Officersprofessionen

1. Cand. scient, pol. Henning Sørensen har med henblik på opnåelse af den erhvervsøkonomiske licentiatgrad den 26. februar 1988 ved Handelshøjskolen i København forsvaret en afhandling af juni 1986 om »Officersprofessionen - En komparativ analyse af den militære profession i Danmark sammenlignet med 6 andre vestlige lande«. Henning Sørensen har angivet formålet med sin afhandling til at være at:
- efterspore en overordnet udvikling i officersprofessionen fra kriger til administrator,
- tolke konsekvenserne af den stedfundne udvikling,
- undersøge om den militære profession er en profession samt
- skitsere de fundne resultaters betydning for tilrettelæggelsen af dansk forsvarspolitik.
 
Data er indsamlet gennem
- en spørgeskemaundersøgelse fra 1983 og 1984, hvor 420 af 525 officerer har besvaret et tilsendt skemas 63 spørgsmål,
- et intensivt personinterview med 49 officerer på højeste niveau (oberster/kommandører og generaler/admiraler),
- dokumentarisk og anden - fortrinsvis udenlandsk - litteratur og
- en kvalitativ indholdsanalyse af leder-artikleme i de 4 faglige officersorganisationers medlemsblade fra 1950 til 1982.
 
2. Afhandlingen omhandler en omtale af militærsociologiens resultater (kap. 1), en beskrivelse af en professionsmodel (kap. 2) samt en gennemgang af denne i de følgende 7 kapitler. En afrunding afslutter afhandlingen. Professionsmodellen omfatter rekruttering (kap. 3), uddannelse (kap. 4), de fire egentlige professionselementer, beskæftigelse (kap. 5), beskæf- tigelsesopfattelse (kap. 6), gruppe (kap. 7) og korpsånd (kap. 8) samt karriere (kap. 9).
 
Officersbegrebet
3. En gennemgang af afhandlingen efterlader det indtryk, at Henning Sørensen ikke har gjort sig klart, hvad han mener, officersbegrebet skal dække. Uden at have fastsat et indhold af officersprofessionen er det vanskeligt at beskrive en udvikling, bortset fra en konstatering af, at flere og flere kategorier af uddannelser og funktioner berettiger til, at man kan kalde sig officer. Men der må stadig være en kerne tilbage af et oprindeligt officersbegreb.
 
4. Officersprofessionens oprindelse fastsættes i afhandlingen til sidste halvdel af 1500-tallet, og Henning Sørensen anfører i forbindelse hermed, at fastlæggelsen af ældre begrebers indhold kræver omfattende special- studier. Henvisninger til militær professionalisme og massearmeer giver imidlertid anledning til at anføre, at ordet militær i udenlandsk sprogbrug, ikke mindst i engelsktalende lande, ofte kun refererer til hæren, medens der vedrørende krigsførelse til søs anvendes en anden terminologi - på engelsk f.eks.: Naval. Netop i løbet af 1500-tallet ændredes søkrigsførelsen fra fortrinsvis at være et spørgsmål om transport af soldater over vand med henblik på kamp mand mod mand, enten ved entring af fjendens skibe eller ved landgang på fjendens kyster, til at blive slag mellem skibe til søs. På grund af fremkomsten af egentligt skibsartilleri, større afhængighed af sejlføring og kravet til manøvrering, blev soldaten til søs afløst af den kæmpende sømand. På denne baggrund kan der stilles spørgsmål ved, om det er rimeligt, at forvente, at føreren af soldater i kamp og navigatøren på et skib kan beskrives ud fra samme model.
 
5. Udover en diskussion om indholdet af officersbegrebet kan der også konstateres en udvidelse af anvendelsen af dette. Hærloven af 1909 omtaler som ligestillede med officerer: Militære em- bedsmænd af Det tekniske Korps, Forplejningskorpset, Lægekorpset, Dyrlægekorpset og Auditørkorpset. Ved loven af 1922 oprettes endnu en personelgruppe ligestillet med officerer: Officiantgruppen. I 1932 fastsættes som ligestiUede: Feltingeniører, intendanter, læger og dyrlæger samt officianter. Forsvarslovene af 1951 indfører begrebet specialofficerer og gør intendanter til officerer. Samtidig gøres håndværkere til specialofficerer. Fenrik- gruppen oprettes som ligestillede med officerer. 1 1962 blev fenrikkeme specialofficerer. Fra 1969 indføres begrebet A- og B-officerer. Efter 1982 findes kun en linieofficersuddannelse: OGU-uddannelsen. Lægerne er fortsat ligestillede med officerer. Der kan derfor stilles det spørgsmål: Er det det oprindelige officers- begreb, der har ændret sig. Eller er det blot officersbetegnelsen, der er blevet udvidet til at dække nye og andre uddannelser samt nye funktioner. Det må konstateres, at det sidste også er tilfældet, og det bør tages i regning ved en analyse af officersprofessionen.
 
6. I undersøgelsen indgår reserveofficerer. Det fremgår imidlertid ikke, hvad reserveofficersbegrebet dækker. Reserveofficersbetegnelsen omfatter i Danmark mange kategorier personel med vidt forskellige uddannelser og anvendelser. I sin oprindelse er en reserveofficer en ikke-militær borger med en passende civil uddannelse og lederposition, der efter en kortvarig uddannelse i forsvaret hjemsendes med henblik på at stå til rådighed ved mobilisering. Reserveofficeren kan tegne rådighedskontrakt, og hans uddannelse vedligeholdes og udbygges gennem periodevise indkomman- deringer til uddannelse, øvelser m.v. Som følge af tidligere tiders officersmangel har en del reserveofficerer tegnet kontrakt om vedvarende eller længere tids tjeneste i forsvaret. Disse kontraktantagne officerer forretter i hær og flyvevåben fortrinsvis tjeneste i geled og stab, og i søværnet som navigatører. En stor del af flyvevåbnets piloter er ligeledes kontraktantagne officerer. Da reserveofficeren pr. definition er reserve for de faste officerer, er det korrekt at medtage ham i en undersøgelse som den foreliggende. Men der bør skelnes meget klart mellem egentlige, hjemsendte reserveofficerer med rådighedskontrakt og tjenstgørende, kontraktantagne reserveofficerer. 
 
Fra underofficer til officer
7. I afhandlingen har Henning Sørensen anført, at det danske B-officers- korps’ funktioner i mange lande varetages af sergenter og korporaler. I forbindelse med Hærloven af 1922 overførtes de tidligere underofficerer, stabssergenter, oversergenter og sergenter af linien til officiant- gruppen, der som tidligere nævnt (pkt. 5) blev ligestillet med officererne. 11951 blev officianteme fenrikker og specialofficerer, i 1962 fenrikkeme - som foran nævnt - specialofficerer. De funktioner først underofficererne, senere officiantgruppen og special- officereme, fortrinvis varetog i hæren, var i de unge år - i de lave grader - mandskabsuddannelse, hovedsageligt i specialer som skydeuddannelse, gymnastikuddannelse, køreuddannelse m.v. Senere overgik de til administrativt arbejde på underafdelings-, afdelings- og regimentsniveau. Omhandlede grupper rekrutteredes fortrinsvis fi:a personel med en folkeskole- og ofte tillige med en faglig uddannelse. Imidlertid medføite det stigende uddannelsesniveau i befolkningen i al almindelighed, at ikke mindst specialofficererne ofte rekrutteredes blandt personel med en bedre skolemæssig baggrund, som f.eks. realeksamen eller endog studentereksamen. På denne baggrund ændredes officersudvælgelsen og -uddannelsen således, at de i 1969 påbeg^dte B-officersuddannelser direkte sigtede mod at kvalificere eleverne tü at bestride taktiske føringsfunktioner på delingsføremiveau. Dette blev også gældende for det personel, der senere skulle forrette tjeneste som håndværkere ved materielkommandoen. Uddannelsen til officiant varede 1 år, til fenrik 18 måneder. B-officers- uddannelsen blev fastsat til 2 år. Da man samtidig benævnte de tidligere specialofficerer B-officerer, opstod der helt naturligt en stor spændvidde inden for den samme personelkategori - B-officereme - både vedrørende civil skole- og anden uddannelsesmæssig baggrund og for så vidt angår militær uddannelse og tjeneste og dermed militær kompetence. Hertil kommer så specifikke forskelle mellem B-officereme i de enkelte værn og værnene imellem. De meget forskellige personlige forudsætninger for så vidt angår skoleuddannelse, militær uddannelse og anvendelse, der på denne måde danner baggrund for besvarelserne fra de officerer, der har deltaget i spørgeskema undersøgelsen, ses ikke taget i regning ved spørgeskemaernes udformning og indgår formentlig heller ikke i tolkningen af besvarelserne.
 
Forskelle i uddannelser
8. I undersøgelsen indgår en aldersfordeling for danske officerer efter grad. Ifølge denne er de pågældende født i årene 1919 til 1958, d.v.s. de har fået deres officersuddannelse inden for tidsrummet 1939-1982. Som foran omtalt i pkt. 6 fremgår det ikke, om reserveofficerer i større tal indgår i undersøgelsen. I bekræftende fald udgør deres militære grunduddannelse som officerer ca. 6 måneder. For de øvrige officerers officersuddaimelse strækker de tidligere B-offi- cerers uddarmelse sig over en periode på 1 år indtil ca. 1951, d.v.s. visse af de adspurgte kaptajner og majorer, 18 måneder indtil 1969, fortrinsvis skemaets premierløjtnanter og kaptajner samt 2 år fra 1969, principielt de yngste grader løjtnant og premierløjtnant. De tidligere A-officerer har gået på officersskole i 2 år (generaler, oberster, oberstløjtnanter og visse majorer), 3 år (oberster, oberstløjtnanter og majorer) og 3V2 år (kaptajner og premierløjtnanter). Alle de her nævnte uddannelser refererer til hærens officersudannelser, hvilket svarer tU, at Henning Sørensen i kapitlet om uddannélser (kap. 4) fortrinsvis synes at beskæftige sig med netop hærens forhold. Denne mangfoldighed af uddannelsesbaggrunde og anvendelser efter officersuddannelsen synes ikke taget i regning i undersøgelsen, hvor Henning Sørensen tværtimod i kapitlet vedrørende uddannelse (kap. 4) fortrinsvis kommenterer den nu gældende uddannelse - O GU - som dårligt nok var iværksat på imdersøgelsestidspunktet.
 
Væmsforskelle
9. Henning Sørensen er opmærksom på forskelle i uddannelsen og anvendelsen af officerer i de tre værn, hæren, søværnet og flyvevåbnet. Der er allerede foran i pkt. 4 nævnt forskellen på troppeføreren og navigatøren, der begge bærer officersbetegnelsen. Hertil er senere - under 1. Verdenskrig - kommet flyveofficeren, fortrinsvis piloten. Denne adskiller sig fra hær- og søofficeren derved, at han både skal være i stand til at navigere, og at han i mange tilfælde optræder som enkeltkæmper ved afleveringen af flyets våbenlast. Men han bærer alligevel betegnelsen officer, selvom han først senere kan komme til at lede andre piloter i kamp.
Henning Sørensen har peget på forskellen mellem værnene derved, at de to små værn er materieltunge med hvad deraf følger. Der mangler i afhandlingen en henvisning til forskelle i det miljø, de tre værn opererer i. For såvel søværnet som flyvevåbnet gælder, at vejrlig og arstid kan udgøre en sådan belastning for den operative indsættelse af skibe og fly, at risiko- og faremomentet for det indsatte personel er det samme såvel under freds- som krigsforhold. Hærens personel er ikke i fredstid udsat for de samme belastninger som på den reelle kampplads i krig. Ikke desto mindre omtaler Henning Sørensen under beskæftigelse (kap. 5) fortrinsvis amerikanske eksempler på kampsoldaters - altså soldater fra hæren - optræden i krig.
 
Endvidere er der forskelle i værnenes freds- og krigstidsopgaver. Allerede i fredstid indsættes skibe og fly i overvågnings- og afvisnings- opgaver, hvor den eneste forskel fra krigsforhold er, at der ikke skydes med skarpt. Alle andre belastninger er de samme jf. foran. Hæren har reelt ingen overvågnings- og afvisningsopgaver i fredstid. Faktisk har hæren først sin berettigelse, når freden er brudt. Indtil da er hærens hovedopgave uddannelse og opstilling af styrker med krig for øje. Dette medfører en forskel på værnenes freds- og mobiliseringsstyrker. Hærens militære personel øges fra ca. 9.750 mand i fred til 72.000 mand, søværnet fra ca. 5.700 til 12.800 og flyvevåbnet fra ca. 6.850 til 19.125 mand. Denne meget kraftige forøgelse af hærens styrke i sammenligning med de to øvrige værn er betinget af såvel værnenes materiel som af deres opgaver i fred, krise og krig. Henning Sørensen har ikke omtalt mobiliseringsstyrken i sin afhandling. Dette kan ikke undgå at få indflydelse på analyse og vurderinger i forbindelse med professionsmodellen. En tabel, der viser udviklingen i andelen af generaler/admiraler i USA, BRD og Danmark 1950-1983, er således direkte misvisende for Danmarks vedkommende, idet den kun omhandler fredstidsforhold. Og det er måske årsagen til, at Henning Sørensen påstår, at hærens struktur kun bibeholdes for at skaffe karriereposter.
 
Forskelle mellem nationer
10. I afhandlingen anvendes amerikanske data afbalanceret med information fra UK, BRD, Frankrig, Sverige og Holland til sammenligning med tilsvarende danske forhold, alt med henblik på at illustrere en udvikling fra kriger til administrator.
Denne fremgangsmåde kan forekomme relevant. Man bør dog holde sig forskelle de enkelte lande imellem for øje. Nok hører de syv lande - incl. Danmark - til den vestlige kulturkreds, og nok er de seks - stadig incl. Danmark - alle medlemmer af samme alliance, NATO. Men det, der karakteriserer den vestlige verden incl. NATO, er vel netop manglen på ensretning, forskelligheden de enkelte lande imellem. De syv lande omfatter to sømagter - USA og UK - som aldrig i nyere tid har kæmpet mod en mdtrængende fjende på egen jord. UK ikke siden slaget ved Hastings i 1066 og USA ikke siden uafhængighedskrigens afslutning 1783. Af de øvrige lande har kampe foregået på fransk og tysk jord under 2. Verdenskrig, og såvel Frankrig som Holland og Danmark har oplevet vilkårene under fremmed besættelse. UK, Frankrig og Holland har haft oversøiske forpligtelser i form af kolonier, der er blevet afviklet efter 1945. USA, UK og til dels Holland har oversøiske forpligtelser i dag i form af forstærkningsforpligtelser under NATO. USA, UK og Frankrig har tropper på tysk jord. USA og UK har lang erfaring med hvervet forsvar og mindre med værnepligt. Øvrige lande har fortrinsvis væmepligtserfaring, men dog nogen erfaring med hvervede - dog ikke Sverige. I f.eks. UK indsættes tropper mod civile i Nordirland, hvor det i Danmark helt klart er en politiopgave at imødegå civile uroligheder. Også i Holland kan tropper indsættes til terrorbekæmpelse. Sverige har ikke været i krig eUer besat hverken i dette eller forrige århundrede. USA, UK, BRD, Frankrig og Sverige har selvstændig våbenproduktion og -salg, Danmark har ikke.
 
Alle disse forhold - og flere til - medfører, at man bør være opmærksom på ikke at overføre opfattelser fra et land tU at gælde generelt. F.eks. har erfaringer med et militær-industrielt kompleks en anden validitet i USA og andre våbenproducerende lande end i Danmark. Henning Sørensens påstand om, at der i det militære miljø findes kræfter, der er så stærke, at de kan påvirke en iøvrigt erklæret politisk vilje som følge af en fæUes udvikling i de forskellige landes forsvar, teknologien og alliancetilhørsforholdet må derfor nok tages med et endog meget stort forbehold. 
 
Føring og ledelse
11. Af en tabel kan udledes, at føring af soldater er et militært motiv, hvorimod omgang med unge mennesker og lederskab er civile motiver til at blive officer. Denne sondring mellem føring og ledelse forekommer kunstig. Forsvaret har i mange år anvendt betegnelserne føring og ledelse. Føring er en specifik terminologi i hæren, hvorimod ledelse som begreb anvendes i alle tre væm. Men sammenlignes med andre lande - f.eks. de engelsktalende - anvendes terminologien ledelse også i hæren dér. Det hedder således en platoon/eader i UK og USA, men en delings/ører på dansk. Lederskab er ikke som anført en civil uddannelse på værnenes officersskoler, men er væmsspecifik i operativ henseende. Derved bliver stabstjeneste heller ikke en mere civilt præget beskæftigelse. Stabstjeneste i hæren ved brigader, division, de operative kommandoer har i høj grad et operativt - og dermed et militært præg på samme måde som i søværn og fl^evåben. Til gengæld er forvaltningen ved regiment, landsdelskommando og i forsvarskommandoens stabe at sammenligne med tilsvarende civile arbejdsområder. Der er med andre ord forskel på stabstjeneste alt efter dens indhold.
 
Derfor er tabellerne for generalstabsuddannede officerer i hæren misvisende. Oprindelig var der kun én taktisk føringsuddannelse. Generalstabskursus, hvortil man skulle søge. Fra midten af 50’eme indførtes for de senere A-officerer en obligatorisk uddannelse. Taktisk kursus. Det der senest svarer til det oprindelige generalstabskursus er Føringskursus 11/ Stabskursus II ved Forsvarsakademiet, hvortil der stadig skal søges. Tabellens tal, 117 bestående officerer pr. år, kan ikke blot omfatte elever fra Generalstabskursus og efterfølgeren, Føringskursus H/Stabskursus II. Det må også omfatte elever fra andre af Forsvarsakademiets kurser, såvel de obligatoriske, nu Føringskursus I/Stabskursus I, der for hærens vedkommende har afløst Taktisk kursus samt ansøgte kurser som f.eks. Stabskursus i Forvaltning m.fl. Henning Sørensen har selv antydet flere klasser, men kalder dem alle generalstabskursus.
 
Andre bemærkninger
12. I de foran nævnte punkter 3-11 er der fremsat principielle bemærkninger til officersbegrebet, udviklingen fra underofficer til officer, forskelle i uddannelsen, væmsforskelle og forskelle mellem de lande, der er henvist til i undersøgelsen. Endvidere er der fremsat bemærkninger til anvendelse af terminologierne føring og ledelse. Afhandlingen kan herudover give anledning til kommentarer om f.eks.:
- officersudvælgelse,
- valg af tjenestested,
- hvad dækker der sig bag betegnelsen teknik?
- officerers civile, akademiske uddannelse,
- officerstilstedeværelse,
- officerers deltagelse i samfundslivet og i den offentlige debat m.v.
 
Uden at gå i detaljer giver de allerede fremsatte principielle bemærkninger imidlertid grundlag nok for at vurdere afhandlingens resultater, hvorfor der her skal afstås fra yderligere kommentarer bortset fra et par enkelte. I kapitel 1 er der tilsyneladende ikke skelnet mellem forsvarspolitik og sikkerhedspolitik. Der kunne med fordel - ikke mindst i kapitel 1 (krigsofre) og kapitel 5 (soldaters slagmarkseffektivitet) - have været anvendt erfaringer fra Israel.
 
Konklusioner
13. Med den foreliggende afhandling har Henning Sørensen sat sig som mål at påvise en overordnet udvikling fra kriger til administrator samt tolke konsekvenserne af den stedfundne udvikling. Den anvendte model - professionsmodellen - er anvendelig. Ved hjælp af deime påvises, at officersprofessionen er en profession, afhandlingens tredie formål. Men der savnes i deime forbindelse en sammenligning med modellens anvendelighed i forbindelse med andre professioner. Afhandlingen foregiver at tegne en udvikling. Dette er korrekt for så vidt angår dele af den anvendte litteratur, incl. undersøgelsen af indholdet af de ledende artikler i officersfagbladene fra 1950 til 1982. Derimod må først og fremmest spørgeskemaerne, men vel også i nogen udstrækning personinterviewene, siges at give udtryk for en aktuel tilstand. Og da der foran er givet udtryk for tvivl om såvel de forespurgtes/inter- viewedes tolkning af de stiUede spørgsmål som af Henning Sørensens egen tolkning af de herved fremkomne svar, kan der stilles spørgsmålstegn ved dataindsamlingens anvendelighed. Påvisningen af den overordnede udvikling fra kriger til administrator samt de anførte konsekvenser heraf kan derfor ikke umiddelbart accepteres.
 
14. Som et fjerde formål har Henning Sørensen sat sig for på grundlag af de fundne resultater at skitsere tilrettelæggelsen af dansk forsvarspolitik. Da der i det foranstående er rejst tvivl om undersøgelsens validitet, er det ikke relevant på denne baggrund at kommentere den i afhandlingens afslutning forelagte skitse, der kunne have været udeladt, uden at det havde påvirket afhandlingen iøvrigt.
 
15. Afhandlingen kunne med andre ord have været beskåret en del. Henning Sørensens ambitionsniveau har været for højt. Men selv om der kan rejses tvivl om afhandlingens vurderinger og konklusioner, afslører den dog mange værdifulde fund og oplysninger om det danske officerskorps. Informationer, der vil være af stor betydning i et videre arbejde med at afklare, hvad er en officer? og hvilket værdigrundlag har han eller hun? 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.