Norsk Forsvarsorganisation

Chefen for Det kongelige Garnisonsbibliotek, oberstløjtnant H.Kroon, kommenterer her betænkningen fra den norske forsvarskommission af  1974.
 
 
1. Den norske Forsvarskommission af 1974 har afgivet betænkning til For- svarsdepartementet i marts 1978. Betænkningen er herefter udgivet som Norges offentlige Utredninger NOU 1978:9 af Universitetsforlaget i OSLO-BER- GEN-TROMSØ, ISBN 82-00-70418-1. Denne meget seriøse betænkning på 298 sider vil ikke her blive gjort til genstand for en systematisk behandling, da den kan lånes på Det kongelige Garnisonsbibliotek, men dele af den vil i det efterfølgende blive uddybet og kommenteret nærmere. Kapitel 15, »Forsvarets organisation«, omfatter kun 5 sider, p. 160—164. Der siges her »Kommissionen har også fået orientering om det afsluttende trin i Forsvarets nye organisationsstruktur — den regionale og lokale organisation. Bag denne udtalelse skjuler sig følgende.
 
2. Den norske Forsvarschef (CHOD NORWAY) har i december 1974 tilendebragt sin bearbejdning af indsendte kommissionsarbejder, benævnt »Forsvarschefens forslag til videreføring af Stortingsmelding nr. 54 for 1969 —70« offentliggjort den 20. januar 1975. Dette dokument stiler mod en endelig omorganisering af den landsdelsvise, regionale og den lokale organisation, hovedsagelig hærorganisation, med det formål at få mest mulig nytte af givne ressourcer. Der stiles altså ikke mod en ændring af styrkemål, men mod skabelsen af en kommando- og kontrolorganisation, der dækker især øjeblikkelige, men også til en vis grad fremtidige behov. Dette vil dog nok af nogen blive opfattet som ændring af styrkemål. Hvorvidt også fremtidige behov er dækket, vil blive analyseret senere i det omfang, indholdets klassifikation tillader.
 
3. CHOD NORWAY anbefaler, at der fortsættes i det spor, der allerede blev trådt i 1971 ved oprettelsen af Forsvarskommando Nordnorge (COM- NON), Forsvarskommando Sydnorge (COMSONOR) og 6. Division, samt de centrale forvaltningsorganer bestående af Hærens, Søværnets og Flyvevåbnets Forsyningskommandoer, Generalintendanten, Forsvarets Sanitets- og Forsvarets Bygningstjeneste (direkte under Forsvarsministeriet). COMNON og COMSONOR, der begge er på niveau med Chefen for Enhedskommandoen (COMBALTAP), har dog ikke endnu samme status som sidstnævnte, idet de fortsat er nationale i fredstid og allierede i krigstid. Der haves ikke nogen organisation, der svarer til Chefen for Forsvarets operative styrker (COFDEN) i Danmark, men en sådan organisation lader sig let udskille lands- delsvis, idet eksempelvis COMSONOR samtidig er national øverstkommanderende i Sydnorge. Ydermere har han den fordel at have ikke blot en COM- AIRSONOR og en COMNAVSONOR, men også en COMLANDSONOR, hvad COMBALTAP ikke har (COMLANDBALTAP mangler). Medens COMNON og COMSONOR således indadtil er mere fleksibelt opbygget end COMBALTAP, mangler de altså udadtil den fleksibilitet, som COMBALTAP har ved allerede i fredstid at være allieret. Det er for så vidt overraskende, at dette skridt endnu ikke er taget i Norge, da de økonomiske konsekvenser heraf er minimale. De fremtidige behov for en moderne kommando- og kontrolorganisation på dette niveau er således næppe imødekommet i denne omgang, men kun relativt smertefrit imødekommes, når de vægtigere problemer, der øjensynligt ikke er økonomiske, er løst.
 
COMNON og COMSONOR fungerer både som enheds- og lendsdelskom- mandoer og dækker begge områder, hvis geografiske størrelse er flere gange COMBALTAP’s, og hvis geografiske karakteristika er væsensforskellige fra dem i BALTAP. Ydermere er den demografiske basis væsentlig forskellig: COMBALTAP 9,3 millioner indbyggere mod COMNON og COMSONOR’s samlede 4 millioner. Mens COMMON’S område udgør ca. 35% af Norges areal, bor der kun 13% af befolkningen. I COMSONOR’s område udgør befolkningen i Oslo regionen og Østnorge alene ca. 33% af den samlede befolkning i Norge. De foreslåede ændringer i COMNON’s område er kun små, mens de i COMSONOR’s område er mere omfattende. De i dag eksisterende distrikts- kommandoer (»små« landsdelskommandoer)her, LANDØST, LANDSØR, LANDVEST og LANDTRØNDELAG foreslås nedlagt og deres opgave overtaget af divisionen og regimentet.
 
4. Næste trin i hierarkiet er divisionen, i Nordnorge den allerede eksisterende 6. division, i Sydnorge to nye, nemlig 1. division og 5. division. Mens 6. division i fredstid intet territorialt ansvar har, vil såvel 1. som 5. division i fredstid have et territorialt ansvarsområde. Divisionskommandoen ligner den danske med en stab, et stabskompagni og et signalelement. Divisionen har normalt ikke nogen fast troppeinddeling, men vil som føringsenhed blive sat ind med fra 3—5 dispositionsenheder under sig, hvor en overordnet operativ samordning og ledelse skønnes nødvendig. Man har altså her satset på puljeprincippet frem for enhedsprincippet. Tildeling af territorialt ansvarsområde i fredstid forudsætter dog ikke, at divisionskommandoen forbliver her, den vil normalt frit kunne indsættes der, hvor der er et behov. I forhold til tidligere må dette bedømmes som et fremskridt, omend antallet af divisions- kommandoer i Sydnorge synes betænkeligt i underkanten af det ønskelige, og tildeling af et territorialt ansvarsområde kan begrænse disses operative fleksibilitet og bevægelighed.
 
Problemet med de »små« landsdelskommandoer i Sydnorge var og er, at de ikke er mobile, men opererer stort set som vore regionskommandoer gør. Dette kunne nok holdes inden for acceptable tolerancegræncer set med danske øjne, men prøv at lave et omrids af f. eks. COMLANDZEALAND’s ansvarsområde med omliggende farvande og anbring dette omkring Oslofjorden, da får man klart demonstreret visse geografiske forskelle, hvad størrelsesorden angår. En mobil divisionskommando er altså et virkeligt fremskridt.
 
Ordet divisionskommando udløser ganske bestemte forestillinger, set med »combaltiske« øjne, hvorfor en kort analyse af den norske organisation kan være nyttig. Divisionsstaben med egentlig stab og særlig stab er stort set som den danske, det samme gælder stabskompagniet, der dog ikke er opdelt så funktionelt som Jyske Divisions føringsled med en kommandostations- og en kommandokvarterdeling. Signalelementet er kun ét signalkompagni, hvis tyngde ligger i radiokædeelementet, men som ikke samtidig magter at betjene en i felten opdelt divisionskommando på kommandostation, kommandokvarter og fremskudt kommandostation. Denne manglende signalmæssige fleksibilitet bliver yderligere accentueret, når og hvis en ny kommandostation skal forberedes, samtidig med at den gamle skal fungere. Sammenholdes dette med de terrænmæssige signalproblemer, der er af en ganske anden størrelsesorden end i COMBALTAP’s område, synes divisionskommandoen op til 50% signalmæssigt underdimensioneret. Væsentlige kvalitative signalinvesteringer kan naturligvis bedre på dette inden for gældende organisatorisk ramme. Næste problem kunne passende have som overskrift generalmajor Danhuus »testamente« i nyt fra Hærstaben nr. 2, april 1975: Divisionens mulighed for at øve indflydelse og skabe tyngde. Den norske divisionskommando har ingen divisionstropper til disposition. Især vil mangelen på divisionsartilleri og divi- sionsingeniører begrænse divisionskommandoens indflydelse og muligheder og forlede til »røvertogt« ind i eksisterende brigadeorganisationer for at skaffe det manglende, når tyngde må og skal skabes. Divisionens troppeinddeling via puljeprincippet vil senere blive kommenteret, når næste trin er belyst,nemlig brigaden og regimentet.
 
5. Den opstillende myndighed er regimentet, der i stedet for en hensygnende tilværelse indgydes nyt liv gennem følgende forslag. Den regionale territoriale organisation (det lokale forsvar) skifter navn, således at lokalforsvarskommandoer og -distrikter, der stort set svarer til vore landsdelskommandoer og regioner, forsvinder og erstattes af regimenterne, hvis navne og numre tilrettes under mest mulig hensyntagen til historien og den lokale geografi, såvidt muligt fra den nuværende organisation. Yderligere rationaliseres opstillings- pligten derhen, at et regiment fremover opstiller alle mulige typer enheder, som der er brug for i regimentets territoriale ansvarsområde, det vil sige enheder, som regimentet bl.a. selv senere skal kommandere i det lokale forsvar. Samtidig indskrænkes antal opstillende myndigheder fra i dag 42 til de 14 ovenfor omtalte regimenter. De vigtigste opstillede enheder udgøres af 12 brigadestrukturer, hvoraf den, der er opstillet af 16. regiment, er den stående Brigade Nord, også benævnt »Brigadeskolen«. Betegnelsen regimentskampgruppe, der anvendes for alle øvrige brigadestrukturer i dag, foreslås ændret til »brigade« af terminologiske grunde. Der opstilles 3 i Nordnorge incl. Brigade Nord og 9 i Sydnorge med naturlig tyngde omkring Osloregionen og Østlandet. Det opstillende regiment på Vestlandet gives en territorial underopdeling i kystforsvarsafsnit med et geografisk navn, noget tilsvarende forekommer i Nordnorge. Fra 3—5 brigader kommanderes af en division efter landsdelskommandoens nærmere anvisning. Divisionen indsættes i det territoriale forsvarssystem med beføjelser og pligter, som tilsvarende sker i den danske del af COMBALTAP. — Et par ord om brigaden.
 
6. Brigaden er af lettere type end den tyske og danske. Den er infanteritung og normalt hverken mekaniseret eller motoriseret og er normalt ikke på forhånd tildelt panserenheder, der disponeres fra puljer af kampvognseskadro- ner. Brigaden er således i høj grad tilpasset det terræn, den skal kæmpe i, og det kan generelt konkluderes, at dens taktiske bevægelighed er større om vinteren end om sommeren, ja, kun overgås på den tid af året af helikoptertunge enheder. Dens generelle evne til overlevelse under vanskelige vejrforhold overgår alle øvriges, der ikke er specialtrænet og udrustet til arktisk krigsførelse. Dens svaghed er dens relativt beskedne defensive ildkraft, der som sagt ikke kan forstærkes af divisionen, og især dens manglende angrebskraft i mere konventionel rolle.(*Følgende sammenligning mellem den norske og eksvis den danske brigades kampenheder belyser dette (den danske MOTBTN er ikke medtaget)) Der, hvor naturen træder hjælpende til, sker der en ikke uvæsentlig kompensation for ovennævnte mangler, men der, hvor naturen ikke gør det, og det forekommer også, er den norske brigade henvist til en defensiv optræden over for en mekaniseret og pansret modstander.
 
Kun 1 ud af 12 brigadestrukturer er stående og ingen af de 3 divisionskom- mandoer er stående udover dele af divisionsstaben. Dette giver ikke uvæsentlige problemer for indøvelsen af den højere føring. Hære, der hovedsagelig består af professionelle stående enheder, anser det for en umulighed og nærer skepsis til mobiliseringssystemets troværdighed. Har det anvendte puljesystem i troppeinddelingen en positiv eller negativ effekt på ovenstående problem? Generelt må puljetilhørsforholdet være svagere end enhedstilhørsfor- holdet, så det kan godt være, at man køber en tilsyneladende fleksibilitet for dyrt. Ydermere besværliggøres krigsplanlægningen ikke ubetragteligt ved, at man aldrig kan være helt sikker på, hvor mange og hvilke enheder, man kan disponere over. Hertil kommer uundgåelige interne problemer i en divisionskommando, der kun er kadre og ikke stående, og dermed må investere kræfter såvel indadtil som udadtil på et tidspunkt, hvor mobiliserede brigader kræver ens fulde opmærksomhed. Vedrørende langtidsplan for landforsvaret henvises til kommissions- betænkningen side 218 ff.
 
 
 
 
7. I de centrale forvaltningsorganer foreslås ingen ændringer. Den i toppen fastsatte opdeling i en teknisk forvaltningsorganisation og en intendantur for- valtningsorganisation bibeholdes nedad gennem kanalerne endende med et teknisk forsynings- og vedligeholdelsescenter og et intendanturforsyningscen- ter på regionalt territorialt niveau, der giver områdestøtte. Den faglige tjenestes planlægning, prioritering og koordinering varetages af de mellemfaldende niveauer landsdelskommandoer (COMNON og COMSONOR) og division, mens egentlig kommando over forsyningscentrene udøves af regimenterne i deres egenskab af territorial myndighed. I fredstid indtager COMNON regimenternes plads i systemet, idet der her opereres med en landsdelsorganisa- tion i Nordnorge. På tilsvarendemåde som regimentet udøver marinedistrik- terne og hovedflystationerne kommando over deres forsyningscentre, hvor den faglige og den operative kommandovej ligeledes mødes; se nærmere senere under Søværn og Flyvevåben vedrørende navne. Den norske brigade har ikke som den danske en hel trænbataljon til rådighed som buffersystem i brigadens faglige tjeneste. Vel er den norske brigades forsyningsbehov ikke så stort som eksvis den danskes, hvis drivmiddelbehov beslaglægger op til 30% af forsyningstroppernes løftekapacitet, men en norsk løftekapacitet på kun ca. 230 tons forsyninger dagligt mod ca. 500 tons dansk løftekapacitet kan godt skabe problemer, især da transportkompagniet også i givet fald skal kunne transportere dele af infanteriet. Koncentreres nu flere brigader i samme område under divisionskommando ledelse, vil divisionen ikke ubetinget frit kunne vælge operationsakser eller lægge faglig tyngde, men må hele tiden skele til at holde forsyningsafstandene til de faste magasiner og værksteder rimeligt korte og betrygge de ofte meget sårbare forsynings- og evakueringsakser mod fjendtlig interdiction.
 
8. Søværnets tilpasning er mere af formel end af reel natur. Parallelt med ophævelsen af de»små« landsdelskommandoer nedlægges de tilsvarende ma- rinekommandoer og skifter navn til marinedistrikter med territoriale ansvarsområder à la regimenterne. Marinedistrikterne (»Søforsvarsdistrikter«) bibeholder de traditionelle distriktsnavne i Sydnorge og bynavne i Nordnorge, nemlig 5 under COMSONOR og 4 under COMNON. Usikkerheden med hensyn til fremtiden og konsekvenserne af udvidelse af fiskerigrænse og oprettelse af økonomiske zoner ud til 200 sømil kommer til udtryk i dette afsnit, idet det anføres, at de medfølgende opgaver jo for største delen kommer til at påhvile Søværn og Flyvevåben, men også til en vis grad vil berøre hæren, uden at dette specificeres nærmere. En tendens til at benævne marinedistrik- terne »Indløbsforsvar«. er således forladt som lidet dækkende for de mange nuværende og især fremtidige opgaver, som vil påhvile distrikterne. Det er ikke hensigten her at bedømme de norske problemer med kontrollen over det nye søterritorium, hvorom der på norsk side hersker stor uenighed. Der henvises til det såkaldte Stoltenbergudvalgs betænkning, der er aftrykt i kommissionsbetænkningen på side 250. Derudover er hele kapitel 5 hovedsageligt helliget dette emne. Langtidsplan for Søforsvaret fremgår af side 227 ff.
 
9. For Flyvevåbnets vedkommende er tilpasningen også mere af formel end af reel natur. Visse regionale planlægningsvanskeligheder i den nuværende organisation søges imødegået ved etablering af såkaldte hovedflystationer med andre flystationer under sig, hvilket for så vidt er en formalisering og videreføring af den ordning, der allerede praktiseres i dag. Dette medfører, at COMSONOR og COMNON hver har 4 dispositionsenheder. Landtidsplan for Luftforsvaret fremgår af kommissionsbetænkningen side 231 ff. Kommissionen kommer i kapitel 15 med en enkelt bemærkning til Forsvars- chefsbetænkningen. Bemærkningen angår central ledelse af Luftforsvaret i en situation, hvor det allierede kommandosystem endnu ikke er trådt i kraft. »Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt vi centralt har et tilfredsstillende nationalt kommandoapparat, som kan varetage et sådant behov.« Denne bemærkning forstår jeg ikke, sammenholdt med hvad der i øvrigt foregår i bunkeren i Kolsås.
 
10. Visse betragtninger over værnenes samvirke og den højere føring. Antallet af dispositionsenheder (opgaver) under de to enhedskommandoer COMNON og COMSONOR er stort. For COMNON’s vedkommende: 5 land, 4 sø + sejlende enheder, 4 luft + flyvende enheder, 1 landsdelsforsyningscen- ter, totalforsvaret. I alt 17 (minimum). For COMSONOR’s vedkommende: 12 land, 5 sø + sejlende enheder, 4 luft (heraf hovedflystationer) + flyvende og SAM enheder, totalforsvaret. I alt 25 (minimum). Det har naturligvis været CHOD NORWAY magtpåliggende at finde udveje for nedbringelse af disse totaltal. For COMSONOR’s vedkommende medførte indførelsen af hovedflystationer, at de luftmilitære dispositionsenheder formindskedes med 5 til de nuværende tal. 12 land er ved et kunstgreb bragt ned til 5 ved i fredstid at lade divisionskommandoerne have et territorialt ansvarsområde. Da det bedyres, at dette ikke er et skjult skridt hen mod reetablering af de »små« landsdelskommandoer, må denne formindskelse betegnes som en skueret, hvorfor det reelle antal er 12. Muligheden for at etablere enhedskommando på lavere regionalt trin har også været undersøgt, men er forladt, da det ikke ansås for værende cost- effectivt at købe et lavere antal dispositionsenheder på den måde. Måske kunne det totale antal i COMNON’s område være nedbragt til ca. 13( + ) og i COMSONOR’s område til ca. 20( + ). Men stadigvæk et meget stort antal operationelle dispositionsenheder og opgaver på samme tid. For at nedbringe koordineringsproblemer de forskellige dispositionsenheder imellem, vil oprettelsen af lokale »chefsnævn« ved detaljeret instruktion få pålagt en række inter- værns- og totalforsvarsopgaver for på den måde at aflaste de højere myndigheder.
 
En oprettelse af en 200 sømil stor økonomisk zone på Norges kontinentalsokkel forøger et i forvejen set med »combaltiske« øjne stort område næsten på dramatisk vis og de deraf flydende overvågnings- og sikringsopgaver synes næsten legio. At lægge disse oven i de i forvejen på COMSONOR og COMNON pålagte talrige opgaver, er nok et yderligere kommissionsarbejde værd for at vurdere de dermed forbundne problemer. Disse overvejelser pågår selvfølgelig allerede som en naturlig opfølgning af stortingsmelding nr. 9 for tiden 1974—78. Det skal blive interessant at se, om man ikke alligevel på Vestlandet bliver ledt ind i nye overvejelser vedrørende det hensigtsmæssige i en eller anden forn for enhedskommando på dette område for at lette presset på en i forvejen svært bebyrdet COMSONOR. Herom står der i kommissionsbetænkningen, side 227, »Både i søforsvars- analysen og i forsvarsanalysen er studierne af Søforsvaret begrænset til sø- lnvasionsforsvaret og beskyttelse af forstærkningstransporter. Andre opgaver som overvågning af havområderne i fred, suverænitetshævdelse, skygning og angreb mod angrebsstyrker, beskyttelse af allierede forstærkninger og deres indfaldshavne i vort land har ikke været gjort til genstand for tilsvarende analyser. — Der bør gennemføres analyser for også at belyse sådanne opgaver for Søforsvaret.« Sie! 
 
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_108_aargang_jan.pdf

 
 
 

 

Litteraturliste

Del: