Officerens ledelsesrum som sagsbehandler i Forsvarskommandoen

I forbindelse med udarbejdelse af speciale[1] på VUT II/L Stabskursus, hold 07/08, har jeg foretaget en undersøgelse af, hvordan ledelsesrummet skabes for officeren som sagsbehandler i Forsvarskommandoen - hvor den politiske verden møder den militære verden. Er der for sagsbehandleren i Forsvarskommandoen tale om at manøvrere i et krydsfelt mellem to kæmpende diskurser med baggrund i henholdsvis den militære operative opgaveløsning og den politiske styring af Forsvaret? Og i bekræftende fald - hvor er der så kamp mellem diskurserne?

Foto: Forsvaret.dk

Teori og metode
Undersøgelsen har et socialkonstruktionistisk udgangspunkt og benytter sig af diskursanalyse som metode. Diskursanalysen foretages ved anvendelse af diskursteori[2] samt OleThyssens begreber ”temaer” og ”skemaer”[3] til at udføre en diskursanalyse på undersøgelsens objekt, som er sproget. Værktøjet til udførelsen af diskursanalysen er en tendenslæsning af det empiriske grundlag, som udgøres af dybdeinterviews af sagsbehandlere i Forsvarskommandoen samt såvel officielt materiale fra Forsvaret som skriftligt materiale fra kilder uden for Forsvaret, herunder fra den statslige centraladministration.

En diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden – eller et udsnit af verden – på. Det betyder, at en diskurs implicit fortæller, hvad der er rigtigt og forkert – hvad der er sandt og falskt.[4] Ved at foreskrive, hvad der er rigtigt og forkert, definerer diskursen sig i et modsætningsforhold til andre diskurser. Dermed bliver diskursen retningsgivende for individets handlinger, hvorved diskursen også kan opfattes som en begrænsning af individets handlefrihed. Netop begrænsninger i officerens handlefrihed er med til at definere officerens ledelsesrum som sagsbehandler, hvorfor det så er relevant at identificere de diskurser i Forsvarskommandoen, der influerer på sagsbehandlerens ledelsesrum. Diskurs­analysen kan netop identificere diskurserne i ledelsesrummet – via en analyse af sproget, hvoraf betydningskonstruktionerne udledes.[5]

Sagsbehandlerens kontekst
Forsvarskommandoen er en integreret del af den statslige centraladministration og er dermed en integreret del af det politisk-strategiske niveau, hvor Forsvarets Øverste Ledelse[6] (FØL) agerer og søger politisk legitimitet.[7]

Sagsbehandlerens kontekst er uløseligt forbundet med den politisk-strategiske kontekst, som Forsvarschefen og den øvrige del af Forsvarets topledelse er en del af. Det betyder, at sagsbehandlerens ledelsesrum ikke blot vil blive skabt i de nære relationer i Forsvarskommandoen, men vil også skabes af FØL’s politisk-strategiske kontekst, hvor især FØL’s interesser i retning af politisk legitimitet vil være et styrende tema og dermed en dimensionerende faktor for skabelsen af ledelsesrummet.

Det omfattende godkendelsesregime i Forsvarskommandoen kan bl.a. ses som en udløber af FØL’s interesse i at opnå og værne om den politiske legitimitet, mens de mange ledelseslag medvirker til at forme sagsbehandlerens ledelsesrum, da det er her, kompetencen ligger i forhold at til at formalisere - og dermed realisere - sagsbehandlerens produkt.

Den militære og den offentlige ledelsespraksis
Med henblik på at identificere de diskurser, der er meningsskabende for officeren som sagsbehandler i Forsvarskommandoen har jeg valgt at foretage nedslag i henholdsvis den ledelsesopfattelse, der kendetegner den militære ledelsespraksis, og som er baseret på en militær etos - samt i den ledelsesopfattelse, der præger den offentlige ledelsespraksis, nærmere bestemt i New Public Management, som kan siges at være baseret på en politisk-administrativ etos.

Den militære etos er særegen for soldaten – og således også for officeren, uanset hvilken funktion denne bestrider. Den militære etos giver betydning til omverdenen for officeren – også i rollen som sagsbehandler i Forsvarskommandoen.

Den militære ledelsespraksis
Den militære ledelsespraksis er funderet i den militære etos, som viser sig i både formelle og uformelle dokumenter, situationer og relationer. Den formelle side er den, der er italesat af Forsvarets topledelse og Forsvaret som organisation, mens den uformelle side er officerens egen opfattelse af, hvad ”god” militær ledelse er. Både den formelle og den uformelle side har en præskriptiv funktion, idet formaliseringen italesætter en ledelses­adfærd og -tænkning, der i Forsvarets øjne er ”rigtig”, mens den uformelle side er udtryk for officerens opfattelse af, hvordan den ”rigtige” militære ledelsesadfærd og -tænkning er.

Den militære etos er født på kamppladsen. Det er her, at soldatens og Forsvarets raison d’etre og vidensmonopol findes.

Den offentlige ledelsespraksis
Forsvarskommandoen er en integreret del af centraladministrationen som ministeriel styrelse under Forsvarsministeriet og er dermed underlagt den offentlige ledelsestænkning, der foreskrives inden for centraladministrationen under betegnelsen New Public Management (NPM).[8] NPM er kendetegnet ved en overførsel af ledelsesinspiration fra den private sektor til den offentlige ditto samt indførsel af markedsmekanismer i den offentlige servicelevering.

Diskursive forskelle mellem den militære og den offentlige ledelsespraksis
Den civile leder i centraladministrationen har fokus på at forvalte regler og baserer derfor sin ledelsespraksis på selv samme regler.

Den militære leders personlige autoritet tager derimod – i overensstemmelse med Forsvarets mission om at kunne kæmpe og vinde - sit udgangspunkt i kampsituationen, der er kendetegnet som kompleks og ukontrollerbar.

Usikkerheden er et uundgåeligt element på kamppladsen, og det vil derfor ofte først være, når konsekvenserne af en beslutning bliver synlige, at det erkendes, om en beslutning var rigtig eller forkert. Det tildeler yderligere mening til udsagnet ”hellere tage en dårlig beslutning end ikke at tage en beslutning” fra interviewene. Der stilles på kamppladsen således store krav til såvel officerens vurderingsevne som evnen som beslutningstager.

Beslutningstagning er altså en naturlig del af den militære ledelsespraksis med deraf følgende krav til beslutsomhed som personlig kompetence.

Til forskel herfra vil beslutningstagning inden for offentlig ledelse ske inden for rammerne af den politiske kontekst i almindelighed og New Public Management i særdeleshed. Her er styring og kontrol det dominerende tema, hvilket leder fokus modikke at tage den forkerte beslutning frem for fokus på at tage en beslutning. De mulige politiske konse­kvenser af en forkert beslutning kan være direkte rettet mod både den ansvarlige minister og organisationen samt beslutningstageren selv, i form af f.eks. karrieremæssige konsekvenser. Det peger på et fokus fra beslutningstageren på de givne rammer, da der findes en pris, der er uacceptabel for det politiske niveau, mens officerens fokus på kamppladsen er på opgavens løsning – uanset prisen, da prisen allerede er indkalkuleret i risikovurderingen fra det foranstående niveau, der har pålagt opgaven.

Den offentlige ledelsespraksis vil endvidere ofte tage udgangspunkt i en anonymisering af ledelsen, da lederen skal kunne henvise til f.eks. forvaltningsregler, der ikke pålægger ham eller hende et personligt ansvar. Systemet sættes her over individet. Modsat vil den militære ledelsespraksis på taktisk niveau tage udgangspunkt i en personificering af ledelsen, idet den påkrævede loyalitet og tillid på kamppladsen bedst opstår i den menneskelige relation mellem officeren og hans eller hendes undergivne soldater, der alle ultimativt sætter deres liv på spil og er gensidigt afhængige af hinanden for at løse opgaven og overleve. På den vis påtager officeren og de undergivne soldater sig ligeledes et personligt ansvar for både opgavens løsning og hinandens sikkerhed. Enheden baserer sig på tilliden til individet, og individet sættes over systemet.

Udledning af diskurser
Den militære etos er de briller, officeren kigger gennem, når omverdenen skal betydningsfastsættes. Det militære etos tager sit udgangspunkt i kampsituationen, hvor forskellen på succes og fiasko kan være forskellen på liv og død. Det gør evnen til at kæmpe og vinde til det altoverskyggende tema. Et overordnet tema, der i henhold til undersøgelsen afføder en række underordnede temaer som eks. professionalisme, omstillings­parathed, kollektiv styrke, beslutningsdygtighed, fleksibilitet, ansvarstilskrivelse, personlig vurdering og tillidsbaseret loyalitet.

New Public Management påvirker konstruktionen af sagsbehandlerens ledelsesrum på en helt anden vis. Mens den militære etos bliver skabt blandt soldaterne på taktisk niveau og på basis af kampsituationen, hvormed udbredelsen opadtil i Forsvaret kan betragtes som en ”bottom-up” proces, så kan udbredelsen af New Public Management i den offentlige sektor, - med Finansministeriet som den primære drivkraft, - betragtes som en ”top-down” proces.

New Public Management er fra politisk-strategisk niveau italesat som en hovedretning for den offentlige ledelsespraksis, der baserer sig på et politisk styringsrationale og lægger vægt på styring og kontrol med tilhørende skemaer som eks. resultatorientering, output-fokus, incitamentsstruktur, kontraktstyring, mål- og resultatstyring, udlicitering, professionel ledelse og ressourcestyring.

Netop det kombinerede fokus på både ledelse, der baseres på tillid, og styring, som baseres på kontrol, skaber et ledelsesmæssigt paradoks: Ledelse udøves inden for rammerne at styring og kontrol, hvorfor det er styring og kontrol, der identificeres som det overordnede tema.

Der er ikke nødvendigvis et decideret modsætningsforhold mellem de overordnede temaer ”evnen til at kæmpe og vinde” og ” styring og kontrol”, men der er klare indikationer på, at der er specifikke karakteristika inden for de to ledelses­tænkninger, der står i kontrast til hinanden. Karakteristikaene peger således på, at der er tale om to grundlæggende forskellige ledelsestænkninger, som begge influerer på skabelsen af sagsbehandlerens ledelsesrum. Den militære operative rationalitet er det, der er betydningsskabende for officeren på taktisk niveau, mens den politiske styrings­rationalitet er betydningsskabende for en sagsbehandler i centraladministrationen. Heraf kan udledes to måder at forstå verden på – to diskurser;

·         en militær operativ diskurs og

·         en politisk styringsdiskurs.

Men hvad sker der, når officeren fra det taktiske niveau tiltræder en stilling som sagsbehandler på strategisk niveau – i en styrelse inden for centraladministrationen, som Forsvarskommandoen ret beset er. Her bringer officeren én dominerende diskurs med sig fra det taktiske niveau ind i et ledelsesrum, hvor den bliver udfordret af den dominerende diskurs i centraladministrationen. Det er disse to diskurser, der overordnet set, skaber meningsfuldheden i sagsbehandlerens ledelsesrum og dermed er styrende for sags­behandlerens handlerum i Forsvarskommandoen. Men hvad er det for en ledelsespraksis, der er med til at konstruere sagsbehandlerens handlerum i Forsvarskommandoen?

Ledelseskulturen i Forsvarskommandoen
På baggrund af interviewene har jeg ud fra et diskursperspektiv identificeret fire karakteristika for ledelseskulturen i Forsvarskommandoen, som er præsenteres nedenfor:

·         Den netop tilstrækkelige struktur.

·         Nulfejlskulturen og beslutningstagning.

·         Produktorienteret ledelse og arbejdsfællesskab.

·         En identificeret karrierekultur.

Den netop tilstrækkelige struktur
Opfattelsen hos sagsbehandleren af ”den netop tilstrækkelige struktur” i Forsvarskommandoen, er at dette princip afføder en sårbar organisation uden redundans og en opgaveløsning, der ikke opfattes som værende tilfredsstillende. Opfattelsen af sårbarheden og den knap så tilstrækkelige opgaveløsning er i konflikt med den militære operative diskurs, der tilsiger, at opgaven SKAL løses – koste hvad det vil. Derimod fremstår ”den netop tilstrækkelige struktur” som værende i overensstemmelse med den politiske styringsdiskurs, som bl.a. tilsiger, at opgaven SKAL løses, men med brug af færrest mulige ressourcer.

”Den netop tilstrækkelige struktur” bliver af sagsbehandlerne forbundet med et mål om, at opgaveløsningen skal være tilfredsstillende – og ikke mere end det. Såvel den opfattede målsætning om, at opgaver ikke skal løses bedre end tilfredsstillende, samt princippet om ”den netop tilstrækkelige struktur” udspringer af en ressourcestyringstilgang, hvor fokus er på at anvende så få ressourcer som muligt. Det giver ikke mening i forhold til den militære etos og den militære ledelsespraksis, hvor forskellen mellem en tilfredsstillende og en meget tilfredsstillende løst opgave opleves som i form af færre tab.

Nulfejlskultur og beslutningstagning
Nulfejlskulturen i Forsvarskommandoen er ikke et spørgsmål om, at den enkelte sagsbehandler ikke må begå fejl, men opfattes i stedet som et udtryk for, at der stilles meget høje krav til produkternes kvalitet. Det virker umiddelbart som værende i konflikt med ressource­tilgangen bag ”den netop tilstrækkelige struktur” – og dermed den politiske styringsdiskurs - om, at der ikke skal anvendes unødige ressourcer, når det samtidig sammenholdes med, at opgaveløsningen skal være ”tilfredsstillende” og ikke mere end det.

Samlet set kan nulfejlskulturen i Forsvarskommandoen relateres til både en politisk og en militær operativ kontekst. Den politiske kontekst i form af høje kvalitetskrav samt frygt for at træffe forkerte beslutninger i alle ledelseslag, da fejl kan koste politisk legitimitet og få strategiske konsekvenser for Forsvaret. En frygt for at træffe forkerte beslutninger, der af interviewpersonerne beskrives som jævnligt oplevet beslutningstræghed.

I den militære operative kontekst kan nulfejlskulturen ligeledes relateres til høje kvalitetskrav, da fejl i opgaveløsningen i sin yderste konsekvens kan koste tab – og dertil kommer kravet om beslutningsdygtighed på kamppladsen.

Nulfejlskulturen, som den opleves af sagsbehandlerne i Forsvarskommandoen, udfordres imidlertid af den militære operative diskurs, som tilsiger ansvarstilskrivelse og beslutningsdygtighed, mens nulfejlskulturen indebærer jævnligt oplevet beslutningstræghed, hvilket i lyset af den militære operative diskurs opleves af officeren som ansvarsfraskrivelse.

Produktorienteret ledelse og arbejdsfællesskab
Der er i Forsvarskommandoen fokus på initiering af opgaven og derefter kontrol af produktet – frem for på ledelse af processen.

At der ikke udøves procesledelse kan tolkes både som et udtryk for tillid til sags­behandlerens faglige kompetence og som et udtryk for, at chefgruppen har fokus på relationerne opadtil frem for nedadtil. Cheferne virker som sagsbehandlere, der kontrol­lerer og finjusterer produkterne frem for at udøve procesledelse. Det er produkterne, der har chefernes primære ledelsesmæssige opmærksomhed. De udøver ”produktledelse” frem for procesledelse.

Den militære ledelsespraksis er bl.a. karakteriseret ved udøvelse af synlig ledelse og med stor vægt på personlig autoritet, hvilket virker til at være i konflikt med den ledelse, som sagsbehandlerne bliver udsat for i Forsvarskommandoen. Den personlige autoritet hviler på et personligt tillidsforhold, som har sværere kår at udvikle sig under, når ikke der udøves synlig ledelse og ledelse i selve arbejdsprocessen. Produktet opleves således som vigtigere end den personlige relation og den synlige ledelse, hvilket er i konflikt med den militære operative diskurs, som prioriterer de personlige relationer og den personlige autoritet sammen med opgavens løsning.

Relationerne i Forsvarskommandoens sociale rum drejer overvejende omkring opgaveløsningen og opfattes som professionelle frem for personlige. Elementet af socialt fællesskab er underlagt opgaveløsningen, hvilket peger på, at fællesskabet i Forsvarskommandoen har karakter af at være et professionelt arbejdsfællesskab frem for et socialt fællesskab baseret på både personlige relationer og en fælles opgaveløsning, som det opleves på taktisk niveau, hvor ”fællesskabet er alfa og omega” [9].

Den produktorienterede ledelse i Forsvarskommandoen udfordres af den militære operative diskurs, der tilsiger et socialt fællesskab baseret på personlige relationer, mens den produktorienterede ledelse tilsiger et arbejdsfællesskab baseret på professionelle relationer. Der er således kamp i ledelsesrummet mellem den dominerende politiske styringsdiskurs og den udfordrende militære operative diskurs.

Sagsbehandlerens perception af den politiske styringsdiskurs
Sagsbehandleren er tæt forbundet med det politisk-strategiske niveau via FØL og er derfor i dagligdagen en del af den politiske kontekst, hvor den politiske styringsdiskurs er dominerende – og dermed også det bagvedliggende politiske styringsrationale. Interviewene afslører en indikation på, at det politiske styringsrationale bliver problemati­seret - set med sagsbehandlerens øjne i lyset af det militære operative rationale.

Forståelsesgab
Der identificeres i undersøgelsen et forståelsesgab mellem det politiske niveau og sagsbehandleren i Forsvarskommandoen. Forståelsesgabet er todelt og relateres såvel til gensidig manglende indsigt i- og forståelse for henholdsvis de politiske vilkår og de militære operative vilkår som til divergensen i opfattelsen af, hvem der har ansvaret for opgavens løsning – opgavestilleren eller opgavemodtageren. Her peger den militære operative diskurs på opgavestilleren som den ansvarlige for opgavens løsning, mens den politiske styringsdiskurs peger på opgavemodtageren som den ansvarlige.

Begge varianter af forståelsesgabet skaber grundlag for usikkerhed og misforståelser – og bidrager sammen med sagsbehandlerens oplevelse af det politiske niveaus ansvarsfraskrivelse som opgavestillere til en problematisering af det politiske styringsrationale, der ligger til grund for ledelsestænkningen på det politiske niveau.

Enkeltsager frem for helheder
Den oplevede fokus på enkeltsager frem for helheder ses som en tilsidesættelse af sammenhængen i den militære opgaveløsning med baggrund i en højere prioritering af andre politiske mål og områder. Det politiske styringsrationale dominerer her det militære operative rationale, hvilket bidrager til at problematisere det politiske styringsrationale i sagsbehandlerens ledelsesrum.

Den politiske styring kommer tydeligst til udtryk for sagsbehandleren, når noget er gået galt – eller øjensynligt gået galt. Den politiske styring associeres derved med negativitet frem for med positivitet.

Politisk nødvendighed som begrundelse
Forståelsen for og accepten af opgaver, der affødes af politisk nødvendighed frem for af militær operativ rationalitet, ses på baggrund af interviewene allerede i officerens unge år - på taktisk niveau - at være begrænset. Her anvender chefer angiveligt bl.a. den politiske nødvendighed som undskyldning for opgaver, der ikke kan forklares ud fra et militært operativt rationale, hvilket bidrager yderligere til officerens problematisering af det politiske styringsrationale.

Politisering og ansvarsfraskrivelse
Indtrykket af Forsvarsministeriets politisering af Forsvarskommandoens svar på politiske spørgsmål bliver af sagsbehandlerne opfattet som negativt. Der er altså ikke blandt sagsbehandlerne en accept af, at Forsvarskommandoen ud over militærfaglig rådgivning også måtte yde politisk rådgivning som en del af den samlede rådgivningsindsats.[10] Denne manglende accept kan relateres til opfattelsen af en ansvarsfraskrivelse i Forsvarsministeriet, som tilskriver Forsvarskommandoen det fulde ansvar for bidragene til Forsvarsministerens svar på politiske spørgsmål – på trods af ministeriets krav om politisering af bidragene fra Forsvarskommandoen. Ansvarsfraskrivelse strider mod officerens militære etos og dermed det militære operative rationale, hvorfor der her ses en konflikt med det politiske styrings­rationale, der tilsiger, at den ansvarlige minister skal sikres i forhold til sin taburet.

Endelig bekræftes sagsbehandleren i sin opfattelse af det politiske styringsrationales begrænsede legitimitet af, at FØL i nogen grad opleves at beskytte Forsvaret mod politisk indblanding.

Officerens perception
Samlet set problematiseres det politiske styringsrationale – og dermed den politiske styringsdiskurs – i officerens perception. Det øger kompleksiteten i ledelses­rummet, idet den dominerende politiske styringsdiskurs bliver udfordret af den militære operative diskurs og skaber et krydsfelt i sagsbehandlerens ledelsesrum, hvor sagsbehandleren skal manøvrere, balancere og skabe meningsfuldhed.

Officerens ledelsesrum

Den dominerende diskurs i sagsbehandlerens ledelsesrum er den politiske styrings­diskurs, der afspejles i ledelseskulturen i Forsvarskommandoen, mens den militære operative diskurs er den udfordrende.

Diskurserne vægter de identificerede temaer forskelligt, hvilket forårsager kampen i ledelsesrummet og dermed kompleksiteten heri. Der er ikke tale om en gensidig udelukkelse af temaerne, der karakteriserer den anden diskurs, men udelukkende tale om en forskel i vægtningen af temaernes meningsfuldhed.

Der ses med baggrund i undersøgelsen konflikter i vægtningen mellem følgende temaer i sagsbehandlerens ledelsesrum:

Tabel 1: Konfliktende temaer i henholdsvis den militære operative diskurs og den politiske styringsdiskurs.

Kilde: Egen produktion

Specialet afdækker, at sagsbehandlerens ledelsesrum skabes i det diskursive krydsfelt mellem en dominerende politisk styringsdiskurs,og en udfordrende militær operativ diskurs. Den politiske styringsdiskurs baseres på et overordnet tema, som er styring og kontrol og vægter underliggende temaer som arbejdsfællesskab, faglig autoritet, ressourcestyringstilgang og kontrol. Den udfordrende militære operative diskurs baseres på evnen til at kæmpe og vinde som det overordnede tema, og vægter fællesskab frem for hierarki, personlig autoritet frem for faglig autoritet, en opgaveløsningstilgang frem for en ressourcestyringstilgang samt tillid frem for kontrol.

Sagsbehandlerens ledelsesrum i Forsvarskommandoen skabes således på en kompleks kampplads mellem de to diskurser, der kæmper om vægtningen mellem forskellige ledelsesrelaterede temaer (jf. tabel 1).

Perspektivering
Den identificerede problematik med et krydsfelt mellem en politisk funderet styringsdiskurs og en fagligt funderet specialistdiskurs er ikke enestående for Forsvaret. Der er givetvis tale om en generel problematik i hele den statslige centraladministration[11], hvorfor den jævnligt er til debat i såvel det offentlige rum som internt indenfor de respektive ministerområder. Med udgangspunkt i mit speciale vil jeg vove den påstand, at problematikken endnu ikke har fået det samme åbne debatfokus i Forsvaret. Og emnet er af en så alvorlig karakter inden for et ministerområde, hvor spørgsmålet om liv og død er en del af den operative dagligdag. Derfor er det mit håb, at jeg med denne artikel kan være med til at puste liv i denne debat.

Det er mig magtpåliggende til slut at understrege, at denne artikel ikke indeholder en stillingtagen til, hvad der er rigtigt og forkert. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved militæret som et politisk værktøj eller den demokratiske kontrol med de væbnede styrker. Derimod peger problematikken om de kæmpende diskurser i ledelsesrummet på, at chefer og ledere i Forsvarskommandoen bør være opmærksomme herpå i forbindelse med den daglige udøvelse af ledelse – og i særdeleshed overfor nytilkomne sagsbehandlere fra det taktiske og operative niveau. Der bør skabes et ledelsesrum og et ledelsessprog, der kan rumme begge diskurser.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.4_2008.pdf

 


[1] Specialet ”Politisk styring og militær operativ opgaveløsning i Forsvarskommandoen” kan findes i sin fulde form på FAK website på FIIN: http://ffi.forsvaret.fiin.dk/C5/C4/Specialer/Specialer/2007%20-%202008/Politisk%20styring%20og%20militær%20opgaveløsning%20i%20Forsvarskommandoen.pdf. Specialet er skrevet i regi af Forsvarsakademiet, Institut for Ledelse og Organisation, med Ph.d. Katrine Nørgaard som vejleder.

[2] Som er én blandt flere diskursteoretiske tilgange, der behandles i Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise (1999), Diskursanalyse som teori og metode, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

[3] Thyssen, Ole (1994), Kommunikation, kultur og etik; Intuitiv og refleksiv kultur (kap. 6), Handelshøjskolens forlag, Frederiksberg: Subkulturer skaber sin identitet gennem valg af temaer (”Hvad skal vi tale om?”) og skemaer (”Hvad er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt, in og yt?”).[3] Temaer bliver udfordret af andre temaer, mens skemaer er betydningskonstruktioner, der ikke længere er diskussion om.

[4] Jørgensen og Phillips p. 9.

[5] Jørgensen og Phillips p. 17.

[6] Forsvarschefen og chefen for Forsvarsstaben.

[7] Thorbjørnsen, Stefan Ring (2007), Forsvaret i forandring, Copenhagen Business School, Frederiksberg, p. 179.

[8] Greve, Carsten (red.) et al (2007), Offentlig ledelse og styring, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.

[9] Nørgaard, Katrine og Holsting, Vilhelm S. (2006), Internationale operationer i fokus, Forsvarsakademiet, København, p. 57.

[10] Politisk rådgivning fra embedsmandsapparatet ses i dag som en naturlig del af den samlede rådgivningsindsats inden for centraladministrationen (benævnt ”totalrådgivning”). Jf. Greve, Carsten (red.)(2007): Salomonsen, Heidi Houlberg, p. 193.

[11] Gjørup, Jes et al (2007), Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde, Kronik på Politiken.dk den 29. marts 2007, samt leder i Politiken den 19. oktober 2007, Censur og selvcensur.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.