Nyt fra bogfronten - oktober 2008

Hærens Operative Kommando (HOK) har netop udsendt en revideret udgave af ”Hærens Mærkedage”. Den er udarbejdet af oberstløjtnant S. C. Volden, Hærens Militærhistoriske Arbejder, på grundlag af ”Hærens Mærke- og Mindedage” af P. I. Liebe og E. Borgstrøm fra 1976. Bogen anmeldelse i næste nummer. 

Ligeledes har HOK udgivet ”Danske hærordninger siden 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv”. Forfatteren er også oberstløjtnant S. C. Volden. Bogen anmeldes i næste nummer af Militært Tidsskrift. Bemærk venligst, at ingen af de to ovennævnte bøger kommer i frit salg hos boghandlere, men kan, så længe lager haves, rekvireres ved henvendelse til Ledelsessekretariatet ved HOK, tlf. 9710 1550 (ved fornyet klartone tastes lokal 7011).

Priser: 

”Hærens Mærkedage”: Pris 100 kr. plus forsendelsesomkostninger.

”Hærordninger”: Pris 80 kr. plus forsendelsesomkostninger. 

 

Hovedvægten på anmeldelserne i dette nummer af Militært Tidsskrift er lagt på brugen af Air Power. Hovedpersonerne i den første bog er Marshal of the Royal Air Force, Sir Hugh Montague Trenchard og Marshal of the Royal Air Force, Sir John Cotesworth Slessor, som er eksponenter for anvendelsen af Air Power fra 1917 og frem til ca. 1960. I den følgende bog beskrives John Warden, som fra 1991 til 2004 har været den mest betydningsfulde bidragsyder til den amerikanske debat om brugen af Air Power, men som i sit hjemland har haft trange kår med at udbrede det glade budskab. Til gengæld er der kommet en ganske god bog ud af det. 

En ganske ung Spitfirepilots erindringer fra Slaget om England i 1940 er ganske tankevækkende. Der er tale om en meget uhøjtidelig bog, hvor en aldrende veteran har fundet alle sine dagbøger fra krigen frem og beskrevet, hvordan uddannelsen foregik, og navnlig hvorledes dagligdagen var for en 18-årig pilot under slaget om England. Se anmeldelsen af ”Beredskab fra daggry”.

Endvidere har Forsvarsakademiet udgivet en ”brief” (et notat) om Kinas sømilitære ambitioner: ”Hangarskibe – Kinas vej til stormagtsstatus?” Der er ikke tale om en bog, men om et notat, som kan hentes på nettet. Notatet findes kun i elektronisk form, og man må selv stå for udprintning. Hele sagen fylder kun 24 sider, men det er lykkedes for forfatteren, oberstløjtnant Kim Nødskov, fra China Studies, Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, at give en kort og fyldestgørende redegørelse for Kinas problemer i relation til hangarskibsbygning – og der er mange problemer: Skal de bygges i Kina eller i Rusland, hvor mange skal man have for at have mindst et hangarskib operativt, hvor stor en flådestyrke skal beskytte et hangarskib, hvilke fly skal om bord, hvilke typer operationer skal de deltage i etc. 

Af notatets resumé fremgår: ”Meget tyder på, at kineserne aktivt forsker i design af et hangarskib. Kina har ikke officielt tilkendegivet, at det er i færd med at anskaffe sig hangarskibe, men dets meget aktive bestræbelser på at skaffe sig viden om hangarskibe og fly, der kan operere fra hangarskibe, såvel som dets køb af hangarskibssystemer gør det overvejende sandsynligt, at landet er i færd med at forberede en anskaffelse. Kina gør territorielle krav gældende i det Sydkinesiske Hav og er bekymret for de maritime forsyningsveje til sine egne havne, og landet har derfor gode grunde til at kunne ønske sig hangarskibe. Dertil kommer, at et kinesisk hangarskib vil være et synligt tegn på Kinas position som stormagt i Asien.” Notatet kan downloades fra www.fak.dk.

Kjeld Galster har udgivet en bog med titlen ”Fjendens ansigt” om fjendebilleder. Bogen er anmeldt af Mikkel Vedby Rasmussen fra Dansk Institut for Militære Studier. Galster bruger sine fjendebilleder til at beskrive, hvorledes soldaten og det samfund, som han repræsenterer, forholder sig til sine fjender. Læseren indføres i krigshistorien, krigsteoretiske problemer og strategi. 

Mange af de centrale sovjetiske arkiver, som stod lidt på klem lige efter Sovjetunionens sammenbrud, blev efter kort tid atter lukket i. En svensk forfatter har så gjort det kunstgreb at tage langt ud i provinsen for at se, hvad man mon i stedet kunne finde i tilgængelige lokalarkiver. Oplysningerne fra lokalarkiverne fra Tjeljabinsk i det sydlige Ural har kastet nyt lys over den sovjetiske kampvognsproduktion fra 1917 – 1953. Se anmeldelsen af ”Tankograd. Den ryska hemmafrontens dolda historia 1917-1953”. 

På baggrund af ny forskning har Niels Erik Rosenfeldt udarbejdet en ny Leninbiografi – ”Lenin – en revolutionær fundamentalist”, som i høj grad ændrer det syn på Lenin, som mange måske er gået rundt med. I sovjetiske fremstillinger havde Lenin en nærmest guddommelig status, og efter læsning af denne bog har man et noget mere jordnært syn på manden, som i bund og grund var en nørd, fantast, fundamentalist og politisk fiasko hele vejen igennem, men som blev reddet ved eget held og modstandernes uduelighed. 

”Holmen-katastrofen” i 1951 er blevet genstand for en lille bog, som blandt andet har fået støtte fra Københavns Brandvæsen, Falcks Redningskorps og forsvaret. Denne ulykke, hvor 11 af søværnets miner eksploderede under en brand på Holmen, var en menneskelig tragedie, som kostede livet for 11 brandfolk, 3 Falckreddere og 2 befalingsmænd i søværnet. Det er også en historie om dårligt brandberedskab, dårlig ledelse og ansvarsforflygtigelse i forbindelse med hurtig opbygning af et mineberedskab i en kriseperiode. 

14 af de mest betydningsfulde personer i besættelsestidens Danmark er blevet beskrevet i syv dobbeltportrætter, hvor de parvis er sat op mod hinanden i ”Sådan valgte de”, for eksempel Dr. Werner Best sat op mod sin danske modpart Erik Scavenius. Det er der kommet en fascinerende debatbog ud af. Den er udarbejdet af Hans Kirchhoff, som også har skrevet netop dette kapitel om Best & Scavenius. 

Den store interesse for begivenhederne under besættelsen fra 1940 - 1945, ikke mindst på grund af premieren på filmen ”Flammen og Citronen”, har fået forlaget Gyldendal til at genudsende to relativt nye bøger. Den ene er Peter Øvig Knudsens ”Efter drabet”, som er en beretning om modstandskampens likvideringer, Den anden bogudgivelse er modstandsmanden Jørgen Kielers tobindsværk ”Hvorfor gjorde I det?”, som er forfatterens personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning. Begge udgivelser anmeldes i næste nummer af Militært Tidsskrift. 

Anmelderredaktøren 

“Trenchard and Slessor: On the Supremacy of Air Power over Sea Power” af Gjert Lage Dyndal (redaktør). Udgivet af Luftkrigsskolen, Stjørdal, 2007. 115 sider. Pris ukendt. 

Det er prisværdigt, at den norske luftkrigsskole udgiver disse indlæg fra to af de personer, der dominerede Royal Air Force’s udvikling fra 1917 og fyrre år frem, ledsaget af biografiske skitser, en beskrivelse af den organisatoriske og tidsmæssige ramme samt en liste over anbefalet videre læsning. Det er desværre ikke usædvanligt, at officerer søger at lære teorien uden at søge forståelse for rammen bag teoriens udvikling. 

Marshal of the Royal Air Force, Sir Hugh MontagueTrenchard’s fire essays er skrevet i perioden 1942 til 1946, mange år efter hans afgang i 1929. De giver enkeltvis og samlet et billede af hans opfattelse af luftkrigens rolle i krigsførelsen. Der er kun lidt udvikling i deres budskab, luftmarskalens trossætninger. Alle flystyrker skal på grund af deres indbyggede fleksibilitet holdes samlet i en organisation. Luftherredømmet er både strategisk og taktisk afgørende for kriges udfald. Den britiske hær må også i fremtiden sikre imperiet, men flådens større enheder er eller vil snart være forældede og unødvendige. Også hangarskibe vil i fremtiden være spild af penge. At det er muligt at skrive dette efter Stillehavskrigen kan kun forklares ved, at det britiske imperium i 1946 stillede baser for landbaserede fly til rådighed over hele verden. Trenchard fremfører, at fly under krigen var det mest effektive middel mod ubåde og i fremtiden kan påtage sig hovedrollen i løsningen af denne opgave. 

Trenchard anvender erfaringen selektivt. Han ser eller skriver ikke, at medens fly med mindre modifikationer kan anvendes fleksibelt i et stort antal roller, kan besætningerne ikke opbygge tilsvarende fleksibilitet. En flyverenhed kan kun opbygge evnen til - på højt kvalificeret vis - at løse en opgavetype med tilhørende samvirke med andre enheder. Det havde RAF været tvunget til at erkende under krigen. Ganske vist anvendte både Bomber Command og Coastal Command samme tunge bombefly, men de opretholdtes og anvendtes som separate organisationer. Krigen havde også – upåagtet af luftmarskalen – vist, at jagerbombeenheder måtte specialisere sig i direkte støtte til hær- eller marinekorpsenheder. Medens Trenchard’s essays har et generelt formål, er Marshal of the Royal Air Force, Sir John Cotesworth Slessor’s fire artikler målrettede og næsten ens indlæg i resurse- og rollekampen mellem RAF og Royal Navy omkring 1960. Også Slessor havde på dette tidspunkt været pensioneret i en årrække. Flåden erobrede en central del af den britiske kernevåbenafskrækkelse med sine Polaris-undervandsbåde. Hvis den også fik midler til at bygge og udruste nye, store hangarskibe, ville det med sikkerhed ramme flyvevåbnet. Dette skal Slessor’s artikler hindre. Det lykkedes ham i så høj grad, at hvis argentinerne havde invaderet Falklandsøerne nogle måneder senere, end det skete, ville det ikke have været muligt for briterne at reagere. Slessor’s verden og argumentation var domineret af den Kolde Krigs ramme og prioriteringer. Falklandskrigen understregede de vilkår, man havde efter tilbagetrækningen fra imperiet. Den blev et varsel om fremtidens behov. Det er uretfærdigt at lade Slessor repræsentere med disse snævre, unuancerede kampskrifter. Han havde allerede i 1960 en omfattende luftmilitær forfattervirksomhed bag sig. Slessor havde i sin tid som chef for RAF 1950-52 været en væsentlig drivkraft bag den Massive Gengældelsesstrategi, som Eisenhower-administrationen gjorde til rammen for udviklingen af de amerikanske og allierede styrker senere i årtiet. Men det er ikke dette hæftes emne. 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

 

“John Warden and the Renaissance of American Air Power” af John Andreas Olsen. Udgivet af Potomac Books, Washington D.C. 2007. 348 sider. 12,87 £ fra Amacon.co.uk. 

Oberstløjtnant Olsen fra det norske flyvevåben er nu chef for ”militærmagtafdelingen”, dvs. instituttet for strategiske studier ved Forsvarets Stabsskole. Hans bog om John Wardens liv og arbejde giver ikke kun et særdeles velskrevet, klart og overbevisende billede af den mest betydningsfulde og indflydelsesrige teoretiker bag den amerikanske militære udvikling fra 1991 til 2004 og af hans teoris substans. Biografien giver også et troværdigt og almengyldigt billede af reformatorens situation i det moderne, rutineprægede, intellektuelt passive, konsensusstyrede militære bureaukrati. 

Det er ikke tilfældigt, at Wardens frustrationer og karriereforløb har fælles træk med hans inspirator og ideal J.F.C. Fuller, der med sin ’Plan 1919’ og senere værker argumenterede for at opnå effekt ved at ramme og lamme modstanderes føringsevne gennem anvendelse af nytilvejebragt teknologi – i Fullers tilfælde hurtige kampvogne. Som også Billy Mitchell, de amerikanske flystyrkers første teoretiker og publicist, var både Fuller og Warden visionære, selvsikre og excentriske, dynamiske, særdeles velbegavede primadonnaer, hvis ideer var forud for deres tid. Begge anvendte historiske eksempler som støttende illustrationer i deres indsats for at overbevise og forny. Den militære organisations tøvende reaktion var ikke enestående. Georg Bruchmüller, der introducerede og udviklede effektbaseret anvendelse af det tyske artilleri under 1. Verdenskrig, fik først sin generalsgrad som en forsinket anerkendelse tyve år efter, han var blevet pensioneret anden gang. Wardens samtidige, Douglas A. Macgregor, US Army og Thomas X. Hammes, US Marine Corps, der også søgte og stadig søger gennemførelse af reformer baseret på et teoretisk grundlag, er ligeledes blevet pensioneret som oberster. 

Olsens værk er velskrevet, og han har udført et fremragende stykke militært samtids- og idéhistorie. Som de fleste biografiforfattere sympatiserer han med sit emne, men det hindrer ikke, at han klart forstår og beskriver sit emnes svagheder. Forfatteren har opsøgt og interviewet så mange kolleger og foresatte, at han har skaffet sig mulighed for at tegne et nuanceret og troværdigt billede af John Wardens liv og professionelle udvikling. Fra de første år som ung jagerpilot med rødder i en officersfamilie over tjenesten som flyvende Forward Air Controller – og som kritisk og analyserende betragter - i Vietnam. Videre som et lovende emne til en hurtig karriere, indtil han som ung oberst og chef for en jager-wing i Tyskland i sin selvsikre reformiver skabte så stor modstand mod sit virke i sin enhed, at han blev fjernet og sendt til Pentagon, betegnet som ”chefsuegnet”. Medvirkende årsag til nederlaget var det meget hurtige rotationssystem, der kun gav tid og mulighed for enten at ’male facaden’ til næste inspektion eller gennemføre småreformer, der ikke kunne nå at slå rødder. 

Bogens hoveddel er en særdeles grundigt underbygget historie om Wardens indsats for at få sine ideer ført ud i livet før og under Golfkrigen 1991. Her har Olsen givet et væsentligt bidrag til forståelsen af ikke alene konflikten, men også indirekte til hvorfor og hvordan forløbet kom til at danne grundlaget for den ledende rolle, som USAF fik i det næste årtis amerikanske opfattelse af, hvordan krige skulle vindes gennem ’smart’ og centralt ledet anvendelse af den sikrede luftoverlegenhed samt andre rekognoscerings- og strikemidler. Den opfattelse som, selv efter erfaringerne i 2004 og senere i Irak og Afghanistan demonstrerede behov for en betydelig korrektion, stadig præger en stor del at NATO-landenes debat og reformindsats. 

Bogen slutter med en beskrivelse af Wardens virksomhed, oprydning og reformer som chef for flyvevåbnets førings- og stabsakademi. Afsnittet, der beskriver situationen før reformerne, kan læses med genkendelsens træthed af personer, der som anmelderen, som kursusleder, har haft samme oplevelse i samme periode. Det er den bedste bog om den militære professions vilkår i vor samtid, jeg har læst i det seneste år. 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

 

”Beredskab ved daggry” af Geoffrey Wellum. Udgivet den 9. oktober 2007 af Diorama Forlag, Hellerup. Bogens originaltitel er ”First Light”. Oversat fra engelsk af Morten W. Larsen. 288 sider illustreret. Pris kr. 289,00 (vejledende). 

Bogens undertitel er ”En Spitfire-pilot fortæller om Slaget om England”. Selv om der er tale om en bog i den lettere genre – set i relation til læserne af Militært Tidsskrift, så har den mange kvaliteter. Forfatteren er hudløs ærlig omkring problemer så som pligt, frygt, stress, egne evner og ikke mindst utallige dødsofre i den nærmeste omgangskreds. 

Geoffrey Wellums baggrund er ganske enestående. Som 17-årig meldte han sig til RAF med henblik på at gennemgå uddannelsen til jagerpilot. Det var i august 1939, og han vurderede ikke, at der ville udbryde krig lige med det samme. Han kunne bare godt tænke sig at lære at flyve. Udvælgelsen var hård, og læseren kan følge ham igennem lægeundersøgelser, teori og flyvning. Frafaldet var stort, og han hang også selv i vandskorpen nogle gange, men gennemførte uddannelsen og fik lov til efter flyveskolen at blive omskolet til at flyve jagere. Dermed fik han sit drømmejob som yngste mand i 92 Squadron, som havde Spitfires. Hans forudsigelser omkring krigsudbruddet kom ikke helt til at holde stik, og landet var på krigsfod, kort tid efter han påbegyndte uddannelsen. Som 18-årig deltog han i Slaget om England, og hans eskadrille var baseret der, hvor det gik hårdest til. 

Der er intet glorificerende over bogen. Den er utrolig ærlig. Den giver et godt indblik i dagligdagen i RAF under slaget. Mekanikerne ser op til piloterne. Piloterne stoler på deres folk. Der er oppassere, som vækker den 18-årige med te om morgenen, inden han skal i beredskab. Til gengæld forventer man jo så, at han deltager i op til tre daglige operative flyvninger rettet mod Luftwaffes angreb. Om aftenen, når jagereskadrillen ikke længere er i beredskab, så slutter man lige dagen af med en øl på den lokale pub, men der kan jo mangle nogle af piloterne fra aftenen før! Det står helt klart for læseren, at en jagerpilot i RAF på denne tid lever – eller måske rettere overlever - på marginaler. Der er ikke noget med at flyve samme kurs mere end 20 sekunder ad gangen. Pludselig kan ens fly blive gennemhullet, uden man forinden har set nogen fare dukke op. Efteråret 1940 var hårdt for piloterne, men gradvis klinger det tyske angreb af, og i 1941 vender situationen så meget, at Spitfirene kan deltage i offensive operationer rettet mod havne og fabrikker i Frankrig, Belgien og Holland. 

I 1942 bliver Geoffrey Wellum håndplukket til en specialmission, som ingen af deltagerne kan få noget at vide om, før de er bragt til Skotland og sejlet ud fra kysten. Da de bliver fordelt om bord i nogle hangarskibe, får de opgaven at vide. Det drejer sig om ”Operation Pedestal”. Fem hangarskibe skal sejle ned forbi Gibraltar og så langt over mod Malta, at man kan nå at overføre et stort antal Spitfires om bord i hangarskibene til denne udsatte ø. Ingen af de udtagne piloter har tidligere fløjet fra hangarskibe, men man har selvfølgelig ladet en testpilot afholde diverse forsøg. Malta var meget udsat for tyske og italienske angreb, og øens beholdninger var meget få. Vægtmæssigt kunne man ikke tillade sig at lade maskinkanonerne, men i stedet tager man cigaretter med til RAF-personellet. De vejer ikke så meget. Det lykkedes at få flyene i luften med en ekstra droptank – som i øvrigt helst ikke må droppes, for dem mangler man også på Malta. 

Forfatteren bliver syg af bihulebetændelse på Malta og sendes hjem. Det viser sig, at han faktisk er nedslidt både fysisk og psykisk efter omfattende krigsdeltagelse i 3 år – og han opsummerer sin situation: ”Mit liv er kulmineret inden min 22 års fødselsdag”. Efter 6 ugers sygeorlov ansættes han som testpilot for RAF ved Gloster Aircraft Production. Hans gode evner som pilot bruges under resten af krigen til at teste fabriksnye fly af typen ”Typhoon” til taktiske nærstøtteoperationer. 

Bogen er forsynet med en række personlige fotos, som er med til at tegne dagligdagen under Slaget om England. Forfatteren førte sporadisk dagbog under krigen, og det er disse optegnelser, der er grundlaget for bogen. Jeg kender ikke oversætterens baggrund, men enkelte steder er teksten uforståelig, og en sagkyndig jagerpilot kunne nok med fordel have læst oversættelsen igennem inden udgivelsen. Bogen er ikke krigsforherligende. Fremstillingen er meget nøgtern og sober, og det er godt for eftertiden, at forfatteren i tide har fået nedskrevet sit bidrag. Han er en rigtig helt og hædersmand. 

Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

 

”Fjendens Ansigt” af Kjeld Galster. Udgivet af forlaget ”historie-nu.dk”, Birkerød, 2007. 373 sider, illustreret. Pris kr. 299 hos boghandlere, men bogen kan anskaffes for kr. 199 ved bestilling direkte via http://www.historie-nu.dk. 

Min yndlingssoldat for øjeblikket er H.R. McMaster. Han har skrevet en af de bedste bøger om civile-militære relationer i USA under Vietnam-krigen (”Dereliction of Duty”, 1997). Som om det ikke var godt nok, så var det oberst McMasters indsats i Anbar-provinsen i Irak, der blev modellen for den nye strategi, som USA begyndte med ”the surge”. McMasters akademiske meritter og hans operationelle færdigheder er nøje forbundne. Hvad han vidste om Vietnam-krigen, var han i stand til at omsætte til praksis i Irak. 

McMaster er således et levende bevis på, hvorfor det amerikanske forsvar gør et nummer ud af at sende sine ledere på universitet, så de dér kan få de analytiske færdigheder, som skal til for at drage lære af historien. I Danmark er vi ikke nået særlig langt med denne ’akademisering’, men Kjeld Galsters bog ’Fjendens ansigt’ er et godt eksempel på, at danske officerer godt kan skrive gode bøger. 

Kjeld Galster tilhører ikke den generation, som har kæmpet i Afghanistan eller Irak. Hans erfaring med INTOPS er primært fra en FNmission i Georgien i midten af 1990’erne. Men Galster bruger sin erfaring fra Georgien og fra den Kolde Krigs NATO-øvelser med stor effekt. Han placerer sig, og dermed os, hans læsere, i konkrete situationer, hvor vi står over for en fjende. Dermed giver han os den oplevelse af kampen, som et dansk publikum ikke har, og som så ofte gør det svært for os at forstå militær litteratur. 

Galsters kunstgreb er at bruge den oplevelse af at stå over for en fjende til at reflektere over, hvordan soldaten og samfundet forholder sig til deres fjender. Det giver ham lejlighed til at give læseren en indføring i basal strategisk tænkning som grundlag for en beskrivelse af de beslutninger, der fører til krig og de fjendebilleder, som holder krigen gående. Tager man Galsters udgangspunkt i betragtning er det forståeligt, at han fokuserer på ”fjendebilledet” som et operationelt spørgsmål. 

Ambitionen for Galsters bog er ikke at bedrive forskning. Den systematiske, teoretiske klarlæggelse af, hvordan fjendebilleder skabes og opretholdes, som havde hørt en forskningsmonografi til, er i det store og hele fraværende. I stedet får vi en solid indføring i centrale krigshistoriske og krigsteoretiske problematikker med fjenden som det centrale begreb. Galsters bog er således ganske usædvanlig og læseværdig på dansk, men følger i en britisk tradition, hvor Michael Howard, John Keegan og Jeremy Black har skrevet bøger i samme stil. 

Netop fordi mange af disse værker er oversat til dansk, så undrer det mig, at Galster ikke har benyttet sig af lejligheden til at give sit værk en mere dansk vinkel. Der er selvfølgelig referencerne til hans egne missioner og lejlighedsvise danske eksempler, men selvom meget plads bliver brugt på, hvad Galster mener, er fejlagtige fjendebilleder i optakten til Irak krigen i 2003, så antydes den danske vinkel kun her. Ligeledes kunne det have været spændende at høre om de udsendte danske soldaters fjendebilleder i Afghanistan og Irak såvel som den hjemlige opinion. Galsters bog fortjener en plads på ethvert folkebibliotek, så folk kan stifte bekendtskab med de krigsteoretiske spørgsmål i en velformidlet historisk kontekst. Desværre vil en bibliotekar hurtigt opdage, at bogens ryg ikke er limet godt nok. Den vil ikke klare mange udlån. Galsters forlag har svigtet ham på dette område, såvel som med selve opsætningen af bogen. Den har for stor linieafstand og har klodset placering af billeder, så den mere ligner en opgave end en bog. 

Mikkel Vedby Rasmussen, ph.d. Dansk Institut for Militære Studier 

 

”Sådan valgte de” redigeret af Hans Kirchhoff. Bogens undertitel er ”Syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid”. Udgivet den 28. februar 2008 af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. 200 sider. Pris indbundet kr. 169,00 (vejledende). 

Fra Plutarch i det gamle Grækenland har forfatterne genoptaget traditionen med dobbeltportrættet, hvor to personer med nogenlunde samme baggrund sættes op mod hinanden i en eller anden form for sammenligning. Her er tale om en antologi redigeret af Hans Kirchhoff. Bogens øvrige forfattere er Hans Hertel, Palle Roslyng Jensen, Michael Kjeldsen, Bo Lidegaard, Joachim Lund og Niels Wium Olesen. Baggrunden for bogen var en foredragsrække på fem dobbeltportrætter på Folkeuniversitetet i København i 2006. Interessen var så stor, at den måtte gentages i 2007, og siden er materialet blevet udvidet med to. De udvalgte personer er ikke tilfældigt valgt. De var alle repræsentanter fra centrale aktørgrupper såsom politikere, embedsmænd, erhvervsledere, modstandsfolk og kulturpersoner, der blev medbestemmende for udviklingen under krigen. 

Parvis er de portrætterede personer fra besættelsestiden: 

• Erik Scavenius & Werner Best,

• John Christmas Møller & Hans Hedtoft,

• Nils Svenningsen & Henrik Kauffmann,

• Erling Foss & Gunnar Larsen,

• Mogens Fog & Frode Jakobsen,

• Vagn Bennike & Jens Toldstrup og endelig

• Kaj Munk & Valdemar Rørdam. 

To af dobbeltportrætterne skiller sig ud. Det er Hans Kirchhoffs om Scavenius & Best samt Bo Lidegaards om Svenningsen & Kauffmann. I disse to kapitler får man i koncentreret form serveret størsteparten af de argumenter, som hele besættelsesdebatten kredser om: Samarbejde eller modstand? Resultatet er blevet en fremragende debatbog. 

Det er blevet diskuteret, i hvor høj grad Scavenius var en stor statsmand. Hans viden og politiske grundlag var formentlig baseret på en lettere antikveret tankegang fra ca. anno 1900, men han var under alle omstændigheder klar over, at Danmarks skæbne var nøje knyttet til vor nabo Tyskland, og at hjælp i betrængte situationer ikke kunne påregnes. Til gengæld stod det ham ikke klart, at USA i kraft af sit industri- og finanspotentiale kunne overgå Tysklands magt. Scavenius er ganske interessant at beskæftige sig med, for her er tale om en politiker, som gentagne gange siger nej til regeringsmagten, men som alligevel ender med at få den. Ved Dr. Bests ankomst til Danmark ultimo 1942 har Scavenius rigeligt med erfaring at øse ud af til den nye rigsbefuldmægtigede i Danmark (og SS-general). Han får fra den første dag gjort sig klart, at han ”ikke kunne stange ål og gå på harejagt samtidig”, det vil sige, han kunne ikke samarbejde med den danske regering og samtidig støtte de danske nazisters ambitioner om at overtage magten. Samarbejdet havde sin pris, og Tyskland kunne strække sig langt, så længe den livsvigtige danske eksport til Tyskland blev opretholdt. De to mænd indgik i et skæbnefællesskab. Hvis den enes politik brød sammen, ville den anden blive trukket med i faldet. Best var ved sin ankomst til Danmark meget usikker og uerfaren, og Scavenius blev hans støtte og mentor. I efterkrigstiden fremstod de fleste danske politikere fra samarbejdspolitikken som frihedskæmpere, og de havde glemt, hvad de tidligere havde sagt og gjort. Det gjaldt ikke Scavenius. Han vedkendte sig sin politik, forklarede hvorfor, herunder at han og Best havde arbejdet hårdt for at undgå krisen den 29. august 1943, men at det tyske militær var gået uden om Best i denne sag. Bogens beretning om Bests fængselsophold efter 1945, hans tilstand i sindssygens grænseland og hans frustrationer over behandlingen er i sig selv ganske fantastisk læsning. Med sin karriere på spil havde Best sørget for, at Danmark blev skærmet mod Hitlers overgreb. Danmark kom, også ifølge Best, bedre igennem krigen end noget andet besat land, og det var hans skyld. 

Bo Lidegaards dobbeltportræt af Svenningsen & Kauffmann - med undertitlen ”diplomatiets politiserende embedsmænd” - er også fremragende. Forfatteren har for øje at beskrive forskellen i de to personers udgangspunkt. Kauffmann sad trygt og godt som Danmarks gesandt i USA og ville gerne støtte Danmarks image som allieret i USA, hvor Svenningsen som direktør i Udenrigsministeriet de facto efter den 29. august 1943 var landets øverste repræsentant over for besættelsesmagten. Sidstnævnte skulle sørge for, at landet slap så uskadt som muligt igennem besættelsestiden. De to mænd havde meget modstridende opfattelser af, hvad det var, der truede Danmark. Dermed havde de også forskellige bud på, hvorledes landet kunne redde sig igennem krigen. Kauffmann havde, kort tid inden han overtog posten som gesandt (ambassadør) i Washington, været Danmarks gesandt i Oslo i syv år. En af de ting, som slog ham efter den 9. april 1940, var, at det kæmpende Norge fik meget stor sympati i den amerikanske offentlighed, medens Danmark derimod ”havde lagt sig ned uden kamp”. Kauffmann tillagde det afgørende betydning, at Danmark kom til at fremstå som engageret i kampen mod Hitlers Tyskland og ikke som en mere eller mindre villig medløber. Han var amerikansk gift og havde inden sin ankomst til Washington et grundigt kendskab til USA's omfattende økonomiske, industrielle, politiske og militære kapacitet. 

Nils Svenningsen havde en noget anden baggrund. Han havde fra 1924 til 1930 gjort tjeneste ved gesandtskabet i Berlin og var dermed opfostret med den såkaldte tyskerkurs, som var fremherskende i udenrigstjenesten i begyndelsen af det 20. århundrede. Alle politiske analyser i Danmark af de faktiske magtforhold i Europa viste, at i ethvert scenarium ville Danmark være prisgivet Tyskland. Det var ikke muligt for Danmark - via internationale alliancer - at spille stormagterne ud mod hinanden og komme sejrrigt ud af det over for Tyskland. Efter sin hjemkomst til Udenrigsministeriet i 1930 forblev Svenningsen der i en længere årrække. Den 9. april 1940 var han avanceret til chef for den politisk-juridiske afdeling, og året efter blev han udnævnt til direktør for Udenrigsministeriet og blev dermed udenrigsminister Scavenius’ nærmeste rådgiver. Da samarbejdspolitikken brød sammen blev Svenningsen departementschefstyrets førstemand og fremstod som en slags fungerende statsminister over for de tyske besættelsesmyndigheder. For Svenningsen var og forblev det uforståeligt, at nogen kunne ønske at skærpe konfrontationen med tyskerne til et punkt, hvor samarbejdet brød med en direkte tysk magtovertagelse til følge. Som Scavenius fandt han, at næsten enhver indrømmelse var at foretrække for et brud, og han var i dagene efter den 29. august 1943 blandt dem, der ville have foretrukket en regeringsomdannelse. 

Der skal ikke her foretages en detaljeret gennemgang af de enkelte kapitler, men indledningen i bogen bør fremhæves, når der nu er tale om en debatbog. Her giver Hans Kirchhoff baggrunden for valget mellem samarbejde og modstand. Og - siger forfatteren - alle besatte lande samarbejdede, uanset om den tyske fremfærd var indladende eller voldelig, for hverdagen skulle jo fortsætte på en eller anden måde. Det leder ham så videre til at omtale baggrunden for ordet ”kollaboration”. ”Collaboration” er fransk, og Frankrig står som kollaboratørstaten per excellence. Forfatteren skriver således i indledningen: Kollaboration blev i nederlagets time Frankrigs svar på den tyske besættelse, et svar, det store flertal sluttede op om. Men med De Allieredes sejre og modstandsbevægelsens vækst blev kollaboration synonymt med forræderi, og i slutopgøret blev kollaboratørerne skudt og henrettet en masse. En tilsvarende udvikling finder vi overalt i det besatte og befriede Europa, hvor det i befrielsessommeren 1945 kunne gælde livet eller i hvert fald karrieren at have været på den forkerte side. Derfor turde de færreste forsvare kollaborationen i dens egen ret som den svages legitime svar på supermagten Tysklands overgreb og som et valg mellem et større eller et mindre onde. Resultatet blev den europæiske myte, om samarbejdet som en form for skjult modstand, en myte, der har forplumret diskussionen lige indtil i dag.” Som det gerne skulle fremgå af anmeldelsen, er der tale om fremragende bog, som via beskrivelse af 14 af de mest kendte personligheder fra besættelsestidens historie kommer rundt i alle aspekterne omkring spørgsmålet: Samarbejde eller modstand? 

Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

”Tankograd. Den ryska hemmafrontens dolda historia 1917-1953” af Lennart Samuelson. Udgivet på SNS Förlag, Stockholm 2007. 368 sider. Pris Skr. 295. 

Forfatteren er docent ved Handelshøjskolen. For sin tidligere militærhistoriske indsats med analyser af Sovjetunionens krigsøkonomi har han modtaget den svenske Forsvarshøjskoles Hugo Raab-pris. I denne bog giver han et nyt, uddybet, nuanceret og fuldt overbevisende bidrag til vores forståelse af, hvorledes Sovjetunionen blev i stand til at præstere det afgørende bidrag til Tysklands nederlag i 2. Verdenskrig. Det sker ved, at han retter fokus mod industribyen Tjeljabinsk i det sydlige Ural. Hans søgen uden for Moskva har gjort det muligt at kompensere for genlukningen af de centrale russiske arkiver. I provinsen er arkiver forblevet åbne, og her har det været muligt at opnå en særdeles frugtbar diskussion med de lokale historikere. 

I indledningen argumenterer forfatteren for værdien af Tjeljabinsk som spejlbillede af udviklingen i Rusland fra 1900-tallets begyndelse til århundredets afslutning. Herefter beskriver han udviklingen fra Borgerkrigens begyndelse til femårsplanernes start. En af de Rødes afgørende sejre fandt sted i regionen. Samuelson skitserer herefter på grundlag af den nyeste forskning 1920’ernes udvikling af den Røde Hærs fremtidige doktrin, der blev rammen for de sovjetiske prioriteringer i kampvognsudviklingen i løbet af 1930’erne. 

I bogens første hovedkapitel beskrives problemer og friktion i forbindelsen med etableringen af byens massive traktorfabrik i det smertefulde kaos fra kollektivisering og chokindustrialisering. Den amerikanske rolle og andre udlændinges bidrag i opbygningen beskrives. Etableringen skete på enhver måde på ’bar mark’. Den grundlæggende infrastruktur fandtes ikke, arbejdskraften bestod af bønder, der hverken kunne læse eller skrive. Der fandtes kun en lille del af det nødvendige antal rimelige boliger, arbejdsstyrken boede ofte i jordhuler eller med flere familier sammen i rudimentære barakker. Offentlig transport mellem bolig og arbejde var utilstrækkelig. Sundhedssituationen var kritisk dårlig, og der manglede hospitaler og sundhedspersonale. De kritisk dårlige vilkår fik arbejderne til at flygte, uanset den formelle risiko for hård straf. Der måtte ske en hurtig og omfattende indsats for både at forbedre det generelle uddannelsesniveau og for at uddanne de professionelle kadrer. At dette i så stor udstrækning lykkedes, skabte rammen for det efterfølgende produktionsmirakel under krigen. Samuelson beskriver, hvordan det blev opnået i en bizar og uforløst blanding af entusiasme og tvang. Bogens centrale del, hvor forfatteren fuldt ud udnytter sin omfattende viden om den sovjetiske militærindustri, beskriver først traktorfabrikkens forberedelse til mobilisering i støtten af krigsmagten. Derefter følger en beskrivelse af, hvorledes byen, dens industri og almindelige borgere blev ramt af de forskellige bølger i den store terror. Samuelson argumenterer overbevisende for en nuancering i forhold til tidligere analyser i opfattelsen af, hvorledes denne terror virkede. Han understreger endvidere det for eftertiden helt afgørende forhold, at medens udrensningerne ramte flykonstruktørerne, gik kampvognskonstruktørerne fri. Den skabte ekspertfundamentet for den efterfølgende produktion, der i forhold til modstandere og allierede leverede en både kvalitativt og kvantitativt overlegen flåde af middeltunge og tunge kampvogne. 

I beskrivelsen af etableringen af de evakuerede kampvognsfabrikker fra Leningrad, Kharkov og Stalingrad med deres arbejdsstyrke i den i forvejen infrastruktur- og facilitetssvage Tjeljabinsk – Tankograd – og i fortællingen om byens efterfølgende krigsproduktion giver bogen et helt enestående billede af den sovjetiske hjemmefronts indsats og lidelser. Nødvendigheden tvang myndighederne til pragmatiske forsøg på at afhjælpe problemerne. 

Bogen beskriver samtidig, hvorledes de skiftende modeller af tunge KV- og Stalin-kampvogne fleksibelt og dynamisk blev tilpasset kamppladsens behov. Bogen følger, men nu kun i skitseform, udviklingen af Tjeljabinsk efter krigen, hvor den blev et center i atomvåbenindustrien. Læs denne episke bog, bliv klogere, mere oplyst, og måske irriteret over at få undergravet tidligere fastvoksede opfattelser. 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

 

”Lenin” af Niels Erik Rosenfeldt. Bogens undertitel er ”En revolutionær fundamentalist”. Udgivet den 6. februar 2008 af Høst & Søn, København. 288 sider illustreret. Pris kr. 299. 

Forfatteren er lektor ved Københavns Universitet og har tidligere blandt andet udgivet den meget anmelderroste Stalinbiografi: ”Stalin. Diktaturets anatomi” (2006). Hermed har forfatteren beskrevet de to vigtigste sovjetledere i det 20. århundrede. Bogen skildrer Lenins liv fra hans fødsel i 1870 til hans død i 1924, og der er blandt andet fokuseret på Lenins forhold til Danmark og til Skandinavien. Stauning optræder således ved flere af de konferencer og kongresser, som omtales. Bogen er baseret på den seneste internationale forskning, og Rosenfeldt betegner Lenin som politisk fundamentalist. 

Lenin hed oprindelig Vladimir Iljitj Ulyanov. Han kom fra et pænt borgerligt hjem, hvor faderen var skoledirektør i Simbirsk ved Volga-floden. Hans baggrund som revolutionær skal søges i en voldsom begivenhed i ungdommen. Da han var 17 år gammel studerede hans fire år ældre broder i Sankt Petersborg. Han fik omgang med revolutionære kredse, og man syslede blandt andet med et attentat mod tsar Alexander III, gift med Christian IXs datter Dagmar (Mariya Feodorovna). Attentatplanerne blev opdaget, og blandt de anholdte blev fem dømt til døden og hængt, der i blandt Lenins broder. Dette var et chok for Lenin, som hermed blev politisk engageret. 

Selv om Lenin ganske givet har været en stor begavelse, så opnår forfatteren at få stillet Lenin på plads i historien. Den seneste forskning har medvirket til, at han har mistet sin nærmest religiøse status, som han nød under den kolde krig, og han er blevet reduceret til ”normal størrelse”. At han har haft en elskerinde fremgik ikke af den omfangsrige Lenindyrkelse efter hans død. Lenin virker som en fantast og en ”politisk nørd”, og han rager uklar med alle, som ikke er enige med ham. Han bruger hele sit liv på at sidde og vente i udlandet på det rette øjeblik for den russiske revolution, som så skal efterfølges af en verdensomspændende revolution. Det lykkedes for ham at ”time” oktoberrevolutionen i 1917. Her går det godt for ham, men det har været på et hængende hår. Lenins sejr skyldes først og fremmest, at hans modstandere – de hvide - ikke kunne enes. I de følgende år kommer der en borgerkrig, og så venter man igen på verdensrevolutionens komme. I denne ventetid, hvor man håber på en revolution i Tyskland, dør han i 1924. 

Lenins sejr i revolutionen skyldtes også hans grænseløse hensynsløshed. Han gik ikke ind på nogen form for kompromis. Modstandere blev henrettet, partiafvigere blev udrenset og tsarens hemmelige politi blev erstattet af den endnu mere hensynsløse såkaldte ”Tjeka” under ledelse af Felix Dzershinsky. Udrensningerne var oprindeligt tænkt som en måde at skille sig af med upålidelige kræfter og svage sjæle, som ikke arbejdede fuldt ud for ”sagen”. De udrensede blev altså blot sat fra deres bestilling, og heri lå et betydeligt pressionsmiddel. Senere blev udrensninger synonymt med deportation eller henrettelse.

Terror blev brugt som våben, og Lenins simple budskaber om ”fred, brød og jord” skulle slet ikke opfattes bogstaveligt. Det var blot praktiske slogans under regimeskiftet. Et bondeoprør i Tambov-provinsen, hvor 3,5 millioner fra bondebefolkningen gjorde opstand mod de kommunistiske landboreformer, blev slået ned. Da matroserne på Kronshtadt forlangte at blive hørt i sovjetterne (arbejderrådene), blev de alle - 15.000 matroser - likvideret eller for enkeltes vedkommende jaget bort. Det er ganske tankevækkende, at forfatteren i bogens slutning lader den aldrende tidligere udenrigsminister Vyatjeslav Molotov besvare et spørgsmål, han blev stillet i 1970’erne: Hvem var mest hensynsløs? Lenin eller Stalin? Molotovs svar var - efter nogen betænktningstid: Lenin! 

Forfatteren gør en del ud af Lenins rejser til blandt andet Sverige og Danmark. Lenin har for øvrigt boet i en lejlighed på Vesterbrogade 112 A, hvortil troende kommunister siden er valfartet. Thorvald Stauning har deltaget i en række af de kongresser, som socialdemokrater og kommunister forsøgte sig med i fællesskab, men hvor kommunisterne ofte havde skjulte dagsordener. Stauning skrev hjem til sin kommende hustru Olga, kaldet Dodo, om kongressen i Berlin i april 1922: ”Meine liebe Dodo. Det er længe siden, at jeg har spildt så megen tid på vrøvl som i disse dage. Det kommer der imidlertid af at indlade sig med den samling af naive teoretikere og politiske spekulanter, som findes i Moskva”. Staunings belgiske kollega, Émile Vandervelde, bemærkede efter samme møde med sovjetkommunisterne, at enhedsfronttaktikken var ”en sær blanding af troskyldighed og machiavellisme, hvor de appellerer om samling og enhedsfront, men hvor de heller ikke gør nogen hemmelighed ud af, at hensigten er at kvæle og forgive os, efter at de har omfavnet os”. 

Forfatteren skal have megen ros for den lethed han lægger for dagen i beskrivelsen af Lenin og hans tankevirksomhed. Lenin er normalt tungt stof. Han har hentet inspiration hos Immanuel Kant, Karl von Clausewitz og Karl Marx, som alle må siges at ligge i den tunge genre. Som det fremgår af registret, fylder Lenins samlede værker 55 bind, men denne Lenin-biografi er let læst, og den giver et enestående overblik over Lenins liv og hans betydning. Lenin påstod, at han gik videnskabeligt til værks. Han var over bevist om, at han repræsenterede den evige og urokkelige objektive sandhed. Folk med andre opfattelser kunne han betegne som slyngler, klasseforrædere, utøj, folkefjender etc. Blot dette, at de var uenige med Lenin gjorde, at de ”stillede sig på tværs af den eneste vej, der førte til fremskridt, velfærd og lykke”. Samtidig står det klart for læseren, at det kun var tilfældigheder, der gjorde, at Lenin fik sin Sovjetunion. Han var meget i tvivl om, hvem der skulle løfte arven efter ham, og han foretrak et kollektiv, da alle kandidaterne havde fejl og mangler. Det gav rige manøvremuligheder for Stalin. I bogens sidste kapitel med titlen Arven” diskuterer Rosenfeldt, om ikke Lenin med sin kompromisløse holdning, som blandt andet medførte bekæmpelse af de tyske socialdemokrater, i virkeligheden skabte baggrunden for Hitlers magtovertagelse. Bogen er bagest forsynet med en god litteraturliste og et fyldigt personregister. 

Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

 

”Holmenkatastrofen” af Sune Wadskjær Nielsen. Udgivet af Wadskjærs Forlag. 96 sider illustreret. Pris kr. 129,00. (ISBN: 978-87-992405-0-0). 

Denne bog er udgivet med støtte fra Falck A/S, Københavns Brandvæsen og Forsvarets Mediecenter. Bogen beskriver den mest ulykkelige hændelse søværnet har været ude for siden krigen, og det er en begivenhed, som har sat sig nogle voldsomme spor. Elleve brandfolk, tre Falck-reddere og to af søværnets personel omkom ved en voldsom eksplosion sent fredag aften den 23. november 1951. Der er forskellige teorier om årsagen til den brand, som fik så katastrofale følger. Ulykken er aldrig blevet helt opklaret, og en af de mange muligheder var sabotage. 

Bogens forfatter har hentet det meste af historien via den pensionerede orlogskaptajn Jørgen Strange Lorenzen, der som mineuddannet netop havde sin gang i de lokaliteter, som blev ramt af katastrofen. Han har været den minekyndige rådgiver for forfatteren, og det er hans interesse i sagen, som har udløst forfatterens skriverier. 

Baggrunden for katastrofen var en brand i en træbygning, som rummede et mineværksted. Søværnet var i 1951 i fuld gang med at opbygge et mineberedskab, og forholdene i minedepoter og på værksteder var ikke særlig gode. For søværnet var det nemmere at klargøre miner på Holmen end i depoterne, men til gengæld var opbevarings- og sikringsforholdene på Holmen ikke så gode. Man ville også godt undgå daglige transporter af krigsminer tværs gennem byen fra depotet i Tårbæk til Holmen og retur. Det var prioriteret meget højt, at man hurtigt fik opbygget et moderne minevåben. Nogle miner blev anskaffet fra USA og Storbritannien, medens andre blev produceret herhjemme. Den pågældende fredag eftermiddag var alle tre kakkelovne (!) i mineværkstedet konstateret slukket ved arbejdstids ophør kl. 16. Omkring 22.30 observeres der brand i bygningen, og der blev tilkaldt brandfolk fra stationen på Amager samt fra Hovedbrandstationen på Vestre Boulevard (nu H. C. Andersens Boulevard). Tyve minutter efter nåede branden til minerne, som alle sprang samtidig. Der var tale om i alt 11 miner med knap 5 tons sprængstof. 

Alt hvad der kunne gå galt den aften gik galt – og den efterfølgende undersøgelse var lidet flatterende for søværnet. Brandberedskabet på Holmen havde i mange år været nedprioriteret og var nærmest ikkeeksisterende. Oplysninger om tilstedeværelse af sprængstoffer skulle gives til vagten i tilfælde af brand, men oplysningerne var utilstrækkelige, og formidlingen af oplysninger til brandvæsnet virkede heller ikke. Da brandvæsenet denne aften dukkede op til branden, var der ingen fra søværnet, som vidste, at den brændende bygning indeholdt 11 miner. Det blev vagten på Marinekasernen klar over ca. 2 minutter, før ulykken skete, men nyheden nåede ikke frem før en kæmpeeksplosion lagde store dele af Holmen øde. Var branden blevet opdaget 10-15 minutter senere var ingen kommet til skade ved eksplosionen, men brandvæsenet nåede lige at stille op med et antal køretøjer, organisere brandfolkene og gå mod den brændende bygning. Ud over de 16 dræbte var der 28 hårdt sårede og 32 lettere sårede at tage sig af. Holmen henlå i totalt mørke, og havnevæsnets slæbebåd kom med den eneste projektør til redningsarbejdet. 

Søværnets opfattelse af sikkerhed for transport og opbevaring af eksplosiver havde åbenbart ikke været helt tidssvarende. En brand på Bofors-fabrikkerne i Sverige i 1940 havde afsløret, at moderne sprængstoffer – i dette tilfælde trotyl - ikke nødvendigvis kan modstå en brand, og stødfølsomheden var der diskussion om. Søværnets teknikere havde fået rapporter om branden i Sverige og burde derfor have truffet nogle mere omfattende sikkerhedsforholdsregler end tilfældet var. Den efterfølgende undersøgelse af katastrofen og dens omfang afslørede søværnets ikke særlig konsekvente omgang med eksplosiver og en ledelse, som fastslog, at når man opbyggede et søværn så hurtigt, så kunne man ikke nødvendigvis nå at opbygge sikkerhedsorganisationen tilsvarende hurtigt, i hvert tilfælde ikke når midlerne var begrænsede. Undersøgelsen efter Holmenkatastrofen gav dermed grundlaget for opbygningen af en tidssvarende værksteds-, depot- og sikkerhedsorganisation i hele søværnet, men undersøgelsen afslørede ansvarsforflygtigelse i søværnets militære og civile ledelse. 

Det er godt, at denne bog er blevet skrevet, men det er ærgerligt, at der er så mange trykfejl. Desuden er kort og skitser skiftevis nordvendte og østvendte. Der er billedtekster, som står oven på det, som billedet skal vise. Pagineringen er af en eller anden grund modsat alle andre bøger: Lige sider står til højre. Der er meget kludder i de dræbte brandfolks navne, hvis man sammenligner oplysningerne på side 50 og 60. Til gengæld er der talrige gode illustrationer, men de ledsagende oplysninger er ikke altid fyldestgørende. 

Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet

 

Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 2007-2008 

Det Krigsvidenskabelige Selskabs generalforsamling den 5. maj 2008.

Beretningen omfatter:

• Tildeling af vandrepræmie

• Belønning af bedste artikel i Militært Tidsskrift og

• generalforsamling. 

 

Tildeling af vandrepræmie 

Efter indstilling fra Frederik VIs Reglementsudvalg har bestyrelsen besluttet sig at lade: Major Timm Willum Larsen modtage den af generallæge S. Trier skænkede vandrepræmie for 2007 i form af et indbundet eksemplar af "Exerceerreglement for Det K ongelige Danske Infanterie" autoriseret af Hans Majestæt Kong Frederik VI den 28. januar 1821. De indstilles for arbejdet: ”Hvad betyder forsvarets karakteristika for strategisk ledelse af org anisatoriske forandringer i virksomheden?” Specialeafhandlingen er udført som et led i gennemgangen af VUT II/L-STK 2006-2007. 

Majoren har under titlen Ledelse af organisatorisk forandring udfordret den almindelige rationelle forståelse af forsvaret ved at anvende et socialkonstruktionistisk perspektiv på forandringsprocesser i forsvaret med den igangværende forligsproces som case Motiverin g for anerkendelse af speciale: Specialet er meget velskrevet og interessant at læse, ligesom det valgte emne er meget relevant i den aktuelle debat. Specialet formår at holde en meget klar retning fra start til slut og man lades ikke på noget tidspunkt i tvivl om retning eller seriøsitet i det arbejde, der udføres undervejs. Der er således en god sammenhæng mellem teori, empiri, analyse og del- og endelige konklusioner. Der er tale om et speciale, hvor der udvises stor selvstændighed både i håndtering af teori og metode. Endvidere ber ettiger såvel grundighed som præcision i specialet til en karakter væsentlig over middel. Konklusionerne fremstår analytisk stærke og peger blandt andet på, at forsvarets medarbejdere g enerelt set er forandrin gsparate og evn er at håndtere de krydspres, som forandringer indebærer. Modsat ses en tendens til kortsigtede løsninger, og en organisering der besværliggør smidig håndtering af langsigtede forandringsprocesser. 

Belønning af bedste artikel i Militært Tidsskrift 

Til årets skribent i Militært Tidskrift, årgang 136 er valgt professor Ole Wæver, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Som begrundelse skal bestyrelsen anføre følgende: Som begrundelse skal bestyrelsen anføre følgende: Artiklen ”Strategiske studier: sikkerhedsteori mellem politikrådgivning og grundforskning”, blev bragt i Militært Tidsskrift nr. 2, juli 2007 under temaet Strategiske studier og tænketanke. I temaets første artikel giver Ole Wæver et overblik med sin egen tolkning af hele feltet strategiske studier. Hvornår opstod det og hvorfor, hvilke faser har det gennemgået og hvor foregår det, nemlig i tænketanke og universiteter, men artiklen viser også, at de institutionelle rammer har ændret sig over tid. Ligeledes belyses forskellene på USA og Europa. Endelig fokuseres på situationen i dag og Ole Wæver giver sit bud på om feltet i vigør eller i krise og peger på at området står over for en ny guldalder. Særligt er situationen i Danmark grundigt behandlet og nævner hvilke forskningsinstitutter der bedriver strategiske studier og sikkerhedsteori. Artiklen er velskrevet og giver en grundig indføring i hele området med en aktuel opdatering af den hjemlige situation. 

Generelt

I det forløbne år har bestyrelsens arbejde været samlet omkring emnerne:

• Tilrettelæggelse og gennemførelse af foredragsrækken 2007/2008.

• Rekruttering af nye medlemmer og udbygning af Selskabets hjemmeside.

• Udgivelse af Militært tidsskrift.

• Rekruttering af nye medlemmer.

• Etablering af læsekredse. 

 

Foredragssæsonen 

Foredragssæsonen 2007-2008 har haft følgende på programmet:

• Afghanistan ved general Richards

• GALATHEA – sejlads og forskning ved kommandørkaptajn L.H. Hansen og professor Katherine Richardson

• Den moderne krigs etik ved lektor Øjvind Larsen 

• IRAK Danske erfaringer med bekæmpelse af en irregulær modstander ved oberstløjtnant Per H. Mikkelsen og major Lars Mouritsen

• Debat med cheferne for de operative kommandoer om forlig og fremtid

• Generalforsamling med et tilbageblik ved tidligere departementschef Anders Troldborg 

 

Årets foredrag har ikke haft nogen egentlig rød tråd, men har været søgt varieret i tema og graden af generalisme. Hærens engagement i Afghanistan og Irak har naturligt fyldt meget i denne sæson, og det har vist sig, at specielt disse foredrag har stor interesse blandt de yngre officerer. Navnlig hvis emnet og foredraget holdes på et relativt praktisk og direkte niveau. 

Foredraget om krigens etik var koordineret med et temanummer af tidsskriftet om etik, og det viste sig at have en god effekt. Dels var foredraget velbesøgt, dels gav den baggrundsviden, som tidsskriftet havde bibragt, en god lyst og mulighed for debat efter foredraget. Som tilfældet var sidste år holdt selskabet en vellykket debataften, denne gang med cheferne for de operative kommandoer. Generelt står deltagerantallet ikke fuldstændig i passende omfang mål med de økonomiske og tidsmæssige ressourcer, foredragsudvalget lægger i arrangementerne, og selskabet ser frem til resultatet af den analyse som PR-og hverveudvalget er ved at gennemføre med henblik på at optimere aftenerne. 

PR- og Hverveudvalget

Selskabet har i den forløbne sæson kunne konstatere et mindre fald i antallet medlemmer, idet der fra den 1. marts 2007 til den 1. marts 2008 har været en afgang på 97 og en tilgang på 35. Samlet er der tale om en tilbagegang i medlemstallet på 62, således at dette pr. den 1. april 2008 udgør 1500. En del af afgangen kan tilskrives den fortsatte sanering af medlemslisten, men udviklingen peger på en mere aktiv indsats fra bestyrelsens side. Det er dog positivt at konstatere, at Selskabet opfattes særdeles relevant af det sikkerheds- og forsvarspolitiske forskningsmiljø i Danmark, hvilket har medført et antal ansøgninger om medlemskab fra civile akademikere. 

Bestyrelsen vil 2008/2009 evaluere Selskabets virke med henblik på en afklaring af om aktiviteterne er tidssvarende og afspejler medlemmernes ønsker. Der vil i den forbindelse blive iværksat en spørgeskemaundersøgelse i første omgang rettet mod kadetter og elever på officersskolerne og Forsvarsakademiet. Det er dog bestyrelsens opfattelse, at alle medlemmer skal indgå undersøgelsen, hvorfor spørgeskemaet vil blive indsat på Selskabets hjemmeside. Nærmere omkring dette vil fremgå i et kommende nummer af Militært Tidsskrift. Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen forventes efteråret 2008. På baggrund af dette vil bestyrelsen kunne iværksætte umiddelbare rekrutterings- og fastholdelsestiltag. Større ændringer i Selskabets virke vil dog naturligt kræve godkendelse i forbindelse med en Generalforsamling. Det Krigsvidenskabelige Selskab har gennem det seneste år udviklet hjemmesiden, således medlemmerne har fået forbedrede muligheder for at følge selskabets aktiviteter. Tilsvarende har medlemmerne fået adgang til militært tidsskrift online, og mulighed for at få tilsendt selskabets nyhedsbrev. For at få nyhedsbrevet skal det enkelte medlem blot angive egen mailadresse, hvilket også kan ske via hjemmesiden. Samlet set er vores vision at fortsætte udviklingen af hjemmesiden, så den fremadrettet vil give mulighed for en tættere kontakt mellem selskabets medlemmer på tværs af landsdelene, og forbedre muligheder for at få adgang til vores aktiviteter og udgivelser. 

Læsekredsen 

Major Michael Diemar har også i denne sæson haft ansvaret for læsekredsen. I den igangværende sæson er der oprettet 7 læsekredse af 5 medlemmer. I denne sæsons læsekreds indgår følgende titler: 

• Counterinsurgency Lessons from Malaya and Vietnam - Learning to Eat Soup With a Knife, af John A. Nagl.

• The Cold War, af John Lewis Gaddis.

• The World's Greatest Twentieth Century Battlefields, af Peter og Dan Snow.

• Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-45, af Jens Andersen.

• København i flammer, af Thomas Munch-Petersen. 

 

Læsekredsen har igen tilstræbt, at hvert medlem skulle have rådighed over bøgerne i ca. to måneder. Det er fortsat muligt for officerer udstationeret i længerevarende international tjeneste at deltage i læsekredsen, under forudsætning af at der kan samles en hel læsekreds i det pågældende nærområde. Dette års læsekreds blev igangsat ved årets begyndelse. Ordningen påtænkes videreført på samme måde i næste års læsekreds. Bestyrelsen valgte at fastholde beløbet på 200 kr. for deltagelse i læsekredsen 2008. Dette er fortsat et meget attraktivt tilbud for medlemmerne, som Bestyrelsen har til hensigt at fastholde. Selskabet vil annoncere næste års læsekreds i efterårsnummeret af Militært Tidsskrift. 

Militært Tidsskrift 

Militært Tidsskrift udkom i 2007 med tre temanumre, nemlig: Det nye totalforsvar, Strategiske studier og tænketanke, Krigens etik samt et Vinternummer uden tema. Kvalitetsmæssigt er det mit indtryk, at vi har bibeholdt et højt niveau. Jeg konstaterer med tilfredshed, at redaktionen fortsat modtager uopfordrede artikler og boganmeldelser, ligesom redaktionens anmodninger om artikler i forbindelse med temaemnerne altid bliver mødt med velvilje og engagement fra bidragyderne. Igen i år har afsnittet med boganmeldelser eller nyt fra bogfronten fyldt godt både i omfang og kvalitet. Kommandør Poul Groos har overtaget redaktionsansvaret fra Ib Faurby, som der skal lyde en særlig tak til for hans mangeårige virke som anmeldelsesredaktør. Brigadegeneral Michael Clemmesen og Poul Groos selv er tillige flittige og kyndige anmeldere i tidsskriftet. Tak for den fine indsats. 

Som led i at forbedre mulighederne for at anvende Selskabets hjemmeside til formidling af militærvidenskabelig litteratur har bestyrelsen og redaktionen foreløbig lagt årgang 2007 ud på den del af hjemmesiden, som er til rådighed for medlemmerne. Fra juli 2004 til august 2007 har Oberst Kartni Winther været chefredaktør for Militært Tidsskrift indtil han i august 2007 blev udnævnt til første danske forsvarsattaché nogensinde i Egypten. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke oberst Kartni Winther for hans engagerede indsats for Militært Tidsskrift samt Det Krigsvidenskabelige Selskab. Endelig en stor tak til redaktionskomitéen for utrætteligt arbejde med temaer, samt til sekretæren som dygtigt støtter helheden. 

Tidsskriftet udgør fortsat en stor økonomiske udgift for selskabet, men anses samtidig som selskabets største attraktion. Der hersker derfor næppe tvivl om, at tidsskriftet fortsat vil være et vigtigt omdrejningspunkt for Selskabet. Målsætningen med tidsskriftet er fortsat at tilstræbe et højt kvalitativt niveau, variation i temaerne samt bredde i forfatterkredsen. Militært Tidsskrift vurderes at have en væsentlig rolle som et internt debatskabende medie, hvori bl.a. rokkes ved vane - henholdsvis ønsketænkning, holdninger og meninger. 

Prisopgaveudvalget 

Prisopgaveudvalget har i indeværende periode fortsat drøftelsen om "at fremme militær videnskabelighed," herunder det aktuelle behov for at udskrive nye opgaver. Beslutningen om, at der på kort sigt ikke udskrives nye opgaver, fastholdes. 

Regnskab og kontingent 

Generalforsamlingen godkendte regnskabet samt forslag til kontingent for år 2009, hvilket vil sige: 

• 360,- kr. for fuldt medlemskab om året og

• 180,- kr. for pensionister om året.

• Abonnement på Militært Tidsskrift 250,- kr. om året. 

 

Selskabets bestyrelse efter generalforsamlingen den 7. maj 2007: 

Generalløjtnant Per Ludvigsen

Generalmajor Carsten Svensson

Kommandør Francis Zachariae

Oberstløjtnant J. Henius

Oberstløjtnant W.K. Christensen

Oberstløjtnant P.S. Rouff

Major M. Diemar

Major H. Laugesen

Major N.S. Møller

Major L. Mouritsen

Kaptajn N. Lundsten

Kaptajn K.H. Quist 

 

Suppleanter: 

Oberst M. Danielsson

Kommandør Henrik Ryberg

Major Kenneth Pedersen

Orlogskaptajn M. Arendrup

Major Morten J. Sparrested

Kaptajn Peter H. Sølling

 

Revisorer: 

PL-R Ib C.F. Petersen

Major N.C. Levin Hansen

 

Revisorsuppleant: 

Orlogskaptajn Lars Hjulgaard 

 

Bestyrelsen er efterfølgende konstitueret som følger: 

Formanden for selskabet:  Generalløjtnant Per Ludvigsen 

Sekretær for selskabet: Major N.S. Møller 
 
 
Foredragsudvalget: 
 
Formand: Kommandør Francis Zachariae 
Oberstløjtnant J. Henius
Oberstløjtnant W.K. Christensen
Major H. Laugesen
Major L. Mouritsen 
 
P.R.- og Hverveudvalget: 
Formand: Oberstløjtnant P.S. Rouff 
Major M. Diemar
Kaptajn N. Lundsteen
Kaptajn N. Lundsten
 
Prisopgaveudvalget: 
Formand: Generalløjtnant Per Ludvigsen 
Major N.S. Møller 
 
Formanden for læsekredsen: Major M. Diemar
Selskabets kasserer: Orlogskaptajn B. Åxman
Selskabets ekspedition: Overassistent B. Olsen
Medlemssekretær: E.J. Haagensen 
 
Chefredaktøren for Militært Tidsskrift: Oberst Werner Iversen 
 
Redaktionssekretæren: Orlogskaptajn Nils Ulrik Bagge 
 
Kontaktperson til Hjemmesiden:  Orlogskaptajn B. Åxmann Kaptajn K.H. Qvist 
 
Foredragssæson 2008 - 2009 
 
Mandag den 25. august 2008 klokken 19.30 i Bageriet på Kastellet 
 
Foredrag over emnet: 
 
Udviklingen i Afrika Ved oberst Kartni Winther 
I fortsættelse af temaet i Militært Tidsskrift nr. 1/2008 om kapacitetsopbygning i Afrika vil ob erst Kartni Winth er orientere om situationen på det afrikanske kontinent. Oberst Kartni Winth er er forsvarsattache i Kairo og vil fra denne udkikspost give sin status på udviklingen i Afrika. 
 
Yderligere detaljer vil fremgå af hjemmesiden: www.dkvs.dk
 
Mandag den 20. oktober 2008 klokken 19.30 i Bageriet på Kastellet 
 
Foredrag over emnet: 
 
Rusland
Ved generalmajor Karsten Møller 
 
Generalmajor Karsten Møller har gennem hele sin militære karriere beskæftiget sig med russiske forhold. Generalmajor Karsten Møller h ar ligeledes været forsvarsattache i Moskva. Foredraget vil blive holdt som en opfølgning af det næste temanummer, som vil handle om Rusland. 
 
Yderligere detaljer vil fremgå af hjemmesiden: www.dkvs.dk Herudover er planlagt foredrag mandag den 1. december 2008. 
 
Reserver allerede nu ovennævnte datoer! 
 
Skrivevejledning 
 
Af hensyn til tidsskriftets ensartede fremtræden og forenkling af redaktionsprocessen bør manuskripter, der sendes til Militært Tidsskrift, være udformet i overensstemmelse med nedenstående retningslinjer: Manuskripter afleveres elektronisk (som vedhæftet fil på e-mail eller FIIN, alternativt på diskette). Illustrationer i form af figurer, tabeller eller lignende afleveres desuden i hard copy. Så vidt muligt skrives teksten i Word, Arial 12 pkt. med halvanden linjeafstand. Såfremt teksten er skrevet i et andet program, anføres programmets navn. Der skrives uden fast højremargin og uden orddeling. Under artiklens titel anføres forfatterens titel, navn og tjenestested. Dog gives boganmeldelser ingen titel, men indledes med bogens bibliografiske reference (se eksempel nedenfor); anmelderens titel, navn og tjenested anføres efter anmeldelsen. Afsnitsoverskrifter (mellemrubrikker) skrives med fed skrift og nummereres ikke. Benyt højst to niveauer af mellemrubrikker. Såfremt der benyttes to niveauer, skrives mellemrubrikken i 2. niveau i kursiv. Der foretages ikke indrykning af første linje i nyt afsnit efter mellemrubrik eller efter figurer og tabeller samt længere citater. Ved alle andre nye afsnit begynder teksten ved første tabulatorstop. Der er ikke blank linje mellem afsnit. 
 
Citater på mindre end fire linjer skrives som løbende tekst. Længere citater rykkes ind og skrives med blank linje før og efter citatet. Efter indrykning på grund af citatet begynder teksten ved venstre margin. Kursivering og understregning bør begrænses mest muligt. Det samme bør anvendelsen af militære forkortelser. Første gang en forkortelse (bortset fra alment kendte som EU, NATO og lignende) anvendes, bør den forklares i en efterfølgende parentes. Anvendte forkortelser er: osv., dvs., mv., jf. bl.a. I løbende tekst skrives pct. (ikke %). Skriv 1990’erne (ikke 1990erne). Der kan anvendes enten grammatisk kommatering eller ”nyt komma”, blot bør det være konsekvent. 
 
Noter placeres som fodnoter, ikke slutnoter. Der benyttes enkelt linjeafstand i noter. I noter kursiveres bogtitler og tidsskriftsnavne. Artikeltitler sættes i anførselstegn. Forfatterens titel/grad medtages ikke. 
 
Eksempler på noter: Poul Kiærskou, ”Forberedelse til indsættelse af i den internationale mission”. Militært Tidsskrift, nr. 4, 2003, pp. 558-566. Michael Howard, Den Første Verdenskrig. København: Borgen, 2004, p. 17. 
 
Friis Arne Petersen, “The International Situation and Danish Foreign Policy 2003” i Per Carlsen and Hans Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 2004. Copenhagen: Danish Institute for International Studies, 2004, pp. 5-24. I en note, der henviser til litteraturen i en umiddelbart foranstående note skrives: Ibid. efterfulgt af sidetal. Henvises der til en tidligere note, skrives forfatterens efternavn efterfulgt af op.cit., der igen følges af sidetal. 
 
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_137.argang_nr.2_2008.pdf

Litteraturliste

Del: