Nogle bemærkninger til major H. Thøgersens ildkraftberegninger

I tidsskriftets decembernummer har major Thøgersen gennem forskellige eksempler påvist M/62-maskingeværets overlegenhed i forhold til to andre våben, nemlig Mg 1: 7,62 mm tungt automatgevær og Mg 2: 7,62 min rekylgevær i affutage. Den af majoren anvendte metode til sammenligning mellem forskellige våben er umiddelbart illustrerende, men er knap så anvendelig, såfremt man ønsker nøjere at analysere årsagerne til de forskellige resultater. Hvad først angår effektivitetsmålet, defineres dette på side 479 at være: sandsynligheden for at opnå mindst een træffer i det første sekund efter ildåbningen. Dette effektivitetsmål synes dog senere at være opgivet til fordel for: Det sandsynlige antal træffere i det første sekund. Hvis man dernæst analyserer årsagerne til de 3 våbens forskellige træfning, viser det sig, at spredningen på grund af våben, ammunition og skytte har en meget kraftig indvirkning på beregningerne, idet den store spredning, som Mg 62 opviser i almindelighed viser sig at va-rc fordelagtig. Det er derfor lidt paradoksalt at fremhæve de strenge krav, man ved anskaffelsen af Mg 62 har stillet til våbnets egenspredning, samt de gode muligheder der er for at reducere skyttens spredning. Man kunne også have ønsket, at majoren havde gennemført en sammenligning med Mg 2 affuteret på samme måde som Mg 62. Herved ville førstnævnte våbens spredning formentlig være blevet forøget med effektivitetsforbedring som en mulig følge.

De forskellige faktorers indflydelse lader sig lettere belyse, såfremt man udleder det fuldstændig matematiske udtryk for det valgte effektivi- tetsmål. I det følgende vil blive anvendt det oprindeligt formulerede, nemlig sandsynligheden for at opnå mindst een træffer i det første sekund. Det viser sig ved udledningen af det matematiske udtryk fordelagtigt at anvende længdespredning i stedet for højdespredning, og den raserende banelængde i stedet for målhøjden. Dette er kun et regneteknisk kneb og aindrer ikke på principperne. Soin påvist af major Thøgersen må der skelnes mellem to spredninger, nemlig skudspredningen og spredningen i afstandsbedømmelse. Det antages i det følgende, at begge er normalt fordelt omkring henholdsvis den indstillede visérafstand og den korrekte afstand til målet. Beregningen gennemføres kun for træfningen i længden, idet problemet i siden kan behandles helt analogt.

Indføres følgende benævnelser:
m = målets raserende hane, der er en funktion af målhøjden og afstanden,
s = skudspredningen,
z = spredning i afstandsbedømmelsen,
k = afgivne skud i eet sekund,
E = sandsynligheden for at opnå mindst een træffer i det første sekund,
y = forskel mellem sand afstand til målet og indstillet viserafstand, fås (jvfr. fig.):

 

 

Sandsynligheden for at opnå træfning med eet skud og fastholdt vilkårligt y:
 
 
Sandsynligheden for at opnå mindst een træffer med k skud:
 
R(y) = 1 — (1 — F(y))k
 
Sandsynligheden for at opnå mindst een træffer med k skud med variabelt y:
 
 
Det fremgår heraf, at effektiviteten afhænger af, skudspredningen afstandsspredningen skudhastigheden og målstørrelsen samt, at E ikke aftager med voksende skudhastighed og målstørrelse. Derimod er det vanskeligt umiddelbart at bedømme, hvor meget og i hvilken retning E ændres ved en variation af een eller flere af ovennævnte faktorer. Det er derfor nødvendigt at beregne E —• der er ikke-analytisk — for tænkelige kombinationer af disse. Det vil derved være muligt at få svar på f. eks. følgende praktiske problemer :
 
Bør man forsøge at nedbringe skudspredningen ved indførelse af en mere stabil affutage? Kan man øge effektiviteten ved indførelse af bedre metoder eller bedre apparater til afstandsmåling? Under hvilke omstændigheder kan man uden nævneværdig effektivitetsformindskelse anvende reduceret skudhastighed eller kortere byger? Hvilken relativ vægt bør der lægges på uddannelse i skydning og uddannelse i afstandsbestemmelse?
 
Selv om udtrykket for E ser kompliceret ud, er beregningen ved numerisk integration — også med hånd og magt — meget enkel. Da det im idlertid er mange eksempler, der skal regnes igennem, før hele variationsområdet er dækket, må brug af regnemaskine (f. eks. DASK) dog anbefales.
 
J. B. Pranov
 
 
 
Major Thøgersens kommentar:
 
Jeg har med stor interesse læst orlogskaptajn J. B. Pranovs bemærkninger til min artikel. Må jeg imidlertid fremføre følgende:
Orlogskaptajn J. B. Pranov anfører, at det synes, som om jeg opgiver min oprindelige definition på effektivitetsmålet til fordel for målet: Det sandsynlige antal træffere pr. sekund. Det er rigtigt, at jeg først beregner ildkraftkurven, der angiver træffere pr. sekund, men herefter skærer jeg kurven med linien 1 = 1 tr./sek, hvorved jeg finder det område, inden for hvilket ildkraften netop er større end eller lig 1 træffer pr. sekund. På grundlag heraf finder jeg dernæst sandsynligheden for, at målet befinder sig i dette område, hvilket netop samtidig angiver sandsynligheden for at opnå mindst en træffer i det første sekund. Denne sandsynlighed er anført ved hvert af de tre eksempler. Orlogskaptajn J. B. Pranov anfører dernæst, at det er lidt paradoksalt at fremhæve de strenge krav, man ved anskaffelsen af Mg 62 har stillet til våbnets spredning.
 
Jeg må indrømme, at det kan, således som det står anført i min artikel, lyde paradoksalt. Det skyldes vel nok først og fremmest, at jeg til sammenligning har anvendt 2 våben, der hver har mindre spredning end Mg 62. Men det er ikke desto mindre rigtigt, at Mg 62 opfylder meget strenge krav til præcisionen. Jeg kan således nævne, at gennemgår man det tabelmateriale, som findes for det danske rekylgevær M/24, der anvendtes i det danske forsvar før den 2. verdenskrig, finder man, at en middelgod skytte med dette gevær kunne forvente at opnå en spredning, der ligger på det dobbelte af Mg 62! Det må yderligere ses på den baggrund, at dette rekylgevær havde en kadence på 8 sk/sek imod Mg 62’ 20 skud pr. sek. Det er da også min faste overbevisning, at såfremt de to andre våben Mg 1 og Mg 2 kunne forøge deres kadence til 20 skud/sek, ville de fremvise en spredning, der lå væsentlig over Mg 62’. I øvrigt bør det nævnes, at de 2 våben Mg 1 og Mg 2 er udenlandske. Mg 2 er således anvendt under den 2. verdenskrig hovedsagelig i trefod, idel Mg 2 normalt ikke er fremstillet med kolbe og støtteben. Der findes en version af Mg 2, der har kolbe og støtteben, men jeg har ikke haft et tilgængeligt tabelinaterialc for denne version. Imidlertid vil våbnet anvendt fra støtteben give en større spredning end anvendt fra trefod. Jeg tror dog ikke, som orlogskaptajn J. B. Pranov anfører, at denne version med støtteben ville have betydet en midig effektivitetsforbedring. Det synes jeg fremgår af formlen for ildkraft. 
 
Betragter vi nemlig Mg 2 i de to versioner, hvor vi dels lader det skyde fra støtteben og dels fra trefod, bliver forholdet mellem deres ildkraft: 1 støtteben  1 trefod lig forholdet mellem deres træffeprocenter: P sløtteben/Ptrefod- Da træfferprocenten aftager med voksende spredning vil det sige, at dette forhold bliver mindre end 1, hvilket er det samme, som at ildkraften hiiver mindre ved skydning fra støttehen end ved skydning fra trefod. Må jeg i øvrigt til slut udtale, at jeg er enig med orlogskaptajn J. B. Pranov om, at såfremt man ønsker en tilbundsgående undersøgelse, må man ganske givet tage moderne hjælpemidler i brug. Men en tilbundsgående undersøgelse vil næppe være egnet til offentliggørelse i en artikel, der trods alt må have en vis begrænsning.
 
 
H. Thøgersen
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon 1963_del_1.pdf
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.