Nyt fra bogfronten - oktober 2008

Den mest vellykkede amfibieoperation under Den første Verdenskrig fandt sted i Østersøen i oktober 1917. Den var særlig interessant for dansk forsvar i tiden op til Den anden Verdenskrig, for den kunne give et fingerpeg om udførelsen af et eventuelt angreb. Se anmeldelsen af Michael B. Barretts nye bog ”Operation Albion, the German Conquest of the Baltic Islands”. De japanske krigsforbrydelser har ikke været så grundigt beskrevet som de tyske. De er stadig kilde til ufred mellem Japan og dets tidligere fjender, og der finder en vis form for benægtelse og fortrængning sted. På Yasukunitemplet og det tilhørende museum i Tokyo, hvor Japan hylder sine faldne helte, kan man i kiosken kun købe tre forskellige bøger på engelsk om Japans krigsførelse fra 1931 til 1945. De handler pudsigt nok alle tre om, at Nanjingmassakren aldrig har fundet sted! Læs om de virkelige hændelser i Nanjing i 1937 - 1938 i anmeldelsen af Iris Changs bog Nanjingmassakren. Den store interesse for besættelsestidens historie, ikke mindst på grund af filmen ”Flammen og Citronen”, har medført, at Gyldendal har genoptrykt to værker, som blev udgivet første gang i 2001. Det drejer sig om Peter Øvig Knudsens meget omtalte bog om stikkerlikvideringerne, som alene i år er genoptrykt i tre nye oplag. Den anden bog er modstandsmanden Jørgen Kielers personlige erindringer, som er refleksioner fra en særdeles tænksom mand, der mere end 50 år efter besættelsen kommenterer hele baggrunden for modstandskampen. Begge værker sælges til en uhørt fordelagtig pris! Den unge historiker Mikkel Kirkebæk har skrevet ”Schalburg - en patriotisk landsforræder”, en biografi af Christian Frederik Schalburg, udgivet af Gyldendal. Det er en besynderlig skæbne, der her beskrives: Adelig, født i Rusland af danske forældre, flygtet fra revolutionen, officer i Livgarden, nazistisk landsungdomsfører, finlandsfrivillig, chef for Frikorps Danmark og faldet i kamp på Østfronten. Samme forlag har tillige genudsendt Claus Brylds bog fra 1995 om hans opvækst i nazismens og retsopgørets skygge. Den udkom første gang i 1995, men denne udgave er revideret i 2008, da forfatteren siden har fået adgang til omfattende nyt materiale i arkiver og hos nøglepersoner. Gyldendal har netop udgivet en erindringsbog fra en af de få overlevende fra Auschwitz-Birkenaus ”Sonderkommando”. Fanger i denne enhed skaffede alle de mange lig af vejen, hovedsageligt ved at kremere dem. På trods af bogens grufulde emne er det en læseværdig bog, som er suppleret med nyttige faghistoriske kommentarer. Se anmeldelsen af ”Sonderkommando”. 

Desuden har samme forlag udgivet ”De russiske jøder i København 1882 – 1943” af Morten Thing. Den handler om de russiske progromer fra 1881, som sendte en bølge af østeuropæiske jøder mod vest. De fleste tog til Amerika, men en gruppe slog sig ned i København. Bogen er med til at give en forståelse for forholdene i Europa fra 1881 og frem til Den anden Verdenskrig. Emnet ligger lidt i udkanten af Militært Tidsskrifts boganmeldelser, og bogen får af pladshensyn ingen særskilt anmeldelse her. Den tidligere USA-korrespondent for Weekendavisen, Tom Buk - Swienty, har udgivet en fremragende bog om slaget ved Dybbøl i 1864. Se anmeldelsen af ”Slagtebænk Dybbøl. 18 april 1864. Historien om et slag.” Forsvarsakademiet har udgivet et notat på engelsk om sydafrikanske styrker: ”The South African National Defence Force: Midwife of Peace in Africa?” Notatet, som er på 41 sider, er skrevet af Thomas Mandrup fra Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, og det kan downloades på www.fak.dk.

En ny Stalin-biografi beskriver den unge Stalin frem til oktoberrevolutionen i 1917. Forfatteren tegner et meget nuanceret billede af den unge Josef Vissarionovitj Djugasjvili (senere ”Stalin”), der opererer som organisator for Lenin i Georgien, et område som – også på dette tidspunkt - var noget af en røverrede. Den unge Josef var teologistuderende, bankrøver, bandeleder og organisator af strejker, demonstrationer og opstande. Se anmeldelsen af ”Unge Stalin” af Simon Sebag Montefiore. Stalintiden er også emnet for en interessant genudgivelse, idet Gyldendal har benyttet den store interesse for Sovjetunionens historie til at genudgive Arne Strøms ”Onkel, giv os brød” fra 1934. Forfatteren arbejdede midt i de russiske landbrugsområder, da Stalin iværksatte tvangskollektiviseringen med mange millioner dødsofre til følge, og han blev et af de få vestlige vidner til katastrofen.

Våbenhistorisk Selskab har udgivet et omfattende værk om ”det danske rekylgevær system V. H. O. Madsen og J. A. N. Rasmussen”. Statens Forsvarshistoriske Museum har bistået forfatteren, Bjørn A. Nielsen, og Våbenhistorisk Selskab på forskellig vis og er derfor blevet medudgiver. Se anmeldelsen af ”Den danske hærs rekylgeværer”. Som nævnt i sidste nummer af tidsskriftet har Hærens Operative Kommando (HOK) udsendt en revideret udgave af ”Hærens Mærkedage”. Den er udarbejdet af oberstløjtnant S. C. Volden, Hærens Militærhistoriske Arbejder, på grundlag af ”Hærens Mærke- og Mindedage” af P. I. Liebe og E. Borgstrøm fra 1976. Ligeledes har HOK udgivet ”Danske hærordninger siden 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv”. Forfatteren er også oberstløjtnant S. C. Volden. Bemærk venligst, at ingen af de to ovennævnte bøger kommer i frit salg hos boghandlere, men kan, så længe lager haves, rekvireres ved henvendelse til Ledelsessekretariatet ved HOK, tlf. 9710 1550 (ved fornyet klartone tastes lokal 7011). 

Priser:

”Hærens Mærkedage”: Pris 100 kr. plus forsendelsesomkostninger. 

”Hærordninger”: Pris 80 kr. plus forsendelsesomkostninger. 

I næste nummer følger en anmeldelse af en ny norsk håndbog i folkeret, som anmeldes af generalauditoriatet. 

Anmelderredaktøren 

 

“Operation Albion, the German Conquest of the Baltic Islands” af Michael B. Barrett. Udgivet af Indiana University Press, Bloomington and Indianapolis 2008. 299 sider. Pris £15,19 på Amazon UK. 

Forfatteren er pensioneret brigadegeneral. Han er nu professor i historie ved officersskolen ’The Citadel’ i South Carolina. Erobringen af de store estiske øer Øsel, Dagø og Moon (nu Saaremaa, Hiiumaa og Muhu) 12.-20. oktober 1917 var Første Verdenskrigs mest succesrige amfibieoperation. Det forhold, at Operation Albion også var de tyske væbnede styrkers første og eneste sølandsætning, gav den en central plads i 1930’ernes danske værns billede af, hvordan Værnemagten ville angribe Sjælland. 

Michael Barretts bog giver en grundig gennemgang af såvel perioden op til operationen som gennemførelsen af denne, og han følger både den tyske og russiske side. Han dækker amfibieoperationen fra den ret kaotiske indskibning i Kurlandshavnene Liepaja og Ventspils til landsætningerne. Han beskriver både operationerne på land og kampene til søs. Det vises klart, at russerne mister det lokale søherredømme, fordi det forberedte samarbejde mellem minespærringer, kystforter samt tunge artilleriskibe og lette enheder bryder sammen på grund af mytterier og revolutionær opløsning i kystartilleriet og de infanterienheder, der skal sikre dem. Begivenhederne følges fra beslutningerne ved de centrale myndigheder til indsatsen ved enheder, der får betydning fra udfaldet. 

Erobringen af øerne skulle ikke alene have virkning på det operative niveau, dvs. for det første sikre adgang til Rigabugten og derved true flanken af de russiske landstyrker, der har stabiliseret fronten ved Aa-floden (nu Gauja) efter erobringen af Riga i begyndelsen af september og for det andet gennembryde den forreste linje i forsvaret af Finskebugten og hovedstaden Petrograd. Operationen skulle også have virkning på det strategiske niveau ved gennem tilfangetagelse af de russiske enheder på øerne at tilføje Rusland et så afgørende nederlag, at landet opgav kampen. Herefter kunne styrker på Østfronten så overføres til Vest og skabe en afgørelse her, før væsentlige amerikanske styrker kunne blive deployeret. 

Den tyske sejr kom hurtigt, og alle mål nået, fordi bolsjevikkernes kampagne for at destabilisere den russiske hær gennem ødelæggelsen af disciplinen var så fremskreden, at de fleste kampenheder gik i opløsning, når tyske enheder nærmede sig. Kun feltartilleriet og flådens kampenheder kæmpede. Nederlaget demonstrerede med stor klarhed for beslutningstagerne, at den russiske hær ikke længere var i stand til at kæmpe. Den 2. november 1917 takkede den russiske flådeminister den britiske marineattaché for hjælpen (briten havde selv været chef for en af de undervandsbåde, der havde opereret i Østersøen efter at være passeret gennem dansk farvand i Øresund). Ministeren fortalte briten, at også den russiske flåde var på vej til opløsning, dvs. at forsøg på yderligere assistance var uden mening. Fem dage senere fulgte det bolsjevikiske kup og 2. december forlod Rusland sine allierede ved at indgå en separat våbenhvile. 

Den tyske operation udnyttede de styrker – herunder transportskibe – der i det foregående år havde ligget i beredskab til ”Fall J”, dvs. besættelsen af som minimum dele af Jylland og Samsø. Forberedelserne blev præget af en strid om kommandoforholdene under operationen mellem Højsøflåden, Østersøflåden og hæren. Modsætningsforholdene blev kompliceret af, at Østersøflådens chef, Prins Heinrich, uden om kommandovejen gik direkte til sin storebror, kejser Wilhelm II, for at protestere og fremlægge sine betænkeligheder. En næsten tilsvarende strid om kommandoforholdene havde præget planlægningen mod Danmark. Et af de mulige problemer, som prinsen nævnte, var risikoen for at operationen skulle udløse et britisk forsøg på at trænge ind i Østersøen for at hjælpe Rusland, det vil sige ”Fall J”.

Anmelderens seneste forskning har klarlagt, at denne risiko var reel. Den 22. oktober 1917 færdiggjorde den minekrigsansvarlige i det britiske admiralitets planlægningsafdeling en plan for en hurtig rydning med moderne minerydningsgrej af de danske og tyske minespærringer i Stræderne foran en indtrængende flådestyrke. Den 2. november gennemførte Royal Navy sit første angreb på tyske fartøjer i Kattegat under krigen. Den britiske operation, der blev ført helt frem til indsejlingen til Sundet, skabte krisestemning i den tyske Østersøflådes hovedkvarter i Kiel. Samme dag udarbejdede Admiralitetet en plan for et angreb på den tyske flådestyrke i Køge Bugt med kystmotortorpedobåde og fly med henblik på at muntre russerne op – og sendte planen til Grand Fleet til udførelse. Angrebet, der blandt andet skulle sænke stationsskibet, det ældre tyske slagskib ”Hannover”, skulle gennemføres ved første lys den 8. november. Grunden til, at denne operation blev aflyst kan meget vel være, at meldingerne om situationen i Rusland efter ”Albion” viste, at man ikke længere kunne påvirke udviklingen i landet. 

Bogen skæmmes af svag redaktion med for mange gentagelser og manglende efterlevelse af de opstillede regler for stednavne (med nuværende navn i parentes ved første brug). Læseren må let irriteret leve med en anakronistisk oversættelse af tyske og russiske grader (således generalmajor til brigadegeneral) samt af benævnelsen af dele af den indre Østersø som ”oceanet” og farvandet mellem Øsel og Dagø (der er mindre end Smålandsfarvandet) som et ”enormt havområde”. Selv med disse mangler anbefales bogen, også fordi den så klart viser kompleksiteten af amfibieoperationer samt både betydningen af delegering af føringsansvar for at overkomme kaos og friktion og betydningen af moral for kampens udfald. Hertil kommer den rolle, som ”Operation Albion” fik for dansk historie. 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 

 

”Nanjingmassakren” af Iris Chang. Udgivet af Politikens Forlag, 2008. Oversat fra engelsk af Peter Tudvad efter originaludgave fra 1997: ”The Rape of Nanjing”. Pris kr. 199. 

Mens nazisternes forbrydelser i det besatte Europa er velbeskrevne, eksisterer der kun en begrænset international litteratur om den japanske hærs umådelige ugerninger i Fjernøsten. Og på dansk forelå der indtil for nylig blot et enkelt værk: Edward Russels ”Bushido-ridderne: Beretningen om japanske krigsforbrydelser” (Schønberg, 1965). Dette udmærkede værk har dog som en af sine svagheder, at der især er fokus på japanernes grusomheder i de vestlige landes kolonier eller mod vestlige statsborgere. Med Politikens forlags udgivelse af den kinesisk-amerikanske forfatter og journalist Iris Changs godt 10 år gamle bog om Nanjingmassakren, foreligger der nu en mulighed for på dansk at gøre sig bekendt med verdenskrigens måske største enkeltstående forbrydelse: Den seks uger lange kontinuerlige bølge af voldtægt, tortur og drab på 200.000-300.000 kinesiske civile og krigsfanger som den japanske hær forårsagede i kølvandet på den daværende kinesiske hovedstad Nanjings fald den 13. december 1937.

Nanjingmassakren skildrer grusomhederne fra tre perspektiver: Gennem de japanske soldater og embedsmænds gerninger og udsagn, via ofrenes beretninger og endelig med udgangspunkt i den lille gruppe vestlige borgere, som trådte i karakter og skabte en sikker zone for de kinesiske civile i byens centrum. Skønt der fra japansk side den dag i dag foregår intense bestræbelser på at nedtone eller endog helt benægte massakren, er dens forløb i grundtræk velkendt – og veldokumenteret. Allerede i samtiden kunne de i Kina udstationerede journalister bringe gruopvækkende, til dels selvoplevede, beretninger om den japanske hærs fremmarch. 2 dage efter Nanjings fald var en gruppe journalister således på vej fra Nanjing til Shanghai for at telegrafere deres artikler om byens fald til pressebureauerne. Mens de ventede på deres skib ned ad floden, kunne de iagttage japanske soldater tvinge kinesiske krigsfanger på knæ og nakkeskyde dem. Under massakren, der talte skønsvis 1.000 ofre, smålo og røg nogle af japanerne. En kombination af mange forhold virker til at have været udløsende for de omfattende forbrydelser: Chang peger på de japanske særlige kriger- og æresbegreber, Bushido, der fra kun at omfatte landets fåtallige krigerkaste gradvist kom til at gennemsyre hele det japanske samfund og ikke mindst hæren. Her herskede en kadaverdisciplin uden sidestykke. Desuden forventedes soldaterne at vælge selvmord frem for overgivelse, så da de i Nanjing konfronteredes med tusinder af kinesiske soldater med hvide flag, så de det som en bekræftelse på deres egen overlegenhed og modstanderens uværdighed. 

Samtidens udbredte socialdarwinistiske tankegods, om at en nation enten måtte ekspandere eller dø, slog god rod i det mentale klima, der skabtes efter at Japan i 1852 ovenpå århundreder i splendid isolation blev konfronteret med industrialiseringens og imperialismens tidsalder i form af moderne amerikanske krigsskibe og soldater, der påtvang landet en ydmygende handelsaftale. Samtidig havde den japanske elite et had-kærlighedsforhold til Kina, der på en og samme tid blev set som en kulturnation, japanerne havde meget tilfælles med, og et land befolket af en laverestående race, hvis skæbne det var at blive behersket af Japan.

Til dette lægger Chang, at den japanske hær da den i sommeren 1937 indledte en offensiv mod Shanghai med det formål at underlægge sig hele Kina mødte uventet kraftig kinesisk modstand. Som hun skriver: ”Her havde dette primitive [kinesiske] folk uden militærvidenskabelig uddannelse og dårligt trænet klaret at tvinge de overlegne japanere til at gå i stå. Da Shanghai endelig faldt i november, var stemningen blandt de kejserlige tropper blevet ubehagelig, og mange var begærlige efter hævn, da de marcherede mod Nanjing” (s.39). 

Oveni kom et ledelsesskifte, netop som hæren var ved at indlede det endelige slag om byen. Den kommanderende general, Matsui Ivane, blev af ukendte årsager erstattet af et medlem af kejserfamilien prins Asaka. Prins Asaka havde været indblandet i intriger mod kejser Hirohito og skulle derfor rehabilitere sig ved fronten. Chang antyder uden at forklare det særligt godt, at det motiverede ham til særlig hårdhed. Da man ikke ønskede at brødføde et stort antal kinesiske krigsfanger, lod Asaka angiveligt udstede en skriftlig ordre om at henrette alle fanger. Efter at have udført denne udåd, som foregik med allehånde metoder fra halshugning og skydning til afbrænding og drukning, kastede tropperne sig over byens civilbefolkning, som, uden hærledelsen greb ind, blev udsat for en lavine af voldtægter, plyndringer, brandstiftelser og mord. 

Til disse forklaringer kunne man føje (hvad Chang ikke i tilstrækkelig grad nævner), at den japanske hær allerede længe før Nanjing havde skabt en praksis, der indebar omfattende overgreb på civile. Så tidligt som i 1931, da Manchuriet blev underlagt Japan, foranstaltede de dér udstationerede styrker adskillige massakrer på landsbyer, der blev mistænkt for at huse antijapanske sabotører. 

Chang sammenfatter læren af Nanjingmassakren som følger: ”Der kan drages mere end blot en enkelt vigtig lære af historien om Nanjing, og en af dem er, at civilisationen selv er tynd som silkepapir. … efter at have læst flere arkivskabe af dokumenter om de japanske krigsforbrydelser … må jeg konkludere, at Japans opførsel under Anden Verdenskrig ikke så meget var resultatet af et farligt folk som af en farlig regering, der i en sårbar kultur i farlige tider var i stand til at sælge farlige argumenter til dem, hvis menneskelige instinkt ellers sagde dem noget andet.” Yderligere kan man ifølge Chang af Nanjing uddrage ”de forudsigelige, om end ikke uundgåelige, følger af at overgive den ubestridte magt til et autoritært regime, domineret af en militær og kejserlig elite, der i sin tøjlesløse magt kan forpligte et helt folk på sine vanvittige mål.” Endelig peger hun på, hvad hun selv betegner som ”den måske mest foruroligende lære af dem alle. … Den frygtelige lethed, med hvilken sindet kan acceptere folkemord og gøre os alle til passive tilskuere til det utænkelige”(s.195). Chang skrev sin bog før Darfur, men kort efter folkedrabene i Rwanda og Bosnien, og denne erkendelse har desværre ikke mistet sin aktualitet i de ti år, der er gået. Nanjingmassakren er ikke en behagelig bog at læse, men den er en central kilde til karakteren af den japanske krigsførelse i Kina. Fortællestilen er præget af et klart og letlæst sprog. Bogen er dygtigt oversat af Peter Tudvad, der bl.a. har stået for en række gode fodnoter direkte rettet mod den danske læser, hvor også danske vinkler på Nanjingmassakren inddrages. Bogens øvrige udstyr, der bl.a. består af en passende dosis slutnoter, er lettilgængeligt. Blot kunne de to kort på s. 7 og 47 med fordel have været anvendt mere aktivt i teksten. Kort i en fagbog skal ikke være til pynt, men bistå læseren. 

Niels Bo Poulsen,

Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet.

 

”Efter drabet” af Peter Øvig Knudsen. Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. Det er et genoptryk fra 2001. 416 sider illustreret. Pris kr. 99,95 (vejledende). 

Peter Øvig Knudsens bog skabte megen debat, da førsteudgaven kom på gaden i 2001. Debatten fortsætter endnu, og det er en særdeles udmærket bog, som tager fat om et ømtåleligt problem, nemlig likvideringen af ca. 400 såkaldte ”stikkere” under den tyske besættelse. ”Stikkere” var betegnelsen for personer, som angav danske modstandsfolk og allierede til danske eller tyske myndigheder. Allerede her støder man på de første problemer, for blandt de ca. 400 likviderede stikkere er der nogen, der aldrig har ”stukket” nogen. Det er typisk folk med et medlemskab af det danske nazi-parti DNSAP eller folk, som har fået et job med tilknytning til besættelsesmagten eller har vist tyske sympatier. Modstandsbevægelsen søgte at undgå at likvidere højtstående tyskere, da de kendte konsekvenserne. Da Heydrich i 1942 blev dræbt i Tjekkoslovakiet, udslettede SS hele den nærliggende landsby Lidice. 

Der er mange problemer at slås med her. Forfatteren nævner selv, at mange af de årgange, der er født efter krigen, slet intet kendskab har til stikkerproblematikken, og det har været hans væsentligste drivkraft for at skrive bogen. Andre kender til det, men har måske et noget romantiseret forhold til problemet. Mange af problemerne har været skildret i enten sort eller hvidt, selv om der har været mange nuancer mellem disse to farver. Bøger og film umiddelbart efter besættelsen fremhævede netop, at stikkerne var skyldige, og derfor blev de likvideret/elimineret. Forfatteren har søgt at stykke et billede sammen af en række enkeltepisoder, men dette har været vanskeligt, da myndighederne ikke just har hjulpet ham særlig meget med at skaffe oplysninger. Det har de ikke gjort, fordi regeringerne umiddelbart efter besættelsens ophør lovede modstandsbevægelsen at lægge låg på undersøgelser om stikkerdrab. 

For modstandsbevægelsen var stikkerdrabene en nødvendig beskyttelsesforanstaltning for at hindre, at Gestapo trævlede bevægelsen op. Der var ikke mulighed for at arrestere folk og isolere dem her i landet eller i Sverige til krigens ophør. Af en del af modstandslitteraturen fremgår, at der har været domstole, som under Frihedsrådets auspicier sørgede for en retfærdig fremlæggelse af fakta, inden man skred til denne ultimative afgørelse, som en likvidering er. Det har nu vist sig, at der ikke fandt en sådan bedømmelse sted, bortset fra i krigens sidste måneder, hvor en række politifolk under jorden søgte at be- eller afkræfte formodninger om stikkervirksomhed. Beslutninger om likvideringer blev som regel taget på lokalt niveau, på ganske kort tid og ofte på et meget ufuldstændigt grundlag. Umiddelbart efter beslutningen skred man til værks. Der var ikke tale om hævn eller straf, men eliminering af en trussel mod modstandsbevægelsen eller ”berettiget selvforsvar”. Nogle af de likviderede var uskyldige i den ”sigtelse”, som de blev likvideret for, men havde selv påkaldt sig opmærksomhed ved deres adfærd. Efter læsning af bogen står det klart, at mange likvideringer har været fuldt berettiget under de meget vanskellige vilkår, som modstandsbevægelsen opererede under, men der har så sandelig også været mange ”fejlskud” i ordets bogstaveligste forstand. Det er stadig et tabu-belagt emne, og i mange familier, som likvideringerne er gået ud over, har der været stor bitterhed, som blandt andet er blevet rettet mod myndighedernes behandling efter krigen. Blandt Frihedsrådets mange medlemmer har det kun været Frode Jakobsen, som har påtaget sig ansvar, og det har han så hængt på til sin død. Han har sammen med landsretssagfører Per Federspiel, der under krigen fungerede som modstandsbevægelsens økonomiske bagmand, sørget for, at der blev lagt politisk låg på sagerne for at beskytte de mennesker, som udførte likvideringerne. Det har vist sig, at de mennesker har været særdeles hårdt ramt af arbejdet, hvad enten det var skyldige eller uskyldige, det gik ud over. Formålet var også at undgå at ødelægge befolkningens opfattelse af modstandskampen. Det var vigtigt at få de overlevende til at tale, mens tid var, og nogle skulle også hjælpes til at få et bedre liv. Forfatteren kommer med sine eksempler rundt i hele problematikken omkring likvideringer. Der var nok ikke ret meget, der kunne have været gjort anderledes under besættelsestidens vanskelige vilkår, men man kunne måske efterfølgende have behandlet sagerne lidt mere elegant. Et af bogens fortrin er, at den – uden at kaste nævneværdigt smuds på modstandsbevægelsen – er i stand til at beskrive besættelsestiden mange lurvede og luskede facetter og gråzoner: 

• Fiskere, der tjener tykt på at sejle jøder til Sverige,

• tyskere og danskere, der beriger sig ved værnemageri og sortbørshandel,

• modstandsfolk, der udfører røverier for egen vindings skyld,

• likvidering af danskere og tyskere, som ikke udgør en sikkerhedsrisiko, men som ”ved for meget” om diverse transaktioner,

• likvidering af nedkastede faldskærmsfolk, som snakker over sig på værtshuse. 

Det fører så direkte videre til ”edderkopsagen”, som havde sit udspring i sortbørshandlen og varemanglen under og lige efter besættelsestiden. Hertil kommer så et ganske eklatant eksempel: Et ægtepar, som skulle have været likvideret i de sidste måneder af besættelsen, bliver anholdt ved befrielsen. Den 6. maj 1945 føres de ud til Rude Skov, hvor de bliver skudt af den organisation, som skulle have likvideret dem, dengang de udgjorde en sikkerhedsrisiko. Denne sag blev der også lagt låg på! To af kapitlerne skiller sig lidt fra de øvrige. Det er kapitlerne om daværende politifuldmægtig Volmer Nissen på grund af hans professionelle tilgang til emnet og kapitlet om Gunnar Dyrberg, fordi han på en ganske jordnær måde har været i stand til at forklare, hvad det hele gik ud på, og hvorledes livet for en eftersøgt modstandsmand og ”likvidator” formede sig. Det er beretningen om den pæne unge stud. polit., som nævner, at det at køre uden cykellygte inden krigen var en alvorlig forseelse. Nu er han i gang med noget, som i bedste fald kan give ham livsvarigt fængsel. Han går rundt med en ”Stengun” under frakken og likviderer stikkere og udfører sabotager. Der var ingen nemme løsninger. Fra mange af modstandsfolkenes beretninger fremgår, at de sidste måneder af besættelsen faktisk formede sig som en regulær borgerkrig mellem modstandsfolkene og danske tyskerhåndlangere. Intensiteten øgedes i foråret 1945, og mange ville ikke kunne have klaret tilværelsen i nogle få uger endnu. Så var de brudt sammen. Bogen er forsynet med et personregister og en række udmærkede fotografier. Har bogen rykket ved min egen opfattelse? Det er ikke en flatterende bog at læse. Det er godt, at den er blevet skrevet, men jeg må også konstatere, at modstandsfolkene gjorde, hvad de kunne under de givne omstændigheder. I det store hele gik det godt. Set i det store perspektiv var der ikke mange helt uskyldige, som gik til. Det fremgår også af bogen, at modstandskampen nok har været hårdere ved de fleste, end man skulle tro. Mange af de interviewede har ikke tidligere fået talt ud om deres hæslige oplevelser, som de har båret rundt på i mange år. 

Poul Grooss, kommandør, 

Center for Militærhistorie, 

Forsvarsakademiet. 

”Hvorfor gjorde I det?”, personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning af Jørgen Kieler. Udgivet i to bind af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. Værket er en genudgivelse fra 2001. 800 sider illustreret. Pris for begge bind indbundet kr. 149,00 (vejledende). 

Dette er formentlig en af de vigtigste bøger, der er skrevet om besættelsestiden og i særdeleshed om modstandskampen. Den er skrevet af dr. med. Jørgen Kieler (f. 1919), som har en ganske enestående baggrund. Tyve år gammel blev han student med udmærkelse i 1939. Han var ældre end datidens studenter, fordi familien havde tradition for udlandsophold eller ”dannelsesrejser”. I 1937-1938 havde han fået et år fri fra gymnasiet, hvor han så studerede - hovedsageligt sprog - i München, Paris og Cambridge. Det gav ham en enestående chance for - ud over sprogene - at lære noget om udviklingen i Europa op til Den anden Verdenskrig. Det gav ham også livslange venskaber. Faderen var praktiserende læge i Horsens, og forældrene havde fem børn. Det medicinske studium blev påbegyndt i eftersommeren 1939, hvor krigen brød ud. 

Bogen skildrer de vigtigste politiske og militære begivenheder under krigen, og ind i dette har Jørgen Kieler flettet sine egne oplevelser med familien, studiekammeraterne, kammeraterne i modstandsbevægelsen etc. Kieler er ikke helt enig med en del af de unge historikeres beskrivelser af besættelsestiden, herunder især vurderingen af samarbejdspolitikken. Bogens styrke er blandt andet, at alle de moralske overvejelser om 

• forskellen på terror og sabotage, 

• fordelene ved sabotage frem for allierede bombardementer,

• problemerne omkring stikkerlikvideringer og

• samarbejdspolitikken

var problemer, som de unge frihedskæmpere diskuterede dagligt, medens frihedskampen foregik. Det gjaldt de akademiske frihedskæmpere, men det var nok ikke gældende for ret mange af de øvrige og nok ikke særlig meget for deres tyske modstandere og deres danske håndlangere. Læseren følger hele udviklingen fra de knyttede næver i bukselommerne via samarbejdspolitikken og videre til alsang- og algangbevægelserne, etableringen af illegale aviser og videre endnu til ”skæringsdatoen” under besættelsen, den 29. august 1943. Så følger hele det store organisationsarbejde med at sende Danmarks jødiske befolkning i sikkerhed til Sverige. Begivenhederne den 29. august 1943 samt indledningen af jødeforfølgelserne i Danmark markerer tydeligvis et skift fra passiv modstand til aktiv modstand. 

De unge akademikere ved, at de ikke har nogen faglig militær ekspertise. De har ingen sprængstoffer, de ved ikke, hvorledes man foretager sprængninger, og de ved ikke, hvorledes man udfører et angreb, men de skaffer sig viden, kontakter og sprængstoffer. De må selv stå for uddannelsen, og de første sabotagehandlinger bærer da også præg af en amatøragtig indsats, noget som de selv er klar over. Forfatteren gør op med teorien om, at SOE stod bag organisationen af modstandskampen, og at opbygningen af modstandsorganisationerne skete ”oppe fra”. Kielers påstand er, at modstandsbevægelsen blev opbygget nedefra i lokalsamfundene. Folk, der var mod tyskerne, kunne samles i modstandsarbejdet, selv om de havde vidt forskellige grundholdninger. Kielers forhold til de danske kommunister er også ganske interessant. Han var godt nok skuffet over det sovjetiske angreb på Finland og de danske kommunisters valne holdning fra 1939 til 1941, men så snart kommunisterne efter den 22. juni 1941 kom med i modstandsarbejdet, så var der ingen problemer med dem. De var loyale, de var modige, og de tog meget store byrder på sig i de forskellige aktioner. 

Søkadet Svend Kieler, senere kommandør, er fætter til forfatteren, og han fik stor betydning for Jørgen Kielers modstandsorganisation (”Holger Danske II”). Han kunne skaffe såvel våben som søkadetter til den voksende modstandsorganisation. Gestapo havde et omfattende kendskab til modstandsbevægelsen, og antallet af dræbte, sårede og tilfangetagne stiger voldsomt efter 1943. Jørgen Kieler giver en beskrivelse af nogle af de bedst kendte modstandsfolk: ”John”, ”Flammen” og ”Citronen”. Hans egen organisation bliver trævlet op af Gestapo, og selv ryger han i Vestre Fængsel med sikker udsigt til henrettelse. På grund af administrative forsinkelser bliver nogle andre grupper henrettet inden, og oven på folkestrejken i 1944 kommer der et midlertidigt tysk stop for henrettelser, hvilket medfører, at Jørgen Kieler og hans bror i stedet sendes til Frøslev og derfra videre til Neuengamme og videre til Porta Westphalica. Denne sidste KZ-lejr opholder han sig i fra september 1944, og frem til de hvide busser henter ham hjem i foråret 1945. 

Oplevelserne i KZ-lejrene trodser enhver beskrivelse. Læseren får bibragt en læges syn på opholdet og forholdene. Da han kommer hjem, mærket på sjæl og legeme, er han i stand til at fortsætte det afbrudte medicinstudium og blive læge i 1947. Han deltager som vidne ved en fransk krigsforbryderdomstol i 1948, hvor hans lejrchef og den øverste af ”overfangerne” (KAPOerne) bliver dømt til døden og henrettet med den til lejligheden medbragte guillotine! 

Bogen er forsynet med omfattende noter, kommentarer, henvisninger og en forkortelsesliste. Den beskriver en lang række voldsomme hændelser stille og roligt, uden klynkeri, men den er skrevet af en mand, som har gjort sig mange moralske, politiske og religiøse overvejelser. Politikerne under og efter besættelsen giver han ikke meget for. Besættelsen kostede otte af hans kammerater livet. Forfatteren har været meget aktiv i de senere år som foredragsholder og ved interviews, hvor han redegør for de virkelige forhold under besættelsen. Det er en bog, der er med til at skabe respekt om modstandskampen og de enkelte modstandsfolks indsats. 

Poul Grooss,

kommandør, Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet. 

 

”Schalburg – en patriotisk landsforræder” af Mikkel Kirkebæk. Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. 512 sider illustreret. Pris kr. 349. 

Her i Livgardens jubilæumsår har den unge RUC-historiker Mikkel Kirkebæk begået en meget vellykket biografi om den uden for gardens egne rækker vel nok mest kendte og berygtede garder, Christian Frederik Schalburg – Frikorps Danmarks anden chef og en nærmest ikonografisk skikkelse fra besættelsen.

Mikkel Kirkebæk har dristigt kastet sig over en af de sværeste genrer, der findes – skurkebiografien. At ramme balancen mellem forståelse og fordømmelse er en uhyre vanskelig kunst, ikke mindst når det drejer sig om en person, som var centralt placeret i dansk nazisme og dertil aktiv deltager i den nazistiske racekrig på østfronten. Men Schalburg er i eftertiden vokset ud over sin historiske rolle til, som det hed i en avisartikel i 1956, ”et begreb, der rummer al besættelsestidens hæslighed og usselhed. … I bevidstheden er navnet Schalburg vokset til at omfatte hipo-korps, schalburgtage, clearingmord, stikkervirksomhed og forræderi – alt hvad der er ondt og foragteligt.”

Sikken et skudsmål! Ikke mindst i betragtning af, at da Schalburg døde i sommeren 1942, var der fra tysk side, hverken tænkt på hipo-korpset, schalburgtage eller foretaget et eneste clearingmord. Mikkel Kirkebæk formulerer på den baggrund sin opgave som ”at beskrive Schalburg med en kildenær og faghistorisk indgangsvinkel [og] ikke at simplificere Schalburg til myten af samme navn”. Og det er en opgave, han har løst med glans blandt andet takket være ubegrænset adgang til Schalburgs efterladte papirer. 

Schalburg kom til verden i Kazakhstan i 1906. Fødestedet skyldtes hans herkomst i en dansk-russisk købmandsfamilie med aner i den russiske adelsog kongeslægt, Rurik-dynastiet. Februarrevolutionen i 1917 førte til familiens udvandring fra Rusland til Danmark, og som Kirkebæk bemærker, var det en fuldt ud russisk dreng, der kom til landet. Schalburg talte russisk og fransk, men ikke dansk og var opdraget i den russisk-ortodokse tro. Udvandringen eller flugten, som familiekrøniken vil gøre det til, blev begyndelsen til en varig økonomisk nedtur for familien. Socialt forblev Schalburgerne imidlertid knyttet til samfundets øverste lag. Schalburg selv giftede sig ind i en tysk adelsslægt og plejede hyppig omgang med ekskejserinde Dagmar, hendes datter storfyrstinde Olga og medlemmer af den danske kongefamilie. 

Efter et kortvarigt universitetsstudium blev Schalburg i 1925 optaget som menig i Livgarden, og resten af hans liv forblev i den militære løbebanes tegn: 1925-1939 i den danske hær, 1939-1940 som medlem af det danske finlandskorps, hvorpå Schalburg efter en kort tilbagevenden til hæren i september 1940 meldte sig til Waffen SS. Her deltog han som ordonnansofficer i SS-division Wiking i den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941. Schalburgs skift fra lægestudiet til hæren synes først og fremmest at have været motiveret af et brændende ønske om at vende tilbage til Rusland og med våben i hånd gøre op med bolsjevikkerne. Som leitmotiv i Schalburgs liv gik dette ønske hånd i hånd med en række ekstremistiske synspunkter. Allerede tidligt spores en dyb, næsten karikeret, antisemitisme hos Schalburg og dertil kom en elitær foragt for det danske folkestyre og demokrati i almindelighed. Kombinationen af disse synspunkter førte i løbet af 1930-erne Schalburg i retning af fascismen, og i 1938 meldte han sig ind i DNSAP, hvor han hurtigt avancerede til landsungdomsfører, idet han allerede før sin indtræden i partiet havde deltaget i dets ungdomsafdeling, NSU. 

Schalburgs militære karriere i den danske hær følges tæt i bogen bl.a. takket være en lang række interviews med tidligere gardere og god brug af forsvarets relevante arkiver. Kirkebæk viser, hvordan Schalburg på den ene side viste sig som en dygtig pædagog og udøver af en for samtiden meget mandskabsnær og motiverende ledelsesstil. På den anden side gjorde han sig også tidligt uheldigt bemærket som en overilet og ikke altid lige velafbalanceret officer, der tillige viste så ringe studieevner, at han i 1929 bestod officersskolens afgangsklasse som nr. 24 af 24 elever. Der synes på stort set alle områder at gå en lige linje fra hans skudsmål i den danske hær til de egenskaber, han åbenbarede, da han i februar 1942 fik kommandoen over Frikorps Danmark. Schalburgs stil og charme vandt ham store dele af mandskabets gunst, men hans elan og utilstrækkelige forståelse af sin egen rolle som korpschef førte ham samtidig til et hurtigt endelig på slagmarken. Han faldt den 2. juni 1942 blot tre uger efter ankomsten til fronten under et forsøg på at sætte gang i et stagnerende angreb – og tilsyneladende dårligt planlagt angreb - ved selv at gå forrest i kampen. 

Med Schalburgs død accelererede en tendens, som allerede fandtes i landssvigermiljøet, mens han levede. Schalburg blev blandt nazister og østfrontfrivillige en helteskikkelse af næsten samme dimensioner som de gamle nordiske sagnkonger. Omtrent en fjerdedel af bogen – Myten – er viet til tiden efter Schalburgs død og hans families videre skæbne. Denne blev blandt andet formet af SS-chefen Himmler, som Schalburg mødte ved flere lejligheder. Schalburgs død fik ikke Himmler til at tabe interessen for familien. Tværtimod. Schalburgs enke, Helle Bülov, modtog i 1944 et herresæde af Himmler, og det er betegnende for Schalburgs anseelse hos SS-chefen, at Himmler befalede, at skødet skulle ”udfærdiges som ved Heydrich”. Altså en direkte parallelisering til, hvad SS havde foretaget sig, da Himmlers nære medarbejder, SD-chefen og forvalteren af det besatte Bøhmen-Mæhren, Reinhardt Heydrich, blev dræbt ved et attentat i maj 1942. Men Himmler var ikke uden bagtanker. Ikke blot lå herresædet i de tidligere polske områder, hvorved gaven skal ses i lyset af de nazistiske planer for kolonisering, slavebinding og folkemord i østområderne. Det er også betegnende, at godset skulle sikre forsørgelsen af Schalburgs søn, Alexander. Himmler påtog sig samtidig en form for fadderskab for den unge Schalburg-ætling, hvori han så kimen til morgendagens SS-elite. 

Ikke blot giver Kirkebæk et fint og meget læseværdigt portræt af Schalburg. Han kan også på flere punkter tilføre den eksisterende forskning ny viden. Kirkebæk viser eksempelvis, hvordan Schalburg per langdistance fra division Wiking i Ukraine var en meget aktiv spiller i forsøget på at vælte frikorpsets første kommandant, Kryssing. På andre områder bekræfter og uddyber bogen det allerede etablerede billede af Schalburg. Hans tankeverden kan følges tæt gennem en omfattende skriftlig produktion af både breve, kalendernotater og udkast til skuespil, sange og noveller. Herigennem tegner sig et billede af en udadvendt og charmerende mand, men også af et menneske med tunge lig i lasten, og en person som i stigende grad marginaliserede sig selv fra det omgivende samfund. Schalburgs rabiate antisemitisme, militante antikommunisme og stigende nazivenlighed bragte ham ikke på kant med det gode selskab i 20-erne og 30-erne, men den førte ham til ukritisk at se Nazityskland som Europas eneste værn mod den kommunisme, der havde lagt både hans barndomsland og familiens forretningsimperium i ruiner. Men det, at han holdt fast i sine synspunkter efter det tyske angreb på Danmark den 9. april, førte til Schalburgs sociale brændemærkning, hvilket Kirkebæk viser med stor tydelighed gennem brug af samtidige breve mellem Schalburg og hans garderkammerater. 

Kildegrundlaget er bredt og dygtigt udnyttet fraset et aspekt, som havde fortjent yderligere studier: Krigsforbrydelser. Her trækker Kirkebæk på den eksisterende forskning frem for det møjsommelige og ikke altid lønnende slid med at søge nye kilder, f.eks. i de tidligere sovjetrepublikker. Derfor kommer denne side af biografien til at stå svagt, og på dette område slipper Schalburg utvivlsomt heldigere gennem Kirkebæks undersøgelse, end han fortjener. Der savnes i det hele taget lidt mere perspektiv på de afsnit, der vedrører kampene på Østfronten. Schalburgs oplevelser sættes ikke i nævneværdig grad ind i deres kontekst – hverken hvad angår det militære billede eller den helt unikke nazistiske krigsførelse på østfronten. 

Et andet sted, hvor Kirkebæk i lovlig høj grad slipper tøjlerne, er bogens sidste del. I de 18 sider, som vies en analyse af Schalburgs eftermæle og efterskrift, er det centrale element en diskussion af, hvorvidt Schalburg var landsforræder. Der bruges meget krudt på at analysere, hvorvidt Schalburg i sin egen optik var en dansk patriot, en diskussion som efter nærværende anmelders mening ikke er synderlig ophidsende. Schalburg ville utvivlsomt Danmark det bedste. Men Schalburgs fremtidige Danmark var et racistisk, antidemokratisk, militaristisk og nationalistisk diktatur, som de fleste danskere både dengang og nu ville betakke sig for at leve i. Det slår Kirkebæk da også fast, men at der skal bruges så mange sider på at nå til denne konklusion er gådefuldt. 

Som en afsluttende anbefaling af denne glimrende bog kan nævnes, at Schalburg samtidig med, at den udmærker sig ved sin sikre navigation i et vanskeligt emne, er velskrevet og elementært spændene. Skulle læseren undervejs i Schalburgs eget livsforløb tabe pusten lidt, kan han eller hun glæde sig til en spændende spionhistorie med Schalburgs søster, Vera, i hovedrollen cirka midtvejs i bogen. 

Niels Bo Poulsen,

Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet.

 

”Hvilken befrielse” af Claus Bryld. Udgivet den 23. april 2008 af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. Bogen har undertitlen ”Fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge”. 240 sider. Pris kr. 250,00 (vejledende). 

Forfatteren er historiker og dr. phil. Han er søn af en af de fire Bryld-brødre, som i starten af besættelsen forsøgte at overtage magten i Danmark. Det var på vegne af det danske nazi-parti (DNSAP), men skulle selvfølgelig ske med støtte fra de tyske myndigheder. Forsøget blev en total fiasko. Tyskerne – og navnlig SS - havde tænkt sig noget andet, og dette politiske nederlag blev efterfulgt af en magtkamp i partiet, afsluttende med eksklusion. Set i sammenhæng med de to ovennævnte bøger giver den en helt anden vinkel på besættelsestiden, som er den bedst belyste periode i Danmarkshistorien. Den kan bruges som debatbog. Den viser blandt andet, at en sag har mange sider. Læseren præsenteres for hele Claus Brylds familie, og hovedvægten er lagt på retsopgøret og skammen. Han filosoferer blandt andet lidt over, at det kun er taberne, som bliver sendt til mentalundersøgelse efter krigen. Som skoleelev lige efter 1945 har det ikke været nemt at gå rundt med et kendt efternavn og have hele den mandlige del af familien – og i en kort tid tillige moderen – siddende i fængsel. Det er åbenbart ikke nogen ny opdagelse, at succesrige forretningsfolk ikke nødvendigvis også får succes, hvis de går ind i dansk politik. Brødrene Brylds politiske engagement blev en katastrofe, og selv om de var nogle relativt små fisk, fik de langvarige fængselsdomme. Den lille dreng ser derfor noget anderledes på befrielsen og modstandskampen, end man er vant til. Det er en meget velskrevet bog, som på den ene side beskriver forfatterens opvækst set gennem barneøjne og unge øjne, og på den anden side giver læseren et sjældent indblik i tysk- og nazivenlige kredse under og efter besættelsen. Bogen beskriver tillige udviklingen i samfundet i 1940’erne og 1950’erne. Herudover giver den også et billede af den straf, som man påfører en hel familie ved at sætte faderen i fængsel. Pudsigt nok er de fleste i familien jurister. Er familien blevet et offer, eller er det hele selvforskyldt? Her er tale om en ”anderledes” bog, som på en gang maner til besindelse og samtidig provokerer og tester læserens tolerance.

Poul Grooss, kommandør,

Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet. 

 

”Sonderkommando” af Shlomo Venezia, oversat af Ann-Jette Jepsen. Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S den 9. juni 2008. 240 sider illustreret. Pris kr. 269,00. 

Denne bog er en usædvanlig øjenvidneberetning fra et medlem af en såkaldt ”Sonderkommando” (specialenhed) i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. En sonderkommando var en gruppe fanger, som af SS-vogterne blev sat til at udføre det hårde fysiske arbejde i forbindelse med likvideringen af de mange fanger. Arbejdet gik især ud på at kremere de mange døde, efter de var blevet slæbt ud af gaskamrene. SS sørgede omhyggeligt for, at fangerne fra en sonderkommando blev likvideret efter ca. 3 måneders arbejde i denne særlige tjeneste. Ingen herfra måtte flygte med den viden, de havde. Der er derfor ikke mange overlevende med en sådan viden, som forfatteren Shlomo Venezia, her lægger for dagen. 

Bogen er blevet til efter samtaler i 2006 mellem Shlomo Venezia og den unge journalist Béatrice Praquier, assisteret af historikeren Marcello Pezzetti. Pezzetti har udarbejdet et lille efterskrift til bogen, hvor læseren får hele Det tredje Riges ”behandling og løsning af jødespørgsmålet” serveret krystalklart med formål, beslutninger, iværksættelse, datoer, bygning af dødslejre m. v. Pezzetti har lagt vægt på at meddele læseren, at som medlem af en sonderkommando deltog man ikke i selve drabet på fangerne, men i at aflaste morderne med det hårde fysiske arbejde med at skaffe ligene af vejen, klippe hår af, fjerne guldtænder og proteser etc. Venezia er jøde. Hans familie havde italiensk statsborgerskab, men flyttede til Thessaloniki, hvorfra den blev deporteret under den tyske besættelse af Grækenland. Han var da 21 år gammel. Hans mor og to yngre søstre døde i lejren. Det er en ærlig, enkel og letlæselig beskrivelse af nogle problemstillinger, som de fleste nok har svært ved at rumme. Den giver et fantastisk indblik i den tyske ”logik” bag hele udryddelsesprocessen. Bogen er tillige forsynet med et forord af den tidligere franske KZ-fange Simone Veil og et efterskrift af Umberto Gentiloni samt en kort omtale af den tidligere KZ-fange David Olère, som overlevede arbejdet i samme sonderkommando som Venezia. David Olére har lavet bogens enestående tegninger umiddelbart efter løsladelsen fra fangenskabet i 1945. Endelig er der udførlige noter og litteraturhenvisninger. 

Poul Grooss, kommandør,

Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet. 

 

”Slagtebænk Dybbøl. 18 april 1864. Historien om et slag” af Tom BukSwienty. Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København 2008. 397 sider illustreret. Pris kr. 299. 

Det er nu godt tyve år siden, at modstands- og højskolemanden Johs. Nielsen afsluttede sit forfatterskab med den fremragende ”1864. Da Europa gik af lave”. Bogen er stadig den entydigt mest gennemtænkte og modne, danske fremstilling af det tragiske forløb. Tom Buk-Swienty bygger blandt andet på Nielsens solide fundament af kritiske forklaringer af begivenhederne, men hans formål og primære kildegrundlag er et andet. Han lader i meget stor udstrækning deltagerne selv komme til orde, først og fremmest gennem deres efterladte breve. Deltagerne, dvs. soldaterne og deres taktiske førere, samt andre førstehåndsvidner til begivenhederne såsom et par krigskorrespondenter, det unge Internationale Røde Kors’ observatør, en prøjsisk maler samt de læger på begge sider, der efter slaget tog sig af de mange sårede. Den grumme fortælling støttes så godt af samtidige fotografier, at BukSwienty under sine ti år som Weekendavisens USA-korrespondent må være blevet direkte inspireret af de seneste 25 års historieskrivning om den Amerikanske Borgerkrig. 

Forfatterens disponering af sin historie er mesterlig. Han starter lige før stormen. Den 17. april følges gennem et stort antal forskellige deltageres beretninger og breve. Man ender ikke kun med et nuanceret billede af situationen, som den ses af de samtidige, men får også et grundlag for at forstå, hvorfor de tænkte sådan – i det omfang dette overhovedet er muligt. Dernæst griber han tilbage til forløbet op til den 17. april, som han følger hos nøglepersonerne - politikere og militære chefer - i både Danmark og Prøjsen. Herunder zoomer han ned til taktisk niveau for at beskrive kampene ved Mysunde og Sankelmark, der på forskellig måde skaber forudsætningerne for, at den danske hærs hovedstyrke endte i flankestillingen ved Dybbøl. Beskrivelsen fortsætter med at lade deltagerne beskrive den godt to ugers ildforberedelse, der skulle nedslide de danske stillinger og enheder, og koncentrerer sig derefter om de to korte afgørende perioder, stormen og modangrebet, der afgjorde slaget - i det omfang deltagerne er i stand til at genkalde sig minutterne gennem begivenhedernes kaos, rædsel og adrenalinsus. 

Bogens sidste hovedkapitel behandler dagene efter slaget. De dræbte, de døende, lægerne og fangerne. Bogen slutter med kort at behandle forløbet efter slaget - i København, Berlin og ved forhandlingerne i London. Anmelderen var indledningsvis irriteret over forfatterens anvendelse af betegnelsen ”leder”, hvor han rettelig burde have anvendt ”chef’” eller ”fører”, samt hans brug af ”strategisk” om ethvert punkt af lokal taktisk betydning. Men bogens historie er så velskrevet og troværdig, at man må overgive sig. 

Kort sagt en fremragende behandling af en dag i Danmarkshistorien, der på forskellig vis igennem de efterfølgende årtier indtil 1940 definerede landets sikkerhedspolitik. De nationalliberales svigtende evne til at søge og lede en fornuftig dialog med deres fagmilitære ansvarlige blev efter et par årtier afløst af ligeledes bedrevidende radikales sikre opfattelse af, at en sådan dialog var irrelevant. 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,

Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 

 

”Unge Stalin” af Simon Sebag Montefiore. Udgivet af Borgens Forlag A/S den 6. juni 2008. Oversat fra engelsk: ”Young Stalin” af Allan Søndervang. 463 sider illustreret. Pris kr. 399,00 (vejledende). 

Denne bog handler om den unge Stalin fra hans fødsel til hans konsolidering som ”apparatchik” lige efter oktoberrevolutionen i 1917. Forfatteren har tidligere udgivet ”Stalin: Den røde zar og hans hof”, som blev anmeldt i Militært Tidsskrift nr. 1/ 2005. Simon Sebag Montefiore (født 1965) er uddannet historiker fra Cambridge. Ud over den ovennævnte Stalinbiografi, som omhandlede Stalins liv fra hustruens selvmord i 1932 og til hans død i 1953, har forfatteren skrevet om zarina Katarina den Store og hendes elsker og kansler, fyrst Potemkin. 

”Unge Stalin” er ikke skrevet for sarte og ubefæstede sjæle. Den kunne egentlig godt bruges som lærebog i lederskab, men ingredienserne i lederskab er i Stalins tilfælde sygelig mistænksomhed, mord, likvideringer, bankrøverier, intriger og meget andet. Ved hjælp af dygtig ledelse kunne han skaffe sig nødvendige informationer, gøre sig uundværlig, holde sig ved magten og udkonkurrere modstandere. Begge forfatterens forældre er læger, og de har støttet ham i at prøve at tegne en psykologisk profil af Stalin. Bogen er baseret på en lang række nye kilder, men her ud over har forfatteren også støttet sig til tidligere udgivne kilder, som har kunnet bruges. Meget af det stalinistiske arvegods har ikke kunnet bruges, da samtidens bøger om Stalin beundrede den store leder på næsten religiøs vis. 

Stalin (1878 - 1953) må være en fascinerende person at beskrive. Der er ingen tvivl om, at manden var særdeles godt begavet, og at han arbejdede meget flittigt. Efter det japanske angreb ved Port Arthur i 1904 blev Rusland involveret i en krig, som gik meget dårligt for Rusland. De store tab for hæren og flåden blev efterfulgt af social uro og spændinger i samfundet, og Rusland var nær ved at bryde sammen i begyndelsen af 1905. Stalin var meget belæst. Da den russisk-japanske krig var brudt ud, og de russiske triumfer over for japanerne lod vente på sig, noterede Stalins værelseskammerat sig, at Stalin da begyndte at læse ”Den franske revolutions historie”. Han vidste, ”at krig og revolution var to af apokalypsens heste, som ofte galoperer sammen”. 

Læseren følger Stalins barndom og ungdom i Gori og Tiblisi i Georgien. Faderen er en fordrukken skomager, som gradvis forsvinder ud af billedet. Den omsorgsfulde moder ønsker, at han bliver præst - og helst biskop. Han kommer på en god skole og senere præsteseminar, hvor han blot mangler et par måneders uddannelse i at blive færdig, da han helt helliger sig det revolutionære arbejde. Han bliver en god støtte for Lenin som den vigtigste organisator i det sydlige Rusland. Han er leder af en bande, og han har psykopatiske lejemordere til at udføre det grove. Han kan organisere strejker og opstande. Hans største støtte til Lenin er dog hans aktiviteter omkring ”ekspropriering”. Dette smukke ord dækker over finansiel støtte til partiarbejdet hidrørende fra bankrøverier samt våbentyverier fra politiet og de væbnede styrker. Han deltog ikke selv direkte i røverierne, men betragtede dem på afstand - og var parat til at forsvinde, hvis det gik galt! 

Navnet Stalin (”manden af stål”) dukker først op lige inden revolutionen. Hans oprindelige navn var Josef Vissarionovitj Djugasjvili, men bogen rummer en hel side om hans mange øgenavne, tilnavne, dæknavne etc. Han blev mest kaldt Soso, men kaldte sig senere Koba efter en historisk georgisk frihedshelt. Bogen rummer en lang række fotos af den unge Stalin, mest fra politiets forbryderalbum. Endvidere beskriver bogen hans privatliv og hans to ægteskaber. Han har været meget charmerende, og da han i mange år var efterlyst af det hemmelige politi, måtte han overnatte på en lang række dækadresser, og det har medført, at han har efterladt sig et stort antal gravide elskerinder rundt om i det store land. Da Khrusjtjov i 1956 pillede glorien af Stalin, bad han KGB-chefen, general Ivan Serov, undersøge om et vedholdende rygte talte sandt. Det hed sig, at Stalin under sit eksil i Sibirien under Den første Verdenskrig havde gjort en 13-årig skolepige gravid. Historien var sand. Sagen omkring denne pige, Lidia Pereprijgina, var så ømtålelig for systemet, at den blev lagt tilbage i KGB-chefens pengeskab som ”yderst hemmelig”. 

Det er en meget læseværdig bog, som er baseret på omfattende research. Den er forsynet med register, kildefortegnelse og grundige noter. Endvidere er der et ”stamtræ” over Stalins slægt, mange fotos samt relevante kort over Georgien og Rusland, så læseren kan følge med i Stalins rejser. Forfatteren forklarer på udmærket vis om de særlige forhold, som har gjort sig gældende i Ruslands sydlige områder, hvor der var omfattende bandekrige, særlige forhold omkring olieudvinding og minedrift etc. Forfatteren behandler også påstandene om, at Stalin eventuelt skulle have været agent for zarens hemmelige politi ”Okhrana”, men det afvises. Alt i alt tegnes en meget fin profil af personen Stalin på vej til magtens tinde. Hermed får læseren en forklaring på, hvorledes han blev i stand til at underlægge sig hele den sovjetiske befolkning og senere drive vestlige statsledere rundt i manegen. 

Poul Grooss, kommandør,

Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 

 

”Onkel, giv os brød” af Arne Strøm. Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S den 12. juni 2008. 384 sider. Pris kr. 275 (vejledende). 

Det er en meget interessant bog, som første gang udkom i 1934. Den er blevet genopdaget i forbindelse med de mange udgivelser om Sovjetunionen efter murens fald. Den er et klart bevis på, at selv om Stalin forsøgte at lægge hindringer i vejen for kendskabet til de virkelige forhold i Sovjetunionen under tvangskollektiviseringen i 1930’erne, så kunne det lade sig gøre at blive informeret. Strøms bog blev oversat til mange sprog og blandt andet læst af Winston Churchill. I følge hans daværende kabinetssekretær fik den direkte indflydelse på hans holdning til Sovjetunionen. Bogen er skrevet af Arne Strøm (1897 - 1948). Forfatterens baggrund var, at han efter mange års arbejde som hønseavler i Canada og USA blev ramt af 1930’ernes dårlige økonomiske vilkår. Da man manglede specialister i de nye sovjetiske landbrugskollektiver reflekterede han på en annonce fra den sovjetiske ambassade. Han har formentlig flirtet lidt med tanken om, at her forelå nogle nye ideer, som kunne bringe lykke og velstand til den sovjetiske befolkning, og det ville han gerne deltage i. På grund af sit manglende kendskab til de lokale forhold fik han i modsætning til de fleste andre udenlandske specialister en etårig kontrakt med løn udbetalt i rubler og ikke i vestlig valuta. 

Læseren følger forfatteren, hans kone og deres syvårige søns rejse til Moskva og videre til kollektivet i Povorino i Voronezhregionen, midtvejs mellem Moskva og Stalingrad. Her skal han virke som specialist i hønseriet. Det er midt under Stalins voldsomme angreb på bondebefolkningen i begyndelsen af 1930’erne, og Bent Jensens forord sætter ord og tal på de tankevækkende begivenheder. Hvis befolkningen virkelig ønskede disse reformer, havde det nok ikke været nødvendigt at lade det hemmelige politi slå 13.000 registrerede opstande ned, dræbe 7 - 8 millioner mennesker og tvangsforflytte yderligere 5 millioner. Arne Strøm fik som en af de ganske få udlændinge lejlighed til at se nøden, elendigheden og regimets voldsanvendelse. Forfatteren har en skarp iagttagelsesevne. Bogen er en underfundig beskrivelse af det sovjetiske system, hvor man simpelthen mangler alt, leverancer kommer altid ”i morgen”, og ”under næste 5-års-plan bliver levefoden i Sovjetunionen højere end i USA” etc. Der bruges mere end et helt kapitel på at beskrive, hvorledes den udenlandske specialist kan anskaffe en kasserolle. Det kræver en togrejse, indsats fra hærens materiellagre og støtte fra det hemmelige politi. Ud over underfundigheden om sovjetsystemets vilkår giver forfatteren en udmærket beskrivelse af den systematiske voldsanvendelse, den udbredte sult og hungersnød samt den relative overflod, som magthaverne lever i. Arne Strøm møder en kvinde, som systemet dømmer som ”kapitalist”, og derfor konfiskeres hendes smykker. Hun kan senere konstatere, at en elskerinde til en af de lokale officerer i GPU (det senere OGPU, NKVD og KGB) går med en af hendes ringe. 

Bogen er forsynet med noter og ordforklaring samt et kort over det område, hvor forfatteren arbejdede under sin kontrakt med Sovjetunionen. Herudover er der et meget nyttigt efterskrift udarbejdet af cand. mag. Camilla Schultz. Hun redegør for forfatterens baggrund, om selve tvangskollektiviseringen af det sovjetiske landbrug og bøndernes modstand samt om hungersnøden. Endvidere beretter hun om det samtidige danske kendskab til hungersnøden i Sovjetunionen på daværende tidspunkt. Det er ret interessant, idet den danske dagspresse var opdelt ideologisk. Den danske ambassade havde i fortrolige indberetninger beskrevet de faktiske forhold. På trods af bogens særdeles alvorlige emne er det blevet til en ganske læseværdig og også fornøjelig beskrivelse. I tilgift får læseren indsigt i problemer omkring hønseavl, som i hvert tilfælde undertegnede slet ikke var klar over. 

Poul Grooss, kommandør,

Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet. 

 

”Den danske hærs rekylgeværer” af Bjørn A. Nielsen. Bogen har undertitlen ”system V. H. O. Madsen og J. A. N. Rasmussen”. Udgivet af Statens Forsvarshistoriske Museum som Forsvarshistoriske Skrifter nr. 6. Bogen er tillige udkommet som Våbenhistorisk Selskabs årbog nr. 53. 400 sider illustreret. Pris kr. 368. 

Denne bog er blevet til på et initiativ fra Våbenhistorisk Selskab. Det er en relativ stor sag på 400 sider om den danske hærs rekylgeværer. Der er nok kun et beskedent publikum til denne uhyre detaljerede og grundigt beskrevne bog. Forordet og de indledende kapitler er dog af almen interesse for historisk interesserede. Her redegør forfatteren for udviklingen af maskingeværet og rekylgeværet. Det danske rekylgevær er udviklet af generalmajor, senere krigsminister V. H. O. Madsen og rustmester J. A. N. Rasmussen. Det blev produceret i Danmark. Hovedvægten er lagt på hærens rekylgeværer, men der er en del omtale af de rekylgeværer, som søværnet overtog i forbindelse med, at kystbefæstningen i 1932 blev overført fra hæren til søværnet. Desuden er der omtale af ”Madsen-rekylgeværet” til søværnets skibe og Marinens Flyvevæsen. Bogen er forsynet med omfattende noter og kildehenvisninger samt en sammenfatning på engelsk, kapitel for kapitel. 

Poul Grooss, kommandør,

Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 

 

 

”Hærens Mærkedage”. Redaktion: oberstløjtnant S. C. Volden. Udgivet af Hærens Operative Kommando, Karup J 2008. 313 sider. Pris: Kr. 100 plus forsendelsesomkostninger. (Se indledningen ovenfor). 

Bogen afløser Hærens Mærke- og Mindedage af Erik Borgstrøm og Poul Ib Liebe fra 1976. Det er lykkedes for Svend Volden at samle og skrive en smuk, værdig og instruktiv håndbog, som kort beskriver og begrunder, hvorfor netop disse begivenheder er kommet med. I den første – største - del af bogen føres læseren i en klar og attraktiv form kronologisk gennem hærens tusindårige historie. Hver mærkedag får en kort, men fyldig, beskrivelse, og hver periode indledes med en illustreret karakteristik af landkrigens karakter. Virkningen er, at læseren på trods af, at dette ikke er bogens formål, følger Danmarks og hærens spor gennem Europas militærhistorie. Det sker på en måde, der bør inspirere både professionel og lægmand til videre læsning. I næste del nævnes mærkedagene fordelt på kalenderåret og i bilag 1 opregnes hærens officielle flagdage, herunder de væsentligste mærkedage fra De slesvigske Krige samt Stormen på København, hvor vi til vinter skal fejre 350-årsdagen. Bilag 2 giver vejledning i, hvordan man kan give forslag til nye mærkedage. Det er i højeste grad relevant. Træfninger under Hærens indsats i Afghanistan efter bogens sidste listede mærkedag, den 1. september 2006, fortjener i høj grad at blive optaget. 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,

Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet. 

 

 

”Danske hærordninger efter 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv” af oberstløjtnant S. C. Volden. Udgivet af Hærens Operative Kommando, Karup J 2007. 156 sider. Pris: Kr. 80 plus forsendelsesomkostninger. (Se indledningen ovenfor). 

I løbet af de 70 år fra 1880 til 1950 var Hærens organisation fastlagt af seks forskellige ordninger, plus de ikke-lovbestemte ændringer, der blev en følge af begivenhederne fra 1940 til 1945. I de efterfølgende 60 år vil vi, inklusive den kommende 2009-ordning, komme op på tolv. Denne lille konstatering illustrerer det pres for væsentlige ændringer, som organisationen har gennemløbet siden den første ordning af hæren efter Besættelsen blev sat i værk i 1951. 

Det er et meget stort og uoverskueligt stof, som det er lykkedes Volden at opsummere i denne publikation, der er velegnet til at støtte en første orientering om emnet under undervisning af hærens professionelle kadrer. Volden viser gennem sin skitse, at det ville være særdeles ønskeligt, om man meget snart fik iværksat et forsknings- og publikationsprojekt, der i et tobindsværk skulle dække Hærens opbygning fra 1945 til 1970 henholdsvis organisationens konsolidering til allianceindsats under varierende forhold fra 1970 til 1995. Kun et sådant arbejde ville kunne skabe grundlaget for forståelse af periodens udvikling. For tiden derefter må arbejdet kunne ske på grundlag af projektet om Forsvarets Nyere Historie, som i 2006 blev iværksat af Forsvarskommandoen. 

Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,

Center for Militærhistorie,

Forsvarsakademiet. 

 

Foredragssæson 2008 - 2009 

Mandag den 20. oktober 2008 klokken 19.30 i Bageriet på Kastellet 

Foredrag over emnet: 

Rusland

Ved generalmajor Karsten Møller 

Generalmajor Karsten Møller har gennem hele sin militære karriere beskæftiget sig med russiske forhold. Generalmajor Karsten Møller har ligeledes været forsvarsattache i Moskva. Foredraget vil blive holdt som en opfølgning af det næste temanummer, som vil handle om Rusland. 

Yderligere detaljer vil fremgå af hjemmesiden: www.dkvs.dk

Mandag den 1. december 2008 klokken 19.30 i Gl. Varmecentral på Kastellet 

Foredrag over emnet: 

Ledelse

Ved kommandør Henrik Ryberg 

Kommandør Henrik Ryberg er chef for Fakultet for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik. Fakultetet har blandt andet bidraget til udviklingen af Forsvarets nye ledelsesgrundlag, FOKUS og de nye ledelseskurser KURS. Foredraget vil blive holdt over temaet ledelse og gå bag om alle de nye initiativer, der er igangsat i forsvaret, og sammenhængende inden for dette felt. 

Yderligere detaljer vil fremgå af hjemmesiden: www.dkvs.dk

Reserver allerede nu ovennævnte datoer!

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_137.argang_nr.3_2008_1.pdf

Litteraturliste

Del: