Noget om luftværnsartilleri

En konstant søgen efter det bedste løser ikke noget nærværende problem. Således konkluderer chefen for 13. luftværnsafdeling, oberstløjtnant K. E. P. Jeremiassen, denne artikel, i hvilken han giver et rids af den tekniske og organisatoriske udvikling af felthærens luftværnsartilleri i de senere år og specielt peger på nogle af det danske luftværnsartilleris presserende problemer.

Felthærens muligheder for at tage kampen op mod angreb fra luften bar altid og vil altid være præget af den våbentekniske og den heraf følgende taktiske udvikling inden for de i denne særlige kamp indgående midler. Siden tilkomsten af jetfly og styrbare missiler har udviklingen haft et sådant tempo, at det bar været vanskeligt og til tider næsten umuligt - selv for rige nationer - at fremskaffe feltanvendelige, og samtidig tilstrækkelig teknisk udviklede luftværnskampmidler. Denne afmagt over for luft-til-jord kampen, hvor angrebsmidlerne næsten hver dag undergår et udviklingstrin på vejen mod perfektionisme, bar bevirket, at felthærens lette luftværnsartilleri - ikke mindst i Danmark - har ført en hensygnende tilværelse. Luftværnsfunktionerne er nemlig kun blevet opretholdt med lidt, meget moderne, og meget, forældet, materiel for derved at kunne bevare og uddanne en kerne af luftværnsartillerister, beregnet til egentlig anvendelse, når egnet luftværnsartilleri (kanoner eller raketter) igen var til rådighed for felthærens operationer. E t andet forhold, der har medvirket til en vis devaluering af felthærens luftværnsartilleri, hidrører fra de doktriner, der har været gældende for flys anvendelse og deltagelse i kampen på jorden. I anden verdenskrig og i tiden umiddelbart herefter var det god latin, at mange af de rådige fly blev anvendt til direkte støtte for felthærens operationer. I samme periode, hvor luftværnsartilleriet rent teknisk var i stand til med rimeligt resultat at bekæmpe disse fly, var antallet af luftværnsenheder i felthæren relativt højt.

Udviklingen af jetfly med stadig større performance medførte dels, at flyene skønnedes for dyre til direkte deltagelse i kampen på jorden, dels at det skønnedes, at disse fly ved angreb mod fjendens eget land eller hans basis for operationer kunne aflaste egne felthærstyrker i højere grad, end det var muligt gennem direkte deltagelse i felthærens kamp. Denne opgave blev derfor lavere prioriteret. Som følge heraf havde lufttruslen således ændret sig til i hovedsagen at være rettet mod faste installationer. Derfor oprettedes til supplement af flyvevåbnenes luftforsvar højt udviklede raketluftværnssystemer baseret på elektronisk detektion og styring. De i systemerne indgående raketter eller missiler kunne nå op i selv de største kendte flyvehøjder og her betyde en alvorlig trussel for de opererende fly. For at trøste sig med hensyn til det stadigt underudviklede luftværnsartilleri i felthæren, blev der til en vis grad taget den følgeslutning, at tilstedeværelsen af raketluftforsvar ville danne en paraply over de områder af territoriet, det som følge af rækkevidde kunne dække, og at kun få fly ville kunne trænge igennem denne paraply. Herved kunne der lægges mindre vægt på luftværnsartilleriet hos de enheder, der opererede i sådanne områder.

Denne opfattelse sammenholdt med, at det rådige lette luftværnsartilleri - uanset at der også inden for dette var nået et højt teknisk stade - ikke havde og ikke har den mobilitet, der er ønskelig, har medført, at der i mobile operationer ofte må ses bort fra at anvende luftværnsenheder, og at disse derfor bliver henvist til at løse stedbundne og ikke altid lige interessante opgaver.

Ændringen af NATO s strategi til at basere sig på, at fredsbrud ihvertfald indledningsvis bør indkredses til lokalt begrænsede krige, den udbredte brug af helikoptere inden for felthærens operationer, samt de erfaringer, som USA har høstet i de begrænsede krige i Korea og især i Vietnam, har igen bragt anvendelsen af lette luftværnsvåben og luftværnssystemer frem på en fremtrædende plads. Alle lande og våbenfabrikker har udviklingsprogrammer i gang, både hvad angår den våbentekniske udvikling, og hvad angår organisation og tilhørsforhold for felthærens luftværnsenheder.

Rent teknisk er tendenserne klare, idet der til bekæmpelse af helikoptere og andre langsomtgående fly søges udviklet småkalibrede, hurtigtskydende og ofte direkte radarstyrede våben, og idet der til bekæmpelse af hurtiggående kampfly søges udviklet radarstyrede kanon- eller raketsystemer.

Erkendelsen af, at den menneskelige reaktionsevne er for lav, når det drejer sig om at engagere visuelt observerede, hurtiggående fly, har nødvendiggjort, at der sammen med kanon- og raketforsvaret udvikles komponenter til detektion, selektion, måloverførelse og styring under engagement. Denne udvikling har i dag nået et tilfredsstillende stade. Desværre er det endnu ikke lykkedes at gøre det nyudviklede lette luftværnsartilleri tilstrækkeligt mobilt; det må nærmest betegnes som hurtigt flytteligt. USA har dog i dag udviklet og ibrugtaget luftværnsmateriel, der organiseret i en afdeling indgår i hver division. Denne afdeling, der har våben og ildledelsessystemer monteret enten på PMVM 113 eller pansrede transportmotorvogne, består af et stabsbatteri, to raketbatterier og to maskinkanonbatterier.

Ingen af komponenterne vejer over 15 t. Afdelingsstaben er beregnet til at indgå i divisionens operationscenter, hvorved der her igen efter mange års pause findes luftværnsekspertise i divisionsstaben. Hvorvidt den amerikanske organisation og de i denne benyttede våbensystemer er det ideelle, er vanskeligt at afgøre, idet der formentlig ikke kan ses bort fra, at situationen i Vietnam har tvunget USA til at etablere noget, som måske ikke ville være blevet valgt, såfremt der havde været fornøden tid til at eksperimentere. Det interessante ved opstillingen er dog, at en nation, om hvilken der hævdes, at den normalt har muligheder for gennem indsættelse af egne fly at skaffe sig luftoverlegenhed såvel i tid som i rum, har skønnet det nødvendigt at etablere et felthærsluftværn og igen at have luftværnsofficerer som faglige rådgivere i føringsstabene. Herhjemme kan der nikkes genkendende til de problemer, som udviklingen har medført. Luftværnsartilleristerne må dog konstatere, at det kun er den negative side, der har givet sympati, medens den positive side, der tager sigte på at analysere, hvilket behov — der trods varierende ydre omstændigheder - er for luftværn og hvilke midler der bør sigtes mod at anskaffe, kun har medført venlig deltagelse og løfte om at indføre noget, når der engang igen findes de rigtige midler.

Set på baggrund af den fremadskridende mekanisering af vore felthærstyrker, hvis mobilitet i allerhøjeste grad v il være afhængig af den beskyttelse mod luftangreb, som et i antal rimeligt luftvæmsartilleri kan give, og under hensyn til, at danske tropper vel meget sjældent vil få lejlighed til at kæmpe i ly af eget luftherredømme, synes prioriteringen af luftværnsartilleriet meget lav.

Det skal dog retfærdigvis bemærkes, at det luftværnsartilleri, der i dag findes i felthæren - omend i et for ringe omfang — både hvad angår udrustning og uddannelse er på højde med det bedre, der findes. I sin virksomhed er det dog hæmmet af en for ringe mobilitet og af luftværnsartilleristernes trang til ofte - selv på bekostning af tidsfaktoren — kun at ville skabe den bedst mulige tekniske baggrund for indsættelsen af deres materiel. Det hæmmes også af de opgavestillendes utilstrækkelige kendskab til luftværnsartilleriets muligbeder og virkemåder. Dette utilstrækkelige kendskab kan endda til tider være afløst af en vægring ved overhovedet at beskæftige sig med luftværnsartilleri og henvisning af dette til selv at vælge sine opgaver. Det lette luftværnsartilleris betydning inden for den samlede indsats af tropper er også tit hæmmet af papirkrigens tendens til at skabe egen luftoverlegenhed eller forudsætte dårligt flyvevejr i situationer, hvor mange operationer overhovedet ikke ville kunne gennemføres uden tilstedeværelsen af luftværnsartilleri af et vist omfang. Dette medfører for den dårlige samvittighed, der må formodes at være tilstede, at der er taget højde over for lufttruslen, uden at det har været nødvendigt at beskæftige sig dybere med luftværnsartilleriets anvendelse. Hermed er ikke sagt, at luftværnsartilleriets tilstedeværelse i et område - selv i tilstrækkeligt omfang - løser ethvert luftforsvars-problem, endsige skaber en regntæt paraply. Luftforsvar er nemlig en kombination af mange faktorer, hvis indbyrdes forhold skal afklares forinden luftværnsartillerienheder kan beordres.

Først og fremmest må der foretages en analyse af, hvorledes det tildelte operationsområde i den givne situation kan udnyttes til passiv luftsikring, samt hvilke midler, den enkelte enhed selv kan indsætte i en aktiv beskyttelse. Der må derefter tages hensyn til, hvilken beskyttelse, der kan ventes fra flyvevåbenets enheder og herunder det stationære raketforsvar. Endelig må det undersøges, hvilke vitale enheder, områder eller objekter, der bør forsvares af luftværnsartilleri. Der v il formentlig altid være flere opgaver, end der kan løses med det rådige luftvæmsartilleri. Hvor dette skal indsættes må derfor bero på troppeførerens skøn, og ikke på luftværnsartilleristens. Er bestemmelsen truffet, bliver tidsfaktoren bestemmende for, hvor »teknisk udbygget« luftværnsartilleriet skal være i den indledende fase.

Det skal forstås derhen, at de enkelte komponenter meget hurtigt kan bringes i stilling, men at sammenknytningen af teknikken tager sin tid. En kanon i stilling kan altid skyde i nærstyring fra det øjeblik, hvor den er prodset af. De øvrige komponenter kan så kobles ind, efterhånden som de er klarmeldte, selvom dette for kortere tidsrum v il medføre et stop i de enkelte piecers ildafgivelse. Jo mere »teknisk« enheden bliver, jo bedre bliver selvsagt sandsynligheden for målfangst og gunstigt engagement. Hvor stor en teknisk perfektionisme, der ønskes ved operationens begyndelse, beror igen på troppeførerens afgørelse, han må blot afsætte den tid, der er nødvendig for at nå det ønskede stadium. Vælges den mindst tekniske startmulighed, er det værd at bemærke, at selv nogle uden for et system skydende luftværnskanoner, i et rum er medvirkende til at give angribende piloter så megen usikkerhed, at de ikke længere frit kan vælge mål, angrebsform og angrebsretning. Observationer hos andre nationer viser, at luftværnsartilleri igen er ved at blive et kampmiddel, der må tages i betragtning ved planlægning af operationer. Da våbenarten følger en rivende teknisk udvikling, er det måske svært for de anskaffende myndigheder at fastslå, hvad der skal anskaffes, fordi noget indkøbt måske ikke er helt »up to date« den dag det er operationsdueligt. Det kan måske også være vanskeligt for en almindelig operationsofficer at forstå teknikken, dennes fordele og begrænsninger. Det kan også, under den taktiske planlægning, være utåleligt kun at høre om teknik o. s. v.

Om disse spørgsmål er der kun at sige, at en konstant søgen efter det bedste jo ikke løser noget nærværende problem, hvorfor der må besluttes, hvis det, der frembydes, er tilfredsstillende og dækker behovet både for i dag og i morgen. Det tekniske bør ikke afskrække nogen troppefører eller operationsofficer, for teknikken er kun en mellemregningsfaktor. Det, der skal søges oplysning om, er: »Hvad kan I lave, hvor hurtigt kan I komme i stilling, og hvor hurtigt kan I bevæge jer?« Resten kan henvises til hyggelig snak i messer eller til diskussion luftvæmsartilleristem e imellem. Men opdrag selv luftvæmsartilleristen til at tænke på andet end ildledeanlæg og radarer.

K. E. P. Jeremiassen

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon noget_om_luftvaernsartelleri1969_1.pdf

 

Litteraturliste

Del: