Nyt fra bogfronten

Af Poul Grooss, anmelderredaktør

Der er en voksende interesse for militærhistorie, og dette efterår har været præget af et meget stort antal bogudgivelser om militære emner. Anmeldelserne i dette nummer er præget af de mange bogudgivelser, som var med til at markere 200-året for Københavns bombardement og flådens ran i 1807. Hermed får anmeldelserne lidt historisk slagside i forhold til bogudgivelser med mere aktuelle emner, men det vil redaktionen gøre sit bedste for at rette op på i de kommende numre. De fire anmeldte bøger om begivenhederne i 1807 er meget forskellige, og anmeldelserne går specielt på, hvad der er forskellen på dem. For de fleste ville det nok kunne karakteriseres som ”over kill”, hvis man anskaffede dem alle sammen, med de er gode hver for sig. I bøgerne såvel som i boganmeldelserne er der normalt refereret til ”England”, ”englændere” og ”Englandskrigene” skønt betegnelsen ”Storbritannien” var indført inden 1807, men for den danske befolkning i 1807 var modstanderen ”engelskmanden” og det er reflekteret i ordvalget i anmeldelserne.

Normalt vil redaktionen tilstræbe at anmelde bøger om nyere militære og sikkerhedspolitiske emner. Militærhistorie er ikke en selvstændig disciplin for Militært Tidsskrift, men ofte et anvendeligt redskab for officerer for bedre at kunne analysere problemer i nutidens militære og politiske situation. Som det fremgår af denne udgave af tidsskriftet, så er anmeldelserne i høj grad præget af indkaldelse af ”Tordenskiolds soldater”. På grund af udviklingen i Irak bringes indledningsvis en kombineret boganmeldelse og artikel om dagens situation i Irak. Det er en meget aktuel artikel forfattet af lektor Birthe Hansen fra Københavns Universitet. 

 

En irakiske skyggestat: dens baggrund og udfordringer
“A History of Iraq” af Charles Tripp.
Udgivet af Cambridge University Press, 2007. 357 sider. 
 
Anmelder: Birthe Hansen, lektor ved Københavns Universitet 
 
Hvis man vil have den bedste Irak-historie på markedet og bag om dagspressens hurtige og dramatiske Irak-dækning, skal man have fat i den nye udgave af Charles  Tripps Irak-historie. Der er bestemt også drama i Tripps værk, der skildrer den bestandige kamp om magt i det irakiske samfund siden Osmanner-tiden, men Tripp går langt dybere og giver både baggrunden og forståelse for de komplekse opgør. Den første udgave af Charles Tripps hovedværk om Iraks historie kom i 2000. Siden da har det irakiske samfund været ude for kolossale forandringer. Værket er derfor blevet udvidet med Saddam-epoken i fuld længde, invasionen i 2003 og den efterfølgende konflikt. Fremstillingen er historisk og kronologisk, men fokuseret på tre bærende drivkræfter: patrimonialisme, oliens politiske økonomi, samt brugen af vold. Det særlige ved Tripps fremstilling er vægten på konflikternes kompleksitet, skyggestaten samt skildringen af de magtkampe, der har kendetegnet Irak før, under og efter Saddam.   
 
Fra osmannertiden til parlamentarisk republik
Værkets to første kapitler beskæftiger sig med den osmanniske periode og de tre provinser, Bagdad, Basra og Mosul henholdsvis med den britiske mandatperiode. I kapitlet om den britiske mandatperiode fortæller Tripp, hvilke problemer, de britiske myndigheder stod over for: klan- og stammevælde, koalitionsdannelser og konflikter, oprør, samt institutionelle udfordringer. Der tegnes et billede af en nysamlet stat uden fælles nationsbaggrund, men med stammer, klaner og lokale netværker, der primært kunne forenes mod den eksterne indflydelse.
 
De tre næste kapitler omhandler den turbulente tid før SaddamHussein-epoken: det hashimitiske kongedømme 1932 - 1941 med konspirationer, kup og Irak i Anden Verdenskrig; det hashimitiske kongedømme 1941 - 1958 med britiske forsøg på at genetablere regimet, Nuri al-Sa’id, samt kuppet i 1958; og republikken 1958 - 1968 med Abdul KarimKassems diktatur, klanstyre og baggrunden for Ba’ath-styrets magtovertagelse. Hovedkapitlet om Ba’ath-styret og Saddam Hussein 1968 - 2003 har Tripp i den nye udgave kunnet skrive i et afsluttet perspektiv. Tripp ser især tre grunde til, at Saddam nåede at involvere Irak i endnu en krig i foråret 2003. For det første USA’s vurdering af, at sanktionerne havde styrket regimet, hvilket førte til et ønske om at bruge andre midler. For det andet Saddams tvetydige masseødelæggelsesvåben-politik med signaler om besiddelse for at opnå en afskrækkelsesevne. For det tredje Saddams manglende evne til at håndtere en direkte militær trussel. Det sidste kapitel er om den amerikanske besættelse og ’den parlamentariske republik’. Herved får irakisk politik efter Saddam et navn. I kapitlet skildres de mange dilemmaer og udfordringer efter Saddam, overraskelsen i Irak over regimets hurtige fald, og opblomstringen af den irakiske skyggestat med dens mange ’små saddammer’. 
 
Den irakiske skyggestat
Begrebet skyggestat stammer fra studier i afrikanske forhold og personbaseret magtudøvelse. Tripp bruger begrebet som beskrivelse af den del af det irakiske samfund, der fungerer parallelt med de statslige myndigheder. Skyggestaten er ikke det samme som ’civilsamfundet’, men en parallel og uformel magtstruktur i samfundet, der både går på tværs af og ind i civilsamfund og stat. Den irakiske skyggestat eksisterede allerede under osmannertiden, men den udviklede sig for alvor under Saddam Hussein. Samtidig med fremvæksten af en officiel stat med et enormt bureaukrati og mange forgreninger, udviklede og brugte Saddam-styret den bagvedliggende skyggestat i sin del-og-hersk-politik. Skyggestaten bestod af netværker af tilhængere og byggede patron-klient-forhold. Tripp ser skyggestaten som SaddamIraks magtkerne.
 
Favorisering spillede en stor rolle. Saddam kunne f.eks. give samarbejdsvillige sheiker rettigheder til jord, forfremme deres stammemedlemmer og/eller give dem ret til bevæbning. Omvendt kunne modstand eller afvisning føre til henrettelser, fordrivelse eller fratagelse af rettigheder. Ideologisk set blev manipulationen underbygget af støtte til udøvelse af ’arabisk’ kultur og ’stamme’ kultur. I et særligt afsnit (s. 259-267) beskriver Tripp de overordnede mekanismer, mens deres funktion beskrives konkret bogen igennem.
 
Saddam-styrets brug af skyggestaten har ifølge Tripp befæstet dens stilling i Irak og er en del af grunden til de aktuelle problemer med at skabe en egentlig irakisk stat. Skyggestaten er på sin egen måde både stærk, egenrådig og en grundpille i det irakiske samfund, men den spiller også en afgørende rolle i splittelsen og konfliktudviklingen. Tripp giver et eksempel på, hvordan skyggestaten fungerer og vanskeliggør opbygningen efter Saddam-styret allerede fra umiddelbart efter Saddams fald. Den første leder af de amerikanske rekonstruktionsbestræbelser, Jay Garner, organiserede en række offentlige møder i håbet om, at nye irakiske lederemner ville dukke op (s. 279). Der kom en række interesserede borgere til mødet, men mange med lokal magt blev væk. De blev i stedet hjemme for at lægge planer for, hvordan de kunne bevare deres magt i det nye Irak. Det irakiske samfund vænnede sig i Saddam-tiden til, at det var bedst at gøre tingene selv og fungere så uafhængigt af den oppustede stat, som muligt – blot man holdt sig gode venner med styret og gav Saddam, hvad han krævede. Derfor mangler der sammenhængskraft i samfundet, og derfor er det svært at etablere holdbare forbindelser mellem civilsamfundet og den nye stat. 
 
Komplekse konflikter
Ud over at skildre, hvordan mange lokale grupperinger i den irakiske skyggestat kæmper om kortsigtede gevinster, giver Tripp en indsigt i nogle af de mange konkurrerende visioner for Irak, både før og efter Saddams fald. Der har aldrig været en irakisk nation, hvilket heller ikke gør det lettere at skabe samling. Der sættes fokus på kurdisk nationalisme, shiitiske ønsker om magt og indbyrdes konkurrerende shiitiske visioner, sunniernes forsøg på ikke at tabe alt, men at slå tilbage, og tværgående ønsker om opbygning af en egentlig irakisk stat. Tripp lægger vægt på, at disse visioner aldrig tidligere har fået mulighed for at mødes og brydes, og at bortfaldet af Saddam-diktaturet har åbnet for konkurrencen. Når denne brydning har fået en så voldelig karakter, hænger det dels sammen med traditionen i Irak, dels med skyggestatens gruppers forsøg på at sikre deres egne magtbastioner. Disse konkurrerende visioner sættes således i forhold til de mange konflikter i det opgør, som Tripp understreger kompleksiteten af. Fremstillingen giver på den baggrund billeder af konflikter og udviklinger, der adskiller sig fra de konventionelle opfattelser. F.eks. er Tripps beskrivelse af udviklingen i det kurdiske område mindre positiv, end det ofte ses. Nok er der mere sikkerhed og stabilitet i området, men der er også problemer i forhold til olieøkonomien, uindfriede selvstændighedsdrømme, store sociale uligheder, samt utilfredshed med de regerende familier.
 
I forhold til shiiternes øgede magt peger Tripp på, at disse har forsøgt at trænge kvinderne tilbage fra den politiske scene, at modarbejde de formelle politiske tiltag, og at få sharia indført i forhold til familieanliggender. Desuden har der i den parlamentariske republik været en voldsbølge mod kvinder i det offentlige rum og andre forsøg på at skræmme kvinderne tilbage til hjemmene. Til gengæld giver Tripp et mere nuanceret billede af sunnierne og disses modstandsbestræbelser i det aktuelle magtopgør. Sunnierne udgjorde rygraden i Saddam-styrets magtelite, lige som de sunni-muslimske osmanniske sultaner baserede deres administration af området på sunni-stammer. Shiiterne blev (også dengang) set som potentielle forrædere og Iran-venner. Der er således tale om en lang historisk baggrund for sunniernes magtposition – og shiiternes mangel på samme. Til gengæld understreger Tripp, at der aldrig tidligere har været et egentligt sunnitisk fællesskab i Irak, da sunnierne i højere grad har forholdt sig op- og nedad i magtstrukturen. Derfor har sunnierne haft store problemer med at forenes på tværs af islamistiske, sekulært nationalistiske eller stammemæssige dagsordener i opgøret – samtidigt med, at de som helhed blev betragtet med dyb mistro af de øvrige spillere. 
 
Plyndringer, henrettelser og andre fejlskud
Ikke kun den politisk motiverede vold bredte sig efter Saddam-styrets fald, men også berigelseskriminaliteten. Forbryderne blev lukket ud, da fængslerne blev åbnede, politiet var væk fra gaderne, og mange ville skaffe sig en hurtig gevinst. Tripp nævner, at da briterne overgav deres militære base i Amara i 2006, så var det første, der skete, at den blev plyndret… Plyndringer er i det hele taget et ord, der går igen i kapitlet om post-Saddam-tiden, og selv i litteraturlisten nævnes det, at det irakiske nationalbibliotek og de nationale arkiver blev plyndret og brændt to gange umiddelbart efter Saddam-styrets fald. Også andre hændelser sættes i relief. Saddams henrettelse tillægges ikke den store betydning. Irakerne havde afskrevet ham og hadede ham, så det gjorde ikke den store forskel, at han blev henrettet. Til gengæld gavnede retssagen og den måde, han blev henrettet på, ikke udviklingen. Begge dele gav irakerne store mindelser om Saddams eget styre og et deja vu.
 
I sine diskussioner af amerikanske ’fejl’ peger Tripp på Paul Bremers ukyndige administration og fremhæver beslutningerne om at holde tidligere Ba’ath-parti-medlemmer uden for de nye myndigheder samt om at opløse den irakiske hær. Til gengæld er Tripps vurdering af Nuri al-Maliki mindre hård, end det nogle gange ses blandt f.eks. amerikanske kommentatorer. Tripp fokuserer i stedet på grundlæggende dilemmaer og Malikis balancegang mellem forsøg på fastholdelse af amerikansk tilstedeværelse, hensynet til egen magtbase og håndteringen af det voldelige opgør. 
 
Iraks fremtid
Charles Tripp er ikke specielt optimistisk, når det gælder Iraks fremtid. I værket fremhæves, at Saddam-styret holdt de fleste irakere nede, manipulerede og undertrykte befolkningen, og nærede uhensigtsmæssige magtstrukturer i skyggestaten. Tripp peger på, at det kan blive meget svært at omforme disse magtstrukturer. Hertil kommer, at de indre irakiske konflikter ikke tidligere har haft mulighed for at finde en fredelig eller konstruktiv måde at udvikle sig – for ikke at sige at løses – på. 
 
Irak er ikke det eneste land i Mellemøsten, der mangler sammenhængskraft eller konstruktive forbindelser mellem civilsamfund og stat. Hvis man skal drage nytte af erfaringerne fra Irak til brug for indsats i kommende samfund i opløsning, må en af de vigtigste være at overveje, hvordan man inddrager skyggestaten i en genopbygning. 
 
Værket bygger på anvendelsen af et omfattende kildemateriale, og Tripps mangeårige kendskab til landet, kontakter og brug af også arabisksprogede blogs bidrager til dets fundering. Som læser kunne man måske have ønsket flere konkrete referencer undervejs, men ellers kan man kun glæde sig over A History of Iraq. Værket bidrager til både viden og debat om Irak og bør være basis for alle, der vil forholde sig seriøst til Irakspørgsmålet. 
 
 
 
 
”Flådens Ran, tabet af den dansk-norske flåde” af Rolf Scheen.
Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København den 31. august 2007. 224 sider illustreret. Pris kr. 299. 
 
Anmelder: Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 
 
Forfatteren er tidligere museumsdirektør i Norge. Hans bog skiller sig i flere henseender ud fra de øvrige bøger om samme emne, blandt andet fordi han gør en del ud af ”den norske vinkel på hele sagen”. Denne bog er først og fremmest en bog om flåden og om de sømilitære hændelser i 1807. Det var jo det dansk-norske rige, der blev udsat for angreb, og det var den dansknorske flåde, som blev ranet. Alt dette er gengivet uden overdreven norsk patriotisme. Netop denne norske vinkel gør, at læseren bliver opmærksom på indsatsen fra norske enkeltpersoner, på Norges politiske, forsyningsmæssige samt økonomiske situation og ikke mindst på den lurende fare fra Sverige. Desuden har han også gjort en hel del ud af beskrivelsen af SlesvigHolsten. Når forfatteren opgør den danske handelsflådes kapacitet og bemanding i de forskellige år op til krigen, så kan man se det opsplittet i tal fra henholdsvis Norge, Danmark, Slesvig og Holsten.
 
Forfatteren starter med en redegørelse for udviklingen i Europa i den sidste periode af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Hermed trækkes de store linier op omkring Napoleons øgede magt på kontinentet, Ruslands forsøg på at tiltvinge sig adgang gennem de tyrkiske stræder, det engelske søherredømme etc. Navnlig det sidste er godt beskrevet, fordi der er sat tal på. Læseren kan se antallet af orlogsskibe og handelsskibe samt det tilsvarende behov for søfolk. I 1807 havde englænderne således en imponerende handelsflåde mere end 22.000 handelsskibe og et behov for ca. 150.000 mand til besætningerne. 
 
Senere i bogen kan man i detaljer læse om udrustningen af den engelske flådestyrke, som skulle eskortere de indskibede hærstyrker og afskære Sjælland fra omverdenen. Bogen rummer en udmærket beskrivelse af de dansk-norske kanonbåde, deres besætninger og organisation. Her kan man også læse om omfanget af Københavns søbefæstning, som var særdeles vel udbygget og den egentlige årsag til, at englænderne så sig nødsaget til at angribe byen fra landsiden. Når selve krigen bryder ud efter den engelske landsætning i Vedbæk, så er hændelserne gjort op dag for dag. Selv om hovedvægten er lagt på de sømilitære aspekter af krigen, er hændelserne på landjorden også beskrevet. Blandt andet er der også en omtale af Københavns brandværn på ca. 4.000 mand. 
 
Flere af bøgerne om 1807 beskriver ”landeværnets” mangelfulde situation omkring uddannelse og udrustning og bruger det samme citat. Således citerer Rolf Scheen også generalmajor Oxholms klage til kronprinsen over landeværnets officerer: ”Nogle af dem er gamle mænd, svage i legemet og konfuse i hovedet”. Ligeledes beskrives de kongeliges flugt fra København. Kronprinsen ville være hos tropperne i Holsten. Prinsesserne Juliane og Charlotte ville gerne ud af byen og fik lov til det af general Cathcart. Med sig ud tog de hoffolk, hoffets sølvtøj og vinbeholdning. Noget der vakte undren og ikke just var med til at højne moralen. Frederik IIIs ord om at ”jeg vil dø i min rede” fra den svenske belejring af København var åbenbart glemt af kongehusets medlemmer. Inden bombardementet sættes i værk prøver både admiral Gambier og general Cathcart at få Københavns kommandant til at overgive byen, men han sender samme dag et værdigt svar retur, der går på ”at flåden er vor uomtvistelige ejendom, og den befinder sig godt i Hans danske Majestæts besiddelse, og hvis man fra engelske side vil ødelægge en by, som ikke har givet den ringeste anledning til en sådan behandling fra engelsk side, så må byen finde sig i sin skæbne….”. Den spirende interesse for folkeretten – både i forbindelse med bombardementet af en civilbefolkning og retten til at sejle frit på havet – fik ikke den store betydning før efter 1815.
 
I bogens afslutning kan man læse om den russiske tsars sympati for Danmark samt om den engelske skam over angrebet på København og et forsøg på en undskyldning den 25. september 1807. Fra dansk side accepterede man ikke denne undskyldning, og dermed fortsatte krigen mod England med alt, hvad det medførte af ulykker for både Danmark og Norge. Forordet er skrevet af chefen for Forsvarsstaben, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen. Bagest findes kildefortegnelser for både trykte og utrykte kilder, noter og register. Her kan man også finde et register over den kongelige dansk-norske flådes skibe 1801 – 1807 med angivelse af de enkelte skibes størrelse, bevæbning og bemanding. Bogens mange velvalgte illustrationer er udvalgt af direktør Ole L. Frantzen fra Statens Forsvarshistoriske Museum. Det er en interessant og velskrevet bog om flådens betydning for det dansk-norske dobbeltmonarki. 
 
 
 
 
”Det venskabelige bombardement. København 1807 som historisk begivenhed og national myte” redigeret af Rasmus Glenthøj og Jens Rahbek Rasmussen.
Udgivet på Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet den 1. september 2007. 269 sider illustreret. Pris: Kr. 248. 
 
Anmelder: Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 
 
Bogen er udgivet med støtte fra en række fonde. Titlen henviser til et flyveblad, som briterne uddelte i 1807, og som var meget lig tyskernes ”oprop” 133 år senere. Englænderne var sandelig kommet til Danmark som venner, hed det sig, og i folkemunde blev det efterfølgende bombardement da også kaldt for ”det venskabelige bombardement”. Bogen er en antologi redigeret af Rasmus Glenthøj og Jens Rahbek Rasmussen, og de har også skrevet bogens hovedkapitel ”Fra Slaget på Reden til freden i Kiel. Københavns bombardement i perspektiv” samt et kapitel om fjendebilledet af England. Desuden har Jens Rahbek Rasmussen skrevet epilogen. Bogens forord er skrevet af H. E. David Frost, CMG, Storbritanniens ambassadør i Danmark.
 
I bogens hovedkapitel beskrives Danmarks situation fra slutningen af 1700’tallet og frem til 1815. Her kan man læse om Danmark, Norge og Slesvig-Holsten og om de respektive befolkningers størrelse, indbyggerantallet i de større byer og om hvorledes de enkelte befolkningsgrupper opfattede sig selv, statsmagten og kongen. Efter 1807 kan læseren følge udviklingen i relationerne mellem Danmark og Norge, Sveriges øgede interesse for Norge, det svenske tab af Finland til Rusland og Sverige som Englands allierede. Det munder alt sammen ud i tabet af Norge. De øvrige otte forfattere giver så forskellige vinkler på det engelske angreb. Først behandler Andrew Lambert udviklingen i den engelske strategi fra Trafalgar den 21. oktober 1805 til bombardementet af København den 2. september 1807. Her er en meget velskrevet gennemgang af de engelske muligheder og begrænsninger, hvor man præsenteres for de økonomiske realiteter, de gensidige forventninger ved støtte af alliancepartnere på kontinentet samt især den voksende forståelse for udnyttelsen af ”Sea Power”. Herefter præsenterer Thomas Munch-Petersen en ny fortolkning af angrebet og ”den præventive krigs politik”. Thomas Munch-Petersens bog ”København i flammer” er anmeldt i dette nummer af Militært Tidsskrift. Forfatteren beskriver i sit kapitel Englands kamp for overlevelse i en situation i sommeren 1807, hvor Frankrig og Rusland har fundet hinanden. Selv om der er moralske skrupler ved at udføre et uprovokeret angreb mod Danmark – ”statsræson badet i krokodilletårer”, som han skriver - så er der behov for hurtig handling. Hele operationen mod Danmark skal være overstået inden vinteren. Flådestyrkerne skal hjem, inden vintervejr og is hæmmer bevægelserne. Derfor er der ikke tid til langvarige forhandlingsløsninger.
 
Jakob Seerup fra Orlogsmuseet (under Statens Forsvarshistoriske Museum) har været med til at lave museets 1807-udstilling. Han giver en nøje beskrivelse af den engelske landgangsoperation, som var Napoleonskrigenes største landgangsoperation og et udmærket eksempel på en vellykket engelsk ”Joint Operation”, hvor de to værn samarbejder, og målsætningen for operationen blev opfyldt. Her er mange gode detaljer så som tal på englændernes styrker, deres krigslist, da Wellesley havde svækket de engelske forsvarslinier ved at tage til Køge og englændernes opfattelse af, hvad ”all naval stores” på Holmen omfattede. Det var mere, end danskerne havde regnet med. Herefter følger nogle kapitler, som er af mindre militær betydning, men hvor læseren bliver bibragt information om kunsten som formidler af informationer og propaganda, om de store fortjenester ved at sælge kobberstik til et bredt publikum, om Københavns arkitektur i forbindelse med byens genopbygning etc. Der er interessant at læse, at ved de to store brande, som hærgede København i henholdsvis 1728 og 1795, var ødelæggelserne langt mere omfattende end ved bombardementet i 1807. Endelig er der et kapitel om reaktionerne på Københavns bombardement fra digteren Adam Oehlenschläger, som modtog underretning om det under et ophold i Paris. 
 
En niårig skoleelevs oplevelser i 1807 danner grundlag for det næste kapitel, men det skal mere ses som noget tidstypisk end som noget autentisk. Den pågældende skoleelev bearbejdede sine erindringer fra 1807 og levede blandt andet af det 27 år senere. Oplevelser og ordvalg tyder på en del efterbearbejdning af oplevelserne. Herefter følger et kapitel af Jørgen Sevaldsen, som behandler de engelske reaktioner dengang og nu. Hovedemnet er: Var det moralsk korrekt at angribe et neutralt land, som ikke udgjorde nogen dokumenteret trussel? Sagen blev drøftet i parlamentet, men fik reelt ingen konsekvenser for udenrigsminister Canning eller øvrige involverede i beslutningsprocessen, dels fordi oppositionen ikke var særlig stærk, og dels fordi man vel egentlig accepterede, at England handlede i en slags nødværge, selv om beslutningsgrundlaget måske var lidt løst. Forfatteren trækker interessante paralleller til den tyske flåde inden Den første Verdenskrig, til det britiske ultimatum til den franske flåde i Mers-el-Kebir i 1940 og til Danmarks situation den 29. august 1943.
 
Til slut skriver redaktørerne om danskernes opfattelse af englænderne fra 1807 og til tiden efter Den anden Verdenskrig. I lange perioder var hadet til englænderne større end til tyskerne. I epilogen skriver Jens Rahbek Rasmussen om det engelske motiv for aktionen mod Danmark, beslutningsgrundlaget og om folkeretten, som var i sin vorden. Der havde 15 år tidligere været en tilsvarende episode for den engelske regering, hvor efterretninger påviser en bestemt situation. Det er ikke sikkert, at efterretningerne er rigtige, og der er ikke nogen grund til at undersøge, om de er det. En kritisk undersøgelse kunne måske forhindre en aktion, som ville være yderst belejlig for regeringen!  En meget velskrevet bog for den historisk interesserede. Bagest i bogen findes en kort beskrivelse af de enkelte forfattere til antologien. 
 
 
 
”Landkrigen 1807” af generalløjtnant K. G. H. Hillingsø.
Udgivet af Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S den 3. september 2007. 224 sider illustreret. Pris: Kr.229. 
 
Anmelder: Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 
 
Forfatteren tager udgangspunkt i at Englandskrigene – altså søkrigen - er ganske vel beskrevet. Det hører med til vor nationale arv og stolthed. Begivenhederne på land er af mange årsager – ikke mindst på grund af mangelfuld forberedelse og nederlag – knap så vel beskrevet. Indledningsvis trækker Hillingsø situationen op, så læseren har et udgangspunkt og kender baggrunden for Napoleonskrigene og begivenhederne i Danmark i 1801. Så går han tilbage og ser på den danske hærs udvikling igennem 1700tallet, hvor hæren hen i mod slutningen af perioden ikke er særlig velset og er mangelfuldt udrustet. Kommandosproget var tysk, men ændres til dansk. Den rige og indflydelsesrige købmandsstand regner ikke med, at der er brug for nogen hær, men købmændene er til gengæld meget glade for flåden, som sikrer dem store indtægter under den såkaldte ”florissante periode”.
 
Kronprinsen, som regerer for sin syge far, er derimod begejstret for både hær og flåde. Året efter begivenhederne på Københavns red i 1801 oprettes ”Landeværnet”, som skal opbygges af de forskellige landsdeles befolkninger og tage sig af lokalforsvaret i hjemstavnen. Meningen er god nok, men der er ikke tilstrækkeligt med skydevåben, blankvåben, uddannelse og uniformer. Størsteparten af den egentlige hær på 32.000 mand er i tilfældet i 1807 deployeret til Holsten på grund af en eventuelt forestående fransk aggression. Da englænderne dukker op i danske farvande, tror man fra dansk side - på trods af en række advarsler, at her er tale om en engelsk evakuering af tropper fra Tyskland. Det er der også tale om, men hvad man ikke ved fra dansk side er, at de pågældende styrker kort tid senere skal overføres til Sjælland sammen med endnu flere styrker fra England, i alt 29.549 mand. Da skibene dukker op og ankrer nær Kronborg, går intendanter fra flåden i land og køber stort ind til stor glæde for Helsingørs købmænd. De kan godt lide stor omsætning og kontant betaling. Denne handel pågår indtil to dage før den engelske landgang ved Vedbæk den 16. august 1807. Læseren følger herefter den engelske landgang samt forsvarsforberedelserne i København. På papiret råder Københavns kommandant, den 72årige generalmajor Heinrich Ernst von Peymann, som i øvrigt var tysktalende, over 14.000 mand. Forfatteren redegør for, at kun ca. 4.500 af dem var så godt uddannet, at de kunne indgå i styrker, som kunne foretage udfald fra København mod de engelske styrker. Efter den engelske opmarch følger man hærens forskellige udfald fra København støttet af flådens kanonbåde.
 
Et af bogens store fortrin er, at alt hvad der ikke umiddelbart kan forventes af paratviden hos læseren er forklaret – ofte blot med en enkelt oplysende parentes. Stednavne fra Østpreussen, som vi kender fra Napoleonskrigene, har fået den nuværende russiske betegnelse i parentes. Tilsit hedder eksempelvis i dag Sovjetsk, hvis man ønsker at lede efter det i et moderne kort. Skulle man ikke vide hvor ”pesthuset” lå i 1807, så står der i parentes, at det i dag er på hjørnet af Istedgade og Valdemarsgade. Tilsvarende er der udmærkede oplysninger om kanoner og morterers effektive rækning (skudafstand) i skridt eller meter. Der er ligeledes udmærkede oversigter over danske og britiske styrkers opdeling og antal samt navne på cheferne. Man kan også læse om, hvorledes det hestetrukne artilleri var organiseret.
 
Krigen gik strålende for englænderne. De opnåede det mål de havde sat sig, nemlig at få udleveret den danske flåde. Ingen havde fra dansk side regnet med en landkrig om København. Den eneste trussel mod København udgjordes af franske styrker, og derfor var hæren i Holsten for at tage sig af det problem. Englænderne havde i 1801 prøvet at angribe København fra søsiden, og det ville de ikke prøve en gang til. Derfor benyttede de deres overlegne sømagt til at transportere store hærstyrker til at gennemtvinge en afgørelse. Forfatteren redegør for, at Danmark ikke i panik kunne have gennemført nogen fornuftige foranstaltninger i 1807, som kunne have afværget det endelige resultat. Ville man forhindre en engelsk landoperation mod København, skulle man have taget drastiske modforholdsregler i hele perioden mellem 1801 og 1807.
 
Bogen rummer bagest en kildefortegnelse og en liste over illustrationer. Den anvendte hovedkilde er H. J. Bloms ”Krigstildragelserne i Sjælland 1807” udgivet i 1845. Det er alt i alt en velskrevet lille bog med flotte illustrationer, blandt andet med originale kort fra 1807. 
 
 
 
 
 
”København i flammer. Hvordan England bombarderede København og ranede den danske flåde i 1807” af Thomas Munch-Petersen.
Udgivet Gyldendal, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S den 10. september 2007. Oversat fra engelsk: ”Defying Napoleon” af Gerd Have. 320 sider illustreret. Pris: Kr. 299. 
 
Anmelder: Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 
 
Thomas Munch-Petersen er på trods af sit danskklingende navn fra Storbritannien, og han er Senior Lecturer i skandinavisk historie på University College i London. Han har danske aner og taler dansk, hvilket han har haft rig lejlighed til at bruge i forbindelse med kildematerialet. Hans bog skiller sig lidt ud fra de øvrige, fordi den indeholder ny forskning om specielt de britiske hovedpersoner, deres viden på de tidspunkter, hvor de afgørende beslutninger blev taget og deres motiver. Han nævner i sit forord, at det engelske felttog mod Sjælland for at tage den danske flåde i besiddelse må tælle som en af historiens mest heldigt gennemførte, kombinerede militæroperationer – hurtig, skånselsløs og effektiv. Nogle af efterretningerne, der lå bag den engelske beslutning om at slå til mod Danmark, var forkerte. Uanset dette er der tale om et skoleeksempel på præventiv krigsførelse. Forfatteren drager en parallel til beslutningen om at slå til over for Irak i 2003! Selv om sejren i 1807 var overvældende, så var der trods alt tale om en uprovokeret aggression mod en neutral stat, og målet for operationen blev kun opnået, fordi man udførte et terrorbombardement mod en ubeskyttet civilbefolkning. Det gav efterfølgende anledning til nogen selvransagelse i det engelske parlament senere i 1807. Han nævner også, at hændelserne i København i eftersommeren 1807 ikke var et engelsk-dansk anliggende. Katalysatoren for det engelske angreb var det netop indgåede forbund mellem tsar Alexander I og kejser Napoleon i Tilsit (Sovjetsk). En af Munch-Petersens kilder er breve og andet materiale fra Lord Gower, som i juni 1807 var blevet sendt til Rusland som engelsk ambassadør, og vi følger hans forsøg på at finde ud af, hvad tsaren og kejseren bliver enige om på deres møder efter det russiske nederlag. Gower bliver holdt meget på afstand, men Munch-Petersen har også andre kilder, så læseren kan følge med i Napoleons forhandlingstaktik og de russere han er oppe imod, inden tsaren dukker op til forhandlinger. Samtidig kan man følge Preussens vej ud i mørket efter dets nederlag til Napoleon.
 
Forfatteren beskriver herefter den danske kronprins og hans måde at regere på samt om forholdene i Danmark og Holsten. Herefter går turen til England, hvor der i marts 1807 kom en ny regering og dermed en ny udenrigsminister, George Canning. Indledningsvis er den danske gesandt (ambassadør) meget tilfreds, men lidt senere komme gesandten i klemme i en diplomatisk affære mellem København og London. Situationen udvikler sig til det værre, da der langsomt kommer en række forkerte efterretninger til London fra Altona, Normandiet og København om den danske flåde. Spørgsmålet for England er, om den relativt store danske flåde er under udrustning, og det er der forskellige indberetninger, der tyder på. At de viser sig at være forkerte, er så en anden sag. I begyndelsen af juli træffer Canning beslutning om at sende en kombineret hær- og flådestyrke mod Danmark, og den når frem til det venligtsindede Göteborg den 2. august 1807.  Herfra indledes operationerne mod Danmark, og det første man gør er at afskære den danske skibstrafik til Sjælland ved at sende en større engelsk flådestyrke til Store Bælt. Herefter sendes diplomaten Francis Jackson til Kiel for at overbringe den danske udenrigsminister – og senere kronprinsen – det engelske ultimatum. Jaksons diplomatiske mission slår fejl, og han ender med at gå om bord i den engelske flådestyrke ved Helsingør ved udløbet af det engelske ultimatum. Landgangen går godt for englænderne, som marcherer mod København, og for at neutralisere landeværnet, som englænderne har fået underretning om, sender man general Wellesley mod Køge med 6.000 mand.
 
Denne bog handler om 1807 set fra beslutningstagernes synspunkter. Munch-Petersen har meget systematisk brugt sine kilder, så læseren hele tiden kan følge situationen hos kronprinsen i Kiel, hvorledes man venter i London, og hvorledes generalerne og admiralerne nær København disponerer deres styrker. I sin afsluttende status kommer han også ind på Danmarks flåde og situationen i stræderne efter 1807. Nok kan kanonbådene genere den engelske søfart og de patruljerende orlogsskibe, men det spillede ikke nogen rolle i det store spil. Østersøen var det største hul i Napoleons fastlandsspærring mellem 1808 og 1813. Englænderne samlede deres handelsskibe i konvojer og sejlede igennem stræderne over ca. 4 dage. Efter passage af Bornholm sejlede de engelske handelsskibe til deres mange forskellige destinationer, og så blev de atter samlet i konvoj og eskorteret ud. 
 
Det er en særdeles flot bog, som dels giver et overblik over udviklingen omkring 1807 og dels giver mange detaljer fra det politiske liv. Der er tale om ny forskning, som tilføjer interessante brikker til det politiske beslutningsgrundlag i forbindelse med det engelske togt mod København i 1807, som resulterede i ”flådens ran”. Forfatteren har set det som sit mål at skrive en bog, som har interesse for såvel den historiske forsker som den historieinteresserede læser, og det er lykkedes fuldt ud. Bogen er forsynet med mange særdeles fine illustrationer inklusive aktuelle skitser af kystlinien, Eckersbergs malerier, originale kort, portrætter etc. I bogens forord ses en lille liste med stednavne fra 1807 og hvad de pågældende betegnelser er i dag. Bagest findes forkortelser, noter, kilder, angivelser af litteratur samt et register. 
 
 
 
 
”Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-45” af Jens Andersen.
Udgivet i København i 2007 af Statens Forsvarshistoriske Museum og Museumscenter Hanstholm som ”Forsvarshistoriske Skrifter Nr. 4”. 424 sider, illustreret. Pris: Kr. 348. 
 
Anmelder: Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,  Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet
 
Uden reel modstand stillede Danmark den 9. april 1940 landets territorium, en intakt infrastruktur, ressourcer og produktionsapparat til rådighed for Hitlers krigsførelse. Derefter fulgte - med flådens selvsabotage 29/8 1943 som eneste undtagelse - en gradvis overdragelse af intakt krigsmateriel til Wehrmacht, og regeringen accepterede velvilligt rekruttering af danske statsborgere til Waffen SS samt til industriarbejde i Tyskland, der frigjorde tyskere til krigstjeneste. Dette blev – naturligt – i tiden af Tysklands ofre og modstandere set som en uneutral handling, der gjorde Danmark til passiv de facto tyskallieret. De frivillige soldater og dansk erhvervslivs bidrag har været genstand for historisk behandling og diskussion. Derimod har det bidrag og de fordele, som rådighed over dansk territorium og den intakte og stadig mere omfattende strategiske infrastruktur direkte gav tysk krigsførelse, ikke været i fokus. Meget naturligt, for ud over, at man som dansker må se en særdeles ubehagelig kendsgerning i øjnene, skal historikerne for at bidrage med noget væsentligt gennemføre noget så udansk som militærhistorisk forskning og opbygge en grundlæggende evne til at forstå og analysere militære sager.
 
På det grundlag må Jens Andersens bog, der demonstrerer en enorm flid og stædighed igennem en meget lang periode, karakteriseres som udansk, meget velkomment udansk. Med anvendelse af alt udgivet og alt relevant overlevende kildemateriale giver han læseren en klar og grundig beskrivelse af, hvorledes Wehrmacht løste den opgave, som Scavenius og sandsynligvis den daværende radikale regerings inderkreds siden forhandlingerne med den tyske ambassadør i vinteren og foråret 1917 havde forudset at måtte overlade til tysk militær: Forsvaret af dansk territorium på en for Tyskland tilfredsstillende måde. Selvom dette ikke er hans hovedsigte, belyser han også Danmarks anvendelse som offensiv base mod først Norge og derefter England, som et vigtigt opstillings- og klargøringsområde for tyske hærstyrker til først og fremmest Østfronten og den meget betydelige rolle landet havde i det fremskudte luftforsvar af Tyskland. 
 
Jens Andersen følger igennem bogen udviklingen i rammen af krigens forløb i Europa. Betydningen af Hitlers rolle og ledelsesstil for beslutninger og stridigheder mellem værnene centralt og lokalt følges til stadighed, ligesom det civil-militære samspil mellem tyske myndigheder i Danmark og disses forhold til deres danske samarbejdspartnere. Virkningen af beslutninger følges ned til placeringen og bestykningen af det enkelte batteri og de hurtigt skiftende kampenheders anvendelse. Nogle civile læsere vil muligvis mene, at denne detailrigdom er unødvendig. Imidlertid er det kun gennem tegningen af dette skiftende kalejdoskopiske billede, at forfatteren kan underbygge sine teser og konklusioner for en kritisk militær læser.
 
Den beskrivelse, som Andersen giver af den tyske flådes overvejelser og planlægning i månederne før Weserübung viser, at denne direkte viderefører den udvikling af ’Fall J’, der fandt sted i 1916-18 under indtryk af en stadig større tildeling af hærstyrker til marinens operationsplanlægning mod Danmark. I øvrigt følger den tyske marines strategiske situationsvurderinger og operative konklusioner under 2. Verdenskrig forløbet i den tidligere krig. I de første år realiseredes de muligheder for en offensiv kontrol af Skagerrak, som man under optimismen i foråret 1918 havde håbet ville blive realisabel ved den snarlige tyske sejr i Vest. Fra efteråret 1944 vendte man tilbage til den koncentration om forsvaret af Kattegat og om nordvendte forsvarsstillinger på den jyske halvø, der havde præget den indledende planlægning i 1916-17. 
 
I øvrigt kan dele af de tyske forberedelser og planer føres frem til situationen under den Kolde Krig. Den jyske halvøs rolle som fremskudt offensivt og defensivt luftmilitært baseområde for NATO – nu østvendt – blev bygget på det tyske basekompleks. Jylland fortsatte sin rolle som bro mellem den skandinaviske halvø og det vestlige Tyskland. Det landmilitære forsvar af halvøen i den Kolde Krigs første godt 15 år fortsatte med at være omtrent ligeså fortvivlende svagt, som det var i krigens sidste måned, og forudset gennemført i samme linier. Den indsats mod et udbrudsforsøg af den sovjetiske Østersøflåde, som den tyske flåde forberedte omkring starten af invasionen af Sovjetunionen i sommeren 1941, blev videreført i de tysk-danske flåders fælles opgave i Østersøen fra slutningen af 1950’erne.  Man kan ikke undgå at lære meget om Danmarks militærgeografiske betydning ved at læse Jens Andersens bog, dvs. hvilke muligheder, landet intakt stillede til rådighed for af Danmark sponsoreret anvendelse mod landets naturlige venner og allierede. Danmarks egne militære styrker har aldrig haft en størrelse, der har muliggjort en fuld anvendelse – og derigennem illustration - af disse muligheder. Op til og under 1. Verdenskrig forsøgte hæren i Jylland at forberede Esbjerg-området til neutralitetsforsvar og Limfjorden som forsvarslinie mod såvel nord som syd. Den nødvendige materieltildeling fandt først sted efter at Wehrmacht havde adopteret disse opgaver.   
 
Kun en lille ting har irriteret et par gange under læsningen: Anvendelsen af germanismer, hvor der findes umiddelbart forståelige danske militære termer. At forfatteren generelt anvender tyske termer uoversat, skal han ikke høre kritik for. De mangler af gode grunde ikke klarhed, og læseren kan jo blot slå dem op.     
 
 
 
 
“Hitler, Dönitz and the Baltic Sea. The Third Reich’s Last Hope, 1944-1945” af Howard D. Grier.
Udgivet af Naval Institute Press, Annapolis, Maryland 2007. 312 sider. Pris: £20 på Amazon.co.uk. 
 
Anmelder: Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,  Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet
 
Bogen udkom i sommeren 2007, dvs. samtidig med den ovenfor anmeldte bog af Jens Andersen om de tyske forsvarsforberedelser i Danmark.  Grier’s bog kan med fordel læses i sammenhæng med Andersens, da den giver den hidtil bedste og mest overbevisende tolkning af den strategiske ramme for Danmark i krigens sidste år. Muligvis uafhængigt af det seneste bind af den officielle tyske 2. Verdenskrigs historie (som også udkom i 2007), forstærker og supplerer Grier dette binds hovedforfatter Karl-Heinz Friesers vurderinger af baggrunden for Hitler’s dispositioner op mod det endelige nederlag.
 
Forfatteren demolerer gennem en overbevisende fremlæggelse og diskussion af indicier det billede, som man ikke mindst med udgangspunkt i Wehrmacht-officerers selvtjenende efterkrigserindringer er blevet givet af Hitlers dispositioner som værende uden en sammenhængende strategisk logik. I modsætning til officererne søgte han ikke at forlænge krigen ved at forstærke det direkte forsvar af Riget. 
 
Hitlers beslutninger var en bevidst satsning på de aktiver, som han fortsat mente, ville kunne vinde krigen for ham. Det var for ham og hans nærmeste medarbejdere grundlæggende umuligt, at krigen kunne tabes, at en så underlegen race som russerne kunne vinde. At forløbet viste, at han afgørende undervurderede de amerikanske og russiske styrkers slagkraft, det engelske folks modstandsevne og fjendealliancens sammenhængskraft, gjorde hans strategi katastrofal, det gjorde den ikke ulogisk. Hitlers ideologisk baserede optimisme var ikke unik. En drastisk undervurdering af det tyske samfunds og folks modstandskraft og produktionsevne prægede de allieredes – og ikke mindst deres flyvevåbens - operationer under hele krigen.
 
Hitlers sejrsstrategi er rammen for at forstå, hvorfor en million soldater blev efterladt i brohoveder langs Østersøen. Det første og største brohoved i Kurland var indledningsvis primært tænkt som udgangspunkt for den anden af de storoffensiver, der skulle give Tyskland et afgørende pusterum (den første storoffensiv – Ardenneroffensiven – var som bekendt rettet mod vest). Nederlaget skulle forsinkes så længe, at de nye våben, der var på vej, kunne få virkning og vende krigslykken. Nøgleområder skulle fastholdes, som Kurlandsbrohovedet med færre styrker efter Ardenneroffensivens fiasko, så man ikke senere fik unødige vanskeligheder med at generobre dem.  Det nye våben, som i stigende grad blev centrale for Hitlers strategi i disse sidste måneder, var de to generationer af tyske undervandsbåde, der var på vej.  I første omgang den oceangående XXI-klasse og Nordsø-bådene af XXIII-klassen. Derefter bådene med Walther-maskineri af XVIII- og XVIIklasserne.  Efter Dönitz opfattelse havde de allierede antiubådsstyrker intet effektivt middel mod XXI- og XXIII-bådene, og Walther-bådenes karateristika ville gøre et modsvar helt urealistisk. Blot skulle den tyske flåde bevare sine sikre uddannelsesmuligheder i Østersøen, baseområdet i Norge samt Danmark som den beskyttende bro mellem de to. Sverige skulle gennem pres holdes fra at indtræde i krigen på de allieredes side.
 
I de første kapitler giver Grier den hidtil mest grundige og overbevisende diskussion af den tyske krigsførelse i det baltiske område fra 1943 til slutningen af krigen. Herunder dokumenterer han, hvordan den tyske flåde til stadighed via Hitler begrænsede hærens handlefrihed. Han beskriver også virkningen af, at Hitler i stigende grad valgte og anvendte militære chefer, der kombinerede en dyb nazistisk overbevisning, personlig loyalitet overfor Føreren, professionel kompetence, aggressivitet og hensynsløs beslutsomhed. En af de mest fremtrædende af disse var Dönitz, der blev udpeget som Hitlers afløser, fordi han kombinerer disse egenskaber med ledelsen af det værn, der måske kan give sejren.
 
I bogens afsluttende dele tilfører forfatteren analysen beskrivelser af den planlagte udvikling af ubådsvåbnet, af Dönitz forhold til Hitler og af det verdensbillede og den samspilsform, der prægede kredsen om Hitler i de sidste måneder. Forfatterens overbevisende inddragelse af disse elementer fjernede hos anmelderen den sidste skepsis over for hans tolkning af forløbet.  Nu mangler vi en fri inddragelse af de russiske arkivalier, før vi kan nå til næste niveau af indsigt i årsagerne til forløbet under 2. Verdenskrig.   
 
 
 
“Storm of Steel. The Development of Armor Doctrine in Germany and the Soviet Union, 1919-1939” af Mary R. Habeck.
Udgivet af Cornell University Press, Ithaca & London 2003. 310 sider. Pris: £23,50 fra Amazon.co.uk. 
 
Anmelder: Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,  Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet
 
Forfatteren havde før udgivelsen af denne bog publiceret artikler om Sovjetunionens rolle i den Spanske Borgerkrig og om 1. Verdenskrigs virkning på resten af det 20. århundrede. Derefter skiftede hun spor. I 2006 udgav hun en bog om virkningerne af jihadistisk ideologi, et emne, som sandsynligvis syntes mere umiddelbart relevant for bevilligende myndigheder end mellemkrigstidens historie om militær tænkning og organisationsudvikling. Det er dog også muligt, at skiftet skyldtes de manglende muligheder for at fortsætte forskningen i de russiske arkiver efter afslutningen af Jeltsinperioden. Uanset årsagen er dette sporskifte dog trist, for denne monografi giver uden konkurrence den mest troværdige beskrivelse hidtil af den selvstændige panserdoktrins skæbne i de to lande i mellemkrigstiden. 
 
Hun deler perioden op i tre perioder. Fra krigens slutning til 1926, hvor produktionen af den hurtige kampvogn demonstrerede, at Fuller’s 1919vision måske kunne realiseres.  Anden periode slutter ved Hitlers overtagelse af magten i 1933, der sammen med andre forhold førte til afslutningen af den fælles, men tysk ledede, forsøgsvirksomhed og kadreuddannelse i Kazan-centret. Den sidste periode slutter ved krigsudbruddet og forfatteren beskriver her doktrinens sejr og nederlag i Sovjetunionen, og i Tyskland dens overlevelse på trods af tvivl i de sidste måneder. I et efterskrift følger Habeck udviklingen indtil juni 1941.
 
På overbevisende måde understreges lighedspunkterne mellem debatten og udviklingen i de to lande. Rødder og vilkår mindede på afgørende punkter om hinanden. Debatten havde i begge lande fælles britisk kilde og fælles fornyet britisk inspiration: Havde Fuller ret i sine teser om den fremtidige krig? Hvad viste den engelske hærs seneste enhedsforsøg? Men var teknologien moden? I både Tyskland og Rusland var der en fast forankret tro på, at det ville være afgørende for landets muligheder i fremtidige krige at finde en vej til afgørelse gennem manøvrekrig. Udviklingen blev for begge lande meget teoretisk, fordi den sovjetiske industri i de første godt ti år ikke kunne producere kampvogne, som kunne anvendes til at opnå praktisk erfaring, og fordi den tyske industri først ikke måtte og derefter ikke kunne levere de nødvendige kampvogne. 
 
I den første periode havde de få tilhængere af uafhængige panseroperationer i de to lande det svært. Man var ikke overbevist af egne friske krigserfaringer om mulighederne for selvstændige kampvognsoperationer. Kampvognsteknologien var indlysende umoden. De traditionelle kamptropper – kavaleriet og ikke mindst infanteriet – dominerede hæren organisatorisk og ideologisk. 
 
I anden periode fulgte skiftet i holdninger, idet flere og flere ledende officerer erkendte muligheden af selvstændige pansrede operationer. Efter en vanskelig start kom samarbejdet mellem landene i gang. Det kulminerede i Kazan-centret, hvor samvirket blev en katalysator for den proces, der nu var i gang i begge lande. I Sovjetunionen medførte tvangsindustrialiseringen under den første femårsplan, at våbenindustrien kunne masseproducere kampvogne.  Det blev nu realistisk for den Røde Hærs intellektuelt dominerende gruppe omkring Mikhail Tukhachevsky at søge afgørelsen i en fremtidig krig gennem den strategiske offensiv, han hele tiden havde argumenteret for. Rådigheden over en massiv kampvognsstyrke skabte mulighed for omfattende, uafbrudte gennembrudskampe, samtidig med lynhurtig indsættelse af pansrede enheder og fly indtil operativ dybde, så modstanderen ikke fik muligheder for at opbygge et sammenhængende nyt forsvar. 
 
Under den sidste periode blev resultatet og kulminationen af udviklingen - feltreglementet PU-36 - det officielle grundlag for den Røde Hærs operationer. Men uanset dette formelle højdepunkt var doktrinen i krise. Tukhachevsky-gruppen var i 1936 allerede politisk isoleret og svækket. Få måneder efter startede massakren. Der var flere påskud til angrebet mod hæren. Det har været umuligt at få doktrinen til at fungere i praksis under manøvrer. Det kan ikke undre. Den centralistiske sovjetiske føringsdoktrin kunne ikke kontrollere den spredte bevægelige kamp, og slet ikke uden en bred fordeling af robuste taktiske radioer. Dybe pansrede operationer forudsatte en massiv og fleksibel terrængående logistisk kapacitet. Samvirket mellem kampvogne, infanteri og artilleri i meget forskellige situationer kræver dygtige føringskadrer, gensidigt kendskab til muligheder, styrke og svagheder, delegeret myndighed, klare kommandoforhold og sikre kommunikationer. Ingen af disse forudsætninger var til stede endnu i den hurtigt voksende sovjetiske hær. Det har næppe hjulpet på mulighederne for at føre teorien ud i livet, at Tukhachevsky manglede to af sine nærmeste hjælpere fra udviklingsperioden. Triandafillov og Kalinovsky var blevet dræbt ved et flystyrt i 1931. Det forhold, at selvstændige kampvognsoperationer ikke havde været mulige under de sovjetstøttede operationer i Spanien blev også anvendt til at undergrave gruppens position. Da myrderierne standsede, var kadrerne i pansertropperne ramt hårdest. Det tog den hårde læreproces gennem 5 års militære katastrofer samt vestlig materielhjælp, før man i 1944 kunne realisere doktrinen.
 
Tyskernes udvikling var fem år forsinket i forhold til den sovjetiske, først og fremmest fordi den tyske industri indtil 1939 var ude af stand til at producere anvendelige kampvogne. Under indsættelsen i Spanien var den tyske hærs eneste masseproducerede kampvogn, Pz-1, uden væsentlig kampværdi. Den var for svagt bevæbnet. Det var kun russerne, der rigtigt forstod, før krigen startede, at det væsentlige våben på en kampvogn ikke var selve vognens kinetiske energi og skræmmende virkning, men en kraftig og alsidigt anvendelig kanon. Men på trods af fornyet kritik af selvstændige panseroperationer sikrede hærledelsens principielle og Hitlers personlige støtte til dens ledende fortalere Lutz og Guderian, at de fik mulighed for at demonstrere de pansrede styrkers muligheder først i Polen, og derefter i Frankrigsfelttoget, hvor deres succes med god grund forbløffede både Hitler og hærledelsen. Habecks beskrivelse viser, at udviklingen var ujævn og anfægtet samt at resultatet – som man så i Sovjetunionen - langt fra var givet. Det indlysende rigtige er altid betydeligt lettere at se efter krigen. Bogen giver således et særdeles godt supplement til Karl-Heinz Friesers bog om lynkrigslegenden.  
 
 

 

”Arms, Economics and British Strategy. From Dreadnoughts to Hydrogen Bombs” af G. C. Peden.
Udgivet af Cambridge University Press 2007. 384 sider. Pris: £52,25 fra Amazon.co.uk (hardback copy). 

Anmelder: Michael H. Clemmesen, brigadegeneral,  Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet

Peden er motiveret af uenighed med den kritik, som de kendte historikere Michael Howard, Paul Kennedy og ikke mindst Corelli Barnett har rettet mod Storbritanniens strategiske valg under turen fra et verdensimperium til et stort europæisk land med kernevåben og en global horisont. Forfatteren vender her tilbage til sin første akademiske interesse, det britiske finansministeriums rolle under 1930’ernes vanskelige genoprustning. Derefter beskæftigede han sig med sammenhængen mellem britisk økonomi og socialpolitik fra 1. Verdenskrig til Thatcher og senest udgav han finansministeriets reaktioner på Keynes teorier.

Både Pedens styrke og hans svaghed er det forhold, at han først og fremmest er økonomisk historiker, og at hans egentlige felt som sådan er mellemkrigstidens historie. Hans beskrivelse og analyse af Storbritanniens umulige valg i 1930’erne er den mest troværdige og nuancerede, som anmelderen har læst. Her forstærkes klarheden af det lange perspektiv, der inddrager perioden op til 1. Verdenskrig. Et land svækket og forgældet af overanstrengelsen i den første krig, på vej ud af verdenskrisen bliver i hurtig rækkefølge stillet over for sikkerhedspolitiske udfordringer fra først Japan, så Tyskland, derefter Italien og med et grundlæggende ideologisk fjendtligt forhold til Rusland. Før den første krig var man i en relativ stærk økonomisk situation og kunne ved at indgå samarbejde med alle andre af de nævnte lande koncentrere sig om at møde udfordringen fra Tyskland. 

Forfatteren behandler først perioden 1904-1914; derefter 1. Verdenskrig; mellemkrigstiden; 2. Verdenskrig; efterkrigstiden og den kolde krig indtil 1954 i ’atombombens periode’; og som afslutning perioden indtil 1969, brintbombens og afkoloniseringens periode. I hvert afsnit indledes med en bred beskrivelse, derefter følger en karakteristik af beslutningstagerne og de formelle og reelle beslutningsprocesser, udviklingen indenfor hver hovedkategori af det aktuelle væbnede magtapparat analyseres, derefter behandles økonomien og finansieringen af den militære indsats; industriens reaktion beskrives; det hele samles i en beskrivelse af den overordnede ’grand’ strategi, og afsluttes med en opsummering. Selv en forfatter i den engelske tradition kan ikke undgå, at der her forekommer vel mange gentagelser. Føden tygges godt. Et positivt resultat af grundigheden er dog det klare billede af den rolle, som USA efterhånden uundgåeligt får i finansieringen af britisk militær indsats – og af den afledte stadig reducerede britiske udenrigspolitiske handlefrihed. 

I behandlingen af første periode har forfatteren åbenbart og desværre ikke været opmærksom på den nytolkning af det britiske flådebyggeri og marinens strategi, som Andrew Lambert er blevet den ledende og overbevisende eksponent for. Behandlingen af de to perioder under den kolde krig er hæmmet af, at det nødvendige brede fundament af grundforskning endnu mangler. En sådan ville blandt andet måske kunne have ført til en første forskningsbaseret diskussion af det hensigtsmæssige i den meget høje prioritering af en selvstændig kernevåbenstyrke, som prægede britisk forsvarspolitik uanset regeringsparti. 

Forfatteren argumenterer, at de britiske værn og politikere i modsætning til Barnetts teser viste åbenhed overfor teknologisk fornyelse, og at den britiske våbenindustri var ligeså effektiv som Tysklands. Det er en bekvem målestok, da den tyske våbenindustri på grund af karakteren af Hitlers styre indtil 1943 var mildest talt ineffektiv. Peden ser i sin forsvarsindsats for sit lands beslutninger ikke, at flere af de roste teknologiske innovationer var drevet af urealistiske, forenklede visioner af lukket ideologisk karakter, som arrogante, omvendte politikere derefter ofte med skadelig virkning forstærkede: Som i en senere tid Robert McNamara med sin krigsførelse efter medbragte managementteorier og i vor tid Donald Rumsfeldt med sin overbevisning om højteknologiske løsninger på militære og politiske problemer. En serie britiske premierministres støtte til teoretiske teser om værdien af strategisk bombardement både som afskrækkelse af Tyskland og derefter til at vinde krigen næsten på egen hånd bidrog ikke til at fremme en professionel af-ideologisering af RAF. Tværtimod.

Der var ingen fornuftens kritiske stemme blandt politikerne i Storbritannien, der hjalp hæren til at forstå, at kampvogne ikke enten var noget pansret, der kørte rundt og støttede infanteriet, eller en blanding af pansret hest og en krydser i flåden, der i uafhængige skarer huserede i fjendens bagland og sloges med hans tilsvarende skarer og fik ham til at opgive kampen. Ganske vist byggede den britiske flåde hangarskibe, men i modsætning til amerikanerne og japanerne forstod man ikke, at disse fartøjer ikke blot skulle være støttefartøjer til slagskibene. De skulle virke og forsvare sig gennem størrelse, sammensætningen og kvaliteten af deres flygrupper, ikke gennem kvaliteten af deres panserbeskyttelse. Desværre er Pedens overfladiske forståelse af teknologisk og anden innovation i militære styrker ikke enestående.     

 

 

 

”Jane Horney” af Erik Nørgaard.
Udgivet af Gyldendal, København. 248 sider illustreret. Pris: Kr. 299 (vejl.) 

Anmelder: Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

Bogen er en omskrevet og ajourført version af forfatterens tidligere 700sider store værk fra 1987. Historien om den unge svenske kvinde Ebba Charlotte Granberg Horney, kaldet Jane, er både ganske spændende og farverig. Der er skrevet meget om bogens hovedperson, ligesom der har været lavet lange TV-udsendelser om hendes liv og skæbne. Hun var svensk, men havde en danskfødt mor. Jane var smuk og ombejlet, og hun boltrede sig i selskabslivet. Hun gjorde et stort indtryk på de mænd, som hun traf. Hun havde sjældent penge. Da krigen kom, dyrkede hun blandt andet selskabeligheden i Stockholm, Berlin og København, hvor hun traf mange mænd med relationer til presse, udenrigspolitik, efterretnings- og sikkerhedstjeneste samt modstandsbevægelser, og man må fastslå, at hun var særdeles gavmild med sin gunst.

Bogens hovedemne er: Hvorfor blev denne ombejlede og smukke kvinde likvideret på Øresund en mørk januar nat i 1945? Var hun spion eller stikker, eller blev hun offer for intriger, hvor det for nogen måske var mest praktisk, at hun var død – eller var likvideringen blot en fejltagelse? Bogen bringer vel egentlig ikke noget afgørende nyt. Der er rigeligt med dokumentation i bogen for det meget risikofyldte liv, som Jane Horney førte. Hun omgik simpelthen alle krigens parter – og gik i seng med dem. Det kan være svært at se, om det var kærlighed, begær, penge, spænding, lyst til et liv i luksus eller hvad det nu var, som drev hende. Hendes situation gøres i bogen op nogenlunde således på side 109: Da hun var i fare for at blive likvideret af den danske modstandsbevægelse, blev hun engageret som agent for SÄPO (det svenske sikkerhedspoliti), som samtidig ønskede at holde hende under opsyn, fordi hun måske var upålidelig. Samtidig anså dele af det tyske efterretningsvæsen hende for at være britisk spion. Briterne og franskmændene anså hende for at være tysk spion. Endelig havde hun kontakt til mindst en efterretningsofficer på den sovjetiske ambassade i Stockholm.

Bogen finder, at der ikke er dokumentation for at sige, at Jane Horney var tysk spion. Til gengæld rummer den megen dokumentation for hendes mange kontakter til modstandsfolk samt tyske og britiske efterretningsfolk. En opsummering fra SÄPO den 17. oktober 1944 nævnes i bogen. Den giver et meget godt indtryk af omstændighederne: ”Det fremgår af undersøgelsen, at fru Granberg adskillige gange har gjort tilsyneladende unødvendige rejser til og fra Tyskland og Danmark. Hun har ikke vanskeligheder med at blive bekendt med udlændinge, og gennem sit imødekommende væsen er hun kommet på god fod med dem. Ganske vist benægter fru Granberg ved forhørene, at hun har haft nogle opgaver, som kan omfattes af udtrykket spionage og ulovlig efterretningsvirksomhed, men af undersøgelsen fremgår det dog, at hun er meget eventyrlysten, nysgerrig og snaksalig. Ser man dette på baggrund af hendes forbindelser med fremstående tyskere og illegalt arbejdende udlændinge, kan man ikke se bort fra en mistanke om, at hun let kan komme til at skade vort land ved at udtale sig til uvedkommende om, hvad hun kender til ting og sager. Det synes derfor bedst, at fru Granberg fratages muligheden for at rejse mellem forskellige lande, så længe krigen varer.” Omkring eftersommeren 1944 går det langsomt op for Jane Horney (fru Granberg), at hun har opført sig dumt, og at hun måske har bragt sig i en situation, hvor hun kan risikere at blive likvideret. Derfor ønsker hun at rejse til Danmark for at blive renset for beskyldningerne for at være spion og stikker. 

Alt i alt en ganske spændende bog hentet fra det virkelige liv i Danmark, Sverige og Tyskland i krigens sidste år, og som er mere spændende end de fleste agentromaner. En af årsagerne er, at Jane Horney omgås ”de kendte”. Hun søger to gange at tale direkte med Dr. Best, og hun er tæt ved at få arrangeret et møde med Himler om frigivelse af danske jøder i Theresienstadt. Endelig har modstandsmanden ”Flammen” en rolle i bogen. Han er udset til at likvidere Jane Horney, men er nær ved at likvidere en rødhåret veninde, som ligner. Bogen rummer for så vidt ikke meget nyt stof. Forfatteren kaster et mistænkeligt lys på personer i modstandsbevægelsen, som på grund af fejlagtig dømmekraft eller jalousi kunne have interesse i Jane Horneys død. Der savner man en lidt mere nøgtern redegørelse for modstandsfolkenes opfattelse af personer, som plejer omgang med tyskerne og deres håndlangere i Danmark. Situationen i Danmark i januar 1945 var jo ikke just at sammenligne med et moderne retssamfund, og derfor bliver man nødt til at give modstandsfolkene lidt kredit for deres opfattelse af behovet for ”safety first”. De kunne ikke umiddelbart anerkende, at en eventuel tvivl skulle komme Jane Horney til gode, men tilfældet ”Jane Horney” er formentlig – om end selvforskyldt - en af krigens mange fejltagelser. 

 

 

”Søheltenes skibe. Historien om Søværnets torpedomissilbåde af Willemoes-klasssen” af flotilleadmiral Niels Chr. Borck og cand. mag. Søren Nørby.
Bogen er udgivet af Statens Forsvarshistoriske Museum som ”Forsvarshistoriske Skrifter Nr. 5”. 300 sider illustreret samt forsynet med en DVD. Pris: Kr. 348. 

Anmelder: Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

Kommandør Svend Kieler, som var chef for Torpedobådseskadren i 1966 – 1968, har skrevet bogens forord. Desuden er der et forord af forfatterne. Bogen er udgivet med støtte fra en lang række fonde, foreninger og firmaer. Siden udfasningen af Willemoes-klassen i 2000 har Niels Borck arbejdet med at skrive om denne torpedobådsklasse. Flåden havde torpedobåde i 121 år, og Willemoes-klassen markerer højdepunktet i denne periode.  Efter ophøret af Den kolde Krig blev bådene udfaset, selv om de kunne holdes operative i yderligere 10 år. Niels Borck var en af de første skibschefer i typen, og 25 år senere måtte han som eskadrechef se bådene blive solgt til ophugning. Efter nogle års arbejde med bogen fik Niels Borck kontakt med cand. mag. Søren Nørby fra Marinens Bibliotek, som har bidraget med sin historiske ekspertise samt professionelle erfaring med bogudgivelser. Det er der kommet en særdeles læseværdig bog ud af.

Bogen henvender sig både til den professionelle læser og til den, der vil vide lidt mere om forholdene under Den kolde Krig, om flåden og om torpedobåde. Selv om der omtales indviklede tekniske projekter, så er alt i bogen gjort let læseligt og forståeligt. Alle svære ord og begreber er forklaret. Der redegøres indledningsvis for Danmarks sikkerhedspolitiske situation, flådens opgaver og udviklingen af torpedobåde. Når rammerne så er på plads, beskrives torpedobådene omkring slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Der mangler afløsning for udslidte og forældede torpedobåde, og så beskriver forfatterne hele baggrunden for ”Torpedobådsprojekt 68”, en skitse for en ny type torpedobåd benævnt ”TB68” fra 1968. Typekravene blev udarbejdet under ledelse af den daværende eskadrechef, kommandør Svend Kieler. Herefter kan læseren så følge hele udviklingen omkring bådens tilblivelse. Hvor langt og hvor hurtigt skal den kunne sejle? Hvem er fjenden og hvilken bevæbning har han? Læseren bliver også introduceret til de politiske realiteter. Selv om der er vedtaget en lov om forsvarets ordning med angivelse af, at flåden skal have 18 torpedobåde, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der bevilliges midler til at nå op på dette tal.

Fra skitse går det videre til udkast, tekniske beregninger og økonomiske overslag. Herefter videre med opstilling af krav til sødygtighed, udholdenhed og valg af våbensystemer og fremdrivningsmaskineri. Der er tillige en beskrivelse af søværnets introduktion til automatisk databehandling til støtte for kampinformationstjenesten. I de enkelte kapitler er der skemaer og tabeller med tekniske specifikationer og operative oplysninger. Læseren kan også følge udviklingen fra konstruktionstegninger til selve skibsbygningen på værftet i Frederikshavn og senere følge med i prøvesejladserne.

Særligt skal fremhæves det kapitel, der omhandler livet om bord i en torpedomissilbåd under Den kolde Krig. Det er ganske godt skrevet, idet det er lykkedes for forfatterne at beskrive det nødvendige ”team work”, som er en forudsætning for, at torpedomissilbåden bliver en effektiv enhed i krig. Chefen skal være med til at uddanne en besætning, hvor samtlige 25 mand hver især kan bestride deres job. Han er afhængig af deres professionalisme. Besætningsmedlemmerne skal have respekt for skibschefen og have tillid til hans ledelse i kritiske situationer på havet i fredstid, under spændingsperioder og i krig. Det er alt sammen beskrevet med en passende humor, men samtidig med en respekt for chefembedet i søværnets skibe og alvoren i skibets krigsmæssige opgaver. Tilsvarende er der også en udmærket beskrivelse af teknikofficerens rolle som leder af den tekniske tjeneste om bord og af de mange forskellige teknikere. Der er også blevet plads til at beskrive ”konebådene”, hvor der bliver introduceret piger – ikke kvinder, som det anføres – i bådenes besætninger. Hele den udvikling, som det omkringliggende samfund også gennemgik, er fint flettet ind i teksten. Her kan man for eksempel læse om, at en skibschef i en Willemoes-klasse kunne gå på barselsorlov. Noget som 10 år tidligere ville have været utænkeligt. Beskrivelsen af livet om bord rummer mange facetter - også lidt om natmad i torpedobådene: ”Døde fingre og krigskakao” (pølser og kakao). Der er også et helt kapitel om anekdoter og sørøverhistorier, og det er alt sammen nødvendig indpakning til beskrivelsen af den alvorlige opgave, som er hele årsagen til udviklingen af de 10 enheder af Willemoes-klassen: Hvorledes kan vi bekæmpe en talmæssig overlegen modstander i Østersøområdet? Det kan kun gøres med en professionel tilgang, og det spørgsmål besvares i Kapitel X: ”You fight as you train”. Her gennemgås taktik med Harpoon-missiler, 76-mm kanon, søminer, camouflage og meget andet.

Det paradoksale kommer forfatterne så ind på hen i mod bogens slutning. Med ”murens fald” kan dansk forsvar reduceres, og fredsdividenden udbetales. For Danmarks vedkommende var den hævet forinden, som det udtrykkes. Reduktionerne kommer gradvis og ikke som en samlet plan, men efter nogle år er specielt søværnet hårdt ramt. Den danske ekspertise i ”Littoral Warfare” (kystnære operationer) forsvinder med udfasningen af de 10 Willemoes-klasse enheder, og herefter udfases vore ubåde. Danmark er en maritim nation med store økonomiske interesser som stammer fra skibsfart, men det er især søværnet som må lægge ryg til nedskæringer og som i løbet af få år får reduceret antallet af egentlige krigsskibe til nogle få, men ganske store enheder. Efter murens fald har der været en lang række internationale aktioner, hvor Danmark med fordel har kunnet sende sine enheder af Willemoes-klassen, men i stedet drosles aktiviteterne langsomt ned, og bådene udfases. Hvorfor er der ingen, som peger på Willemoesklassen til internationale operationer, når der samtidig spores en stigende interesse for netop ”Littoral Warfare”, som enhederne i Torpedobådseskadren/4. Eskadre har øvet til perfektion? Her rejser forfatterne nogle kritiske spørgsmål, men har samtidig nogle visioner om at råde bod på dette med et nyt flådeprogram. Willemoes-klassen indgår ikke længere i flådens tal, men en enkelt enhed er blevet bevaret for eftertiden. Statens Forsvarshistoriske Museum har overtaget en af enhederne, torpedomissilbåden Sehested, som nu ligger som museumsskib på Holmen. (Se www.skibepaaholmen.dk).

Bogen er forsynet med en litteraturliste og forslag til yderligere fordybelse i emnet. Endvidere er der en maritim ordliste samt et person- og skibsregister. I bogens appendiks finder man specifikationer på Willemoesklassen og Faxe-klassen, oplysninger om heraldik (enhedernes våbenskjolde) og navngivning, den kongelige forholdsordre samt en fortegnelse over samtlige torpedobåde i den danske flåde fra 1945 - 2000. På indersiden af omslaget ses skibstegninger af Willemoes-klassen som torpedobåd og som torpedomissilbåd. På indersiden af det bageste omslag findes tillige en DVD, som indeholder de vigtigste officielle papirer vedrørende Willemoes-klassen samt tegninger og fotos samt filmklip og musik. Endvidere skal nævnes, at bogen er overdådigt forsynet med illustrationer, og at alle billederne er i fremragende kvalitet og særdeles relevante i forhold til teksten. Det er en ganske flot og særdeles velskrevet bog, som tjener begge forfatterne samt Statens Forsvarshistoriske Museum stor ære. 

 

 

”De sprænger Rusland i luften” af Aleksandr Litvinenko og Jurij Felsjtinskij.
Udgivet af forlaget Høst & Søn, København den 2. oktober 2007. Oversat fra engelsk ”Blowing up Russia” af Jan Hansen. 312 sider. Pris: Kr. 299. 

Anmelder: Poul Grooss, kommandør, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

Bogen er, som nævnt, oversat fra engelsk, men oversætteren har også ”haft et øje” med i forfatternes upublicerede russiske originalmanuskript ”FSB vzryvaet Rossiju” (”FSB sprænger Rusland i luften”). Bogen har også undertitlen ”Putins regime og den nye KGB-terror”. FSB er betegnelsen for KGBs arvtager i Rusland. Bogen har to forfattere. Den ene, Aleksandr Litvinenko, er tidligere oberstløjtnant i FSB.  Han fik politisk asyl i Storbritannien i 2001 og blev i efteråret 2006 i London forgiftet med et radioaktivt stof og døde under stor mediebevågenhed inden bogen blev udgivet i Storbritannien. Den anden, Jurij Felsjtinskij, er journalist, og han har været bosat i USA siden 1978. 

Bogen er et opgør med Putins regime i Rusland. Forfatterne har samlet et stort materiale fra journalister og politiske modstandere. De formidler en lang række informationer - men egentlig dokumentation i de pågældende sager er af mange årsager ganske vanskelig, og en del af personkredsen omkring forfatterne er blevet myrdet ved mere eller mindre spektakulære aktioner. Her kan man følge relationerne mellem terrorhandlinger i Rusland og myndighedernes reaktioner hjemme og i Tjetjenien. Bogen beskriver præsident Yeltsins opløsning af det gamle KGB i begyndelsen af 1990’erne og dannelsen af den nye organisation FSB, som skulle være en moderne efterretningstjeneste tilpasset det nye demokratis behov. Med Putin som præsident blev nogle af de gamle magtbeføjelser givet tilbage til FSB, og mange topposter i dagens Rusland tilfalder tidligere og nuværende FSBfolk. Bogen er et forsøg på at råbe op og beskrive for omverdenen, at ikke alt, der sker i det moderne Rusland under præsident Putin, forløber som en fremadskridende proces mod et politisk system, som tåler sammenligning med vestlige demokratier.

Specielt er der gjort en del ud af beskrivelserne af en række bombeattentater i Ruslands større byer, hvor tjetjenere angiveligt skulle have søgt at sprænge højhuse i luften. Attentaterne medførte stor forståelse i den russiske befolkning for russiske gengældelsesaktioner mod tjetjenske oprørere. Forfatterne søger at påvise, at bombeattentaterne er blevet udført efter ordre fra ”højere sted” af folk fra FSB eller af ”free lance-medarbejdere” med en fortid i FSB - og at sprængstoffet ikke var hjemmelavet, men leveret via militære leverandører. Tjetjenske organisationer har ikke påtaget sig ansvaret for de nævnte bombesprængninger. Bogen er ifølge forlaget forbudt i Rusland. 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_136.aargang_nr.4_2007.pdf
 

 

Del: