Om en af vore seriøse beskæftigelser: Operativ planlægning til bunds eller bureaukratiske korthuse med frasefyld

Major Michael H. Clemmesen, Gardehusarregimentet, fremstiller her nogle synspunkter:
 

En nu pensioneret kollega bemærkede for nogen tid siden over for mig, at det først var efter krigen, at vi i den danske hær var blevet professionelle i den operative planlægning. Først da var vi gået i gang med at planlægge til bunds.
Det undrede mig lidt, fordi jeg under arbejde med førkrigsperiodens planlægning^ ikke kunne konstatere væsentlige mangler i denne. Såvel mobiliseringen som sammendragningen til alternative mulige indsættelses- områder, placeringen her samt bevogtnmgen af truede havne, kyststrækninger og kommunikationer var grundigt forberedt. Der eksisterede altid ajourførte planer for ødelæggelse af kommunikationerne, og på dette og andre områder, som i dag opfattes som en naturlig del af den regionale planlægnmg, var der et tæt samarbejde med civile myndigheder.
Men der var dog en forskel. Planerne var tyndere. Kun, hvor der var tale om forberedelser til forsvar af et nøgleområde - som ved Københavns landforsvar og senere byens luftforsvar - var der tale om, hvad vi i dag vil kalde planlægning til bunds. Man var øjensynlig mindre optimistiske m.h.t. mulighederne for at kunne forudse angriberens handlinger end vi er i dag. Planernes logistiske dele, bevogtningsplaneme og de generelle oplysninger om hindringer var vel så detaljerede, som vi kender dem i dag, men planerne var langt mindre omfattende på det rent operative område. Stillinger, hindringer og anvendelse af artilleri o.a. kunne efter den tids opfattelse ikke fastlægges på forhånd. Det måtte henlægges til den førervirksomhed under tidspres, som fandt sted, når situationen var mere afklaret. Denne førervirksomhed øvedes under varierende forudsætninger jævnligt under krigsspil, instruktionsøvelser og generalstabsrejser. Ofte skete endog det, at man brød med de forudsætninger, der faktisk var indarbejdede i planlægningen m.h.t. mobiliseringstidspunkt og angriberens operationer, og gennemtvang en ny førervirksomhed fra top til bund.
Uanset om udgangspunktet var det normale eller ikke, blev fremrykningen planlagt, stillinger fastlagt og troppeinddelingen lavet pa det tidspunkt, hvor man kunne have reel viden om, hvilke enheder, man faktisk havde rådighed over, hvor man kendte disse enheders materiel- og personelsituation (herunder den faktiske førers kvalitet), samt hvor angriberens situation var bare lidt afklaret. Kun, hvor hovedparten af disse forhold var kendte, hvilket var tilfældet f.eks. da man anlagde Tune-stillingen, planlagde man til bunds. Men så kunne man også forberede til bunds, herunder udbygge stillinger og hindringer. I øvrigt så man sig selv ved Time-stillingen ikke i stand til på forhånd at befale, hvilke enheder, der skulle besætte et givet afsnit.
Det er min påstand her, at det var datidens forberedelsesform, der er bedst i overensstemmelse med krigens vilkår, at det således er den mest militært professionelle. For tidligt at forberede til bunds er bureaukratisk at undergrave det professionelle i forsvarsforberedelseme.

Af hensyn til den logistiske planlægning ved såvel felthæren som det regionale forsvar - og denne planlægning må, hvor overhovedet muligt, gennemføres til bunds - må det primære sammendragningsområde for hver troppeenhed fastlægges. Af hensyn til samme planlægning og for at kunne have et grundlag for forberedelsen af hindrmger og ødelæggelser må man have en styrende opfattelse af, hvilken karakter kampen vil få. Det er imidlertid et åbent spørgsmål, hvor meget længere man skal gå.
Hvis det var sandsynligt, at vi kunne tage det operative initiativ, kunne man forsvare en detajlforberedelse af »indbrudsfasen« og af skridt, der i samme fase kunne lamme modstanderen og gøre de første operationer til en operativ sejr. Det er ikke vor situation.
Hvis vi med sikkerhed havde så store styrker, at vi ved en fast placering af disse kunne gardere os mod alle sandsynlige fjendtlige handlinger og fortsat bevare en betydelig reserve til imødegåelsen af de usandsynlige, kunne vi detajlplanlægge for de »sandsynlige«. Det er heller ikke vor situation.
Hvis vi gennem en detajlplanlægning kunne sikre os, at der blev iavesteret \ faste forsvarsanlæg, som kunne gøre løsningen af en delopgave lettere, måtte vi gennemføre en sådan planlægning for det pågældende område. Men hvor er det tilfældet?
Hvis vort officerskorps var utilstrækkeligt uddannet til løbende og fleksibel førervirksomhed med inddragelse af de faktiske vilkår, måtte vi satse på forberedelse af én eller to situationer til bunds og håbe på, at intet uforudset skete. Med de ressourcer, vi hidtil har ofret på uddannelse af officerer på niveauet over deres umiddelbare funktionsniveau skulle dette ikke være nødvendigt.
Hvis modpartens handlemuligheder var så få og vor egen styrkesammensætning så entydig, at man ved to-tre alternative indsættelsesmåder kunne sikre en afparering, ville det være relevant at overveje, om disse alternativer skulle planlægges til bunds. Såvel antallet af modpartens handlemuligheder, som ikke mindst vor egen usikre udgangssituation i løsningen af en opgave, taler imod etforsøg på dette. Planerne bliver enorme, vanskelige at holde ajour, næsten umulige at sætte sig ind i under stress og tidspres, og de vil alligevel ikke dække den faktiske situation. Det er rigtigt, at det er lettere at improvisere, hvis der findes et grundlag - en plan - for improvisationen. Men dels forudsætter det, at planen er kendt, hvilket igen forudsætter, at den er ret simpel, dels er det ret irrelevant på niveauer imder, bataljon, hvor kampens forløb helt styres af årstiderne, tilfældig våbenvirkning og den lokale førers reaktionsevne. Det forudsætter dog først og fremmest en klar og situationsrelevant opgaveformulering samt en trænet evne til at improvisere.
Jo større - d.v.s. jo mere detaljeret - plankomplekset er, jo længere vil det vare at indpasse en ny indsigt vedrørende modpartens metode eller egne muligheder, jo større risiko er der for kompromittering, jo mere luller man sig ind i vanen at tro på, a ^ e t er forsvareren, der styrer angriberens handlinger: han må jo lade sig slyre af denne mængde papir. Stadig mere afløser rettelse af papiret reel og løbende tankevirksomhed og diskussion om de sandsynlige operative vilkår. Stadig mere specialiseres enhedernes officerskorps i løsningen af den ikke nødvendigvis eneste tænkelige opgave.
Hvis hæren umiddelbart var klar til indsættelse, kunne man betragte det som hensigtsmæssigt at have forberedt, hvad den i første omgang skulle gøre. Det er den imidlertid som bekendt ikke. Når det efter den første sammendrag af felthæren bliver relevant at udbygge den over- .ordnede planlægning har der været god tid til dette, og denne udbygning kan nu ske ud fra et langt mere solidt kendskab til ikkfi mindst egen situation.
En ting må vi dog nok se i øjnene: en planlægning, der ikke på alle områder når til bunds, virker mindre imponerende på besøgende allierede og nationale militære bureaukrater.

Professionalisme er hverken ligefrem eller omvendt proportional med mængden af papir. På nogle områder er - som allerede nævnt - detajl- planer nødvendige. Mobilisering af civile og militære ressourcer, logistik, sammendragning samt sikring af nøgleområder bør være gennemtænkt og dækket af realistiske detajlplaner. Men i vor situation-gælder på det operative område den hovedregel, som en taktiklærer i sin tid med et Moltke-citat søgte at bank& ind i kadetternes hoveder: man skal tænke forud, ikke forhåndsdisponere. Og man skal kunne handle fleksibelt under hensyn til den faktiske situation.
Med udgangspunkt i det nødvendige sæt af detajlplaner bør stabene jævnligt øves i tilbundsgående operativ planlægning i forskellige situationer, der ligger inden for disse planers forudsætninger. Af og til bør man dog også tvinges til at iværksætte planlægning på et helt nyt forudsæt- ningsgrundlag. På den måde undgår man at blive bundet af, at en troppeenhed nødvendigvis må sammendrages ud fra hensynet til løsningen af én primær opgave. Instruktionsøvelser og stabs- og signaløvelse'r bør ikke være mere eller mindre direkte afprøvning af planer, men som hovedregel en frisk udarbejdelse af operative løsninger på relevante problemer. På den måde sikrer man sig mod, at den daglige planlægning bliver irrelevant detaljeret og derigennem så belastende, at operativ tænknmg hæmmes.
Omfattende operative altemativplaner kunne få en gavnlig virkning, men kun, hvis man i en beredskabsperiode samlede dem alle og placerede dem i vor potentielle modstanders hænder. Da han i endnu højere grad end vi er bureaukrat, ville han være tvunget til at tage dem alvorligt og søge en logisk sammenhæng i deres udsagn. Vi ville være tvunget til konstruktiv nyvurdering.

M.H. Clemmesen.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.