Øvelse Action Express 1991

Efterfølgende artikel er forfattet af generalmajor J.C. Essemann og belyser erfaringerne med øvelse ACTION EXPRESS 1991. Artiklen er en pendant til generalmajor O. Kandborgs artikel om øvelse GÆV KRIGER 1990 (Militært tidsskrift 4/91).

Øvelsens politiske og operative baggrund
Den sjællandske øgruppe, der var rammen om ØVELSE ACTION EXPRESS 1991, er i forhold til de egentlige hærstyrker på øerne - ca. 1% af befolkningsgrundlaget - et ganske stort område. Det er hertil opdelt i flere øer af så betydelig størrelse at en landsætning på øerne  -fra luften eller søen  -kun stedvis kan forhindres i at få fodfæste. Selve hovedøen, Sjælland, er præget af dybe indskæringer af bugter og fjorde, som sammen med store bymæssige områder kan vanskeliggøre manøvrer med enhederne. Disse vilkår, i forbindelse med områdets strategiske vigtighed, samt det forhold, at LANDZEALAND er et rent nationalt dansk korps, har i mange år bevirket, at betydelige allierede forstærkninger har været planlagt indsat på øgruppen i en krise- eller krigssituation.
Nationalt har dette for en krisesituation bevirket, at Danmark får en meget høj grad af sikkerhed for, at en angriber straks kommer i kamp med også allierede enheder. Heri ligger en væsentlig afskrækkelse og solidaritetsbekræftelse. Dette havde indlysende fordel i den lange periode, hvor alle klart kunne se en trussel fra Sovjetunionen og dens allierede, men fordelen er ikke mindre i en periode præget af ustabile, ja nærmest kaotiske tilstande i store dele af vort nærområde. Tilmed i områder, som råder over et meget stort militært potentiel. Tilstedeværelsen af allierede styrker på den sjællandske øgruppe  -også på øvelsen markerer vore allieredes interesse og solidaritet og Danmarks ønske om gennem modtagelsen at anskueliggøre vort klare NATO-tilhørsforhold og om herved at sikre stabiliteten i vort område. ACE Mobile Force (AMF) er skabt netop med ovemiævnte sikkerhedspolitiske formål. Kontakten mellem COMLANDZEALAND (CLZ) og AMF blev første gang etableret ved et møde den 20. januar 1967.1 januar 1992 således for 25 år siden. Den første øvelse blev afholdt i 1969, og øvelsesvirksomhed er herefter generelt gennemført hvert andet år. Det er gennem denne hyppige øvelsesvirksomhed lykkedes at bevare en kontinuitet i AMF kendskab til den sjællandske øgruppe og CLZ evne til at modtage, støtte og samarbejde med AMF. Militært betyder tilstedeværelsen af yderligere fem forstærkede kampbataljoner en væsentlig styrkelse af øgruppens forsvar. Danske styrker kan frigøres til opgaver, som ellers ikke vil kunne løses med de rådige midler, og en angriber må afsætte betydelig større styrker til et angreb, end det ellers ville være nødvendigt. Generelt er AMF enheder ikke pansrede, men de besidder en vis helikopter- og amfibiemobilitet. AMF er derfor bedst egnet til at løse sikrings- og forsvarsop- gaver, men kan på grund af sin materielle mobilitet løse sådanne opgaver på de mindre øer bedre end danske styrker. Øvelsesområdet Lolland-Falster i september 1991 var således meget velegnet til AMF.

Operationerne
Øvelsen var tilrettelagt således, at der på begge partier blev mulighed for at indøve samarbejde med allierede enheder. Bl.a. blev store dele af invasionsstyrken transporteret af den tyske amfibieflotille, som i hele sin eksistensperiode har været af uvurderlig betydning for CLZ og udgjort grundlaget for transporter mellem øerne. Flotillen er beklageligvis nedlagt i efteråret 1991. Herudover blev det tillagt vægt, at begge brigader og opklaringsbataljonen blev indsat i offensive angrebs- og opklaringsopgaver, svarende til krigsopgaver- ne, og at samarbejde mellem artillerienheder, militærregioner, hjemmevæmsregio- ner, -distrikter og -kompagnier, kampgrupper, AMF og de danske brigader blev indøvet. Hertil kom et samarbejde med Sundets Marinedistrikt, Søværnets Mobile Base (MOBA), HAWK-afdelingen, Luftmeldecentral Nykøbing og AIRBALTAP, som alle deltog i øvelsen. For såvel AMF som for de danske brigader, var øvelsen en kærkommen lejlighed til at øve føring, samarbejde og samvirke med næsten krigsstærke enheder.
 
Føring og samarbejde med allierede
Øvelsen afslørede, ikke overraskende, manglende føringsrutine på alle niveauer. Officerspersonellets hurtige rotation, manglende personel i afdelingsstabe og den korte værnepligtstid med deraf følgende konstant hektisk uddannelsesaktivitet på de lavere føringsniveauer, gør det vanskeligt at gennemføre den nødvendige samordnings- og føringsvirksomhed på de højere, og mere komplicerede, føringsniveauer. Trods en fortrinlig indsats fra alt personel ved CLZ stab  -fast såvel som designeret - kan det ikke bortforklares, at staben mangler personel med rutine og erfaring i føring af troppeenheder m.v.
Der anvendes ved militærregioner og kampgrupper ikke "generalstabsuddan- net" personel af major og kaptajnsgrad og ved brigaderne kun en enkelt. Dette bevirker, at der ikke er personel af disse grader med føringserfaring på troppeen- hedsniveau til rådighed for højere operative stabe. Personel med en sådan uddannelse og erfaring findes generelt kun på oberstløjtnants- og højere niveau, og er ikke til rådighed f.eks. som vagtchefer i CLZ operationscenter og logistiske center.
CLZ stab råder således kun over meget få officerer, der både har den fornødne operative og logistiske uddannelse, og besidder et erfaringsgrundlag fra troppe- enhedsniveauet, der giver dem den fornødne føling med det enhedsniveau, de er med til at styre. Hvor det er helt acceptabelt at officerer i en brigade-/kamp- gruppestab har erfaring fra en afdelingsstab, er dette ikke tilstrækkeligt i en stab på højere niveau. Forholdet kunne afhjælpes ved anvendelse af flere officerer med højere grader og dermed større erfaring, f.eks. som næstkommanderende i en troppeenhed eller chef for en afdeling, der arbejder i korps- eller divisionsramme, men hvor COMLANDJUT (CLJ) råder over én brigadegeneral, to oberster og sytten oberstløjtnanter, råder CLZ over én oberst og fire oberstløjtnanter. AMF stab råder til sammenligning over én oberst og otte oberstløjtnanter.
Der savnes en bredere uddannelsessøjle for officerer i den operative struktur, således at vitale poster i de højere føringsstabe kan bemandes med personel, som har den nødvendige uddannelse og erfaring. Kun ved at besidde en nøje føling med, hvorledes de underliggende føringsniveauer virker, kan føring gennemføres med den fornødne realisme og skabe den nødvendige tillid omkring sig. Dette er i øvrigt gældende på alle niveauer, ikke blot for stabspersonel, men også for en række chefer. På det underliggende niveau var rutineringen og graden af samarbejde betydelig større. AMF led dog under manglende samarbejdsrutine som følge af aflyst øvelsesvirksomhed under og efter Golfkrigen. Over for sideordnede myndigheder forstærkedes dette af vanskeligheder med signalmidlemes samspil og CLZ begrænsede signalkapacitet.
Det betydeligste problem på alle niveauer var meldevirksomheden. Kendskabet til modparten var under hele øvelsen utilfredsstillende. Efterretningstjenestens virke hæmmes af manglende fredstidsbemanding af efterretningsofficersstillinger- ne og deraf følgende manglende planlægning, dynamik og samarbejde. Det må ikke overraskende konstateres, at hele området "taktisk efterretningstjeneste” trænger til en alvorlig ansigtsløftning, hvis det skal kunne fungere i en krise- eller krigssituation.
Samarbejdet mellem allierede og nationale enheder foregik i det store og hele gnidningsløst. Engelskkendskabet ved danske enheder er meget tilfredsstillende helt ned på menigniveau, og der rådes over tilstrækkeligt fransk- og italiensktalende personel. De danske forbindelsesofficerer yder en fortrinlig støtte til det gensidige samarbejde. Viljen til at hindre og løse problemer er fra alle sider stor, og kun kommandoforholdene på de højere niveauer kan indimellem bevirke, at samarbejdet bliver mere stift end ønskeligt. En klar erfaring fra øvelsen er, at værtsnationen må råde over signalmateriel til alle påkrævede forbindelser mellem de allierede enheder og danske enheder på alle niveauer. Også anvendelsen af ensartet kryptoudstyr o.hgn. kræver opmærksomhed. For allierede enheder er hjemmeværnet af uvurderlig betydning. Det gælder ikke blot m.h.t. efterretninger, men i alle forhold. Det lokalkendte hjemmeværn er i stand til at bistå vore allierede med hjælp og oplysninger af stort set enhver art, og støtten er meget påskønnet.
 
Logistik
Inden for den faglige tjeneste indøvedes forsyningstjeneste og sanitetstjeneste specielt sanitetsøvelsen fortjener omtale. Der deltog seks nationer i denne øvel- sesdel, og indøvelsen foregik på såvel 1., 2. som 3. echelon, idet det tyske feltlazaret fungerede som 2. echelon for AMF. Der blev udelukket øvet konventionelle skader, og såvel behandlingens kvalitet som tidsforløbene for transport og behandling blev vurderet for hver enkelt såret. I langt de fleste tilfælde (ca. 84%) var behandlingen rigtig eller acceptabel og prioriteringen i behandlingen korrekt. Tidsforløbet fra en skades opståen til behandling kunne indledes ved af- delingsforbindepladseme var gennemsnitligt 81 minutter, og fra skadens opståen til ankomst til hovedforbindepladsen 182 minutter. Gennemsnitstiden fra en skades opståen og indtil iværksættelse af livs- eller legemsdelsreddende behandling kunne iværksættes var 92 minutter eller ca. 1 1/2 time.
Det kunne med tilfredshed konstateres, at samarbejdet mellem nationerne også inden for sanitetstjenesten virkede godt. Der kunne ikke spores nogen negativ effekt, selv om evakueringen foregik gennem en multinational sanitetskæde. Der anvendtes i øvrigt under hele øvelsen engelsksprogede Field Medical Cards.
 
Ventetid, Markskader m.v.
De traditionelle klager over ventetid under større øvelser udeblev heller ikke under denne øvelse. Uanset hvor godt øvelsen er tilrettelagt, kan øvelsesledelsen ikke sikre, at alle enheder er hensigtsmæssigt beskæftiget hele tiden, og øvelses- ledelsen kan heller ikke følge aktivitetsniveauet ved hver enkelt enhed under øvelser af denne størrelse. Unødig ventetid kan kun imødegås gennem en kombination af smidig øvelsesplanlægning, øvelsesledelsens "real time" kendskab til situationen og enhedernes placering på begge partier og kampdommernes blik for, om "markeringsstyrken" er indsat m.h.p. maksimal effekt og engagement under hensyntagen til øvelsens formål. Endelig  -og dette vil altid være det primære: Den enkelte førers jævnlige kontrol af, om hans enheder er indsat til løsning af hensigtsmæssige og så vidt muligt varierede opgaver, eller om der er behov for særlige foranstaltninger, som han enten selv kan iværksætte, eller som han kan bede sin kampdommer om at iværksætte, eventuelt gennem øvelsesledelsen. Kun føreren og hans stab, hvis han har en sådan, kan detaljeret følge hver enkelt enheds aktiviteter og dermed sikre enhedernes engagement. Denne stadige kontrol af enhedernes aktivitetsniveau er i øvrigt ikke noget fredstidsøvelsesfænomen. Også under krig er dette nødvendigt, men her for at sikre en jævn fordeling af byrderne og for at føre kontrol med enhedernes fortsatte indsatsduelighed. Denne kontrol bør derfor være en naturlig og fast del i førervirket, og indlæres på vore skoler.
Aktivitetsideeme behøver ikke nødvendigvis altid at komme fra cheferne. Cheferne har også krav på, at deres underførere udviser initiativ og fremkommer med ideer og forslag til anvendelsen af deres enhed. Det er til gengæld chefernes opgave under den daglige uddannelse af fremelske dette initiativ, netop med henblik på selv at kunne blive aflastet når enheden -som her  -indgår i en større enhedsramme. Medvirkende til manglende aktivitet er også det forhold, at cheferne sjældent i fredstid har alle deres dispositionsenheder til rådighed, og derfor heller ikke har rutinen i at anvende dem. Dette omfatter såvel enheder af egen våbenart som enheder af andre våbenarter, f.eks. samvirket mellem kampenheder, ingeniørenheder og militærpolitienheder. Netop dette samarbejds- og samvirkeproblem blev også konstateret af amerikanerne efter mobiliseringen til DESERT STORM. Det er således ikke et isoleret dansk fænomen.
Under en så stor og langvarig øvelse var den manglende feltvanthed i form af længerevarende øvelser også årsag til manglende opmærksomhed på vedligeholdelsestjeneste, personlig hygiejne m.v. Opnåelse af feltvanthedsrutiner kræver, efter min erfaring, øvelser af mindst fem døgns varighed, og indøvelsen må nødvendigvis finde sted på lavt niveau, hvor en effektiv kontrol kan gennemføres. Markskader udeblev selvsagt heller ikke under øvelsen, selv om landbrugeme i området havde begunstiget vilkårene ved ikke at indlede pløjning og såning m.v. inden øvelsen. Markskadekompensation betales med glæde, hvor det kan vurderes, at udgifterne står i et rimeligt forhold til øvelsesbyttet. Sådanne skader forstås generelt også af alle skadelidte og ødelægger ikke det gode forhold, der under øvelsen var mellem civilbefolkningen og øvelsesdeltageme. At der kan ske uheld undervejs, specielt i mørketimeme, er også forståeligt og forklariigt. Derimod er de indlysende unødige skader både sagligt ubegrundede, uforståelige for de skadelidte og spild af forsvarets penge. Tilsvarende er efterladelse af affald, manglende oprydning eller endog direkte overgreb på civil ejendom unødvendige og medfører unødige omkostninger, ligesom de skader enhedernes og dermed hærens omdømme. Antallet af sådanne "skader" var ikke stort i relation til deltagerantallet, men de var der.
Ud fra en generel betragtning må det vurderes, at de samlede omkostninger til skader m.v. står i et overordentlig rimeligt forhold til øvelsesudbyttet, specielt for de mange pansrede enheder der sædvanligvis ikke har mulighed for at optræde taktisk korrekt i dansk normallandskab.
 
 
Mønstringerne
Da den danske hær er baseret på mobilisering, og den daglige uddannelses- styrke kun udgør en lille procentdel af krigsstyrken, er mønstringer nødvendige når større øvelser afholdes. Østre Landkommando (ELK) havde derfor også planlagt mønstringer af betydelig omfang, og omend disse blev reduceret, er der dog mønstret i alt ca. 3.300 mand.
Mens de rutinemæssige uddannelsesmønstringer oftest foretages underafdelingsvis og retter sig efter den enkelte underafdelings alder og træningsbehov, er forholdet ved større øvelser et ganske andet. Her må der opstilles samlede afdelinger og troppeenheder, som kan virke i en større operativ ramme. Dette bevirker, at visse enheder nødvendigvis mønstres tidligere end ellers planlagt, og visse enheder senere. Da brigader og andre højt prioriterede enheder friskes hurtigst, og det som regel er disse enheder, der udgør hovedparten i sådanne øvelser, vil mønstringen oftest falde på et tidligt tidspunkt efter hjemsendelsen.
Da mønstringsperiodens længde har en betydelig indflydelse på personellets indstilling til mønstringen, tilstræbes perioden gjort så kort som muHgt. Sådanne korte mønstringsperioder harmonerer godt med det tidlige mønstringstidspunkt, idet den tid, der afsættes til uddannelse forud for feltøvelsen, kan gøres kortere end det vil være nødvendigt for ældre enheder.
Belært af den af Forsvarets Center for Lederskab (FCL) i 1989 foretagne undersøgelse af mønstringer i hæren, hvade ELK besluttet at søge konstaterede fejl rettet. I februar 1991 udsendtes derfor ens skrivelse til mønstrende myndigheder med det primære formål  -gennem øget og forbedret information til de mønstrede  -at opnå størst mulig mødeprocent, idet enhedernes krigsbrugbarhed påvirkes stærkt heraf. Jo lavere mødeprocenten er, jo mere svækkes enheden. Det lykkedes at opnå en udsættelsesprocent på 11,8 mod de normale 16,8%, altså en forbedring på 30%. Udsættelsesårsageme fordelte sig således:
 
Sociale forhold: 1,4%
tjenstudygtige: 1,5%
nægtere: 0,8%
studier: 1,8%
erhverv: 1,9%
sygdom: 2,9%
andre årsager: 1,5%
 
Den øgede information fra regimenter og enheder bevirkede tillige, at antallet af udeblivere reduceredes fra normalt 2,2% til 1,3%. En reduktion på 40%. 81% af de mønstrede ytrede i øvrigt tilfredshed med informationen forud for øvelsen. I juli udsendtes fra ELK en skrivelse til mønstrede myndigheder med det formål at undgå en række af de uhensigtsmæssigheder, PCL havde konstateret i 1990 under mønstringerne i forbindelse med øvelserne GÆV KRIGER 1  -4 i Jylland. Endelig udsendtes i september, lige forud for mønstringernes start, en skrivelse til alle i øvelse ACTION EXPRESS deltagende chefer  -på alle niveauer  -med samme formål. PCL undersøgelse under øvelsen viste, at formålet delvis blev nået. Antallet af direkte utilfredse med mønstringsforløbet gik ned fra 33% i 1989, 50% i 1990 til 9% i 1991, men antallet af fuldt tilfredse er fortsat ikke tilfredsstillende. Spredningen mellem enhederne er imidlertid så stor  -mellem 31% til 73,2% finder gennemførelsen af mønstringen god  -at det er vanskeligt at gene- rahsere. Derimod viser spredningen med al ønskelig tydelighed, hvor meget chefen og hans hjælpere betyder for enhedens resultat.

ELK udsendte i forbindelse med mønstringen et spørgeskema til alt personel med henblik på at modtage oplysning om civile kvalifikationer. Det ønskedes således oplyst, hvilke egentlige uddannelser den mønstrede havde, samt hvilke færdigheder hver enkelt havde opnået gennem fritidsinteresser. Pormålet hermed var først og fremmest at give den enkelte underafdelingschef og lavere fører kendskab til, hvilken talent- og videnreserve han råder over i enheden. Denne viden kan han benytte til at sikre, at han har organiseret sin enhed og enkelte underenhed på den mest hensigtsmæssige måde under hensyntagen ikke blot til personellets militære uddannelse, men også til dets øvrige viden og færdigheder. Endvidere får chefen og enhedens førere kendskab til, hvilke ressourcer, de har til rådighed til løsning af specielle opgaver. Det kan være alt fra et behov for en svejser eller tømrer i én situation til udnyttelsen af en orienteringsløber, konkurrenceskytte, svømmedykker eller ingeniørmaskinfører i en anden. Herudover kan oplysningerne i spørgeskemaet bevirke, at ELK får mulighed for at finde specialuddannet personel til varetagelse af mobiliseringsfunktioner, som det er vanskehgt at besætte med kvalificeret personel.
Resultatet af besvarelserne er endnu ikke endeligt behandlet, og spørgeskemaet har formentlig heller ikke fundet sin endelige form, men det er ELK hensigt at fortsætte med udsendelsen ved fremtidige mønstringer, således at personellets civile kunnen generelt er kendt og kan udnyttes ved alle enheder.

 
Enhedernes operative duelighed
En stor øvelse, med betydelige mønstringer, giver mulighed for at foretage en mere overordnet vurdering af enhedernes operative værdi, end det ellers er muligt. Jeg har allerede peget på visse erfarings- og rutineproblemer hos førere og stabe. Konstateringen er ikke overraskende, men må haves i erindring i forbindelse med forberedelserne til en eventuel indsættelse, dvs. under uddannelses- og øvelsesvirksomheden efter en tidlig mobilisering. Ved kamptroppeme er det, som nævnt tydeligt uvant for cheferne at operere med krigsstærke enheder, forstærket med enheder fra andre våbenarter. Også for artillerienhedeme er det uvant at så mange afdelinger arbejder sammen, som tilfældet her var.
De nævnte signalproblemer forstærkede selvsagt føringsvanskelighedeme på højere niveau. Efterretningstjenestens virke er påpeget som et specielt problemområde, der også i en mobiliseringssituation må gøres til genstand for betydelig indøvelse på alle niveauer. På underafdelings- og lavere niveau mangler fortsat større ansvarsdelegering, for at få såvel personel som enheder gjort mere selvstændige og for at kunne operere hurtigere og mere fantasifuldt. Opgaveløsningeme er generelt uden de raffinementer, der ofte kan give de mindre enheder sejren. Det er heller ikke overraskende med den korte uddannelsestid, officerer har som underafdelingschefer, og hvor de samtidig selv skal være uddannere af førerpersonellet i deres enheder. Det smitter af på delingsniveauet, og begge niveauer må erindres i en mobiliseringssituation.
Den feltmæssige optræden af såvel enheder som enkeltmand er generelt mindre tilfredsstillende. De mange hensyn, der under fredstidsøvelseme normalt må tages til terrænets brug og anvendelsen af markeringsmidler, smitter sammen med den manglende førerrutine af på gennemførelsen af elementære regler og principper. Fejlene er mange, men de vil under en mobiliseringsuddannelse ret hurtigt kunne rettes, forudsat at enhederne råder over erfarne instruktører, som er i stand til at gennemføre uddannelsen.
Der kunne imidlertid også under øvelsen konstateres megen professionel optræden og fortrinlige taktiske løsninger. Endvidere må det tillægges meget stor vægt, at lysten og viljen til at gøre en god indsats overalt var tilstede. Det er en vigtig forudsætning for at kunne forberede duelighedsniveauet. De mønstrede enheder, der som nævnt generelt var uddannet inden for de se neste år, var stort set i stand til at leve op til de krav, der stilledes til dem. Det er dog mærkbart, at den fysiske træningstilstand i befolkningen er lav. Personellet er ikke umiddelbart i stand til at bevæge sig ret langt til fods medførende enhedens materiel og ammunition. Også på dette område vil der skulle ydes en meget betydelig indsats under en mobiliseringsuddannelse. Mønstret personel robusthed over for vejrliget kunne i den gunstige vejrperiode ikke kontrolleres. På dette område foreligger dog også tilstrækkeligt erfaringsmateriale. Specielt i vinterhalvåret må der påregnes en meget høj sygdomsprocent ved nymobiliserede enheder.

Sluttelig skal peges på manglen på læger og den deraf følgende mangelfulde behandlingsmæssige uddannelse af sanitetspersonellet ved alle danske enheder. Dette forhold bevirker, at en gennemgribende efteruddannelse er nødvendig, hvis denne tjeneste skal virke forsvarligt. Når lægepersonel atter kan tilvejebringes, bør der gennemføres omfattende uddannelsesmønstringer af alt sanitetspersonel.

 
Afsluttende bemærkninger
Som det er fremgået, er der høstet mange erfaringer under ØVELSE ACTION EXPRESS 199L Erfaringer som ikke ville være opnået uden gennemførelsen af denne øvelse. Mange af de nævnte problemer kan løses gennem afholdelse af mindre øvelser, gennem brug af stabs- og signaløvelser og øvelser i taktisk træner, men det samlede system kan kun gennemprøves under større øvelser. Disse øvelsers gennemførelse hvert andet eller hvert tredie år er derfor en vigtig kontrol af kommandoområdets effektivitet, et godt udgangspunkt for den mellemliggende uddannelsesperiode og en forudsætning for, at ekspertisen til at modtage, støtte og samarbejde med vore allierede kan opretholdes. Den korte værnepligtstid medfører manglende erfaring og rutine blandt førerne, og forstærkes af førerpersonellets meget korte perioder ved enhederne. Uddannelsen lider således generelt under manglende uddannere med fornøden indsigt.

Mobiliseringshæren kræver en meget stor personelpleje og informationsvirksomhed for ikke tjenstgørende personel. På dette område vil en større indsats kunne give endnu bedre enheder. Hæren har endnu ikke vænnet sig til, at mobilise- ringshæren bliver stadig større i forhold til fredsstyrken, og derfor kræver flere og flere ressourcer  -flere end vi har været vant til at afsætte. Behovet forstærkes af de opdragelses- og holdningsændringer, der har fundet sted i befolkningen gennem de sidste 20  -25 år.

 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_121_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del: