Nordisk sikkerhedspolitik

Siden det mislykkede forsøg i slutningen af fyrrerne på at skabe et nordisk forsvarsforbund, har tanken gentagne gange igen været fremme i debatten om de nordiske landes sikkerhedspolitik. I løbet af eftersommeren 1965 blussede debatten igen op med fornyet styrke. En omstændighed, der må ses i forbindelse dels med historiske studier vedrørende omstændighederne ved forhandlingernes sammenbrud i fyrrerne, dels med den stadig vedgående debat om en reorganisering eller måske opløsning af Den nordatlantiske Alliance ved udløbet af de første 20 år, hvorefter pagten kan opsiges, samt den stadige udvikling, der altid vil være i sikkerhedspolitikken.
Som et led i klarlæggelsen af de nordiske landes standpunkter til den øjeblikkelige og fremtidige sikkerhedspolitik afholdt FN- gruppen ved Københavns højere læreanstalter i midten af december 1965 et seminar, der indledtes med redegørelser af repræsentanter fra Danmark, Norge og Sverige.
Militært tidsskrift har ment det af interesse for en større kreds at blive bekendt med disse synspunkter, der dannede grundlag for senere gruppearbejde og debat. Danmark repræsenteredes af redaktør David Jens Adler, der vil være kendt bl. a. fra artikler om atomproblemer.
Sverige var repræsenteret af professor Karl E. Birnbaum, der er knyttet til det svenske udenrigspolitiske institut. Endelig var Norge repræsenteret af docent Nils Ørvik, der er knyttet til det norske udenrigspolitiske institut.
De tre indlæg bringes nedenfor i den rækkefølge de blev fremlagt.
I forbindelse med disse indlæg henledes opmærksomheden på studiet om Nordisk Balance, der fremkom i det norske tidsskrift Internasjonal Politikk nr. 2-3/1964. På pjecen Baggrunden for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik af generalmajor Erik Kragh, MF, samt på udenrigsminister Per Hækkerups nyudkomne bog Dansk udenrigspolitik.
 

Et dansk synspunkt
Af Redaktør David Jens Adler

I et forsøg på at konkretisere problemstillingen, kunne jeg tænke mig at dele spørgsmålet op i tre kategorier, en sikkerhedspolitisk, en økonomisk og en almen udenrigspolitisk.
Hvis man går tilbage til det tidspunkt, hvor Danmark tøvende traf sin beslutning om at gå den vestlige vej i 1949, var det sikkerhedspolitiske behov, vi umiddelbart følte, først og fremmest det, man kan kalde »store stygge ulv«-modellen. Vi syntes — med rette eller urette — at vi oplevede ude i Europa det samme, som vi havde set i 30’me, hvor en stormagt lagde det ene lille land efter det andet ind under sin interessesfære. Det er vist fair at sige, at dette var dominerende og altoverskyggende for de tre nordiske lande, da man rejste spørgsmålet om en nordisk forsvarsunion, og da Danmark og Norge senere gik ind i forhandlingerne om NATO. Dette kan næppe tænkes at være relevant idag. Foretog man en opinionsundersøgelse blandt decisionmakers, ville nok de færreste udpege »store stygge ulv«-modellen som det afgørende. Her vil jeg mene, det er rigtigt, at NATO i de mange år, der er gået, har bidraget meget væsentligt til den generelle stabilisering. Det skal dog understreges, at det ikke er sikkert, at vor perception om Sovjetunionen som den »store stygge ulv« var rigtig. Sikkert er det dog, at vi dengang virkelig nærede denne angst. Imidlertid er situationen i Europa idag så stabiliseret, at vist ingen nærer frygt for, at en stormagt skulle foretage sig de samme skridt, som Hitler gjorde i 1930’me. Denne stabilisering må antages at skyldes ikke mindst den gennem NATO opnåede terrorbalance. Det er vigtigt i den forbindelse at huske, at i året 1947 — året før Marshallhjælpen og NATO’s dannelse — var de ideologiske demarkationslinier endnu ikke fastlagt i Europa. Lande som Italien, Frankrig, Tjekoslovakiet og Grækenland viste ikke, hvilken side de ville falde til, ligesom det endnu var usikkert, om de nyetablerede socialistiske stater mod øst ville leve eller dø. Såvel våbenteknisk som ideologisk må situationen i 1947 derfor betegnes som ustabil.

Med NATO’s dannelse forsvandt ustabiliteten ikke straks. Navnlig den ideologiske ustabilitet varede ved endnu en del år, men ikke desto mindre betød NATO en væsentlig forøgelse af den udvendige stabilitet. Uden at være ekspert på dette område, mener jeg, at den ideologiske og sociale usikkerhed måske kan siges at klinge ud med oprørene i Polen og Ungarn i øst, og med de Gaulles magtovertagelse i vest. Siden den tid har der været en mere evolutionær og rohg udvikling i alle lande. Vi ved, at landene i øst har fået større og større selvstændiglied, er gået et skridt på vejen mod en mere selvstændig og måske også mere socialt ligevægtig situation. Samtidig er landene i vest ophørt med at marchere så meget i takt, som de gjorde i begyndelsen af 50’erne. Dette har forskelhge årsager. Dels den almene stabiliserende virkning af terrorbalancen, dels den ideologiske virkning og dels den negative udvikling for stormagterne. For de to supermagter gælder nu, at konsekvenserne af fuld gengældelse er så uoverskuelige, at formentlig hverken NATO-landene eller Warszawa- pagt-landene kan regne med øjeblikkelig stormagtsresponce, hvis der sker noget. Alt dette må antages at have løsnet de små stater en del fra stormagterne, og må betragtes som baggrund for den antagelse, at »store stygge ulv«-perceptionen ikke længere er relevant for vor sikkerhedspolitik.

Spørgsmålet er nu, hvad Danmarks sikkerhedsbehov må være i dag og fremover.

Udenrigspolitisk Selskabs sikkerhedspolitiske studiegruppe har skrevet en piece om de atomvåbenfri zoner i Europa, hvor man bl. a. forsøger at afklare Danmarks sikkerhedsbehov. Såvidt jeg her har forstået, er det primære behov atter idag landets sydgrænse. Problemstillingen er i første række den, at Vesttyskland ønsker at have sin sikkerhed mod nord be- trygget. For i en given situation at undgå regulær besættelse fra tysk side, må vi derfor enten samarbejde med Tyskland, d. v. s. alligevel få tyske tropper på dansk jord, eller vi må etablere et så stærkt forsvar, at vi kan skabe et tilstrækkeligt indtryk i Tyskland af, at vi kan kontrollere og holde andre ude fra Danmark. Uanset hvordan vi føler os i forhold til øst eller vest, må Danmarks sikkerhedspolitik i høj grad afhænge af det permanente tyske sikkerhedsbehov. De kan måske hævde, at det synes at være et spørgsmål om asken eller ilden, om man skal have samarbejde med eller man skal besættes af tyske tropper. Udfra en sikkerhedspolitisk betragtning er det imidlertid helt klart, at et samarbejde er at foretrække. Bl. a. ligger der i ordet samarbejde en vis mulighed for selvbestemmelse, og bliver vi besat i en situation, hvor vi ikke samarbejder med tyskerne, vil denne selvbestemmelse i højere grad gå fløjten end ved et samarbejde i en eller anden regionalordning. Det er således dette forhold, der skiller Danmark ud fra de øvrige nordiske lande. Samtidig må problemet dog også vedrøre Norge og Sverige som led i hele Europas nordflanke. Imidlertid har vi problemet helt inde på livet svarende til, at Sverige føler Finlands situation meget stærkere end vi. — Jeg vil mene, at det man frygter mest i Europa idag er nye kriser stammende fra Berlin eller opstående i forbindelse med hele Tysklandsproblemet. Det alvorlige i dette problem har vel også som resultat de forskellige forslag til sikkerhedsmæssige løsninger, her tænker jeg på Rapackiplanen, Gomulkaplanen o. s. v. Sålænge krigsførelse imidlertid foregår med de midler, vi kender idag, må Tyskland have et sikkerhedsmæssigt behov også rettet mod nord. Da det tyske problem samtidig er så fantastisk sammenvævet med stormagtsinteresser, stormagtsgarantier, stormagtsstationering af kernevåben o. s. v., er det altså storkrigen snarere end »store stygge ulv«-modellen, der må indgå i vore sikkerhedspolitiske overvejelser. Og således bliver vi i stadig højere grad afhængige af, hvad der sker på den internationale arena. Hvad vi selv foretager os, bliver af stadig mindre betydning.

Før jeg forlader denne gennemgang af de sikkerhedspolitiske problemstillinger, vil jeg kort berøre spørgsmålet om kernevåbenspredningen og Sveriges forhold hertil. Det, som lier slår mig, er groft og populært sagt, at det i øjeblikket er svenske generaler cg danske pascifister, som ivrer mest for et nordisk forsvarsforbund. En så ejendommehg kombination giver unægtelig anledning til eftertanke. En offentlig udtalelse fra svensk militærs side er ikke sandsynlig, dertil er emnet alt for ømtåleligt i Sverige. Imidlertid må det siges at være en almindelig fornemmelse i visse kredse inden for hvert af de store partier i Sverige, at man bør holde sig i beredskab. En opfattelse som givetvis støttes af den svenske forsvarsledelse. Hertil kommer den almindelige udvikling, som ligger i den fredelige atomenergiudnyttelse. Jo flere reaktorer et land får, jo nærmere kommer det til at kunne producere atomvåben med forholdsvis kort varsel. Om f. eks. fem år vil Sverige, selv om det ikke arbejder indenfor det deciderede kernevåbenfelt, være betydeligt nærmere ved at kunne producere kernevåben, end det er idag. I løbet af 5— 10 år vil Sverige, uden at træffe nogen beslutning i den retning, sandsynligvis automatisk være i en situation, hvor det kun vil tage halvandet til to år at producere kernevåben. Dette er en udvikling mange lande er inde i nu. Det farligste i hele spørgsmålet om kernevåbenspredningen er måske netop dette, at en ti— femten lande ved opbygning af deres fredelige atomenergiudnyttelsesapparat bevæger sig mod et tidspunkt, hvor de vil stå netop 1— 1 y2 år fra at kunne producere kernevåben. Derfor vil man fremover se, at den tekniske udvikling overtager noget af den tunge beslutning fra politikerne. Det er dog ret klart, at den svenske forsvarsledelse gerne i øjeblikket ville gøre en lidt mere bevidst indsats på dette område. -— Det som de fleste har i tankerne i Sverige idag er vel dels hvordan man skal formulere beslutningen, dels hvordan Sverige forberedes til opbygningen af en fornuftig atomvåbenproduktion. Spørgsmålet er her, om der er mulighed for at få andre lande til at deltage, in casu Danmark og Norge. En produktion af kernevåben i Sverige ville lægge så meget beslag på uddannelsesmæssige og industrielle resourcer, at Sverige ville blive belastet i væsentligt højere grad, end f. eks. Frankrig er det idag. Der må derfor i forberedelserne indgå det ønske at kunne øge den personelle og industrielle basis, og her falder tanken vel naturligt på Norge og Danmark. Jeg er således ikke bange for, at Sverige skal sætte sig på os ved at lave en atomparaply. Derimod skal det her pointeres, at hvis Norge og Danmark vil give et virkeligt bidrag til at hindre spredning af kernevåben, kan det gøres ved at sige nej til svensk ønske om forsvarssamarbejde. Dette er sat meget på spidsen, men jeg har ønsket at trække denne problematik op, fordi jeg finder den reel nok.

Den anden kategori af problemer i denne sammenhæng bliver økonomiske. Det, der gjorde et meget stærkt indtryk på danske politikere i 1949, var udsigten til at skulle betale så forfærdelig mange penge, hvis der skulle etableres et nordisk forsvarsforbund. Dette er et forhold, som er væsentlig anderledes idag, idet vi ikke mere får våben helt eller delvis foræret fra USA.

Det er således ikke den økonomiske afskrækkelse, der nu er en hindring for et nordiske forsvarssamarbejde. Her skal jeg lige indskyde, at det af mange modstandere af NATO hævdes at være en slavebinding på hænder og fødder, dersom vi fortsætter i NATO efter 1969. Dertil må dog siges, at vi næppe nogensinde får en militæralliance, hvor hvert enkelt land har sin fulde frihed til at bestemme, hvor meget eller hvor lidt det vil gøre ud af sit forsvar. Jeg tvivler på, de to andre nordiske lande ville tillade Danmark den opportunisme, vi har redet meget kraftigt på de femten år, vi har været i NATO. Dette er en vigtig ting at gøre sig klart. — For at vende tilbage til det økonomiske spørgsmål, må man også her regne med betænkeligheder ved den nordiske tanke. Sagen er jo, at der foregår en meget stærk og fremadskridende integration i Europa, som ikke er til at komme udenom. Dette er antagelig en integration, som de små stater har størst behov for, hvis de skal være med i den industrielle udvikling. Det er helt klart, at Danmark så snart som muligt må tættere ind på livet af Centraleuropa. Samtidig synes en anden indstilling at vise sig fra østlig side i disse spørgsmål. Bl. a. har man givet Østrig lov til at forhandle med fællesmarkedet om en eller anden form for associering. Knyttes Danmark til fællesmarkedet, må man dernæst spørge, i hvor høj grad en politisk neutralitet kan opretholdes under de forudsætninger, hvor vi integreres i snævrere og snævrere økonomisk, industrielt og handelsmæssigt samarbejde med det øvrige Vesteuropa. En sådan økonomisk integration vil igen medføre, at i tilfælde af en storkonflikts udbrud ville vor tilknytning til en ensidig nordisk forsvarsalliance ingen betydning have. I Sverige har man mere indgående beskæftiget sig med dette spørgsmål. Finder man derfor fra svensk side en løsning, vil Danmark sikkert også kunne få glæde af en sådan.

Med hensyn til den tredie kategori i denne sammenhæng, den almene udenrigspolitiske nytte af et nordisk forsvarsforbund, tvivler jeg meget på en sådan. Ganske vist er et nordisk forsvarssamarbejde en mulig løsning, når man tager i betragtning dannelsen af flere og flere magtcentre, det nære tillidsforhold mellem de nordiske regeringer og det nære politiske og økonomiske slægtskab. På den anden side er den største trussel mod vor sikkerhed idag storkonflikten. Vor interesse må derfor ligge i at mindske spændingerne primært i Europa og sekundært i den øvrige verden. Dette må være målsætningen for såvel vor sikkerhedspolitik som for vor almene udenrigspolitik.

Danske NATO-modstandere hævder altid, at vi ikke kan føre en aktiv, selvstændig udenrigspolitik med mellemfolkelig forståelse, afspænding o. s. v. som mål, medmindre vi kommer ud af NATO. Her er nok sket en forveksling mellem mønstret for en europæisk neutralitet og de nye landes neutralisme. Denne er en aktiv og lidt agressiv ideologi overfor de stærke og rige lande. Vor egen neutralitetspolitik er imidlertid, som vi kender den fra 30’rne, og som vi kender den fra Schweiz — det mest neutrale og mest amoralske land i alle internationale affærer. Den svenske neutralitetspolitik siden 1945 er for nylig blevet beskrevet af to svenske forfattere, og den synes at have lidt af vor egen poltik i 30’rne; Vi er neutrale, så vi vil helst ikke høre, sige eller se ret meget. Endvidere nævnes, at der i 1964 blev fremsat et regeringsforslag om en lov, der skal begrænse pressens adgang til at kritisere fremmede magter. Dette er et forhold, som vi, der er knyttet til en af de store alliancer, ikke overhovedet kender noget til. Tidligere har Sverige gjort en helt formidabel indsats i nedrustningsforhandlingerne på grund af teknisk indseende og dygtigt diplomati. I de senere år har Sverige imidlertid siddet tavst, fordi det meste af diskussionen har drejet sig om MLF*). Sverige har vel tiet, fordi det måtte være et internt NATO-spørgsmål og fordi spørgsmålet om spredning af kernevåben er et ømtåleligt emne i Sverige. Denne undladelse af at tage stilling kan imidlertid føre til en isolation, som vil kunne afskære fra senere at kunne påvirke på områder, hvor det måtte synes formålstjenligt.

*) Den multilaterale atomstyrke.

Danmark har her en større mulighed for at tilkendegive sin mening. Dette ikke alene i spørgsmålet om MLF, men også på en lang række andre områder. Sveriges neutralitet giver det en mulighed for at kunne tjene som mægler i f. eks. Berlin-spørgsmålet, en mulighed som må antages at være temmelig realistisk.

På den anden side har de små lande, som er medlemmer af en blokdannelse, en mulighed for at kunne arbejde for og fremme den proces, som skal bygge bro mellem blokkene. Disse lande, som ikke er bundet på hænder og fødder af globale hensyn og globale konflikter, vil kunne arbejde for en europæisk afspænding i muligvis højere grad, end et neutralt land kan.

Som det sidste vil jeg vove mig ud i nogle enkelte gætterier om, hvordan udviklingen muligvis vil blive efter 1969. — Tænker man sig, at der bliver tale om en polycentrisk verden, er det følelsesmæssigt tiltalende, at Skandinavien skulle blive et centrum. Vi har stabilitet i dette område i forvejen. Vi har den samme sociale og økonomiske baggrund, og der hersker tillid staterne imellem. Polycentrismen kan imidlertid også forstås på den måde, at der i Asien og senere Latinamerika vil opstå ideologiske stridigheder og krigshandlinger svarende til, hvad vi har haft i Europa i de foregående årtier. Da bliver spørgsmålet, i hvor høj grad øst og vest kan holde sammen, skabe fred og stabilitet i deres område og hindre konflikterne i at brede sig. I en sådan situation må det antages, at det er en fordel at have de små lande med i en større enhed, fremfor at danne nye mindre enheder.

Hvad er da sikkerhedspolitikkens rolle i et lands udenrigspolitiske beslutningsproces? Jeg tror denne er svingende, ligesom vurderingen af en udefra kommende trussel er svingende. Føles truslen meget overhængende, vil også den sikkerhedspolitiske argumentation være meget betydningsfuld i beslutningsprocessen. Dette må navnlig gælde, når man står overfor en forholdsvis velafgrænset beslutning som f. eks. at skulle melde sig ud af eller ind i en eller anden forsvarsalliance. Hvis omvendt truslen perciperes mindre intenst, vil andre faktorer — de økonomiske faktorer, forholdet til u-landene etc. — spille en større rolle.

Sluttelig vil jeg gerne sige, at jeg betragter det som meget væsentligt, at vi får disse problemer diskuteret, idet det i de tre skandinaviske lande — og måske særligt i Norge og Danmark — i lidt for høj grad har været en selvfølge, hvor vi stod. Som De måske bar forstået af det, jeg har sagt, er min opfattelse nærmest, at vi også efter 1969 må fortsætte i en vestlig forsvarsalliance. Jeg er dog bange for, at den uvilje mod diskussioner som denne har bragt os i en situation, hvor vi har vænnet os af med at tage virkelig stilling til problemet og vælge en løsning på et relevant grundlag. I en sådan situation risikerer man ligevel at ende på en nordisk stemningsbølge som på en flæskekontrakt med Tyskland. Det vil med andre ord være en kort opblussen af et eller andet, som vil bestemme struktureringen af vor udenrigspolitik på langt sigt.

Et svensk synspunkt
Af Professor Karl E. Birnbaum

Jeg er meget taknemlig for at have fået det tilbud at skulle tale om dette emne, som ligger mig meget på hjerte. Nordens sikkerhedsproblem har jo i løbet af dette efterår været genstand for en meget livlig debat i de nordiske lande, frem for alt har det givet sig udtryk i spekulationer om forudsætningerne for dannelsen af et nordisk forsvarsforbund på et tidspunkt efter 1970. Hele dette problem har jo fået yderligere stimulans ved præsident Kckkonens tale den 29. november, som har en vis årsagssammenhæng med de nævnte spekulationer. I denne situation er der derfor i høj grad formålstjenligt, at vi på nordisk basis drøfter vore sikkerhedsproblemer for at skabe den størst mulige klarhed med hensyn til den aktuelle situation og med hensyn til fremtidige udviklingsmuligheder. Det er derfor efter min mening et meget nyttigt initiativ, som FN-Gruppen her i København har taget ved at kalde til dette seminar, og jeg håber efter evne at kunne bidrage til en tilfredsstillende gennemførelse. Min opgave skal altså være at redegøre for nogle hovedlinier i svensk sikkerhedspolitik og indføje disse linier i deres nordiske og globale sammenhæng. I dette indledende foredrag vil jeg afstå fra at knytte yderligere kommentarer til præsident Kekkonens tale, idet jeg ved, at Nils Ørvik vil komme ind på dette. Desuden vil dette spørgsmål sandsynligvis blive berørt i aften. Jeg vil derfor begynde med at redegøre for en grundlæggende præmis for Sveriges udenrigs- og forsvarspolitik.

Det er den, at risikoen for en stor væbnet konflikt mellem stormagterne ikke er blevet betragtet som overhængende trods det store antal internationale kriser, man har oplevet, men at de verdenspolitiske begivenheder i svensk bedømmelse karakteriseres af mere eller mindre markante spændingstilstande og en fortsat styrkeprøve mellem stormagterne. I en sådan situation er det formålstjenligt, at Sverige efter sine muligheder bidrager til en udjævning af de internationale modsætninger. Givetvis har Sverige forsøgt at gardere sig mod risikoen, for at en stormagtskonflikt trods alt skulle bryde ud. Det er navnlig derfor, vi opretholder et ret kostbart forsvarsberedskab. Men arbejdshypotesen har hele tiden været, at en sådan storkonflikt ikke skulle være uundgåelig eller særlig sandsynlig. Jeg tror det er formålstjenligt at understrege dette fra begyndelsen, da det forklarer grundlaget for do svenske bedømmelser. Man kan for så vidt sige, at den svenske sikkerhedspolitik i meget grove træk har været præget af to hovedlinier. Den ene er at skabe den bedste mulighed for, at Sverige kan holde sig udenfor en fremtidig krig. Den anden er at mindske den internationale spænding og risikoen for et krigsudbrud. Den første har som målsætning at opnå størst mulig national sikkerhed i en situation, hvor det internationale sikkerhedssystem er brudt sammen. Den anden skal — så effektivt som muligt — bidrage til en forbedring af den internationale sikkerhed, og dermed også den nationale. Man må vel konstatere, at i praktisk politik griber disse to handlingslinier ind i hinanden. Den alliancefri udenrigspolitik er således i første række et middel til at forhindre Sveriges automatiske involvering i en stormagtskrig, men den kan også siges at øge vore forudsætninger for at kunne spille en konstruktiv rolle ved mæglingsaktioner, fredsbevarende aktioner og i nedrustningssammenhæng. Det samme gælder også i en vis udstrækning hvad angår det relativt stærke svenske forsvar. Dets hovedformål er naturligvis at afskrække fra angreb mod Sverige i tilfælde af konfliktudbrud i Nordeuropa, og at gøre modstand, hvis et angreb alligevel skulle blive rettet mod svensk territorium. Men allerede i fredstid kan det svenske forsvar i kombination med alliancefriheden anses for at virke stabiliserende for forholdene i den nordeuropæiske region. I denne sammenhæng spiller Finlands situation og politik særlig stor rolle for svensk udenrigs- og forsvarspolitik, hvilket jeg vil opholde mig lidt ved.

Den svenske regering lægger — så vidt jeg ved — stor vægt på det faktum, at såvel Sveriges som Finlands neutralitetspolitik udtrykkeligt anerkendes af Sovjetunionen som et meget betydeligt bidrag til roen og stabiliteten i Nordeuropa. Vi har nu i Sverige det indtryk, at dette er fuldt oprigtigt ment fra russernes side, og at Sovjetunionen således anser de to landes udenrigspolitiske orientering som værende i sin egen interesse. På denne baggrund må det være formålstjenligt for Sverige at forklare de sovjetiske myndigheder, at enhver indblanding i Finlands indre forhold vil gøre det vanskeligere at bibeholde den nuværende stabilitet i Norden. Og på den anden side må det være lige så vigtigt for Sverige at søge at undgå alle årsager, som måtte være anledning til den opfattelse i Moskva, at de udenrigspolitiske og de forsvarsmæssige forhold i Norden er på vej til at ændre sig til ulempe for Sovjet. Bistands- og venskabspagten mellem Finland og Sovjetunionen vil kunne aktualisere spørgsmålet om militært »samarbejde«.

Den svenske regering og opinionen er medvidende om, at Sveriges muligheder for, gennem egne midler, at påvirke forholdene i omverdenen er begrænsede. Størst er de, som jeg bar forsøgt at antyde, i den geografisk nærmest liggende del af det internationale milieu, nemlig Norden. Men eftersom storkrig betragtes som den alvorligste trussel mod svensk sikkerhed, har man fra svensk side støttet ethvert bidrag til forbedring af den internationale sikkerhed også udenfor den nordiske region. Det er derfor, den svenske regering har givet alt, hvad der kan styrke FN som fredsbevarede organisation og, hvad der på anden vis kan bidrage til almen afspænding, høj prioritet. Ved udformningen af det svenske forsvar tilstræbes ikke blot størst mulig krigsafskrækkende virkning — hvilket er primærformålet — men det søges lagt an, så det lettest muligt kan indgå i en eller anden tænkelig afrustningsplan. Disse målsætninger er indbygget i direktiver til den svenske forsvarplanlægning efter 1967. Set på denne baggrund forekommer det mig overordentligt klart, at kernevåbnenes fremkomst og frem for alt risikoen for disse våbens spredning, har bragt Sverige i en overordentlig vanskelig situation, og jeg har da tænkt mig at gå lidt nøjere ind på den specielle kernevåbenproblematik, der gælder for Sverige. Et vigtigt udgangspunkt for Sveriges holdning har været den opfattelse, at risikoen for en fortsat spredning er betydelig, samt at en sådan spredning, hvis den indtræffer, vil føre til en afgørende forringelse af den internationale sikkerhed. Når forsvarsminister Svend Andersson i begyndelsen af 1965 forklarede, at en yderligere spredning af atomvåben kunne få uoverskuelige, måske katastrofale konsekvenser, så falder denne vurdering stort set sammen med i hvert fald den officielle amerikanske, britiske og sovjetiske opfattelse.

Man har derfor i Sverige betragtet ethvert skridt, som hindrer yderligere spredning af atomvåben, som værende af vital interesse for Sveriges egen sikkerhed. En af hovedårsagerne til, at den svenske statsmagt indtil videre har afstået fra kemevåbenfabrikation i Sverige, har været den opfattelse, at en beslutning i den retning skulle kunne formå andre til at tage samme skridt og dermed medvirke til en fortsat spredning.

På den anden side har de militære myndigheder i flere år anbefalet en udrustning med taktiske atomvåben som middel til at fremme den krigs- afskrækkende virkning. Hertil kommer, at man i Sverige, på baggrund af de seneste års udvikling, må regne med, at kernevåbenspredningen — trods alle forsøg på at hindre det — i alle tilfælde kan ske, og at dette i det lange løb kan føre til en konventionelliscring af disse våben.

Ved en langtgående konventionelliseringsproces ville Sverige, ved fortsat at afstå fra produktion af kernevåben, forringe sin sikkerhed mere end, hvad der er det uundgåelige resultat af kernevåbenspredningen.

Disse forskellige krav har den svenske regering forsøgt at tilgodese ved den såkaldte handlingsfrihcdslinie i kernevåbenspørgsmålet. Den blev udformet i slutningen af 1950’erne, og havde da nærmest det indhold, at man udskød den definitive stillingstagen til anskaffelse af svenske kernevåben under hensyn til, at de tekniske forudsætninger for et stormagtsuafhængigt kernevåben ikke kunne forventes at foreligge før i løbet af nogle år. Det betød bl. a., at Sverige til sin tid ikke behøvede at tabe nogen tid, hvis udviklingen i løbet af et par år skulle nødvendiggøre anskaffelse af kernevåben. Det er den fortolkning af handlingsfrihedslinien, som blev fastslået ved den socialdemokratiske partikongres 1960. Fire år senere, da regeringspartiet atter definerede og motiverede sin kemevåbenpolitik på en partikongres, var situationen for så vidt uforandret som partiledelsen for hovedpartens vedkommende talte for en udsættelse af den definitive stillingtagen. Det kunne nu imidlertid ikke længere hævdes, at Sverige ikke mistede tid ved at udsætte afgørelsen. Dog sagde partiledelsen, og jeg citerer her: »De praktiske forudsætninger for en svensk fremstilling af kernevåben nu og i den nærmeste fremtid er de samme som i 1960, de reelle muligheder er ikke for hånden«. Med hensyn til at det svenske reaktorprogram udelukkende er afpasset den civile situations behov, kan handlingsfrihedsliniens indhold siges at være den idag, at tidsintervallet mellem en evt. beslutning om fremstilling af kernevåben og tilkomsten af et nucleart våbensystem stort set forbliver uforandret.

Som dette auditorium sikkert ved, så har den svenske øverstbefalende i sine seneste forslag til Forsvarets opbygning hævdet, at målsætningen burde være en reducering af tidsintervallet mellem beslutning og første kernevåben til, som han sagde, et fåtal år; men denne opfattelse er allerede i foråret blevet afvist af regeringen.

Man kan da spørge, hvad forklaringen er på, at regeringen holder fast ved handlingsfrihedslinien. Først og fremmest kan man konstatere et ønske om, af hensyn til usikkerheden i den verdenspolitiske situation og våbenudviklingen at kunne holde den nucleare mulighed åben sålænge det ikke fremstår som nødvendigt at træffe et valg. Endvidere udgør denne politiske linie en anvendelig kompromisform i et vigtigt spørgsmål, som i modsætning til, livad ellers er tilfældet i udenrigs- og forsvarspolitik, er indenrigspolitisk kontroversielt. I regeringspartiet var der indtil for få år siden interne stridigheder i kernevåbenspørgsmålet. De synes i dag at være betydelig mindre, man kan faktisk sige, at modstanden mod kernevåben er almindelig indenfor regeringspartiet. Men vi må fastslå det faktum, at en majoritet indenfor Højrepartiet er for en anskaffelse af taktiske atomvåben, samt at handlingsfrihedslinien har en række prominente tilhængere selv indenfor Folkepartiet. For nylig er handlingsfriheden også blevet en udenrigspolitisk støtte i Sveriges forsøg på at få kemevåbenmagteme til at hæmme den nucleare kaprustning. Nogle har kaldt dette en afpresningspolitik, men jeg synes, det er en alt for tilspidset formulering. Det forekommer dog realistisk, at svenske krav om en begrænsning af den nucleare oprustning har særlig vægt, sålænge en kerne- våbenspredning af stormagterne betragtes som en ulempe for deres egne interesser, og sålænge Sveriges egen tilvirkning af kernevåben ejer teknisk og politisk troværdighed (credibilitet).

Det er dette forhold, man må forsøge at forstå, og som frem for alt forklarer, hvorfor Sverige selv er afvisende overfor præsident Kekkonens forslag om at forvandle Norden til en kernevåbenfri zone. Gennemførelsen af Kekkonens plan ville jo ikke på nogen måde ændre de faktiske forhold i Norden, således som de ser ud idag. Derimod ville den vanskeliggøre de nordiske landes muligheder for at udøve pres på stormagterne til at gennemføre en begrænsning af rustningerne. Sverige er ofte kommet med de krav, at dersom man vil etablere kernevåbenfri zoner i vor del af verden, bør Centraleuropa inkluderes, samtidig med at stormagternes egne rustninger må begrænses.

Dermed er jeg kommet frem til en diskussion om de mulige ændringer i de nordiske staters sikkerhedspolitik, og da synes jeg, det er vigtigt at erindre sig udgangspunktet og incitamentet til spekulationerne om en ændring i den nuværende situation. Det bar, såvidt jeg har forstået, frem for alt været de tendenser til opløsning, som i de seneste år er fremkommet i de to store pagtsystemer i Europa. I vest er det først og fremmest de Gaulles politik, som har aktualiseret spørgsmålet om, hvad der skal ske i 1969, når NATO-traktaten skal fornyes. På østsiden har den sino- sovjetiske konflikt ikke blot skabt to store magtcentre, men også virket tilbage på Sovjetunionens egen magtsfære i Østeuropa. Den øgede bevægelsesfrihed, som de østeuropæiske stater har tilvundet sig takket være modsætningsforholdet mellem Moskva og Peking, har uden tvivl medført en løsgørelse selv inden for Warzawapagten. Det er vigtigt at fastslå fra begyndelsen, at i disse tendenser findes nu en situation, som er diametralt modsat den, der forelå i 1948/49, hvilket var sidste gang, man for alvor forsøgte en skandinavisk forening. Dengang mente man i Sverige, at inddragning af de skandinaviske lande i et vestligt alliancesystem ville kunne skabe akutte spændingstilstande i Norden, eftersom Finland allerede var knyttet til Sovjet gennem en venskabs- og histandspagt. Udviklingen efter 1949 har ført til et forhold med stadig stabilitet i Norden. Der er anledning til at erindre dette, når vi idag diskuterer forudsætningerne for et nordisk forsvarsforbund. Et formål med en sådan eventuel kombination burde jo være at øge trygheden og stabiliteten i Europas nordregion. Vi må altså idag spørge, hvilke faktorer som konstituerer den nuværende relative stabilitet i Nordeuropa. Det er jo i første række de globale forhold. Naturligvis kan de nordiske stater stadig påvirke udviklingen indenfor Norden gennem egne forholdsregler, men nordisk sikkerhed er i højere grad end tidligere afhængig af den globale udvikling. Desuden — og dette er det nye — har de nordiske lande også i øget udstrækning søgt at bidrage til den internationale fred og sikkerhed udenfor sin egen region. Jeg tænker her bl. a. på den begrænsede, men ingenlunde betydningsløse nordiske indsats i nedrustningssammenhæng og i spørgsmål om FN’s fredsbevarende aktioner.

Hvis man vil fremstille dette en smule skematisk, så kan man sige, at stabiliteten i Norden hetinges af forholdene og udviklingen på tre niveauer. For det første det globalt internationale. For det andet det europæiske, og for det tredie det nordiske. Og da kan man spørge, hvad er det for omstændigheder på disse tre niveauer, som har bevirket den eksisterende relative stabilitet i Nordeuropa. På det globale er det for det første det man i dag kalder terrorbalancen. Den har siden Cuba-krisens dage givet de to supermagter et betydeligt mål af tilbageholdenhed, og de har vist sig interesserede i begrænsede overenskomster, som kan mindske risikoen for fejlkalkuler, tekniske fejl eller andre fejltagelser, som skulle kunne udløse en kædereaktion. Den brist på global stabilitet, som beror på kløften mellem rige og fattige lande, berører næppe idag umiddelbart forholdene i Norden. Jeg vil her blot minde om den, da den på langt sigt er den vigtigste, men iøvrigt forbigå den i dette aspekt. Ligeledes forbigår jeg den mangel på global stabilitet, som beror på Kinas tiltagende betydning i verdenspolitikken og den isolerede stilling, som dette store land idag indtager. Kinas politik påvirker heller ikke umiddelbart forholdene i Norden, men det kan givetvis blive tilfældet på længere sigt.

Forholdene på det andet niveau, det europæiske, hænger naturligvis intimt sammen med det globale, men der findes visse specifikke aspekter i situationen indenfor den europæiske, nordatlantiske region, som fortjener at blive fremhævet. Det første er, at Vesteuropas økonomiske konsolidering i 1950’crne har skabt et helt andet politisk klima. Dette har bidraget til et betydeligt mål af politisk stabilitet i hele dette område. Den anden faktor er vestalliancens rent militære organisering med tyngdepunktet lagt i Vesteuropa, hvilket betød en betydelig oprustning på vestsiden. Denne udvikling har radikalt reduceret farerne for et sovjetisk storangreb, farer som i slutningen af 1940’erne var meget akutte. Man kan her spørge, om denne angst for et russisk angreb på Vesteuropa var objektivt motiveret, Derom kan vi ikke vide noget bestemt, før vi får adgang til de interne russiske overvejelser, som blev foretaget dengang. Dette har vi kun i meget begrænset udstrækning på indeværende tidspunkt. Men hvordan det end forholder sig med den virkelige risiko for et russisk angreb på Vesteuropa, så var opfattelsen af denne risiko et faktum. Dette udgjorde i sig selv et destabiliserende element i særdeleshed eftersom denne opfattelse havde sin analogi på østsiden. Idag er denne fornemmelse af et overhængende angreb betydeligt reduceret på begge sider af jerntæppet, og dette er i sig selv egnet til at bidrage til stabilitet i det europæisk nordatlantiske område, af hvilket Norden jo udgør en del.

Jeg kommer så til det tredie niveau. Hvad er det for specifike faktorer, som lier i den nordiske region bidrager til stabilitet? Udtrykt i al enkelthed, skulle man kunne sige, at det er fremfor alt det faktum, at Øst og Vest i Norden ikke umiddelbart konfronterer hinanden. Præsident Kek- konen har i sin seneste tale henledt vor opmærksomhed på det forhold, at der findes et punkt i Norden, hvor dette dog er tilfældet, nemlig på Nordkalotten, hvor NATO-tropper og Sovjet-tropper konfronterer hinanden. Men med al respekt for Kekkonen så synes jeg ikke, man kan sige, at dette forhold trods alt er significativt for totalbilledet. Dette kendetegnes langt mere af, hvad man kunne kalde en differentiering i de nordiske landes udenrigspolitiske orientering og forsvarspolitiske dispositioner indenfor det øst-vestlige spektrum.

Vi har længst mod øst et Finland, som fører neutralitetspolitik med visse, p. g. a. naboskabet til Sovjetunionen, betingede reservationer. Vi har derpå længere mod vest et relativt stærkt rustet Sverige, som fører en alliancefri udenrigspolitik i fred, skiftende til neutralitet i krig, som den officielle formel lyder. Og vi har slutteligt de vest-skandinaviske stater, som er tilsluttet NATO-alliancen, men man kan sige, selv dette, med visse reservationer. Reservationer hvis formål liar været at lade NATO-med- lemsskabet fremstå så lidet provokerende som muligt mod øst. Jeg tænker på det specielle forhold, at både Danmark og Norge har frabedt sig fremmede tropper på egen jord i fredstid og ligeså stationering af kernevåben. Hvad jeg vil understrege er altså, at m. h. t. sikkerhedspolitikken på nordisk niveau, så har vi til stadighed været påvirket af den internationale udvikling — både globalt og fremfor alt med hensyn til den nordatlantiske region. Herved kan det synes, at den reelle handlingsfrihed i hvert enkelt af de nordiske lande har været ganske begrænset, hvilket navnlig må siges at gælde Finland i foråret 1948, og til en vis grad gælder dette også for Danmark og Norge i årsskiftet 1948— 49. I hvert fald tror jeg, at man idag kan konstatere, at den nuværende differentiering af de nordiske landes udenrigspolitiske orientering og forsvarspolitiske dispositioner har vist sig velegnede til at bidrage til stabiliteten i Nordeuropa. Dette må, så vidt jeg forstår, være udgangspunkt for alle spekulationer om, hvorvidt der findes forudsætninger for et bedre arrangement som f. eks. et nordisk forsvarsforhund. Hvilke positive ting et sådant forbund iøvrigt end skulle føre med sig, så er det primære spørgsmål stadig, om det øger stabiliteten globalt og fremfor alt regionalt. Det er på den baggrund at svaret på spørgsmålet, om der findes forudsætninger for et nordisk forsvarsforbund, i liøj grad må bero på det almindelige verdenspolitiske perspektiv, som man anlægger. Man må spørge, om der findes nogen tænkelige verdenspolitiske udviklingstendenser, som skulle kunne skabe en sådan situation, at et nordisk forsvarsforbund bedre end de nuværende dispositioner i Norden skulle tilgodese de nordiske folks sikkerhedsbehov og forøge den nordatlantiske regions stabilitet, en enhed, der altid må ses under ét.

Her kommer jeg da til sidst ind på mere løse spekulationer. Jeg vil forsøge at angive blot nogle tænkelige udviklingstendenser i grove træk. Hvis vi først og fremmest ser på det våbentekniske område, som har været en af de afgørende faktorer for ændringerne i tyve års efterkrigs- politik, kan vi først og fremmest konstatere en roligere takt i udviklingen ikke mindst siden 1960. Vi taler idag om globalraketter, anti- missilvåben, biologisk-kemisk krigsførelse, men på ingen af disse områder synes det sandsynligt, at nogen af parterne er i stand til at gennemføre et teknisk gennembrud med en så stor tidsmarginal, at den nuværende situation skulle kunne ændres afgørende. Vi må altid regne med, at det nu tager år at udvikle en opfindelse til et funktionsdygtig våbensystem.

Der findes imidlertid en udviklingstendens af politisk-våbenteknisk art, som idag kan stå både som mulig og desværre ikke usandsyndig og som, ifald den indtraf, ville få destabiliserende virkninger i hele verden. Det er risikoen for en udbredelse af kernevåben til andre stater end de fem, som idag sidder inde med dem. Så vidt jeg har forstået, så befinder vi os for øjeblikket ved en skillevej. De fem magter, som for øjeblikket råder over nuclear kapacitet, eller som i Kinas tilfælde over en rudimentær ansats til en sådan, disse fem stater er de fem, som har ret til permanent sæde i sikkerhedsrådet, og derfor bærer et specielt ansvar for verdensfreden. Risikoen for, at kernevåben i de nærmeste 5— 10 år vil blive spredt uden for denne kreds af fem stormagter, fremstår idag for mig som ikke ubetydelig. Det er givet, at grænsedragning omkring disse fem kan forekomme stadig mere utilfredsstillende for stater som Indien og Japan. Når det drejer sig om de rent udenrigspolitiske tendenser, så har jeg allerede i begyndelsen peget på, at den åbenbare åbningstendens af den bipolære konstellation i verden, uden at denne dog ophører med at være en realitet, når det gælder de store spørgsmål om krig eller fred. Man kan imidlertid tænke sig en fortsat udvikling i retning mod den multipolære verden.

Kombinerer man denne udviklingstendens med den nysnævnte på de nucleare område, må man forestille sig opkomsten af en række nye verdenspolitiske magtcentre, f. eks. i Continentaleuropa eller/og i Østasien, magtcentre, som vil operere mere eller mindre selvstændigt og råde over kemevåbenstyrker. Da kan man spørge sig, om i en sådan verden et nordisk eller skandinavisk forsvarsforbund ikke ville være at foretrække fremfor dagens sikkerhedspolitiske differentiering i Norden. Jeg er tilbøjelig til at svare ja på det spørgsmål. Den verden, som jeg nærmest som et eksempel på mange mulige udviklingstendenser her har tegnet i meget grove træk, vil adskille sig på en afgørende måde fra dagens situation. Den kan for mange virke særdeles usandsynlig, men på samme måde som vi i det mindste i Sverige baserer vor forsvarspolitik på, hvad vi plejer at kalde alternative planeringsprincipper, hvilket indebærer, at man ikke i første omgang laborerer med sandsynlighedsbedømmelser, men eftersøger en for et stort antal mulige tilfælde fælles løsning, d. v. s. man søger at finde en løsning som er relativ god for flertallet af dem, på samme måde synes jeg, at man i nordisk politik bør have en relativ bred margin for mulige fremtidige løsninger af vore sikkerhedsproblemer. Og i en så foranderlig verden, som den vi lever i, bør efter min mening det nordiske forsvarsforbund forblive en sådan mulighed, selvom den idag ikke kan betragtes som særlig aktuel.

Jeg har i mit indlæg relativt udførligt opholdt mig ved de ikke-nordiske forudsætninger for Skandinaviens sikkerhed. Et nordisk eller skandinavisk forsvarsforbund forudsætter, som Nils Ørvik meget rigtigt har fremført i en af sine artikler, en nogenlunde enhed ved bedømmelsen af truslen mod de nordiske lande. Men hvis en nordisk kombination skal være egnet til at sikre den regionale stabilitet i vor del af verden, forudsætter den også en nogenlunde enighed i bedømmelsen af fordelene ved denne konstellation i fremfor alt Washington og Moskva. Disse to forudsætninger er midlertid ikke forenelige idag, men må engang kunne forenes, når et nordisk forsvarsforbund vil være ikke blot i de berørte landes, men også i de to supermagters interesse.

Jeg skal afslutte med blot to bemærkninger. For det første har jeg anvendt betegnelsen »nordisk« og »skandinavisk« lidt i flæng, jeg er dog fuldt medvidende om forskellen, som altså berører Finland. Jeg tror imidlertid, at i den situation, som jeg betegnede som den eneste realistiske forudsætning for et nordisk forsvarsforbund, nemlig et russiskamerikansk samtykke, vil man også kunne inkludere Finland i billedet. 
Den anden slutbemærkning er den, at jeg her har behandlet de eneste virkelig relevante faktorer, som sådanne af sikkerhedspolitisk art. Men man skal naturligvis ikke glemme, at der findes imponderabilier af anden art, som kan vise sig at være nok så betydningsfulde som forudsætning for ændrede situationer i Norden. Jeg tænker på sådanne ting som folkepsykologiske stemninger, personlige idiosynkrasier og sluttelig rene tilfældigheder. Men disse faktorer er det endnu sværere at spå om end de sikkerhedspolitiske.
 

Et norsk synspunkt
Af Docent Nils Ørvik

Da mine to kolleger i denne forelæsningsrække til en vis grad har beskæftiget sig med de globale problemer, vil jeg forsøge at beskæftige mig mere med den helt konkrete situation vedrørende de problemer, vi tager op indenfor vore fire nordiske lande.

Det er mit indtryk, at vi lier i Norden altid har betragtet stabiliteten som en målsætning, det aldrig har været god tone at drage i tvivl. Dette skyldes ikke mindst, at denne stabilitet, som vi liar haft indenfor vort område, i alt væsentligt liar været gunstig, og i et sådant tilfælde er det klart, at der skal ganske store argumenter til for at ændre den bestående tilstand. Ikke mindst fordi ændringer kan virke destabiliserende. Desuden har man ikke i de nordiske lande betragtet stabiliteten som et statisk begreb, men derimod som en hurtig skiften af temporære ligevægtstilstande, hvor stabiliteten har været afhængig af rettidige og rigtige justeringer til de forandringer, man måtte vente ville finde sted. Således kan vi godt lide at se på vor udenrigspolitik. Vi kan lide at tænke på den som en levende, dynamisk politik, hvis udvikling hele tiden er under vagtsom og påpasselig justering.
Hvis vi tager dette som udgangspunkt i vor udenrigspolitik, bliver kernen i denne en trefaset opgave, som i første omgang tager sigte på at klarlægge og isolere de faktorer, som virker ind på stabilitetsforholdet. For det andet at registrere og undersøge de forandringer, som vi ved vil ske. Og for det tredie de justeringsmidler, som må antages at modvirke effekterne af ændringerne og dermed bringe det system, som vi tilhører, tilbage til stabilitet. Jeg vil gerne her, i forbindelse med et spørgsmål, som blev rejst idag om, hvad sikkerhedspolitik er, komme med en kommentar. Jeg har i den forbindelse prøvet at formulere, hvad man kunne kalde en sikkerhedsmæssig målsætning, som i al fald dækker noget af det, vi tager sigte på: Sikkerhedspolitik er en politik, som tager sigte på at sikre en størst mulig grad af national handlefrihed for den økonomiske, sociale og kulturelle livsform, som et flertal af folket ønsker at føre. -— Dette kan udvikles yderligere, og jeg har foretaget en videregående specificering, hvor jeg har sagt, at en sikkerhedspolitik er en politik, hvor man bringer sig selv i en situation, hvor man kan sige nej til krav, som efter ens egen opfattelse er imod egne vitale nationale interesser. Det er særlig med henblik på Finland, jeg har valgt denne formulering. I denne sidste formulering kommer det militære begreb til at stå væsentligt fjernere og bliver væsentligt mere elastisk.

Jeg vil imidlertid gå tilbage til de omtalte tre stadier i den undersøgelse, som vi må antages at blive nødt til at gøre, og til, hvad vi må kunne få ud af en sådan.

Opgaverne for en sådan undersøgelse kan ikke antages at blive lette, selv om man har en klar oversigt over de faktorer, som bestemmer dansk, svensk og norsk udenrigspolitik. Disse faktorer vil næsten altid være forskellige for hvert land, og i mange tilfælde må de faktorer, som man har bygget fast på, erstattes med nye eller omjusteres ganske kraftigt. Jo hurtigere udviklingen er, jo hurtigere ændringer og jo større antal muligheder for fejlvurderinger. Dette har ført til at de udenrigspolitiske analyser ikke blot er blevet vigtige, men også betydeligt vanskeligere end de var tidligere, da netop udviklingstakten er øget så betydeligt. Det er derfor meget forståeligt, at der på nordisk plan — eller i Norge i hvert fald — i de sidste år har været et meget stærkt krav fra alle sider, både fra radikal såvel som reaktionær, om en stærkere vægt på udenrigspolitikken — ikke som et hyggeligt passiaremne — men på en mere systematisk basis. Dette må betragtes som et grundlag for enhver diskussion, hvadenten den føres på det globale, det regioale eller det strengt nationale plan. Hvis man ser historisk på den udenrigspolitik, vore lande har ført, så ligger vel den store fare i forherligelsen af stabiliteten — og om en sådan må det være berettiget at tale; vi har omtalt Norden som Europas rolige hjørne, eller som »den nordiske stabilitet«. I denne forherligelse ligger risikoen for en for sen reaktion overfor de forandringer, som sker. Jeg vil ikke sige, at stabiliteten er den eneste årsag. Der er sikkert en lang række andre årsager, f. cks. vil vore demokratiske systemer nødvendigvis være noget tungere end i andre lande, hvor linierne er kortere mellem de forskellige instanser, og hvor mulighederne for svingninger i begge retninger er større, end de er her. Ser man på vore landes udenrigspolitik i et større perspektiv, må man vel kunne sige, at der gennemgående er en større uvilje og vel også manglende evne for det første til at se forandringerne og for det andet til at sætte dem ind i et større perspektiv og vise afstand fra eller samstemmighed med de faktorer, man hidtil har bygget på. Tiden før den anden verdenskrig var netop et eklatant eksempel på disse tendenser, idet mange af de ledende nordiske politikere var klar over forandringerne i den europæiske magtbalance, men ikke magtede at tage konsekvenserne eller se det i en større sammenhæng, før udviklingen var løbet fra dem. Det er mit personlige indtryk, at denne sendrægtighed eller friktion, i hvert fald i Norge, er en af de største hindringer for en realistisk udenrigspolitik. Og dette hænger på en eller anden måde sammen med vor forherligelse af stabiliteten. Jeg vil her komme ind på et velkendt eksempel, nemlig den nordiske balance, som er blevet et kendt begreb i de sidste år, i vore landes udenrigspolitik.

Teorien bag den hviler på den antagelse, at ved at Norge og Danmark er medlemmer af NATO, samtidig med at de har reserveret sig mod fremmede baser og stationering af fremmede tropper, at Sverige og Finland har engageret sig i forskellige former for neutralitet, og endelig at Sovjetunionen og USA tilsyneladende har affundet sig med denne tingenes tilstand, er der i det nordiske rum skabt en balance, som sikrer stabiliteten ikke blot indenfor vort eget område, men også i en større sammenhæng. Dette har jeg aldrig kunnet godtage, idet der forekommer mig at være en manglende konsekvens i argumentationen, som føres vedrørende dette begreb. Man får nemlig et forkert indtryk, når dette begreb fremføres som en nyere foreteelse end den tidligere fasttømrede alliancepolitik, som man i hvert tilfælde i Norge har diskuteret det i denne sammenhæng. Imidlertid er dette jo dele af samme sag og har samme oprindelse. Balanceteorien bygger på faktorer, som for Finlands vedkommende — og for Sveriges vel også — stammer langt forud for 1949, hvilket årstal vi nu er begyndt at anse for at være noget for gammelt til at danne grundlaget for en fremtidig politik. I denne kritik af vor alliancetilknytning — som måske er stærkere i Norge end i Danmark — har man overset, at også de balancebegreber, som fra mange sider nævnes som alternativer, er ligeså gamle og bygger på de samme faktorer. Ønsket om en øget debat om de udenrigspolitiske forhold må siges at være ganske naturligt og burde have været fremsat hvert eneste år, i den betydning, at man således ville foretage en rutinemæssig analyse af den politik, man fører, for at se, om man er i pagt med de faktorer, som faktisk findes. Der bør ikke findes nogle hellige dyr i et lands sikkerhedspolitik. Alligevel kan vi vel — i hvert fald i Norge og Danmark — sige, at det gør der, idet man har fornemmelsen af, at hase- og atompolitikken hører til de hellige dyr, hvis berettigelse man ikke trækker frem i godt selskab.

Jeg kunne tænke mig i det følgende at gennemgå de forandringer, som er forekommet i tiden fra 1949 og frem til nu, og som skulle kunne betinge ændringer i den politik, vi har ført, ændringer såvel på det nationale som det på det internationale plan. Hvis man her kan påvise, at disse forandringer har indflydelse på den politik, vi hidtil har ført, bliver spørgsmålet, hvilke alternativer der da står åbne for nye kursretninger fremover. Eftersom våbengrundlaget og kapaciteten varierer noget i vore fire lande bør egentlig dette spørgsmål rejses for hvert enkelt, men jeg vil begrænse mig til de forhold som angår norsk udenrigspolitik, uden at det dog er mig muligt at gøre det udtømmende på dette sted.

Hvis man lier tager som udgangspunkt begyndelsen af 1950’eme, da NATO-alliancen var under udfoldning, kan man pege på en del ting, som ikke fandtes på dette tidspunkt, men som idag er en realitet. Spørgsmålet er da, i hvor stor udstrækning dette har betydet eller betinget en ændring i vor udenrigspolitik. Den første af disse ændringer er tilvæksten af nye nationer. I løbet af de sidste 10 år har vi fået praktisk talt en fordobling af nationer. I hvor høj grad betinger dette da en ændring af den norske udenrigspolitik? Er der nogen af disse lande, som har en stilling, hvorfra de kan true norsk udenrigspolitik eller norske forhold i det hele taget? Dette spørgsmål må besvares benægtende, og de nye lande kan derfor ikke være bidragende til en ændring af den norske politik. Vor hjælp til udviklingslandene og til intensiveringen af denne hjælp kan ejheller begrunde en ændring af udensrigspolitikken.

Den anden store ændring er vel atomspredningen, som jo også stammer fra samme tidsrum. Betinger denne fare for atomspredning da en ændring i Norges udenrigspolitik? Spørgsmålet må være, om ikke den sammenhæng vi har med de vestlige lande er gunstigere for et forsøg på at influere på dette felt, end hvis vi gik over på et snævrere grundlag, hvilket i hvert fald forekommer Norge at være alternativet. Her skal lige peges på den nuance, der synes at være mellem dansk og norsk atompolitik. I Norge har det vakt betydelig opmærksomhed, at vore to lande er gået i forskellig retning i spørgsmålet om deltagelse i timandskomiteen, som behandler atomspørgsål i NATO. Jeg ved ikke, hvor stor vægt man skal lægge på dette, men der er dem, som påpeger dette som værende en mulig grundlæggende forskel i opfattelsen. Når man ser på dansk og norsk atompolitik, må man vel sige, at danskerne liar været noget mere beskedne med at fastslå dette, end vi har været det i Norge; og måske har Danmark også været noget mindre bastant i sine udtryksformer med hensyn til basepolitikken. Hvorvidt dette er en realitet, eller det blot er Deres mere hyggelige måde at sige det på, kan måske komme frem senere i debatten. Det må imidlertid fastslås, at muligheden for at påvirke den kreds af lande, som har atomvåben, er større, når man har direkte adgang. Personligt må jeg sige, at jeg er dybt uenig i den norske beslutning om ikke at være med i denne komite, idet man da unddrager sig en mulighed for indflydelse, hvor minimal den end måtte være. Men det må vist være klart, at stormagterne ikke ville være glade for at have os med i en nuclear diskussion, idet vi vel hidtil har været kendt for at have synspunkter, som ikke i alle tilfælde falder sammen med deres.

Min konklusion på denne, måske den største ændring i den forløbne tiårs periode, må da blive, at den ejheller taler for nogen ændring af norsk sikkerhedspolitik.

Vedrørende hovedspørgsmålet, nemlig truslen fra Sovjet og sovjetblokken, så vil man også her kunne tale om store forandringer. På det tidspunkt, da NATO blev dannet, var Stalin stadig ved magten, og hans militær var det eneste militære alternativ. Det store omslag midt i 50’erne med Krutchovs fredelige sameksistens og hele den nye linie har utvivlsomt haft virkning — ikke mindst for de nordiske lande, og for den politik de har ført. Hvis man på den anden side ser på den overgang til en mere fredelig kappestrid på økonomi og politik, må man ejheller glemme, at den militære styrkeopbygning er foregået i lige stort tempo i Sovjet, og at det sovjettiske potentiel er væsentligt større idag, end det var for ti år siden, og samtidigt langt mere tidssvarende. På det rent militære grundlag kan der derfor ikke siges at være noget grundlag for ændringer. På den anden side må man pege på polycen- trismen, den øgede splittelse indenfor den kommunistiske verden og liberaliseringen i Østeuropa. Der er vel næppe nogen tvivl om, at disse tendenser giver håb for fremtidige muligheder, hvor vi skal gribe enhver chance til at udnytte dem. Men i øjeblikket må det anses for tvivlsomt om liberaliseringen har følt til en ændring af loyalitetsforholdet. Og det er spørgsmålet om dette loyalitetsforhold i en krisesituation er relevant. Man har peget på afspændingen, som jo er en realitet i og med at man føler den er der. men hvor der kun er enkelte helt konkrete ting, man her kan pege på, som f. eks. standsningen af prøvesprængninger. For Norges vedkommende vil man derfor sige, at de forandringer, der er sket indenfor Sovjet, ikke er tungtvejende nok til en ændring af den nuværende politik.

Hvad angår NATO-området, er der også her sket betydelige ændringer inden for tiårs perioden, som ikke kan undgå at påvirke vor politik. Den største er de europæiske fællesorganisationer på kontinentet og den deraf- følgende stærke vækst i Tyskland og Frankrig. Dette nye kraftcentrum, som ikke eksisterede, da vi tog beslutningen om tilknytning til vestalliancen, må nødvendigvis bringe nye momenter ind i billedet. Også her mener jeg at kunne se en nuancering i dansk og norsk udenrigspolitik, med en langt stærkere modstand fra norsk side. Samtidig har vi i dette tidsrum fået en svækkelse af toldbetalingerne såvel globalt som indenfor vort eget område, som i hvert fald for Norges vedkommende — Norge er ofte blevet kaldt et uofficielt medlem af Commonwealth — ikke kan undgå at føre til visse ændringer i vort politiske oplæg. — Et andet forhold indenfor vestalliancen er den franske opførsel og den deraf følgende reorganisering indenfor NATO, som vi må vente i fremtiden, og hvortil Norge må tage et standpunkt. Både fællesmarkedet og NATO må således givetvis indenfor den næste femårsperiode fremkomme med spørgsmål, som der må gives klare svar på.

Jeg vil nu vende mig til det indrepolitiske plan i Norge og gå tilbage til perioden 1948— 52. Siden denne periode er der jo sket væsentlige forandringer, idet Arbejderpartiets magt er blevet brudt og en ny faktor er kommet ind i billedet, en faktor som vi endnu ikke bar nogen oversigt over. De brydninger, som foregår indenfor Abejderpartiet og vel også indenfor den ikke-socialistiske fløj, er endnu for uklare til at kunne beskrives i nogenlunde konkrete termer. På det økonomiske område er der ikke sket særlig store forandringer. Yi har haft en fortsat vækst, vor handel med østblokken har ligget på 3— 4 pct. og vil med de sidste handelsaftaler komme op på lidt over 5 pct. Vor handel med de vestlige lande er stort set af samme betydning, og vor afhængighed af skibsfarten har ikke ændret sig. Den ligger fremdeles på ca. 50 pct. af vore valutaindtægter, således at vi stadig er udstyret med dette særdeles sårbare punkt i forhold til den maritime handel, som vi har levet af. På det militære område må man sige, at stillingen er blevet betydelig svagere i den seneste tid, end den var i begyndelsen af 50’ernc med det stærke amerikanske engagement. Da den norske opbygning ikke er øget svarende til faldet i den amerikanske støtte, er forsvaret blevet relativt svækket siden 1961.

Hvis man herefter går over til at betragte de alternativer, som der kan blive tale om at diskutere, så må man vel sige, at det klare neutralitets- alternativ, som har været vor traditionelle politik gennem ca. 100 år, tilbagevises af denne saglige debat. Det er fra det norske SF-parti blevet påpeget som en mulighed i forbindelse med en ensidig nedrustning, velsagtens på samme måde som det danske SF har gjort det. Men selv ikke de er sikker på, at dette er det rigtige, idet de ofte samtidig taler om en garanteret status i en eller anden form og er villige til en nordisk løsning. Den svenske alliancefrihed, der er et meget konkret alternativ, har ikke været fremme som et alternativ i norsk politik, idet vi er fuldt klar over, hvad det koster at føre en sådan politik. Man kan da sige, at de alternativer, Danmark og Norge står overfor, indebærer en eller anden form for samarbejde, idet de to eksempler, Sverige og Finland, ikke kan siges at være realistiske alternativer for os.

Selve hovedalternativet må fremdeles antages at være det nordiske forsvarsforbund. Det må i denne forbindelse ikke glemmes, at dette i realiteten også er en alliance. Man kan ikke tænke sig et samarbejde indenfor to eller flere lande, uden at dette vil medføre de samme forhold, som man har indenfor NATO, blot i mindre målestok. Det ser man klart, hvis man begynder at konkretisere dette nordiske alternativ. Hvis vi f. eks. tager de økonomiske spørgsmål, vil man se, at for det første vil selve byrden ved en fælles indsats være ganske stor for samtlige lande, selv om den naturligvis ville blive regnet proportionalt ud efter de kriterier, man måtte vælge at anvende. Men netop at blive enige om disse kriterier kan være et af de største problemer. En anden væsentlig hindring for det nordiske alternativ er spørgsmålet om en vurdering af den neutralitet, som vi vil dyrke. Forudsætningen er jo, at dette forsvarsforbund er neutralt, og der må opstå en række situationer, hvor man må vurdere, hvad der er neutralt, og hvad der ikke er neutralt. Her vil forskellige vurderin- ge i de nordiske lande skabe måske uløselige problemer. Man kan vel også vente, at en nordisk fælleskommando vil skabe problemer vedrørende traditionelle modsætninger og vedrørende det ansvarsområde og den indflydelse, som må ventes at blive stærkest hos dem, der indtager de store topstillinger. Også angående atomspørgsmålet kan der ikke undgå at opstå vanskeligheder, som vil gå meget dybt — i hvert fald for Norges vedkommende. Jeg har berørt disse vanskeligheder, fordi det nordiske forsvarsforbund synes at være et af de mest yndede alternativer, man opererer med, og har en sentimental appel, som er ganske betragtelig.

Jeg vil til slut komme ind på nogle af de andre muligheder, og særlig den som er kommet frem i Kekkonens nye forslag fra den 29. november iår. Dette tog sigte på en politik, som afviger fra den, han tidligere har ført, idet han denne gang retter opmærksomheden direkte på Norge med udeladelse af både Danmark og Sverige. I dette forslag har han taget til orde for en zoneordning, som ikke kan forstås på nogen anden måde end som et demilitariseret område oppe på nordflanken. I forslaget skal man skære hele Nordnorge af, hvilket ville medføre, da en zone må antages mindst at have en bredde på 5— 10 km, at forbindelseslinierne, som følger bunden af fjordene, ville blive afbrudt til store dele af Vest- og Nordnorge. Det ville samtidig medføre at den norsk-sovjettiske grænse ville blive en del af denne zone. Kekkonens tale indeholdt også det nye, at han godkender Norges og Danmarks NATO-politik, idet han foreslår en demilitarisering af dele af NATO-området med bibeholdelse af NATO-medlemskab.

Sluttelig nogle ganske få ord om selve NATO-alliancen. Jeg tror, vi gør en stor fejl, dersom vi mener NATO's nordiske sfære kan fortsætte med at eksistere. Den sidste udvikling, ikke blot i henseende til Frankrig, men også USA’s og alle de større NATO-magters holdning har gjort det klart, at i den nuværende form er det næppe sandsynligt, NATO vil fortsætte efter 1969. Hvilke andre muligheder kan vi da tænke os? Man kan tænke sig en A- og B-gruppering, som det allerede er blevet foreslået af MacNamara. Man vil da have et fire- eller femmagtstyre af A-lande og en B-gruppe, som selv binder sig til ikke at være forsynet med kernevåben. Jeg vil ikke tro, dette ville være en heldig udvikling for de små stater, men man kan vel også tænke sig andre løsninger. Jeg har for mit eget vedkommende tænkt mig en mulighed, som jeg har kaldt Nordsø- forbundet. Hvis det viser sig umuligt at samarbejde med Frankrig, hvorfor da ikke gå ind for Nordsøen som et centralpunkt. Dette skal dog alt sammen være inden for en NATO-ramme med tilknytning til USA. En anden mulighed kunne være at forsøge at opbygge et sikkerhedssystem omkring NATO’s regionale kommandoer. I det hele taget er der mulighed for adskillige fremgangsmåder, således at man ikke skal sætte sig ned og fortvivle, fordi de nuværende alternativer ikke synes at give det rette svar.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon nordisk_sikkerhedspolitik.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.