Officersuddannelsen

Som svar på tidsskriftets indbydelse i januar-nummeret til debat om officersuddannelsen har redaktionen modtaget nedenstående indlæg fra Chefen for Sjællandske Signalpark, major S. E. Christensen.

Taknikerens rolle

Skal der stå Taktiker eller Tekniker, vil én og anden nok spørge, — ganske som man i praksis kan komme i tvivl om, hvorvidt der skal stå en taktiker eller en tekniker som garant for, at et militært problem bliver rigtigt vurderet. Lad det med denne indledning være røbet, at nærværende indlæg er ment som et bidrag til den debat, Militært tidsskrift opfordrer til i sit januar-nummer. Det er inspireret af de to artikler, der er lagt frem som udgangspunkt for debatten (generalmajor H. C. Engelis og oberstløjtnant Nils Bergs), samt (i mindre grad) af »-m-«’s recension »Systemanalyse« i Militært tidsskrift, november 1965. Det vil ikke gå i rette med disse artikler, men kan vel med lidt god vilje betragtes som et supplement, — i form af et par personlige synspunkter og meningstilkendegivelser og med karakter af strejftog gennem de to områder

— Linieofficerens placering i den taktisk-tekniske verden, og
— Frit eller bundet studium (tildels et udvælgelsesproblem og et informationsproblem)

- - - 

Før vi kan placere linieofficeren i den taktisk-tekniske verden, må vi have en forestilling om, hvordan denne verden ser ud. Den kan nogenlunde konkret illustreres med figur 1; figurens matematiske udseende må ikke forskrække; i virkeligheden er den meget simpel: Den vandrette akse angiver det taktiske niveau og den lodrette akse det tekniske niveau.

A vil således være en dygtig taktiker med en vis teknisk indsigt, og B en dygtig tekniker med en beskeden indsigt i taktikkens mysterier. Hvis vi stiller større og større krav i den ene eller anden retning (bevæger os længere og længere ud ad en af akserne), må vi nok forvente, at helt store ydelser på den ene front til en vis grad må betales med en svækkelse af den anden, sådan at man kan hævde, at placering uden for den buede linie er forbeholdt genierne. Lad os dernæst reservere de høje tekniske niveauer nærmest den lodrette akse for civile (ofte stærkt specialiserede) teknikere med en større eller mindre militær intention. Linieofficerernes del vil da kunne angives som det tyndt skraverede område, og trods det upræcise billede (grænselinierne er jo i virkeligheden ikke linier men udflydende grænseområder, og akserne mangler enhedsangivelser), vil man formentlig have en nogenlunde sikker fornemmelse af, hvor man selv og andre kan placeres. Det må være klart, at én og samme mand ikke kan nå at blive fortrolig med hele dette område, og så opstår jo kommunikationsproblemet.

Lad os betragte A lidt nærmere. Han vil ikke kunne bevæge sig frit omkring; hans domæne begrænses af akserne samt den lodrette og vandrette linie gennem hans position. Tilsvarende for B. Hvis A ønsker at drøfte et taktisk-teknisk problem med B, vil han altså være henvist til at lade drøftelserne foregå på de lave niveauer inden for rammerne af det tæt skraverede fællesareal. Jo mere A eller B fjerner sig fra dette fællesområde desto større bliver risikoen for mis- eller uforståelser. Endnu tydeligere bliver det vel, hvis man et øjeblik forestiller sig taktik/teknik erstattet af dansk/fransk; A og B kan i så fald sikkert få sig et par hyggelige timer sammen, men man skal ikke overlade dem at forhandle om vigtige dansk-franske problemer. Medmindre de har en tolk til rådighed.

Tolken C vil jo nemlig være karakteriseret ved, at han set med såvel A’s som B’s øjne behersker »den andens« område på et betydeligt højere niveau, samtidigt med at han er mere på talefod med én selv, — og man vil umiddelbart se, at risikoen for misforståelser er reduceret betydeligt, fordi C ved hjælp af sit areal så at sige danner bro mellem taktikeren og teknikeren. Javel, men når nu den pågældende verden er så stor og indviklet, hvorfor så ikke overlade den mest teknisk prægede del af den til civile, — det er urimeligt, at forsvaret skal bære den belastning, der følger af at placere officerer der.

Principielt kan afståelsen ske på to måder: Man kan vælge et teknisk niveau (linien 1) og hævde, at over dette skal officerer ikke placeres. Eller man kan lade grænsen være den skrå linie s og hævde, at officerens taktiske niveau stedse bør være højere end hans tekniske.

Der er blot det at sige til disse »løsninger«, at de vil medføre et utilladeligt tomrum, fordi man ikke får civile teknikere til at interessere sig tilstrækkeligt for disse ofte højst militære områder. Og skulle forsvaret basere tomrummets udfyldelse udelukkende på kontrakter med civile fra område B, som så bibragtes den fornødne militære baggrund, ville det nok ret hurtigt vise sig at være en større belastning for forsvaret end den nuværende.

Men hvor langt skal man da gå? Skal vi f. eks. have teknisk forskning inden for dansk forsvar? Selvfølgelig skal vi det. Hvis vi undlader det, vil fremmede nemlig vælge for os i en del situationer, hvor kampenheders duelighed og store summer står på spil, — og det vil ikke altid være et valg til vor fordel. Men det må nok fremhæves, at vi her er ude i grænseområdet til venstre på figuren, og at netop forskning er et felt, hvor vi i mange tilfælde vil støtte os på område B ved hjælp af kontrakter. Når man så hører nogen harcelere over, at der sidder for mange linieofficerer og »forsker« rundt omkring ved forsvarets tekniske tjenester, vil der som regel være tale om følgende to fejltagelser: For det første skelner man ikke nok mellem de vidt forskellige hegreher grundforskning, målforskning og tekniske undersøgelser. For det andet hænger man sig for meget i det letkøbte synspunkt, at man jo bare kan se på, hvad amerikanerne har fundet ud af, — vi behøver ikke selv at gennemføre langvarige og dyre tekniske undersøgelser. Går man lidt nærmere ind på dette sidste, viser det sig imidlertid hurtigt, at man her rører ved et af de småstatsproblemer, som vi jf. generalmajor Engeil må trækkes med: Både vore menneske-, penge- og industriressourcer er ganske enkelt så beskedne, at vi i høj grad er afhængige af udenlandsk forskning og produktion. Og skal vi så vælge amerikansk, fordi man der er længst fremme, — eller skal vi vrage amerikansk, fordi det er dyrest? Skal man vælge japansk, fordi det er billigst, eller skal man vælge europæisk af hensyn til samarbejde og genforsyning? Og i så fald tysk, fransk eller engelsk? Eller skal man gå ind for danske varer på licens — uden hensyn til pris og leveringstid?

- - -

Gennem »-m-«’s recension har undertegnede fået det indtryk, at »Systemanalyse« vil kunne bidrage til, at en del af vor moderne jungle (som vi velsagtens har skabt os i mangel af den oprindelige) kortlægges, — eller måske snarere: ryddes. Sideløbende hermed er (andre) unge videnskaber begyndt at ville gøre sig gældende, som f. eks. den, der kalder sig kybernetik (af det græske ord for styrmand), og som stiller os i udsigt, at man inden længe ved hjælp af den vil kunne styre hvadsomhelst og vist også hvemsomhelst. Om disse moderne begreber gælder det vel, at de endnu er i lømmelalderen og derfor bør betragtes med en passende blanding af skepsis og forhåbning. Måske er der tale om »Kejserens nye klæder« i superteknisk tilsnit, og måske vil de udvikle sig til at blive det smøremiddel, der skal afhjælpe fredsmaskinens tiltagende friktion (Kælenavn for de to gespenster Administration og Koordination). Et er dog givet: Hvis ikke vi i tide interesserer os for deres udvikling, vil resultatet en skønne dag komme bag på os, og initiativet vil dermed være gledet os af hænde. Og der må vel at mærke ikke være tvivl om, at den interesse, der skal vises nyskabelser som de nævnte, må være så dybtgående, at en videnskabelig indsigt og skoling vil være en helt nødvendig forudsætning for at skønne rigtigt. (Ind imellem kan vi så glæde os over, at der også er noget, der hedder i småstats-fordele«, f. eks. dette, at vi kan nøjes med at læse om de enorme forsknings- og forsøgsudgifter, store stater må trækkes med for overhovedet at finde ud af, på hvilke felter der virkelig bør forskes og udvikles. Og med hensyn til de vidundermaskiner, vi viftes om næsen med og tror, at alle andre har, så kan vi roligt gå ud fra, at vi lang tid endnu vil være henvist til selv at skulle huske, tænke og handle). Det store spørgsmål er så: Hvordan skal linieofficeren nu gøres — og selv gøre sig — kvalificeret til at begå sig i de omgivelser, der således venter ham, — ja mere end det: at dirigere en større eller mindre del af disse omgivelser?

- - -

Oberstløjtnant Nils Berg giver i sit essay en utraditionel fremstilling af de emneområder (og deres indbyrdes sammenhæng), som man må tænke på i forbindelse med den grunduddannelse, linieofficeren skal/bør have, — og generalmajor H. C. Engcll belyser et af de allerstørste efteruddannelses-behov. Hvad undertegnede i al beskedenhed kunne ønske at uddybe lidt i fortsættelse heraf er, at ét er at gøre op, på hvilke områder linieofficeren skal uddannes, — noget andet og vist lige så betydningsfuldt, at diskutere og fastsætte, hvorledes han får denne uddannelse. Hvis man forudsætter, at linieofficerens uddannelsesforløb vil være grunduddannelse-specialuddannelse-efteruddannelse, vil man naturligvis skulle opstille, hvilke fag der skal studeres inden for hver af disse faser, samt for de to sidstes vedkommende: inden for hvert af de mange specialer. Samtidigt med en sådan fastlæggelse af fagområderne og den vægt disse områder skal have indbyrdes, vil det utvivlsomt blive mere og mere påkrævet også at dele den tid, de kræfter og de penge, der er til rådighed for den pågældende fase, på »en anden led«, nemlig obligatorisk/fakul- tativt. Af disse to fremmedord er det sidste (der vel ordret betyder »efter evne«) det mest interessante, fordi det jo netop er udnyttelse af foreliggende evner, det drejer sig om. Den fulde konsekvens heraf tages — som det er tilfældet ved mange velkendte civile uddannelsesområder -— når den studerende gør op med sig selv, hvilke evner han ønsker at udvikle, og derefter vælger et eller flere »fakulteter«, som han haserer sin uddannelse på. Det initiativ og den vilje, der ligger bag en sådan vælgen, er incitamenter af så afgørende betydning for den pågældendes engagement i uddannelsen, at man må stimulere dertil overalt, hvor det er muligt. Desværre kan man vist uden at risikere modsigelse hævde, at de bestræbelser, man i så henseende møder i forbindelse med linieofficersuddannelsen, er langt fra tilstrækkelige. Der er alt for stor risiko for, at linieofficeren gennemfører sin uddannelse uden at få en egentlig holdning til livsgerningen. Man kender næsten kun klasse-undervisning, —- eller om man vil: kommando-undervisning; krav om nye undervisningsområder søger man tilsyneladende honoreret ved at proppe flere og flere emner ind i mere og mere bristefærdige rammer (og bristeigrådfærdige elever). Og det sker selvsagt under påberåbelse af effektivitet. Det er givet, at hvis effektivitet skal måles i sider pr. tidsenhed, så er en skolebænk-uddannelse den mest effektive. Men det er lige så givet, at hvis man vil lægge resultater og ydelser gennem et livs virke til grund for målingen, så skal man benytte sig af den fakultative uddannelsesform i langt højere grad, end vi hidtil har kendt det. Formen bør praktiseres allerede under grunduddannelsen og bør tillægges stigende vægt ved stigende specialisering og videnskabelighed. Problemet med vægtfordelingen på de to uddannelsesformer (obligatorisk/ fakultativ) må være overkommeligt her, hvor der er tale om linieofficerer, — vi er jo specialister hvad angår beslutsomhed og dette at lægge tyngden på de rigtige steder i afgørende situationer.
Efter undertegnedes opfattelse kunne man med fordel gennemføre en fif- ty-fifty-fordeling under grunduddannelsen jf. fig. 2, hvor det skraveredefællesareal angiver en obligatorisk introduktion til de »fakulteter«, der kan blive tale om, — naturligvis med fyldestgørende oplysning om, hvilken betydning de pågældende valg-fag vil få i det fremtidige virke.

- - -

Alene dette, at den fakultative uddannelsesform vil medføre, at linieofficeren får en mere selvstændig og mere ansvarsbevidst holdning til sin gerning, skulle være tilstrækkeligt til at give denne form større vægt, end den har nu. Man kan vel næppe udpege noget andet erhverv, hvor netop selvstændighed og ansvarlighed hos den enkelte har så afgørende betydning.

Men hertil kommer, at et nyt begreb vil trænge sig mere og mere på og skubbe i samme retning, nemlig informationsproblemet. Dette har længe været et af de helt store spøgelser i den tekniske verden, hvor man regner med, at der jorden over trykkes ca. 2.000 sider nye informationer pr. minut, — med stærkt stigende tendens.

Informationsproblemet vil naturligvis ikke begrænse sig til tekniske fag, — det er blot her, det først har vist sig takket være den eksplosions- agtige tekniske udvikling. Ethvert fag vil få problemet på halsen, og det vil ganske særligt gøre sig gældende for »underviseren«, fordi det hos ham bliver to-sidet: Først skal han opspore de hedste kilder og fremskaffe den konkrete viden, hvilket i sig selv kan være vanskeligt nok, når kildevældene får karakter af syndflod. Men dernæst skal han jo selv være en informationskilde. Han skal raffinere det indsamlede råmateriale, så det færdige produkt (hans undervisning) bliver renset for forkerte, forældede og uvedkommende oplysninger, hvilket vil blive vanskeligere og vanskeligere at gennemføre. Og efter denne renselsesproces skal hans undervisning være så indholdsrig, at den giver tilhøreren/læseren en sikker viden på det pågældende område, — så sikker, at den specielt begavede elev får en tydelig fornemmelse af, i hvilken retning han bør fortsætte med et eventuelt specialstudium.

Dette bliver overordentligt krævende og vil næppe kunne forliges med den traditionelle klasseundervisningsform. Problemet vil utvivlsomt resultere i, at man også inden for forsvaret må gennemføre en »sortering af viden« i et omfang, som vist kun kan realiseres, hvis man tager den fakultative uddannelsesform til hjælp, og derved sikrer sig tilstrækkeligt mange specialister at placere denne viden og indsigt hos.

- - -

Slutteligt kan man så erindre sig det spørgsmål, som Militært tidsskrift rejser som indledning til debatten: Skal man nøjes med en nødvendig tilpasning, eller skal man gennemføre en egentlig reform af officersuddannelsen i overensstemmelse med det 20. århundredes krav? Spørgsmålets formulering frister til at svare: Den nødvendige tilpasning vil bestå i en reform.

Gladsaxe, 31. januar 1966.                                                    S. E. Christensen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon officeruddannelsen.pdf

 

 

 

 

Litteraturliste

Del: