Noter om den israelske hær og Sinaifelttoget

Da obersløjtnant E. Bassing i marts måned pludselig blev alvorlig syg og døde, var han travlt optaget af forstudierne til en artikel om den israelske hær og om erfaringerne fra 6-dageskrigen i 1967, baseret på israelernes egne beretninger. Oberstløjtnantens arbejdshypotese var, at den israelske hærs sejr må tilskrives en streng disciplin og en hård og systematisk uddannelse snarere end den omstændighed, at der var tale om »borgere i uniform«. Oberstløjtnanten nåede aldrig at få færdiggjort artiklen; når tidsskriftet imidlertid i det følgende offentliggør de foreliggende notater, der er blevet det overladt af oberstløjtnantens søn, lærer Søren Bassing, skyldes det dels, at notaterne i sig selv giver et godt indtryk af forholdene i den israelske hær og af de intentioner, oberstløjtnanten har haft under arbejdet med emnet, dels at notaterne giver et indtryk af den arbejdsmetode, der gennem årene har ført til en række interessante og værdifulde artikler fra oberstløjtnantens hånd.

 

Shabtai Teventh: The Tanks of Tamrnuz. London 1969.

(Shabtai Teventh var krigskorrespondent, mobiliseret 26. maj 1967 og indtrådte på sin plads i Press Liaison Unit of the Army Spokesman’s office.) Presseofficer. Han fulgte divisionen Tal gennem Gazastriben og videre.
s. 13. I forordet siger Teventh, at det faktum, at disciplin grundet på blind lydighed, der var så fremmed for det israelske folk, blev håndhævet (i panseret) og godkendt, er et eksempel på, hvorledes det indiskutable krav om overlevelse kan ændre en nations karakter.
 
s. 17. General Tal var kendt for at være »a strict disciplinarian«.
 
s. 44. Da Shabtai Teventh som presseofficer blev sendt til en panserbrigade, der lå overfor Rafah, fortæller han, at da kompagnichefen, major Ehud Elad tog ham med ind under nettet til en sløret kampvogn, kommanderede sergenten straks »Ret« og hilste, hvorpå majoren kommanderede »Rør«.
 
s. 66 f. General Israel Tal, der overtog kommandoen over panservåbnet i november 1964 (General Officer Commanding Armoured Corps = GOCAC) erkendte, at af alle de mangler dette våben led af var et af de mest følelige mangel på disciplin, der netop ved et kompliceret våben var ganske afgørende. Trods modstand fra mange sider gik han straks i gang. Hans forgænger, general David Elazer, havde gjort en beskeden begyndelse med at afskaffe mandskabets farvestrålende sokker og befalet ensartede sokker og blankpudsede støvler. (Dette minder om, at da Montgomery overtog ørkenstyrken og skulle søge at genoprette moralen, var det første, han gjorde, at sende forsyning af skosværte og pudsepomade til forreste linie - en for militære ignoranter helt uforståelig handling).
 
s. 67. General Tal krævede, at en ordre skulle adlydes kun fordi det var en ordre. Kibbutz-mentaliteten var stærkt imod denne opfattelse, såsom den var baseret på ideologien om kollektivt samfund og indre disciplin udgået af forståelse hos den enkelte. (Det er måske værd at mindes, at kibbutzerne er opfundet som et led i placering af indvandrede og i opdyrkningen af et nyt land, og ikke som et idealsamfund i sig selv - lige så lidt som flygtningelejrene rundt omkring har været det.)
Tal krævede operativ disciplin, administrativ disciplin og formel disciplin og hævdede, at disse ikke kunne skilles. Han forklarede sit standpunkt for modstanderne. Om den operative disciplin sagde han, at hvis en fører tilfældigt opdagede, at han i en given situation skød mere præcist ved at afvige fra den normale korrektionsmetode, ville en ung uerfaren officer tro, at han havde opfundet noget helt nyt og ikke kunne se, at det der passede netop i den situation ikke ville passe i andre. »Der ville være lige så mange doktriner, som der er jøder.«
 
s. 70. General Tal forbød at diskutere en ordre, og han blev naturligvis beskyldt for angreb på ytringsfriheden. Kibbutzfolkene hævdede, at disciplin skulle udspringe fra forståelse og ikke fra frygt for straf. De kunne ikke se forbindelse mellem operationel disciplin og formel disciplin. Tal svarede bl.a., at han havde beordret sine chefer til at forklare meningen med ordrerne så ofte, det var nødvendigt, men hæren kan ikke vente, til hver mand har forstået, hvorfor en kanon skal betjenes på denne og ikke på hin måde. Det har taget århundreder at udvikle regler for anvendelse af artilleriet, og det ville være håbløst at forsøge at overbevise hver enkelt om det fordelagtige derved. Også henvendt til kibbutzkritikere sagde han: »Sidste uge overværede jeg en begravelse af en soldat af panservåbnet, som var medlem af en kibbutz. Deres folk (= kibbutzerne) betragtede ham som en helt; det gør jeg ikke. Han var simpelthen en mand, der døde ved et ulykkestilfælde, fordi han ikke efterkom en ordre. Der er ganske indiskutable ordrer for de sikkerhedsforanstaltninger, der skal tages, når granater indlades i kampvognen. Disse satte han sig ud over, og derfor døde han.« Man kan ikke have en stor og stadig vekslende gruppe til altid at tænke og undervise sig selv. Derfor er der stående ordrer, der er resultatet af erfaring gjort af mange generationer af mænd i mange hære, de er resultatet af erfaring og videnskabelig undersøgelse.
 
s. 73. Tal lod udarbejde to sæt reglementer, det ene sæt omhandlende den meniges rettigheder og pligter, den anden omhandlende påklædning, inspektion og parader. Hvad angår soldatens pligter er det måske betegnende, at den indledes med omtale af hilsepligten. I 21 paragraffer behandles de tilfælde, hvor hilsepligt er påbudt og hvor ikke.
 
LYDIGHEDSPLIGTEN LYDER:
»Det er enhver soldats pligt at efterkomme enhver ordre, hans foresatte (commander) giver ham. Ordren skal udføres efter bogstavet og uopholdelig.« I erindring om Naziregimet tilføjes: »Dog skal soldaten ikke efterkomme ordren, hvis det er klart og tydeligt, at den er ulovlig.« Det er stort set samme formulering som i »Den danske soldat« 1970 p. 54 angivet. Den understregning af, at det må være klart og tydeligt, at befalingen er ulovlig for at berettige undladelse - og ikke noget soldaten skønner eller tror - er bemærkelsesværdig.
 
s. 72. I den tid, hvor der ikke var reglementeret bestemmelse for disciplin, havde de yngre officerer ofte måttet stive deres myndighed af med selvtægt, og de »traditionelle« stroppeure som f.eks. opkald om natten, løb om lejren og højtidelig begravelse af bortkastede cigaretskod var almindelige. Tal forbød dette, men indførte i stedet reglementerede rettigheder til opretholdelse af disciplinen, såvel bestående i belønninger som disciplinarmidler. Efter chefens nærmere bestemmelse kunne delingpførerne give søndagsfrihed, frihed for ordinær tjeneste og kunne anbefale flinke folk til udnævnelse til underkorporaler (lance-corporals). Sergenter og delingsførere kunne ikende disciplinarmidler som f.eks. nægtelse af tilladelse til at forlade lejren efter tjenestetid, tildeling af ekstravag- ter, køkkentjeneste og sanitetstjeneste samt ekstraøvelse i fritiden.
 
s. 101. Oberst Shamuel holdt orientering i sit O-telt, da en forpustet løjtnant brasede ind med en vigtig hasteordre fra divisionen. »Sir ...« begyndte han, men obersten afbrød ham: »Hvem har givet Dem ordre til ikke at hilse?« Løjtnanten sjaskede ud, vendte tilbage på reglementeret måde, hilste og fik tilladelse til at afgive sin melding.
 
s. 104. En officer (00) i oberst Shamuels stab henvendte sig til general Tal og bad om forflyttelse, da han ikke kunne arbejde sammen med obersten. Deres temperament stemte ikke sammen. »Hvis obersten havde bedt om at få Dem flyttet,« sagde generalen, »havde jeg sagt ja med det samme. Fra Deres side er det en uforskammethed. Det er Deres opgave at rette Dem efter obersten og ikke omvendt. Der er ikke tale om temperament i natur. De får en ordre, og De efterkommer den. Træd af.«
 
s,106f. Oberst Shamuel kørte aftenen før fredsbrud gennem en panserbataljons område, der var intet at se eller høre. Disciplinen var perfekt. Bataljonschefen førte ham hen til det sted, hvor mandskabet lå. Der blev kommanderet ret. Obersten siger: »Sæt Dem ned, der må ryges.« Der blev sagt, at brigaden frygtede obersten mere end krigen, og da han hørte det, sagde han derom, at det var ham ligegyldigt, hvad mandskabet mente om ham, blot de efterkom ordrerne. Inderst inde ville han dog - naturligvis - gerne have, at de skulle kunne lide ham, men han var overbevist om, at de ville kunne forstå, at hans krav var berettigede - og redde dem fra tab.
 
Taktiske principper (jvf. planlægning, Marshall p. 34)
General Tal: Gennembrud med panser ved dagslys, nedkæmpelse af fj. artilleri med fly. General Sharon: Natangreb af infanteri støttet af panser, nedkæmpelse af fjendtligt artilleri med faldskærmstropper. (Begge generaler havde held med deres operationer).
 
1. 113. General Tal: »Andre lande, andre hære kan tåle at tabe det første slag, store nationer kan også tåle at tabe det andet og tredie. Vi må vinde det første slag, koste hvad det vil, vi har ingen steder at gå tilbage til. Senere kan vi tage hensyn til tab. Alle officerer må instruere deres folk herom«. (Kan uden større fantasi overføres til danske forhold).
 
s. 115. Moshe Dayan 1956: Enhver officer, der viger tilbage for at løse sin opgave, før han har mistet hovedparten eller i alt fald halvdelen af sin styrke, vil blive afsat.
 
s. 116. Moshe Dayan: Hellere gøre lidt for meget end for lidt. Det er bedre at holde igen på en vild hingst end skulle slå på en stud, der ikke vil flytte sig. (Måske ingen ilde læresætning på en officersskole).
 
s. 120. Dayan: I krig går intet efter planerne, men en ting er afgørende: hovedlinien i planen. Bank dette ind i Deres folk. (Dvs. i 5-punktsbefa lingen det afgørende hensigten). Personlig erindring fra øvelse: Bataljonen underlagt 6. vesttyske DIV direkte ved ordreudgivelse hos general v. d. Groeben fik BTN ordre til at foretage en bestemt bevægelse til sikring af DIV højre flanke. Jeg måtte fremhæve, at denne bevægelse henset til fjendtlige panserstyrkers tilstedeværelse ikke var mulig uden panserhjælp - der ikke kunne gives. Groeben: De kender nu mit ønske; det er Deres sag at handle så nær op dertil som muligt. Det er denne tanke, der er grundlaget for Israels improvisation.
Ad taktik m.m. beretningen fra maj J. P. Christensen fra Jerusalem (bevægelse).
 
Brigadegeneral S. L. A. Marshall: Lynkrigen i Mellemøsten, Kbh. 1967. 
ad planlægning.
s. 34. Mest betegnende for grundlaget for den israelske planlægning af felttoget er måske en ordveksling mellem en højere myndighed og chefen for Israels efterretningstjeneste, brigadegeneral Yariv, der fandt sted i slutningen af maj 1967. Efterretningschefen blev spurgt: »Hvor lang tid har vi til at vinde en krig?« (Dvs. inden FN og stormagterne greb ind).
 
Yariv svarede: »Mindst 48 timer, højst 96 timer. Der må regnes med mindst to dages krig.« (Dette spørgsmål: tidsberegningen var afgørende for operationerne. Jævn- ført med danske forhold ville spørgsmålet lyde: »Hvor længe skal vi alene kunne hævde vort område, før hjælp af betyd* ning tilgår?« Det er et spørgsmål, der synes at burde være grundlæggende ikke blot for operationerne, men også for størrelse og organisation af forsvaret - selv om det sidste ikke umiddelbart fremgår af diverse forslag og » rationaliseringer «.)
 
ad »Borgerarmeen«.
p. 152. »Den israelske hær har tre gange i løbet af en snes år frelst den israelske nation ved sine soldaters pligttroskab og offervilje. Men denne pligttroskab og offervilje giver ikke i sig selv den israelske soldat viden om og færdighed i, hvordan han skal anbringe en mine, kaste en bombe, affyre et gevær eller en kanon. Disse moralske egenskaber lærer ikke den israelske officer taktiske principper, militær dømmekraft eller' - og det er af uberegnelig vigtighed i den israelske hær - grundlaget for vellykket improvisation. (Disse linier bør sammenholdes med beretningen bl.a. om DIV Tals angreb. Improvisationen består ikke i, at den enkelte mand finder på den flade tallerken, men derpå at førerne handler efter situationen, selv om denne ikke er forudset i planen - på grundlag af dømmekraft og kendskab til taktiske regler.) jvf. Tanks 120 (5).
 
Også den israelske soldat er vænnet til at klare sig på egen hånd og i givet fald improvisere, man søger at udvikle soldatens evne til selvstændig optræden mest mulig, mere end i andre hære. Der synes ikke at eksistere disciplinære vanskeligheder, den israelske soldat adlyder sine ordrer. Der bruges meget lidt tid til formel eksercits, og officerer og menige er på fornavn. (Sammenholder man dette med beretningen om disciplinen bl.a. ved panseret, kommer man til: At den store vanskelighed ved moderne soldateruddannelse er, at den menige soldat på den ene side skal kunne tænke og handle selv, men på den anden side adlyde en ordre blindt uden at forstå - ellers dør han, og han dør uden at gøre gavn).
 
Øvelser med officerer i indkommanderingsperioderne:
Et eksempel nævnes: En indkommanderet brigadechef køres ud i ter- rainet med stab, signalmidler og nødvendige panserstyrker. Der stilles en konkret, klart defineret opgave, som han i løbet af et par dage rekognoscerer for, diskuterer løsningerne med sin stab og til tiden forelægger planen for. I samme øjeblik får han at vide, at situationen er helt ændret. Brigaden er standset, fjenden har omgrupperet, og han må uden tid til rekognoscering foretage en planlægning, der afleveres i løbet af en halv time - for omgående at gå i papirkurven. Situationen er atter ændret katastrofalt, og han må bestemme og befale nu. (Denne - som det synes naturlige - metode er jo ikke blot anvendelig for brigadechefer, men kan f.eks. også med fordel anvendes for indkommanderede løjtnanter. I al sin enkelthed går den jo blot ud på at lære folk at »tænke taktisk« og at handle omgående - i modsætning til det mest taktisk fordummende, menneskehjerner nogensinde har opfundet - standardøvelser.)
 
David Kimche and Dan Bawly: The Sandstorm, London 1968
p. 170. (ad »Borgerhæren«)
Hver borger, der har gjort 2l/2 års tjeneste i de stående styrker, overføres til en reserveenhed. Reserven indkaldes hvert år til en måneds træning, ofte i længere tid. Israelerne står i reserven til det 45. år, overføres derefter til civilforsvaret. Reservisterne er amatører, men de handler som professionelle. For dem er krigen ikke en teoretisk mulighed, men noget enhver israelit må leve med. Det er en demokratisk hær. Officererne kendes ved deres fornavn eller øgenavn. (Jvf. »Perle« eller »Suseren«, som ingen ældre officerer er i tvivl om, hvem var.)

I mange tilfælde har en kompagnichef eller delingsfører (af reserven) sin arbejdsgiver i det civile liv som undergiven. Dette forhold accepteres af alle og kræver stærk personlig forpligtelse og forståelse af, at alle er små hjul i en stor maskine. Der er ingen kaserneatmosfære ... men felttræning er intensiv og hård. Chefens kendskab til sine undergivne og omvendt giver tillid.

 
p. 192. Krigen med Jordan var helt anderledes end i Sinai, her var det mindre enheder af BTN og BDE størrelse, der stod overfor hinanden. Den totale styrke fra begge sider næppe over 3 DIV.
p. 193. Skønt Jordan havde plan for lokale angreb, var opstillingen defensiv.
 
Løjtnant Yael Dayan: En soldats dagbog, Sinai 1957. Kbh. 1968.
Yael Dayan er datter af general Moshe Dayan og gjorde under Sinaifelttoget 1967 tjeneste som »Korrespondent for presseofficeren« med grad af løjtnant, hvilket indebar, at hun, tilknyttet general Sharons division, daglig udarbejdede rapporter til offentliggørelse i israelske og udenlandske aviser.
 
Denne stilling afspejler sig i hendes bog, der i højeste grad er journalistisk præget og mellem få boller byder på megen suppe. Ikke desto mindre synes i alt fald et enkelt afsnit i denne bog at have dannet grundlag for en stor del af den almindelige opfattelse vedrørende »den frie tone« i hæren, idet den næsten ordret citeres flere steder. Efter begejstret at have omtalt, at alle i Sharons Division - i modsætning til f.eks. general Tals - var på fornavn - hvilket forhåbentlig ikke har gjort den daglige tjeneste lige så forvirret som bogen, hvor man uden personligt kendskab til alle har vanskeligt ved at finde ud af, at f.eks. en mand, der benævnes »Arik«, er general Ariel Sharon - fortæller hun om en diskussion mellem nogle yngre stabsofficerer.
»Disse mænd var i uniform professionelle soldater, officerer. Skønt de havde tilbragt størstedelen af deres voksne tilværelse i hæren, tænkte og diskuterede de som civile. De diskuterede deres civile lederes indsigt på samme måde, som de debatterede, hvor fornuftige og logiske deres officerers planer var. Der var ingen, der skulle få dem til at købe katten i sækken. Så længe, indtil den endelige afgørelse var truffet, holdt de ikke op med at diskutere, foreslå alternative løsninger og prøve at sælge deres egne ideer så godt, de overhovedet kunne.« (Yael p. 49) Indledningsvis erindrer vi, at Yael Dayan er vant til at skrive for at »sælge« sine meninger til aviserne, dvs. til civile.
 
Ovenstående udtalelse er brugt for at demonstrere, hvor frigjorte aktivistiske og upåvirkede af autoritet de israelske officerer var - i modsætning til mere »reaktionære hæres«. Det er muligt, at det i nogen grad er tilfældet, men realiteterne i udtalelsen er ikke bevis derpå. Vi dissekerer: »De (linieofficererne) diskuterede deres civile lederes indsigt (Åh Gud, hun skulle bare vide -) på samme måde som de debatterede, hvor fornuftige og logiske deres foresattes planer og beslutninger var«. Hvis man vil fremhæve det som noget særligt, må det være på grundlag af total ukendskab med f.eks. danske officerer. Og endelig: »Indtil den endelige afgørelse var truffet, holdt de ikke op med at diskutere, fremsætte alternative forslag og prøve at sælge deres ideer så godt, som overhovedet muligt.«
 
Det er muligt, at de israelske officerer er mere »snaksomme« end mange andre landes, men der kan ikke i dette ligge, hvad nogle synes at tro, at alle de yngre israelske officerer er så åndsformørkede, at de anser mangel på erfaring som det bedste grundlag for viden. Det er jo ganske enkelt en beskrivelse af, hvordan enhver stab vil arbejde, når der er tid dertil. Chefen udkaster en plan i grove træk, den debatteres i staben, og ethvert medlem af denne er forpligtet til at fremsætte sine - motiverede indvendinger eller stille forslag, indtil chefen på et givet tidspunkt siger: »Mine herrer, jeg bestemmer ...«, og derefter er enhver diskussion afsluttet. Det er jo netop også det, Yael Dayan siger: »Indtil den endelige afgørelse var truffet«.
 
Det er muligt, at der i den israelske hær er mere initiativ og gå-på-mod end mange andre steder, men der kan ikke ud af ovennævnte udtalelse udledes noget om »demokratisk afstemning« eller vedtagelse af planer ved stemmeflerhed. Proceduren er ganske normal.
 
p. 50. Stillingerne er udpræget russiske forsvarsstillinger, tre rette linier: frontlinien, hovedstillingen - den centrale - og en bageste stilling.
 
p. 70. (De ægyptiske Tropper) Af general Moshe Dayans »Sinaifelttoget 1956«, dansk oversættelse ved Erik B. Johansen (jvf. Gennembruddet):
»De ægyptiske tropper kætnpede godt i kampens mere stationære faser. Så længe de kunne anvende de våben, der i forvejen var anbragt i feltbefæstede stillinger ... gjorde de dette automatisk, nøjagtigt og effektivt. Dette var derimod ikke tilfældet, når de skulle forlade deres feltbefæstede anlæg eller foretage ændring i deres planer. De iværksatte næsten ingen modangreb, og når de gjorde det, var det en sølle forestilling.«
 
p.123. (9. juni) Arik (gen. Sharon) udstedte nye disciplinerende ordrer. Soldaterne skulle vaske og barbere sig, og der blev rejst feltstyrtebade.
forside DIV Sharons tab: 58 døde, 182 sårede.
 
Gennembruddet
På seks dage gennembrød og oprev tre israelske divisioner den dobbelte ægyptiske styrke 6 divisioner - og underlagde sig et område på ca. 300 km i dybden. Rent umiddelbart betyder det, at de israelske tropper og den israelske føring var den ægyptiske overlegen, men at konstatere det har kun akademisk interesse. Går man sagen nærmere efter, ser man adskillige ting, der måske ikke er så forbavsende, men som er værd at lægge mærke til. Vi vil se nærmere på kampen i den nordlige sektor - Gaza-striben - der synes karakteristisk. I denne stribe havde ægypterne indsat to divisioner. 7. ægyptiske division forstærket med to BDE, en artilleribrigade og med mindst 100 kampvogne, de fleste af Stalintypen, stod i fire stærke positioner fra Rafah til El-Arish med en fremskudt styrke ved Khan Yunis.
 
I den nordlige del af Gaza-striben stod 20. (palestinensiske) division. (Lynkrigen p. 40). Stillingerne var udbyggede til det yderste med vel slørede skyttegrave, betondækninger, nedgravede kampvogne, hvor kun tårnet ragede op, og stillinger med panservæm, dækket af kampvognsgrave og minefelter af en dybde helt op til 200 m. Alle stillinger var anlagt i forbindelse med terrænhindringer, så de ikke kunne omgås. Imod denne formidable stilling gik den israelske Division Israel Tal til angreb kl. 050800 juni. DIV TAL bestod af tre brigader, heraf en panserbrigade og en panser- infanteribrigade. Med denne styrke, der var fjendens endog væsentlig underlegen, gennembrød general Tal i løbet af 24 timer fire feltbefæstede stillinger besat med tre ægyptiske BDE og nåede frem S. f. El-Arish, en strækning på 35 miles.
 
(The Sandstorm p. 183) Endnu et døgn senere - den 7. - var de efterladte ægyptiske styrker - herunder 20 palestinensiske DIV - nedkæmpet og fanget af reserverne - men gennembruddet skete på 24 timer.
Det må her bemærkes, at der ikke, som nogen mener, var tale om en parademarch. Ægypterne kæmpede tappert og målbevidst, og navnlig det israelske panser led svære tab. (Sandstorm p. 182). Der var ikke tale om slappe og feje ægyptiske tropper, der ikke ville slås, men om tropper der kæmpede tappert fra forberedte og velbefæ- stede stillinger. Billedet er ganske det samme, som skildres af en dansk officer (Major J. P. Christensen, KJFR), der havde lejlighed til at overvære kampene i Jerusalem (mod jordanerne): »Jeg så jordanske tropper kæmpe beslutsomt og med stort mod, men de var dømt til at tabe på forhånd, fordi de kun magtede at føre kamp fra deres stillinger, hvorimod de israelske troppers kamp prægedes af stor bevægelighed«. (Fredericia Dagblad 2. maj 1970) Dette er sagen i en nøddeskal, og det er hemmeligheden ved israelernes succes. De angreb, førte en bevægelig kamp og bevarede initiativet. Det er ingen ny erfaring, men en dokumentation af gammel viden. Den der griber - og beholder - initiativet har chancerne.
 
Når man i det ovenfor omtalte eksempel fra Gaza-striben ser en underlegen styrke på 24 timer gennembryde en til det yderste udbygget stilling forsvaret af det dobbelte antal tropper, der kæmpede energisk, kunne man fristes til at stille spørgsmålet:
Hvor hurtigt kan en angriber gennembryde et dansk »forsvar«, der er baseret på lokalbetonede enheder i spredte stillinger uden feltbefæstning? Svaret må blive det deprimerende: Så hurtigt som kampvognene kan køre. - Og alligevel er der folk, der tror på den slags »forsvar«. I israelernes angreb indgik det, der så ofte betegnes som »improvisationer«. Hvad betyder dette, man får jo let indtrykket af, at det er noget helt nyt? Det betyder f.eks., at en angribende kampvognsbataillon støder på stærk blokerende stilling på den stipulerede marchakse, og derfor går udenom og angriber fra flanke og ryg. Det betyder, at da en styrke var bundet ved Rafah og ikke kunne gennemføre sit angreb, tog general Tal en kampvognsstyrke ud fra dens oprindelige mål og satte den ind til hjælp. Det betyder, at da en styrke var afskåret, blev en nabostyrke sat ind til hjælp. Det betyder, at når reserven er sat ind, dannes der en ny af andre tropper. Med andre ord: Det, der på modernistisk betegnes som improvisation, er ganske enkelt det, der hedder troppeføring - i modsætning til planlægning.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_maj.pdf
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: