutning hertil bemærkes, at begrebsapparatet kun er gyldigt for bipolære krige.

5) Der sondres normalt mellem det politiske, det militærstrategiske, det operative (eller operationelle) og de taktiske niveauer. For hærens vedkommende dækker de taktiske niveauer op til og med divisionsniveauet, hvor det operative niveau starter. Det militærstrategiske niveau udgøres af den øverste militære ledelse.Niveaueme overlapper selvsagt hinanden.

6) Det skal bemærkes, at på det militærstrategiske niveau vil denne planlægning bestå af en optimering inden for de af den politiske ledelse givne rammer. På de lavere niveauer tenderer optimeringen mod en maksimering, som vil nærme sig det totale på de laveste taktiske niveauer, selvopholdelsesdriften i erindring. Man kan ikke forvente, at soldaterne skal acceptere begrænsninger i planlægningen, som kan medføre egen død eller lemlæstelse.

7) Udtrykket »kampkraft« dækker produktet af manøvrer, ildkraft, beskyttelse og fører- virksomhed. Disse begreber kan udledes af kapabilitetsbegrebet, som kan sættes i stedet for »kampkraft« uden at virke umiddelbart meningsforstyrrende
 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_feb.pdf

Litteraturliste

Del: