Om »skiftingen« af 6. juli 1867.

Som det må fremgå af mit indlægs indhold og omfang har et forsøg på analyse og vurdering af de skiftende ordningers samlede bonitet hverken været tilstræbt eller muligt. For så vidt angår 67-ordningen har jeg ikke næret noget ønske om at se den noteret ud over dens pålydende. Hvad jeg imidlertid fortsat finder god grund til at fremhæve er, at der i årene efter den 2. slesvigske krig - ligesom det var tilfældet efter besættelsen - efter nederlag, tab af suverænitet og dermed følgende økonomiske og sociale tilbageslag, snarere kan registreres vilje til at søge selvstændigheden beskyttet fremover end spores tilbøjelighed til at sygne hen i - måske mere forståelig - fatalistisk afmagt.
Om 6. juli lovens kvantitet og den vilje den udsprang af måles bedst ved »at tælle hoveder« eller anskue den i lyset af landets økonomiske ressourcer, der begrænsedes så markant efter 1864, får ved denne lejlighed stå hen. Men som kuriosum kan det anføres, at ordningen ikke blot i mere højtidelige historiske fremstillinger, som oven for anført, men også i så enkle, men talstærke publikationer som Lærebog for Hærens menige, senere Grundbogen for Hærens menige, gives en positiv omtale, jvf. eksempelvis udgaverne, 1948, 1956, 1965 og 1969.
Om øvrige efterlyste karakteriserende træk kun dette: De er ikke udeladt af despekt for deres betydning, men for som undertone at give plads til spørgsmålet om ikke Axel Oxenstiemes gamle ord, som gengivet hos Otto Vaupell i Den Dansk/Norske Hærs historie (2. del p. 595), har fået forøget aktualitet: Dani ordinant et reordinant et tamen semper sine ordine vivunt.

H. W. Gram.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del: